Old friend

[Deleted]

Tid; d. 26 Februar kl 23.15
Vejr: Blæsende og køligt
Tråd til Andrew Thomas




Arbejdet havde nu fyldt alt for meget i Benjamins liv på det seneste. Han stod til rådighed stortset hele døgnet rundt, og det tog på hans humør. Hans broder hang stadig i hans tanker, selvom han nok vidste at han ikke kunne ændre på noget.



En klient havde bedt ham om at møde op på et værtshus fordi hans liv var faldet fra hinanden den aften, men da Benjamin var dukket op, var manden ingen steder at spore. Han blev lettere irriteret og satte sig på en bænk udenfor i det kolde vejr. Blæsten legede blidt med hans hånd, mens han trak jakken op om sig for at holde på den varme han nu havde. "Forbandet.." hviskede han for sig selv og tog en slurk af den kop discount kaffe han havde købt på en mugglercafe som havde åben døgnet rundt, den smagte forfærdeligt, men det var bedre end ingenting.

[Andrew Thomas]

Selvom Andrews liv var ved at blive en anelse mere stabilt, så havde han stadig ét lille problem: Alkoholen. Den havde valgt at løbe løbsk med ham og nu var det gået nok over gevind til, at han sad en onsdag aften på en bar og drak. Igen. Havde havde arbejde dagen efter, men han havde nåët til det punkt, at han bare ikke kunne afholde sig helt 100% fra det. Det var bare én stor, ond cirkel og nu var han træt af det, frustreret på sig selv over hvordan han ikke var i stand til at stoppe det store forbrug.

Det var også netop grunden til at han, halvfuld, valgte at forlade baren, snublende på dørtrinnet, hvorefter han dog alligevel formåede at fange sin egen balance, som han kiggede lidt rundt. Han ville jo helst gerne hjem hurtigst muligt, men der var mugglere rundt omkring, så at spektral transferere var bare helt ude af billedet. "Pis," mumlede han let for sig selv, før han ud af øjenkrogen fik øje på en mand der sad og kukkelurede for sig selv. Ikke blot en hvilken som helst mand dog, for selvom der næsten var gået 10 år siden han sidst havde set personen - og selvom han var fuld - så genkendte ham han straks: Benjamin. Og det første der gik op for Andrews lettere beduggede hjerne var, at bingo! Han var sjovt nok bedugget. Og han huskede vagt, hvordan Benjamin havde det med alkohol.

Men Andrew havde et behov for at undskylde over for sin gamle ven for at have smidt al kontakt ud af vinduet, og nu havde det jo også begge to allerede set hinanden, så det gav bare ingen mening at gå sin vej nu. Det ville grænse sig mod virkelig uhøfligt når alt kom til alt. Uden tøven gik han derfor hen og satte sig ved siden af sin gamle kammerat. "Længe siden, Ben," hilste han i en afslappet, men egentlig også lidt nervøs tone, som han halvt vendte sig mod sin ven, stadig siddende.

[Deleted]

Benjamin var opslugt af sine egne tanker om fortiden. Han var stadig skræmt over den måde han havde kæmpet for sin bror på men ikke havde opnået det resultat som han gerne ville. Mange ville nok mene at han skulle tag og komme videre med sit liv. Det var bare så hårdt.

Benjamin havde ikke så meget imod menneskemængden der var omkring ham, men det som gik ham på var at det var en masse fulde mennesker som enten var på vej hjem, eller på vej forbi en café eller andet så de kunne få en snak med hjem. Det var derfor overraskende at Benjamin pludselig hørte en stemme som virkede utrolig velkendt, og dog ikke. Det fik ham til at slå blikket op mod lyden, Det var Andrew. En tidligere ven fra Hogwarts som havde gået på årgangen under ham på Ravenclaw. Det var dog med et skævt smil. Andrews balance var ikke helt i toppen og det var ret tydeligt at han var beruset, hvilket var overraskende for sidste han havde hørt til Andrew var at han var igang med at rejse jorden rundt.

Han valgte dog at sende Andrew et smil, dog måtte han trække sit ansigt lidt væk fra Andrew eftersom han stank af alkohol. "Det må man sige Andrew" konkluderede han stadig med et skævt smil på læben. Andrew vidste hvordan Benjamin havde det med alkohol, derfor var det ham en stor overraskelse at han faktisk opsøgte ham. Han rystede en smule på hovedet og sendte derefter det velkendte smil.

"Du har vidst fået lidt for meget her til aften?"

Bare at stille det spørgsmål gjorde ondt på Benjamin eftersom det vækkede en masse følelser i ham. Specielt Andrew burde vide hvordan Benjamin havde det med alkohol. Det fik Benjamin til at tænke på dengang hvor han var kommet tilbage på Hogwarts med blå mærker over hele kroppen efter faderens alkorus. Andrew havde set hvor knækket Benjamin var, og Andrew havde været en stor støtte for ham dengang. At han var faldet i kløerne på alkoholen var trist..

[Andrew Thomas]

Det så ikke umiddelbart ud til at Benjamin fik det dårligt ved synet af en fuld mand, men Andrew var altid super-opmærksom på folk omkring ham og hvordan de havde det. Man kunne næsten kalde ham for over-empatisk på det punkt og selv i sin fulde tilstand kunne han sagtens opsnappe, at Benjamin rykkede sig en anelse væk - helt sikkert på grund af den lugt af alkohol, der hang i luften. Det gav med det samme Andrew super dårlig samvittighed, især da Benjamin også kommenterede på det, dog stadig smilende. Men det var bare desværre ikke nok til at forsikre Andrew i, at han ikke havde gjort noget forkert ved at opsøge Benjamin til at starte med. Det var damning forkert, især med Benjamins fortid taget i betragtning.

"... Ja," lød det tøvende, noget mere reserveret fra den fulde tidligere Ravenclaw elev som han selv gjorde sit for at holde en respektfuld afstand, primært ved at kigge væk og derefter klø sig lidt akavet i nakken. "damn.. Undskyld, jeg skulle have hevet fat i dig på et andet tidspunkt.. Jeg skal nok gå hvis det er," skyndte han sig at undskylde, næsten faldende over sine ord. Det var tydeligt for enhver at se hvor meget hans dårlige samvittighed tyngede ham ned. Han var jo nærmest på grænsen til panisk.

[Deleted]

Benjamin lagde forsigtigt en hånd på Andrews skulder og gav ham et blidt klem. "Ingen skade gjort Andrew." smilet bevarede han stadig mens han betragtede ham. Det var nu blevet Benjamins job at spotte den mindste detalje, også noget som lå til ham personligt. Og det var ret tydeligt på hele hans fremtoning og toneleje at der var mere bagved den fulde facade som han viste lige nu. Han skænkede kort sin far en tanke før han hurtigt fik sine tanker over på mange af de minder han havde med Andrew fra Hogwarts. Og det fik ham til at smile endnu bredere end før.

"Hvornår er du kommet hjem?? Jeg troede ikke du var færdig med at rejse endnu, sidst jeg hørte fra dig, var det dit livs bedste beslutning??" Han så en smule forvirret ud og tog en slurk af sin discountkaffe.

Efter at Andrew var kommet hen til ham var det som om han glemte sine egne problemer lidt. Han ville ikke presse Andrew til at straks spytte sin problemer ud, det var jo trodsalt næsten 10 år siden de havde set hinanden sidst. "Alkohol Andrew... Hvorfor?" han kunne dog ikke dy sig. Der måtte være mere bagved, det lå slet ikke til Andrews person at ty til den slags udover der var noget helt galt, men han var svær at læse.

[Andrew Thomas]

Andrew havde stadig sit blik slået ned mod jorden da han mærkede en hånd på sin skulder. Han så tøvende op mod Benjamin, der hurtigt fik nævnt at der ingen skade var sket. Men det var der jo! Han sad med en person der havde traumer når det kom til alkohol, en ting han godt var klar over, for han havde jo været der for Benjamin tilbage på Hogwarts. Og han havde måttet holde sit temperament i skak selv dengang, for at undgå at finde Benjamins far og stikke ham en ordentlig flad! Og det var virkelig også den tanke der kort sad dybt fast i hans sind på netop dette tidspunkt som hans blik mødte Benjamins. "Det var jo ikke bare planen at blive væk for evigt.. Jeg ehm.. Jeg kom tilbage for et par måneder siden, men så fik jeg den der sygdom der var i omløb i.. Du ved.. Vores samfund," den magiske smitte. Det havde været hæsligt. Yules havde været der for ham. Og nu var han der slet ikke for hende. Han undgik hende faktisk lidt. Mest fordi hun ville stikke ham en syngende lussing hvis hun vidste hvor meget han drak for tiden.

Det var uundgåeligt. Spørgsmålet dukkede stadig op på Benjamins læber og Andrew fandt at han havde lige så svært ved at besvare det, som han havde haft det sidste gang nogen havde spurgt. "Jeg... Der er bare.." Andrew stoppede sig selv kort. Han vidste ærligt talt ikke hvordan han skulle sige det. "Det går bare knap så.. Godt lige nu.. Men det er okay, jeg skal nok klare mig," han hadede at læsse af på andre. Selvom Andrew var en person der havde følelserne uden på tøjet, så var han også uselvisk nok til at han nægtede at overbelaste andre.

[Deleted]

Det gjorde ondt på Benjamin at høre hvordan han havde kæmpet mod den smitte som havde været i omløb, heldigvis havde Benjamin ikke selv fået den, men der var mange i hans omgangskreds som var blevet meget syge af den. Og hvis han havde vidst det, ville han til hver en tid også have hjulpet Andrew hvor han kunne. "Det havde jeg nu heller ikke regnet med. Selvom at rejse er rart, så er hjemme bedst som de kloge hoveder siger" han grinte lidt for sig selv og kiggede ud mod menneskemængden. Det var nostalgisk at sidde der sammen med Andrew og bare kigge på mennesker, og de nostalgiske følelser havde i den grad også overtaget hans tanker. Alle de gode tider på Hogwarts skyllede over ham som en tsunami der ikke kunne stoppes.

Han gav elevatorblikket til Andrew før han kastede en suk over sin læber. "Du ved bedre Andrew. Alkohol hjælper ingenting. Du ved... Nej..." Benjamin stoppede sig selv, han ville ikke skifte fokuset væk fra Andrew lige nu. Benjamins far skulle ikke have lov til at diktere hans samtaler længere. "Du kender til min fortid, og du ved at alkohol skader mere end det gavner. Det er en god virkelighedsflugt i øjeblikket, men de moralske tømmermænd samt fysiske skal nok indhente dig. Og jeg vil gerne være meget direkte overfor dig. Jeg kan ikke acceptere at du drikker. Jeg har ikke set dig i 10 år, men jeg vil ikke lade alkohol ødelægge det billede jeg har af dig. Det her er ikke dig Andrew"

[Andrew Thomas]

Andrew burde have forventet at få en verbal opsang omkring sit alkoholsproblem. Men det kom stadig som en overraskelse at Benjamin valgte at spille kortet alligevel og det rev igen i hans samvittighed, for han vidste, at Benjamin havde ret. Han drak gerne alkohol før også, men det havde aldrig taget overhånd på samme måde som nu, hvor han drak for at dæmpe det lort der gik gennem hans åndsvage hoved. Han kunne bare ikke kontrollere det længere og han kunne udelukkende give Benjamin ret i alt hvad han sagde. Det her var ikke ham overhovedet. Han var ikke den type der faldt under for noget som helst nogensinde. Han var altid den der hjalp andre og tog slagene mod sig selv i stedet for at lade andre lide unødvendigt. Han ville gerne tilbage til den gamle ham, men det var virkelig bare så pisse svært. Det hele var bare faldet sammen for ham.

"Jeg har heller ikke lyst til det!" udbrød han til sidst, måske lidt mere højt end først planlagt, nok til at han forskrækkede sig selv. Han tog sig til hovedet med begge sine hænder, som han kunne mærke frustrationerne begynde at rejse mod deres højdepunkt. "Ben.. Benjamin.. Jeg ved ik' hvordan jeg stopper det.." på den ene side kunne han sidde og drikke det hele væk. På den anden side kunne han se det hele i øjnene og være ulykkelig. Men så igen, han var også ulykkelig nu. Der var bare ingen god damning løsning på det her lort.

[Deleted]

Benjamin havde i den grad haft sit eget at kæmpe med. Hans lillebror Jessie var blevet dømt for et mord, som han havde begået pga. Faderens problem. Og dette havde gjort at Benjamins syn på alkohol var blevet mere ekstremt end det var før. Jessie havde brugt en utilgivelig besværgelse mod en skikkelse som han antog var hans far. Det havde taget meget hårdt på Benjamin at miste sin bror på den måde, mest af alt fordi det burde have været Benjamin som tog sig af det som den ældste.

"Hvis du ikke har lyst til det hvorfor gør du det så?" spurgte han meget direkte. Han kendte til en misbrugers tanker. Det var trodsalt det han arbejdede med til dagligt. Misbrugere havde det med at komme med mange undskyldninger og selvmelidenhed. Når alt kom til alt var det kun Andrew selv der kunne ændre på sin opførsel.

"Jeg er ikke ude på at slå dig oven i hovedet Andrew, men du er på et sidespor lige nu. Du ved hvad det kan eskalere til, du har set det på min egen krop efter ferien, hvis du husker? Benjamin bed sig lidt i læben, det var en meget tung ting at bringe op og det gjorde da også at det stak en smule i hjertet på ham. Det var på ingen måder fordi at Andrew skulle have dårlig samvittighed over hans misbrug, men han blev også bare nød til at vågne op til virkeligheden.

"Jeg siger det kun til dig som en ven Andrew, og du må selv vælge hvordan du tolker det. Du er alkoholiker. Du finder på undskyldninger konstant for at forsætte dit misbrug, i stedet for at stoppe op og mærke efter. Du drikker for at skjule de følelser du har indeni. Og en ting jeg kan fortælle dig. De forsvinder ikke så længe du ikke vælger at arbejde med dem. Du skal stoppe med at have ondt af dig selv, og så drop de dårlige undskyldninger.." det lød så hårdt når han sagde det på den måde. Men den måde Andrew var på talte virkelig imod alt hvad Benjamin stod for og den måde som han ødelagde sig selv på, ødelagde også Benjamin på en eller anden måde, for han ville på ingen måder se sin ven falde sammen på den her måde.

Han trak sin hånd til sig og kiggede ned i sin kaffe med et bedrøvet blik. Benjamin var ikke god til at vise sin følelser og slet ikke offentligt. Andrew var en af de mennesker som vigtigst for Benjamin da de gik på Hogwarts og selvom der ingen kontakt havde været i 10 år, så betød han stadig noget.

"Jeg vil ikke se på at du ødelægger dit eget liv Andrew. Det kan jeg ikke. Jeg har mistet hele min familie til alkohol. Jessie er i Azkaban på livstid, jeg har stortset ingen kontakt med min mor og slet ingen kontakt med min far. Tving mig ikke til at også skære dig ud af mit liv"

[Andrew Thomas]

Andrew rystede let på hovedet over Benjamins spørgsmål. Det var direkte nok til, at han ikke kunne svare på det uden enten at lyve eller lyde kryptisk. "Jeg.. Kan ikke forklare det," mumlede han i stedet opgivende, stirrende mod jorden igen. Men der skulle ikke meget til for at genskabe øjenkontakten. Ikke meget mere end at Benjamin nævnte eskaleringen og hvordan han selv havde set ud den dag efter ferien. Kroppen fuld af blå mærker. Efter hans alkoholiske far. Det havde været forfærdeligt dengang og det var lige så forfærdeligt at tænke på nu. Hvad der var værre var, at Andrew kunne ende sådan selv. Han risikerede at gøre skade på dem han holdt af. Inklusive Benjamin. Og det var bare så forkert og ulækkert at tænke på, at Andrew havde lyst til at tage en ekspres-billet direkte til Skt. Mungos så de kunne få al den skide alkohol ud af hans krop.

Han forholdt sig tavs og aktivt lyttende til alt hvad Benjamin havde at sige, lige indtil nyheden om Benjamins bror nåede hans øre. Andrew kunne ikke undgå at få sine følelser i klemme over det. Han kiggede omgående væk igen, som hans øjne blev let blanke. "Jeg... Jeg vidste ik' din bror var.." han kunne ikke engang få sig selv til at sige det. Det var bare så meget. Og her sad han og havde medlidenhed med sig selv og drak over det, når Benjamin tydeligt havde mere at deal'e med end et damning kærlighedsproblem. Det var jo decideret dumt!
"Vi skal op på Mungos.. Det skal væk, det skal ud af mig, lige nu," Andrew var ikke normalt typen der gik så meget i panik, men alt det her satte virkelig tingene i perspektiv. Han havde brug for at være der for Benjamin, ikke være en sølle mand som han var nu.

[Deleted]

Benjamin tænkte nok at Andrew ikke vidste så meget om det med Jessie. Det havde godt nok været i aviserne, men han havde højst sandsynligt ikke læst dem eftersom han var bortrejst. Og samtidig havde han ikke rigtig noget forhold til Jessie, og en ærlig tanke var jo nok også at Andrew ikke havde skænket Benjamin mange tanker mens han havde rejst, og det var gengældt. Deres venskab var gledet bort med tiden, men det var stadig lige så aktuelt som det var dengang de mødtes for første gang på Hogwarts. Andrew var en speciel person som man kun kunne holde af.

"Du kan ikke forklare det, fordi du endnu engang har en undskyldning. Jeg så din reaktion dengang efter ferien med min far. Jeg var blottet og mit forsvar var helt nede. Men alligevel fik jeg sat ord på de følelser jeg gik med indeni" han rystede på hovedet og hvilede sin pande mod sin håndflade. Det var ikke overraskende. Endnu et røgslør for at dække over de problemer som han nu end gik med i stedet for at 'tage tyren ved hornene' som man ville sige

Da emnet omhandlede Jessie kunne han mærke en klump i halsen. Det var et emne som var meget følelsesmæssigt for ham. Så han kiggede kort væk for lige at samle sig. "Mungos kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke vil hjælpes Andrew. Du bliver nød til selv at tage ansvar for dine handlinger. At bliver låst inde på en afdeling stopper dig ikke" han trak på skuldrene. Han havde hørt den her historie så mange gange fra sin egen far også, som altid brød sammen efter noget tid med alkohol, hvor han undskyldte for alt og tog på afvænning i en uge, for at komme tilbage til de samme rutiner. Ændringen skulle ske indefra, og ikke med påvirkning udefra.

Benjamins kaffe var blevet kold og menneskemængden var begyndt at tynde en smule ud, eftersom det var begyndt at blive lidt sendt, samt køligere. Benjamin følte sig en smulte ambivalent da meget af det han sagde lige nu virkede som et personligt angreb mod Andrew.

[Andrew Thomas]

Andrew tog sig igen til hovedet. Det var tydeligt, at Benjamin misforstod ham. Det var ikke en undskyldning. Det var udelukkende fordi det her ville blive et reelt problem hvis han sagde det højt til nogen som helst. Det ville blive gjort mere virkeligt. Og det havde Andrew ikke overskuddet til. Han kunne slet ikke håndtere det, bare når det var i hans eget hoved. Men han havde intet ønske om at skabe en konflikt. Så hellere lade det være som det var. Måske var det også lidt alligevel en dårlig, dum undskyldning, især sat i perspektiv med andres meget større problemer. Andrew var en overlever, han kunne fandme godt håndtere det her!

Skt. Mungos delen blev også misforstået. Han ønskede ikke at blive låst inde nogen steder overhovedet. Han ville bare have alkoholen væk. Både så han kunne have en rationel samtale med Benjamin og så han kunne starte op på en frisk og undgå at drikke mere. For good. Og for evigt. "Der er en person... En.. En ven.. Som jeg er virkelig.. virkelig forelsket i.. Hun skal giftes nu, og jeg.. Jeg tror også at hun måske.. Måske har følelser for mig... Det er et damning rod, Benjamin.. Jeg har ikke været til nogle af de invitationer der er blevet sendt.. Jeg har ikke kontaktet dig heller.. Jeg har været en kæmpe klaphat, lige som da jeg syntes det var verdens bedste idé at nikke skaller til hver eneste tromle i Quidditch.." det hele røh ud af ham, som han ubevidst kradsede sig let over skulderen, der stadig bar ar af præcis den grund til at han ikke havde bibeholdt kontakten til sine kammerater så godt som han burde have gjort det. "Det er bare så damning trivielt i forhold til det du har gennemgået.. Hvordan kan det være så latterligt at drikke på grund mit dumme lille hoved?" der var ingen selvmedlidenhed, kun forvirring over hvordan han havde kunnet lade det tage så meget overhånd. Det var jo dumt. Det var let for alle og enhver at se, åbenbart med undtagelse af Andrew selv.

[Deleted]

Det var på ingen måder Benjamins opgave at dømme hvorvidt de ting som Andrew gik igennem var slemme eller ej. Hans følelser havde uden tvivl ladet følelserne overtage hans liv, hvilket også forklarede hvorfor han var havnet i den situation han var havnet i. Dog var han stadig meget uforstående overfor det han gik igennem for han forklarede jo faktisk selv at han var forelsket i en kvinde som skulle giftes, hun kunne jo på ingen måder gengælde det han følte. Men på den anden side kunne Benjamin også mærke hvor ked af det Andrew var.

"Jeg..." Benjamin stopppede sig selv før han udtalte sig, han skulle passe på med hvad han sagde lige nu. Hans signaler kunne være meget mikset. Han vil ikke trampe på Andrew, men han vil heller ikke gøre ham en bjørnetjeneste. "Mungos er ikke løsningen.... Du får det i det papir... som følger dig resten af livet.." han sukkede en smule og hvilede igen sin hånd på Andrews skulder. Han sendte ham et smil og klemte den. "Jeg arbejder til dagligt som Mentor på et Afvænningscenter... Kom hjem til mig. Sov på min sofa i nogle dage indtil du er klar til at tage hjem. Og så holder jeg øje med dig.." Andrew skulle også vide at selvom Benjamin var dybt modstander af det han gjorde mod sig selv lige nu, så var han der stadig som hans ven.

"Det er ikke en konkurrence Andy, dine problemer er lige så vigtige og aktuelle som mine er, om det så er det mindste problem i verden." igen sendte han et varmt smil for at sikre sig at han ikke blev misforstået på nogle måder.

[Andrew Thomas]

Andrew følte sig totalt håbløs. Tabt bag en vogn. Absolut screwed over. Også selvom det ikke var særlig slemt. Han tog sig igen til hovedet, lænende sine albuer på benene, så han næsten var krøllet helt sammen, givende sig selv lille bitte smule tryghed, indtil han igen mærkede Benjamins hånd om sin skulder. Tilfældigvis var det også den der nær var blevet bidt i småstykker, men det var ikke det store problem. Han gav et lille ryk fra sig, men gjorde derudover intet for at rykke sig væk eller lignende. Det gav ham kun ekstra komfort på dette tidspunkt hvor han vitterligt var på bristepunktet.

"Okay.. Okay, det.. Vent, er du sikker? Jeg vil ikke være en byrde," Andrew kiggede langsomt op på Benjamin, stadig dybt bedrøvet, men med et lille glimt af håb i hans brune øjne. Han havde ikke mistet Benjamin som ven. Benjamin var her stadig. Måske det hele alligevel nok skulle gå?`Med mindre han endte med at damne det hele up igen.
"Skal vi så ikke ta' hjem nu?" han havde ikke rigtig den store lyst til at tale mere om sine problemer mens han var fuld som nu og hans følelser var tæt på umulige at holde styr på.

[Deleted]

Det var ikke svært for Benjamin at læse Andy lige nu. Han var ødelagt og kunne ikke holde til mere modgang. Det forstod Benjamin mere end nogen andre. Han havde flere gange siddet på klippekanten ved den irske kyst fortabt i et dybt skænderi med sig selv om han skulle hoppe eller ej, det var den mest forfærdelige følelse at sige med. Ingen skulle nogensinde føle at livet ikke var værd at leve.

Benjamin lod sin hånd glide ned på hans ryg, mens han tegnede cirkler på Andys ryg for at trøste ham "Hey... Andy... Jeg vil aldrig tilbyde dig det, hvis jeg mente du var en byrde. Det vil være super hyggeligt og det kunne vække en del minder frem fra vores tid på Hogwarts" Det var dog med et skævt smil han tilbød det, men det viste han ikke til Andy, han havde ikke behov for tvivlen lige nu. At have en alkoholiker under sit tag var noget han aldrig havde regnet med.

Han rejste sig op og tilbød sin arm til Andy hvorefter han gik mod den nærmeste gyde. "Det her kommer bestemt ikke til at være sjovt" et kækt smil bredte sig på Benjamins læber før et kæmpe drøn kunne høres. Samme tid føltes det som om deres navler blev trukket ud, mens de sussede gennem tid og rum, inden de vidste det stod de midt i en lille stue der kun var oplyst at lyset fra gadelygterne. Benjamin orienterede sig hurtigt og trak sin stav. "Accio Spand" hviskede han hurtigt og på samme tid kom der en gul gnist fra hans stav, og med det samme kom en spand flyvende over til Andrew.

"Jeg ved godt det ikke er særlig stort. Men jeg tænker det er bedre en alternativet" sagde han med et lidt skamfuldt blik. Man ville jo nok tro at et karrieremenneske som Benjamin ville bo i en stor lejlighed, men det var ikke sagen. Han havde en lille 2 værelses lejlighed, med et køkken og badeværelse. Hjemmet var pænt og oprydet, det var dog tydeligt at det var en mand der boede der og ikke en kvinde. Det kunne ses på de mørke men varme farver som strålede maskulinitet fra sig.

Han slap først Andrews arm efter han havde ført ham hen til sofaen. "Jeg tænker du kan sove i sengen, og så tager jeg sofaen, de næste par dage kommer ikke til at være sjove. Jeg kan lige så godt advare dig nu. Jeg har dog kun 1 regel" han stoppede kort og satte sig selv ned, han ville ikke lyde som en sur gammel mand. "Ingen alkohol.." sagde han og kiggede væk. Han ville ikke fokusere så meget på hvorfor Andrew var hos ham, kun hvis han selv ville snakke om det. Det skulle komme fra Andrews hjerte selv, det skulle ikke trækkes ud af ham.

Benjamin rejste sig og forsvandt ud i køkkenet hvor man kunne høre ham rumstere med noget porcelæn og inden længe kom han tilbage med et stort glas vand.