New Bonds

[Deleted]

Tråd til Grace Murphy
d. 20. Februar kl. 16.30



Bnejamin så en lille smule nedslået ud. Hans tanker var utrolig flyvske. Jessie var i hans tanker konstant, det var næsten som en forbandelse, eller en dårlig joke der hele tiden skulle bringes på bane, som bare blev mere og mere 'cringworthy' hver gang. Et eller andet sted måtte han jo give op på et tidspunkt og lade det ligge.

Han sukkede for sig selv og tog en slurk af sin kaffe, mens han sad og kiggede ud af vinduet. Det var ved at blive sent og mørket var så småt begyndt at snige sig ind over Hogsmeade. Benjamin selv havde haft en klient i Hogsmeade og det var derfor han var der.

Han kom kort til at tænke på sin tid på Hogwarts. Han havde ikke været stræberen, men han heller ikke den værste, dog kunne han til tider godt savne sine venskaber han fik dengang. Det var lidt som om at alle mennesker var forsvundet fra jordens overflade efter de var gået ud, det hav de han skam affundet sig med, men han tænkte da på sine 'venner' engang imellem.

Benjamin havde afslappet tøj på og nød endelig at kunne holde fri. Idag havde været specielt slem, han måtte følge sin klient på sygehuset, fordi hun var knækket helt sammen psykisk og ikke kunne holde til mere. Det undrede Benjamin om han nogensinde selv ville nå til det punkt.

Han betragtede kort en ung pige med rødt hår som sad og lavede lektier. Han kunne dog ikke lade være med at smile til hende

[Grace Murphy]

Outfit

Grace havde sneget sig ned i Hogsmeade, dog stadig med sine bøger for at kunne læse, men hun havde brug for at kunne sidde et sted, hvor folk ikke konstant sendte hende blikke eller stod og hviskede omkring hende. Det var hvert fald ofte det hun følte når tingene gik skævt og hun prøvede at ave sine ting. 
Det var svært, men alligevel var en del af hende også begyndt at spekulere på om Hunter Blackwood kunne have ret. Var hun virkelig ordblind? Det skulle lige passe han havde ret, skønt hun stadig ikke helt forstod hvorfor han overhovedet blandede sig. Der var mange ting, der var blevet mærkelig med ham siden den dag.

Blikket gled igen ned i bogen, men blev hurtigt opgivende, og da hun så op, fik hun øje på en mand, der sad og grinede af hende. Det var hun hvert fald ret sikker på. Han havde kigget på hende og så havde han siddet der og smilet, eller altså grinet. Hun klappede hurtigt bogen i og smækkede den i bordet. "Hvad!? Vil du nu også fortælle mig at jeg ikke egner mig til det magiske samfund?!" Ordene var fløjet ud af hende, før hun fik dem stoppet. - Endnu et sted Hunter havde ret, hun havde virkelig et iltert temperament når hun følte sig presset.

[Deleted]

Det var en noget overrasket Benjamin som kiggede mod pigen der bed fra sig. Det var nu også ret nemt at se at hu nvar frustreret, men det strålede ud af hende at hun var en Hogwarts elev. Han rynkede en smule på næsen med sin græskarjuice i hånden før han rejste sig og satte sig over ved det bord pigen havde sat sig ved. Da han kom nærmere strålede hendes røde hår nærmest gennem det dunkle rum.

Han betragtede kort bogen hun læste i før han kiggede op på hende og sendte hende et skævt smil. "Magiens historie var også mit hadefag da jeg gik på Hogwarts. Det var så kedeligt, og der var så meget der skulle læses... Det ser jeg ikke ligefrem har ændret sig"

Som mentor havde Benjamin lært at snakke med mennesker og få dem til at slappe af. Hans intentioner var på ingen måder dårlige. Han kiggede op mod kromutteren som hurtigt fik hentet en græskarjuice til pigen.

"Hvad er det som gør det svært for dig?" spurgte han meget direkte og betragtede pigen.

[Grace Murphy]

Grace blev mødt af en venlighed, som hun bestemt ikke havde regnet med, hvilket også slog hende noget ud af kurs, så hun glemte at være irriteret. Brynene trak sig sammen i en undren, som hun prøvede at forstå manden, men kunne dog stadig mærke det stædige dyr bagerst i tankerne. Hun blinkede engang før de smukke grønne øjne rigtig kunne hvile sig på ham. "Hvordan skulle man kunne lære om magiens historie, hvis ikke ved at læse om den?" spurgte hun så provokerende. Et spørgsmål hun selv havde fået stillet flere gange end hun snart kunne huske. 
Hun tyggede lidt på sin kind og prøvede så alligevel at få lidt styr over sit temperament, men manden havde ramt ned i det hun havde det aller værst med ved sig selv. Det var altså ikke nemt så at være venlig.

"Ik noget. Du vil alligevel ikke forstå det. Du vil sikkert bare påstå at det er fordi jeg ikke læser nok." Det var det alle andre gjorde. forstanderen på børnehjemmet mente hun bare skulle tage sig sammen, lærerne på Hogwarts forventede vel at det bare var fordi hun var muggler. Ingen forstod, at hun faktisk gerne ville gøre det bedre, men simpelthen ikke kunne. Den eneste der havde været tæt på at forstå var måske Hunter...

[Deleted]

Man kom langt med et smil i stedet for at afvise andre mennesker direkte fra starten af. Det havde Benjamin lært gennem tiden. Han var selv et menneske som var meget præget af sit humør, og til tider kunne hans temperement også stige ham til hovedet. Men det skete dog yderst sjældent.

"Jeg burde komme med et smart svar om at du kunne opleve den i stedet for at læse om den, men faktum er bare at Hogwarts underviser udfra bøger og ikke personlig erfaring. Det havde jeg selv problemer med da jeg gik på Hogwarts" han rømmede sig og kiggede ned i bogen. "Jeg har selv meget svært ved at læse, det er som om.... at det danser rundt for mig når jeg prøver" sagde han og kløede sig i nakken med et usikkert smil.

Men ja Benjamin havde også kæmpe en kamp med at være ordblind, og han vidste selv hvor frustrerende det kunne være, for lektierne havde det med at stable sig op, og så virkede det hele så uoverskueligt.

[Grace Murphy]

Grace kiggede på manden med et blik der var svært at dømme. Hun skulede en anelse, samtidig med at hun fandt forståelse i mande, mens hun prøvede at lukke af, samt var nysgerrig på hvem han var og absolut ikke gad fortælle ham noget. Med andre ord rigtig godt teenagerforstyret. Hvilket kun var svært fordi manden samtidig var så venlig og imødekommende. Han var sikkert en børnelokker! Tanken fik Grace til at fnyse lidt muntert, narh nok ikke. Det ville han hvert fald ikke have held med. 
Det generede hende, at han skulle stå der og lege forstående, men samtidig var det også rart, fordi hun altid bare blev fejet af, hvordan man dog lige håndterede det, det havde hun ingen ide om. Hun var vokset op på børnehjem, hvor der ikke var tid til den form for kærlighed eller interesse og hvor alt kørte på skemaer og pædagogerne blot var der til de havde fri.
Det endte med at hun lagde armene over kors og så på ham med et skeptisk blik. "Hvem er du egentlig? Hvad laver du her?" Det var primært til forsvar for ikke selv at blive skuffet eller såret, men samtidig var det altså heller ikke normalt at en mand i hans alder snakkede med en ung pige. "Og hvis du er min gode fe-gudfar, som er kommet for at gør verden go, så.. så..." Hun sukkede lidt igen. "Undskyld. Jeg er ikke vant til vokse, der faktisk lytter og du.. Jeg ved bare ikke hvad du vil?" prøvede hun så i en noget mere rolig tone. måske også for at undgå det med sine egne problemet. Da han så nævnte at bogstaverne dansede rundt for ham, stejlede hun fuldstændig. Var det et påfund Hunter Blackwood Havde sat igang som modspil for at han var blevet sat til at hjælpe hende? "Hvem har fået dig til det her?!"

[Deleted]

Det var utroligt som pigen var i forsvar konstant. Det var ret så tydeligt at folk i hendes omgangskreds havde behandlet hende meget dårligt. Han rystede på hovedet smilede venligt til hende "Benjamin og såmænd ingenting. Jeg har været på arbejde hele dagen, og valgte at smutte forbi og få lidt godt til ganen" han kiggede ned på den græskarjuice som han havde bestilt til pigen.

"Nu har jeg aldrig hørt om en fe, der skulle være far til et helt almindeligt menneske" sagde han i en sjov tone og grinte en smule. "Jeg vil ikke noget, jeg kunne se du var frustreret, en lille hjælpende hånd kan vi alle bruge engang imellem. Og nu virkede du til at kunne bruge lidt hjælp" han nikkede og kiggede ned i hendes bog. Paranoide tanker havde hun nok af

[Grace Murphy]

Grace skulle lige til at hilse på manden og fortælle sit navn, men nåede at få det stoppet, så det egentlig bare blev til et lidt sært smil og en udefinerbar lyd. Hun havde alle parader oppe og var på ingen måde vant til hans imødekommenhed eller rare væsen. 
Hun kiggede ned på græskarjuice foran sig, tøvede lidt og drak så af den. Det hjalp gevaldigt på det hele. “Grace. Undskyld. Det bare... jeg er ikke lige den bedste for troldmands universet.” Hun så flovt ned og måtte bide tænderne sammen. Hun mærkede pludselig en tryggen i brystet. “Jeg forstå nok bare ikke hvad du vil med mig. Alle... ingen gider mig rigtig”

[Deleted]

Det var egentlig ikke spor overraskende for Benjamin at Grace havde alle sine parader oppe. Det ville han nok også selv have hvis han var på hendes alder og en voksen person kom hen og tilbød noget at drikke, men nu var Benjamins intentioner kun gode, der var ingen ondskab at spore i ham på nogen måder

"Grace..." sagde han kort og smilede venligt til hende "Der er plads til alle i troldsmandsuniverset som du kalder det." han rynkede en smule på panden "Det handler bare om at finde sit sted. Og det er ikke noget man gør i så ung en alder som du er." han huskede selv godt hvor forvirret han var da han gik på Hogwarts. Der var så mange ting man skulle vende sig til, og ikke nok med det, så skulle man også tænke på sin fremtid.

"Ingen gider dig? Eller er det fordi du har gjort dig selv blind?" han blinkede til hende før han fortsatte "Forstå mig ret. Man får ikke success i livet ved at være vellidt. Man får success ved at fokusere på sine mål. Det har været svært for mig at lære, men sådan er det." han blinkede igen til hende.

Da han selv gik på Hogwarts havde han ikke den store vennekreds. Han omgik sig kun med Andrew og Nat, de havde deres lille trekløver, som også blev til et forhold i sidste ende, et bittert forhold. Han rystede kort på hovedet og nikkede til bogen "Men en ting er helt sikkert. Hvis du opgiver på forhånd, så rykker du dig slet ikke. Det er ikke en konkurrence om hvem der kommer først Grace, så længe du flytter dig hver dag, så kan det ikke gå helt galt" han tog en slurk af sin græskarjuice og lænede sig tilbage i sin stol

[Grace Murphy]

Langsomt prøvede Grace at ben en smule op for manden. Han virkede jo sådan set rar nok. Det var muligvis første gang hun havde oplevet nogen være så venlig imod sig, og som faktisk virkede til at se hende, og ikke bare en elendig forældreløs. Men det han sagde, lød for hende, som tomme ord. “Finde min plads? Min plads er i mugglernes verden, men der får jeg ikke lov at være.” Hun havde været ved rektor flere gange omkring netop den snak, men det kunne åbenbart blive farligt for en magiker at leve uden undervisning, også selv om ens magi var stort set ikke eksisterende.

Hun skulede til ham, som han spurgte ind til hendes ord og vendte dem imod hende. Straks kom paraderne op igen og flere blev sat på. “Jeg ved ikke, jeg tænker at når man bliver angrebet uden grund, bundet med reb og den slags, så er det tegn på, at man ikke er velkommen. Eller hvad med når folk siger jeg ikke er velkommen! Forstanderinden mener jeg er ynkelig og en dovenlas. Hvilket jeg ikke er! Og så er der Hunter... han... ha... han kan ikke lide mig! Og forstår ingenting!!” Grace var tydeligt berørt af alt det hun lige havde fortalt, blikket var fjernt og skuldrene hævede og sænkede sig i hurtige ryk. 
Hun fnøs ved hans visdomsord... mål i livet tsk! Hvad var egentlig hendes mål i livet? Faktisk vidste hun det ikke, havde ikke lyst til at tænke på det. Hun havde slet ikke troen på det.

Hans næste ord ramte hende hårdt og vækkede de lille monster inden i hende, som altid lå og blundede. Det lille monster, som for alvor forsvarede hende. “Du skal ikke tro du ved alt muligt om mig! Jeg gør hvad jeg kan! Og mere til, men jeg kan ikke klare det! Jeg kan ikke læse de damning lortebøger! Jeg kan ikke... jeg kan ikke lave det jeg gerne vil! Og inden du begynder på noget, jo jeg har lært at læse og ja jeg bruger alt min fritid på at prøve at klare min skolegang. Så lad være med at tro du kender mig, for det gør du ikke!!!”

[Deleted]

Benjamin forholdte sig helt i ro, det var jo langt fra første gang han havde snakket med en person som var forvirret og ikke vidste hvordan de skulle håndtere livet, eller hvor de skulle placere sig selv. "Jeg er selv mugglerfødt. Tro mig, det har været så svært at finde en balance mellem den magiske verden, og så den verden jeg voksede op i. Jeg undrede mig tit over hvorfor der ikke var et TV på Hogwarts.." sagde han og grinte en smule. Det var jo på en måde ret så dumt at forvente at den magiske verden var hjerneløse zombier foran en skærm, når der var så meget der kunne udforskes og læres.

Benjamin lyttede på hendes fortælling omkring at blive angrebet uden grund. Moderne racisme var det første der skød sig ind i hovedet på ham, og han følte virkelig med pigen. Han havde selv oplevet det da han gik på Hogwarts. Slytherin eleverne havde det med at være efter mugglerfødte. Men han havde en vennekreds der gjorde det hele værd. Han fandt endelig sin plads blandt de mennesker som faktisk elskede ham for den han var. Benjamin kunne mærke hvordan han blev nostalgisk bare ved tanken om Hogwarts. "Jeg tror bestemt ikke du er doven." sagde han for at anerkende at han godt kendte til hendes problemstillinger, men også for at få hende til at forstå at hun på ingen måder var alene med det problem. Da hun nævnte en 'Hunter' kunne han ikke andet end at smile "Hvad får dig til at tro at han ikke kan lide dig?" spurgte han en smule forvirret. Hun virkede indtil videre som en pige der var stærk, men frustreret over at hun konstant blev misforstået og ikke havde en fast base hvor hun kunne slappe af og bare være sig selv uden at konstant blive dømt af andre. "Det er på ingen måder okay at folk angriber dig. Men lad mig fortælle dig en kort historie. Da jeg gik på Hogwarts, gik jeg på Hufflepuff, og jeg er som sagt muggler. Tror du at det var nemt? Overhovedet ikke. Livet er på ingen måder nemt Grace" påpegede han stadig med den faste, men afslappet tone.

Da Grace satte sig på bagben overraskede det ham faktisk slet ikke. Hun mindede utrolig meget om ham selv. Stille og rolig indtil man følte sig trådt på. Selvom Benjamins intention aldrig var at træde på hende. Men når man var teenager, kunne det til tider være svært at se logik på tingene. "Undskyld at jeg er meget direkte Grace. Jeg føler ikke du har behov for at jeg pakker det ind. Men det jeg hører lige nu er undskyldninger. Du kan godt, hvis du vil. Det handler om at tro på sig selv, hvis du ikke tror på dig selv, hvorfor skulle andre så tro på dig?" han blinkede til hende og tog en slurk af sin græskarjuice.

"Jeg er også ordblind. Men jeg arbejder idag i et fag hvor læsning er en stor del af det. Min pointe er at dit hårde arbejde nok skal betale sig i sidste ende, selvom du ikke ser en ændring nu og her. Det er et langsigtet mål, og du bliver nød til at holde fast i det arbejde du gør. I sidste ende er det en kæmpe tjeneste...." han rynkede på næsen og rejste sig op og nikkede til hende og gik over mod sit eget bord igen, han stoppede dog og kiggede sig over skulderen efter Grace "Men du kan selvfølgelig også bare give op på forhånd. Men så bekræfter du også bare alle de ting som folk tror om dig... Men det er jo dit valg.." sagde han og gik over til sit eget bord og satte sig med avisen og sin juice. Et smil bredte sig på hans læber, han slog det ene ben over det andet og vippede stille med den mens han fortsatte med at læse i avisen hvor han slap. En ret kliché handling, når man tænker på de lige havde snakket om hvor svært det kunne være at læse.

[Grace Murphy]

Det var ikke fordi Grace gerne ville være uhøflig eller på anden måde behandle manden dårligt, men han var bare super irriterende. Her sad han og førte sig frem som om han havde svarene på alt, alt imens han fuldstændig glemte at lytte til hende. Det var hvert fald den opfattelse hun havde af det. Derfor faldt fortællingen om tv heller ikke rigtig i god jord hos hende. Det var bare dumt. Alle vidste at elektronik ikke virkede på Hogwarts. “Du hjælper ikke ligefrem at du ved det” armene blev lagt over kors mens hun dog nu sænkede blikket. Det gjorde det bestemt heller ikke lettere at hun så tog fat i Hunter. “Han har sagt det til mig. Plus jeg ikke må fortælle nogen at han hjælper mig med lektier. Han hader mugglerfødt ergo også mig. Det er ikke noget han lægger skjul på” men var det nu også så slemt? Der var da et eller andet Irans blik. Grace rystede hurtigt på hovedet for at ryste tanken ud. Hun ville ikke sidde der og tænke på Hunter. Heldigvis fik manden sagt noget som fik hende til at glemme andet. “Ordblind? Du tror jeg et ordblind?” Han var den første, udover Hunter, der faktisk mødte hende direkte i sine problemer. Det overraskede hende og slog hende ud af kurs. Men før hun nåede at gøre noget ved det var manden gået. Hvad gik det nu ud på? De var da ikke færdige var de? Og så sad han bare der og læste sin avis for at provokere...

[Deleted]

Gruden til at Benjamin i det hele taget valgte at sætte sig over til sit eget bord var fordi han ville have Grace til at tænke selv. Det nyttede ikke noget man bare gav hendes type alle svarene, det ville hun heller ikke lære noget af selv. Hun havde behovet for selv at tænke og selv nå frem til sine egne løsninger. En meget selvstændig person, dog blød på indersiden. Der var hele tiden en facade oppe, og Benjamin var begyndt at forstå hvorfor. Hun havde det bestemt ikke nemt og det prøvede Benjamin ikke at underspille, men der var heller ikke nogen grund til at give hende melidenhed, det ville hun højst sandsynligt blive sur over.

Han bladrede endnu engang i avisen og fortsætte med at læse, mens han stadig bare vippede med foden, dog foregik det i en underlig rytmisk facon. Og hvis man lagde 2 og 2 sammen kunne man hurtigt regne ud at han vippede foden til hver enkelte stavelse han læste for sig selv. Han kiggede kort op og mødte Graces blik. "Skål" sagde han med et lille smil på læben, mens han sendte hende et provokerende blink med øjet. Et blik der nærmest var dømmende og super provokerende. Som om han var meget bedre end Grace.

[Grace Murphy]

Grace havde brug for tid til at bearbejde alt det som manden havde sagt hende. Hun gjorde alt for at sortere det og analysere det og begyndte snart at få ondt i hovedet af de mange tanker. Til sidst besluttede hun sig for at tage noget af sin græskarjuice, for at lindre smerten lidt og måske prøve at få en lille pause. 
Hun kiggede over på manden igen. Havde han ikke lige sagt, at han var ordblind? Hvordan kunne han så sidde der og læse som en hvilken som helst anden. Det var provokerende, og gjorde det kun sværere for Grace at få øjnene fra ham. Det blandet med hans påstand om at hun ikke var villig til at kæmpe fik hende til sidst op ad stolen. Bestemt at hun ville kæmpe! Han skulle ikke beskylde hende for ikke at ville, når det var det modsatte der var sandheden! 

Med næsten lydløse skridt gik hun over imod ham, og stod der en tid og så på ham, før hun endelig åbnede munden. "Hvordan gør du?" Spurgte hun og så ned på den avis han sad med, bare synet af de mange bogstaver fik hende til at føle åndenød. Men hvis han kunne... Måske var der alligevel noget hjælp at hente et sted. Hun satte sig ned overfor ham. Nu var det hende der trængte ind på hans territorium, det havde hun det meget lettere med. "Så du er ordblid og har gået på hufflepuff... hvad med din familie?" Hun måtte vide mere om ham, var nysgerrig for at lære ham at kende. Egentlig var hun bare ikke klar til at give afkald på den ene person som faktisk havde smidt hende en redningskrans.. næsten da.

[Deleted]

Benjamin mærkede godt at der hvilede nogle øjne på ham, men han valgte ikke at tænkte for meget over det før hun faktisk valgte at stå ved siden af ham. Han smilede og kiggede venligt op på hende. Han nikkede mod sin fod som var stoppet med at vrikke sig. "Problemet er at mange folk faktisk ikke læser hvad der står, men læser de første bogstaver, og så faktisk gætter ordet. Hvis vi deler ordet op i stavelser og læser hver enkelte ord hvert for sig, gør det virkelig det hele meget nemmere. Det er ikke noget man lærer på en dag Grace, det er noget som kræver træning, men jo mere du træner det, jo bedre bliver det også" han lagde avisen fra sig og foldede den pænt på bordet, så en evt. Anden kunde der kom senere også kunne læse avisen.

Udover det havde Grace også en sund nysgerrighed som slog Benjamin lidt ud af sig selv. Han havde ikke ligefrem regnet med at få et spørgsmål vedrørende hans familie som noget af det første. "Hufflepuffer, Ordblind, og forældre som ikke burde være forældre. Jeg er en skat for enhver psykolog der findes derude" sagde han henkastet og grinte en smule over sig selv, der gik dog ikke længe før grinet forsvandt og det velkendte seriøse, men venlige ansigt kom tilbage.

Et eller andet sted var han stolt over Grace selvom han slet ikke kendte hende. Hun havde taget et valg nu, selvom hun måske ikke selv var klar over det. Der var en helt anden energi omkring hende nu end der var før. De defensive parader var så småt forsvundet, og hendes tørst efter viden havde taget over. Det var sådan en professor burde være. Undervise sine elever og få dem til at elske at lære noget nyt, men Hogwarts var måske stadig en smule gammeldags på den front, det var ærligt ikke noget Benjamin kunne udtale sig om eftersom han ikke havde besøgt Hogwarts siden han dimiterede derfra.

"Hvad med dig? Hufflepuffer, Ordblind... og en vred forstanderinde?" han virkede en smule spørgende, af hvad han huskede så var der ikke en kvindelig forstander på Hogwarts, men han kunne selvfølgelig også huske forkert