Whenever you’re feeling down

[Syrena Amardeus]

Syrena rystede prompte på hovedet. "Nej." bekræftede hun. "Det er det der er så skræmmende." indrømmede hun med en bekymret panderynken. Selvom hun havde været vred på Zeke i mange år over hvordan han havde behandlet Sam dengang, så kunne hun i dag godt grine af mindet om den nøgne, unge Sam der var flygtet ud i skoven i frygt. Det flygtige glimt på hende nethinde fik et kortvarrigt smil frem, men det var forsvundet sammen med den alkohol hun havde skyllet det ned med. Hun var kommet sig før Sam, der virkede mere som om at han kunne have fået hvad som helst - selv hans spyt i gale hals over hendes spørgsmål.
Normalt ville hun have flækket af grin, men denne gang sad hun bare og kiggede afventende, som om hun ikke havde tænkt sig at accepterer at han ikke svarede. Hun nikkede og havde taget fat om flasken for at hælde et nyt glas op til dem begge, velvidende om at der var en chance for at hun ville ende med at drikke dem begge. "Du har nok ret." hun skulle til at sukke dybt, men nåede det ikke før hans blide puf skubbede hende lidt til den ene side og i stedet fik hende til at smile mere afslappet. "Det havde været et spørgsmål om hvem af os der havde slået hinanden ihjel først. Den eneste forskel ville være at kun én af os ville kunne tale sig ud af det - og den er ikke mig." indrømmede hun og tømte sit næste glas. Det fik hende til at føle sig bedre tilpas. Hun kunne godt fornemme på det hele at hun ikke skulle have gået ind i den snak, men nu kunne hun ikke rigtigt stoppe sig selv, for sådan var det altid med Syrena. "Os to gift.." hun så ud i luften og grinede lidt for sig selv, selvom hun faktisk ikke synes tanken var så sjov som den burde være. "Vi var et ret bizart par." indrømmede hun og lagde sig ned på sengen, stadig med benene ud over kanten og fingrene flettet hen over maven.

[Samuel Roden]

Denne gang kunne han ikke andet end af fnise let over hendes ærlighed. Nu kendte Sam jo ikke Zeke. Ikke længere i hvert fald, men fra hvad han vidste, virkede Zeke ikke som typen der smilede særlig ofte.
Det mest akavede ved hele reaktionen på det følgende spørgsmål, var at hun rent faktisk lod til at mene det alvorligt, og for at være ærlig, anede han ikke hvordan han skulle håndterer det. Mente hun noget med det? Eller var det blot spekulationer? Han måtte næsten gå ud fra det sidste, hvilket også var grunden til at han endte med at lege med.
Han lod hende fylde glasset på ny, men var ikke sikker på at han burde drikke det.
Uden helt at vide hvad der kom over ham, måske var det alkoholen, skønt han kun lige havde taget en tår, eller det kunne være hjertesorgen, noget fik ham i hvert fald til at tage hendes frie hånd i sin og kigge hende dybt ind i øjnene, "jeg kunne da aldrig skade dig." Han studsede godt selv over sin mystiske handling. Rynkede brynene og slap hende omgående. "Sorry, det var lidt underligt." Indrømmede han med en hovedrysten. Han følte sig bare så ved siden af sig selv disse dage, som var han ikke sikker på hvilket ben han skulle stå på.
Han tog en tår af glasset og forsøgte at ligne en der faktisk nød smagen. Efter den obligatoriske grimasse, så han tilbage på hende, "måske, men det gjorde os også stærke på mange punkter," svarede han og så lidt frem for sig imens hun lagde sig ned. Han så tilbage på hende og fulgte så hendes eksempel. Blikket hvilede mod loftet som de lå side mod side.

[Syrena Amardeus]

ÆRlig talt var Zeke nok ikke den eneste der havde smilet ekstra på det sidste. Syrena ville helst ikke indrømme hvor glad hun egentlig var for at Sam var blevet en del af hendes liv igen. Det var nok også derfor hun lige pludselig var begyndt at gøre sig så mange mærkelige tanker, som fx. hvad der kunne være blevet af dem, men Sam havde desværre ret, de havde været meget forskellige, og var det stadig.
Det gav et lille sæt i hende, da han tog hendes hånd, ikke på samme måde som da han havde taget fat i hende, men mere fordi det var uventet. Hun så ned på deres hænder. Efter et øjeblik endte hun med at give hans et lille klem. Det var ret mærkeligt gjort, det ville hun gerne indrømme, men der var noget ved hans oprigtighed der fik hendes skuldre til at falde lidt ned på plads. Hun lod ham slippe hendes hånd og trak den lidt tilbage. "Ærlig talt Sam, så ville du nok ikke kunne skade nogen, om det så var din sidste udvej." hun sendte ham et sigende smil. Sam var nok det mest betænksomme væsen hun nogensinde havde mødt. Den velkendte grimasse fik hende til at fnise lidt. Heldigvis var han da aldrig blevet så voksen.
Som de endte med at ligge der side om side og bare stirre op i loftet, følte Syrena sig en smule nostalgisk. Hun plejede ellers ikke at være ligefrem følsom. "Synes du? Jeg mener, jeg var ret meget en pain in the ass, og du var bange for din egen skygge." bemærkede hun lidt hårdt selvom det var ærligt. Hun drejede hovedet og så på ham med et af sine halvsjældne oprigtige smil. "Men det var en god tid, og uanset hvor dårlige kærester vi var, så er jeg faktisk ret glad for at du blev min ven igen, for det er vi ret ok til.. i det mindste når jeg ikke f*cker tingene op med dårlige råd og sarkastiske bemærkninger og elendige råd midt i hjertesorg." tilføjede hun og kom til at grine over sine egne manglende sociale evner.

[Samuel Roden]

Han kunne godt selv se at hans handling var en anelse akavet, hvilket fik ham til at rømme sig en smule. Heldigvis lod hun ikke til at blive freaket helt ud ligesom før.
Hendes ord fik ham til at skære en mild grimasse, han kunne godt se hvad hun mente. Han var nok ikke ligefrem typen, man anslog for at være den, der startede et slagsmål, og det havde han det faktisk også rigtig godt med. Han hvilede i sig selv, og mente ikke at vold løste problemerne.
”Muligvis hvis det var min sidste udvej.” Sagde han med et mere nærværende glimt i øjet, skulle han være ærlig var han ikke sikker.
Smilet smittede af på ham, ikke fordi han kunne se hende smile, men han kunne fornemme det. Og som de lå her i sengen som to teenagere og snakkede om hvad der kunne have været var det svært ikke at lade være. Selv på trods af hans nuværende breakup. ”Du var da ikke en pain in the ass hele tiden...” argumenterende han, fik så et lettere flabet smil på læben før han tilføjede, ”nogengange sov du.” Det passede selvfølgelig ikke. Jo Syrena havde stærke holdninger og hun kunne være en mundfuld, men det var jo også blandt de ting han beundrede ved hende. Hendes gå på mod, og måden hun nægtede at lade sig slå ud.
Han fornemmede hun drejede hovedet mod ham og gjorde derfor det samme i hendes retning. Deres blikke mødtes, og ved det sjældne smil, mærkede han sin mave slå en mindre kolbøtte. Det måtte være hele situationen samt trangen til bare at have en at holde om som meldte sig. Han lo lidt sammen med hende, ”det var det. Jeg er virkelig også glad for at vi er blevet venner igen.” Erkendte han, ”og bare for at understrege det, så er du altså ikke så slem som du selv går og tror.” Der var en mild belærende tone i hans stemme, som forsøgte han at få en elev til at indse at de var bedre end de selv gik og troede.

[Syrena Amardeus]

Sam var i Syrenas øjne lidt af en helgen. Ikke på den der super irriterende måde, men han stod for alle de ting hun følte hun havde manglet i sit liv, så selvom hun drillede ham med hans ikke voldige væsen, så var tanken om at det kunne blive kompromitteret nærmest ubærlig. Efter hun netop havde sluppet hans hånd, lagde hun sig på sin ene albue så hun kunne se ned på ham. Hendes hår gled ned over den ene side. Hun lagde hånden på hans kind og drejede blidt hans ansigt mod hendes. Det var stadig underligt at mærke ham med skægstubbe faktisk. "Selv hvis det var din sidste mulighed, ved jeg at du stadig ville være den større mand, for det er sådan du er. Du er en sjælden race Samuel, og selvom jeg tit driller dig med det, så er det en af de ting jeg beundre dig allermest for." Der gik et øjeblik efter hun havde sagt det, før hun indså hvor dybt det egentlig var, og hvor intimt hun lige pludselig følte det. Hun rynkede på panden og fjernede hånden fra hans kind, kun for at dumpe ned i sengen ved siden af ham igen.
Hun skød hovedet let tilbage i latter. "Hold nu op hvor er du blevet flabet med tiden." bemærkede hun men morede sig tilsyneladende mere over det end at blive fornærmet. Hendes latter forstummede men efterlod smilet tilbage. Hun mødte hans blik og mærkede en underlig.. ro. Hun pustede langsomt ud, til hendes krop føltes helt tung i madrassen. "Nej. Nogengange sover jeg." svarede hun for at bruge hans egne ord mod ham. Hun blinkede drillende, hvorefter hun henkastet lagde en arm om hans liv og gav ham et lidt mærkeligt kram taget deres stilling i betragtning. "Tak Sam." mumlede hun stille. Det betød faktisk noget for hende.

[Samuel Roden]

Han mærkede godt hvordan hun ændrede position i sengen, og kort efter hendes hånd mod sin kind. Dette fik ham villigt til at flytte ansigtet imod hende, så de kunne se på hinanden. Hun havde nok ret i en del af det hun sagde, men samtidig fik hun det til at lyde som om at han var et eller andet helligt væsen, hvilket nan ikke var helt enig i. Alle havde fejl og alle havde et bristepunkt.
Roligt placerede han sin hånd over hendes. Han sukkede en smule og smilede så skævt op til hende. "Sommetider tror jeg lidt du glemmer at jeg bare er et menneske." Svarede han så ærligt. Dette var selvfølgelig ment med henblik på hele den der "det er menneskeligt at fejle" -sætning.
Der var et øjeblik imellem dem. Et øjeblik hvor han for en kort stund blev sendt tilbage til deres teenage-år. Hvor han glemte at de ikke længere var et par. Påmindelsen ramte ham kort efter, som hun trak hånden til sig, og lagde log på ved atter at falde tilbage i sengen. Han rømmde sig en anelse over den underlig velkendte følelse.
Han lo kort med hende. "Tja, jeg er trods alt Scotts bror. Jeg har lært fra den bedste." Slog han fast og smilede næsten djævelsk imod hende. Det var utroligt som hun formåede at højne hans humør betragteligt. Igen smilede han bredt da hun vendte hans sætning imod ham. Han skulle da også lige til at leende at understrege at han blot havde joket -på trods af han godt vidste at hun var klar over det- men så mærkede han hendes arm om livet som hun krammede ham. Om muligt lidt mærkeligt, men stadigvæk velkomment.
Uden at tænke videre over det havde han slået armene om hende for at give hende et hjerteligt knus tilbage. Han gav ikke lige umildbart slip efterfølgende, men rettede lidt på sig, som for at indbyde hende til at placerer hovedet på hans skulder. "Jeg er virkelig glad for at jeg har dig Ren." Indrømmede han så, som blikket atter gled op mod loftet.

[Syrena Amardeus]

Der opstod et meget mærkeligt øjeblik. Syrena var ikke sikker på om det bare var hende der mærkede det, eller om han også følte noget. Hun var ikke sikker på hvad det var dog. Om det var savn? Tryghed..? Begge dele? Hun trak vejret dybt ind, og følte nærmest luften blev slået lidt ud af hende, da kontakten blev brudt igen. Hun havde nærmest glemt hvad de snakkede om. Dog havde han ret. Hun havde en tendens til at helliggøre ham, og det havde nok også været en del af problemet altid. Sam var nødt til at være bedre end hende. "Det er ikke noget 'bare' over dig. Jeg ved godt at jeg måske sætter dig lidt på en piedestal, men det er kun fordi.." hun skulle til at sige noget kvalmende sødt, og da det gik op for hende tav hun og erstattede det med noget der var enormt.. Syrena.. "Fordi du jeg synes du er ret cool." sagde hun endelig, selvom en lille del af hende fortrød at hun ikke bare havde sagt det som det var.
Scotts flabede væsen stod for et øjeblik på hendes nethinde. "Sandt. Men lov mig du aldrig bliver som ham, for han er seriøst forstyrret." påpegede hun med et lille grin, der forstummede ved den pludselige nærkontakt. Faktisk vidste hun ikke helt hvad hun havde forventet, men det var ikke at mærke hans forbavsende stærke arme, omfavne hende. Hun skubbede ham dog ikke væk. Hun lukkede øjnene og tog hans duft ind, indtil han slap en smule men uden at slippe hende helt. Nærmest per automatik lagde hun hovedet på hans skulder, og lod armen hvile hen over hans mave. Hun stirrede frem for sig. "I lige måde. Men pas nu på. Du skulle jo nødig gå hen og blive forelsket i mig igen." hun sagde det med en drillende undertone, men i virkeligheden var hun bange for at det var det der var ved at ske - bare for hende.

[Samuel Roden]

Han betragtede hende, han var ikke helt sikker på hvad det var, men han følte uden tvivl den samme spænding som hun. Det lå i øjeblikket og blev brudt lige så hurtigt da hun snakkede. Måske var det egentlig en god ting. Han var ikke helt sikker på hvad det var han havde følt, men han vidste at det var komplet upassende, de var ikke kun kollegaer, men også venner, derudover var han lige kommet ud af et forhold. Måske var det i virkeligheden derfor.
Et let fnis fra ham fik det skæve smil tilbage på hans læber, "fordi jeg er "ret cool"?" Gentog han og forsøgte tydeligvis at holde sig selv i snor, "øhm..jamen tak?" Det lød bare som noget en teenager ville sige, men på den anden side, det var trods alt Syrena, hun havde aldrig været helt så god med følelsesladet samtaler havde han lært over tiden.
"Bliver som ham? Nej bare rolig, jeg er ikke sikker på verden ville kunne håndterer to af hans slags." Dette blev sagt en anelse mere alvorligt end ment. Scott havde haft sine problemer og Sam følte sommetider af han lidt havde måtte redde røven på den ældre bror hvilket havde vendt deres roller total om. Et sted bekymrede Sam sig nok altid for ham. Han virkede så forvildet sommetider.
Hele nærheden fra hende, gav ham denne her behagelige trygge fornemmelse. Han sukkede let. Han smilede ved hendes ord, "jeg skal prøve at lade være, men du gør det så svært." Gav han tilbage som respons på den joke han var overbevist om det var. Alligevel kunne han ikke helt slippe den lille gnist der skød gennem ham ved tanken. Han stoppede sig selv på ny. Det var tydeligvis på grund af Nikki. Han savnede hende og derfor gjorde det ham nok mere desperat for at føle noget. Det måtte være derfor.

[Syrena Amardeus]

Det var hverken tanken om at de var kolleger eller venner der bekymrede Syrena, men derimod det at de var ekskærester. Som i at du havde prøvet før, og det var gået ret skidt. Ikke hele tiden men til sidst. Desuden havde Sam altid været for god til hende, og selv efter alt den tid, ja faktisk måske endnu mere nu, ønskede hun ham kun det bedste. Hans lidt sarkastiske måde at genbruge hendes ord på, fik hende til at daske til hans mave med et lille grin. "Ikke når du siger det på den måde." bemærkede hun, men morede sig lidt sammen med ham over hendes akavede facon at udtrykke sig på. I det mindste forsøgte hun.
"Det er jeg faktisk ret sikker på at verden ikke ville kunne." hun løftede hovedet for at se på ham med et meget alvorligt blik. Selvom hun faktisk ret godt kunne lide Scott på bunden, så ville hun aldrig indrømme det og han havde det nok lidt på samme måde. Hun sig til rette igen med hovedet på hans skulder. Nu hvor han ikke ligefrem lod til at synes hendes nærvær var ubehageligt, så strittede hun heller ikke selv imod, tværtimod slugte hun nok følelsen lidt, efter ikke rigtigt at have haft den form for kontakt med nogen siden ham for mange år siden. Hun så ned, så hun var ikke sikker på at han kunne se det, men han svar fik hende til at ligge og smile lidt for sig selv. Hun kunne have slået sig selv i hovedet med battet igen. Hun havde sin egen stemme i hovedet der blev ved med at gentage at hun under ingen omstændigheder kunne gå ned af den vej, både for sin egen og for hans skyld. Hun ville have sagt noget i stil med: 'i lige måde' men det kom for tæt på sandheden til at hun kunne sige det højt. "Uf, så får du det stramt, jeg er jo ikke engang begyndt." drillede hun. Var det bare hende eller følte hun sig pludselig ret træt? Hun undertrykte et gab. "Jeg burde snart komme i seng.. jeg skal undervise i morgen tidlig" mumlede hun lidt ærgrende. Hun lå helt perfekt her, selvom de lå lidt halv akavet på den forkerte led.

[Samuel Roden]

Han lo som hun daskede til ham og modstod trangen til at give hende et lille klem, "du kan da ikke bare slå mig," beklagede han sig drilsk, uden egentlig at lyde den mindste smule såret over hendes udfald. Det var utroligt som hun formåede at hæve hans humør på så forholdsvis kort tid. Da han kort forinden havde stået og pakket ud, havde han ærlig talt mest haft lyst til at gå hjem igen og lægge sig under dyne, og bare dvæle i sin egen selvmedlidenhed, men nu hvor de lå her, virkede verden bare ikke helt så uoverskuelig mere.
Han sendte hende et blik der understregde hvor enig han var. Hvorefter han lod hende lægge sig til rette på hans skulder. Armen gled nærmest automatisk omkring hende. Som havde vanens mangt overtaget spillet, dog undskyldte han det lidt med, at de jo bare var venner og at den slags her var komplet normalt for dem.
Han sendte et dramatisk gisp ud i rummet, efterfulgt af et tung suk, "ak og ve, når først du begynder at charme dig ind på bejlerne har vi ikke en chance." Dette blev selvfølgelig sagt yderst melodramatisk for effekt.
Dog mærkede han hvordan mørket sneg sig tilbage ind på ham i det samme hun sagde at hun skulle til at gå, han tyggede let på underlæben. Alt i ham skreg efter at bede hende blive, men det ville nok ikke være den bedste ide af flere årsager. "Ja ja, bare sig mit selskab keder dig," forsøgte han sig i et drilagtigt anklagende tonefald.

[Syrena Amardeus]

"Det går da ganske glimrende." svarede hun flabet igen, men i stedet for at daske til ham, gav hun ham et lille tryk ind mod sig. Stemningen for bare en time siden havde været tung og trist, men det var der ikke mange spor tilbage af nu - heldigvis. Selvom stilheden faldt mellem dem igen, var den ikke akavet.
Hun havde stadig ikke helt sluppet tankestrømmen om hvor de to kunne være endt henne, selvom hun prøvede. Hans åndedræt gjorde det ikke ligefrem nemmere, den beroligende følelse af at hendes hoved hævede og sænkede sig sammen med hans brystkasse, var nærmest trancelignende.
Hun kom lidt tilbage på virkeligheden ved hans kommentar. "Nej, men kom ikke og sig at jeg ikke advarede dig." lo hun. Det mest komiske i hele det, var at det var løgn. Syrena var ikke den type pige, der havde bejlere omkring sig, folk blev mere irriteret end fascineret. Det måtte være omvendt med Sam. Hun så det tit - hvordan de unge piger gloede efter ham, hvordan de kvindelige professorer altid fandt deres største smil frem, og dere overbærenhed. Den havde de i hvert fald ikke med hende.
Hun satte sig op for at gøre tegn til at gå, men da hun så ned på ham gennemskuede hun lidt hans drilske kommentar. Eller også gjorde hun ikke, men ledte nærmest bare efter en undskyldning til hvorfor hun ikke skulle gå. Hun himlede med øjnene og sukkede nærmest anstrengt. "Okay fint. Du behøver ikke at overtale mig, jeg bliver." himlede hun or kravlede om, så hun lå rigtigt i sengen. I hendes knap så rationelle sind, bildte hun sig ind, at det vel ikke var anderledes end at de lå sammen som de lige havde gjort, hun skulle nok holde sig anstændig.

[Samuel Roden]

Det betød meget at hun formåede at få hans humør op igen. Han vidste godt at hun måske sommetider kunne være lidt hård i kanten, men når alt kom til alt var hun en fantastisk veninde og Sam holdt utrolig meget af hende.
Han kunne heller ikke benægte at nærheden, det med at have hende liggende mod sit bryst, var med til at gøre ham i bedre humør, tvært imod. Men igen var han ikke helt sikker på om det bare skyldtes den generelle følelse af at have en tæt på, eller om der lå mere bag.
Han smilede bredt, ”jeg føler mig advaret.” Eniggjorde han sig uden videre betænkning.
Lettelsen skyllede ind over ham da hun fangede hans hint. Det var dumt, han burde sende hende ud. Ikke fordi han havde i tankerne at det skulle føre til noget, men der burde bare være en usynlig grænse, især når man var ekskærester. Fandtes den grænse, ignorerede Sam den i hvert fald fuldkommen og uden videre betænkning. Han lagde sig selv til rette i sengen tæt ved siden af hende. Sengen var ikke den breddeste, men den var jo også kun tiltænkt én person.
”Er det dumt at jeg ikke orker at skifte tøj?” Spurgte han så ud i rummet med blikket mod loftet. Alene tanken om at skulle rejse sig og finde det frem virkede helt uoverskuelig skønt det ikke ville kræve nogen større indsats.
Han lå lidt, så rettede han atter blikket imod hende, ”tak...fordi du bliver.” Dette blev sagt med den genkendelige seriøsitet og sårbarhed som man nok kendte fra ham i teenageårerne.

[Syrena Amardeus]

De havde begge to lige ignoreret omtrent 30 usynlige stopskilte, og hoppet ud over klippen, og hun følte sig ikke enegang ubekvem ved det. Hun lagde sig til rette og lod ham lægge sig ved siden af. "Næh. Men det behøver du vel heller ikke?" hun kastede et blik på hans beklædning. "Uden at det skal lyde forkert, så kan du vel bare tage bukserne af?" foreslog hun og kunne alligevel ikke lade være med at klukle lidt over sine egne perversiteter.
Hun trak sig lidt længere op, og lagde sig med hovedet op af hans overarm. At sige hun intet lagde i det ville være en kæmpe løgn. Men Syrena var også lidt en haj til at lyve, så hun lod sig flyve direkte med strømmen, og bildte sig selv ind at det var okay fordi Sam havde brug for at hun var der, så han ikke bare lå og dvælede i sin egen kærestesorg. Det at han takkede hende var bare heldig bekræftigelse af den løgn hun var ved at spinde.
Hun sendte ham et stille smil. "Selvfølgelig bliver jeg. Jeg ville gøre næsten alt for dig." hun rynkede drillende på næsen og så op på ham. I virkeligheden gjorde han hende en ligeså stor tjeneste ved at lade hende blive der. Hun følte sig tryg og afslappet, hvilket nok også forklarede hendes pludselige træthed.
Det gik op for hende at hun nu genkendte Sam som den hun huskede. Sød, sårbar, omsorgsfuld. Dengang ville hun have sagt ynkelig, men det var ikke den følelse hun sad tilbage med længere.

[Samuel Roden]

Han tyggede let på underlæben. Næ, det behøvede han vel ikke. Hendes tørre kommentar fik ham til at glo på hende, før ansigtet næsten flækkede over i et hjertevarmt grin. ”Din perv.” Han gav hende et lille klem og lod så atter blikket søge mod loftet imens han grinede af.
Som hende, var Sam godt inderst inde klar over at dette her var en dum ide. Han burde ikke sove sammen med nogen som helst kvinde så kort efter sit breakup, men lige nu var han ærlig talt ligeglad. Han havde brug for nærheden og Syrena var der. Han blev næsten sur på sig selv over at tænke på den måde, men han kunne ikke lade være, for en gangs skyld følte han sig ufattelig egoistisk, uden at ville gøre noget ved det.
Blikket blev atter vendt imod hende. Skønt det nok ikke var ment i ramme alvor, ramte det alligevel. Han smilede lidt skævt imod hende, et smil der nok mindede lidt om hans forlegne teenagesmil.
Helt automatisk trak han hende tættere ind til sig og lod dit hovede hvile imod hendes. Han havde ikke lyst til at flytte på sig, han ville bare blive liggende sådan her hele natten. Sammen med hende. Trangen til at føle det velkendte var bare for svær at modstå lige nu. Desuden, de lavede jo ikke noget. De var bare to venner der lå og puttede lidt. Det var da ikke unormalt. -Det var i hvert fald hvad han blev ved med at fortælle sig selv som trætheden langsomt skyllede ind over ham.

[Syrena Amardeus]

Lige som hun lå der og genkaldt den Sam hun huskede i sit hoved, så brød hans lille notits mindet som glas der blev knust og faldt til jorden. Hun så på ham som om hun ikke var sikker på at hun havde hørt hvad hun havde hørt, men da det gik op for hende at det faktisk var det han havde sagt, kunne hun ikke lade være med at grine. "Samuel Roden, jeg begynder at mistænke at du er blevet den perverse af os to." drillede hun og rystede på hovedet af ham, hvorefter hun lagde sig til rette igen. Hendes blik fulgte hans til loftet, selvom hun lå på siden med hovedet på hans skulder. Lige nu ville hun give uendelige mængder galleoner for at vide hvad der foregik i hans hoved.
Hvis det her var hans måde at 'bruge' hende på, så lod hun ham gerne gøre det, men uden helt at vide hvorfor. Hun så godt den røde lampe blinke på hendes nethinde, men hun slukkede for den mentalt.
Idet han trak hende tættere på, lukkede hun øjnene og smilede lidt for sig selv. Hun tog det som et tegn på taknemmelighed. Hendes hånd faldt på hans bryst, hvilket virkede som det mest naturlige i verden. Den lå der bare, hun forsøgte ihærdigt ikke at gøre det mere. intimt end de allerede havde gjort, for så ville hun snart begynde ikke at stole på sig selv og sine instinkter. "Sov." kommanderede hun og lukkede selv sine øjne for at statuerer et eksempel.Hun følte sig selv træt. Måske det var trygheden, varmen fra hans krop eller den underlige boblende fornemmelse i maven, men der gik ikke mange øjeblikke før hun var faldet hen med hovedet på hans skulder. En lille dråbe af savl lavede et lille mærke på hans skjorte, men hun var for langt væk til at bemærke noget som helst.

//Out