Light in the dark

[Deleted]

@talon & @john

Kloster i Skotland

Dec. 2056

Påklædning

---

Naomi bevægede sig gennem klosterhaven mod den gang hun havde været faret vild i den forgående uge. Hun havde store planer om at hun ville finde Talon. Sidste gang var hun vidst endt med at få ham i problemer hvilket hun havde forfærdelig dårlig samvittighed over og hun ville gerne rette op på det. Derfor havde hun over den ene arm en kurv med forskellige ting i. Der var nogle mandariner, et par honninghjerter, noget chokolade, lidt andre julegiodter og et kalenderlys.
Hun nåede ned af trappen til den mørke gang hun havde bevæget sig ned af sidst da hun havde mødt den unge pukkelryggede mand, men ærlig talt havde hun ingen anelse om hvor hun var på vej hen. Hun havde hørt præsten snakke om at Talon havde et kammer, men om hun var på vej i den rigtige retning måtte tiden vise. Pludselig synes hun dog at kunne høre stemmer i det fjerne. Hun hankede lidt op i kurven og satte kursen efter stemmerne.

[Deleted]

Fader Claudius stod inde på det lille kammer som Talon boede på.
Der var en meget gammel træseng, et skrivebord, et skab og stearinlys. Han havde ikke strøm og alle hans møbler lignede noget der var over 200 år gammel, hvilket det sikkert også var sådan cirka.
"Og det er slut! Du skal aldrig nogensinde overveje ikke at adlyde ordre igen! Fatter du det?" brølede han i mod Talon og endte med at tage den tallerken der stod med madrester på skrivebordet og kaste den i hovedet på ham så den gik i tusinder af stykker.

"Jeg elsker dig Talon, som var du mit eget barn... Men du gør det ikke nemt når du laver de her ting!" sagde han i en bestemt stemme, og gik hen til Talon for at lave korsets tegn foran ham.
"Må Gud se det gode i dig" sagde han og rejste sig så op inden han vendte rundt.
Han gik ud af døren, og ned i mod sin egen lejlighed, der jo var en del større end der hvor Talon boede.

//Out

[Deleted]

Talon lå for enden af værelset, imellem sengen og skrivebordet og havde hænderne op foran hovedet i et forsøg på at beskytte sig selv i mod Claudius' udbrud. Han rystede og han græd, han var meget bange for Fader Claudius, men han vidste jo udemærket godt at det var hans egen skyld.
Han nikkede.
"Undskyld... Undskyld Fader, Undskyld Herre" bad han og kom med et højt gisp som tallerknen ramte ham i hovedet og den gik i stykker. han blødte ud fra det ene øjenbryn og han lukkede øjnene og ville ikke kigge på Claudius.

Han kiggede kort, som han hørte skridt i mod sig, men han blev liggende som der blev gjort korsets tegn foran ham.
Han vidste at det her var konsekvensen af når han havde lavet noget dumt og mest af alt så havde han lyst til at slå sig selv i hovedet. Hvorfor gjorde han også sådan nogen dumme ting, han vidste jo at han ville få ballade.
Han var selv udenom det.
Han blev liggende som Fader Claudius gik, han måtte lige have et øjeblik.

[Deleted]

Naomi nåede frem til den åben dør. Fra pladsen i den kuldsorte gang, så hun optrinet og førte forskrækket en hånd op foran munden for at holde et gisp inde. Alt i hende havde lyst til at gå ind og skrige af præsten flå ham væk, give ham en lussing og true med at melde ham for vold, men hun havde en ide om at det ikke ville nytte noget. Hun havde forhørt sig lidt om ham i byen og han lod til at være en meget anerkendt mand.
Som manden kom mod døren fik hun skjult sig bag en mindre søjle. Hun ventede med at komme frem til han var forsvundet i den modsatte retning hvorefter hun skyndte sig ind i kammeret til den stakkels mand på gulvet. Roligt stillede hun kurven fra sig på bordet, tog en serviet op derfra og satte sig på hug foran ham. "Hej." Hilste hun forsigtigt og holdt servietten frem mod hans ansigt med intention om at ligge den over såret. "Er du okay?" Spurgte hun blidt. Hendes blik udstrålede bekymring.
"Må jeg?" Spurgte hun og tøvede kort med hånden ud for hans ansigt, hun var ikke sikker på hvordan han havde det med hvis hun rørte såret, det måtte have gjort vanvittig ondt. Glasskårerne lå stadigvæk spredt på gulvet ved siden af dem.

[Deleted]

Talon havde lukkede øjne og lå bare lige nu for at få sin puls en smule ned.
Han turde overhovedet ikke så meget som overveje at gøre modstand, Fader Claudius var en mand med meget magt og aldrig nogensinde havde Talon forsøgt at gøre modstand på nogen som helst måde.
Han vidste godt at det var det bedste for ham at blive her, desuden var han jo et dyr, et monster, vandskabt og en skikkelse der ikke hørte til ude i den normale verden, derfor kunne han jo ikk gøre andet end bare at gøre som der blev sagt.

Som en stemme talte, krøllede han sig sammen og gjorde tegn til med hånden at hun skulle holde sig væk: "Vær... Vær sød at gå" sagde han og rystede på hovedet som en hentydning til at hun ikke skulle komme nærmere.
han kunne ikke mere lige nu, han ville bare gerne i seng og glemme denne her dag.
"Please gå... Han bliver vred" bad han og lod hende ikke røre ham for nu, han ville ikke have at det hele startede forfra en gang til, og han var jo kommet i problemer en gang fordi han havde snakket til hende.

[Deleted]

Hun mærkede nærmest sit hjerte briste på ny som han krøb for hende. Hun måtte synke en enkelt gang da hun var meget let påvirkelig og havde en meget let tilgang til sine følelser. "Jeg kan da ikke bare gå." Sagde hun blidt og lod hånden falde ned som han ikke ville lade hende røre ham. Hun ville ikke overskride hans grænser mere end højest nødvendigt.
"Var det derfor du ikke kunne snakke med mig sidst? På grund af ham?" Spurgte hun stille, men uden at flytte sig. Hun blev bare siddende i hug foran ham.
Hun så lidt imod døren og så tilbage på Talon, "Han finder ikke ud af jeg har været her, han er gået." Forsikrede hun ham i en blid stemme. "Jeg har taget noget med til dig." Hendes stemme var dæmpet og medfølende, blikket hvinede på det blodigere øjenbryn og hun hadede at han var så bange at han ikke ville lade hende hjælpe ham. "Jeg lover dig at han ikke finder ud af jeg er her. Du skal ikke være bange." Igen forsøgte hun at hæve sin hånd imod hans ansigt for at tørre noget af blodet væk. Hun havde godt nok sin tryllestav, men hun gik ud fra at han var muggler som hun altid gjorde. "Jeg er virkelig ked af at han gjorde det her imod dig."

[Deleted]

Han nikkede blot.
"Han vil ikke have jeg taler med nogen" sagde han i en rolig stemme: "Han passer på mig" sagde han blot og nikkede forsigtigt, han vidste jo at hans herre ville ham det godt. Som hun igen gjorde tegn til at tørre blodet væk, lod hun ham gjorde det, og rynkede let på panden som det gjorde en smule ondt.
"Du behøvede ikke komme tilbage" sagde han i en rolig stemme.
Han var vant til at klare tingene selv, og der var aldrig rigtigt nogen der sådan viste interesse for at tale med ham.

"De fleste tør ikke tale med mig alligevel" sagde han, faktisk var han ret sikker på at det var første gang at der nogensinde var nogen der havde søgt ind på hans værelse på den måde for at tale med ham.
Han gjorde roligt tegn til at rejse sig op fra gulvet, og han satte sig så ganske roligt op på sengen.
Han kunne mærke at hans krop stadig rystede en smule, det var ikke altid nemt at være ham, men han kendte jo ikke til andet - så han gik da ud fra at han havde et ganske godt liv

[Deleted]

Hendes blik blev en smule mere alvorligt, ”Men hvorfor ikke? Du har da lige så meget ret til at snakke med folk som han har.” Sagde hun blidt. Brynene blev rynket og hovedet lagt på skrå ved hans ord. ”Det her er da ikke at passe på dig,” argumenterede hun, men uden at lyde sur eller dømmende. Hun så ned på den knuste tallerken igen og så tilbage på ham.
Da han denne gang lod til at accepterer hendes gestus, førte hun hånden helt op til hans sårede øjenbryn og tørrede det ganske forsigtigt. Hun tøvede lidt som han lavede en fortrækning i smerte. ”Undskyld, det et overstået lige om lidt.” Lovede hun så og fik fjernet det sidste blod. Hun flyttede sig så han kunne komme op og sidde i sengen.
Hun sendte ham et lille smil, ”måske ikke, men jeg ville gerne snakke med dig.” Indrømmede hun og gik hen for at tage kurven fra skrivebordet. ”Det forstår jeg ikke, du virker sød.” Sagde hun ligeud og tog kurven med hen til sengen hvor hun satte sig ved siden af ham med den på skødet. Hun betragtede ham lidt. ”Er du sikker på at du er okay?” Spurgte hun så og strøg med med blide fingre den ene hånd udenom såret for at mærke om det var varmt. Det var lidt svært at se om det var hævet eller om det var deformateten i hans ansigt, men det afholdt hende nu ikke.

[Deleted]

Han kiggede på hende, undrende.
"Jo, han passer på mig... Verden vil jo aldrig kunne holde ud at se på mig" sagde han, og sukkede roligt. Han kunne slet ikke rigtigt forklare hvad han mente, nu havde han jo ikke rigtigt erfaring med resten af verden, men efter hvad han havde hørt - så var den ikke et sted han havde lyst til at være.
Han kiggede på kurven, undrende. Han spiste aldrig rigtigt andet end det de serverede på præstegården: "Jeg har boet her hele mit liv" sagde han og smilede ganske forsigtigt i mod hende, det var sådan det altid havde været.

"Jeg er nu ikke ret spændende at snakke med" sagde han ærligt og trak på skuldrende.
Han var bare alene, og han gik meget inde i sit eget hoved: "Jeg læser bare" sagde han og pegede på skabet hvor at der stod stakke med bøger ovenpå, han ville ønske at den virkelige verden var som i hans bøger.
Men desværre så lød det til at verden var langt mere forfærdelig.
"Undskyld, men jeg er virkeligt ikke sikker på det her er en god idé" sagde han igen usikkert og kiggede imod døren, han var bange for at han lige så godt kunne se døden i øjnene hvis Claudius kom gående ind.

[Deleted]

Hun måtte igen synke en enkelt gang. Hvor var det hjerteskærende at høre ham sige sådan noget, "har han sagt det?" Spurgte hun. Det var da en skrækkelig ting at bilede ham ind. Okay i denne lille by ville det næsten ikke komme bag på hende om de trak fakler og høtyve frem, men resten af verden? Ja de ville måske kigge, men de ville da brænde deres øjne ud ved synet af ham eller noget.
"Hele dit liv? Er han...din far?" Spurgte hun så, det ville da forklare en del. Eller ikke fra præstens side, men det ville forklare at Talon var så underdanig overfor ham hvis ikke han kendte til andet. "Det er da lang tid at leve alene i mørke. Kommer du aldrig udenfor?" Spurgte hun ham roligt og lod atter hånden falde til kurven som hun så hans nysgerrige blik.
Et lille smil gled over hendes røde læber. "Hvor ved du det fra hvis ikke du snakker særlig meget med folk. Måske er du det mest spændende menneske i Skotland." Påpegede hun med smilet der voksede sig større. Hun så over imod reolen og så tilbage på ham. "Jeg er også rigtig glad for at læse. Se, vi har allerede ting tilfælles." Hun tippede hovedet let på skrå, "Hvad kan du godt lide at læse?" Spurgte hun ind. Smilet han havde sendt hende før varmede hendes hjerte skønt det havde været lille og forsigtigt.
"Jo jo, det er en god ide." Forsikrede hun ham på ny. "Jeg skal nok tage skraldet, hvis han skulle opdage os, men det gør han ikke. Vil du se hvad jeg har med?" Spurgte hun så og fjernede en lille dug som dækkede godterne i kurven. "Jeg var ikke sikker på hvad du kunne lide, så jeg tog bare lidt af hvert med." Forklarede hun, "Der er lidt mandriner og et honninghjerte....hmm....nåh ja og noget chokolade...kan du lide marcipan?" Hun så tilbage op på ham med varme levende øjne.

[Deleted]

Talon rystede på hovedet.
"Han.. Han er min herre" sagde han blot, Talon talte ikke med særligt mange mennesker, for hvis han gjorde så var det ofte fordi at han blev talt TIL og ikke fordi at han snakkede tilbage til dem, de ville jo alligevel ikke rigtigt høre hvad han havde at sige.
"Kun om aftenen" sagde han, han kunne ikke lide dagslyset, han havde få gange været udenfor om dagen og det var jo ikke ligefrem fordi at folk havde taget det sådan super pænt når de så hans ansigt.

Han tænkte sig om som hun spurgte hvad han læste., han kastede et blik op i mod sine bøger, undrende overfor hvorfor det var at hun var flink ved ham: "Historier... Om verden tror jeg" sagde han: "Eventyr" sagde han også.
Generelt så læste han helst ting der endte lykkeligt og var lidt sukker-søde, så kunne han bedre drømme sig en smule væk.
"Ehm.. Hvad er det?" spurgte han og prøvede ikke at virke super desperat som han kiggede ned i kurven, han spiste aldrig andet mad end det de serverede i kirken, han kom jo aldrig rigtigt udenfor for at handle.

[Deleted]

”Din Herre?” Gentog hun med undrende stemme. Hvem i alverden havde “en herre”. Hun betragtede ham med et indgående blik før hun atter lyste op i et smil. Det lettede hende da lidt at høre at han trods alt fik noget frisk luft somme tider. ”Så er du så nogengange nede i byen?” Spurget hun ind. Det var en temmelig lille by, men den havde da en bager og et par få butikker, dog lå den et par km. fra klosteret. ”Der er rigtigt flot med julelys dernede på denne tid.” Fortalte hun.
Hun fulgte kort hans blik mod reolen og så så tilbage på ham, ”om verdenen? Sådan om naturen og sådan nogen ting?” Det var jo ikke så meget “historier” kunne man sige, men man kunne få nogle vidunderlige bøger om verden og dens mange vidundre og kulture. ”Jeg er også rigtig glad for eventyr!” Sagde hun begejstret, ”har du læst eventyret om Aladdin? Eller det hedder også Arabiens Nat tror jeg.” Hun kendte mest til den udgave hun selv spillede med i i teateret. Det var Disney-udgaven hvor hun havde rollen som Jasmin.
En mild latter gled over hendes læber som hun så hans nysgerrige blik mod kurven igen som hun begyndte at hive tingene frem. ”Har du ikke smagt det før? Det er ret sødt.” Forklarede hun og fandt et par stykker hjemmelavet konfekt med marzipan frem. ”Her.” Hun rakte det frem mod ham, ”Hvis du ikke kan lide det er det også helt i orden,” hun følte lige at hun måtte tilføje det så han ikke spiste det af høflighed, hvilket hun havde en ide om at han godt kunne finde på.

[Deleted]

Han nikkede.
"Han passer på mig" sagde han i en rolig stemme og kiggede kort i mod hende, men brød hurtigt øjenkontakt. Han var alt for sky til at kigge direkte på folk: "Byen? Nej nej... Der er trygt her" sagde han blot.
han havde ikke lyst til at gå udenfor, det var alt alt for farligt ude i den virkelige verden, det havde Fader Claudius jo fortalt ham mange gange, og normalt var det jo ikke fordi at folk ikke bemærkede han når han bevægede sig rundt.
Han var jo et monster og han så forfærdeligt ud

"Ja det har jeg... jeg har læst... dem alle!" sagde han, han regnede ihvertfald ikke med at der var mere at læse, men nu havde han jo heller ikke rigtigt været ude i verden for at søge efter mere bøger.
Alle dem han havde, havde han fået af sin herre.
"Ehm..." sagde han usikkert og tog i mod det, som han kiggede meget skeptisk på det: "Jeg... Jeg spiser aldrig andet end... Det jeg plejer" sagde han usikkert og stirrede stadig på stykket i hans hånd uden at spise det.

[Deleted]

"Åh okay. Det må være rart at have en som passer på sig." Tilføjede hun for at spore sig lidt ind på om han egentlig mente det eller sagde det af pligt. Hvad hun lige havde set af præsten var hun i hvert fald ikke specielt imponeret.
Hun tiltede hovedet let på skrå og de mørke dådyrøjne hvilede på ham i nogle lande sekunder. "Og det er byen ikke?" Selvfølgelig ville folk nok kigge hvis han kom gående, men de ville da ikke brænde ham på bålet eller noget. Hun begyndte lidt at få en ide af at han ikke rigtigt var klar over hvordan verden hang sammen udenfor klosteret.
Dog lyste hun op som han sagde at han havde læst dem alle. "Der er også så mange fantastiske bøger om verden, det giver en lyst til at opleve det hele selv, ikke sandt?" Hun så lidt drømmende frem for sig. Der var ingen hentydninger i hendes ord, men når hun sad og læste om andre lande og kulturer blev hun mindet om alt det hun ikke havde set endnu. Hun havde en ide om at ville se det hele en skønne dag, men altså ikke så længe hun havde en stor rolle i teateret, det havde hun simpelthen ikke tid til.
Hun kunne ikke lade være med en smule fnisende at slå let ud med hånden, "tro mig, det er nok ikke nogen dårlig ting at du ikke er vandt til søde sager, det har det med at blive lidt vanedannende," sagde hun morende, "men engang imellem skader ikke, prøv at smag." Opfordrede hun venligt.

[Deleted]

Han nikkede roligt.
"Nej byen er ikke tryg for en som mig" sagde han og smilede roligt i mod hende, som om han vidste det. Han vidste jo ingenting, han havde aldrig været derude og han var heller ikke sikker på det var en særlig god idé at han gik derud.
"Det ved jeg ikke helt, jeg tror jeg har det fint nok med bare at læse dem" sagde han roligt, han var meget sky overfor omverdenen og efter hvad han havde hørt om den så ville han egentligt også helst være fri.
Det her var et trygt og rart sted at være, han kendte det og han var ikke i farer.

Han tog en lille bitte mini bid af det stykke han havde i hånden og smagte på det med en kritisk mine: "Det smager.. Ehm, det ved jeg ikke rigtigt" sagde han og nippede roligt til det igen: "Jeg er altså ikke sikker på at Fader Claudius syntes jeg skal spise fremmede ting" sagde han og lagde stykket fra sig på det lille bord som om han pludseligt blev en smule bange for dte.
Han var ikke direkte bange for fader claudius, emn det var nok fordi han aldrig havde kendt til andet.
Det var jo sikkert for hans egen skyld at tingene af som de var.