Konsekvenser

[Castor Morgan]

Så snart den klynkende lyd kom fra hende og tårerne begyndte at rende, foldede Castor armene omkring hende og holdt hende tæt. Han kunne ikke holde ud at se Marietta græde, lige meget hvilken situation de stod i, og hans automatiske respons lå i at være den klippe han altid ville være for hende. Der var ikke noget at sige til at hun havde været fra sig den sidste uges tid. Hun måtte have gået med dén nyhed i al den tid og simpelthen været for bange til at fortælle ham det. Det var ikke uden en betydelig grad af skyld at han knugede hende til sig.
”Rolig, Mari…” hviskede han beroligende mens han kyssede hendes hovedbund. Han forsøgte at distancere sig en smule fra sine egne problemer, så han i stedet kunne fokusere på hende. Hans problemer kunne vente, til han var sikker på at hun var okay. ”Jeg ved det godt. Vi… Jeg gik selv med på at vi begge to måtte tage ansvar for den slags. Jeg vidste godt hvilken risiko vi tog.” Der var ingen grund til at benægte det. Det var ikke fordi de havde bragt det op igen efter den dag. De havde haft samleje i tiden mellem dengang og nu, men dér havde han sørget for at have den nødvendige beskyttelse for hånden. Det var tydeligvis et tilfælde af ’too little, too late’. ”Det er ikke din skyld. Okay? Du gjorde ikke noget forkert, det var mig, der…” Der burde have haft beskyttelse på kontoret? Det ville have været urimelige forudsætninger. Det havde været den første og eneste gang han og Marietta havde haft samleje på en af deres arbejdspladser. Han sukkede dæmpet. ”Vi skal nok finde ud af det.”

[Deleted]

Som Marietta stod der, følte hun sig som et lille barn igen. Et lille barn der ikke kunne skubbe sine egne følelser til side, til fordel for sin partners. Hun følte sig egoistisk…Uempatisk og ikke mindst ynkelig, som hun stod der og hikstede, imens hendes tårer gennemvædede Castors skjorte med mascara og hvad der ellers måtte høre med. Hun lod ansigtet hvile ind imod hans robuste brystkasse og krævende, lagde hun armene om ham, som hun knugede ham tæt. Hun ville ikke give slip på ham igen. I hvert fald ikke lige nu. Hun rystede let på hovedet, som eneste svar til hans ord og indimellem hev hun ganske let efter vejret midt i hysteriet. ”Undskyld…” Mumlede hun så igen.

[Castor Morgan]

Han blev roligt stående dér med hende i favnen, uden at gøre mine til at ville løsrive sig fra hendes greb omkring ham. Selv om at hun havde stået og grædt ind i hans skjorte, havde der været noget i hendes tætte omfavnelse som også havde beroliget ham. At de stadig kunne være der for hinanden, selvom det for øjeblikket nok mest var ham der var der for hende end omvendt. Om igen, hvad kunne hun egentlig gøre for at gøre situationen nemmere for hans vedkommende? Til sammenligning var det til dels nemt at skulle være hendes støtte.
”Tænk ikke på det.” bad han dæmpet, og kyssede hendes hovedbund endnu en gang før han forsigtigt forsøgte at vende hendes hoved så hun ville kigge op på ham. En hånd førte sig blødt frem til hendes kind og tørrede et par tårer væk, med det resultat at hendes makeup blot blev en smule mere tværet ud over hendes kind. ”Hey… Vi finder ud af det, Marietta. Jeg har bare brug for tid. Okay?” Han trak i et halvhjertet smil. ”Jeg elsker dig. Det ved du godt, ikke?”

[Deleted]

Langsomt, som Marietta stod der i Castors favn, blev vejrtrækningen igen lettere. Det var svært at blive ved med at tude, når Castor holdt hende så tæt. Lyden af hans hjerte, der lød tydeligt, når hun stod tæt op af ham, havde en beroligende effekt på hende og selvom det var svært at forholde sig roligt, gjorde hun et ihærdigt forsøg. De brune øjne fangede hans, som han tørrede hendes tårer bort og ganske let, forsøgte hun at nikke. ”Jo..Jeg ved det godt.” Mumlede hun lavt, før hun ganske let lagde hænderne på hans overarme, som hun strøg en smule. – Lige så meget i et forsøg på at få lidt ro over sin egen krop. Hun sank igen en klump og ganske let, tog hun en dyb indånding i et forsøg på at samle sig. ”Du kan altid trøste dig med at du har barskabet for dig selv, fra nu af..” Mumlede hun i en lettere dyster spøg.

[Castor Morgan]

Den dystre spøg høstede et tørt grin fra Castors side. Han ville sikkert få brug for det. Allerede nu fristede det at finde en god drink at sluge hele nyheden med. Men det var nødt til at vente; han kunne ikke med god samvittighed gøre det nu, selv om at det virkede til at Marietta var faldet til ro igen. Måske skulle han bede Callum om at tage ud med ham senere. Det ville måske også hjælpe lidt at få talt om det med hans bror, og måske havde Callum et andet perspektiv som ville hjælpe. Han kunne håbe. Men først senere.
”Yeah… Det er sandt.” medgav han alligevel på hendes spøg. Hendes hænder på hans arme føltes beroligende, som det ikke virkede som om hun trak sig fra ham endnu. Han betragtede hende tavst, mens han forestillede sig de kommende måneder, når hendes graviditet ville blive tydelig. Om hun mon ville stråle sådan som man altid sagde gravide kvinder gjorde. Han håbede det. Og han håbede virkelig at han ville have det bedre med det hele, når den tid kom.
Endelig lænede han sig forsigtigt tættere på hende og fangede hendes læber i et let kys, som til dels var ment som en beroligelse og en forsikring om at han ikke bar nag overfor hende. ”Hvordan… Hvordan har du det med det hele?” spurgte han tøvende. ”Er du okay?”

[Deleted]

Ganske let, gav Marietta slip på Castor. Et lille suk gled over hendes læber og prøvende nikkede hun, selvom hysteriet stadig sad hende lidt i halsen. Hun tog en dyb indånding, åndede tungt ud og flyttede sig så alligevel lidt fra ham. Selvom det var rart at være lidt tæt…var det også rart at få lidt afstand på. Skalaen af, hvor vred eller frustreret han måtte være, kendte hun trods alt ikke til og den ville hun også gerne respektere, skulle han bruge noget plads. Lige nu, syntes luften bare enormt tung og ikke mindst tyk af frustrationer fra dem hver især. Alligevel gengældte hun hans korte kys. Hun nikkede forsigtigt på trods af at hun ikke var sikker, hvorvidt hun mente sit svar og stille rettede hun lidt på en af sine mørke lokker, som hun førte om bag øret, før hun vaklede et lille skridt baglæns. ”Ja…Jeg tror bare vi…hver især måske skal tænke lidt.” Mumlede hun prøvende, som hun fugtede læberne lidt og bevægede sig om på den anden side af køkkenbordet igen. På trods af at hun tydeligvis prøvede hårdt på at tage sig sammen, var det dog tydeligt at hun stadig var ked af det. At følelserne lige nu, i den grad også sad udenpå tøjet.

[Castor Morgan]

Tænke… Jo, det var måske hvad der skulle til. Det ville hjælpe, at have tid til at finde ud af hvordan man skulle angribe det her. Så meget det nu end ville hjælpe. Der var næppe noget i hverken hans eller Mariettas tanker, som ville få hende til at ændre mening om barnet. Så meget som han vidste at hun havde ønsket sig et barn, havde han ingen tvivl om at hun havde tænkt sig at beholde det, med eller uden ham.
”Jeg tror det er en god idé.” istemte han i en dæmpet mumlen. Han kunne tydeligt se på Marietta at hun stadig var dybt påvirket af det hele. Hun kæmpede for at holde sig stærk, men han kendte hende efterhånden ret godt, efter de måneder de efterhånden havde været sammen. Han kunne snart læse hende som en åben bog – han havde faktisk troet at han allerede kunne, havde det ikke været for overraskelsen hun lige havde serveret ham. ”Måske… måske skulle jeg kontakte Callum. Snakke med ham, se hvad han tænker om det.” Han havde alligevel ment at mødes med sin bror igen snart. Det var flere uger siden han var flyttet ud, men sidst han havde hørt fra ham boede han for tiden i en kro i Hogsmeade. Det var vel et skridt op fra at bo i sin brors sofa. ”Hvad med din familie?” spurgte han hende med ét. ”Har du fortalt dem om det?”

[Deleted]

Stille og roligt, gav Marietta sig til at rydde det rod op, som hun før havde efterladt i vasken. Hun lod de mørke øjne hvile frem for sig, som hun fumlede rundt og ganske let sukkede hun ved Castors ord om Callum. Kunne han dog ikke bare…finde ud af, hvad han ville, uden at inddrage hende? Hun havde ikke brug for at vide, at han behøvede den umodne lillebrors mening. Tværtimod, frygtede hun at Callums mening blot ville gøre ondt værre i denne sag. Hun skævede derfor også bare op imod Castor, som hun mumlede: ”Det kan du jo gøre som du vil….Du er en voksen mand…Det behøver du vel næppe min mening om.” Tonen var en smule spids, men hun lod sig ikke mærke synderligt deraf. Han måtte vel kunne forstå at det også var svært for hende? Blikket faldt igen og som alle kartoflerne igen lå i gryden, lagde hun låg på, før hun flyttede den over på en briks. ”Nej.” Svaret var køligt. En smule afmålt. ”Hvad ville du have jeg skulle fortælle dem? Jeg er gravid, men jeg er ikke sikker på at Castor skal være en del af det?”

[Castor Morgan]

Hendes ord stak som en syl i ham. Det var jo heller ikke fordi Castor var blind for hvor hårdt Marietta havde det – han havde for pokker lige stået og holdt om hende mens hun græd ind i hans skjorte, mens han satte sine egne tanker omkring det hele til side. Han kunne ikke undgå at føle sig en smule urimeliggjort af hendes kolde tone, men han bed det i sig. Han mindede sig selv på at hendes hormoner sikkert ikke ligefrem hjalp hende på det her tidspunkt. Hun havde gået frem og tilbage mellem at være kølig og distancerende til at være emotionel og deprimeret hele den sidste uge. Nu vidste han i hvert fald hvorfor.
”Jeg spurgte bare.” Han havde ikke ment det, men ordene lød en smule mere spidse end han havde tænkt det til. Et sted havde han måske også forventet at hun havde delt nyheden med nogen, men hun havde tydeligvis valgt at holde det for sig selv, i hvert fald indtil han havde fået det ud af hende.
Han åndede tungt ud før han begav sig over til hende igen, men han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle sige til hende. Men noget skulle han sige! ”Det ordner sig, Mari.” forsøgte han sig beroligende. Han havde bare brug for tid til at tænke over mange ting.

[Deleted]

”Hrrmm..” Mari rynkede en smule på næsen. Hele situationen var bare enormt aparte og underlig. Mystisk, som stemningen i deres fælles hjem havde taget en uventet drejning, der uden tvivl ville få stor betydning og ikke mindst indvirkning på deres fælles hverdag. Ganske let, skævede hun op imod ham, som han nærmede sig hende og atter forsøgte at berolige hende. – Ikke at det hjalp det fjerneste. Et suk undslap hende således og hun nikkede så ellers bare over imod den fisk hun havde sat i oven. ”Jeg går ud i bad…Gider du holde øje med fisken?” Spørgsmålet var tydeligvis retorisk. Hun forventede egentlig ikke noget svar..Som de stod lige nu, havde hun bare brug for at være sig selv lidt. – Ikke at skulle forholde sig til andet end sig selv og de overvejelser hun selv måtte gøre sig omkring sin graviditet. Dermed bevægede sig ud på badeværelset, for at lukke døren efter sig.

//Out