Nysgerrighed

[Adelita Delgaro]

Formiddag
Viadukten
Matthew De Loughrey

---

Hun strammede det blå og grå halstørklæde lidt mere, inden hun på elegant vis svang den ene ende over skulderen. Adelita skuttede sig lidt. Hun havde aldrig rigtig fundet sin forligelse med det kolde, våde vejr der var i England. Det virkede endog til at være værre i Skotland. Selvom Adelita flyttede med sin familie til England da hun var lille, så huskede hun stadig Spaniens solrige dage. Hun var jo født til at begå sig i solen - hvorfor det heller ikke var unormalt at se hende nyde den udenfor, de få gange hun ikke synes at det var for koldt. Hun var nok lidt pjævset på det område, da alt under 30 grader var koldt i hendes univers. Så selv her om foråret, hvor temperaturen vel sagtens var omtrent 15 grader, så så man altså den spanske rigmandsdatter i mere eller mindre fuld vinterudrustning. 
De brune øjne gled over den dybe kløft som jo befandt sig under viadukten der eller forbandt vestvingen med nordvingen af slottet. Adelita var normalt ikke bange for højder, men den mørke afgrund virkede velsagtens intimiderende på hende. Hvilket hun sjovt nok, blot fandt lidt fascinerende. Det var derfor hun kom til at stå og betragte den, med hænderne på rækværket og overkroppen lænet lidt udover rækværket. Hvad der mon var på bunden?

[Matthew De Loughrey]

Matthew trængte denne formiddag så frygteligt til at komme ud og trække lidt frisk luft. Han havde knapt været ude den foregående dag. Ikke fordi han ikke havde haft lyst..Men fordi han ganske simpelt, havde været bagud. MEGET bagud. Nok til at han havde fået at vide, at han måtte stramme op, skulle der ikke sendes besked hjem til hans forældre…- Og således, havde han måtte sidde hele aftenen i går og skrive stil. Om ikke andet, så forsøgte han da i det mindste at holde problemerne skjult. - Det kunne være kønt, hvis de derhjemme fik bud om, hvordan det stod til.…Så ville Jacob i hvert fald først begynde på sit sædvanlige ævl. Matt skar en irritabel grimasse ved tanken. Det var ganske enkelt ikke fair, at Jacob altid skulle klare sig så forrygende…Og slet ikke, når Matt slet ikke kunne leve op til de samme forventninger som den ældre bror. Han skuttede sig lidt, i et forsøg på at skubbe tanken fra sig og han bevægede sig så ellers ned over plænen og ned imod gangbroen, der gik hen over viadukten. Det var et godt sted at tænke. At stå og kigge ud over landskabet, ønskede man at være alene eller blot trække lidt luft. Alene var han dog ikke, som han lidt efter bemærkede en af de mørkhårede ørne stå og skæve ned imod dybet. – Og ganske let og diskret, gled han således hen ved siden af hende, idet han spurgte; ”Står man og nyder udsigten? Eller er du bare nysgerrig over, hvad der gemmer sig i dybet?”

[Adelita Delgaro]

Hun havde ikke set ham komme, ej heller hørt ham - ikke førend hans stemme nærmest dukkede op ud af det blå. Det gav et sæt i Adelita, og et øjeblik troede hun at hun ville falde udover rækværket, selvom hun ikke engang var i nærheden af overbalance. Hendes blik fløj straks hen på en af de ældre løver, der var lykkes at snige sig ind på hende. "De formår sandelig at gøre en entré." Lød det lidt skarpt fra hende, som hun forsøgte at få sit hjerte til at falde til ro ovenpå sådan en forskrækkelse. Hun åndede tungt ud, med den ene hånd let placeret over hjertet. Af en eller anden grund hjalp det og snart var Adelitas hjerterytme tilbage til normal. Hun rettede blikket udover afgrunden igen. "Dybet." Svarede hun så og skævede tilbage mod ham. "Hvad er der på bunden?"

[Matthew De Loughrey]

Det drengede smil bredte sig over Matt’s læber, som den mørkhårede næsten spjættede ved hans hilsen. ”Det tager jeg som et kompliment.” Han klukkede let, som han lænede sig op af rækværket ved siden af hende og han brummede vagt, som han skævede lidt ned imod afgrunden under dem. Han fugtede læberne lidt tænksomt, som han foldede armene på rækværket og han lod så atter blikket vandre op imod Adelita. ”Hm..Det ved jeg ikke…Der er delte meninger om det, tror jeg…nogle siger vand…Andre siger sten….” Han vendte sig om, så han placerede sig med ryggen op imod rækværket og han lagde så armene lidt over kors. ”Der er jo nogle der mener at Potter’s oldstav ligger dernede…At han…knækkede den efter slaget.” Forklarede han.

[Adelita Delgaro]

Adelita hævede et enkelt bryn af drengen, som han med et drenget smil erklærede hendes irettesættelse som værende et kompliment. Hans indtagelse af pladsen ved siden af hende, uden at spørge om lov først, adderede blot til en svage skepsis som hun diskret havde lagt mod ham. Han var lige lovlig frisk, var han ikke? Adelita betragtede ham lidt, som han overvejede hendes spørgsmål. Vand? sten? Det var vel logisk nok? Hun rettede blikket lidt uinteresseret mod afgrunden igen. Dog rettede hun atter blikket mod ham, da han nævnte oldstaven. Adelita spærrede øjnene lidt op. "Åh.." Lød det tænkende fra hende. "Jeg vidste, at han knækkede staven, men ikke at han efterfølgende kastede den i afgrunden." Bemærkede hun. Adelitas nysgerrighed var ikke svær af se.. generelt var hun meget nem at læse. "Tror De den stadig er dernede?" Hviskede hun nærmest, som hun lænede sig en anelse mod drengen. Det var ikke meget, eller upassende på nogen måde, men blot lidt. Hun trak sig dernæst tilbage og så ned i mørket. "Tænk hvis man fandt den.." Ræsonnerede hun lidt, "Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med den."

[Matthew De Loughrey]

Matt betragtede den mørkhårede, som hun stod der og skævede ned imod afgrunden. Han havde aldrig snakket meget med kønne piger fra ørnekollegiet. Ikke fordi han ikke havde haft lyst. – Næh…Lejligheden havde nok bare ikke budt sig særligt ofte, hvis man satte det i kontrast til den tid han havde mulighed for at spendere med Slytherin som han havde flere fag sammen med. – Og Slytherin-tøserne…Ja…Guderne burde vide at man til tider hellere holdt sig fra dem. Han stod således og betragtede hende med sit kække og drengede smil på læberne og som hun stillede endnu et spørgsmål, trak han blot let på skuldrene. ”Hmm…Det ville jeg tro?” Han vendte sig om, for atter at kunne betragte dybet sammen med hende, men det var tydeligt at hans øjne hvilede mere på hende, end på afgrunden. ”Men jeg tror næppe den er mere værd end pindebrænde idag…” Erklærede han fast, som han placerede hænderne solidt på rækværket. 

[Adelita Delgaro]

Adelita fattede slet ikke at Løvens blik fandt hendes skikkelse mere interessant end den afgrund de omtalte. Hun plaprede blot løs, totalt uvidende. Ved hans sidste kommentar rettede hun selv de mørke øjne mod ham. "Tror De ikke?" Spurgte hun som spidsede munden lidt tænkende og lod blikket glide ud til siden. Da hun rettede det mod ham igen, var de let sammenknebne og glimtede lidt lusket. ".. Måske kunne man slå en lille mønt på at sælge den til Potter museet?" Musede hun hemmelighedsfuldt, inden et lille smil brød frem på de røde læber og hun udstødte et underholdt fnys. "Vi kunne dele i porten?" Tilføjede hun og blinkede kækt med det ene øje, som hun kortvarigt glemte sine manerer.

[Matthew De Loughrey]

Matt lod blikket falde en smule fremfor sig igen, som han tog sig tid til at suge omgivelserne til sig. Duftene…Lydene…Vinden – og ikke mindst den varme der hang i luften, som om det trak op til uvejr. Luftfugtigheden var høj, som den ofte var, før tordenvejret kom buldrende og således, havde den unge mand da også smøget ærmerne på sin skjorte lidt op til albuerne. Han klukkede lidt ved den mørkhåredes kække forslag og han lod derved atter de mørke øjne falde på hende igen. ”Åh….De har måske en sælger gemt i maven?” Han skar en lille grimasse, som om han ikke helt vidste om han skulle bryde sig om det eller ej og ganske let, vendte han sig igen imod hende. – Tydeligvis en smule rastløs i sin kropsholdning. Trods alt, havde han mange gryder i kog på nuværende. Han var bagud med sit skolearbejde…Og med sommeren der pludselig hastigt krøb ind på ham, var han bagud. – Frygteligt bagud, skulle han nogensinde få en jordisk chance for at få sig den karrierevej han ønskede sig efter Hogwarts. Ikke destomindre, var han alligevel relativt afklaret med det faktum at han ikke var ligesom sin ældre bror, Jacob. Han var ikke forretningssmart…Eller pæn på den. Det lå ganske enkelt ikke til ham.

[Adelita Delgaro]

Hun betragtede den ældre løve lidt, og måtte le af hans bemærkning, som hun rystede på hovedet. "Ved Merlin, Nej!" klukkede hun. "Jeg kan nok talmagi til at klare mig til eksamen, men det interesserer mig ikke synderligt." Indrømmede hun, da latteren var stilnet af. "Har De?" Spurgte hun, som hun vippede hovedet lidt på skrå og betragtede ham for en stund. Det var faktisk først nu, hun bemærkede at han virkede rastløs, hvilket fik hende til at rynke brynene lidt bekymret, men dog med tilstedeværelsen af et lidt usikkert, skævt smil. "Er der et andet sted De skal være?" Spurgte hun lidt akavet, som hun lod blikket flakke lidt, inden det landede på ham igen. Hun førte en vildfaren lok om bag øret og trådte lidt til siden, mod rækværket, så han lettere kunne gå forbi hende, hvis nu han havde travlt. "Jeg vil ikke stå i vejen for Dem, hvis De har travlt."

[Matthew De Loughrey]

Et lille lurvet smil gled over Matthews læber ved ravnens klukkende svar. Han lod en hånd glide igennem det pjuskede mørke hår, som han rystede lidt på hovedet af hendes efterfølgende spørgsmål. ”Phf….Det kan man vist ikke påstå…Dét gen er nok blevet tilskikket min bror i stedet.” Erklærede han, som han hævede brynene lidt af den unge heks ved siden af sig. Smilet på hans læber blegnede dog en smule ved hendes næste spørgsmål og lidt undskyldende, gjorde han en afværgende gestus med hånen. ”Åh…Nej…Nej, slet ikke.” Svarede han, som han trådte lidt forsigtigt tættere på hende igen. ”Nu stod vi jo lige og sludrede….Ikke sandt?” Forsøgte han, som han fremtvang endnu et af sine klassiske ’lurendrejer-smil’ og placerede sig næsten med akavet tæt afstand imellem dem. Nysgerrig var han trods alt - på om han kunne hylle ravnen en smule ud af den, med lidt uskyldigt flirteri.

[Adelita Delgaro]

De brune øjne hvilede på ham, som han førte sin hånd gennem sit hår. Hans ord fik hendes hoved til at vippe lidt undrende på skrå. Et lille, skævt smil lagde sig om Adelitas læber efterfølgende. "Jeg er sikker på at De har fået noget andet istedet." Lød det, som hun betragtede ham for en stund. Hendes ansigts udtryk ændrede sig dog, da han trådte hende lidt nærmere. Det var lidt tættere end hvad der havde været normalt skikkeligt for en venlig udveksling og hun mærkede at hun blev lidt usikker på sig selv. Hun tvang sig selv til at se op på ham igen, da han nu var alt alt for tæt på. Adelita stod et øjeblik som forstenet, ude af stand til at gøre hverken til eller fra. "Uhm.." Mumlede hun betuttet, som hun mærkede kindernes brændende fornemmelse. Hendes fødder tog et lille skridt bagud, hvilket nok var noget hun ikke burde gøre for tit, hvis ikke hun skulle bakke ryggen op i en stensøjle. "Uhm.. Jo.." Fik hun på intelligent vis formuleret sig.

[Matthew De Loughrey]

”Åh, tror De?” Smilet på Matts læber syntes kun at blive bredere ved ravnens modsvar. Hvad det helt var, der gjorde hende interessant, kunne Matt ikke sætte fingeren på…Men som de stod der. Tæt…Og alene, følte han sig umådeligt opslugt af hendes væsen og dertilhørende fremtoning. Således, lo han forsigtigt en hånd smyge sig diskret op for at feje en mørk hårlok om bag hendes øre. ”Hvilke kvalifikationer tror De så jeg kunne have i stedet?” Forsøgte han kækt og med lettere flirtende undertone.

[Adelita Delgaro]

I takt med de rødmende kinder tog mere og mere farve, steg Adelitas hjerterytme ligeså. Som forstenet betragtede de mørke øjne blot drengen foran hende, som han ikke blot var hende alt for nær, men som ovenikøbet også rakte en hånd ud og lod fingerspidserne glide gennem en lok af hendes hår for at føre den bag øret. Hun blinkede et par gange og skilte læberne lidt, som hendes mund forsøgte at finde nogle ord at sige. Men der kom ingen. Blikket gled over hans ansigt, som hun forsøgte at tyde det. For hvad var det han ville? Det var som om hendes krop reagerede af sig selv, da fødderne bakkede nogle museskridt, men hun nægtede samtidig at bukke under for sin usikkerhed på den måde... hvilket nok også var derfor hun ikke allerede var løbet mod bjergene. Da han talte, genkendt hun kækheden i hans stemme. Det var den samme Owen havde brugt, selvom Løvens stemme var underspillet af noget andet, som hun ikke helt kunne sætte fingeren på, og som på en eller anden måde trak hende mod ham. Hvad hun helt præcist gjorde, var der nok ingen der vidste, men Adelita drog en diskret indånding. Hvordan skulle hun kunne svare på dette, uden at virke som en komplet sinke? "Jeg tror De.." Fik hun fremstammet, "...allerede kender dem selv."

[Matthew De Loughrey]

Matt lod ganske sagte sine fingre berøre den sarte hud bag ravnens øre, som han førte hendes hår om på plads. Han lod fingrene smyge sig forsigtigt henover de små babyhår ved kanten af hendes øre og derpå trak han derefter hånden en smule til sig igen. Han fulgte dog alligevel sagte hendes små museskridt, som hun krøb forsigtigt bagud og eftertænksomt fugtede han underlæben lidt i en sigende mine, som han brummede bekræftende af hendes svar. ”Mhmm…Ja…Måske…Men jeg vil gerne høre hvad De mener.” Erklærede han kæk, som han fortsatte med at presse en smule på og han til sidst formåede at få hende til at bakke langt nok til at stensøjlen bag hende, spærrede for hendes videre vej, væk fra ham.

[Adelita Delgaro]

En underlig sitrende fornemmelse bredte sig i den følsomme hud ved øret, som hans fingre flygtigt gled over den. Det havde hun aldrig oplevet før, og hun kunne ikke helt finde ud af om hun skulle klassificere det som rart eller ikke? Alligevel tog hun sig selv i at ville have ham til at stryge hendes hår igen, da han så tog hånden til sig... what? Hun måtte da være helt fra snøvsen. Alting skete så hurtigt og mangt, at Adelita var en smule overvældet. Alligevel hoppede hun i med begge ben, uden at opdage, at han muligvis, i givet tilfælde, blot kørte et spil? Hun ænsede ikke at hendes fødder bar hende tættere og tættere på stensøjlen, før hun mærkede dens kolde overflade mod hendes ryg. Han fulgte blot hendes stille flugt og Adelita sank en klump da hendes blik ufrivilligt faldt på hans underlæbe der nu glinsede svagt af fugt. Han tvang hendes blik fra hans læber til hans øjne, da han i sine efterfølgende ord, insisterede på et ordenligt svar. "Uhm.." Mumlede hun, som hun bed sig lidt i læben, som hun nærmest kunne høre den taktfaste hjerterytme i brystet. "Jeg tror at De .." Hun overvejede tøvende sine ord et kort øjeblik. ".. Er en ballademager." Lød det så fra hende.