Whenever you’re feeling down

[Samuel Roden]

Syrena Amardeus
Samuels kontor - Hogwarts
Omkring kl. 21 -ish
Maj - 2057
Påklædning

---

De sidste par uger havde været specielt hårde for Sam. Han havde sygemeldt sig grundet noget så åndsvagt som “kærestesorger.” Han ønskede ikke at nogen skulle vide det var derfor han ikke havde været til fællesspisningen i dag, men han havde simpelthen ikke haft overskud. Selv eleverne i klassen havde kunne mærke at han ikke havde været der 100%.
Det var sjovt, for han huskede ikke bruddet med Serena havde været så slemt. Måske fordi Nikki ikke kun var hans kæreste, men også han bedste veninde, og nu stod han og frygtede at han ville miste hende for evigt. Deres breakup havde ikke været så kønt, en kæmpe diskussion var endt ud i at de havde sagt nogle uheldige ting til hinanden. De var nok endt ud i at de bare ikke passede så godt sammen, som de gerne ville have.
Han sukkede dybt som han gik igang med at placerer tøj fra sin kuffert på sengen, til kommoden. Døren ind til selve kontoret stod åben, sådan at han ville kunne høre hvis nogen kom ind. Han følte sig ikke klar til at være tilbage, men han vidste også at han blev nødt til at holde sig igang. Serena havde Huter de næste par uger, så han skulle overatte på Hogwarts skønt han ærlig talt hellere ville ligge derhjemme og have lidt ondt af sig selv.

[Syrena Amardeus]

Fra den ene dag til den anden var Sam forsvundet fra jordens overflade. Nogle af de andre professorer havde snakket om at han var blevet sygemeldt. Hun havde hverken set eller hørt fra ham siden og hendes tid på Hogwarts havde været overraskende ensom siden. Efter at have siddet til endnu en af de overdådige middage, havde hun siddet på sit kontor og forsøgt at koncentrere sig om at rette opgaver, men var ikke kommet langt. Derefter var hun gået ned ad gangen og havde hørt et par elever snakke om at Sam efter sigende var tilbage, så nu havde hun i stedet sat kurs mod hans kontor.
Døren stod på klem da hun kom derhen. Hun kunne fornemme hans skygge vandre rundt i lokalet.
Forsigtigt skubbede hun døren op og kiggede ind. Han stod og var ved at pakke ud. Umiddelbart lignede han sig selv, måske så han mere træt ud, måske lidt mere bleg, men hun konstaterede hurtigt at han ikke så dødeligt syg ud, hvilket hun havde været mest bekymret for. "Sam?" spurgte hun og vågede sig indenfor. "Er du okay?" hun kunne ikke undgå at lyde lidt bekymret. "Du forsvandt bare.." hun foldede armene hen over brystet og betragtede ham i døråbningen. På en måde var hun skuffet over at han ikke havde sagt noget til hende. Hun havde for et øjeblik troet at de var blevet rigtige venner igen. Når han ikke var her, var intet det samme. Lærerstaben var stadig ikke vild med hende, men de var mere omgængelige når de så at han snakkede til hende. Det var gået op for hende at hun sådan helt oprigtigt havde savnet ham, men det kunne hun jo heller ikke sige.

[Samuel Roden]

Han så op fra kufferten som en velkendt stemme lød. Et smil blev fundet frem. Det var en lende sløvt og nåede ikke helt op i de brungrønne øjne. ”Hey Ren,” hilste han og rettede sig helt op med en blåternet skjorte i hånden. ”Om jeg er okay? Ja...hvorfor skulle jeg ikke være det?” Det lød nok ikke helt så overbevisende som han godt kunne tænke sig. Ikke at der var nogen grund til at lyve, altså ikke ud over at han ikke ønskede at belemre hende med sine kærestesorger.
Der var nu den lille ting med at Sam ikke var nogen specielt god løgner. Ikke overfor dem der kendte ham i hvert fald, hans poker-face ville i hvert fald ikke vinde ham millionerne. Skuldrene sank let sammen som han åndede tungt ud. ”Jeg har lige haft nogle lidt hårde dage, men det går bedre nu..” Forklarende han så, stadigvæk ikke specielt overbevisende. ”Undskyld jeg ikke sagde noget, der kom nogle ting op derhjemme, og ja..det hele blev bare lidt hektisk.” Tonen var undskyldende. Han vidste ikke helt, hvordan det faktisk lykkedes for hende, at give ham en smule dårlig samvittighed.
Det gik op for ham at han endnu ikke havde budt hende ind, ikke at hun var typen der nødvendigvis ventede på en invitation, men siden hun nu stadigvæk stod i døren. ”Kom bare ind.” Han gjorde en gestus med den ene hånd imens han holdt skjorten med den anden.

[Syrena Amardeus]

Måden han bare var helt casual omkring sin tilstedeværelse, fik hende til at se lidt undrende på ham. Selvom han havde sit sædvanlige varme blik og smil på læben, så virkede hans blik træt og tomt og hans kropsholdning slap. "Måske fordi du lige har været sygemeldt i 14 dage men aldrig er syg?" foreslog hun og lød en smule irriteret selvom det ikke var hendes mening. Før hun ventede på invitation, trådte hun ind i kammeret og lukkede døren bag sig. Hun blev stående et stykke fra ham og lagde armene over kors og så på ham med et strengt blik, der fortalte at hun ikke ville lade sig spise af med en hvilken som helst forklaring.
"Hvad er der? Du kan godt fortælle mig det." opfordrede hun og så lidt indgående på ham. Godt nok virkede hun ikke som den mest tillidsfulde, men hun ville virkelig gerne være hans ven. "Er det Hunter?" Hun havde ikke tænkt sig at give op. De snakkede aldrig rigtigt om hans søn, mest fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle forholde sig til ham. Endelig gik hun ham lidt i møde og stilte sig foran. Man kunne sporer bekymringen i hendes øjne, trods hun inderligt forsøgte at skjule det. Hun tog skjorten ud af hans hånd og lagde den på sengen, hvorefter hun rettede sig op igen, med et stiltiende krav om at han indvigede hende, hvilket hun absolut ingen ret havde til. Han skyldte hende ingen forklaring på noget, men hun havde alligevel følt sig lidt efterladt af ham, hvilket havde skabt tanker som hun havde brugt dagene på at drukne.

[Samuel Roden]

Hovedet blev tippet let på skrå ved hendes kommentar. Sommetider kunne han godt lidt glemme, hvor godt hun egentlig kendte ham. Det var både skræmmende og befriende på samme tid. "Aldrig er et ret stærkt ord, jeg var da forkølet for et par år tilbage." Sagde han ment som en joke, men uden den egentlig var sjov. De vidste begge godt at det var undvigelse.
Det anklagende blik hun kort efter sendte ham, fik ham dog til at sukke let. Han så på hende med et let såret udtryk. Modsat Scott, frygtede Sam ikke at snakke om sine følelser, den eneste grund til han forsøgte at undvige lige nu, var nok mere at det bare gjorde lidt for ondt at snakke om.
Endnu et let suk, hvorpå han nikkede til hendes opfordring. "Nej det er ikke Hunter.." sagde han så en smule tøvende og lod hende tage skjorten ud af hans hånd. Han forsøgte dog stadigvæk lidt at undvige hendes blik. "Det er Nikki." Han skar en let grimasse. "Altså hun har det fint," tilføjede han kort derefter som ville Syrena dø af bekymring uden den information. Hvilket nu var ret tvivlsomt. "Vi er gået fra hinanden." Sluttede han så af og tyggede let på underlæben imens en hånd strøg det brune hår tilbage mod nakken. Et tydeligt tegn på frustration fra hans side. Han måtte modstå trangen til at informere om at han var okay, af en eller anden årsag, havde han altid følt det lidt akavet at snakke med Syrena om Nikki og Hunter....og Serena for den sags skyld. Som om han frygtede at gøre hende jaloux, skønt han nok måtte erkende at hun var en voksen kvinde, og at hun -som han, var kommet videre i livet. De var ikke teenagere længere.

[Syrena Amardeus]

Hun så bare indgående på ham, som om hun forsøgte at give ham en chance for at trække den latterlige joke tilbage. "Du ved hvad jeg mener." sukkede hun og viftede affærdigende med hånden. Efter den lille gætteleg hun havde haft kørende, begyndte Syrena at miste tålmodigheden som hun nu gjorde somme tider.
"Okay har du tænkt dig at lade mig blive ved med at skyde fra hoften, eller har du tænkt dig snart bare at fortælle mig hvad der er galt?" spurgte hun. Uanset hvad skulle hun nok få svar.
Hans triste blik gav hende et stik af dårlig samvittighed, der forsvandt i samme øjeblik han nævnte Nikkis navn. Hun havde absolut ingen grund til at blive irriteret, men selvom Sam og hende ikke havde noget som helst, og selvom fortiden lå langt tilbage, så blev hun stadig dræn jaloux. "Åh." sagde hun bare. Hun gik forbi ham og slog sig ned på hans seng. "Det.." hun ville have sagt at hun var ked af at høre det, men Syrens var ikke nogen god løgner, og uden helt at kunne forklare hvorfor, så frydede det hende nærmere at Nikki ikke havde vundet den kamp. "Er du okay?" spurgte hun i stedet for. Som det rastløse menneske hun var, rejste hun sig igen fra sengen og stilte sig foran ham. Det havde altid været småakavet, for han havde altid været et tårn og hun havde altid været det modsatte. Hun lagde en hånd på hans overarm. "Hør.. jeg ved at Nikki nok virkede som den perfekte kvinde for dig, og jeg er ked af at du er ked af det, men helt ærligt Sam. Du fortjener en der vil have dig præcis som du er, en som sætter pris på din nørdede hjerne og synes at din til tider sociale akavethed er drøncharmerende. Og en som der også minder dig om at have det lidt sjovt engang i mellem, og hvis hun ikke kunne det, så var hun ikke den rigtige." - med andre ord manglede han en som hende, men det sagde hun ikke højt. Ordene var selvfølgelig ment som en støtte, men Syrena var ikke ligefrem fuld af gode råd og hun anede ikke hvad man skulle sige til kærestesorg, måske var hun altid lige en tand for ærlig, men Sam kendte hende jo.

[Samuel Roden]

Tydeigvis var hun ikke den mindste smule imponeret over hans fejlende forsøg på at være morsom. Skuldrene sank en smule under det lavmeldte suk der pressede sig ud. Han var godt klar over at der ikke var meget katten efter musen med hende. Hun blev lynhurtig utåmodig, og fandt sig aldrig helt i at blive spidset af.
Dette blev også kun understreget ved hendes udtalelse kor derefter. Han havde stået lidt i sine egne tanker og bare betragtet hende.
Syrena kunne i nogle tilfælde være utrolig nem at læse, i andre var hun dog bedre til at skjule hvad hun følte og tænkte. Som nu. Han tippede hovedet let på skrå imens han afventede hendes reaktion. Ærlig talt havde han ingen ide om hvordan hun ville reagerer.
Som hun bumpede ned på sengen lod han sit blik væve lidt mod døren og så tilbage imod hende. ”Jeg har haft det bedre,” indrømmede han ærligt, ”men jeg skal nok klare mig, det er jo altid sværest i starten.” Han sendte hende et halvhjertet smil, uden helt at tænke over at hun havde været en af de piger han havde måtte komme sig over på et tidligere tidspukt.
Sams blik blev draget til hendes, som hun igen skød op fra sengen og blidt berørte hans overarm. Han kiggede lidt uforstående på hende. ”Nikki havde ikke noget imod måde jeg er på,” sagde han fast, af en eller anden grund følte han stadigvæk trang til at beskytte hende. Det var ikke fordi han var sur, men han holdt jo stadigvæk ufattelig meget af Nikki. ”Jeg tror bare...” Han tænkte sig kort om, før han fortsatte, ”jeg tror bare vi var nået til et punkt hvor vi ikke vægtede de samme ting længere.” Det smertede ham at tænkre på at noget af det nok havde skyldtes arbejdet. Igen. Ligesom med Serena. Var han virkelig blevet den type mand, som satte arbejdet over familien? Alene tanken skræmte ham.

[Syrena Amardeus]

"Det er det. Det går hurtigt over." Lovede hun, velvidende om at det var lidt af en løgn. Det var under ingen omstændigheder gået hurtigt over, da de var gået fra hinanden i sin tid. De fleste andre med bare middelmådig social intelligens, ville nok ret hurtigt have indset at de var på vej ud på et forkert sidespor. Desværre var Syrena ikke som de fleste andre, så hun gravede bare sin grav lidt dybere. Hun bemærkede godt hvordan Sam bare stod og stirrede på hende.
Sams ret hurtige forsvar af Nikki, gjorde øjeblikket mere akavet end det havde været meningen, og det mærkede selv hun. Hendes blik drev væk fra hans og ned på hendes hånd der stadig rørte han overarm. Pludselig var hun både i panik over hvad hun skulle sige, og over at hun ikke bare slap ham. "Nej.." startede hun og slap ham næsten som havde han brændt hende. "Nej det er heller ikke det jeg siger. Det er bare.." hun anede ikke hvad hun var ved at sige. "Jeg vil bare have at du er glad." sagde hun endelig i mangel på bedre, og tvang et smil på læberne der var det mest ynkelige forsøg på at smil. Hun kunne have facepalmet sig selv hundrede af gange lige nu.
For at komme lidt væk fra situationen, begyndte hun at gå lidt rundt. Der ved lagde hun afstand til ham og hun holdt sig en lille smule beskæftiget. "Det sker." Det var sket for dem også.
Hun stoppede op igen og så på ham med en blanding af en undskyldende grimasse og et lidt medfølende blik. "Undskyld Sam, jeg er ikke så god til det her." hun lagde hovedet lidt på skrå. "Det er nok bedst hvis jeg lader dig være lidt alene. Jeg ville bare være sikker på at du var okay." hun sukkede lidt over sin egen dårlige evner indenfor almen menneskelighed.

[Samuel Roden]

Han skævede let til hende ved hendes ord. Ærligt kunne han ikke helt bedømme om hun mente det. Efter hans hovede tog den slags al for lang tid, men på den anden side havde det nok heller ikke været ægte, hvis man kom sig over det i løbet af nogle dage.
Brynene blev rynket let. Det havde ikke været meningen at snerre af hende, hvis man kunne klade det det. Han var åbenbart bare stadigvæk ret beskyttende overfor Nikki. Ligesom han egentlig altid havde været overfor både Serena og Syrena. Med andre ord, kom man først ind på livet af ham, satte man spor som han nok aldrig helt ville kunne slette igen. ”Undskyld, det var ikke for at fare op, jeg ved godt du mener det godt.” Sagde han stille og sukkede let, den dårligesamvittighed lurede et sted i baghovedet, da det havde fået hende til at flytte sin hånd og blive forlegen. Det var ellers ikke noget man så tit hos Frk. Amardeus.
Hendes antydning til at gå, trickede nærmest et mindre indre panikanfald hos ham Han havde ikke lyst til at være alene. Lynhurtig stod han bag hende, en anelse tættere end ment, og havde låst en hånd omkring hendes spinke håndled. ”Du behøver ikke at gå.” De næsten bedende øjne søgte hendes, “the lost puppy face,” havde hun vidst kaldt det under mere end én lejlighed. Det var nu ikke noget han gjorde med vilje, skønt det sikkert ville kunne anses som et fejt trick. ”Sorry, jeg er bare i lidt dårlig humør, det skal ikke gå ud over dig.” Han ønskede ikke at tingene skulle blive mærkelige imellem dem, og nu hvor han og Nikki ikke længere var på talefod, var Syrena nok den tætteste ven han havde, måske lige med undtagelse af @niklas.

[Syrena Amardeus]

Det var ret sjældent set at Syrena blev forlegen, men lige denne gang, stod det malet overalt på hendes ansigt. Men det var mindst ligeså sjældent at Sam havde snerret af hende, han plejede bare at affinde sig med hendes totale akavethed. Hun trak skuldrene lidt op under sig, og strøg den ene overarm med nærmest beroligende strøg, selvom det var mere for at holde sig beskæftiget. "Ja. Men du ved også at jeg er en klovn til den her del af det." bemærkede hun og kunne ikke undgå at lyde lidt træt af sig selv.
Syrena havde allerede besluttet sig for at lade ham være alene, på den måde undgik hun da sin egen forlegenhed. Hun havde været på vej mod døren, da hun mærkede hans hånd låse sig om hendes, hvilket tvang hende til at stoppe op. For et øjeblik, sortnede det for hendes øjne. Hun mærkede sine puls i hver lille del af kroppen, hvilket gjorde hende ilde til mode, og nærmest instinktivt havde hun vendt sig om og givet ham et hårdt puf for at skubbe ham væk. Hun havde glemt alt om at det bare var Sam, det var nok nogle af fortidens spøgelser, der bildte hende ind at hun var i farer. Sekunder efter da hun kom tilbage til lokalet - og til ham, blev hun om muligt mere hvis i ansigtet. "Sam.." sagde hun bekymret og tog sig lidt til hovedet. "Undskyld det var ikke med vilje, jeg.." hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun følte sig stadig underlig tør i halsen. "Er du okay?" hun så på ham med et bekymret og lidt skamfuldt blik. "Hvis du gerne vil have at jeg bliver, så bliver jeg." lovede hun. Hvordan kunne hun anden nu hvor hun havde skubbet ham væk på den måde, hvilket intet havde med ham at gøre, hun havde bare mærket angsten et øjeblik. "Jeg ved ikke med dig, men jeg kunne godt bruge en tår af den ildwhisky jeg ved du gemmer under sengen?" hun så sigende op på ham. De havde drukket af den dagen før hun var blevet ansat her, så hun vidste at den var der og ingen af dem skulle være gangvagt i aften.

[Samuel Roden]

Den dårlige samvittighed blev kun forværret ved udtrykket i Syrenas ansigt. Han kunne have sparket sig selv i røven, og tog sig selv i at skulle til at undskylde igen. ”Ja..eller, du er ikke en klovn..men jeg ved godt det er lidt svært for dig at snakke om den slags.” Forsøgte han at trække lidt i land.
Stemningen vendte pludselig 180 grader i det hans hånd lukkede sig om hendes håndled. Det hårde puf, kom fuldkommen bag på ham, og han havde næsten mistet balancen. Chokeret så han på hende, imens han ømmede sit bryst, ved at gnubbe den ene hånd imod det. Han så fortrydelsen i hendes ansigt og han mærkede en knude forme sig i maven. Havde hun lige været bange for ham? ”Ja..ja jeg er okay, men Ren...” Han tav før han fuldførte sin “hvad i alverden var det” -sætning.
Stadigvæk dybt undrende, hvilket kunne ses på den lille rynke der havde formet sig mellem hans bryn, nikkede han blot, både som tegn til at han gerne ville have hun blev, og at hun gerne måtte finde flasken frem. Måske ikke det allersmarteste træk, men ikke desto mindre, følte han nok også lidt at han havde brug for det.
Uden et ord fandt han et par glas frem og stillede dem op det lille sengebord. Han satte sig på sengen og betragtede hende let før han igen brød stilheden, med det spørgsmål han havde stoppet sig selv i at stille før. ”Hvad...gik dét ud på?” Spurgte han så med hovedet tippet let på skrå. Blikket han sendte hende understregede allerede fra starten at hun ikke skulle prøve at snakke sig udenom.

[Syrena Amardeus]

Syrena så ligeså fortrydende ud som han selv gjorde. Hun ville ønske at hun havde et eller andet fortrøstningsfuldt at sige, men alt den slags følelsespladder var virkelig ikke hendes stærke side. "Sorry. Jeg ville ønske jeg havde et eller andet virkelig støttende at sige." indrømmede hun og spidsede læberne lidt i en ærgerlig mine, der blev efterfulgt af et suk. Hun havde kun oplevet den slags én gang - og det var dengang de to var gået fra hinanden, hun anede ikke hvad hun havde haft brug for at høre dengang.
Om muligt var stemningen blevet endnu mere trykket efter hendes lille udbrud. Hans chokerede ansigtsudtryk skabte kun endnu mere indre panik i hende. Hun forstod ikke rigtigt selv hvad det havde handlet om, hun var jo overhovedet ikke bange for Sam, faktisk var der nok ikke nogen hun stolede mere på, ikke ville gøre hende noget. "Er du sikker?" spurgte hun lidt bekymret eftersom han stod og gnubbede sit bryst.
Mens han gik over og fandt flasken frem, blev hun selv stående som naglet til stedet. "Det?" spurgte hun og forsøgte trods hans advarende blik at fnyse henkastet. "Det var ingenting, det var bare en overreaktion. Du ved fra dengang med min onkel og det." tilføjede hun og kunne have slået hovedet mod muren. I frygt for at nogen skulle opdage hendes hemmelighed, brugte hun det traume som Sam allerede kendte til, i håb om at han ville godtage den undskyldning. Idet øjeblik han vendte hovedet væk, var det som om en mørk skygge gled over hendes øjne, men det var væk igen da hun satte sig tilbage på sengen og fortrængte det ubehag hun mærkede. "Lad os snakke om noget andet. Det bliver simpelthen for sørgerligt. Hvordan går det med Hunter?" hun satte håndfladerne i sengen og så op på ham. De vidste begge to godt at børn ikke lige var hendes ting, men hun vidste at forældre altid elskede at snakke om deres børn, så hun tog lidt det billigste trick i bogen for at slippe.

[Samuel Roden]

Sam viftede lidt afværgende med hånden ved hendes undskyldning. Ærlig talt vidste han ikke helt selv hvad han havde brug for at høre lige nu. Måske var det han havde mest brug for, bare ikke at tænke på det. Han var ikke sikker, dog vidste han at Syrena var den rette til at få ham på andre tanker. ”Det er okay,” forsikrede han hende.
Han nikkede, stadigvæk let ømmende, da hun spurgte ind for at sikre sig om han var okay efter hendes lille udbrud. Han havde ingen anelse om hvad det handlede om, men der lå uden tvivl noget under.
En rynken formede sig mellem hans bryn ved hendes forklaring. Han var faktisk ikke helt sikker på om han troede hende. Hvorfor vidste han ikke, det var en mavefornemmelse. ”Det synes jeg da ikke at have oplevet før,” mumlede han, men kunne også godt mærke at hun ikke havde den store lyst til at uddybe.
Stadigvæk med et mistænksomt blik rettet imod hende, lod han hende slippe for yderligere tiltale, af den simlpe grund, at han faktisk ikke helt havde overskud til at gå i dybden med det. Ikke lige nu i hvert fald.
Han sukkede let som slog sig så ned ved siden af hende, og og rakte så ind under sengen mellem dem, for få fat i flasken. ”Jamen, han har det godt. Han er sammen med sin mor de her dage.” Forklarede han en smule anstrengt til hans fingre lukkede sig om flaskehalsen og han kunne trække den med ud i lyset. Den havde ikke været rørt siden Syrena begyndte på skolen og var godt støvet. En smule flov over han havde overset et sted i sin rengøring, tørrede han den af for så at fylde en god sjat i begge glas. Flasken blev så placeret på bordet og glassene delt ud mellem henholdsvis ham og hende. ”Hvad med din bror?” Samtalen virkede måske lidt overfladisk, men lige nu gjorde det ikke rigtigt noget.

[Syrena Amardeus]

Sam kendte hende alt for godt. Hun kunne godt se at han ikke gav en potte med pis for hendes forklaring, men hun valgte at køre linen ud, så at sige. "Njah. Det kommer engang i mellem." hun trak bare på skuldrene og skyndte sig at lukke den der. Hun skubbede sig lidt længere ind på sengen mens han fandt det nødvendige frem. Syrena nikkede. Hun ville gerne fortsætte samtalen for at være sikker på at de havde glemt det andet, men hun vidste faktisk ikke helt hvad hun skulle spørge om. Det var stadig meget mærkeligt for hende at Sam havde en søn. "Det lyder fint." sagde hun i mangel på bedre og kunne godt selv høre hvor intetsigende at svar det var. Han hjalp hende lidt på vej ved at nævne Zeke. "Tjah, du kender Zeke. Surmuler som altid.." hun tav et øjeblik og rynkede bekymret på panden. "Ved du hvad, nu hvor jeg tænker over det har han faktisk været i skræmmende godt humør på det sidste." indrømmede hun. Zeke var nærmest endnu mere irriterende når han var glad end når han var sur.
Hun trak det ene glas hen til sig. "Nå. Skål." hun hævede glasset hen mod ham, før hun tog en god står tår, der føltes som om den ætsede hele hendes mundhule. Et par dråber gled i den forkerte hals og forsagede et større hosteanfald efter hun havde tvunget det ned. Hun fik samlet sig igen efter et par minutter. "Har du nogensinde tænkt over hvad der var sket hvis man havde taget andre valg i livet? For eksempel; Hvad tror du der var sket hvis vi var blevet sammen dengang?" spurgte hun lidt nysgerrigt. Det var måske heller ikke det mest passende samtaleemne lige nu, men det virkede som mere nautral grund end samtlige andre ting.

[Samuel Roden]

Sams blik hvilede på hende i nogle lange sekunder. Det var som om der lå mere bag, han kunne bare ikke finde ud af hvad det var og hun lod ikke ligefrem til at have lyst til at snakke om det- Ærligt følte han heller lige overskuddet til at grave i det.
Et smil brød alligevel hans læber ved hendes kommentar om Zeke. Sam huskede meget tydeligt hvordan Ezekiel have skræmt ham ud af huset med sine ravgule øjne og faretruende adfærd. Oplevelsen havde siddet i ham længe efter og havde egentlig gjort ham lidt bange for varulve i det hele taget. Han havde i hvert fald aldrig følt sig tryg i Zekes selskab.
”Vent, Ezekiel i godt humør? Kan han være i godt humør?” Sam smilede imod hende, men hans øjne var stadigvæk triste.
Sam klingede sit glas mod hende og tog en langt mindre tår end hende. Ansigtet faldt i nogle helt forkerte folder, som smagen rullede over hans tunge. Et syn Syrena sikkert ville have nydt lige så meget som sidste gang, hvis ikke det var fordi hun var ved at kløjes i den store tår hun selv havde hældt indenbords. Han lo lidt over hendes sptutten og tog så en ny tår af sit eget glas. Da hendes spørgsmål lød, var det hans tur til næsten at kløjes i drikken. Han vendte blikket mod hende efter at have hostet et par gange. Et gennemskuende blik løb over hende.
”Hvis vi var blevet sammen?” Gentog han og skød brynene i vejret, imens han så lidt frem for sig. ”Vi var nok endt med at blive temmelig uvenner. Vi var unge og meget forskellige dengang.” Sagde han, skønt han vidste at han nok burde træde varsomt. Han puffede lidt forsigtigt til hende med skulderen, ”men hvem ved, måske vi var endt med at blive gift.” Jokede han denne gang var smilet mere oprigtigt.