Bekendtgørelsen

[Corinne Montgomery]

Tråd tilegnet Luna Clary Daniels og Adelita Delgaro.

Fredag aften - Klokken 21.22 - April

Ravenclaw pigernes sovesal

Som udgangspunkt havde denne aften været som de fleste andre. Corinne var for blot en halv time siden vendt tilbage til Ravenclaws sovesal sammen med bedsteveninden Adelita efter at have spist aftensmad i storsalen. Humøret var højt, på trods af at aftenen stod på lektielæsning i forvandling og henover lektierne, lå tøserne da også og sludrede, som den tredje veninde Luna havde tilsluttet sig de to. Corinne selv, lå henslængt i den store himmelseng på det blå linnede, liggende på maven med hovedet i benenden, som hun lå med både bøger og pergamenter foran sig. Ansigtet var dog halvt begravet i en blå pude, som hun klukkede af grin over en kommentar som Adelita netop havde spyttet ud. ”Det minder mig om at jeg så Lucas Weatherby falde i søvn ned i sin havregrød i går morges…Det så frygteligt ud..” Klukkede hun, før hun i samme nu, syntes at høre klirren imod tårnets ene glasruder. Hun skævede dertil over imod vinduet, før hun lidt kluntet rejste sig for at gå over og hægte hængslerne op og lukke den sorte ugle ind af hendes, som havde banket let på ruden. I kløerne havde den et brev i hvid konvolut, som hun tog fra fuglen, før hun lod den bakse op og sætte sig på en af himmelsengens stolper. ”Det er hjemmefra..” Erklærede hun forundret, som hun skævede imod Luna og Adelita. Lidt forundret vendte og drejede hun så ellers konvolutten, før hun gav sig til at åbne brevet og hun satte sig ned på sin seng.

[Adelita Delgaro]

Adelita fnøs leende, da det mentale billede af Weaterby med havregrød i næsen, dukkede op på hendes nethinde. "Tjah, de siger jo at havregrød er en god facemask?" Grinte hun, inden hun overposerede sit ansigt. "Garnier - Blød som en barnenumse." Lød det i en overspillet reklame-stemme, idet hun yndefuldt understregede konturene af hendes kæbelinje med håndryggen. Adelita lo lidt, inden hun blot lod sig dumpe ned i sengen, hvor hun efterfølgende strakte sig så lang som hun var. I samme nu kunne man høre en banken på ruden og Adelita løftede dovent hovedet for at lokalisere lydkilden. En sort ugle måtte være udenfor, for det eneste man kunne se af den var dens øjne, næb og en hvid konvolut i mørket. "Corinne!" - "Ugletid!" Kommenterede hun, selvom hendes bedste veninde allerede var halvvejs ovre ved den. Adelita løftede sig op på albuerne og kiggede lidt efter Corinne, som hun lukkede op for uglen og tog den snehvide konvolut fra dens gab. Hun rynkede dernæst brynene og så undrende mod hende, da hun nævnte at det var fra hendes forældre. Adelita skævede kort mod Luna med samme undren, inden det landede på Corinne igen. "Oh.." Mumlede hun. "Er der nogen der er døde?" Spurgte hun så i et lidt mere normalt og dog spøgefuldt toneleje, inden hun rejste sig for at gå over og sidde på Corinnes seng istedet.

[Luna Clary Daniels]

Luna var ikke den der sladrede mest, hun havde travlt med sine lektier, og var allerede så småt ved at være foran med dem, men det var også vigtig for hende at hun altid læste lidt frem, så det ikke blev at på på hendes karakterer, at hun en gang i måneden ikke var for træt til at klare sin undervisning. Den del havde hun endnu ikke fortalt Spencer Lynch. Han skulle ikke vide, at hun have været forbi rektors kontor fordi han kunne se et mønster i hendes dalende koncentration i timerne og dalende deltagelse. 
Derfor lod hun også mest bare pigerne snakke om en eller anden havregrød, hvorfor det var så morsomt kunne hun ikke rigtig sætte jeg ind i, men det var måske også fordi hun generelt ikke brød sig om at grine af andre. 

Hun satte sig dog op, som det blev annonceret at der kom brev, og så så overrasket på Adelita. "Der er altså intet galt i at få brev om aftenen. Toby Max Daniels sender mig ofte først brev senere på dagen." Derpå vendte hun blikket imod Corinne. "hvad står der?"

[Corinne Montgomery]

Hvis man kendte Corinnes familie rigtigt, ville man vide at den unge dames forældre ofte havde for travlt til at tage sig synderligt meget af deres børn. Modsat mange af hendes jævnaldrende, havde Corinne måtte blive hurtigt voksen i takt med at hendes forældre stortset aldrig var hjemme. At få brev hjemmefra….Og så endda på denne tid af døgnet, virkede således usædvanligt. – Særligt op til en weekend. Hun rynkede brynene en smule, som hun lod sig dumpe ned på sin seng og hun lod så ellers de slanke fingre fumle lidt med konvolutten og dets indhold, før hun formåede at fiske det frem. Hun tav for en stund, som de grå øjne flakkede hen over pergamentet, men hun gav sig så atter til at læse. ”Kæreste Corinne. Du undrer dig sikkert over, hvorfor du her til aften skulle modtage brev. Det er trods alt ikke ofte at din fader og jeg selv, sender breve på denne tid. Du er ved at være en voksen og moden kvinde og din fader og jeg er utrolig stolte over, hvad du er blevet til. I dette henseende, står det dog klart, at vi alligevel har måtte spæde til i henhold til at finde dig et passende parti. Der er derfor indgået aftale med De Loughrey-familien om et passende ægteskab til deres ældste søn Jacob. Han er på nuværende tidspunkt i beskæftigelse, som en del af sine forældres virksomhed og med sine otteogtyve somre, udgør han ikke blot et parti, som ville kunne forsørge dig, men også et parti, der vil gøre sig pænt ved din side, med sit charmerende væsen…” Det gik langsomt op for Corinne, hvad det var hun sad og læste højt og før hun blev færdig, krøllede hun pergamentet sammen, smed det på gulvet og sparkede til sit sengebord. ”Fanden tage dem og deres….ugh…ægteskabsløfter!” Frustrationen boblede tydeligvis langsomt op hos den unge heks og i en blanding af raseri og vemod, greb hun den nærmeste pude, som hun knugede ind til sig. Hvad skulle det dog ligne?

[Adelita Delgaro]

Adelita vendte opmærksomheden mod Luna, da hun kommenterede at aftenbreve ikke var unormalt. Hun rynkede let på panden. "Det er noget andet, når det er familien." Bemærkede hun, og rettede sig lidt i Corinnes seng, så hun sad med fronten mod Luna. "Så snart man er stemplet 'Fuldblod'..." Sagde hun og vrængede af ordet, imens hun dannede gåsetegn med sine fingre. "... Så er alt udenfor orden, ensbetydende med at der er sket noget vigtigt.". Hun sad lidt og så mod sin veninde. "Om det så er godt eller skidt." Tilføjede hun med et ligegyldigt træk på skuldren. Da Corinne efterfølgende begyndte at læse op af brevets indhold, sad Adelita nysgerrigt og lyttede til ordene. Hun gjorde en utålmodig gestus med hånden, som de rosende ord om Corinnes væsen lød. Hun genkendte sådanne ord fra hendes egne forældre og Adelita gad ikke høre dem mere, selvom hun var alt for velopdragen til at vise det udadtil for andre end hendes nære veninder.. men inden i hendes hoved, lød sådanne ord bare som; jadajadajada. Da Corinnes ord begyndte at nævne løfter om ægteskab, spærrede hun øjnene op og så blot blinkende mod hende. Så skete det altså? Adelita betragtede sympatisk sin bedste veninde, som hun smed brevet på gulvet og efterfølgende blot knugede sin pude indtil sig. En rynke bredte sig på hendes kønne, lille næse, som tankerne løb afsted. "Otteogtyve somre.." Mumlede hun, "...Det vil sige at han er elleve år ældre end dig?" Erklærede hun så idet hun betragtede Corinne med et ansigt der tydeligt indikerede at hun græmmes.

[Luna Clary Daniels]

Luna sad og lyttede til brevet og havde brynene rynket sammen i let undren. For hende var det et virkelig mærkeligt brev, og lød aller mest som noget fra barokken eller Renæssancen. Hun så fra Corinne til Adelita og så tilbage igen. "28 somre? Er der virkelig nogen der snakker sådan? wauw." Det var umiddelbart den første tanke der ramte Luna, nok også fordi det var noget af det Adelita bed mærke i, bare med et lidt andet fokus. generelt var det helt meget fjernt for Luna. Hun kiggede på veninden, så nu var hun altså forlovet? wauw... akavet! "Så... finder du dig bare i det? Har du overhovedet mødt fyren?" Altså Luna kendte da godt til tvangsægteskaber, men spurgte man hende var det noget der helt bestemt hørte fortiden til. Ikke om hun den dag i dag ville acceptere at blive solgt som et objekt af sine forældre! Det var nok også derfor hun og forældrene tit kom lidt op og toppes, det var dog primært omkring arbejdesmuligheder de snakkede. 

Luna kiggede over imod Adelita, som forklarede hvad det ville sige at være fuldblodstroldkvinde. På sin hvis priste Luna sig lykkelig for at være den hun var, så næsten hellere tage imod skældsord og mobning. samtidig kunne det godt af og til virke som om at troldmandsverdenen sad lidt fast i fortidens traditioner. Luna sukkede og så ned i sin bog. "I burde virkelig have lov til selv at bestemme, hvem i vil giftes med. Det der er noget pjat."

[Corinne Montgomery]

Corinne kunne mærke hvordan den uforståenhed hun først havde været fyldt med, langsomt begyndte at forvandle sig til raseri. Raseri og frustration. For et øjeblik sad hun blot og knugede sin pude, men hun kylede den så ned i sengen, som hun rullede om på maven og gav et ynkeligt og halvkvalt klynk fra sig. ”damn..!” Bandende hun, halvråbende ned i puden i håbet om at det ikke ville blive hørt. Trods alt, var Corinne som regel anstændig nok til ikke at lade den slags ord komme ud af hendes mund. Følelserne begyndte dog langsomt at hobe sig op og et par små hikstende klynk udformede sig i puden, som hun lå og knugede den. Det var direkte pinligt…Ydmygende! Og hun behøvede langt fra at se Adelitas ansigt til at vide at veninden var lige så forfærdet som hun selv. Hun var trolovet til en halvgammel mand. En mand der sikkert ikke engang ville være hverken anstændig eller bare halvt så charmerende som hun kunne have håbet på. Se på de to piger kunne hun i hvert fald ikke lige nu. Og slet ikke, når Luna sad og var uforstående overfor at hun bare ’fandt sig’ i det. Trods alt, var de tikke et valg. Var det så svært at se? Lidt ynkeligt, løftede hun hovedet halv fra puden, som hendes mascara nu var halvt tvært ud, så hun næsten lignede en vaskebjørn. ”Han..Ugh…Han er sikkert ikke engang det mindste attraktiv….” Vrængede hun.

[Adelita Delgaro]

Adelitas blik hvilede på Luna som hun talte. Hendes første kommentar fik det ene af de velformede øjenbryn til at skydes lidt op, idet et sarkastisk udtryk hvilede i ansigtet. "Mhm." Bekræftede hun, "Det er den eneste måde at kommunikere med De Høje Herrer på.." Lød i en tilsvarende sarkastisk og tone, som hun hentydede til magiker-samfundets bedre borgerskab. Adelita kunne himle med øjnene, men hun gjorde det ikke. Hun holdt jo trods alt af sin familie når det kom til stykket. Men nogengange var det simpelthen for stift altsammen. Lunas kommentar om hvorvidt Corinnes blot fandt sig i det, stak også lidt til Adelita. De kom jo begge fra lignende familier og en skønne dag ville Adelita også sidde i den saks. Hun slog derfor blikket lidt ned i gulvet, som hun eftertænksomt rimpede læberne lidt sammen. "Det er ikke noget valg, Luna. De slår hånden af os, hvis vi ikke gør hvad der forventes af os." Svarede Adelita, idet hun pillede lidt ved spidsen af en mørk lok hår, der havde sneget sig nedad hendes skulder. "Det gøres i familiens bedste henseende." Nåede hun kun lige at tilføje inden Corinnes udbrud, fik Adelitas krop til at trække sig sammen i forskrækkelse. Hun vendte straks opmærksomheden mod hendes knuste veninde og kravlede op til hende fra fodenden af og satte sig ved hendes side. "Hey.. Det skal nok gå." Lød det blidt, som hun strøg Corinne trøstende over ryggen. "Måske er han venlig?" Forsøgte hun opmuntrende, "Måskeee.... har han så død travlt, at han slet ikke har tid til at være hjemme?" Lød det så lidt mere udspekuleret, idet Adelita sendte hende et blik der matchede.

[Luna Clary Daniels]

Luna så fra den ene til den anden og havde virkelig svært ved at sætte sig ind i deres liv, men hun vidste jo godt at nogen familie var så gammeldags, det havde hun da hørt om, det var bare så mærkelig at forholde sig til. Værre blev det dog, da Corinne lagde sig til at skrige. Det gjorde nærmest Luna helt forskrækket. "wow, Rolig nu, han er ældre end dig, ikke et monster. Det hjælper ingenting at skrige hvert fald." tonen var varm og hjælpsom, hun forstod jo godt at Corinne sikkert havde nogle frustrationer, hun skulle af med, men det var bare så langt fra hvad Luna stod for og bare at give op, var sjældent en mulighed i hendes bog. Så det gav hun heller ikke Corinne lov til. "Hør nu. Det er ikke så slemt. Du kan jo altid møde ham og hvis ikke han er den rette, så må du jo forklare dine forældre at der ikke blive noget bryllup. længere er den ikke." Det var sådan hun selv ville have gjort det over for sine forældre, når altså ikke lige de talte om arbejde efter Hogwarts, den del var hun og hendes forældre aldeles ikke enige om, men hun var dog fast besluttet på IKKE at lade sin var far vinde den debat. Han skulle ikke tage magien fra hende, bare fordi han ikke forstod den.

[Corinne Montgomery]

Det var sjældent at Corinne lod følelserne få frit løb, som de gjorde nu. Sjældent at hun delte ud af sig selv og tillod sig selv at være sårbar. Hun var ganske enkelt ikke god til det. Hun var ikke god til at punge ud med følelser og den sårbarhed, der fulgte med. I hendes øjne, kunne hun i så fald lige så godt stille sig op som en skydeskive og give alverdens mennesker et sæt dartpile i hænderne. Næhh….Oftest, var det kun Adelita der fik lov til at se denne side af hende…For lige netop kårene som fuldblodskvinder, havde de tilfælles. Ja, faktisk, var Adelita nok et af de mennesker, som Corinne følte sig allertættest med, i hele den vide verden..- Og Corinne begravede derfor også bare ansigtet en smule ved dynen og Adelitas lår, som veninden strøg hende over ryggen i et forsøg på at berolige hende. At Luna så kunne sidde på den seng og komme med dumme kommentarer, kunne hun ikke bruge til noget. Hun rynkede derfor også bare på næsen og skar en grimasse. ”Måske skal du bare være glad for at du er privilegeret selv at kunne vælge, fremfor at antage, at alle er lige så heldige.” Mumlede Corinne, før hun lettere snøftende, lagde sig lidt ned over puden igen og rystede på hovedet af Adelitas kommentar. ”Venlig…Yeah right…Hvis jeg ikke gætter helt forkert, må han være storebror til Matthew De Loughrey…Er han bare nær af samme kaliber....Nej...Ugh..” Hun skuttede sig.

[Adelita Delgaro]

Adelita spærrede øjnene op, da Corinne havde lagt to og to sammen. "Matthew?!" Udbrød Adelita lamslået og med en lille rynke på næsen. "Ham der.." hun blinkede et par gange, som om hun ikke helt kunne få det ind i hovedet at det var sådan en, hendes kære Corinne var blevet matchmaket med. "..I ved nok." Nærmest hviskede hun, som om at ordet 'dameven', 'Don Juan' eller 'trussetyv' var et forbudt ord. Hun så dernæst ned på Corinnes mørke og grådfulde øjne. "Ved Merlin! Tænk hvis han er sådan en gammel gris!" udbrød hun så dernæst. "Sådan en rigtig.." Begyndte hun og vrikkede med fingrene i en gramsende gestus.

[Luna Clary Daniels]

Luna så forbløffet imod Corinne, som netop havde smid nogle af de hårdeste ord i hovedet, som Luna længe havde hørt. Her havde hun forsøgt at hjælpe fordi hun troede de var veninder, men så var dét hvad hun fik igen. Hun skævede imod månen, hun havde virkelig brug for Spencer Lynch lige nu. Men det var ikke fuldmåne og det var for sent til at gå ud på slottet. 
Luna så mod veninden og fnøs. Det var tydeligt at se at ordene havde såret hende. "Virkelig? Mener du det? at jeg skulle være den heldige? Har du overvejet hvordan det er at have forældre, som mener den magiske verden er en omgang fis? Forældre, som ofte banker mig oven i hovedet med at jeg bør få et Rigtigt job, og skal stoppe med at fjolle omkring på "den der mærkelige skole"?" Hun lukkede sin bog og kravlede ud til sengekanten, for at sætte fødderne i jorden. "Eller måske overvejet hvilke ting man skal stå model til som Mugglerfødt? - Mudderblod... Og alligevel sidder jeg her og forsøger at bakke om om jeres liv og finde en måde, hvorpå du slipper for at blive gift med en du ikke elsker." Luna kunne kalde Corinne en masse ting lige nu, men gjorde det ikke, for sådan var hun ikke. Hun ville ikke hæve sig selv ved at nedværdige andre. Sådan var hun ikke. "Jeg beklager meget, at jeg bare er en intetanende udefrakommende, nu skal jeg endelig lade jer være." Det var tydeligt at se Corinnes ord havde ramt hende, og Luna bed slet ikke mærke i om Adelita havde sagt noget, hun var også ret ligeglad. Hun tog bare sin bog og uden flere ord forlod hun sovesalen med en trist mine.

- out

[Adelita Delgaro]

Adelita spærrede øjnene op, ved den udveksling af attitude og ord der pludseligt opstod mellem Corinne og Luna. Hvorfor så korte lunter? Adelita troede at det var hende der havde den korte lunte i det her forhold - sådan var det normalt? "Luna.." Bad Adelita, som Luna fornærmet marcherede ud af lokalet. Adelita så lidt efter hende, men fulgte hende ikke. De tre piger var fra forskellige verdener og befandt sig forskellige steder i livet. det var vel kun naturligt at misforståelser som dette ville opstå før eller siden. Hun måtte tale med Luna på et tidspunkt, men lige nu havde Corinne også brug for at tale. De mørke øjne vendte tilbage mod Corinne. "Hun bliver god igen." Lød det opmuntrende fra Adelita. Hun placerede en hånd på Corinnes skulder og gav den et forsikrende klem, sammen med et selvsikkert smil. Hun fjernede hånden igen og satte sig mere tilrette på Corinnes seng. "Hey, ryk dig lige lidt." Sagde hun, som hun gennede Corinne længere over til siden, således at hun kunne lægge sig ved siden af hende, på samme måde med en pude under brystet. "Altså." Sagde hun så matter-of-fact-agtigt. "Se det på den lyse side. Hvis store De Loughrey, er ligesom lille De Loughrey, så har han da idet mindste mere erfaring?" Lød det beregnende eftertænksomt. Hun gjorde en skæv grimasse med læberne, som hun øjnene Corinne med en fordækt mine. "Måske du rent faktisk vil nyde det?" Adelitas mørke øjne glimtede skælmsk og hentydende.

[Corinne Montgomery]

Corinne skar en lille grimasse som Adelita tydeligt blev chokeret over den konklusion Corinne selv var kommet frem til med hensyn til familien. Hun lod blikket vandre væk, men som veninden så atter udbrød de ord, som den mørkhårede selv havde grublet over, gled de tilbage på Adelita med forfærdet mine. ”Addie!” Tonen var skinger og tydeligt bekymret, som hun lidt grådkvalt bed tænderne sammen og hun rystede så atter på hovedet, som hun begravede hovedet i puden igen. At Luna så følte at Corinne havde trådt hende over tæerne, kunne hun ikke også tage stilling til lige nu. Ikke oveni alt det andet. Muligt var det, at de hver især havde sagt noget dumt og gik skæv af hinanden, men i Corinnes hoved, var Lunas ’mudderblodsproblem’ det sidste hun kunne tage højde for lige nu. Ikke at hun ikke ville lytte på et andet tidspunkt…Men det behøvede vel ikke altid handle om hende? Hun gav en halvkvalt lyd fra sig, som den anden veninde på fornærmet og trist vis forlod sovesalen, men hun gravede sig så atter tættere ind imod Adelita, som hun mærkede hende give hendes skulder et beroligende klem. En lille hiksten forlod hende, som hun lå med ansigtet begravet dybt ned i puden, men hun rykkede sig så atter en smule modvilligt og trillede om på siden, før hun forsøgte at tørre tårerne væk, der var helt mørke af mascara. ”Det..Det er ikke spor morsomt…” Mumlede hun lavmælte, som hun rykkede puden længere ind under hovedet. ”Tænk, hvis det…Tænk, hvis han slet ikke tænker på mig i det…Hvis…Hvis han bare er en pervers stodder….Og tilmed en dum en af slagsen…”

[Adelita Delgaro]

Adelita rykkede sig lidt tættere på Corinne, som de begge lå dér i Corinnes seng. "Hey, det er nemt at se om en fyr kan lide dig, eller om han bare vil i bukserne på dig." Svarede Adelita selvsikkert, skønt hendes første og sidste forhold havde været med en dreng der af og til kom til en legeaftale hos Adelita, da de begge var 6 år. Men det behøvede folk jo ikke at vide. Desuden så havde Adelita læst så mange dameblade, at hun totalt vidste hvad der gjorde sig gældende i spillet om kærlighed. "Der er masser af test der kan fortælle dig sandheden. Så når du kommer tilbage fra din første date med loverboy, så kan vi afklare virkeligheden!" Sagde hun fastbesluttet. "Jeg læste en artikel i 'Alt for heksene' om ti gode råd, til at vide om han er interesseret i dig... og jeg mener at første råd var at se om hans knæ peger i din retning, når i taler sammen. Prøv lige at vent to sekunder!" plaprede hun, som hun ivrigt rejste sig fra sengen igen for at gå over og bladre i den kæmpe stak dameblade, som hun havde i en kuffert under sin seng. "Uuh, 'Kærlighedsquizzen'" Læste hun højt fra en forside hun kom forbi. "'Amortentia - I krig og kærlighed'.... '10 råd til et succesfyldt forhold'... uhm... 'Find dit match ud fra din tryllestav'.. ah! her! 'Er han interesseret i dig? - Den store guide'" Udbrød hun begejstret og skyndte sig op i sengen til Corinne igen. "Se så." sagde hun og slog op på den pågældende side og rakte bladet til Corinne.