Beware of the Moon

[Spencer Lynch]

Luna Clary Daniels

Hogwarts - fangekælderen

Dec. 2056 - omkring kl 17

---

Spencer hadede vinteren. Eller ikke så meget vinteren i sig selv. Han var ligeglad med kulden og sneen -skønt sommervarmen huede ham bedre, men det han virkelig hadede inderligt ved vinteren, var de korte dage. Specielt den ene dag om måneden hvor det var fuldmåne.
Klokken var kun lidt i 5 om eftermiddagen og imens alle andre skulle til at nyde deres aftensmad, sad han hernede, fastlåst i en kælderen. Derudover stod solen først op kl 8 den følgende morgen så det var over 12 timer i forvandling. Igen var sommeren bare mere at foretrække hvor det kom helt ned på 3-4 timer.
Udover det var Spence nok i lidt ekstra dårligt humør denne måned. Han hadede julen. Det var på tider som denne at han blev mindet om den familie han ikke havde og forsøgte at bilde sig selv ind han heller ikke ønskede at have. Alt deres julestads og “hemmelige nissevenner” var til grin, men småkagerne var nu gode.
Og så var der det årlige Yulebal, som alle forgående år var det eneste folk nærmest kunne snakke om. Havde de ikke lige haft halloweenfest? Hvor mange fester behøvede man lige at holde?
Spence havde ikke gjort noget for at skjule sine meninger omkring højtiden og ballet, men inderst inde havde han jo alligevel allerede planlagt at spørge hende om at tage med. Han vidste at den slags betød noget for hende og han ville gerne glæde hende skønt den høje musik føltes som tortur når ens hørelse var langt bedre end gennemsnittets.
Han hørte skridt nærme sig og rejste sig op, det måtte være Luna. Kun iført sine boxere gik han hen til tremmerne for at kigge ud.

[Luna Clary Daniels]

Det var en træls dag, og Luna havde gået og været småirriteret hele dagen. For første syntes hun at den tidlige December dunkelhed var træls og i vejen, men hun havde da kunnet bruge det som motivation for at lave en stormhateliksir. Den var også blevet brygget og netop som hun fik fri og gik op for at skifte fra skoleuniformen til noget mere almindeligt fik hun øje på en ugle med en velkendt flaske i næbbet og et brev om benet. Luna skyndte sig hen til uglen for at læse brevet, hvilket fik et smil frem på hendes læber, derefter tog hun en varm kappe på og pakkede sin bog og et tæppe i en taske, før hun halv løb, halv gik ud af sovesalen og hele vejen ned i kælderen. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet og hun var meget spændt, både på hvordan det hele ville fungere og hvad Spencer ville synes om det. 

Inden hun tog den sidste trappe ned i kælderen, kiggede hun sig kort omkring for at sikre sig at ingen så en ravenclaw gå i kælderen. Det var ikke der de havde mest at gøre og slet ikke udenfor skoletid. Da hun så havde lukket den tunge dør til fangekælderen spurgte hun forsigtigt ud i rummet. "Spence?" Hun håbede på at høre ham, men gik den efterhånden velkendte vej allerede inden han svarede, for selvfølgelig sad han der vel og ventede. Som hun fik øje på ham, smilede hun og skævede imod himlen før hun skyndte sig hen og give ham et kys. Det måtte hun nå inden. Derpå rakte hun hånden i lommen efter den lille flaske og gav den til Spencer. "Værsgo, en tidlig julegave."

[Spencer Lynch]

Spencer genkendte duften fra hendes shampoo og lyden af hendes fodtrin allerede inden han hørte hendes stemme og hun kom til syne. Et svagt smil trak op i den ene mundvig. Han havde efter sin egen mening været ret så uudholdelig denne måned, så at hun stadigvæk valgte at dukke op måtte bevidne lidt om deres stærke bånd.
”Hej,” hilste han med et blik der var blidere end hvad han normalt sendte folk. ”Skal du ikke op og have aftensmad?” Hovedet blev tiltet let på skrå og selvom der var en underliggende “du burde spise” tone i stemmen, var han inderst inde bare glad for at hun var her.
Han gengældte hendes kys og kiggede så lidt bysgerrigt som hun stak en hånd i lommen på kappen. Det var længe siden at det havde snakket om eliksiren, så han havde ikke rigtigt nogen ide om hvad det var, han tog den lille flaske i hånden og hævede et bryn hvorefter han kiggede på hende. ”Er det en kærlighedseliksir?” Jokede han tørt. Han havde altid inderligt hadet ventetiden inden forvandlingen, men efter Luna var begyndt at komme ned og være ved ham, virkede det bare ikke helt så uoverskueligt mere. Der var bare noget tryghed i ikke at være alene hvilket gav ham dette overskud til de milde jokes.

[Luna Clary Daniels]

Luna tænkte aldrig over, at han sikkert hørte hende længe før, at hun egentlig fik øje på ham og følte, at hun var der. Men hun vidste selvfølgelig heller ikke hvordan det var at være varulv. Spencer havde tit snakket om det med skærpede sanser, men det skulle nok opleves for rigtigt at forstå det. Hun var dog bare glad for at se Spencer og kunne efterhånden godt lide deres mødes i fangekælderen, nu havde hun efterhånden vænnet sig til dem og til varulven, så det var ikke så farligt mere, som hun havde følt det var de første gange. Det var dog koldt i krypten nu, og Luna var mildest talt imponeret over hvordan Spencer kunne holde til kun at være iført boxershorts. 
"Jeg stak lidt mad i tasken, jeg er lidt dårlig kan du nok se." Hun forsøgte at se lige så elendig ud, som hun havde gjort overfor professoren, da hun havde spurgt efter om det var ok hun tog lidt mad med op i seng, fordi hun følte sig lidt skidt tilpas. På det punkt var Luna en værre løgnhals, men hvad gjorde et par småløgne, hvis det var for at hjælpe andre? "Jeg kunne da ikke lade dig sidde her alene mens jeg bare sidder og propper mig i mad. Er du sulten?" Hun havde været forbi køkkenet og fået lidt ekstra mad med i tilfælde af at Spencer ikke fik mad og var sulten. 
Hun rystede dog hurtigt på hovedet af ham, som han spurgte til om eliksiren var en kærlighedseliksir. Hvor var han dog dum at høre på! Han burde da vide hvad det var. "Ja Spencer Lynch, Jeg har netop givet min kæreste en kærlighedseliksir! Kender du det, om morgen når man vågner op og tænker 'Hmm... Min kæreste gider mig sgu nok ikke i dag, jeg brygger ham lige en kærlighedseliksir!'" Hun rystede på hovedet af ham og bed kort selv mærke i hvordan hun faktisk netop havde stået og kaldt ham for sin kæreste et par gange i samme sætning. Det fik et varmt smil frem på hendes læber. Jo de var kærester og havde været det længe efterhånden, men at sige det, var ikke noget de gjorde så tit igen. 
Blikket faldt dog på den lille flaske og smilet blev større. "Nej Spencer, i hånden der holder du nu min første rigtig bryggede Stormhateliksir. Professor Dumbledore har tjekket den efter og giver ord for at den er sikker at drikke." Hun havde brevet med i lommen i tilfælde af at Spencer ikke ville tro hende. Hun vidste hvor alvorlig og forsigtigt han tog denne nat.

[Spencer Lynch]

Spencer frøs ikke rigtigt så tæt på fuldmånen. Jo højere på himlen månen steg, jo varmere fik han det. Han vidste at det ville ende ud i nærmest at føle at han blev brændt, men den smerte blev ofte overskygget af smerten af kroppen der gik i forvandling. Han prøvede ikke at tænke for meget over det frem til han ikke længere kunne ignorerer det, og i stedet bare fokuserer på at Luna var der.
Han fnøs lidt som han så op og ned af hende ved kommentaren, ”Ja du ser sørme sløj ud.” Skønt det tydeligvis var løgn, havde han et glimt i øjet.
Dette her var bare en af grundene til at han elskede Luna. Tænk at hun hellere sad hernede i mørket med et monster som selskab, fremfor at sidde ovenpå og hygge sig med de andre elever og få noget god mad. ”Ellers tak. Jeg er ikke rigtigt sulten.” Indrømmede han så og slog blikket kort ned. Det var han sjældent inden en forvandling. Forstadiet med hedeturen var allerede så smår ved at sætte ind kunne han mærke.
Han gav hende et dramatisk suk og nikkede så, ”jamen det var netop dét jeg tænkte, jeg har hørt at det er pigernes speciale.” Det var dejligt at høre hende bruge ordet kæreste om ham. Det var ikke så tit at de satte ord på, det var ligeså meget indforstået, hvilket også bare gjorde det så meget mere værdifuldt når det så blev sagt.
Overrasket så han mod flasken da hun afslørede indholdet. ”Jeg troede faktisk at du var gået helt væk fra det.” Indrømmede han og studerede den lidt uden at tage notis at brevet hun rakte frem imod ham. ”Jeg stoler på dig.” Sagde han så, men der var selvfølgelig noget betryggende i at vide at den var blevet dobbeltchecket, men det ville der have været uanset hvem der havde brygget den. ”Sååh..skal jeg bare drikke den nu og så burde den virke? Månen er jo ved at stå op.” Han var ikke helt sikker på hvordan eliksiren virkede.

[Luna Clary Daniels]

Der var noget lidt ironisk Ivar at Spencer kommenterede på at hun så sløj ud, når man tænkte på hvordan hendes første nat hernede var end. For hende var den svær at glemme. Det havde været fyldt med chok, overraskelse og en frygtelig smerte. Det var der heldigvis ikke noget af nu. Alligevel forsøgte hun at se rigtig elendig ud og hoste, for så at grine lidt af det hele. “Jeg føler mig hvert fald blød i knæene nær dig” gav hun ham så igen og satte tasken fra sig. Hvis ikke han var sulten ville hun heller ikke spise. 
Hun grinede lidt at han og rystede så på hovedet. “Pas på med hvad du siger, måske jeg faktisk giver dig en kærlighedseliksir en dag.” Grinede hun så. Det kunne da være meget sjovt, men den ville nok ikke have stor indvirkning, så tanken blev hurtigt gemt væk igen. Istedet var opmærksomheden på den eliksir han stod med i hånden. “Jeg lovede jo at lave den til dig. Du skal drikke de. Inden forvandlinge “ forklarede hun ham roligt og smilede spændt på at se resultatet. 

[Spencer Lynch]

Han smilede kort til hende ved forsøget på at se og lyde om muligt endnu mere elendig end før. Det gled over i en let hovedrysten hvorefter han roligt stak de bare arme ud gennem tremmerne i et førsøg på at trække hende lidt ind til sig. Det var ikke specielt behageligt med det kolde stål imellem dem, men der var bare noget trøstende i hendes nærhed og hendes ord.
Han hævede et bryn af hende og så ned på hende, ”udelukkende for at du kan se mig opføre mig helt fjollet og hoppe rundt på bordene imens jeg erklære min dybe kærlighed for dig?” Han så kort frem for sig. Han havde fået at vide at man ikke havde noget filter når man drak en kærlighedseliksir og ærlig talt var han ikke helt sikker på at det ville være noget han ville have lyst til at ende ud i.
Proppen blev pillet af den lille flaske og han så ned på væsken før han, med et sidste blik på hende bundede den i en slurk. Da den var nede skar han en voldsom grimasse af den grimme smag. ”Føj..” udbrød han og stak tungen lidt ud som skulle de hjælpe med at få den grimme smag under kontrol.
Han skar en ny grimasse og så ned af sig selv. ”Jeg kan ikke mærke nogen forskel.” Erkendte han og så på hende, men knækkede så sammen som et jag af smerte skød gennem kroppen. Forvandlingen var så småt ved at gå igang. Han gispede og rettede sig atter lidt op for at se på hende, ”du må love mig at du ikke åbner cellen, uanset hvad, og du må ikke stikke dine hænder herind.” Tænk hvis ikke det virkede og han bed hende fordi hun troede at han var i kontrol. Et nyt jag og han knækkede sammen igen før han faldt ned på knæene i et gisp.
Som smerten fortog sig en lille smule så han op på hende igen. Hans øjne var gule. Et nyt gisp og han tog en dyb indånding, ”Forresten tænke jeg på om du vil følges til det der julebal-halløj?” Fik han spurgt imellem et par gisp. Dog kunne han ikke nå at høre svaret før forvandlingen for alvor satte igang og det eneste han kunne koncentrerer sig om var smerten.

[Luna Clary Daniels]

Som Spencer fortalte om hvordan han sikkert ville te sig tosset under en kærlighedseliksir, var der alligevel nogle af ordene, som satte rod i Lunas tanker, ikke at hun nogensinde kunne finde på at give ham en sådan eliksir, men tanken var det meget sjov og kærkommen, hvilket fik hende til at smile for sig selv. "Jeg ville gerne høre dig erklære din dybe kærlighed til mig." Smilet blev drillende selvom der klart også var noget sandhed i ordene. For helt ærligt kunne det være rart at kende hans tanker om hende. Indtil videre var det blevet til "Jeg kan godt lide dine øjne." eller en form for "Jeg kan godt lide dig". Aldrig dybere end det. 
Det var ikke fordi Luna var i tvivl om hvorvidt Spencer faktisk elskede hende, det var hun bestemt ikke. Men noget af det værste, men dog også det bedste, var at han var så svær at læse. Det var det der var så tillokkende for Luna. Hun var videnbegærlig, men Spencer sørgede for, at hun aldrig helt vidste det hele om ham. Om det var bevidst fra hans side vidste hun ikke, men det var helt sikkert noget der virkede.
Hun så til mens han tømte eliksiren og fik da også en smule dårlig samvittighed over at det ikke lød til at smage fantastisk. Hun holdt dog spændt øje med ham, for hvad der ville ske nu, om det ville virke, men det ville det jo nok. Det havde Albus selv sagt. Det var hårdt som altid at overvære Spencer i kramperne til forvandlingen, men han virkede alligevel mere fattet. Han bad hende dog alligevel om at holde sig væk fra cellen, når først forvandlingen havde fundet sted. Det havde jo ikke ligefrem været meningen med det. Det var jo meningen at de skulle kunne tilbringe natten sammen. "Jeg lover jeg ikke gør noget der kan sætte hverken dig eller mig i fare." På den måde lovede hun ham halvt at gøre som han sagde. Det skulle jo gerne virke, og så ville han ikke være farlig, men det var nok alligevel godt at tage sine forholdsregler. 
Forvandlingen fortsatte og til Lunas skræk kiggede han på hende som øjnene forvandlede sig fra de rare blå til de glubske Gule øjne. De gule øjne, som hun stadig frygtede og som hver gang fik hendes mave til at slå knuder. Hun hadede det, men vidste at det hørte sig til, og hun måtte finde en måde at lære at acceptere dem. Spørgsmålet han fik over læberne kom dog bag på hende. Hun havde slet ikke regnet med at han ville med. Egentlig havde hun nok bare regnet med at skulle følges med Yuri Faa, men nu havde Spencer spurgt hende. "Yuleballet? Det vil jeg meget gerne" Lød det fra hende, hun hoppede dog et lille skridt bagud i det forvandlingen tog fart nu og hun stadig var lidt bange for varulven. Den del vidste Spencer dog nok ikke meget til, eftersom det plejede at være nu ulven tog over. "Spe... Spencer..?" Lød det prøvende men forsigtigt fra hende.

[Spencer Lynch]

Der var noget i Spencers blik der fortalkte at han også selv fandt tanken en smule underholdende. Et let fnys forlod ham og han hævede et bryn af hende. ”Nå, så det ville du?” Selvfølgelig ville han hade det noget så inderligt, men det var sjovt nok at lege med tanken om det.
Forvandlingen satte igang kort derefter og han nåede da også at sende hende et skeptisk blik som hun ikke helt lovede ham hvad han gerne ville høre. Men sandheden var jo at han til dagligt havde svært nok ved at styre varulvegenet og det blev svære jo tættere han kom på fuldmånen, han anede ikke om han ville være i stand til at tage kontrol over sig selv som fuld varulv, heller ikke på trods af eliksiren, han havde jo ikke prøvet den før og var ikke sikker på hvor effektiv den var.
Dog nåede han ikke at høre svaret på det spørgsmål han havde stillet, han var for optaget af smerterne. Normalt var det som at få et blackout i løbet af smertehelvede og så vågne op dagen efter. Sådan var det ikke denne gang. Han var “vågen” gennem hele forvandlingen og som den var overstået blev han blot liggende på det kolde gulv med ryggen til tremmerne og dermed også Luna. Han gispede et par gange og turde dårligt rejse sig i frygt for om smerten ville vende tilbage ved den mindste bevægelse. I stedet lå han bare og tog de meget skærpede sanser ind. Det var fulkommen anderledes end til daglig. Han kunne høre en svag nærmest trommende lyd og der gik nogle sekunder før det gik op for ham at det han hørte var Lunas hjerteslag. Han havde heller ingen problemer med at se meget små detaljer i murstensvæggen overfor ham skønt han lå et par meter fra den og rummet var temmelig mørkt. Han kunne tydeligt dufte maden i hendes taske. Det her var virkelig mærkelig.
Meget langsomt tog han sig lidt sammen og kom op og stå, -på alle fire vel og mærke. Han var ikke sikker på balancen hvis han kastede sig ud i at vade rundt på to ben. Han vendte sig mod Luna og de gule øjne fæstnede sig omgående på hende på den anden side af tremmerne. Han kunne mærke alt i kroppen skreg efter at angribe, instinket var langt større end normalt, men han havde trods alt det menneskelige sind der fortalte ham at det var forkert, i stedet rystede han let på det pelsede hovede og ville egentlig gerne sige noget til hende, så som hvor total syret dette her føltes, men det eneste der kom ud, var en dyb dyrisk knurren som næsten også forskrækkede ham selv.

[Luna Clary Daniels]

Luna så til mens Spencer gennemgik sit smertehelvede. Det var noget af det sværeste at overvære, og egentlig havde hun nok troet at eliksiren, ville tage nogen af smerterne, men det så næsten værre ud i dag end det plejede. Hun bed sig hårdt i underlæben, og skulle til at gå frem imod ham, men fik så stoppet sig selv. Det kunne måske alligevel være farligt. 
Snart lå ulven i buret som altid, men modsat normalt var den meget stille og havde ryggen til hende. Lunas øjne var fæstnet mod den, bange for hvad der mon var sket, men det kunne jo ikke være endt dårligt, Professor Dumbledore havde jo fortalt at drikken var okay. "Spe... Spence?" Spurgte hun usikkert, mens hun kigge mærke nervøsiteten stige i sig. Så endelig kom ulven på benene. Den virkede ikke så magtfuld som normalt, men Luna havde også svært ved at se Spencer bag øjnene. Øjnene som hun kun kunne kigge på når de sad på ulven. "Moon? Er.. Er det dig?" Hun lagde hovedet let på skrå. "Er Spencer derinde et sted? Jeg.. jeg... Kan du i det mindste give mig et tegn for at han er okay? Han må ikke... Moon lov mig at jeg får ham tilbage i god behold i morgen." Normalt ville det være nu, efter sådan en smøre af tale, at ulven ville begynde sine angreb mod tremmerne, så af ren rutine gik Luna lidt væk og satte sig så på gulvet. Hendes mave rumlede og gjorde ballade, men hun havde heller ikke fået aftensmad. Hun gjorde dog intet ved det nu her, i stedet holdt hun bare øje med ulven. Noget hun ikke helt plejede at gøre på denne måde. 
Gad vide om alt var som det skulle være for Spencer og om han havde det godt? Hun trak tæppet omkring sig, der var trods alt ved at blive koldt i krypten. så kiggede hun over på Moon igen. "Der er stadig så mange ting jeg ikke forstå om dig og Spencer, men jeg tror aldrig jeg har været gladere. Jeg ved godt, det ikke er fair at fortælle dig om det Moon og ikke Spencer, men... Du ved hvordan jeg har det med at være hernede med dig." Hun sukkede lidt og trak tæppet omkring sig. "Pas på ham. Han betyder så meget for mig." Hun bed igen i læben. "Lov mig, at det her bare er en eller anden detalje jeg glemte at læse om i eliksiren og ikke det hele der har slået fejl og jeg har ødelagt noget. JEg.. jeg vil ikke miste Spence. Det ved du. Jeg el... Han betyder så meget. Mere end han nok ved eller forstår."

[Spencer Lynch]

Spencer tippede hovedet let på skrå som hun sagde Moon. Der gik lige et par sekunder før det gik op for ham at hun egentlig refererede til varulven. Hun havde givet den et kælenavn? Havde det ikke været for uflveformen havde hans smilet skævt til hende. Selvfølgelig havde hun det. Hvem andre end Luna.
Okay så hun ville have et tegn. Spencer lod de gule øjne glide rundt i den lille celle som forsøgte han at finde noget han kunne bruge, men selvfølgelig var de ingenting derinde. Han gik en smule tættere på tremmerne og overvejede situationen. Nu anede han jo ikke hvordan han normalt opførte sig som ulv, men han havde en ide om at det var en del mere aggressivt end dette her. Roligt lagde han sig ned foran tremmerne og kiggede på ud på hende med det store hovede hvilende på...kunne man kalde det poterne? Han var ikke sikker.
Dog fik lyden af hendes maves rumlen til at løfte det lodne hoved. Han kiggede på hende, så imod hendes taske og tilbage på hende imens han gjorde et mindre kast med hovedet som ville han have at hun skulle tage tasken, han var og ikke helt sikker på hvor tydelig hans meddelse slog igennem.
Han tippede igen hovedet let på skrå som hun snakkede videre. Det var så svært ikke at kunne svare hende, hvert gang han forsøgte som der kun et par skræmmende dyriske lyde fra ham. Da hun nævnte noget om at “Moon” vidste hvordan hun havde det med at være hernede, blev han ramt af en smule dårlig samvittighed. Han slog blikket ned og udstødte en svag klagende piben som en hund der fik skældud.
Han ville så gerne fortælle hende at han var der og tydeligt forstod hende, men han var bare ikke sikker på hvordan. Hendes ord rørte ham også dybt og han var trist over ikke at kunne gengælde dem.

[Luna Clary Daniels]

Generelt var der ikke nogen knurren fra varulven eller forsøg på at springe gennem tremmerne, den var bare... rolig. Hun opfattede godt det underlige nik imod tasken, men tøvede. Hun var ikke helt sikker på og hun turde spise foran Moon. Hun sad bare og kiggede på den. Der var noget anderledes over Moon den nat, noget der fik Luna til at smile lidt. Så rodede hun i sin taske og fandt en bolle, før hun rykkede sig tættere på buret og smilede til varulven. “Hej Spence” hun håbede ikke han huskede for meget af det hun netop havde sagt, men det måtte tiden vise dagen efter. “Jeg håber du klare dig.” Lød det fra hende før hun bed ned i sin bolle. Hun så lidt skyldbetynget på ulven. “Undskyld, men jeg er virkelig sulten. Du Moo... Spencer må det være så jo. Kan du øhm gø? Hyle? Hvor meget kan du?”

[Spencer Lynch]

Luna lod til at opfange hans hentydning og til hans tilfredsstillelse så han hvordan hun fiskede en bolle frem fra tasken som hun gav sig til at spise. Han var egentlig ikke sulten, ikke som sådan og slet ikke efter en bolle. Han ignorerede det dog. Det var ulven i ham der påvirkede ham og hans måde at tænke på. Han stolede stadigvæk ikke helt på sig selv så da hun rykkede tættere på cellen knurrede han svagt som advarsel og trak sig selv lidt tilbage. Det var ikke for at skræmme hende, men for at understrege at hun skulle holde afstand. Han var hele tiden bange for at miste besiddelsen.
Han ville gerne påpege overfor hende at det ikke gjorde ham noget at hun spiste, tvært imod. Spørgsmålet fik ham til at lægge hovedet let på skrå. Han vidste egentlig ikke helt hvor meget han kunne. Han kunne høre alting meget tydeligt, så alting meget skarpt selv i mørket, hans lugtesans var også virkelig på toppen. Men hvordan forklarede man lige det? Måske skulle han bare starte med at give gøen og hylen et skud. Som han forsøgte kunne man næppe kalde det et bjæf, nok nærmere en klagende snerren, til gengæld føltes det ufattelig naturligt som han slog nakken let tilbage for at hyle. Det lød ufattelig højt som det gav genlyd gennem den mørke fangekælder, men det var mere klart og rent end de andre lyde han havde formået at fremmane.
Lidt tøvende luskede han tættere på tremmerne igen og endte med at lægge sig tæt op af dem så han var så tæt på Luna som tremmerne ville tillade ham.

[Luna Clary Daniels]

Det gav et sær i Luna som ulven knurede og der gik ikke mange sekunder før hun også havde øget afstanden lidt imellem dem. Hun fik sig altså placeret længere væk og så på ulven. Den så nærmest ud til at undre sig og så kom en lille lyd fra halsen nærmest som et hæst bjæf. Men bagefter lagde ulven hovedet tilbage og hylede mon månen. Luna så overrasket på den. Hun havde aldrig hørt så klar en lyd fra ulven. Det var virkelig imponerende. Så så hun hvordan ulven luntede helt hen til tremmerne, og det samme gjorde hun. Næsten da... hun havde lidt svært ved at nærme sig helt. Hmm hvad skulle hun nu gøre? Hun så ned på ulven. “Jeg tænkte du måske kunne svare ved hjælp af hyl, men det er stadig lidt meget envejs kommunikation. Normalt sidder jeg derovre og læser” hun pegede over ved en væg der er i god afstand. “Og tja. Jeg plejer at tysse på dig eller... egentlig er det jo Moon. Ja undskyld det bare mindre skræmmende, når man accepterer hvad man sidder med. Somme tider synger jeg hernede. Lidt for min skyld, lidt for din. Men jeg er stadig ikke så sikker på om det betyder noget. Til sidst, ja så falder jeg i søvn af udmattelse når ikke jeg kan holde mig vågen mere.” Passende nok gabte hun som hun fik afsluttet sætningen. “Undskyld”

[Spencer Lynch]

Spencer slog et tilfredst nik med hovedet som hun atter øgede afstanden til buret. Han ville helst ikke være istand til at nå hende. For hvad nu hvis ham pludselig mistede kontrollen? Eller kom til at skade hende ved et uheld. Dog holdt det ikke længe for som han kom tættere på tremmerne gjorde hun det samme. Hun var påpasselig, men han ville nok godt kunne nå hende herfra. Han gjorde dog intet forsøg på at finde ud af det.
Spence fulgte opmærksomt hvor hun pegede hen og slog så et lille slag med hovedet igen, en kort tøven og så et meget kort hyl. Mere afdæmet end før og igen langt mere kortfattet ellers ville de da begge ende med at blive døve før natten var omme.
Han lyttede opmærksomt til hvad hun fortalte ham, han kunne godt lide tanken om at hun sommetider sang for ham, men var da også lidt ærgerlig over at han ikke var i stand til at huske det efterfølgende.
Hendes gab smittede af på ham slog hovedet lidt ned som det store spidse hjørnetænder blev blottet i en hundeagtigt gaben. Han var egentlig ikke træt eller noget, men det smittede af. Han rystede kort på hoevdet efter gaben og åndede tungt ud hvorefter han tænkte lidt. Så, lige så stille lod han snudeskaftet stikke ud mellem tremmerne. Munden var lukket og de gule øjne så op på hende.