Old friend

[Andrew Thomas]

Den komfort som Benjamin gav Andrew, samt de virkelig motiverende, flinke ord, var nok til at Andrew endte med at fælde et par tårer - selvfølgelig mandige tårer - som han dog hurtigt fik tørret væk. Han var ikke interesseret i at græde mens han var fuld. Det skulle være i ædru tilstand, hvor det kom ordentligt fra hjertet. For Andrew havde ikke noget imod at græde over for andre, det var virkelig en lille ting for ham. "Ja.. Minder.. Jeg ku' godt bruge gode minder," mumlede han lavt, før han sendte Benjamin et yderst taknemmeligt blik. Ord var ikke nødvendige. Det hele var i hans øjne, den store tak han egentlig gerne ville sige højt, men som var bedre sagt uden at sige det reelt.

Med Benjamins hjælp og støtte kom de til gyden. Andrew vidste ikke helt hvad der skulle til at ske, han regnede ærligt talt med en taxi - for han var opvokset med mugglertransport - så da de pludselig blev trukket ubarmhjertigt igennem luften til Benjamins lejlighed, skabte det total urøre i hele Andrews krop der brokkede sig over den pludselige bevægelse. Hans ben begyndte at ryste og hans mave vendte sig meget ubehageligt. Og det virkede til at Benjamin havde opdaget det, for pludselig havde Andrew fået en spand i hænderne. Hans ansigt havde taget en meget hvidlig farve i stærk kontrast til hans ellers naturlige glød, men han nægtede pure at kaste op lige her, foran sin ven. "Min har to etager.. Men den er heller ikke så stor," forklarede han lettere anstrengt med et lige så anstrengt smil. Alting snurrede rundt og var bare virkelig ubehageligt.

Så snart de nåede sofaen, dumpede Andrew ned på den, lettet over at han ikke behøvede at bruge sine gelé-agtige ben længere. Han stillede spanden fra sig på stuebordet og lænede sig forover, lidt på samme måde som før, uden for på bænken, denne gang mere grundet hans totale ukomfort. "Ingen alkohol.. Modtaget," gentog han lidt hurtigt. Jo mere han talte, jo mere kvalme steg ham til hovedet. Men han brød sig overhovedet ikke om at kaste op foran nogen som helst. "Jeg kan godt tage sofaen," Andrew ville stadig ikke bebyrde Benjamin unødvendigt. Det var ikke hans seng eller hans lejlighed. Det var Benjamins. Og Benjamin skulle have lov til at sove godt.

[Deleted]

Benjamin kunne ikke lade være med at smile lidt over den måde Andrew prøvede at bevare sin mandighed på ved at skjule det han skulle kaste op. Han var jo hvidere en Sir Nicholas! "Som du vil" sagde han kort og rejste sig fra den brunelæder stol der havde et hvidt fåreskind på sig. Der gik ikke længe før han kom tilbage med en stor dyne og et par puder til ham. "Der er mad i køleskabet, du tager bare. Ja tv'et virker også.. Føl dig hjemme, og sov godt så snakker vi imorgen." han afleverede puderne og smed dynen ved siden af ham som desuden var foldet fint sammen. Benjamin havde det med at gå ned i den mindste detalje.

Benjamin forsvandt ind på hans værelse, og lige den nat fik han ikke lukket øjnene. Når hans krop endelig opgav til søvnen vågnede han i et sæt. Et sæt han kendte alt for godt. Et sæt han fik hver eneste gang han mærkede sin fars kolde knytnæve mod sin krop. En handling der nok ville følge Benjamin resten af livet. Hans far havde virkelig ødelagt ham. Og drømmene ville bare ikke forsvinde. Det gjorde også at Benjamin flere gange vågnede op gennemblødt i sved, fuldstændig i panik, inden Benjamin vidste det begyndte solen så småt at stå op.

Benjamin sprang ud af sengen og slyngede sin morgenkåbe omkring sig. Da han kom ud i stuen var Andrew stadig helt væk, han skulle vel sove sin rus ud? Det gjorde ikke Benjamin noget han kunne bruge sin morgen på at lave lidt arbejde hjemmefra, samt forberede et fabelagtigt måltid. Der manglede ingenting. Der var æg, bacon, brød, ost... ja alt hvad hjertet kunne begære. Han fik båret det ind i stuen og fik dækket op uden at vække Andrew og bare for en god nostalgisk skyld fandt han 2 grydelåg frem og begyndte at hamre den mod hinanden ved siden af Andy... "SÅ ER DER MORGENMAD!" råbte han højlydt mens han knækkede sammen af grin.

[Andrew Thomas]

Så snart Benjamin flyttede sig og gav Andrew adgang til både puder og dyne, begravede han sig under begge dele til det eneste der stak ud var et par enkelte totter af hans krøllede, sorte hår. Nu skulle al fuldheden bare forsvinde og aldrig komme tilbagge igen. Han faldt meget hurtigt i søvn men som altid når Andrew enten var alt for fuld eller havde haft en dårlige episode, så var hans drømme plaget af dybe mareridt. Dette var tilbage fra hans jordomrejse.

Det var ikke engang en særlig stor drage, men den overraskede ham, som den havde overrasket hans mere erfarne makker. Ild, blod, smerte, mørke. Og et hospital, healere der var tæt på at amputere en arm, som Andrew ikke ville af med. En af hans værste frygter: At ende som invalid, have brug for hjælp konstant. Det var lige så grimt som alle de mange andre gange han havde drømt om det.

Drømmen simrede langsomt ud til hans søvn bare blev et dybt mørke som han først vågnede da en larm uden lige opstod lige ved siden af ham, sammen med en højtråbende stemme. Han vågnede med sit livs største chok fordi han først var komplet overbevist om at det var en drage, formåede at vikle sig ind i dynen hvorefter han væltede ned af sofaen med noget af et rabalder, øjne der var vidt åbne og et ansigt der lignede at han skulle til at kæmpe for sit liv igen, før han fik øje på Benjamin der stod med to grydelåg. Forvirringen var dog stadig ikke væk. "Ahva'!? Hvor er branden!?"

[Deleted]

Benjamin kunne virkelig ikke holde sit grin tilbage. Andrews ansigt var 'priceless' og hans forvirrende tale gjorde det bare endnu sjovere. "Ingen steder men hvis du venter meget længere bliver morgenmaden kold." det var helt bevidst at han serverede morgenmad så tidligt. Andrew ville højst sandsynligt nok have tømmermænd, og vil nok ikke være på toppen, men det var en ny dag og starten på hans ændring.

Det tog ikke Benjamin lang tid at finde vej til spisebordet som var fyldt med mad. Det første Benjamin dog skulle have var hans sorte kaffe. Når han fik den var han altid klar med godt humør til en ny dag. Benjamin havde heldigvis en chef der forstod hvilken situation han stod i, så han havde taget fri for at kunne tage sig af Andrew. Efter kaffen var blevet øset op, gik han igang med maden, og til sidst kunne der ikke være mere mad på hans tallerken.

"Hvordan har håret det idag?" spurgte han mens han tyggede sin bacon. Andrew lignede bestemt ikke en der var helt vågen endnu, men kunne han også 'blame' ham for det? Han havde tømmermænd og blev vækket med 2 grydelåg. Det var stadig ikke helt lyst udenfor, det var nærmere en mørk orange farve, så klokken var ikke mere end 7.

Det var en smule underligt at vågne denne morgen for det var længe siden at Benjamin havde haft nogen til at overnatte, og han var vant til at kun være sig selv og bare tage på arbejde hver dag. Så det var faktisk utrolig rart med en ændring. Dog var han en smule bekymret for Andrew, for alle vidste at når man var fuld var det nemmere at snakke om ting, og lige så snart man var ædru trak man det hele tilbage igen.

[Andrew Thomas]

Andrew var stadig helt rundt på gulvet. Både figurativt og bogstaveligt. Han var stadig viklet totalt ind i dynen, og han havde et stort behov for at tage et bad. Der var intet værre end at falde i søvn fuldt påklædt, i fuld tilstand og derefter også have mareridt. Alting var bare øv lige nu. Han gned sig i tindingerne og lænede sig tilbage mod sofaen da brandalarmen tydeligvis var afblæst. Det her ville blive en hård dag. For nu hvor han så småt begyndte at vågne, meldte hovedpinen også lige så stille sin modbydelige entré.

Det tog Andrew lidt længere tid at finde frem til madbordet. Først var han nødt til at få sig selv viklet ud af dynen. Derefter var der det utaknemmelig job i at komme op at stå mens ens krop bare føltes som om at den vejede mere end 10 tons. Men han var der da til sidst, hår strittende ud til alle sider og et træt, lettere åndfraværende udtryk i ansigt da han dumpede ned i stolen over for Benjamin med en lav, træt lyd der godt kunne minde om et gab. Så snart duften af mad nåede hans næsebor, var han dog hurtigt over den, bacon, æg og alt det andet.

"Jeg ved det.. Det sidder af helvede til," besvarede han Benjamin uden at have fanget talemåden, før han klaskede sig selv for panden. "Du mente håret.. Deeet.. Kunne nok godt have været bare... Lidt bedre," alt taget i betragtning var tømmermændene faktisk ikke sindssygt slemme. Han var bare virkelig træt, specifikt emotionelt og han kunne sagtens huske hvorfor.

[Deleted]

Benjamin betragtede Andrew som han nærmest kravlede op til bordet som en såret løve. Eller løve kunne man nok ikke kalde ham lige nu. Nærmere en såret hundehvalp. Han tog en slurk af kaffen og bladrede i sin avis som havde de samme nyheder som dagen før. De samme probler, en ny dag. Som om at hele verden stod stille. Hvis der ikke var politisk ballade, så var der ballade med tilhængere af mørk magi.

"Du ligner en husalf med det hår" grinte han mens han tog en bid af sit brød med ost. "Jeg har taget fri for arbejde de næste par dage så vi kan få dig ovenpå" det var ikke rart at skulle komme ind på emnet direkte fra morgenen af, men det var også vigtigt for Benjamin at holde Andrew i den gode udvikling han havde startet dagen inden. Han kiggede ned i kaffe kort og rørte rundt. "Ved Nat godt du er tilbage?" hans ansigt var en smule frosset og virkede en smule mere seriøst nu. Han havde som sådan ikke følelser for Nat længere, men hele måden det var sket på for de år tilbage gjorde da ondt, og gensynet med Andrew havde kun vækket de følelser igen. Det var ikke noget som Benjamin ikke kunne håndtere, han havde bare ikke regnet med at de var der.

"Kaffe?"

[Andrew Thomas]

Andrew var virkelig ikke bleg for at spise til at ville gå i en madkoma. Han var ikke typen der fik dårlig mave af ingen ting når han havde tømmermænd, tværtimod. Faktisk var han en relativ heldig gut. Måske lige med undtagelse af trætheden og hovedpinen. Og alt det andet følelsesmæssige øv-værk.
"Tak... Du ligner en Jedi i den morgenkåbe.." gav han igen. Om Benjamin ville forstå referencen betød ikke så meget. Andrew kendte godt til Star Wars og det var nu engang det vigtigste. Dog blev jokes'ne hurtigt vendt til seriøsitet som Benjamin forklarede at han havde taget de næste par dage fri for Andrews skyld. Hvilket betød at Andrew også ville blive nødt til at tage de fridage han havde sparet op igennem flere års arbejde, næsten 24/7.

Han rømmede sig hurtigt ret akavet og kiggede mod noget andet end Benjamin fordi han følte et mindre knæk i sin stolthed som i forvejen var ret meget i stykker. ".. Tak.. Igen," fik han til sidst frempresset. Stilheden faldt over dem lidt igen, til Benjamin nævnte Nat og et lille smil brød frem. Han havde sågar set Nats baby, men det var ikke noget, han ønskede at tvære ud i Benjamins ansigt, så han valgte den neutrale, informative vej frem. "Yeah, jeg mødtes med hende før.. Well, at det her.. Det var også meningen at jeg ville hive fat i dig men så.. Ja, du ved," og stirrede igen fast alle mulige andre steder end mod Benjamin. Han rakte næsten automatisk ud mod kaffekanden for at hælde op til sig selv med et lille nik som tegn på at han sagde ja som han hældte op til sig selv. Kaffe ville gøre underværker en dag som i dag.

[Deleted]

Det var næsten ulideligt den akavethed der var i rummet lige nu, hvilket Benjamin ikke helt kunne forstå for i hans optik var de jo stadig de samme venner som de var dengang udover at der selvfølgelig var gået 10 år. "Så længe hun har det godt. Jeg mistede ikke kun kontakten med dig da vi gik ud af skolen. Det gjorde Nat og jeg også" det var egentlig ikke fordi han ville snakke for meget om det. Efter bruddet havde han fokuseret på sin karriere og havde droppet kærlighedslivet lidt. Men efter han var blevet ældre kunne han godt mærke at der manglede et eller andet.

"Du kan takke mig ved at få det bedre. Løfter har ingen betydning hvis der ingen handling er bagved, men jeg tænker du gerne vil have et bad og lige være frisk inden vi dykker ned i hvad fanden der skete med dig igår..." han bed sig kort i læben. Tanken om at Andy drak sig fuld gjorde ondt, men han var villig til at give ham en chance for at vise at han ikke var blevet et udskud som hans egen far.

Benjamin levede gerne efter at man startede en ny dag og lod gårdagens problemer liggende, men i dette tilfælde var det så utrolig svært bare at slippe. Hvad nu hvis Andy blev som hans far? Hvad nu hvis han bare fik nok en dag? Der var så mange tanker i hans hoved som han ikke kunne finde ud af, men han var sikker på når de fik talt det hele igennem så ville der komme en del svar.

[Andrew Thomas]

Andrew sendte Benjamin et lidt tamt smil. "Hun har det godt. Jeg skulle virkelig have været bedre til at holde kontakten," lige nu var drage-emnet lidt touchy fordi han stadig huskede mareridtet fra i nat, så indtil videre kom der ingen forklaring på det. Men det kunne nok skyldes den træthed der sad i hele Andrews krop som han drak af kaffen. Kaffe var ærligt talt det bedste i hele verden om morgenen.

"I know.." der havde også været en grund til at han slet ikke havde afgivet et løfte endnu. Det ville aldrig være nok, sådan var det bare. Han fik hurtigt tømt sin kaffekop, ivrig efter at få et varmt bad der kunne skylle både gårsdagens druk, fortrydelser og ubehag væk. "Jeg øhm.. Tager bare det der bad nu," langsomt fik han rejst sig. "Tak for mad," det smagte godt. Han ville have sagt det, men hans hoved var bare så proppet med alt muligt andet.
Så snart var ude på badeværelset blev alt tøj smidt og Andrew tog et relativt kort bad på 10 minutter. Håret sad noget bedre da han dukkede op i dørkarmen til badeværelset, kun ifært et håndklæde rundt om livet. "Benjamin? Du øh... Skulle vel ikke have noget tøj? Som jeg kan låne?" Ved hans venstre skulder var der en kaskade af ar der dækkede en god del af skulderen. De så lidt ældre ud, men som ved de fleste ar der blev forgiftede kunne de godt være noget pænere. Det her var ikke sindssygt pænt.

[Deleted]

Benjamin forstod udemærket godt han ville have et bad efter sidste dags ting. Han nikkede blot og smilede til ham mens han fjernede morgenmaden og satte sig i sofaen med tv'et tændt hvor Mugglernyhederne kørte i baggrunden.

Benjamin var ligeglad om han tog et langt eller et kort bad, det måtte han helt selv styre, selv elskede Benjamin at tage lange bade hvor han kunne lade tankerne få frit løb, så han kunne tage på arbejde med et klart hoved. Han smilede da Andrew komd ind, slet ikke forbavset over hans beklædning. "Ja selvfølgelig!" sagde han og rejste sig hurtigt for at finde noget tøj til ham.

Da han kom tilbage for at give ham tøjet stoppede han dog lidt op og så på hans skulder. Han lod sin finger følge arene let mens han betragtede dem som om det var kunst. Hvad end Andrew havde lavet, så var det voldsomt. Dog kunne Benjamin godt ane hvad der måske var sket, bare ved synet af arene. "Hvad skete der?" spurgte han med et lettere bedrøvet udtryk i ansigtet.

[Andrew Thomas]

Andrew blev lidt stående for sig selv mens Benjamin gik væk for at finde et sæt tøj til ham. Det var først da Benjamin dukkede op igen og hans ansigtsudtryk ændrede sig, at Andrew begyndte at få nervøse anelser. Hvad der var nu? Fingrene der gled let hen over hans ar fik ham til at stirre intenst ned mod sin egen skulder. Han havde lyst til at rykke sig væk, men samtidig var sket sket. Der var ikke rigtig nogen vej uden om. Han rystede let på hovedet. "En peruviansk vipertooth.. Min makker og jeg blev overraskede og den kom lidt for tæt på," han lød lidt mere distanceret som han forklarede det, hans hoved lidt et andet sted, hvor ilden var voldsom og blodet var over alt igen.

Han rakte langsomt ud og trak tøjsættet til sig. "Det mest ironiske er, at det var min første dag på jobbet.. Ish.." visse ubehagelige følelser krøb ind over Andrew og han trippede lettere rastløs på stedet, før han formåede at bryde sig selv ud af det dystre tankemønster. "Jeg kan godt forklare mere når jeg har fået tøj på.. Eller jeg.. Jeg kan prøve," indrømmede han til sidst alligevel, før han tog fat i døren ind til badeværelset, klar til at have en mindre flugt fra det hele. Bare lige... 5 minutter..

[Deleted]

Benjamin lyttede og tog fingrene til sig selv. "Det er jeg ked af at høre. Du har været heldig, du kunne have mistet dit liv..." hans toneleje var en smule bedrøvet, men Benjamin var selvfølgelig glad for at der ikke var sket mere end det. Selvom det nu var voldsomt nok i sig selv. Han rynkede en smule på næsen og åbnede et vindue så noget at dampen fra badet kunne slippe ud. I mellemtiden havde Benjamin også fået tøj på.

Benjamin blev igen fanget lidt i sine egne tanker. Han ville ikke presse Andrew til at fortælle ting som han ikke vil snakke om. Det vil kun skade ham mere end gavne ham. Men på den anden side følte han også at han skulle presse Andrew lidt, for ellers vil han bare falde tilbage i sine sikre zone, hvor der ikke blev håndteret de her følelser og tanker. Han kendte alt for meget selv til det med at føle sig fanget i et fængsel af sine egne følelser. Til sidst vil man acceptere den situation man sad i, fordi frygten for det ukendte havde groet sig fast.

Benjamin nød faktisk også det at have fri for engangsskyld. Det skete efterhånden så sjældent netop fordi han ikke havde noget at komme hjem til, så kunne han jo lige så godt bruge sin tid på arbejde og tjene nogle ekstra penge, han manglede dog ikke noget. Han var ikke rig eller fattig.

[Andrew Thomas]

Andrew forholdt sig bomstille som respons til at Benjamin nævnte at han kunne have været død. Hans blik var dog dybt alvorligt, og signalerede nærmest, at det var hvad der næsten var sket, som Benjamin havde nævnt det. Uden at sige mere, låste han sig inde på badeværelset igen. Han havde lige nøjagtig nok omtanke til også at åbne vinduet inde i badeværelset før han skyndte sig at få tøj på. Det der tog mere tid var en stirren fra hans spejlbilledet, som han godt vidste havde oprindelse hos ham. Han stirrede på sig selv i flere minutter i total stilhed før han så sit eget ansigtsudtryk ændre sig til et smertefuldt ét. Han kiggede omgående væk, vred på sig selv. Han havde ladet sig selv nå hertil fordi han troede at han kunne have klaret det hele uden nogle former for hjælp.

Det tog al Andrews vilje at trække sig væk fra spejlet og over til døren der langsomt blev låst før han tog et dybt åndedrag for at forberede sig selv på risikoen for at han ville være nødt til at tale mere om det. Han havde ikke i sinde at holde tilbage med det længere. Han dukkede langsomt op i døråbningen hvor han stadig virkede ekstremt distanceret som han gik hen og satte sig i sofaen. "Jeg... Er klar til at snakke om det hele nu," formåede han frempresse efter lidt tids stilhed. Hvad Andrew ikke lige havde lagt mærke til var at hans stav var gledet ud af baglommen og nu lå midt i mellem de to, frit fremme.

[Deleted]

Der var et eller andet som ikke stemte helt i Andrews opførsel. Han virkede fraværende, han virkede til at være et helt andet sted mentalt, som om han manglede sin flugt. Han havde ikke længere alkoholen til at dulme de følelser der dukkede om, og Benjamin havde allerede forventet en reaktion fra ham. Så Benjamin lod ham bruge al den tid på badeværelset som han nu skulle bruge. Alt var dog ikke normalt, og det vidste Benjamin udemærket godt.

Da døren endelig gik op forlod Benjamins blik ikke skærmen, han fastholdte blikket og lignede nærmest en zombie. Kort efter mistede han dog fokus og smilede venligt til Andrew. Det var ikke den glade og smilende Andrew. Hvad var der dog sket? Et knust hjerte og en kamp mod en drage? Han havde helt sikkert oplevet en masse ting som ikke var så rare. "Jeg lytter.." svarede han kort og drejede sig mod Andrew.

Benjamin hørte en lille lyd og kiggede hurtigt ned hvor en fremmede tryllestav røg ud af Andrews lomme. "Hvad er der sket med din gamle stav? Du havde en stav af ask.." spurgte han for at lette stemningen lidt. For Benjamin var det vigtigt at det stadig var en snak mellem 2 venner og at det pludselig ikke blev til en snak som mentor og klient.

"Hør Andy... Jeg lytter på de ting du gerne vil fortælle mig. Du skal på ingen måder føle dig presset til at fortælle mig ting. Jeg er din ven, ikke din psykolog. Dog har jeg forskellige redskaber eftersom det er noget jeg arbejder med til dagligt"

[Andrew Thomas]

Andrew kiggede også ned da Benjamin nævnte hans stav. Han samlede den nye op. Den her lystrede ham noget bedre i forhold til den gamle. Ja, sågar endnu bedre efter hans oplevelse med den magiske smitte. Det var som om at den blev tiltrukket af nærdød. Han snurrede staven lidt rundt mellem fingrene et stykke tid før han puttede den langsomt tilbage i lommen.
"Den knækkede under mødet med dragen.." mumlede han, næsten som om at det først var gået op for ham lige nu. Hans hånd strejfede igen den nye stav, og selvom Benjamin lige havde sagt at han ikke behøvede at føle sig presset, så havde han fået nok at hvor indepressede alle de dårlige hændelser havde været. Han vendte sit blik mod Benjamin, stadig ret ulæselig.

"Den nye er lavet af æbletræ og indeholder en lethifold tand. En stav der kun lystrer en mester der har haft en nær.." han stoppede sig selv og drog et let skælvende åndedræt. ".. En nærdødsoplevelse.. Du har ret i at jeg kunne have mistet livet, for det var præcis hvad der var ved at ske. Vi var midt ude i ingenting og min makker var nødt at flyve hele vejen tilbage efter hjælp med mig på slæb. Senere var jeg også tæt på at få min arm amputeret," forklarede han i et roligt og sammenfattet tonefald der dog stadig forrådte ham let med den ulykke der lå under alle lagene, der var begyndt at fejle i deres beskyttelse af hans stadig ikke helt healede sjæl.