Fortæl mig alt

[Ines Cornette]

Paris, hos hos Bill og Fleur

Oktober 2056 

Efterårsferien 

Efter le date - aftenish

OUTFIT

Tråden er tilegnet Alfred "Alfie" Weasley

---

Dagen var gået helt og aldeles anderledes end hvordan Ines havde planlagt den, men det var en ofring den unge heks havde været villig til at tage så snart hun havde fået at vide hvem pigen på den plettede cykel var. Selveste Miley Holland - pigen som vennen havde fortalt om, pigen han havde et crush på, eller, det var hvad hun havde fået fortalt - men, som tydeligvis også havde et godt øje til ham. Det var med et smil på de røde læber og en god mavefornemmelse at Ines havde forladt de to turtelduer på caféen for at springe videre til hendes opdigtede date så de kunne få noget alene tid sammen og lære hinanden at kende.
I stedet havde brunetten vandret rundt i Paris' gader, nydt efterårsvejret og forelsket sig igen og igen i den franske kultur. En ting var sikkert og det var at så snart hun kunne, ville hun flytte tilbage til Frankrig. Det hele havde dog ændret sig markant da hun var vendt tilbage til Bill og Fleurs sted, hvor hendes forældre der velkommet hende med en glædes nyhed om den trolovelse hun tilbage til sommerferien havde overhørt dem snakke om. De havde fundet den perfekte kandidat, fuldblod, begavet, lovende fremtid, han havde det hele - ifølge dem, og så gik han endda på Hogwarts. Ines havde dog nået at afbryde dem inden de overhovedet havde fået muligheden for at fortælle hvem, i stedet havde hun luftet hendes mening, om at det ikke kunne passe og hvilket årti det levede i, og at hun nægtede, hvortil de havde skældt hende ud af sagt at hun intet valg havde og at hun skulle tænke på familiens fremtid. Efter en længere diskussion var hun til sidst blevet bedt om at stoppe, for derefter henvist til værelset hun og Alfie skulle dele henover ferien.
Glædeligt havde Ines forladt stuen og bevæget sig ind på værelset efterfulgt smækket med døren som den teenager hun i sandheden var. Frustreret var hun derefter gået i bad og som hun havde stået under det rendende vand, var tårerne begyndt at trille ned af kinderne. Det var ikke retfærdigt. Hun havde skippet aftensmaden og ellers ignoreret hendes forældre og den tallerken de efterfølgende havde stillet ind på bordet til hende. I stedet sad hun i den store vindueskarm, en anelse krøllet sammen, i morgenkåben hun aldrig var kommet videre fra, og kikkede ud på baghaven og det mørke der langsomt var begyndt at overtage nu hvor solen var på vej ned. Drømmen om at flytte til Frankrig virkede lige pludselig langt væk. 

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie var langt fra tilfreds som han traskede op af den lille snoede havesti til hans bedsteforældres hoveddør. Dette her havde nok været tæt på det mest ydmygende han længe havde oplevet. Ikke nok med at hans allerførste date, nogensinde, var blevet med en pige som han ikke kunne lide på den måde, men han havde også endt med at måtte lade hende ligge ud for hele foretagendet eftersom han ikke havde haft nok penge på sig.
Heldigvis havde Miley været ret sød omkring det og han havde tænkt sig at betale hende tilbage, hvilket han også havde forsikret hende om, men derfor havde det stadigvæk været et hak i stoltheden. Faktisk havde hun trods alt været ret hyggelig at snakke med. Hun virkede sød og nede på jorden.
Han listede indenfor, men eftersom hans forældre blot hilste på ham, gik han ud fra at Ines havde fundet på en eller anden undskyldning med hvorfor han ikke var dukket op derhjemme sammen med hende.
Han sagde godnat inden han bevægede sig op af trappen mod værelset. Efter en let banken på døren åbnede han den og gik indenfor. Allerede der kunne han fornemme de lidt trykkede stemning. Hans brune øjne faldt på Ines der sad sammenkrøbet i vindueskarmen og hans trang til at bebrejde hende hans fiasko af en date, dalede lynhurtig. ”Hej...” hilste han en smule forsigtigt, ”er du okay?” Det var lidt svært at se hende ordentlig i den dunkle belysning så han trådte ind og lukkede døren efter sig, hvorefter han tændte natlampen på det ene sengebord. Den afgav et mere dæmpet lys end loftlampen ville have gjort.

[Ines Cornette]

Fordybet i sine egne ulykkelige tanker, og med forestillingen om at det måtte være den ene af de to forældre der bankede på, ignorerede Ines forsat det hele, lige indtil døren blev åbnet og hun der ud af øjenkrogen fik øje på Alfie. Det fik hende hurtigt til at snøfte en ekstra gang og knap så diskret som det kunne være endt ud i, lod hun for en sikkerheds skyld håndryggen glide henover de lettere røde øjne for at fjerne mulige tårer. ,,Alfie..", lød det fra hende, med den lettere knækkede tone der ellers forsøgte ihærdigt at lyde glad. Hun drejede halvt om, fik skubbet og lagt benene ned langa væggen og sendt vennen et påtvunget smil. Var hun okay? Langt fra. ,,Jo, ja, jeg er bare lidt træt.." Det hér var grunden til at slanginden ikke løj, hun var elendig til det. ,,Hvordan gik det med Miley? Hun virkede sød." Den unge heks var oprindeligt interesseret, hun havde været så glad på Alfies vegne og spændt på hvordan det ville gå, men efter hun var kommet hjem og havde fået informationen om trolovelsen havde hun fuldkommen glemt alt om det. Nu hvor han stod foran hende vendte alle de tanker tilbage, eller, halvt, resten forsøgte hun at tvinge tilbage, men det virkede lidt sværere end som sådan. Det var Alfies dag, Alfies store øjeblik, og hun ville vide alt - om hun så skulle tvinge det ud.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Den unge troldmand sendte hende et blik der tydeligt skreg at han var langt fra overbevist omkring hendes påstand. Hun så bestemt ikke okay ud. Han kunne ærlig talt ikke huske at han nogensinde før havde set Ines græde. Ikke sådan rigtigt i hvert fald, hvilket også var med til at alarmerer ham endnu mere.
Han tog langtsomt et par skridt frem mod hende efter at have checket at døren var lukket bag ham. Hans ellers så smilende og optimistiske ansigt, lå i alvorlige bekymrede folder, hvilket fik ham til at fremstå måske lidt ældre end han egentlig var. ”Du ligner ikke en der bare er træt.” Påpegede han i en tone der vidnede om at hun ikke skulle lyve. Det havde hun vel ingen grund til? I brøkdelen af et sekund nåede hans hjerne lige at slå over i tanken med om det måske kunne være på grund af hans “date,” og om hun måske havde fundet ud af hun havde følelser for ham, men han fik hurtigt kontrol over sig selv igen, han skulle ikke gøre dette her til noget omkring ham. Nu måtte han lige få tage sig sammen. ”Ines, hvad er der sket?” Rettede han spørgsmålet.
Spørgsmålet om Miley blev let ignoreret, han var mere interesseret i at høre hvad der havde gjort hende ked af det, frem for at fortælle hende om sin katastrofale date. Eller faktisk havde Miley været rigtigt sød, og de havde en del til fælles, men det havde jo ikke været ægte. Han havde ikke hjertet med i det. Men altså alt var jo nærmest bare gået galt.
Han nåede helt frem til hende og havde egentlig mest lyst til at trække hende ind i et kram. Uden at tænke så meget mere over det, var det så også præcis hvad han gjorde, hun lignede bare en der godt kunne bruge det.

[Ines Cornette]

Igen påmindende Ines sig selv om at det her var grunden til at hun ikke løj; hun var elendig til det, hvilket sommetider også fik hende til at stille spørgsmål til hvorfor hun overhovedet var havnet på Slytherin. Sommetider følte hun sig helt malplaceret, men så igen, så havde hun alle de træk en typisk Slytherin havde, bare ikke behovet for at gøre livet surt for alle andre mennesker.
Hun forblev tavs som Alfie trådte tættere på og tydeligt så igennem hendes løgn. Og sådan forblev hun, med blikket en smule afvigende fra hans, lige indtil han stod med det der måtte være en meters afstand fra hende. Krammet var uventet, men Ines fangede sig selv i hurtigt at reagere ved at lægge armene om ham og næsten gemme sit ansigt mod hans skulder. Hun sank, lukkede øjnene hårdt i og lod så et tungt tilbageholdt åndedræt lyde. ,,Åh Alfie.." Lød det kombineret med et halvt klynk. ,,..Undskyld.. Det skulle være din dag..", skyndte hun hurtigt at undskylde. Sekunder efter trak hun sig tilbage og lod der igen hånden glide henover øjnene for at fjerne de tåre der havde presset sig frem under krammet. ,,Mine forældre er kommet på den her,... storslåede... idé at… at jeg, efter Hogwarts, skal giftes.. De har fundet en, jeg ved ikke hvem, men en de mener den perfekte kandidat og kun vil gavne vores fremtid…" Forklarede hun. Aldrig i den unge heks' vilde fantasier havde hun troet at hendes familie ville føle behovet for at vælge hvem hun skulle ægte, og så på grund af familiens fremtid! - som Ines bestemt ikke følte var under pres. Var Ines ikke fornuftig nok selv til at træffe sådan nogle beslutninger? Åbenbart ikke..

[Alfred "Alfie" Weasley]

Veninden var en elendig løgner. De havde hun altid været, eller også var det bare fordi at de to kendte hinanden så godt. Alfie var normalt også forfærdelg dårlig til at lyve, hvilket også gjorde at han faktisk var lidt overrasket over at hun havde købt hele Miley-historien.
De planer han ellers havde haft om at brokke sig over den situation han selv havde været havnet i efter Ines efterlod ham tilbage med den blonde pige -uden penge, virkede pludselig ikke så vigtige længere. Han kunne altid brokke sig på et andet tidspunkt.
I stedet holdt han hende tæt ind til sig som hun hurtigt gav efter og lænede sit hoved imod hans skulder. Det var også en smule modvilligt at han slap hende som hun atter trak sig tilbage, han kunne se hende fjerne et par nye tårer hvilket fik hans mave til at slå lidt knude på sig selv. ”Du skal ikke undskylde,” sagde han og bemærkede først nu at han havde fanget hendes ene hånd som hun havde trukket sig baglæns, ”bare fortæl mig hvad der er sket..” opfordrede han mildt.
Af alle ting Alfie mentalt havde forberedt sig på kunne være årsagen til hendes ulykkelighed, var dette ikke på listen. Øjnene blev store og munden gled op, hele hans ansigt var bare et stort spørgsmålstegn og han mærkede hjernen omgående forsøge at bearbejde den information han lige var blevet tildelt, med benægtelse. Det kunne simpelthen ikke passe! Ikke nu! Han var så tæt på...var han ikke?
Da han endelig fandt evnen til at bevæge ansigtsmuskulaturen igen forsøgte han at snakke, ”de hvad? Seriøst?” Hans hals var dog så tør at ordene kom ud som en underlig hæs lyd. ”Men...hvorfor?” Det gav ingen mening! Hun var så ung, skulle alle ikke have retten til selv at vælge? Han fik det næsten helt dårligt ved tanken, men det måtte være intet i forhold til hvordan Ines havde det lige nu.

[Ines Cornette]

Ganske uvidende om hvad der foregik af tanker i vennens, eller kommende, forblev de lettere røde øjne på Alfie som Ines afslørede forældrenes ''onde'' plan. Selve reaktionen virkede ikke som en overreaktion, ikke for Ines' vedkommende, i virkeligheden havde hun en idé om enhver anden ven ville havde reageret som Alfie; som et stort spørgende spørgsmål og med mangel på ord.
Hun sank, snøftede og vidste i første omgang ikke hvad hun skulle sige til hans ''Seriøst''. Seriøst seriøst, gik igennem hendes tanker, men ordene kom bare ikke ud. Forsat med hånden i hans, som hun ej selv havde bemærket var blevet taget i starten, trak hun den svagt til sig, hvorefter hun derefter trak benene op og lagde armene om sig selv, som et næsten naivt forsøg på at beskytte sig. Hagen placerede hun på det ene knæ og lidt afvigende skævede hun væk som hans nye spørgsmål lød. Hun var flov over familens argument. ,,De siger det er for at forsikre slægtens fremtid.. Holde linien … ren." Det sidste ord blev sagt med næsten en væmmelse. Familien havde aldrig gået op i blod, tværtimod havde Ines' forældre opdraget hende, og hendes bror, til at tro at alle var lige, men lige nu virkede det hele som en stor fed løgn, et stort skuespil. Ærligtalt havde Ines flere gange tænkt at familien måske havde økonomiske problemer, og at forældrene i stedet ''solgte'' hende, så de kunne forblive beholde den søde livsstil. ,,Han går på Hogwarts… men jeg ved ikke hvem det er", afslørede hun til sidst, som de triste øjne atter blev rettet mod Alfie.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie kunne dårlig tro sine egen ører lige nu. Dette her var så absurd af han nærmest forventede en eller anden ville springe ud af skabet og råbe "aprilsnar" skønt det befandt sig midt i oktober. Det kunne bare ikke være rigtigt dette her!
Han lod trøstende en hånd hvile mod hendes skulder som hun trak benene op under sig. Hvad han dog ikke ville gøre for at mindske hendes smerte lige nu, men ærlig talt, hvad kunne han gøre? Ingenting. Han var selvfølgelig fuldblod, men han vidste inderst inde godt at hans forældre aldrig ville gå med til et sådan arrangement, skønt han næsten følte sig klar til at springe til, i det mindste ville hun da så være med en hun syntes om, -og han ville heller ikke have noget at klage over dér.
Den lille tænksomme rynke der havde formet sig i mellem hans bryn som informationen blev bearbejdet, blev kun tydeligere, "holde linjen ren?" Gentog han undrende, "jeg troede ikke at dine forældre gik op i den slags?"
Knuden i maven blev bestemt ikke mindre da hun informerede om at han gik på skolen. Så det kunne være én de allerede havde mødt? Hvad nu hvis det var en af de populærere fyrer? Hvad nu hvis Ines faktisk endte med at falde for den klaphat, tanken alene var næsten ubærlig. "Der må da være noget vi kan gøre," udbrød han og begyndte at traske op og ned af gulvet som en fanget tiger i et bur. "har du prøvet at snakke med dem om at du ikke vil?" Det var et duet spørgsmål, han kunne ikke forstille sig Ines på nogen måde, bare havde accepteret og lagt sig fladt ned ved den nyhed.

[Ines Cornette]

Alfies udtryk sagde det hele, og det var nok ikke løgn at Ines havde haft lignende da forældrene havde brugt svaret hun gav ham, som argument da hun selv havde spurgt om hvorfor. ,,Det troede jeg heller ikke..", mumlende hun mod ærmet til badekåben og anede vitterligt ikke hvad hun mere skulle sige til det. På nuværende tidspunkt følte Ines at båndet til hendes forældre var skåret over, dødt, og flere gange havde hun tænkt tanken at hun aldrig nogensinde ville tilgive dem. Det var også først bagefter den unge heks havde skældt forældrene ud og smækket med døren, at alle spørgsmålene rigtigt var dukket op. I selve situationen havde Ines set rødt, men nu virkede det mere som om at alt var sort og håbløst. Tæt på at åbne munden og tilstå sine tanker om at hele hendes liv føltes som en løgn, kom Alfie dog heksen i forkøbet, hvorefter han traskede frem og tilbage som en stresset dyr i bur, en handling der formåede at få Ines til at løfte hovedet en anelse og trods situationen, trække en anelse på mundvigen til et lille smil. Det hjalp at tale med ham, det hjalp at se en der virkede til at føle det samme som Ines, at det var så uretfærdigt som det kunne være. Lidt i sin egen verden rystede Ines på hovedet sekunder efter vennens ord, dog ikke som et direkte svar til Alfie spørgsmål, nok nærmere til hele situationen. ,,De har ikke tænkt sig at ændre mening.. Aftalen er allerede lavet." Hun havde forsøgt, endda givet dem et forslag om selv at finde en fyr inden Hogwarts var omme, et forslag hun selv mente var rimeligt, men det havde forældrene ikke været enige i og derfor skudt det ned til jorden med det samme.
Benene kom fri fra armene og sekunder efter gled Ines ned fra karmen. Hun fik fanget Alfies hånd og stoppet hans vandren frem og tilbage og i stilhed lod hun de triste brune øjne hvile på ham. Et skridt tilbage og heksen satte sig i sengen hun havde fået tildelt i værelset de delte. ,,Kan vi ikke tale om noget andet?" Lidt instruerende trak hun ham i hånden som hun satte sig tilbage i sengen, og forsøgte at fortælle Alfie at han skulle joine hende, og gjorde han, ville hun derefter lægge sig ned på siden, med ryggen mod væggen og øjnene mod løven.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Et hav af følelser løb igennem den rødtoppee dreng, som han marcherede op og ned af gulvet. Hvordan kunne hendes forældre gøre dette her imod hende? Han som ellers aldrig blev vred, følte raseriet stikke under overfladen. Realistisk set, vidste han godt at hun måske ikke var endt ved ham, men hun skulle da i det mindste have chancen for selv at vælge. Inderst inde ønskede han jo kun at hun skulle være lykkelig -skulle den lykke være blevet opnået sammen med ham, var det blot en bonus!
"Jeg forstår det slet ikke!" Erkendte han med et frustreret udtryk og en hånd der tak huen af han ellers havde haft på hovedet. Hans mor hadede når han havde den på indenfor, og han blev da også tvunget til at tage den af når de sad ved bordet, men lige nu synes den bare at være i vejen for irritationerne der truede med at eksploderer inde i hans hoved, i en stor sammensmeltning.
Han stoppede først op som hendes hånd fangede hans frie, han havde end ikke bemærket at hun havde haft rejst sig fra vindueskarmen. De gyldenbrune øjne hvilede på hende i nogle lange sekunder, han var tydeligt såret over aftenens pludselige vibe-ændring.
Han sukkede dybt, "du fortjener bedre...kan jeg ikke snakke med mine forældre? Måske de kan snakke med dine...få dem på andre tanker." Det var et naivt håb. Hans forældre ville med sandsynlighed ikke blande sig, hvis de ville, havde de nok allerede udtrykt deres mening omkring det.
Alfie lod sig trække med over til sengen og satte sig ned tæt op af hende. Noget modvilligt nikkede han på hovedet. Han havde bestemt ikke lyst til at tale om andet end plotterier omkring hvordan de kunne få ophævet denne trolovelse. Det var jo forfærdeligt! Intet mindre kunne gøre det! Et par dybe indåndinger efter, lagde han sig ned med fronten imod hende. Der var stadigvæk noget sørgmodigt at spore i hans blik.

[Ines Cornette]

Uvidende om hvilke tanker og følelser der måtte fare igennem Alfies sind, var Ines allerede nået til det stadie hvor hun havde accepteret sin nye skæbne, eller i hvert fald i aften havde hun. Hendes hoved bankede, takket være den forfærdelige hovedpine der havde sneget sig ind og øjnene var tunge og trætte efter alle de tåre hun havde grædt. Det var direkte ufedt og verdenen føltes unfair på alle punkter og skulle sandheden frem havde hun mest af alt lyst til at lukke øjnene i og forsøge at sove, omend ikke vågne op og finde ud af at det hele havde været en dårlig drøm. Hun prisede sig dog lykkelig over at Alfie var ved hendes side og det bekræftede det mindre smil som både kunne spottes på læberne og i de trætte øjne, som han sukkede og derefter delte hvad han havde på hjertet. Hun fortjente bedre… Ordene blev gentaget et par gange i tankerne før hun rigtigt vendte tilbage til den virkelige verden. ,,Du er velkommen til at prøve.." Ligesom Alfie, tænkte Ines selv at det var et naivt håb, men man vidste jo aldrig; hun stoppede i hvert fald sig selv i tide i at sige, at hun næppe troede at det virkede, men måske var håbet om at forældrene kunne komme på andre tanker det hun (de begge) måske havde brug for.
Det lille smil prydede atter læberne som vennen fulgte Ines eksempel og joinede hende i sengen. Det sørgmodige smil der stadigvæk var til at spore i hans blik gjorde, at Ines forsøgte at trække lidt ekstra på mundvigen. Hun af alle ønskede ikke at se sin lille alf i sådan et stadie. ,,Fortæl mig om jeres date. Hvordan gik det? Og skal I ses igen?"

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie havde ufattelig svært ved at få hjernen til at fokuserer på andet end tanken om, at han snart havde mistet hende. Sådan for alvor. Selvfølgelig havde hans chancer altid været minimale, hvis eksisterende overhovedet, men dette her det slog ligesom bare hovedet på sømmet...eller hvad det nu var muggerne plejede at sige. Han ville så gerne være der for hende, og lytte til hendes brokkerier, som han uden problemer kunne tilføje nogle farverige gloser til, men eftersom hun ikke ønskede at snakke om det, måtte han accepterer at hun lige nu nok var fyldt af det. Han kunne allerede nu fornemme på det gabende hul i maven, at dette her var noget han kom til at ligge vågen over i nat.
Han gengældte det lille smil, med et medfølende et af slagsen. Hvis han bare kunne slå i bordet, det ville der nok bare ikke blive lyttet det store til. Alligevel til hans overraskelse gik hun med til at han kunne give det et forsøg. Eller måske ikke direkte ham, men hans forældre, "jeg prøver at snakke med far og mor i morgen, de må da kunne snakke noget fornuft ind." Konkluderede han, som var det det mest logiske i verden. Som Ines, ville han gerne have lov til at holde fast i det spinkle håb, hvilket nok var den egentlige grund til at det først blev i morgen og ikke allerede i dette sekund.
Deres date. Det virkede så komplet ligegyldigt ved siden af dette her. Især fordi det havde været en af de mest pinlige oplevelser han længe havde været udsat for. Armen blev placeret under hovedet og han tænkte kort før han begyndte, "faktisk havde jeg alle intentioner om at komme ind og starte med at skælde dig ud.." begyndte han lidt gådefuldt og forsøgte sig med et mere oprigtigt smil denne gang.

[Ines Cornette]

Taknemmeligheden var stor, og som så mange gange før, fangede Ines sig selv i at hun så gerne ville vise det, fortælle det, hvor glad hun var for at have Alfie som ven og altid som støtte ved hendes side. Men hvordan? Ord og handling virkede bare ikke som en tam gestus - og dog, Miley var sendt som himlen og måske, bare måske… Ines og Alfie kunne se tilbage om år og grine af hvordan heksen havde snydt dem på en date og vennen der ville takke hende for det? Tanken fik et lille hjertevarmt smil frem, ja faktisk næsten et mindre drømmende et af slagsen.
Som Alfie, fulgte Ines hans eksempel og brugte armen som pude og nysgerrigt forblev de brune øjne på ham som han lod det der mindede om en tænkende minde glide over hans ansigt. Ja? Jaaa? ,,Skælde mig ud?" Lød det overrasket. ,,Hvorfor? Du kan ikke sige sådan og se så gådefuld ud", pointerede hun med det mindre voksende smil. ,,Ud med sproget."

[Alfred "Alfie" Weasley]

Selvom han og Ines måske aldrig ville blive et par - og chancen nu var endnu mindre end før, så var den rødhårede fyr alligevel så taknemmlig for alle de minutter han fik sammen med hende. Den tillid hun udviste ham, og som han uden betænkning kunne vise hende -når altså ikke det omhandlede hans følelser for hende. Han ville nok altid håbe lige til det sidste måtte han erkende, og det var især på øjeblikke som disse, hvor de lå så tæt og hun udviste sin sårbarhed. Hvad han ikke ville give for at være den der vaskede hendes bekymringer væk. Det var han på sin vis allerede, men det var ham en smule ubevidst.
Han udholdt spændingen lidt endnu, før han med et dramatisk suk så på hende, "du efterlod mig helt alene med hende!" Udbrød han en kende bebrejdende, men uden at denne bebrejdelse virkede helt oprigtigt. "Jeg endte med at sidde og drikke Cafe Au Lait og jeg kan ikke engang lide kaffe," forsatte han sin klagesang, "Og hvad endnu værre ver.." Endnu en kunstnerisk pause for at øge dramatikken, "min tegnebog ligger i din taske!" Han skød underlæben lidt ud i barnlig fornærmelse, men udtrykket holdt dog ikke vand særlig længe eftersom han aldrig ville kunne være oprigtigt sur på veninden.

[Ines Cornette]

Ventetiden virkede ulidelig og Ines var også kun sekunder fra for at sætte sig op for så at begynde at prikke Alfie insisterende på brystkassen, som ville det hjælpe med at åbne munden på ham, men så langt nåede den unge heks dog ikke før det dramatiske suk forlod løvens læber og han der ENDELIG begyndte at tale. Med øjnene spærret op, gled en underholdende mine lynhurtigt over ansigtet på slanginden og et åbent smil blev sendt i hans retning som hun kæmpede med at holde det lille grin tilbage, ikke at det lykkedes hende spor godt. Hun nåede dog ikke at sige noget før han forsatte, og det blev da også kun bedre som han afslørede at han havde bevæget sig over de voksnes rækker og drukket kaffe. ,,Hvad!! Det lyder da som det bedste der kunne ske nogensinde!", lød det underholdt og helt igennem sandt fra Ines vedkommende som jo levede på løgnen om Alfie og Miley, og de kirkeklokker hun forsat hørte i baggrunden i sit hoved.
Smilet forsvandt dog tildelst og overraskelsen stod tydeligt skrevet i den unge heks' ansigt som vennens næste ord lød. ,,Alfie.. Ej… Alfie, jeg er 100 procent sikker på at jeg ikke har din pung", skød hun ud, ikke at hun følte sig ramt, hvilket var tydeligt at høre da der stadigvæk var et glimt af underholdning i tonen at spore. Heksen var bare så sikker i sin sag på at Alfie måtte havde glemt den herhjemme istedet. ,,Jeg er ret sikker", lød det igen, hvorefter hun satte sig op. Som var det ingenting, kravlede hun derefter henover vennen, og skænkede det ikke en tanke at låret blev blottet det mere grundet den løse morgenkåbe. Ines var selvfølgelig ikke nøgen indenunder, undertøj havde hun på, men hun tænkte ærlig talt ikke yderligere over disse ting når hun befandt sig med Alfie, hvilket selvfølgelig havde noget at gøre med det nære og mere søskendagtige forhold hun følte for ham. Fluks kom heksen derefter på benene og styrtede hen mod skuldertasken der hang på en knage på døren. ,,Nu skal jeg vise dig at den ikk…", lød det, samtidigt som hun begyndte at rode i tasken. Men før Ines nåede at fuldføre sætningen fandt og tog hun pungen op fra tasken. ,,Ved merlin...Undskyldundskyldundskyld!" Alfie fik slet ikke lov til at sige et ord før Ines sad ovre på sengen ved siden af ham, næsten tættere end før. ,,Jeg er den dummeste… Jeg kan ikke en gang… Nej… Kan du nogensinde tilgive mig?" Det havde selvfølgelig aldrig været meningen at kaste vennen ud i en så uheldig situation og selvom Ines oprindeligt var ked af at hun var stukket af med hans pung, ikke at det var bevidst gjort, så var der stadigvæk et mindre underholdende smil at spore i hele hendes udtryk.