Konsekvenser

[Deleted]

Tråd til Castor Morgan
Marietta og Castors lejlighed
Aften - Marts 2057

De sidste par dage havde været anstrengende og hårdere for Marietta end ellers. - Ikke som sådan fysisk, men derimod mentalt. Hendes humør svingede konstant, hormonerne var i ubalance og som om det ikke var nok, var hun frustreret. - Frustreret og sårbar, på trods af at hun ihærdigt forsøgte at opføre sig som om alt var som det skulle være og hun havde skjult det faktum, at hun gik og bekymrede sig, fra Castor. Der var ikke længe siden at hun havde fundet ud af at hun var gravid...Men det var heller ikke mange måneder siden at Castor havde sagt, at han ikke ville have børn. At han ikke ønskede det ansvar. - Og nu sad der så en indædt følelse i hende af splittelse. Denne aften, gik Marietta hjemme i køkkenet og kokkererede. - Ikke meget, men blot hvad hun lige kunne overkomme, sådan nemt lige at stikke i oven. Stille og roligt, gik hun der også og dækkede bord, imens Lady vimsede rundt med en lille bold i stuen, som hun gnavede i.

[Castor Morgan]

Castor havde taget en omvej på vej hjem fra arbejde den aften. Ikke så meget fordi han ikke gerne ville hjem til sin kæreste og hundehvalp, men fordi han trods alt havde lovet Marietta at tage hende med på teateret når det nye stykke skulle opføres, og det var netop dén aften at billetterne blev lagt ud til salg. Han havde sørget for gode pladser, oppe i logen hvor han havde taget hende på deres første date. Han håbede at det ville hjælpe på Mariettas humør, som det havde syntes at være noget svingende i det sidste. Han havde sine mistanker til grunden, men han vovede ikke at sige dem højt, i tilfælde at han skulle friste skæbnen for meget. Faktum var alligevel nu en gang at de havde taget en chance, og han kunne ikke udelukke konsekvensen af det. Men indtil Marietta selv bragte det op, gjorde han det ikke selv. Måske var der ikke noget at bekymre sig for, trods alt.
Døren gik op med et klik, og Castor nåede knapt ind af døren før han blev mødt af den ivrige hvalp med bolden i munden som straks begyndte at hoppe og sprælle i et forsøg på at komme op af benet på ham. Castor grinede let ned til Lady som han kløede bag øret, før det lykkedes ham at snuppe bolden ud af munden på hende. Den blev kastet ned for enden af gange, med Lady spændende lige efter den med en begejstret bjæffen.
”Jeg er hjemme!” kaldte han ud i lejligheden. Han kunne dufte maden fra køkkenet og hørte lyden af et bord der blev dækket, så han gik direkte ind i stuen til Marietta, som han gik i møde med et blødt smil. ”Hej, skat. Haft en god dag?”

[Deleted]

Marietta gik så vidt muligt og forsøgte at holde humøret højt og forsøgte at få hverdagen til at glide. Over den seneste uges tid, var det dog blevet sværere og sværere og hun gik i dag i næsten trancelignende tilstand og spekulerede. – Det var mere end fem uger siden, at hun og Castor havde været sammen på hans kontor. Fem uger siden og hun havde først opdaget det, efter 4. Nu gik hun så her, med en byrde hun vidste at hendes partner ikke ønskede, og spekulerede over, hvad hun skulle sige til ham. For sandheden var i bund og grund, at hun ikke turde tage konfrontationen. Hun turde ikke fortælle ham sandheden om at hun havde skiftet sine piller ud, samtidig med at han havde fralagt sig sin del af ansvaret, den eftermiddag. – Og nu sad de så der, i en klemme, der kunne ødelægge det hele…- Mest af alt, fordi Marietta allerede havde taget sin del af beslutningen. Hun havde ikke hørt Castor komme hjem. Tværtimod, bemærkede hun ham faktisk først, da han næsten stod bag hende og en smule fraværende gav hun ham et lille kys på kinden, før hun bevægede sig over imod håndvasken for at vaske hænder, efter at have stået og skåret grønt. ”Hej.” Erklærede hun stille, som hun fremtvang et halvhjertet smil. ”Nåhh, lidt kedelig.” Erklærede hun eftertænksomt, som hun rakte ud efter det nærmeste viskestykke, idet hun åndede tungt ud. ”Travlt i ministeriet?” Forsøgte hun at spørge, lettere henkastet, i et forsøg på at få ham til fortælle om sin dag. – Forhåbentlig, ville det kunne holde ham beskæftiget lidt, så hun ikke skulle stå der og underholde ham og aflede ham yderligere fra hendes eget mutte humør.

[Castor Morgan]

Der skulle ikke meget eftertanke til at se at Marietta var distraheret. Hun så ikke engang ud til at have opdaget at han var kommet hjem før han faktisk stod bag hende og havde lagt armene løst om hende. Han havde dog ladt hende trække sig ud af hans favn mens han fulgte hende med blikket.
”Kedeligt? Jeg troede det var dig der sagde at livet som journalist aldrig var kedeligt.” påpegede han i et forsøg på en spøg.
Han trak på skuldrene da hun spurgte til hans egen dag. ”Både og. Der var kun én bemærkelsesværdig oplevelse i dag, efter at en gruppe unge troldmænd i Wales havde sluppet en Abraxan ud på en hestevæddeløbsbane. Det krævede lidt tid og kræfter at få mugglerne til at glemme at de havde set en enorm bevinget hest. Specielt efter at det var blevet vist i Muggler-tv.” Han blev helt udmattet bare af at tænke på det. I det mindste havde han fået besked om at troldmændene som havde gjort det var blevet arresteret og at det blev håndteret. Personligt syntes han at Obliviator-afdelingen havde fået den svære del af jobbet.
Han rystede det af sig og vendte atter sin fulde opmærksomhed mod Marietta. Hovedet lagde sig en smule på skrå. ”Skat, er du okay? Du virker lidt fjern for tiden.” lød det bekymret fra ham. Det var kun blevet mere og mere tydeligt i løbet af den sidste uge. "Er det dit arbejde? Du ved du kan snakke med mig om det, hvis du har brug for at lufte ud. Har du ansatte der går dig på nerverne? For tro mig, jeg kender til det."

[Deleted]

”Mhhmm…Nå, har jeg sagt det?” Mari hævede brynene en smule i forundring ved Castors spøg, om end hun tydeligvis ikke helt fangede den. Blikket forblev fæstnet på hendes egne hænder, som hun stod og skrubbede dem, tydeligvis lidt mere, end det var nødvendigt og fraværende brummede hun lidt af hans fortælling, som hun tydeligvis slet og overhovedet ikke hørte efter. ”Nå, det lyder da dejligt. Det lyder som om du har styr på det.” Erklærede hun, uden egentlig at have hørt det meste af, hvad han havde sagt. Tankerne myldrede omkring i hovedet på hende og rigtig opmærksom, syntes hun først at blive, da han alligevel begyndte at spørge til hende. Hun skævede et øjeblik nervøst over i hans retning, men hun rømmede sig så atter og gav sig til at tørre fingrene af i det viskestykke hun havde grebet. ”Nej…Nej, det…det er ikke noget..” Erklærede hun prøvende, på trods af at stemmen blev usikker og for et øjeblik knækkede over. Et suk gled over hendes læber, som hun vendte blikket væk fra sin kæreste og hun bevægede sig så tilbage til komfuret for at tage de kartofler af blusset, som hun havde sat over. Hun foldede ganske let viskestykket om håndtagene, som hun bevægede sig over imod vasken for at hælde vandet af, men med ét slap hun gryden, så den faldt i vasken med et brag og kartofler og vand atter hoppede ud over det hele. Et lille hvin lød fra hende i irritation og vredt skubbede hun gryden fra sig. ”damn…!” Hun rev hænderne til sig, på trods af at hun ikke havde brændt sig og frustreret vendte hun sig, for at tage sig lidt til munden. Tydeligt var det, at hun var på randen til et nervesammenbrud. – Hans dumme spørgsmål og betænksomhed, kunne hun ikke bruge til en skid på nuværende.

[Castor Morgan]

Bekymringen blev værre. Hun havde jo slet ikke hørt efter hvad han havde fortalt. Normalt ville han have troet at hun ville have udspurgt ham om detaljerne, i tilfælde at historien ville være spændende nok til at hun kunne skrive om det. Desuden passede hendes svar ikke rigtig til hvad han havde sagt. En rynke formede sig mellem hans bryn mens han betragtede hende, tydeligvis ikke overbevist over hendes forsøg på at affeje spørgsmålet.
”Mari—” forsøgte han, inden hun så ud til at miste kontrollen over gryden med kartofler som hun i frustration smed fra sig i vasken. Han stirrede på hende, indtil det blev tydeligt at han ikke bare kunne forsøge at tale til hende. Der foregik et eller andet. ”Hvad er det der foregår, skat?” spurgte han. Tonefaldet var fast, som han ikke havde tænkt sig at feje emnet til side og lade som ingenting længere. ”Du har været i dårligt humør hele den sidste uge. Du har knapt nok talt med mig eller ladt mig røre dig. Har jeg gjort et eller andet? Er du vred på mig?” Det var umuligt at lægge skjul på hans egen frustration i det øjeblik, som den havde blandet sig med hans bekymring for hende. Det gik ham på at der tydeligvis var et eller andet i vejen, men hun ikke havde fortalt ham om det. Og tilsyneladende nægtede at indvie ham i. ”Tal til mig.” bad han hende.

[Deleted]

Gryden med kartofler var gledet ud af hænderne på Mari, som hendes fokus tydeligvis var på alt andet end madlavning. Det havde været et simpelt uheld. En hånd der smuttede, for så at få vand og kartofler til at fylde hele vasken. Frustreret over Castors ihærdige spørgen, og vedholdenhed, bandede hun lavmælt for sig selv, som hun bed sig selv en smule i pegefingeren i ren og skær frustration. Øjnene blev knebet sammen, som hun stod med ryggen vendt imod ham og i et forsøg på at samle sig en smule, sank hun den klump, der havde formet sig i halsen på hende. Hun virrede lidt afværgende med hovedet, som om hun forsøgte at skubbe tankerne til side og hun lænede sig så ellers bare ganske let op af bordpladen til køkkenbordet, som hun stadig havde ryggen vendt til ham. Hvordan skulle hun sige det til ham? Hvordan skulle hun kunne få sig til at smide én bombe hun vidste ville ruinere ham fuldstændig? En lille hiksten forlod hende, som hun forsøgte at bide frustrationen i sig og hun strøg ganske let sin højre kind en smule, som hun fortsat ikke så på ham. Trods alt, havde Castor flere gange gjort det klart for hende, at han ikke ønskede at stifte familie. At han gerne ville hende, men under ingen omstændigheder ønskede sig et barn på samme måde, som Marietta gjorde det. Alligevel tog hun til sidst en dyb indånding, før hun svarede: ”Nej.…Jeg er ikke vred på dig, Castor…” Svaret kom noget forsinket…Og ligeledes gjorde efterfølgelsen. ”Men du kommer til at blive vred på mig.” Mumlede hun lavt.

[Castor Morgan]

En klump havde begyndt at samle sig i maven på ham, men Castor ignorerede den aktivt. Han havde set frem til at komme hjem efter sin dag, sætte sig i sofaen sammen med Marietta og nyde aftenen. Måske ville billetterne til det nye teaterstykke have glædet hende og muntret hende op fra hvad der end havde gået hende på gennem den sidste uge.
Men hendes svar gjorde ham bekymret på en helt anden måde. Hun var ikke vred på ham, men han ville blive vred på hende? Var det noget hun havde gjort, som havde gjort hende så fraværende, og fået hende til at tage afstand til ham?
Der var få alternativer han kunne komme i tanke om, som passede til den slags adfærd, men han kunne ikke undgå at trække en parallel til tiden under deres egen affære, hvor hun havde taget afstand til Shawn, samtidig som hun havde følt sig så skyldig. Tanken fik det til at isne i kroppen på ham, og armene foldede sig en smule over kors, som en måde at lægge bånd på sig selv. Nej, det ville Marietta ikke gøre. De havde det godt sammen. Hun havde ikke givet udtryk for at han havde forsømt hende sådan som Shawn havde gjort det, så han kunne ikke have givet hende grund til at søge trøst i en anden. Han stødte den forklaring bort.
”Mari, jeg kunne ikke blive vred på dig.” forsøgte han prøvende, da han trådte tættere på hende og forsigtigt lagde hænderne på hendes skuldre for at vende hende mod sig. ”Vil du ikke nok sige hvad der foregår?”

[Deleted]

Godt nok havde Marietta én gang før været sin partner utro, da hun havde været sammen med Shawn…Men det betød ikke at hun nogensinde ville kunne gøre det overfor Castor. Tværtimod. Castor var, hvad hun havde brug for. Han har hendes støtte, når hun havde brug for det…Havde været hendes klippe lige siden hun mødte ham og havde fortsat været det, da hun havde mest brug for det. – Lige nu, tvivlede hun dog på at det var noget der ville vare ved. Det der ’foregik’, kunne nemt ødelægge alt imellem dem, skulle Castor vælge at holde fast ved sine principper. Hun valgte derfor heller ikke at se på ham, på trods af at han ihærdigt prøvede at få hendes opmærksomhed. Når alt kom til alt, var det en egoistisk handling fra hendes side af. At hun skubbede ham væk. For lige nu, kunne hun ganske enkelt ikke håndtere at skulle se hans skuffede mine, når han opfangede det næste hun havde tænkt sig at sige. Blikket vandrede derfor også imod gulvet, som hun rystede hans hænder af sig. Hendes ord, var kun en lavmælt mumlen: ”Jeg er gravid. Femte uge.”

[Castor Morgan]

I adskillige sekunder sagde Castor intet. I tavshed stirrede han på hende, mens hun holdt sit blik sænket mod gulvet uden at give ham chancen for at møde hendes blik.
Et eller andet sted håbede han måske at han havde hørt forkert, men intet tydede på det. Han vidste hvor brændende hun ønskede sig et barn, og hun vidste hvordan han ikke delte det samme ønske. Hvordan hun og Shawn havde gået med planer om at udvide familien før han selv var kommet ind i billedet. Han behøvede ikke engang spørge hende om hvad hun havde tænkt sig at gøre; han vidste at Marietta ville beholde det.
”Du…” Munden havde åbnet sig som for at sige noget, men ordene kom ikke. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Hvad kunne han sige? I stedet trak han sig et par skridt tilbage så han kunne række ud efter den nærmeste køkkenstol, så han kunne sætte sig ned. Benene føltes pludselig svage. Hovedet lagde han i hænderne mens han forsøgte at rede ud i de mange tanker som med ét kredsede i hovedet på ham.
Eftermiddagen hvor hun var kommet med frokost til hans kontor. Dagen hvor han havde ladt sig lokke til den grad at han havde været ligeglad med manglen af beskyttelse. Da intet var sket i løbet af ugerne som fulgte havde han troet at de havde været heldige, sådan som de havde været da deres affære lige var startet. Men tidsrammen passede; det var omkring fem uger siden den dag. ”For helvede…” bandede han dæmpet.

[Deleted]

Mariettas mave havde snurret sig sammen, så det næsten krampede. Hun havde foldet armene ganske let over kors, som hun fortsat stod og lænede sig op af køkkenbordet og de brune øjne var på nuværende tidspunkt som limet til gulvet. Hun bed sig ganske let i læben, som hun ud af øjenkrogen fornemmede Castor trække sig og et lille suk forlod hende, som hun lod en hånd glide ned over ansigtet i frustration. – Ikke fordi hun havde ventet en anden reaktion…Men fordi det gjorde ondt, som hun havde forventet at det ville. Som tavsheden fyldte køkkenet, smed hun viskestykket fra sig på bordet, som hun havde stået med, før hun atter bevægede sig tøvende over til vasken for at samle de kartofler op, som hun før havde smidt med. Meget at sige, var der trods alt ikke..Og hun ville gerne give Castor lov til at synke den. – Det havde han vist brug for, ligesom at hun havde brug for at tænke over, hvad hun skulle sige.

[Castor Morgan]

Det føltes som utrolig lang tid hvor Castor bare sad dér i stolen og forsøgte at finde ud af hvordan han skulle håndtere det her. Han var komfortabel med kontrol. Han foretrak det. Men her havde han absolut ingen. Og han kunne ikke engang være vred på andre end sig selv. Marietta havde spurgt ham om han havde beskyttelse da hun kom til hans kontor, og det havde været ham der ikke havde stoppet det, da han burde.
Blikket hævede sig langsomt til Marietta, som igen havde vendt sig med ryggen til ham for at samle kartofler op i vasken. Han havde ment hvad han sagde den dag på kontoret. Han elskede hende. Og i tiden efter at ordene var blevet sagt for første gang var han kun blevet mere overbevist om det. Men han vidste ikke hvordan han skulle gribe det her an. Specielt da det slog ham at den eneste grund til at hun tog sådan her på situationen, var på grund af ham. Havde det ikke været for hans holdning ville hun have strålet af glæde og lykke. Det efterlod en bitter eftersmag i munden på ham.
”Mari… Jeg…” Han bed et støn i sig da han rettede sig op i stolen igen. ”Jeg ved… ikke engang noget om børn. Om at være… en far.” Han lød fortvivlet.

[Deleted]

Det var svært for Marietta at finde ud af, hvad hun skulle sige. Trods alt, kunne hun ikke påstå at hun ikke fra start af havde kendt til Castors mening, når det kom til familieforøgelse. Hun vidste, at det ikke var noget han havde et dybfølt ønske om på samme vis som hun. Hun vidste, at holdt af hende, men at det også ville blive en prøvelse for dem at få balancen til at hvile i deres forhold, når de havde ønsker om noget så forskelligt…Og nu var vægtskålen tippet til Mariettas fordel. – Dermed ikke at hun glædede sig så meget over det, som hun kunne have gjort. Hun blev derfor også bare stående med hovedet bøjet over vasken. ”Du behøver ikke være en del af det. Jeg vil ikke tvinge dig, til noget du ikke vil Castor.” Erklærede hun stille, som hun stoppede op og betragtede fliserne på væggen foran sig. Et suk forlod hendes læber igen og stille vendte hun sig så imod ham, for første gang, siden han var kommet hjem. Øjnene var klare, men det var tydeligt at hun forsøgte at bide det i sig. ”Det…Det her er min drøm…Og…Og jeg ville sådan ønske at det også kunne være din..Men hvis..Hvis det ikke er det, accepterer jeg det også. Tror du ikke jeg er bange? At jeg…At jeg er bange for at miste dig? Jeg…Jeg kan bare heller ikke vælge anderledes.”

[Castor Morgan]

Det var med et væld af følelser at Castor endelig kunne møde Mariettas blik, men det gjorde ham ikke mindre forvirret eller tvivlende til situationen. Det her var slet ikke hvad han forventede. Men han havde heller ikke lyst til at miste hende. At give slip på Marietta ville være mere end han kunne bære. De havde efterhånden fået oparbejdet sig en tilværelse og et liv sammen. De boede sammen, havde en hvalp som de begge holdt af… de havde det godt sammen. Et barn ville for mange være en velsignelse, men Castor så kun det overvældende ansvar. Et barn var ikke bare endnu en hvalp, det var et helt liv som ville blive forandret.
”Jeg ved det godt.” mumlede han dæmpet, da han endelig rejste sig fra stolen og begav sig over til hende igen. Hans skridt var noget mere slukørede end de plejede, men han nåede da frem til hende, til han stod direkte foran hende og holdt sit blik på hendes. Hendes øjne var så blanke, at han var sikker på at hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. Han bed sig en smule i læben. ”Jeg ved godt hvor meget du ønskede det, skat. Og… Og jeg har heller ikke lyst til at miste dig.” Forsigtigt rakte han ud efter hendes hænder for at give dem et forsigtigt klem. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle fordøje det. Han kunne i hvert fald ikke gøre det sådan uden videre. Han havde brug for tid.
Med lukkede øjne lagde han panden mod hendes og udåndede et stille suk. ”Du må give mig tid til at finde ud af det hele, Marietta. Det er bare… meget lige nu.”

[Deleted]

Det var svært for Marietta at sætte sig ind i, hvordan Castor havde det. Hvor meget hun end ønskede at sige at hun forstod hans beslutning, så fandt hun det ikke muligt. Det var svært at forstå, hvorfor han ikke ønskede sig det lige så meget som hende. Hun havde svært ved at forstå, hvorfor han ikke følte sig klar til det. – Én ting var måske at de ikke havde været sammen så længe igen..En anden var, hvor de alligevel lod til at være på vej hen. Elskede han hende ikke nok? Var hun svær at forestille sig en fremtid sammen med? Hun forstod det ikke, hvor meget hun end ønskede sig at kunne sætte sig i hans sted. Blikket faldt derfor også mod gulvet igen, som han nærmede sig hende og ganske let tog hendes hænder. Klynket forlod hende dog først, som han lagde sin pande mod hendes og hun ikke længere kunne tvinge tårerne til at blive i deres skjul. ”Und…Undskyld..” Mumlede hun så, tydeligvis lettere selvbebrejdende. ”Jeg..Jeg skiftede piller og vidste ikke….Jeg…Jeg turde ikke fortælle dig..” Stemmen blev grødkvalt nu. Lillepige-agtig og spinkel, som hun forsøgte at tude ned i sin egen hånd, da den gled op til øjnene i et forsøg på at skjule fortvivlelsen.