Welcome To My Life..

[Riley Lavoie Riddle]

Darcel Montaque Lavoie
Hjemme hos Darcel.
Februar 2057, omkring klokken 22.
Outfit

---

Riley havde været blevet på Hogwarts i både juleferien og vinterferien. Hun havde faktisk ikke rigtigt været hjemme, siden hun havde fundet ud af, at dem hun i så mange år, havde gået og kaldt mor og far, slet ikke var hendes forældre. Ikke biologiske i hvert fald. En del af hende ville nok altid se dem, som sine rigtige forældre. Hun var stadig stik tosset på Christophe, og hun ville hverken se eller snakke med ham og hun havde ikke besvaret en eneste af de ugler, han havde sendt i hendes retning. Egentlig var hun nok mere ked af det, end hun var sur som sådan, men de to følelser var så lette, at tage fejl af. Især i en teenager krop. En teenagerkrop, som tilmed nu var gravid.
Hun var i vildrede. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, eller af nogen andre. Alt og alle pissede hende af. Hun havde det virkelig som om, at jorden var blevet revet væk under hende, og hun lige nu svævede rundt ude i intetheden. Hun havde sneget sig væk fra Hogwarts, hvor hun egentlig burde være lige nu, men hun havde brug for, at snakke med en voksen og hendes bedste bud på sådan en, var Darcel. Charles Michael Lavoie kunne også være en mulighed, men ham havde hun heller ikke set siden, de havde været hjemme hos hans - eller rettere deres - forældre. Hun havde isoleret sig totalt fra alt der hed familie. Ethan Jack McKinnon havde også kunne være en god mulighed for en voksen, at snakke med om det, men hun var overbevist om, at hvis hun først sagde det til ham, så ville han sige det videre til hendes forældre, eller dem som udgav sig for, at være hendes forældre. 
Hun havde taget susenetværket og havde derfra gået, i gennem støvregnen i mørket. Nu stod hun ude foran Darcels hjem og så på hans hoveddør. Der havde hun stået i omkring ti minutters tid og røget en . Hun smed skodet, velvidende om, at han sikkert ville kunne lugte det på hende alligevel. Hun rakte frem og bankede så på døren, stille, da hun vidste hans børn nok sov på denne tid.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel vidste, Riley havde fundet ud af sandheden – hun havde overhørt dem i køkkenet. Døren havde været smækket, mens de havde snakket. Efterfølgende havde Christophe taget kontakt til Daryl, og Daryl havde underettet Darcel om det. Han havde ikke taget kontakt til Riley – ikke om det, i hvert fald. Han ville dog lade hende komme til ham, hvis hun havde brug for at snakke. Han kunne kun forestille sig, hvordan han selv ville have det, hvis det havde været ham og der havde han ikke ønsket at hans ’falske’ familie, havde taget kontakt og spurgt ind. Han ville dog altid være der for hende og han ville altid se hende som værende sin lillesøster og ikke kusine.
Darcel havde lagt børnene i seng for nogle timer siden, og de sov. Han var selv faldet i søvn pÃ¥ sofaen – to smÃ¥ børn alene og med fuldstidarbejde, var hÃ¥rdt. Han fik selvfølgelig hjælp af folk omkring ham, og det var han ogsÃ¥ taknemlig for, men ikke desto mindre sÃ¥ drænede det. Han elskede dog Victor og Olive højere end noget som helst andet og et liv uden dem ville være ubærligt. Han havde dog ogsÃ¥ valgt at lukke kærligheden ind i sit liv igen, og det var en beslutning han bestemt heller ikke fortrød. Darcel vÃ¥gnede forvirret som han hørte en stille banken – livet med smÃ¥børn havde gjort han sov utrolig let. Han kløede sig i øjnene som han forvirrede sÃ¥ rundt og sÃ¥ pÃ¥ klokken. Hvem ville dog banke pÃ¥, pÃ¥ det her tidspunkt? Havde han glemt en aftale med Isabella? Han rejste sig søvnigt op og gik ud mod hoveddøren i den store – ja forhal var nærmere der rigtige ord. Han lÃ¥ste op og Ã¥bnede og det var ikke til at tage fejl af, hvem der stod ved hans hoveddør – Riley. Han kunne lugte den søde duft, græs havde og viste derfor ogsÃ¥ hun kort før hun havde banket pÃ¥ havde røget en . ”Riley, kom ind..” pÃ¥pegede han og gjorde gestus med sin hÃ¥nd, inden han selv trÃ¥dte til side.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley vidste ikke om Darcel eller deres - hans - forældre havde fÃ¥et af vide af Christophe, at hun kendte sandheden, men hun vidste, at hun altid ville se Darcel som sin bror, selvom det var svært for den unge heks, at acceptere virkeligheden. Dog hjalp græsen pÃ¥ det. Hun vidste, hun var nødt til at finde ud af, hvad hun skulle gøre ved det problem hun havde voksende i sin mave, for ja, hun sÃ¥ det som et problem. Hun var kun 17 Ã¥r gammel og pÃ¥ ingen mÃ¥der klar til, at blive mor. Hun var omvendt heller ikke klar pÃ¥, at skulle fÃ¥ en abort og senere ende med at fortryde det. Hun var virkelig i vildrede.
Hun bed sig lidt i læben, da døren blev åbnet og Darcel kom til syne. "Hey.." lød det små hæst fra hende, før hun nikkede som tak og trådte inden for. Hun tog sine sko og jakke af. Derefter huen hvilket afslørede det det vilde blonde hår, som sad ud til alle verdens hjørne takket været huen. "Jeg øhm.. Ved godt jeg burde være på skolen.." sagde hun og rynkede lidt på næsen.

[Darcel Montaque Lavoie]

Selvfølgelig vidste Darcel godt, hun burde være på Hogwarts, men han ville ikke kommentere det. Hun havde vel en god grund til ikke at være der, og modsat hvad Daryl og Marie havde været, så var han ikke hendes forælder. Han var hendes storebror – og derfor ville han heller ikke dømme hende for ikke at være der. Hans dør var altid åben for hende, om hun så blot havde brug for et bad, et måltid mad og nogen at snakke med, eller om det var for at komme væk fra det hele og være der til problemet forsvandt. Han ville altid have hendes ryg – og han ville altid have den blindt. Hans egne børn ville han nok belære om, de skulle blive på deres skole, da det handlede om deres uddannelse, men det var også nogle helt andre kræfter, som var på spil der. Der var han en far, og hans fornemmeste opgave var at få den gennem livet til de var fuldstændig klar til at stå på egne ben. Det var dog heldigvis om lang tid. Han smilede ved hendes småhæse hey og lod hende træde indenfor- Han smilede kort som det blonde hår, lignede en uglerede på grund af hendes hue. Der var dog noget anderledes ved hende, som han ikke kunne sætte ord på lige nu. ”Det skal du ikke tænke på. Du har nok en grund til at være her?” halvt spurgte han, halvt antog han som han sendte hende et varmt smil. ”Men kom ordentligt ind, sæt dig i en stol og så kan vi snakke om det.. Er du sulten eller tørstig?” spurgte han med en varm stemme, inden han lod sine arme omfavne hende i et varmt kram.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley havde uden tvivl en grund til, at være der. Selvom hun havde fundet ud af sandheden, så så hun stadig Darcel, som en storebror. Hun så ham nok lidt, som den der altid vidste, hvad der skulle gøres. Hun nikkede derfor lidt, "Jeps," lød det roligt fra hende, som om alt var ved det normale. Hun forsatte ind i stuen, som om hun boede der, men det viste vel bare hvor tryg, hun var i både selskabet og hjemmet. "Sover rollingerne?" spurgte hun og sendte ham et lidt drillende smil. Til manges store overraskelse, så kunne Riley faktisk virkelig godt lide børn. Hun syntes det var hyggeligt, at lege med dem, selvom de selvfølgelig var sjovest i 3-7 års alderen, hvis man spurgte hende.
Hun vendte sig mod ham og gengældte hans kram, før hun rystede lidt på hovedet, "Ellers tak, der er ikke noget der bliver indenbors anyway," svarede hun ærligt og slap ham igen. Hun slog sig ned i en af stolene, med fødderne oppe i skrædderstilling. "Nåh, nu skal du høre," begyndte hun, som var det en begyndelse på en historietime, da hun samtidig klappede sine hænder sammen og gned dem lidt. "Jeg er blevet gravid, så jeg tænkte på, at når den om otte-ni måneder popper ud, så kunne du overtage den og tage dig af den. Du har jo erfaringen, så det virker logisk, right?" hun trak let på den ene skulder og smilede til ham, før hun forsatte uden rigtigt at give ham en chance for, at sluge nyheden, "Oh, jeg havde selvfølgelig også overvejet, at give den til Charles og what-her-face, men igen, han har ingen erfaring og han skal ikke bruge min unge som prøveklud," tilføjede hun, før hun fandt en smøgpakke frem og liftede lidt den, hvis han også ville have en og for, at tjekke om det overhovedet var okay indenfor.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcels dør var altid åben. Riley kunne komme og gå, som hun ville og han ville have, hun skulle føle sig tryg og hun skulle føle sig hjemme. Det var derfor også ham en fornøjelse, at hun netop også lod til at føle sig hjemme. Darcel bemærkede det drillende smil, som hun stillede ham et spørgsmål indtil børnene. Darcel nikkede en enkelt gang til hendes spørgsmål. ”Ja…” forsikrede han hende, mens han ubevidst spidsede øret til mod deres værelse, for at gøre sig sikker på at de godt nok stadig væk sov.

Darcel mærkede hendes favn omkring sig og lod krammet vare i nogle sekunder, inden han gav slip. Han rynkede på næsen og trak øjenbrynene sammen ved hendes ord. ”Hvorfor ikke?” tonelejen var ligeledes ligeså undrende som det udtryk, han for få sekunder siden havde haft. Darcel nåede blot at sætte sig ned, som hun begyndte på grunden til hun var kommet, og han nåede ikke at give indikator til han var klar til at lytte. Han åbnede munden som hun sagde hun var gravid, men han kunne ikke sige noget, så i stedet formede munden sig til et ’o’. Den mimik forblev i hans ansigt, som hun fortalte hun også havde overvejet at give babyen til Charles og Evanna. Han så på den smøg hun tog, og så på pakken hun viftede. Han sad stille og uden i et ord i nogle lange sekunder, inden han rakte ud efter smøgpakken, men også tog fat i hendes smøg. Hun skulle jo passe på den lille i hendes mave og det var den eneste handling, han kunne fremmane for lige nu. ”Hvem er faren?” fik han fremstammet, inden han sank en klump der havde formet sig i hans hals. ”Og er du sikker på, du virkelig ikke ønsker dig dit barn? Når du møder ham heller hende…. Det er noget helt andet… Men jeg vil selvfølgelig altid gerne hjælpe dig,” svarede han som nyheden sank mere og mere ind, men han var egentlig ikke helt sikker på, om han overhovedet havde forstået det – ikke sådan rigtigt i hvert fald.

[Riley Lavoie Riddle]

Februar måned var en kold måned, og når hun kun var knapt en måned henne, hvis overhovedet så langt, så var det ikke fordi det kunne ses på hendes mave endnu, men hun kunne mærke det, i form af morgenkvalme, middagkvalme og aftenkvalme. Ja, faktisk bare 24-7 kvalme. Det var ligemeget hvad hun spise eller drak, så røg det op igen, inden for en time og det kunne efterhånden mærkes på energiniveauet også. Hun nikkede lidt til, at hendes lille niece og lille nevø sov, selvom det ikke var biologisk, så var det stadig dét de var for hende, præcis ligesom Darcel stadig var hendes storebror.
Hun prikkede sig selv på maven, "Kvalme," svarede hun og vendte blikket tilbage på ham. Hun vidste godt, der med garanti var noget hun kunne tage mod det, men der var også andre ting som hjalp ganske udmærket.
Hun så godt hans overrasket mine, mens hun snakkede, men mens hun snakkede regnede hun med, at spørgsmålene ville bygge sig op i ham, så hun kunne ligeså godt udnytte hans mindre choktilstand til, at få sagt alt det hun ville. Hun så på ham, som smøgen forsvandt ud mellem hendes fingre, "Heey," lød det en smule fornærmet fra hende - hun var trods alt stadig teenager. Underlæben blev skudt en smule frem, før hun lænede sig tilbage i sofaen med en lettere surmule grimmasse, som dog forsvandt helt af sig selv igen, da han spurgte hvem faren var. "Øh min kæreste? Dah," svarede hun lidt drillende, mens tankerne begyndte, at løbe afsted med hende. Oh damn.. Hun havde ikke sagt noget til Noah endnu. Hvad ville han ikke sige, når han fandt ud af, at hun havde været ham utro? Den var ikke god. Virkelig ikke god. Men på den anden side, så kunne hun jo heller ikke fortælle, at det var hendes psykolog, for det var jo ikke ligefrem dét deres - eller rettere hans - forældre betalte @justin2 for. Hun rynkede lidt på panden, "Jeg stopper på skolen til juni, så der kan jeg gå på dét dersen barsel halløj, og så kan jeg gå i gang med min uddannelse til september, når ungen er poppet ud. Jeg kan ikke både læse og ha' en baby, jeg har set dine øjne, når rollingerne har holdt dig vågen hele natten," svarede hun og trak lidt på skulderen. Selvom hun lød afklaret og rolig, så var hun det langt fra. Hun var mildest talt rædseksslagende, for hvad der kunne gå galt. Hun havde endda haft tanken, om at stikke af, føde barnet og efterlade det på Justins dørtrin, men det kunne hun heller ikke få sig selv til. Hun bed sig lidt i læben, "Desuden, hvis du har den, så ved jeg, at jeg altid kan besøge den," tilføjede hun lidt mere stille. Nej, hun tænkte ikke over alle de konsekvenser som også kunne følge med, men hun kunne heller ikke rumme dem. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun vidste ikke, om det her var det rette valg eller om hun ville ende med at fortryde. Hun vidste dårligt nok, hvad der var op og hvad er var ned.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel rynkede lidt på øjenbrynene som hun fortalte det skyldtes kvalme. Det var bekymrende, hun ikke kunne holde noget i sig, givet hendes unge alder. Selvfølgelig så vidste han heller ikke grunden endnu, og havde han gjort det, så ville hans første tanke ikke falde på hun kunne være alvorlig syg.

Darcel var ikke sikker på, han overhovedet var i stand til at nå igennem den proces det lige nu var, at forstå hendes ord. ”Ikke noget hey,” påpegede han roligt, men alligevel med nok autoritet i sin stemme til at hun måske ville kunne forstå hans manglende lyst til at diskutere det her med hende. Ligeså snart han havde genfundet sit mæle, ville han også forsøge sig med regler for hendes graviditet. Babyen skulle helst være sund. ”Ved han det?” Darcels stemme var rolig, men han tænkte stadig. Det kunne også være hendes kæreste, der havde bedt hende om at få det skaffet af vejen på en eller anden måde. Han anede bare ikke sandheden, og han anede ikke hun ikke havde tænkt sig at være hundrede procent ærlig fra starten af. Selvfølgelig betød det nok heller ikke så meget for hende, hvilke gener det var hendes barn fik – når hun ikke ville have det. Darcel havde dog et behov for at vide, hvor barnet kom fra, så han kunne forberede sig. Var der risiko for sygdomme? Overvejede han sådan helt seriøst det her lige nu? Han havde hænderne fulde. Han havde en teenager i hjemmet og han havde to små børn, ikke nok med det prøvede han at jonglere med sit kærlighedsliv post skilsmisse og en karriere samt hans kriseprojekt; vingården. Skulle han vinke farvel til noget af det nu? Skulle han bilde folk ind, det var hans barn og i så tilfælde, hvem havde han så fået et barn sammen med? Han ville ikke lægge alt det her over på Isabella, det hele var så nyt og dermed i hans hoved også mere skrøbeligt. Uanset hvor ubelejlig situationen var for ham, ville han dog altid hjælpe Riley, om det så var hans biologiske lillesøster eller ej. Han var ikke sikker på, om hun lige nu jokede eller ej – i hvert fald i forhold til at grunden til hun ikke ville have det skulle være manglen på søvn. ”Tvillinger er noget andet vil jeg tro…” prøvede han, han vidste det ikke. Han havde ikke prøvet at få en baby først. ”Du har virkelig tænkt det her igennem…” påpegede han – som en form for ros. Nyheden var også efterhånden ved at kradse hans hovedbund. ”Jeg vil gerne ha’ din baby.. men Riley… Ingen smøger, ingen alkohol og ingen græs… Pas på din krop og babyen…”

[Riley Lavoie Riddle]

Rileys surmule grimmasse forsvandt ikke, "Et kæmpe hey," svarede hun igen, dog alligevel på en respektfuld måde. Han var hendes bror, biologisk eller ej, så var det sådan hun så ham. Storebroren som altid var der. Hun mærkede også resten af pakken forsvinde ud af sin hånd, hvilket dermed fratog hende muligheden, for bare at tænde en så snart hun forlod hans hjem igen. Hun rystede lidt på hovedet, "Neeej.. Altså jeg har ikke set ham nogle måneder, han går jo ikke på skolen, så det der med at ses, sker ikke så tit," svarede hun, uden at tænke over, hvordan hun netop havde afsløret sig selv i sin løgn.
Hun vidste ikke, hvor meget Darcel havde om ørerne, selvom hun selvfølgelig godt kunne gætte sig til, at børnene tog en del af hans tid og han selvfølgelig arbejdede ved siden af, men det var der jo mange der gjorde. At han havde fundet kærligheden og havde sit projekt-vingården, vidste hun ikke. De kunne jo nærmest kun ses i ferierne. Hun trak lidt på den ene skulder, "Well, hvis det bliver tvillinger, så kan dig og Charles altid få en hver," lød det morende fra hende, hun havde hverken været til skanninger eller bare besøgt en healer. Hun vidste ingenting, om barnet. Levede det? Hvor stor var den? Hun vidste bare, at graviditetstesten havde været positiv. "Naj.. Jeg er 16, hvis jeg havde tænkt noget som helst af det her i gennem, var jeg ikke blevet gravid," drillede hun, som en form for forsvarsmekanisme. Hun var nok langt fra så okay med hele situationen, som hun gerne ville fremstå, så det var bare nemmere at fake it till she made it. "Fedt," hun nåede lige at klappe hænderne sammen, som hans men lød, og hun måtte se en smule skuffet på ham. "Pf, yeah right, den var god," grinte hun lidt, et grin som dog hurtigt faldmede, da det gik op for hende, at han var seriøs, "Vent.. Mener du det seriøst?" spurgte hun direkte og så overrasket på ham.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel rystede på hovedet ved hendes nye, kæmpe hey. ”Ingen diskussion,” påpegede han roligt. Darcel røg selv, men han var stoppet i den periode Jordan havde været gravid med tvillingerne, for at støtte hende. Han var dog startet igen, men det behøvede Riley ikke se på. Darcel rynkede lidt på brynene ved hendes ord. På det hun havde sagt for få minutter siden, så lød det som om hun ikke var ret langt hende og hun havde ikke set ham i nogle måneder. Den hang ikke sammen. ”Okay,” svarede han roligt uden at påpege at han havde fanget hende i en løgn. Hun havde tydeligvis ikke lyst til at fortælle ham hvem det var og lige nu var det ikke det vigtigste at vide. Det var at være der for hende. Så kunne han altid kradse hendes hoved efter den information senere. Darcel kunne ikke lade være med at fnyse en enkelt gang, som Riley fortalte Charles bare kunne få den ene af dem. ”Det ville være synd at skille dem ad,” påpegede han først – alvorligt, uden at vide det var sket for Charles og hans tvillingebror. ”Desuden, så tror jeg den mand har brug for alle 9 måneder til at forberede sig på babyen,” hans tone var morende denne gang. Han vidste egentlig ikke, at Charles følte sig klar til en lille og at han havde haft ventet sig med sin kæreste, og at de havde mistet det. ”Der er mange ting i livet, man bare ikke kan kontrollere. Ting sker,” påpegede han for at fortælle, hun ikke skulle give sig selv skylden. Hun var ung og hun havde ting der skulle nås. Fornuften kunne ganske enkelt ikke altid spille ind, og han forstod ikke de piger og drenge på hendes alder, der var drevet af fornuft. Han så alvorligt på hende, som hun troede han jokede. Det gjorde han ikke. ”Ja, jeg er meget seriøs” han nikkede en enkelt gang for at understrege sin pointe. ”Vi skal også have planlagt en scanning og få gravidteten bekræftet hos en healer.. Du misser ikke en enkelt scanning og… vi skal have snakket om, hvad du tænker din rolle hos barnet skal være. Skal vi være ærlig og sige du er hans eller hendes mor? Hvad har du tænkt på det område?” hans tone var rolig. Han vidste, hun havde erfaring med at blive løjet overfor i forhold til forældre, så et sted var han også spændt på hendes svar.

[Riley Lavoie Riddle]

"Du ryger selv," lidt opgivende slog hun ud med armene, før de igen blev lagt over kors, på ægte teenage manér, mens der blev rullet let med de helt blå øjne. Hun så på ingen måder sikker på, om hun ville kunne stoppe bare sådan, fra den ene dag til den anden, og slet ikke uden at være mentalt forberedt på det. Hun tænkte ikke selv over, at hun havde afsløret sig selv i sin løgn, da hun havde afsløret, hvor længe siden det var hun sidste havde set Noah. Hun lignede bestemt ikke en som var nogle måneder henne, hvilket hun jo sådan set heller ikke var. Hun havde været sammen med Justin i januar, men hun vidste godt, at hvis hun fortalte det til Darcel, så ville måske nok ikke dømme hende, men han ville nok dømme Justin, for at gøre en mindre årig klient gravid.
Hun rynkede lidt på næsen, "Det var en joke.. Du tror ikke det kan være tvillinger, vel?" spurgte hun og mærkede en indre panik begynde, at sprede sig i hendes indre. Én ting var at føde ét barn, men to?! Det kunne hun da slet ikke overskue. For slet ikke at snakke om, hvor tyk hun ville blive. Hun trak lidt på den ene skulder, "Altså sidst jeg snakkede med ham i august, der fortalte han, at hans kæreste var gravid," fortalte hun roligt, dog uvidende om, at Evanna i mellem tiden havde tabt barnet og de nu ventede et nyt barn. Det var utroligt så meget der kunne ske, på så kort tid. Hun nikkede lidt, "Yeah.." lød det stille fra hende, som hun kørte en hånd i gennem det lange, vilde, blonde hår og ruskede lidt i det. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Det var dumt. Hun var kun 16 år og hun kunne ikke engang være ærlig, omkring hvem faren var. Waow. Hun var virkelig Christophes datter. Huh. Der kunne man bare se. Måske hun skulle genoverveje, at snakke med ham på ny.
Hun blev revet tilbage til virkeligheden, da han snakkede videre om at være seriøs omkring hendes pÃ¥tvunget rygestop. "Det kan jeg ikke, Darcel. Jeg kan ikke bare stoppe, fra den ene dag til den anden. Jeg har røget, siden jeg var 12 og græsen siden jeg var 15," hun var egentlig ret Ã¥ben omkring hun røg, men ogsÃ¥ kun fordi hun vidste han ikke ville dømme hende for det og fordi, hun ikke var misbruger, hvis hun selv skulle sige det i hvert fald. "Wooow.. Wow.. wow... Ro pÃ¥," hun rejste sig fra sofaen og begyndte at gÃ¥ lidt rundt foran sofabordet. Det var alt for mange informationer. Ting hun slet ikke havde haft tænkt over eller taget stilling til. Var det ting hun skulle tage stilling til? Panikken spredte sig mere og mere i hende, som hun mærkede sit hjerte begynde at banke hurtigt og hÃ¥rdt mod hendes brystkasse. "Jeg overhørte dig, snakke med Daryl og Marie i sommers. Jeg ved godt de ikke er mine biologiske forældre, og jeg ved godt hvorfor jeg kan snakke med Harry*, som den eneste Lavoie.." hun bed sig lidt i læben og sÃ¥ pÃ¥ ham, som hun var stoppet op foran ham, men alligevel cirka halvanden meter fra ham. "Jeg ved godt, Christophe og Delphini Riddle, er mine biologiske forældre," tilføjede hun og mærkede, hvordan hormonerne i kroppen gjorde det nærmest umuligt for hende, at holde tÃ¥rene tilbage, selvom hun kæmpede mod dem.

*Harry er hendes kæleslange xD

[Darcel Montaque Lavoie]

”Mmmh, det er korrekt.. Jeg stoppede dog da min ekskone og jeg ventede os Olive og Victor..” han kunne godt forstå hun opgav. Han havde heller ikke været ret glad de første mange dage, han havde undværet sine smøger. Med tiden var det dog blevet en ny normal. Han havde dog været ret hurtig til at begynde igen, hvilket måske på mange områder havde været en dum beslutning, men de smøger havde hjulpet ham gennem utallige søvnløse nætter. Det og vin. Og kaffe. Ikke han på noget tidspunkt havde været direkte beruset, han kunne sagtens nyde et enkelt glas eller to, og han mente heller ikke at de to skade af at se deres far drikke med måde. ”Så vidt jeg ved er vores familie ikke disponeret for at få tvillinger, så nej, det tror jeg ikke,” svarede han med en ro i stemmen, som han håbede ville smitte af på hende. Han vidste ikke at deres familie netop var og havde egentlig troet, at det faktum han havde fået tvillinger bare var et tilfælde og et mirakel. Darcels blik blev overrasket, som hun nævnte at Charles ventede sig med sin kæreste, men det ændrede sig også til et øjeblik at være sorgfuldt. ”Hvis han havde ventet den rette mængde tid med at fortælle dig det… så ville han være far nu og det er han ikke,” han bed sig i læben. Charles havde ikke inviteret til barnedåb, navngivning eller sagt noget om en graviditet. Ikke han så ham så ofte, da de havde travlt med hver deres, men ind i mellem snakkede de sammen og Charles ville have fortalt ham, hvis han var blevet far. Han ville dog ikke have fortalt, hvis han havde mistet det. Ham og Charles var tæt i alder, og Charles havde aldrig været god til at åbne op til sit inderste – det havde Darcel selvfølgelig heller ikke, men han havde været bedre end Charles var. Han nikkede en enkelt gang til hendes stille yeah.
Darcel var af den holdning, man kunne hvad man ville. Han havde røget i over 10 Ã¥r, da Jordan var blevet gravid og han var stoppet fra den ene dag til den anden. Nu vel, han var startet igen, men først efter børnene var blevet født. Han ville dog heller ikke være for hÃ¥rd ved hende, for et sted vidste han ogsÃ¥ det ikke var alle der bare kunne ændre noget – og slet ikke hvis de ikke var forberedt eller selv havde taget beslutningen. ”Sidste pakke. Ikke flere s,” forhandlede han og lod de blÃ¥ øjne hvile pÃ¥ hende med et bestemt blik. Han dømte hende ikke for at ryge græs. Teenagere skulle prøve alt de havde lyst til. Foruden gik han ogsÃ¥ ind for at tage alt hvad naturen havde at give af, og han mente eksempelvis at behandling med græs var en god idé. Hans blik fulgte hende som hun rejste sig og han nikkede blot til han skulle have ro til. Gik hun i panik? ”Det tænkte jeg nok du gjorde.. Jeg er ked af, du fandt ud af det pÃ¥ den mÃ¥de,” svarede han medfølende og med et blik der matchede. Han var oprigtig. ”Du kan tænke over det. Du har lang tid til at tage beslutninger, Riley… men det er en vigtig beslutning,” medgav han. Han ville selv helst være ærlig – han ville ogsÃ¥ gerne have fortalt det til hende, men han havde fÃ¥et strenge ordre pÃ¥ ikke at gøre det.

[Riley Lavoie Riddle]

"Åååh pus glorien. Som om du ikke røg lidt i smug," lød det drillende fra hende, selvom hun ikke havde noget at have det i, så nød hun at drille ham, hun så som sin storebror. Hun havde ikke rigtigt nogen holdninger til, hvordan andre opdragede deres børn, men hun indrømmede gerne, at hun stadig var sur på Daryl og Marie, men især også Christophe, over de havde holdt det hele hemmeligt for hende, i så mange år, for slet ikke at snakke om hele måden, hun havde skulle finde ud af det på. "Det håber jeg virkelig ikke.." svarede hun mumlende, stadig med en smule hjertebanken, da alene tanken om, at skulle føde ét barn, var skræmmende nok for hende, så tanken om to, kunne hun slet ikke overskue. Hun rynkede lidt på panden, da hans blik gik fra at være overrasket til at være sorgmodigt. "Oh... Tror du ikke, at han bare har meget at se til? Jeg mener... Måske ham og kæresten, bare lige skal finde dem selv, før de siger noget til nogen?" hun prøvede at lyse optimistisk, selvom hun godt selv kunne høre, det ikke helt ville give mening, da hun nærmere forstillede sig Charles som en stolt far, der ikke ville kunne vente med, at vise babyen frem til familien. Måske hun skulle sende ham en ugle og høre om alt var vel. Det måtte hun lige skrive sig bag øret.
Riley var en meget mÃ¥lrettet unge kvinde, sÃ¥ hvis hun først satte sig for noget, sÃ¥ skulle hun nok ogsÃ¥ nÃ¥ sit mÃ¥l, men lige et rygestop, bÃ¥de af den ene og den anden slags, havde hun ikke været forberedt pÃ¥. Hun kunne sagtens holde sig fra alkohol, selvom hun ligesom sÃ¥ mange andre i Lavoie familien, havde en forkærlighed for vin, trods den ugen alder, sÃ¥ var det mere smøgerne og græsen, hun ikke følte for, bare at ligge pÃ¥ hylden. Plus det faktum, at hun ikke var god til, nÃ¥r ting blev trukket ned over hovedet pÃ¥ hende. Hun sÃ¥ ind i hans blÃ¥ øjne, da han begyndte at forhandle med hende. "Den pakke jeg har nu og én pakke mere og to s om mÃ¥neden," forhandlede hun tilbage. Hun elskede Darcel for ikke, at dømme hendes livsstilsvalg. Hun bed sig lidt i læben. Hun var i panik. Skulle hun tage stilling til bÃ¥de rygestop, skanninger, sin egen rolle i barnets liv, alt i mens hun stadig var sur pÃ¥ Daryl og Marie og muligvis skulle holde hele graviditeten hemmelig for dem? Hun trak lidt pÃ¥ skulderen, "Det er ikke din skyld.." mumlede hun og bed sig lidt i læben, som hun satte sig i sofaen igen, denne gang bare tættere pÃ¥ ham, sÃ¥ hun kunne læne sig lidt op ad ham. Hun nikkede lidt til hans - i hendes ører - vise ord. Et lidt opgivende suk lød fra hende, "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.. Jeg ved bare, at jeg ikke er klar til at mor, men jeg vil heller ikke kunne leve med, at slÃ¥ et barn ihjel, som har al potentiale for, at være sund og rask.. Eller altsÃ¥.. SÃ¥ sund og rask man nu kan være i den her familie," hun sÃ¥ lidt op pÃ¥ ham, med et lille smil pÃ¥ læberne. "MÃ¥ jeg sove her i nat? Jeg skal nok tage tilbage til skolen i morgen tidlig, inden undervisningen begynder," spurgte hun og sendte ham et lidt bedende blik. Hun havde virkelig brug for, at være et trygt sted, og lige nu vidste hun ikke noget mere trygt sted, end hjemme hos Darcel. Hun havde det som om, nogen havde taget hendes hjerne ud, givet den en ordenlig sving tur, og proppet den tilbage ind i hendes hoved igen.

[Darcel Montaque Lavoie]

”Jordan var en blodhund. Hun kunne lugte hvis bare jeg havde overvejet at ryge en smøg,” jokede han tilbage. Det værste var, det ikke en gang var løgn. Darcel havde ikke været bange for hende, men han havde til sidst ikke gidet at tage nogle former for diskussioner med hende. Darcel kunne sagtens forstå, at hun følte sig vred og såret over, hvad deres forældre havde gjort. Han havde siddet med samme følelser, hvis det var ham. Han var også vred over, Christophe beslutning om at give hende væk og være uærlig omkring det. Han kunne bedre forstå sin far i det her, for han havde blot prøvet at være en loyal bror. ”Jeg er sikker på, der kun er en peanut derinde,” påpegede han og sendte hende et lille smil. Han kunne godt mærke, at Riley ikke på nogen måde var klar til at være mor. Det kunne han også godt forstå, hendes unge alder taget i betragtning. Hans blik vedblev at være sørgmodigt. ”Nej, det tror jeg ikke. Han ville invitere familie ud til ham, så de kunne se hans lille pige eller dreng... Jeg ved deres band gik opløsning sidste måned siden og han kom og skændes med et bandmedlem, det har han fortalt mig, men ikke noget med graviditet eller barn,” han bed sig en enkelt gang i læben. Han havde ondt af Charles og Evanna.
Jordan havde drukket vin under sin graviditet. Et lille glas ind i mellem med alkohol i, og ellers sÃ¥ havde hun holdt det alkoholfrit. Det havde dog primært været Darcel, der havde sørget for det for Jordan havde været ligeglad. Han sÃ¥ hendes blik pÃ¥ sig og lagde hovedet lidt pÃ¥ sned. ”To pakker, ingen græs,” forsatte han sÃ¥. græs kunne have en skadelig effekt pÃ¥ fosteret – og det kunne smøgerne ogsÃ¥, men smøgerne var alligevel noget andet. ”Det ved jeg godt det ikke er, men det ændre ikke pÃ¥, jeg er oprigtig ked af det,” pÃ¥pegede han og lagde en arm om hende som hun satte sig tæt mod ham og lænede sig ind mod ham. Han smilede kort ved hendes side kommentar om hvor sund og rask, man nu kunne være som en Lavoie. ”At give det væk, nÃ¥r man ikke er klar til at være forældre eller ikke kan overkomme opgaven, er kærlighed, Riley. Du vil give det væk til nogen, du ved vil dit barn det bedste og give det den kærlighed, du synes det barn fortjener, no? Hvis det er rigtigt for dig, sÃ¥ gør du det du skal,” pÃ¥pegede han med en mild stemme og strøg hende over ryggen. Han kunne godt forstÃ¥ hun ikke ville abortere et barn, der kunne være sund og rask. I hans verden var alle liv lige, men han kunne ogsÃ¥ godt forstÃ¥ kvinder, som fik abort. Selvfølgelig var der mange forskellige grunde og det var ikke altid kærlighed, som de beslutninger blev bygget pÃ¥. Det var ikke sikkert Riley tog beslutningen af kærlighed til sit barn – men i hans hoved lød det som hun gjorde det af kærlighed til livet; Et barn kunne være sund og rask og kunne have et godt og langt liv. Han mærkede det bedende blik ved hendes spørgsmÃ¥l. Hun behøvede slet ikke være sÃ¥ bedende – han havde givet hende lov uanset hvad. ”Selvfølgelig mÃ¥ du det.. Og hvis du har lyst kan jeg kontakte skolen i morgen og sÃ¥ kan du tage en fri dag i morgen og være her,” foreslog han og sendte hende et varmt smil. Han vidste godt, han burde være forgænger for hendes uddannelse, men han forstod godt behovet for at holde fri og lige mentalt lade op.

[Riley Lavoie Riddle]

Riley grinte lidt, "Jordan var en kælling, så dét der var næsten en fornærmelse mod alle blodhunde.. Sorry, men det var hun og ikke på den seje måde," kørte hun joken lidt videre. Hun havde aldrig rigtigt brudt sig om Jordan, men hun havde accepteret hende, fordi hun havde været Darcels kone, men hun kunne ærligt sige, at hun havde jublet lidt, da Darcel havde fortalt, de var gået fra hinanden.
Riley var nok sur lidt all over. Hun kunne forstå, at Darcel ikke havde sagt noget, han var blevet bedt om ikke at sige noget til hende af forældrene. Men hvorfor Daryl og Marie ikke havde fortalt hende, at hun i det mindste var adopteret, forstod hun ikke og hun vidste ikke, hvordan hun skulle tilgive dem. I 16 år, havde hun kaldt dem far og mor, i den tro, at det var dét de var. Christophe fattede hun slet ikke, hvordan han havde gjort som han havde, men hun havde omvendt heller ikke givet ham nogen rigtigt chance til, at forklare sig, før hun var gået i vrede. Hun nikkede lidt, "Det håber jeg fandme," svarede hun, uden den mindste smule overskud til, at skulle forholde sig til to børn. Hendes blik blev helt trist ved tanken, om at Charles og Evanna ikke havde fået det barn de havde ventet sig, "True.. Jeg går på skole med en masse teenage-tøser, jeg har hørt bandet er gået i opløsning, tak," lød det roligt fra hende. Hun havde selvfølgelig ikke fortalt nogen på skolen, at hendes fætter.. Eller.. Hendes halvbror, var Charles Michael Lavoie . Hun orkede ikke at blive forfulgt, at dumme teenage-tøser, som ville have hende til at hilse ham fra dem. Hun elskede Charles, men nøj hvor hun ikke elskede hans fans var omkring hendes alder.
Hun smilede lidt, da det virkede til, at han var til at forhandle med. "To pakker og en om mÃ¥neden," forhandlede hun videre, selvom hun godt kunne mærke at lige med hendes græs, kom hun ikke langt. Hun ville nok aldrig blive den helt store putter, men en gang i mellem kom det over hende og sÃ¥ kunne hun godt lide at sidde sÃ¥dan, sÃ¥ længe hun kunne sige fra, nÃ¥r nok var nok for hende. Lige nu var det dog bare rart. Hun trak lidt pÃ¥ den ene skulder, "Jeg vil altid se dig som min storebror, alligevel," sagde hun roligt. Hun havde altid set Darcel som sin bror og det syn, ville ikke bare lige ændre sig. Præcis ligesom hun altid havde set Charles som sin fætter.
Hun rynkede lidt på panden, "Jeg vil ikke give den væk til nogen. Jeg vil give den til dig, fordi jeg ved du vil give den det kærlighed, den fortjener. Jeg er ikke klar til, at være mor. Der er så mange ting jeg stadig gerne vil nå og jeg ved godt, et barn ikke behøver at sætte en stopper for de ting, men.." hun vidste ikke helt hvordan hun skulle afslutte sin sætning, men hun nød at mærke han strøg hendes ryg lidt. Hun elskede Darcel for ikke, at dømme hende eller fortælle hende, hvor uansvarlig hun var, for det vidste hun jo godt selv, det var ikke dét hun havde brug for lige nu. Lige nu havde hun bare brug for en, som lyttede og var der. Hun lagde sine arme om ham i et søster-kærligt kram, "Du den bedste," svarede hun som ja tak, "Kan jeg låne noget og sove i?" spurgte hun, klokken var jo egentlig ret mange, så hun burde nok snart komme i seng, især fordi hun vidste der ventede en morgen på hende, med kvalme igen fra morgen til middag og igen fra eftermiddag til aften.