New Bonds

[Grace Murphy]

Måske havde det alligevel været dumt at tro på, at manden kunne hjælpe hende. Lige nu lød det hvert fald ikke rigtig som om det var en mulighed. Bare at dele ordet og læse det, gik jo ikke. Det var ikke rigtig der problemet var, og dog gav det da mening og kunne måske være en hjælp, men hendes problemet lå ofte et andet sted når hun læste. Hun havde svært ved, hvor hun skulle lægge trykket i ord hun ikke lige kunne genkende, ligesom hun havde svært ved vokaler, der lød som hinanden eller om det skulle være enkelt eller to konsonanter i et ord. Det var sker flere gange at hun i en eliksir-afleveringen var kommet til at skrive at Bilerne skulle moses. Senest var hun også blevet gjort til grin over overskriften "Qvitis gennem tiden." Det var ikke altid bare at læse hver stavelse for hende, for hvad når man ikke kunne få dem til at lyde ordentligt? "Jeg gør mit bedste hver dag! Jeg bliver bare så træt, det er virkelig udmattende, og det siger jeg ikke for at beklage mig, men jeg læser ikke så hurtig, så ja... Det kræver virkelig meget." Hun kiggede på ham med en lidt neutral mine. Hun hverken direkte smilede eller så sur ud. Det var hverdagen hun netop havde beskrevet og den hun levede i lige nu. Hun kæmpede for det hver dag uanset om folk så troede hende eller ej. 

Grave hævede et øjenbryn, som Ben fortalte om sit liv, eller hvert fald sine forældre. De lød ikke som nogen der var værd at samle på, men dog havde de da været der, modsat hendes. Hun anede ikke engang, hvem de var. Det var underligt så meget de havde til fældes, men sådan var det måske nogengange. måske var han "Den gode fe" som skulle kunne hjælpe hende videre... Men hun turde ikke helt håbe på det. "I det mindste har du forældre..." Kom det så fra hende. Det var ikke fordi Grace direkte savnede forældre eller en familie, ikke som hun havde gjort som barn hvert fald. Indtil hun var fyldt 9 havde hun sådan ønsket sig at de par der kom på børnehjemmet, ville vælge hende at tage med hjem, men nu var hun snart voksen, ingen ville have en datter, som kun kunne være deres i nogle få år. Det kom der ikke meget familie ud af.

Blikket blev vendt mod hendes fødder og hun sank en klump, som han spurgte til forstanderinden. "Hun er okay. Men har altid beskyldt mig for at være doven, og når lærerne i skolen kontaktede hende for at sige, at jeg ikke fulgte med i timerne.."  Hun kiggede op på ham med næsten blanke øjne. "Prøv du selv at følge med i timerne, når ikke du aner hvad du skal i opgaverne og gentagende gange bliver slået oven i hovedet, med at du bare er doven og skal se at komme igang."  Så slog hun blikket ned og lagde armene om sig selv. Hun måtte bide sig i kinden for ikke at græde. "Jeg er... Før Hogwarts boede jeg på børnehjem. eller altså jeg er jo nødt til at tage tilbage dertil i sommerferierne, men ellers er Hogwarts mit hjem nu."

[Deleted]

Benjamin lyttede og rystede på hovedet. Grace var en af de børn som var tabt i systemet, og hendes skæbne var da frygtlig. Alle vidste jo godt at det var ret så sjældent at en pige på hendes alder ville blive adopteret. Så hendes følelser var slet ikke forkerte på det punkt. Og det måtte være nogle ret så heftige følelser at gå med i så ung en alder. Følelsen af at ikke høre til nogen steder, samt føle sig så uønsket som hun nu gjorde. Benjamin åbnede igen avisen og satte sin finger ned i starten af en artikel. "Mi...Ni...Ste...Ren....... Ud... Tal...Te..... Tid... Lig... ere... På... Dag...En" han stoppede kort og kiggede på hende igen. "Det går langsomt for os, men det betyder ikke at vi ikke forstår hvad der står skrevet. Vi skal bare bruge lidt ekstra tid, og det er jo ikke forkert"

Hendes kommentar vedrørende hans forældre stak lidt. For når alt kom til alt havde hun ret, han ville dog ønske at han havde haft nogle andre forældre end dem han havde fået "Familie er ikke blod Grace. Familie er de mennekser der kæmper for dig hver dag." han kom til at tænke på sin bror Jessie som sad fængslet i Azkaban, kampen mod systemet havde været hård, og selvom den havde stået på nederlag efter nederlag havde det ikke stoppet ham. Han ville kæmpe til den dag hvor hans hjerte stoppede med at slå

Benjamin var bestemt ikke overrasket over hendes forstanderinde ikke havde sat sig ind i hvilke problemer Grace nu bøvlede med. Det var ofte at børn der var anbragt sådan et sted, egentlig bare var der indtil de ramte alderen hvor de kunne klare sig selv. Og så videre i teksten. Et nummer, eller noget som skulle skjules fra omverdenen. "Med den skjulte problemstilling du har, er det også nemt at antage at du bare er doven. Hvis du ikke er blevet undersøgt for det her, er det også svært for de mennesker omkring dig at forstå det.." han rynkede lidt på næsen "Hvis du selv måtte vælge, hvor vil du så være i sommerferien?"

[Grace Murphy]

Det var sikkert en rigtig fin metode, Benjamin forsøgte at vise hende, men lige nu var der slet ikke hul igennem så hun kunne få noget ud af det. Der var så mange ting i omløb i hendes hoved, at hun ikke kunne fokusere på det han forsøgte at vise hende, men jo, det gav vel lidt mening, det han havde gang i. Det var bare ikke alt for hvad når hun lagde trykket forkert. Hun havde engang læst et ord helt forkert, og så slet ikke kunnet se hvad der faktisk stod. - Kom..pas... rose... Det var først senere det var gået op for hende at en kompas-rose var den lille stjerne der fortæller hvor nord er. Tanken var nok dum og måske Benjamin slet ikke forstod det. "Hvad når du skriver?" Hun syntes den del kunne være virkelig svær, særligt med ord der ikke blev skrevet som de lød. Hun læste dog nok lidt bedre end hvad han netop havde gjort, men hun havde svært ved altid at huske det bagefter. Det var som om det bare ikke rigtig sad fast. 

Grace havde ikke snakket om Familie, men forældre. Der var forskel. Hvert fald for hende. "Nej Familie er ikke blod, det er jeg enig i, men lige nu har jeg hverken familie eller forældre."  Det generede hende at være nødt til at sige det, for hun ønskede ikke at få hans medlidenhed over det. Det var som det var og sådan var det. Derfor trak hun også lidt på skulderen. "Jeg har jo skolen, og så børnehjemmet. Så ud fra din teori, så lad mig se... min familie er i så fald.. mig." Hun kæmpede for sig selv, - for det meste, havde ikke rigtig oplevet andre gøre det. Måske kun Hunter Blackwood, men det var jo kun fordi Rektor havde sagt han skulle. Gad vide egentlig hvad Hunter fik ud af at hjælpe hende?

Hun rettede lidt på de røde lokker og kom så til at grine, som han prøvede at analysere hende. "Tror du helt ærligt en forstander vil bruge sin tid på sådan et 'problembarn' som mig. Jeg fik en bog til at bryde i brænd da jeg var 6 år. Prøv lige at fortælle en voksen kvinde, at det var fordi bogstaverne ikke ville stå stille. Det får du aldrig nogen til at tro på. Særligt ikke en der ikke kender til magi." Grace var så vidt man antog mugglerfødt og var i sin tid blevet afleveret på et muggler børnehjem, kun for mugglere i et område, hvori der kun boede få magikere. De holdt da ikke øje med hvilke forældreløse børn der var eller hvor de kom fra. 
Hans afsluttende spørgsmål slog hende fuldstændig ud af kurs, og hun endte med at måtte tage fat i stoleryggen på en tom stol. Brynene rynkede sig sammen og man kunne næsten høre hvordan det knirkede i hendes hoved. "I sommerferien? Det spørgsmål kender jeg ikke svaret på sir. Børnehjemmet vel?  Hvor ellers? Skolen er jo ikke en mulighed."

[Deleted]

Det var bestemt ikke nogen nem opgave, men øvelse gjorde bestemt en bedre, nok aldrig en mester, men man havde vel lov til at drømme og stræbe efter toppen? "Ja se det er jo en helt anden sag." sagde han og fandt sin taske frem nede gulvet som han roddede rundt i noget tid. Han fandt en lille gul æske frem med Hufflepuffs våbenskjold på. "Jeg måtte ikke bruge den da jeg gik på skolen, men jeg gjorde det alligevel, og jeg fik aldrig ballade for det.." han åbnede æsken og nede blandt noget flodt sort fløjl, lå en gul fjern der pludselig rejste sig og dansede rundt foran Benjamin. "Kvikskribler" sagde han med et smil og tog fat i den og lagde den ned i æsken igen. "Den har gjort det en del nemmere, men det er ikke en undskyldning for ikke at lære at gøre det selv!" skyndte han at forsikre hende

Han gned sig på hagen da hun igen snakkede om familie. Hun virkede virkelig til at være noget så ensom. "Det må være ensomt" sagde han en smule anerkendende. Ikke for at hakke hende ned, men blot for at forsikre hende om at han forstod hvilken situation hun var plantet i. Når ens bagland ikke var det største, manifesterede det sig som selv i at man selv endte som ensom, eller også overkompensaserede man for det.

"Jeg vil gerne have set deres fjæs... Det måtte være priceless" sagde han og lo da hun nævnte det med bogen som brændte. "Kan lige se deres forvirrede udtryk" han fortsatte med le.

"Har du overvejet lejrskole?"

[Grace Murphy]

Grace var spændt på at se, hvordan han ville løse skrive problemerne, for det var da virkelig et stort problem for hende nogen gange. Det kunne være så pokkers svært at skrive og stave at bare tanken tog pusten fra hende. Da han så lød til at have en løsning på det også, så hun opmærksomt på ham. Blikket fulgte opmærksomt hans bevægelser og som han fandt en gul æske frem var hun som hypnotiseret. Først da han pakkede den ud gik det op for hende, hvad det var. "En Kvikskribler... en fjerpen, der skriver selv, wauw sådan en har jeg aldrig set før. Jeg har kun hørt om dem." Grace var meget fascineret af den, selvom hun også vidste det var forbudt til skolebrug alligevel kunne hun mærke hvordan det brændte i hende, for at få lov til at prøve den, men det kunne hun selvfølgelig ikke. Det var jo ikke hendes. Den måtte være dyr sådan en, tænk at han havde kunnet have en allerede som Hogwarts elev. Hun så undrende hen på ham, igen med det meget nysgerrige blik. "Kommer du fra en velhavende familie?" igen snakken om familie, men det var også vigtig for hende. For en der ikke havde familie, kunne den slags fylde frygtelig meget!

Hans konklusion og ensomhed fik hende lidt til at trække på skuldrene. Hun havde aldrig kendt til andet og havde aldrig rigtig følt sig helt velkommen, så havde derfor altid søgt enerummet. "Der er nok forskel på hvor meget social man kan overskue. Giv mig noget papir og nogle farver, så kan jeg nemt bruge en hel dag alene." Hun smilede lidt flovt til ham. Hun havde jo netop fortalt noget af det der stod hende aller nærmest, men han havde sikkert fået det ud af hende alligevel. 
Hun trak kort på smilebåndet, som han stillede sig til at le over hendes første oplevelse med magi. "Det var ikke ligefrem morsomt. Jeg tror jeg fik stuearrest i en måned og en kindhest.  Det havde slet ikke været min mening jo." Grace sukkede lidt. hun følte sig en anelse flov over hvem hun var, men så kom et forslag, som kom total på på hende, hvilket fik hendes hoved til at flyve op og se på ham. "Lejrskole?! Er du blevet tosset? Hvem skulle så betale for det?" Forstanderinden gjorde det da hvert fald ikke, så meget vidste hun!

[Deleted]

Kvikskribleren var en gave fra hans lillebror Jessie før han kom i Azkaban. Benjamin huskede godt hvor hårdt han arbejdede for at kunne få til at købe den. Det var noget som havde rørt ham dybt og det var derfor han havde den så kært. Det var et dejligt minde om hans lillebror, de andre minder var så småt blevet tilsmudset af sagen der havde kørt mod Jessie, samt faderens påvirkning af deres barndom. Han var dog kun glad for at han var ude og væk fra sin fars forgiftende forhold.

"Hvis man kan kalde en rengøringsassistent og en mand der elsker flasken mere end sine børn for velhavende... Det tvivler jeg på" han bevarede smilet men han kunne godt mærke hvordan det stikkede indeni. Fortiden var langt fra glemt, men man måtte også vælge om det skulle diktere ens humør i sidste ende.

"Jeg er sikker på at den stuearrest var det hele værd!" fastslog han og fortsatte med at grine over situationen. "Det var nok knap så sjovt for dig"

Grace havde jo nok lidt ret i at den institution hun var placeret på ikke ville betale for en lejrskole, men der var da muligheder, evt. Som en hjælper på en lejr, hun virkede da til at have den rigtige alder

[Grace Murphy]

Grace havde virkelig svært ved at placere manden, han virkede så stærk, ren personighedsmæssigt, men samtidig lød han til at leve et hårdt liv, eller at havde gjort det. Hvordan kunne han så sidde der og lidt gøre grin med det. Men omvendt, somme tider ønskede Grace sig så meget at have forældre at hun gerne sagde ja til dårlige forældre også. Bare det at have et sted at kunne kalde hjem. Et sted som var hendes, mere end bare sengen på børnehjemmet og vide at man i et eller andet omfang var ønsket. Tankerne myldrede rundt i hovedet på hende, og hun så efter sin juice, som hun havde efterladt på bordet, hvor hun før havde siddet. "Du lyder bare til at have styr på alting. Det.. Jeg ville ønske jeg havde det samme." Sagde hun så og gjorde allerede klar til et nyt "angreb" af: "Du skal bare ville det og ikke give op." Det var nogenlunde hvad hun havde lært om manden indtil nu. Alt for optimistisk og for lidt realist.

Hun rystede lidt på hovedet over den stuearrest, de nu talte om. "Absolut ikke. Jeg har aldrig følt mig så forkert og uønsket som den dag. OG det siger meget, når man i forvejen er uønsket. Men den dag... deres blikke... Jeg var en freak i alles øjne! Og der var ingen til at fortælle mig nogen om hvad der foregik." Hun var bare blevet smidt ind i et kammer, 6 år gammel og fuld af spørgsmål.

[Deleted]

Benjamin virkede meget mere sikker end han egentlig var, men det lå sig også i at han havde en rigtig god dag, men også fordi han fandt Grace interessant. Hun havde indhold, som ingen andre kunne se, fordi de dømt hende på forhånd, før hun overhovedet fik lov til at skinne igennem.

"Hvis du tror jeg har styr på alting, så tro om igen" han blev en smule forbavset men smilede stadigvæk. "Jeg tror aldrig rigtig man får styr på alting, der vil altid være et eller andet som der kan forbedres.." han stoppede et kort øjeblik da Grace begyndte at snakke om episoden på børnehjemmet. Det var bestemt ikke sjovt fra hendes vinkel, og havde sikkert givet hende trauma. " Joke til side så forstår jeg det godt." han nikkede forstående.

"Du er bestemt ingen freak Grace. Jeg ved godt jeg er kommet med mange kloge ord til dig, men jeg blev engang lært i min mugglerbørnehave. At man skulle se en skole som en zoologisk have, alle dyrene var eleverne. Hvis aben skulle til eksamen i at kravle i træer, ville den få top karakter, hvor elefanten ville dumpe. Vi er ikke designet til at være gode til, det handler om at finde det vi brænder for, og fokusere på det."

[Grace Murphy]

Grace blev generet af mandens måde at feje hende af på. Hvorfor afslog han, at han havde styr på det hele? Det skulle han jo ikke. Det var ikke det der var meningen med det. men da han så forklarede sig, gav det alligevel mening. "okay fint, men du virker bedre ballanceret så." gav hun igen. Egentlig ville hun jo gerne bare vide hvordan han gjorde det, men omvendt, så vidste hun også godt hun ikke kunne finde balance når hun vaklede mellem børnehjem og skole altid. Hun havde ingen fast base, det var det hun manglede det var hun ikke i tvivl om. Gad vide om man kunne skaffe det? Der burde være et forældrehjem, hvor børn og unge kunne komme og vælge et sæt forældre, som de tog med hjem ligesom forældre gjorde det på børnehjem. 

Hun smilede af de pæne ord fra ham. "NEj, jeg ved det godt, men det kan være svært at føle sig som andet, når hele verden syntes at være imod. Undskyld sir, må jeg stille et spørgsmål?" Hun havde glemt hans navn igen, hvis hun da egentlig havde fået det? Måske havde hun mens hun havde været sur og irriteret. Det var hun da heldigvis ikke længere og uden selv at have bemærket det smilede hun nu også igen.

[Deleted]

Balance kunne være mange ting, og for nyligt måttte Benjamin nok indrømme at hans liv var blevet noget så kaotisk. Det var ikke noget et barn skulle bekymre sig om, så det blev på ingen måder nævnt. Han bevarede dog blot sin positive attitude med Grace og smilede hele tiden. "Tja. Det er nu også meget forlangt at en teenager har balance i sit liv. Det kommer heldigvis med tiden" Benjamin kunne godt mærke hvor irriterende han faktisk var, for ligemeget hvad Grace sagde, så havde han et positivt svar at komme med.

Han fortsatte med at læse lidt på forsiden af avisen mens han drak sin juice. "Ja selvfølgelig må du det Grace, og please. Kald mig Benjamin, jeg er ikke så meget for formaliteter." forsikrede han hende

[Grace Murphy]

Det var mærkeligt som Benjamin kunne virke så forstående hele tiden. Det var både rart og frustrerende. Hun havde lyst til at råbe og skrige for at få nogle af de indre dæmoner ud og samtidig havde hun bare brug for et kram og få at vide, at hun var god nok som hun var. Hun bed ned i sin underlæbe og så på ham kort, men slog så blikket ned. Det her var det sværeste hun havde oplevet længe og hun følte hun var ved at gå helt i opløsning. "Jeg kunne bare virkelig godt bruge en form for sikker base, jeg... Jeg..." Hun følte sig ensom, meget ensom. Ensom og overset, men det ville hun heller ikke stå der og sige. Hun ønskede ikke at han fik medlidenhed med hende. Det havde hun ikke brug for. Han skulle ikke synes det var synd for hende. Det hjalp ikke noget. "Hvis bare... Det er så svært at stå med selv." Det var så svært for hende og det havde slet ikke været hendes mening at være så ærlig overfor ham, men pludselig kunne hun ikke holde det tilbage længere. Det var som om Benjamin havde åbnet for noget hun ikke bare sådan kunne lukke af til igen. "Vil du.. Altså øhm... Tror du, at du kan hjælpe mig?"

[Deleted]

Benjamin var bestemt overrasket over at hele hendes person pludselig ændrede sig, førhen var hun så lukket og spydende i sine ord, men nu var hun sårbar og åben. Der var ingen tvivl i Benjamins hovede at Grace virkelig kæmpede mod mange ting, og det gjorde ham derfor ondt at se en så ung pige kæmpe. Livet kunne ikke have givet hende nogle år til at forberede hende nej. Hun blev bare kastet ud i det som om hun stod klar med alle løsninger selv. Han mærkede dog en stolthed da hun spurgte om hjælp. Det måtte ikke være nemt for Grace at stå og spørge om hjælp, og Benjamin var selv lidt i tvivl om hvordan han kunne hjælpe, for det var slet ikke den målgruppe han arbejdede med.

"Altså.... Jeg kan godt prøve at hjælpe dig... Men det er udenfor mit fagområde. Jeg arbejder normalt ikke med unge mennesker så jeg er ikke helt sikker på hvilken hjælp det er du søger ved mig.... Jeg afslår dig ikke! Jeg vil gerne hjælpe, men hvilken hjælp er det du søger?"

[Grace Murphy]

Selvfølgelig havde det været for meget at spørge om, og Grace vidste da egentlig heller ikke helt, hvad hun havde tænkt sig eller forventet, men det gav god mening at han afviste det lidt. Eller egentlig gjorde han det jo ikke, men alligevel virkede han heller ikke med på ideen. Men hun havde selvfølgelig også selv svært ved at sige præcis hvad hun søgte. Derfor trak hun også bare lidt på hans skuldre af spørgsmålet. "Jeg ved det ikke rigtig. Et sted at gå til måske? Se dog på mig, jeg bliver ikke adopteret, så jeg vil være forældreløs til den dag jeg bliver myndig og så forventes det, at jeg kan klare mig selv. Jeg mangler nok lidt en Go-to." Fik hun så endelig hakket sig igennem. Det var lidt følelsesmæssigt og hun havde da også lyst til bare at forsvinde, da hun først havde sagt det. Hun var nervøs for om han ville grine af hende, ryste på hovedet eller bare generelt ikke forstå hende. Det gjorde helt ondt i maven og hun ønskede mest af alt at hun intet havde sagt. "Måske... Måske jeg burde komme tilbage til skolen. Jeg burde slet ikke være her." Kom det så fra hende, mest i håbet om at kunne slippe ud af den pludselig meget personlige situation de var kommet i.

[Deleted]

Benjamin følte hvordan situationen var en smule ubehagelig for Grace meget hurtigt. Det var et følsomt emne, og det var ikke bare noget man lige snakkede om som sådan. Men han ville bestemt ikke opgive hende bare så lidt, hun virkede til at være en pige der havde styr på sine ting, selvom han kun havde kendt hende i meget kort tid. Han smilede dog til hende og klemte hendes skulder "Er sikker på alting nok skal gå og jeg skal nok lige høre omkring hvad der kan gøres" forsikrede han hende mens han rejste sig for at tage sin jakke på.

"Jeg skal også selv videre på arbejde igen. Regninger betaler ikke sig selv" grinte han og skubbede stolen indunder bordet. "Må jeg sende dig en ugle når jeg har fundet ud af mere?"

[Grace Murphy]

Det var rart nok at manden ikke gjorde noget for at tvinge hende til at blive hængende, eller bede hende om at uddybe noget at det hun havde sagt. Hun ville egentlig bare helst gerne tilbage til skolen og få lidt ro på. Det havde været en noget mere krævende tur end planlagt og hun havde rigtig meget at tænke på lige nu. Det overraskede hende dog hvor venlig Benjamin var og ikke mindst hans tilbud om at hjælpe hende. "Det er virkelig pænt af dig at ville hjælpe. Mangle tak." smilede hun høfligt før hun rettede på sit hår klar til at ville gå. Hun stoppede dog op inden hun gik helt. "du må meget gerne sende mig en ugle. Det er virkelig pænt at dig at ville bruge tid på. mange tak." Derpå nikkede hun til ham og gik så over for at tage sin jakke og sit halstørklæde.