Juletid....

[Deleted]

"Jeg er ikke sulten." lød det bare fra hende. Hun havde virkelig svært ved at få mad ned og hvis hun endelig spiste, så var det ikke mange mundfulde det blev til før hun opgav. Hun sukkede og så undskyldende op på sin bror, men hun kunne simpelthen ikke. Da han så forklarede at de skulle i retten og ikke mindst da han nævnte Harold Monroe, stivnede hun fuldstændig og var klar til nærmest at kravle ind under sofaen! Hun frygtede det navn, som folk engang havde frygtet Voldemort. DEr var intet godt ved noget og hun overvejede i denne stund, hvad der overhovedet var tilbage at leve for, men så så hun Ben og havde der sit svar. selvom det var svært.. men Ben var sød, Ben var hendes lys ud af mørket.

[Benedict Monroe]

Nok ville Tracy ikke spise, og måske spiste hun ikke ret meget, men hun skulle spise. Det var vigtigt for hende at spise, men hvad skulle han gøre for at få hende til at indse det? Han sukkede lidt og kiggede på hende. "Du bliver nød til at spise en smule" kom det fra ham og kiggede lidt på hende og så ned på sin egen mad. Han vidste hvordan hun havde det med deres far, men hun skulle igennem det. Han fortjente sin straf lige meget hvad der kom til ham. Men han vidste det ville blive svært for Tracy på så mange måder. Hun havde aldrig ville åbne op for hvad der var sket, men nu var hun tvunget til det. For ellers ville Harold gå fri og de ville få langt flere problemer end hvad de overhovedet ønskede sig.

[Deleted]

Tracy sad længe og stak til maden, før hun så til sidst prøvende tog en lille mundfuld og tyggede det igennem. Hvad det smagte af vidste hun ikke, hun spiste bare uden at tage notits af det. Fornuften og Ben fortalte hende at hun skulle spise, de krævede at hun spiste, så det måtte hun vel gøre.. En lille bod mere forsvandt, men så gjorde hun holdt igen. "Tak for mad.." øjnene var fjerne og vejrtrækningen tung. Hun greb ud after en af sofapuderne og krammede den ind i sin favn, og skjulte snart også hovedet i puden. Hun kunne bare ikke det her. Hun ville sådan ønske hun ikke længere eksisterede. "Ben... jeg..." Hvad skulle hun sige? "Jeg... ved ikke hvad jeg skal gøre nu."  Kom det så fra hende i en lettere fortabt tone mens hun rullede sammen til den velkendte kugle.

[Benedict Monroe]

Der var ingen tvivl om at Tracy var ked af det, men mad var vigtigt, og hun skulle nok klare sige gennem denne svære tid. Hun var stærk, det havde hun altid været. At hun havde taget nogle forkerte valg i tidernes løb var hvad det var. Men en ting var sikkert. Hun skulle nok klare sig fint før eller senere. Bare det at hun spiste lidt satte han pris på. Så da hun begyndte at spise begyndte han også at tage lidt af sin mad. Først tyggede han lidt af munden som hun nævnte hans navn. Ha løftede blikket og kiggede på hende. "Du skal komme til hægterne, og så finder vi ud af det senere." kom det fra ham og smilte til hende. "Når alt dette her er overstået, og du er klar kan du begynde at arbejde igen." kom det fra ham. Han var så småt begyndt at vende sig til tanken hun nok ville tilbage til strip klubben, og sikkert også tilbage til Mafiaen.

[Deleted]

Fra sin lille kugle kiggede hun op på ham med rynket bryn og lignede tydeligvis ikke en der forstod var der lige var blevet sagt til hende. ”Arbejde?? Men… Arbejde? Virkelig?” Ben havde aldrig været glad for hendes arbejde, så at han nu mente hun bare skulle komme til kræfter, og så ellers tilbage på arbejde, så blev hun virkelig forvirret og hun var slet ikke sikker på hun forstod det. Hun havde slet ikke lyst til sit arbejde mere, ikke efter hvad hun havde været nødt til for at slippe være fra Harold. Bare tanken fik hende til at trække knæene helt op under hagen og skjule sit ansigt, så man nærmest kun kunne se det blå hår, der havde lagt sig så fint ud over hende. ”Må jeg det?.. jeg.. jeg mener… altså… arbejdet… Jeg… Jeg ved ikke om…” Det var svært at finde ordene for at kunne svare ham, alt hun vidste var bare at hun var usikker omkring det hele og ikke rigtig turde gøre noget.

[Benedict Monroe]

Han vidste at han ikke skulle dømme hendes arbejde, men hvis det gjorde hende glad at have den slags arbejde, hvorfor skulle han så stå i vejen for det? "Det er måske ikke mit valg at du har det arbejde. Men hvis du nyder det skal jeg ikke stå i vejen for det." han ville bare gerne have at hun havde det godt. Hvis en enkelt dans kunne gøre hende glad så måtte det vel være sådan det var. "Men først når du er klar Tracy" han lagde en hånd på hendes knæ inden han trak den til sig for at tage noget mere at spise. Han vidst ikke hvor længe at Tracy ville have det sådan her, men hun var stærk og hun skulle nok klare sig, i det mindste havde hun da stadig ham. Han ville beskytte hende så længe han kunne, hvis han kunne.. også selvom han måske ikke havde været den bedste magiker i familien

[Deleted]

"Hvis bare jeg kunne..." Hun sukkede dybt og mærkede hvordan øjnene på ny blev oversvømmet og hun igen begyndte at græde. Hendes liv var ødelagt. ikke kun fordi hun havde været kidnappet af sin egen far, men hun havde også et forfærdeligt job, som hun ikke ønskede sig tilbage til, men hvad ellers kunne hun få? Uddannelse havde hun ingen af og hun kunne slet ikke overskue lige nu at tage en beslutning om at starte på noget. Hendes barndomsdrøm var knust for evigt og ingen kunne hjælpe hende. Hvad godt var der egentlig tilbage i denne verden?
Hun mærkede en hånd på sit knæ, og med en finger strøg hun håret til side, så de rødsprængte øjne kunne kigge op på Ben. Hendes bror! Jo, han var der stadig ved hendes side. Han var der hele tiden. Hun vendte sig om i sofaen, som en dyr der forsøgte at puffe en redde godt til, og lagde så hovedet på Benedicts skød og ved siden af ansigtet ud imod knæet lagde hun sin hånd. Han fik ikke lov til at gå fra hende, ikke nu. "Bliv hos mig." Bad hun, uden overhovedet at vide om han var på vej nogen steder hen. Hun var bare nødt til at sige det til ham, så han ikke forsvandt. Det var da bestemt heller ikke første gang hun havde sagt det, og sikkert heller ikke sidste.

[Benedict Monroe]

Han vidste virkelig ikke hvad det var hun var gået igennem med deres far, men han håbede at hun en dag ville åbne sig op og fortælle det, hvis hun nogen sinde kunne gøre det. "Det skal nok komme en dag, det er jeg sikker på" han flyttede lidt på sig som hun lagde sig ned på hans lår og lagde en hånd på hans knæ. Han nød at de var så tætte igen. Han havde savnet det længe, og det var utroligt så bekymret han kunne være for hende. Ikke sådan omklamrende eller noget, men det virkede bare så underligt at han lige pludselig skulle være den der passede på hende og ikke deres egen far. Det var sådan det skulle være ikke sådan her som det var nu. Han lagde gaflen på tallerknen og størg hende over håret med den ene hånd. "Jeg går ingen steder, og du må være her så længe du vil." kom det fra ham og lænede sig tilbage i sofaen. Han kunne altid spise senere, lige nu ville han bare være der for Tracy, specielt nu hvor hun kun havde ham og ikke kunne gå tilbage til Rebecca.

[Deleted]

Hvor lang tid der var gået vidste Tracy ikke, alt var bare en sløret tilværelse hun prøvede at overleve. En ting der var svært nok i sig selv. Som hun lå med hovedet på Benedicts knæ og sine ben næsten trukket op under sin hage følte hun sig endelig en smule tryg. "Jeg... jeg vil ikke tilbage. Ben.. jeg... hvad gør jeg?" En ting var at hun nok havde mistet sit job, men hvad med Judas og mafiaen, måske skulle hun bare holde sig fra dem og så forsøge at blive glemt af dem. De havde trods alt også brudt deres løfte til hende, men det var Judas i sidste ende nok ret ligeglad med. "Jeg vil ikke Ben." lød det så uden at han sikkert vidste det var mafiaen hun talte om, hvordan skulle han også kunne vide det? Hun sagde ikke rigtig noget og meget af det sagte var blot halve tanker der fik lyd på sig.  Hun kiggede op på ham med skræmte øjne, den frygt der altid hvilede over hende var tydelig at se. "undskyld, for alt jeg har gjort. Jeg troede... jeg.... mit hoved gør så ondt." klynkede hun lidt. og lykkede så øjnene og lagde hænderne ind under hovedet, som var hun ved at lægge sig til at sove.

[Benedict Monroe]

Han vidste ikke hvad det var hun gik igennem, og han ville nok aldrig kunne finde ud af det med mindre hun åbnede munden og fortalte det, men hvad skulle han sige til hende? Hvis hun nogen sinde ville åbne munden så skulle han nok være her for hende. Hun var den eneste der betød noget for ham. "Sssh" kom det fra ham og strøg hende hen over håret. Han ville gøre det så nemt for hende som han kunne, også selvom han måske ikke havde et job længere. Men hun skulle nok klare sig det var han sikker på. Dog skænkede han ikke mafiaen en eneste tanke. Han vidste ikke engang hvad de kunne finde på. Han håbede egentlig på at hun måske ville komme ud af mafiaen men det var en tanke der lå så langt væk for ham. "Du har ikke gjort noget galt Tracy, prøv og se om du kan sove lidt." kom det fra ham og strøg hende videre hen over håret. Han ville for alt i verden have at hun skulle have det godt, om det så kostede blod sved og tåre.

[Deleted]

Hun vendte hovedet op imod ham, så hun kunne kigge ham i øjnene, med hendes stadig plagede øjne. Hun havde set så meget frygteligt, men hun havde været fange hos sin far, at det halv kunne være nok. "Du må ikke gå, lover du det? Du må ikke dø og du må ikke gå." Derefteer vendte hun sig igen, lagde sig godt til rette ind til ham hvor der var trygt og snart efter gled hendes øjne i. 
Søvnen var plaget af mareridt og i en rum tid lå hun og vendte og drejede sig, før hun så endelig efter lang tid fandt en form for ro og overgav sig totalt til søvnen. Hun så rolig ud imens hun sov, helt uden problemer, med det blå hår der lavede ramme omkring hendes ansigt.

/out