Nysgerrighed

[Matthew De Loughrey]

Det kække smil hvilede fortsat på Matts læber, som han stod der og tog øjemål af den mørkhårede ravn. Hun var så bestemt en fangst. En god én. Jo….Hende ville han skam gerne stå her og pille lidt ved. Det skulle ikke gøre ham noget. Forsigtigt placerede han da således også en hånd på hver side af muren bag hende, så han ligesom formåede at ’lukke hende inde’. Han klukkede vagt ved hendes kommentar, men lidt kækt gjorde han atter et lille kast med hovedet, så den ene hårlok der var faldet ham i øjnene, atter faldt på plads. ”Nå, så det tror De? Er det noget De har lyst til at prøve af?” Spurgte han drillende, som han lænede sig nærmere og ganske let lod en hånd driste sig til at stryge hende ganske blidt ned over armen, hele vejen oppe fra skulderen og ned imod albuen.

[Adelita Delgaro]

Blikket flakkede lidt som hun registrerede at han lukkede hende inde, ved at placere sine hænder på søjlen og på hver side af hende. Dog blev det atter rettet mod ham, som han talte. Adelita var i syv sind. Hvad skulle hun svare på sådan et spørgsmål? Hun forsøgte at bakke yderligere, selvom hun allerede nu kunne mærke stensøjlens kolde overflade på hendes ryg. Han var så tæt på.. så. forbandet. tæt. på. Hans øjne glimtede kækt og spøgefuldt. Tydeligvis nød at have hende i sådan en situation her og et eller andet sted bandede hun sig selv langt væk for at give ham fornøjelsen. Kunne hun da ikke give lidt igen? Vende bordet? Hun ville virkelig gerne, men samtidig var dette så uvant en situation for den lille ørkenprinsesse, at hun mere eller mindre var handlingslammet. Hun blinkede et par gange, som hun tog synet af ham ind. Hjertet slog i brystet og hun havde sådan en trang til at dukker under hans arme og stikke af! I samme nu mærkede hun hvordan hans fingre stille gled over stoffet på hendes uniform, helt fra skulderen og ned til albuen sitrede huden under hans berøring. "uhm.." Mumlede hun atter, som hun ikke kunne formå at ytre noget svar på hans spørgsmål.. istedet tænkte hun blot; Turde hun?

[Matthew De Loughrey]

Det var svært at holde fingrene for sig selv, som de stod tæt på den måde. Som hun sådan stod der og næsten indbød ham til at fumle lidt videre. Det kække og drengede smil hvilede fortsat på Matt’s læber, som han stod og betragtede den mørkhårede og et bryn var skudt i vejret, som han stod og forsøgte at aflæse den unge kvinde foran sig og de signaler hun sendte ham. Hun virkede da ikke helt afvisende…Gjorde hun? Nej. I så fald ville hun vel have lagt an til noget mere distance..Og lige nu og her…Tjah…Hun gjorde ikke modstand. Så hvad forgjort kunne der være i, hvis han lod hænderne vandre bare en smule mere? Det var ikke svært at lade hånden fortsætte ganske uskyldigt videre fra den unge kvindes albue og videre nedover hendes hofte i et let strøj. Tværtimod. Hun indbød vel næsten til det, som hun stod der og så ham direkte i øjnene. Og med den ene hånd, fortsat hvilende imod muren ved siden af hendes hoved, og den anden nu næsten snoet omkring hende, lænede han sig atter helt tæt ind imod hende, så hun ville kunne mærke hans varme ånde imod sine læber. ”Du skal bare sige at du gerne vil, Delagro..” Hviskede han blødt.

[Adelita Delgaro]

"J-jeg..." Fremstammede hun. I samme nu kunne hun mærke hvordan hans hånd strøg fra albuen og rundt hendes talje. Adelita havde lyst til at hvine hysterisk, men alt hvad hun kunne gøre var at stå komplet stille. Hans ansigt nærmede sig mere og mere og Adelita kunne efterånden føle varmen fra hans hud mod hendes. Den varme ånde der gled over hans læber, som han trak vejret. Hjertet sad i hendes hals og hun følte næsten af hun skulle besvime, da deres læber nu blot var få centimeter fra at mødes. Hun sank. I samme nu mærkede hun pludseligt uniformens stof under sin håndflade, da hun så at hun havde lagt den mod hans bryst. Hun betragtede hånden overrasket, som hendes krop nærmest begyndte at reagere af sig selv. Stille øgede hun presset mod ham mere og mere, som for at skubbe ham væk.. "N-nej, Matthew." Sagde hun dæmpet. Så snart det lykkedes hende at skubbe ham tilstrækkeligt væk, ville hun undvige ham og stikke halen mellem benene!

[Matthew De Loughrey]

”Ja?” Matt hævede brynene lidt, som han betragtede ørnen på afventende vis og ganske let, lod han derpå sin ene hånd finde vej omkring hendes talje. Hun var så køn….Så fin…Så nem. Eller…Det havde han troet. Hvis altså ikke det havde været fordi at hun pludselig placerede en hånd på hans brystkasse og sagte puffede ham væk. Med lidt overrasket mine betragtede han hende derpå, men smilet på hans læber voksede blot yderligere derved. Ah….Lidt feisty, kunne hun altså også være. ”Nej?” Spurgte han udfordrende, som han roligt blev stående.

[Adelita Delgaro]

"Nej." Gentog hun sig nu mere beslutsomt, og for at understrege sin pointe drejede hun hovedet lidt væk og lod blikket følge med. Hun trak hånden til sig igen, selvom den varme hun kunne mærke gennem stoffet, fik det til at sitre lidt i fingerspidserne. "J-jeg kan ikke bare gøre sådan noget.." Mumlede hun lidt genert, som den røde farve stadig prægede hendes kinder. Hun skulle jo forestille at være en anstændig, ærbar kvinde.. og så kunne hun jo ikke bare stå her og kysse på en eller anden fyr, som lige kom forbi.. uanset hvor tiltrækkende han så end var! Og desuden så var det jo helt forkert! Matthew var for det første en skørtejæger, hvilket Adelita jo godt vidste.. og hvilket hun selv havde påpeget oppe på sovesalen. For det andet så var han Corinnes trolovedes lillebror.. hvilket blev gjort ganske tydeligt selvsamme dag! DESUDEN, så vidste Matthew udemærket, at hun ikke bare sådan hun stå og lade ham... Ja, dét der.. i al offentlighed! Hysteriet voksede stille indeni Adelita, for ja, han kunne da idet mindste byde hende på middag først! Det mørke øjne vendte skævende tilbage mod ham. Han havde stadig sin ene hånd om hende talje, mens den anden rammede hende ind. "Det ved du godt." Tilføjede hun så til sine tidligere ord, idet det havde antydningen af en lille smule anklage. Hun følte en smule indignation ved det faktum, at han måske troede han skulle få hende så nemt, men samtidig.. så ville hun måske nok gerne prøve hvordan det var at mærke hans læber? Hun rettede hurtigt, genert blikket mod hans øjne igen, da hun til sin egen overraskelse opdagede, at det automatisk var faldet ned mod netop det som hun havde tænkt på. Ugh! Hendes hjerne var mos! Hun skulle væk, inden hun ydmygede sig selv mere. "Jeg må gå!" Sagde hun lidt desperat, som hun forsøgte at komme fri af ham.

[Matthew De Loughrey]

Matts bryn skød en smule i vejret, som han stod og betragtede Adelita. De mørke øjne glimtede næsten legesygt, som han stod og betragtede hende, men hans hånd forblev fladt placeret i muren på hendes ene side, på trods af hendes lette puf. ”Gøre hvad? Bad jeg dig da om noget specifikt?” Forsøgte han drilagtigt, som han lagde hovedet lidt på skrå og lod mundvigene trække op i et lidt kækkere smil. – Velvidende om, at han ikke direkte, havde bedt hende om at kysse ham. Nej…Det havde ligget lidt mere…gemt bag ordene..Men ikke destomindre, måtte det have været, hvad hun havde tænkt. Ganske sagte, lod han derpå sin ene hånd fumle lidt med stoffet på hendes skjorte, der hvor hans hånd stadig hvilede ved hendes talje.

Hans øjne flakkede, som han bemærkede at hendes blik flyttede sig. Hun havde betragtet hans læber. – Godt nok kun kortvarigt…Men hun havde gjort det…Og som hun i samme nu, som hun fangede hans blik igen, forsøgte at trække sig væk, puffede Matt hende blidt tilbage imod muren. Dét, før han lænede sig frem og dristigt stjal et kys fra hendes læber.

[Adelita Delgaro]

En let opgivende sukken forlod Adelita, da Matt benægtede sine hengemte intentioner. Skuldrene sank lidt. "Du ved godt hvad jeg me...", flere ord fik hun ikke ytret inden hendes krop frøs til og hun lamslået og koks rød i ansigtet, mærkede hvordan Matts læber blidt lagde sig mod hendes. Således erfarede hun sit allerførste kys... og Adelita var lige ved at gå op i limningerne. For en stund stod hun blot og betragtede Matts ansigt, som kysset brydes og hans ansigt nu længere væk. Paf og mundlam, stod hun blot og glanede som en eller anden dum gås. Så, ud af det blå, mærkede hun hvorledes håndfladen sved da den ramte hans kind. De mørke øjne rettede sig nu mod den rødmende håndflade, idet hun stirrede i forbløffelse over sin egen reaktion. Hvad havde hun lige gjort?! Hun førte hånden op til munden i forfærdelse, som hun vendte blikket tilbage mod Matthew. "Undskyld.." Mumlede hun ynkeligt, inden hun hastigt dukkede sig under hans arm og løb alt hvad hun kunne.

[Matthew De Loughrey]

Det havde ikke været Matts intention direkte at forgribe sig på Adelita eller overskride hendes grænser. Tværtimod, havde han blot ville skubbe til hendes grænse på lidt drilagtig vis. Hendes reaktion kom dog bag på ham og som slaget ramte, vaklede han bagud. Han tog sig til hovedet, godt øm over det slag der havde ramt ham på kæben og med lidt chokeret mine, stod han for et par sekunder blot og betragtede hende, før hun smuttede ud under ham og forbi. Hun havde slået ham. Godt nok med flad hånd…Men den dundren der havde indfundet sig i hans hoved, gjorde det hurtigt klart for den unge mand, at der ville være et mærke at se, når han dragede tilbage imod Gryffindor-tårnet. Lamslået, og uden så meget som at forsøge på at få yderligere ord over læberne, blev han således stående, som han spejdede efter hende, idet hun forlod broen.



//Tråden afsluttes.