Post by Darcel Montaque Lavoie on Apr 15, 2020 21:28:36 GMT
Darcel smilede kort ved hendes spydigheder. ”Ja, det var hun, var hun ikke?” grinte han og nikkede en enkelt gang for at understrege, at det vel egentlig var en fornærmelse mod blodhundene. Darcel vidste godt, at der var mange i hans familie der ikke havde brudt sig om Jordan. Han havde bare været sent til at finde ud af, hvorfor de egentlig ikke brød sig om hende. Nu var hun til gengæld ikke i hans liv mere, så det var ikke et problem længere.
Darcel kunne godt forstå hun var sur, det ville han også være, hvis det havde været ham. Han vidste ikke, om hun havde snakket med Christophe eller ej. ”Det tror jeg ikke det er,” forsikrede han hende igen. Han vidste det ikke. Han havde ikke nogen scanningsbilleder at kigge på. Han havde kun de informationer, som hun havde givet ham. Ærligt, så var han ikke sikker på, om han kunne klare to små børn mere som alenefar. Ham og Isabella havde ikke kendt hinanden længe nok til, han ville lægge den opgave over på hende heller. Det var heller ikke det hun var gået ind til. Han bemærkede det triste blik hos Riley og bed sig i læben ved hendes ord. ”Det tror jeg gerne på. Selv rundt på gangene på universitetet, kunne man høre de unge piger snakke om det. Du ved, dem der havde været fan fra de var 14 år gamle..” svarede han og rullede kort med øjnene. Han beundrede da Charles for at kunne håndtere det liv, han havde valgt med berømmelse og musik – men han ville ikke selv gide at håndtere fans. Han havde nok også en lang større intimgrænse og han havde ikke en persona han kunne pålægge sig, da han bare var sig selv hele vejen igennem. Han vidste ikke hvordan det var for Charles eller hvordan han gjorde.
Han bemærkede fluks Rileys smil og rystede på hovedet. ”To pakker, en sidste .” afsluttede han. Han så noget fornuftigt i, hun ikke ville ryge hver dag, men omvendt vidste han heller ikke hvordan en om måneden ville påvirke babyen. Darcel ville altid lade hende trække sig, hvis ikke hun gad længere. Han var dog selv god til berøring med folk, han havde kær og kunne også godt putte i lang tid, hvis det altså føltes naturligt. Som barn havde han sjældent lagt sig ind til sin far, og det var også sjældent han den dag i dag, gav Daryl et langt kram. Hans mor til gengæld, det var en anden historie. ”Og jeg vil altid se dig som min lillesøster,” svarede han ærligt og lod kort blikket falde på hende så godt som han nu kunne. Han smilede som hun nævnte hun kun ville give babyen til ham – et sted, gjorde det ham varm om hjertet. ”Jeg er taknemlig for, du synes så godt om mig,” påpegede han roligt, inden han kommenterede videre: ”Men det sætter oftest ens eget liv på pause at få børn,” han kunne godt forstå, hvor hun kom fra. Han havde mange projekter, der lige nu var lagt på hylden fordi han ikke kunne nå det hele med småbørn. Han ville altid lytte til hende og han ville altid komme med inputs, hvis hun ønskede det. ”Det hænder,” påpegede han med et drillende smil over sine læber, inden han nikkede. ”Selvfølgelig. Jeg finder det til dig med det samme,” påpegede han inden han gik ind på sit soveværelse og fandt en t-shirt og gik ind mod stuen igen og rakte den til hende. ”Du vælger bare et værelse, så længe det ikke er Timmys,”
Darcel kunne godt forstå hun var sur, det ville han også være, hvis det havde været ham. Han vidste ikke, om hun havde snakket med Christophe eller ej. ”Det tror jeg ikke det er,” forsikrede han hende igen. Han vidste det ikke. Han havde ikke nogen scanningsbilleder at kigge på. Han havde kun de informationer, som hun havde givet ham. Ærligt, så var han ikke sikker på, om han kunne klare to små børn mere som alenefar. Ham og Isabella havde ikke kendt hinanden længe nok til, han ville lægge den opgave over på hende heller. Det var heller ikke det hun var gået ind til. Han bemærkede det triste blik hos Riley og bed sig i læben ved hendes ord. ”Det tror jeg gerne på. Selv rundt på gangene på universitetet, kunne man høre de unge piger snakke om det. Du ved, dem der havde været fan fra de var 14 år gamle..” svarede han og rullede kort med øjnene. Han beundrede da Charles for at kunne håndtere det liv, han havde valgt med berømmelse og musik – men han ville ikke selv gide at håndtere fans. Han havde nok også en lang større intimgrænse og han havde ikke en persona han kunne pålægge sig, da han bare var sig selv hele vejen igennem. Han vidste ikke hvordan det var for Charles eller hvordan han gjorde.
Han bemærkede fluks Rileys smil og rystede på hovedet. ”To pakker, en sidste .” afsluttede han. Han så noget fornuftigt i, hun ikke ville ryge hver dag, men omvendt vidste han heller ikke hvordan en om måneden ville påvirke babyen. Darcel ville altid lade hende trække sig, hvis ikke hun gad længere. Han var dog selv god til berøring med folk, han havde kær og kunne også godt putte i lang tid, hvis det altså føltes naturligt. Som barn havde han sjældent lagt sig ind til sin far, og det var også sjældent han den dag i dag, gav Daryl et langt kram. Hans mor til gengæld, det var en anden historie. ”Og jeg vil altid se dig som min lillesøster,” svarede han ærligt og lod kort blikket falde på hende så godt som han nu kunne. Han smilede som hun nævnte hun kun ville give babyen til ham – et sted, gjorde det ham varm om hjertet. ”Jeg er taknemlig for, du synes så godt om mig,” påpegede han roligt, inden han kommenterede videre: ”Men det sætter oftest ens eget liv på pause at få børn,” han kunne godt forstå, hvor hun kom fra. Han havde mange projekter, der lige nu var lagt på hylden fordi han ikke kunne nå det hele med småbørn. Han ville altid lytte til hende og han ville altid komme med inputs, hvis hun ønskede det. ”Det hænder,” påpegede han med et drillende smil over sine læber, inden han nikkede. ”Selvfølgelig. Jeg finder det til dig med det samme,” påpegede han inden han gik ind på sit soveværelse og fandt en t-shirt og gik ind mod stuen igen og rakte den til hende. ”Du vælger bare et værelse, så længe det ikke er Timmys,”
