Beware of the Moon

[Luna Clary Daniels]

Hele stormhat eliksiren var en meget mærkelig oplevelse for hende. Varulven var rolig, men det var stadig en varulv. "Jeg savner dig Spencer" Lød det så stille fra Luna i et suk, som hun mærkede hvordan modet sank lidt, men hun var også træt. Hun ville bare så gerne have Spencer hos sig, ikke varulven. Det var hårdt at være stærk og hun havde svært ved at holde stemningen oppe selv. Rolig kravlede hun lidt nærmere, da han stak snuden ud mellem træmmerne, det virkede som en hentydning til at hun gerne måtte klappe ham, men det virkede bare meget farligt. Forsigtigt rakte hun hånden frem imod hans snude, men tøvede så lidt. "Lov mig, at du ikke bider mig." bad hun og lod så forsigtig fingrende glide ned af den stride pels på snuden. Wauw, det var underligt at være så tæt på. Hun trak dog snart hånden til sig, da hun måtte skjule endnu et gab, for så at lægge sig ned og putte sig ind i tæppet hun havde omkring sig. roligt lukkede hun øjnene og begyndte så at nynne en rolig melodi, høj nok til at de begge kunne høre det og snart fortav den sig også og hun var faldet i søvn.

[Spencer Lynch]

Spencer udstødte endnu en lavmeldt piben da hun sagde at hun savnede ham. En del af ham havde lyst til at hun skulle komme ind og lægge sig ved ham, men det var naturligvis en dårlig ide af flere årsager, den principielle grund var at han ikke stolede nok på sig selv. Et bid fra ham i denne "tilstand" ville smitte uanset om han var på stormhatteeliksir eller ej, han ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis han kom til at smitte hende, eller det der var værre.
Derfor var det også med en urolig mavefornemmelse at han så hende komme tættere på igen. Til sidst var hun så sæt på at han med lethed ville kunne få fat i hende, men han gjorde det ikke. Han underttygte stædigt trangen til at snappe ud efter hende, selv som hendes hånd tøvende nærmede sig hans snudeskaft. Han holdt hovedet helt i ro, sådan at hun ikke skulle blive forskrækket over en pludselig bevægelse. Han mærkede hvordan hendes hånd til sidst kom i kontakt med pelsen, hendes fingre føltes en anelse kolde, men her var selvfølgelig også køligt hernede.
Spencer holdt de ravgule øjne imod hende dog uden at flytte hovedet som hun lagde sig til rette. Der var noget super begaheligt og beroligende i hendes nynnen. Han var ikke selv træt, men forholdt sig i ro for ikke at forstyrre hende som hun langsomt lod til at drive over i søvnen.

** TIME **

Næste morgen var Spencer for en gangs skyld vågnet før Luna. Han sad op med ryggen imod muren helt oppe ved tremmerne. Han småblundede en smule eftersom han ikk havde sovet i løbet af natten, men havde hele tiden noget opmærksomhed rettet imod hende. Han var nøgen, men det generede ham ikke, det var jo ikke anderledes fra alle de andre gange han var vågnet op, plus de jo også havde været i seng sammen nu, så der var vel ærlig talt ikke så meget at skjule.

[Luna Clary Daniels]

Luna sov stadig, hun havde trukket benene op til sig og pakket sig godt ind i tæppet. egentlig sov hun meget godt, det var bare koldt. Hun var vågnet nogle gange i løbet af natten fordi hun havde frosset, men hver gang havde hun forsøgt at være meget stille i tilfælde af at Spencer sov, hun ville ikke vække ham. Nu var det dog morgen, og roligt slog Luna øjnene op og gned søvnen ud af dem. Hun snøftede kort og trak så tæppet endnu tættere omkring sig. Det var stadig tidligt og hun var stadig ret groggy. Så gabte hun og så imod buret, for at øjne Spencer. Et smil bredte sig på hendes læber, som hun så ham og hun førte så en hånd gennem håret på sig for bare at få lidt styr på det. "Godmorgen Spence. Hvordan har din nat været?" Hun havde været ret nervøs til en start om eliksiren nu havde virket som den skulle, men det havde da virket som om Spencer havde været mere til stede den nat. Hun kom til at tænke på alle de ting hun havde fortalt i aftes, og håbede måske lidt på Spencer ikke havde bidt så meget mærke i dem.

[Spencer Lynch]

Spencer blev opmærksom på at hun var ved at vågne som hun rykkede lidt på sig, det blå øjne fandt atter hvile på hende og det velkendte afmålte smil legede i den ene mundvig. Det blev dog kort efter erstattet af et lidt mere bekymret udtryk ved hendes snøften. "Fryser du?" Spurgte han som havde de allerede haft en længere samtale igang.
Lyden af hendes stemme fik ham dog til tilte hovedet en kende på skrå som et nyt smil gled over hans læber. Diskret, men det var der. "Jo tak, den har været...interessant," svarede han kryptisk. Udtrykket i hans ansigt understregede, at han dog mente det på en god måde. "Det var dog lidt underligt ikke at kunne kommunikerer tilbage." Nu var det ham som ruskede lidt op i sit hår. Der var flere gange han gerne ville have sagt noget, givet hende en form for respons, især da hun havde sagt at hun elskede ham, men desværre var det kun kommet til udtryk i dyriske lyde og fnys.

[Luna Clary Daniels]

Luna forsøgte at rette på sit hår, ikke for at se pæn ud, men fordi hun kunne mærke at det var helt roddet sammen. Hun gabte en gang og rykkede sig over imod Spencer, aller helst ville hun gerne være i hans favn lidt, men det var måske lidt akavet taget i betragtning at han intet tøj havde på lige nu. Spørgsmålet fik hende til at kigge lidt flovt over på Spencer, for jo hun frøs jo egentlig. "Her er lidt koldt ja, men jeg er nok bare træt også." Hun ville gerne bagatellisere det inden Spencer forbød hende at være hernede om vinteren ved fuldmåne. Ikke at de ville kunne få hende til at blive væk dog. Hun rettede blikket imod ham og lyttede til hans ord, så så hun lidt flovt ned i gulvet. "Et øjeblik varjeg bange for om noget gik galt, fordi det virkede... Det ved jeg ikke... Ikke som jeg havde regnet med tror jeg." prøvede hun at forklare mens hun så tegnede små cikler på jorden med en finger. Hun så dog op igen med et mere nysgerrigt blik, da han fortsatte, så rynkede hun brynene og tiltede hovedet let. "Ja. Det... må det være... Jeg prøvede ellers, men det lykkedes vidst ikke helt." Hun grinede kort og så lige for sig. "Jeg plejer så tit at snakke hernede, så den eneste forskal for mig var mest at jeg ikke blev afbrudt af knurren. Men så har du trods alt hørt på mig den halve nat.. Jeg håber ikke det var træls?" Hun så over på ham igen. "Var der noget du ville kommentere på da?"

[Spencer Lynch]

Han betragtedes hende som hun gav sig til at filtres det charmernede morgenhår lidt ud. Som hun kom tættere på ham stak han en hånd ud mellem tremmerne med håb om at fange hendes. "Bare du ikke går hen og bliver syg," Sagde han og tog sig selv i hvor faderligt det lød. Han håbede bare ikke at hun også bed mærke i det. "Det har også været en lang nat."
Han forstod godt hvis hun følte sig træt og radbrækket, han fik i det mindste lov til at skippe undervisningen den første dag efter fuldmånen, men hvordan hun klarede sig igennem det havde han virkelig ingen ide om. Han tøvede lidt, "men Luna, du må altså love mig at hvis det her går for meget ud over din skole, så må du sige til," han vidste hvor meget det betød for hende.
Han tippede hovedet en smule på skrå, "Ikke det? Hvad hvade du forventet?" Spurgte han oprigtig nysgerrig, "for jeg synes bestemt det virkede langt bedre end jeg havde troet." Indrømmede han sandfærdigt, "Det var bare lidt...underligt." Han så en smule frem for sig og blev så atter nærværende som hun snakkede videre.
Spencer mærkede et svagt smil snige sig op på hans læber som hun næsten lød forlegen. "Det gør virkelig ingenting, det var ret....beroligende-" en kort tøven "-især din nynnen." Denne gang var smilet mere varmt, han bed sig let i underlæben og mødte hendes blik. "Måske, men ikke imens jeg er nøgen. Det ville være en smule malplaceret." Han havde så ufattelig meget lyst til at kysse hende lige nu, og holde hende ind til sig. Hvor var det utroligt så afhængig man blev af den slags.

[Luna Clary Daniels]

Luna rystede lidt på hovedet af hans bekymrede ord, det lignede da slet ikke ham at være så bekymret for andre. Okay jo hun havde godt lagt mærke til at det havde taget til over de sidste måneder, men det var sjovt at tænke på hvordan han gennem det sidste halve år var begyndte at åbne op for hende og ikke mindst faktisk lukke hende ind. Han havde udviklede sig så meget i den tid de nu havde kendt hinanden og Luna var virkelig glad for hvordan han blomstrede. Det glædede hende hvordan folk havde taget fejl omkring ham. Det glædede hende at se hvordan han virkede til at blive mere tryg og rolig i også at være omkring hende. "Bare rolig, jeg bliver ikke syg, og jeg har styr på mine skoleting. Jeg er ofte lidt ekstra forberedt til timerne efter fuldmåne, så ved jeg det ikke gør så meget, hvis har spacer lidt ud." Forklarede hun stolt og meget nørdet. På nogen måder var hun virkelig en stræber, men hun ville jo bare gerne klare sig godt, og ikke mindst vise verden at hun også kunne, selvom hun var mugglerfødt. 
Hun måtte dog lige tænke lidt før hun egentlig kunne svare på hvad hun havde forventet, og mens hun tænkte, sad hun og pillede lidt ved hjørnet af tæppet. "Hmm... Det så bare anderledes ud, Du så så.. nervøs ud på en måde. Det virkede næsten som om du var underlegen eller blev holdt tilbage, jeg ved ikke rigtig. Samtidig med at... Jeg ved ikke.. Du var meget stille, men du havde jo heller ikke mulighed for rigtig at kommunikere." Luna trak lidt på skuldrene og smilede til ham. Hun smilede da han kommenterede på hendes nynnen, det betød alligevel noget, at han nu havde hørt det. Det var ikke ligefrem første gang hun havde nynnet for ham, men normalt kunne han jo ikke huske det, eller han nævnte det hvert fald ikke. Hun kunne dog godt se det lidt akavede i en dybere samtale, mens han sad uden tøj på, hvert fald i rammer som nu. Derfor rejste hun sig og gik hen efter hans tøj. Den del var altid lidt mærkelig, fordi når professorne så kom og ville lukke ham ud, havde han allerede fået fat i sig tøj. Hun havde dog en ide om at det oftest var Albus, der stod for den del, og han vidste jo godt hvad der foregik.
Hun læste cellen op og gik ind til ham med tøjet uden at kigge for meget på ham, det virkede lidt uhøfligt, når nu han sad nøgen. "Værsgo" lød det som hun rakte ham tøjet.

[Spencer Lynch]

Der var sket meget indenfor det sidste halve års tid. Også før det, men især efter de officielt var blevet kærester. Til at starte med havde han ærligt fundet det en smule ligegyldigt at "sætte ord på" hvad de var, men som tiden var gået var han ret glad for at kunne kalde hende for "sin". Dette var nok også kommet til udtryk i at han var blevet en smule mere omsorgsfuld. Ikke meget, men lidt havde da også ret.
Et bryn blev løftet i hendes retning. "Hvorfor undre det mig ikke?" Spurgte han retorisk. Det var dog en af de sider han elskede ved hende. Der var bare noget virkelig sødt over hvordan hun altid havde styr på sine ting, meget modsat af ham. Men han ville nu gerne lære hvilket nok også havde været grunden til de var sluppet godt fra deres første møde sammen.
Han tiltede hovedet let på skrå, "så jeg nervøs ud?" Han tænkte lidt før han så tilføjede, "altså jeg var nok også lidt nervøs," indrømmede han så med nedslået blik. Det havde været langt svære at holde sig tilbage end normalt, men det gav vel også mening når nu han havde været i ulveform. "Hvis jeg virkede underlegen, så var det fordi jeg kæmpede imod ulven." Han havde ikke lyst til at sige hvor svært det havde været at modstå at kaste sig frem imod hende med tænder og klør, men pointen var vel at han ikke havde givet efter.
Spencer så roligt til som hun rejste sig og hentede hans tøj. Som hun forstillede sig havde det været Professor Dumbledore der havde lukket Spencer ud de sidste mange gange, og han stillede aldrig spørgsmålstegn, sendte ham bare et underligt bedrevidende blik som kunne han se lige igennem den unge fyr.
Som hun låste op og kom hen til ham, tog han imod tøjet, det generede ham ikke, men han kunne godt forstå hvorfor det måske burde være akavet. Han stolede nok bare så meget på hende at det på en eller anden måde bare var blevet en naturlig del af morgenrutinen. "Tak."
Han fik hurtigt iført sig tøjet, komplet med huen på toppen, som prikken over det berømte i.

[Luna Clary Daniels]

Luna forsøgte at se lidt uskyldig ud under Spencers retoriske spørgsmål, Hun følte sig rimelig meget stemplet, ikke at det på nogen måde gjorde hende noget. Ikke når det var spencer! Hun vidste at når der var tale om styr på tingene og overblik var de stort set direkte modsætninger. Det var vel nok også derfor han så hurtigt havde fanget, at der var noget helt galt i sommers, dengang han var kommet på besøg, og hendes værelse havde lignet en svinesti. Ligesom hun stadig ikke havde glemt synet af hans taske fra den første dag de var blevet sat sammen i gruppe. Hun havde næsten mareridt om, hvor slemt et kaos der havde hersket. Alt dette var dog blot med til at styre hendes kærlighed til ham, på sin egen uforståelige måde. Han var alt det hun ikke var, alt det hun ikke kunne være, og samtidig var der plads til at hun kunne holde styr på sine ting i hans rod. Hun trak dog lidt skyldigt på skuldrene. "Du kender mig Spence. Jeg er intet uden min skole og mine karakterer. Så er jeg bare en Mugglerfødt med magi." Det var på ingen måde ment så karikeret, som hun fik det til at lyde.men det havde været hendes indstilling til tingene siden hun fandt ud af, at hun skulle på Hogwarts. Når ikke hun havde det i blodet, så måtte hun jo have det i hovedet. Ingen skulle kunne sige til hende, at hun var mindre værd bare pga det blod der løb i hendes årer.
Hans næste spørgsmål fik hende til at rynke brynene lidt, det krævede lidt mere vurdering for at kunne forklare. "hmm... Altså... Normalt er Mo... Du eller altså ulven mere aggresiv. Hvis jeg laver den mindste lyd, så griber den ud efter mig, med et sulten blik og skarpe klør. I nat var det.. Årh jeg ved det ikke... Der var bare ikke død og ødelæggelse i øjnene, det vare mere.. Det mindede lidt om en hund, der... Har du nogensinde mødt en hund der var bange for fluer? Lidt sådan så det ud." Hun håbede virkelig at hun var til at forstå, for det var ikke helt let at forklare sig. Hun var ikke ligefrem varulve-hvisker eller noget i den dur. Det virkede dog alligevel til at hun havde haft lidt. Hvad han så videre fortalt fik hende til at trække sig lidt sammen. Havde han kæmpet imod ulven hele natten?! Det kunne da ikke have været nemt. Hun sank kort. Måske havde det med stormhateliksiren ikke været en god ide alligevel? "Så du holdt Ulven i skak hele natten, så at sige?" Det var vildt at tænke på. Det måtte være enormt udmattende. Nogengange var det utroligt, hvad han gik igennem, det var så utrolig uretfærdigt at han skulle gennemleve det. Det var også kun mere grund til at hun sørgede for at være der for ham på netop denne nat. 
Da han havde fået tøjet på, kiggede hun på ham med et lille smil, før hun så gav ham et blidt kys på kinden. "Jeg elsker dig, Spencer Lynch"

[Spencer Lynch]

Han tiltede hovedet let på skrå og fnøs af hendes ord. "Det ved du forhåbentlig godt ikke passer." Luna var fantastisk på så mange måder, hele hendes trang til at hjælpe andre, og hendes gå på mod. Hun havde så meget mere at byde på end blot at være en bogorm.
Spencer lyttede intenst til hvad hun fortalte. Nu havde an jo -af gode grunde, aldrig oplevet sig selv som varulv så han anede ikke hvor aggressiv "han" var. Men han vidste at varulve ville flå deres egen familie i stumper og stykker uden at blinke, så han havde en ret god ide om rammerne. "Ehm nej ikke rigtigt, dyr kan ikke så godt lide mig...jeg tror de kan fornemme det." Responderede han i en ærlig rolig tone, "men jeg tror godt jeg ved hvad du mener." Han havde mødt hunde der var bange for ham. Generelt reagerede dyr ret voldsomt på ham.
"Jah...men altså det var ikke noget problem," skyndte han sig at bagatelliserer det. Det havde været svært, men ikke umuligt. Lidt som at modstå lysten til at spise et stykke chokolade. Dog havde han ikke turde falde i søvn -han havde nu heller ikke været så træt, men han havde frygtet at sove for hvis han faldt i søvn, ville ulven så sove eller ville den overtage? Det logiske ville jo være at den så også bare sov, det var jo hans sind der bestemte, men der sad bare den lille bitte tvivl og nagede og det havde været nok til at kæmpe imod den lette træthed han havde følt en times tid før han blev forvandlet tilbage. Lige nu var han derimod komplet udmattet, hvilket han havde en ret god ide om han ikke skjulte særlig godt.
Det lille kys hun tildelte ham fik endnu et diskret smil til at glide over hans læber, især med de ord der fulgte. "Du må hellere se at komme tilbage, jeg tror snart Professor Dumbledore kommer." Sagde han så, men valgte alligevel lige at trække hende ind til sig for at give hende et blidt kys på læberne. "Og jeg elsker også dig, Luna Daniels." Hans blik fastholdt hendes i nogle lange sekunder før han atter slap hende. Han ville helst ikke have at deres fordelagtige behandling her skulle stoppes hvis ikke hun nåede at komme væk i tide.

[Luna Clary Daniels]

Faktisk så havde Luna ment hvad hun havde sagt om skole og karakterer, men bare nok ikke helt på samme måde som Spencer forstod det på. For hende var skole og karakterer det der gjorde hende aller mest glad, foruden Spencer selvfølgelig. Det var det der skabte hende og det der gjorde hen til den hun var. uden at læse kunne hun ikke have sine holdninger eller kæmpe for det hun troede på. Det var da ikke fordi hun ville være total ubrugelig uden, men hun ville bare ikke være den samme. Det var hvert fald hendes overbevisning. Derfor undgik hun også lidt at svare på hans spørgsmål, hun ville ikke sige ham imod, men hun ville heller ikke give ham ret.
Hans info omkring det at være tæt på andre dyr, eller rettere det modsatte, bed hun ret meget mærke i. Den del havde hun endnu ikke hørt om, og det lød på en måde lidt ensomt. Tænk hvis alle flygtede fra en bare pga den man var. Det kunne ikke være rart. "Jeg vidste ikke det var sådan." Forklarede hun ærligt. Det var en underlig ting, mente hun. 
Hun så dog mod døren, som Spencer nævnte Professor Dumbledore. Hun havde virkelig ikke lyst til at gå, men hun vidste lige så godt som ham, at hun ikke kunne være der når de kom for at låse Spencer ud. Hun sukkede derfor kort og efter deres kys lagde hun sig ind imod hans bryst og stod der et øjeblik, noget som egentlig skete sjældent. "Find mig når du har sovet Spence" Derpå gav hun ham endnu et lille kys, før hun så gik imod udgangen, hun vendte sig dog om og vinkede før hun forsvandt helt.

- out