Fortæl mig alt

[Alfred "Alfie" Weasley]

Den unge løve kendte kun alt for godt Ines morende udtryk, og han forsøgte at se endnu mere fornærmet ud, ”Det er ikke sjovt! Har du nogen anelse om hvor ulideligt det var?” Klagede han i håb om hendes medfølelse. Desværre kunne han jo også godt selv se det komiske i situationen, ”Det smager af...sure sokker eller...noget andet klamt.” Han havde faktisk ikke rigtigt nogen sammenligning til den mørke afskyelige drikkelse, men det forvrængede udtryk måtte tale for sig selv.
Et nyt og lidt mere forcerede problem blev dog gjort tydeligt for ham, da hun bekendtgjorde at hun ikke havde hans pung. Han stirrede på hende i nogle lange sekunder, som forsøgte han at gennemskue om hun lavede sjov med ham. ”Mener du det?” Spurgte han en anelse usikkert. Det ville ikke være første gang han havde tabt den, eller glemt den et eller andet sted. Han var ikke mega god til at passe på den ville han godt indrømme, men han var virkelig sikker på at han havde haft givet den til hende.
Han blev liggende som hun satte sig op og var allerede mentalt igang med at forberede den tale han måtte give sin mor, når nu hans pung var blevet væk igen. Heldigvis havde han ikke noget af videre betydning i den -det havde hans mor sørget for. Der lå blot lidt pund og nogle euros, samt en nøglering med Peter Pan som han havde fået af et meget begejstret barn fra Disneyland.
Tankerne blev dog omgående brudt som hun uden advarsel kravlede henover ham og tilmed blottede lidt af den bare hud for ham. Han mærkede et sug gå gennem hele kroppen og han sank lydløst som han forsøgte ikke at fokuserer på den let åbne kåbe imens hendes fokus lå andetsted. Han mærkede sommerfuglene i maven gå amok og han tog en dyb indånding og rullede om på siden for at følge hende med blikket imens hun gik igang med at finkæmme sin taske.
Til hans store lettelse trak hun kort efter hans pung op og han skulle lige til at sige noget om hvor godt det var hun havde den, men hun var allerede igang med sin undskyldning. Alfie rynkede overrasket brynene, det havde bestemt ikke været meningen at hun skulle få dårlig samvittighed, for naturligvis havde hun ikke gjort det med vilje, han havde jo også selv glemt alt om at få den. ”Det er okay,” forsikrede han hende, men blev kort efter opmærksom på smilet der lå gemt bag facaden. ”Du synes stadigvæk at det er sjovt gør du ikke?” Spurget han og skød det ene bryn i vejret.

[Ines Cornette]

Medfølelsen virkede ikke eksisterende, det var dog langt fra sandheden. Alfies fornærmede udtryk gjorde det bare sværere for Ines at tage det hele seriøst. Hun havde dog været der før, førhen havde hun ikke kunne fordrage kaffe og nu, dagen i dag, kunne hun ikke leve uden. Sort var bedst, men hun havde uden tvivl også en kærlighed for det når der blev blandet sødmælk og farin i. ,,Ej undskyld Alfie, undskyld.. Og jeg ved det, man skal lige vende sig til smagen..", grinede hun videre og endte til sidst med at lave et lille grissegrin, en forbandelse Ines helt klart mente hun havde arvet fra hendes mor.
Under den lille flytning fra sengen og over til døren, og henover Alfie, for at grave i tasken, bemærkede Ines ikke de små ændringer der kom fra vennens vedkommende. Den unges heks var et helt andet sted og det var nok også derfor at hun reagerede så ''voldsomt'' da hun rent faktisk fandt og holde hans pung op foran sig. Fra stående til siddende og i gang med undskylde, gik der dog heller ikke mange sekunder før den unge heks atter sad og kæmpede med at tage det seriøst, men uden held. ,,En smule…" bekendtgjorde hun og mærkede samtidigt smilet der voksede, hvilket hun ellers ivrigt forsøgte at skjule ved at bide ned i underlæben. ,,Ej undskyld" - ,,Jeg syntes bare det er så sødt. At I er så søde sammen!" Hurtigt lagde Ines sig ned på siden, lidt tættere på Alfie end før. Den ene arm blev brugt som pude. ,,Jeg ved at det var vores dag… Men… jeg følte bare at det var… meant to be, du ved? Af alle dage, hvorfor dukkede hun så op i dag?" Mumlede hun, en smule mere dæmpet, som overvejede Ines tydeligt at det var de højre magter der havde bestemt det. ,,Udover det, det var godt at du var så hurtig, ellers var jeg nok blevet kørt ned."

[Alfred "Alfie" Weasley]

Det skulle være en løgn hvis han sagde at han ikke elskede lyden af hendes latter -især når den skyldtes noget som han havde sagt eller gjort. Igen mærkede han et stik af sørgmodighed, ved tanken om at en anden fyr nu skulle nyde godt af den side af hende. Tanken fik knuden i maven til at vokse sig større. Misundelse var en grim ting, det vidste han godt og han hadede det, men han kunne ikke slukke for det.
Tanken blev skubbet lidt på afstand og han sukkede opgivende, ”Hvis du så i det mindste prøver at lyde overbevisende næste gang, så kan det være at jeg hopper på den.” Det skæve smil, fik smilehullet i den side til at fremstå endnu mere tydeligt. ”Men ja, det tør siges. Jeg tror nu aldrig jeg kan vende mig til det.” En gysen skød gennem ham. Det havde virkelig smagt ækelt.
Han slog blikket let ned da hun sagde at han var sød sammen med Miley. Dette kunne måske godt misforstås til at han virkede genert omkring det, men sandheden var at han havde dårlig samvittighed over at lyve for hende og ikke kunne helt få sig selv til at se hende i øjnene. ”Jah...hun er...sød...” Mumlede han en anelse overfladisk.
Han mærkede madrassen give lidt efter som hun lagde sig ned, denne gang ret tæt op af ham. Sommerfuglene begyndte igen at flakse rundt i maven på ham og han sank en enkelt gang. ”Såh...du mener som et eller andet tegn fra oven?” Spurgte han med hævede bryn. I så fald havde det da været et dårligt tegn. Eller Miley var jo sød nok, men hun havde taget hans dag med Ines, og det havde måske været hans sidste chance.
Han vidste godt at det ville være urimeligt at være dur på Miley over det, og det var han egentlig heller ikke, det havde ikke været hendes skyld. Men det gjorde det bare ikke mindre ubelejligt.

[Ines Cornette]

,,Jeg lover, at næste gang, der er jeg bedre. Det lover jeg", gentog hun, først alvorligt, som derefter gik i vasken, hvilket tydeligt forsat afslørede at hun kæmpede for at holde grinet tilbage. Det skæve smil med de alt for charmerende smilehuller Alfie var ejermand til, formåede dog alligevel at den unge heks fik styr på sig selv til sidst og ganske kort blev hun ramt af en sjælden tanke; Hvorfor kunne hun ikke bare finde en fyr som Alfie? Den forsvandt dog ligeså hurtigt igen, da det føltes en kende mærkeligt at tænke sådan, også selvom tanken ikke var direkte rettet til vennen. ,,En dag, måske, når du træder ind i de voksnes rækker", skød hun drillende ud, også selvom Ines et sted tvivlede på at Alfie nogensinde ville få smag for kaffe. Men det lød godt, hvis hun selv skulle indrømme det!
En smule uroligt, blot sekunder efter hovedet blev lagt på armen, fløj det op igen og der blev hånden hurtigt taget i brug som Ines lænede kinden i håndfladen. Tydeligt betragtende, fløj de brune øjne rundt i hele Alfies ansigt, som han gik fra at ligne en genert lille skoledreng, der lå og drømte sig væk - ikke at det var i nærheden af hvad han gjorde - til en med et næsten spørgende og mistroisk blik over hendes sidste ord. Det var helt præcist det hun sagde, eller rettere sagt mente med hendes ord. I Ines' optik var der en mening med det hele, selv hendes forlovelse, selvom Ines på nuværende tidspunkt havde svært ved selv at finde den - og hendes forældre samtidigt heller ikke kunne begrunde deres valg ordentligt. ,,Det lyder skørt, syntes du ikke?" Spurgte hun med et mindre smil, hvilket vel også var et indirekte ja til hans spørgsmål. ,,Men… hvorfor ikke?" Det var lidt et åbent spørgsmål, både til Alfie men også Ines selv, og i det øjeblik som hun luftede tanken, søgte blikket væk og hen i retning af mod vinduet. ,,..Tror du på den eneste ene?"

[Alfred "Alfie" Weasley]

Det afslørende grin, fik ham til at sukke dramatisk, men som altid smittede hendes smil voldsomt af på ham, og smilehullerne trådte atter frem.
Havde den unge troldmand haft bare den mindste ide om, hvor hendes tanker gled hen, ville han nok lykkeligt have forsøgt at kaste brænde på det bål….eller rettere den glød, og forsøge at overbevise hende om at han var lige præcis den hun søgte.
”Pfff, ind i de voksnes rækker, det lyder som alt for meget ansvar,” Indrømmede han, med frygt for at lyde som den karakter han lagde så meget af sig selv i at spille i Disneyland. Alfie frygtede på ingen måder at blive voksen, men han kunne også godt lide at være ung. Han elskede de muligheder det gav ham, som fx at spille Peter Pan. Dog kunne han godt have brugt at være bare lige et par år ældre, så han måske kunne have været en reel bejler til Ines.
Alfie skar en mild grimasse, han ville ikke direkte kalde hende skør for at tro på den slags, han var bare ikke sikker på om han selv gjorde. ”Det ved jeg ikke helt,” indrømmede han med et nyt skævt smil. Jo det lød skørt i forbindelse med ham og Miley, men altså så var der andre steder, hvor han godt kunne se hvordan en lille ting havde ført til noget andet, som så havde sat ham der hvor han var nu.
”Det ved jeg ikke….fordiii” han trak det lidt ud imens han tænkte, ”okay,” han flyttede sig ubevidste lidt tættere på hende som han rettede på sin stilling, ”hvis der er ligesom “en mening med alt” hvad skulle meningen så være i ikke at lade dig selv vælge hvem du vil være sammen med?” Spurgte han roligt, med et lettere bedrøvet blik. Ved det næste spørgsmål fastholdt han blikket og iden tøven svarede han, ”ja det gør jeg.” Han have bare virkelig en feeling med at den eneste ene for ham måtte være Ines, for hvem kunne det ellers være? ”Jeg tror på at når man møder den rette, så vil alting bare give mening, og så ved man det på en eller anden måde..” Måske det var lidt at modsige at han ikke troede på at der var en mening med alt, men den mening var bare meget svær at se lige nu!

[Ines Cornette]

Ines kunne ikke helt undgå at fnise over Alfies indrømmelse. Der var noget sandhed i det, selvom hun nok ikke helt ville indrømme det. Hun glædede sig ærligtalt til at blive ældre, og at få mere ansvar, hvor mærkeligt det end lød, men samtidigt så vidste hun også at hun allerede nu savnede nogle af de frynsegoder der var ved at være ung.
Alfies ''Det ved jeg ikke helt'' fik Ines til at tippe hovedet spørgende. Der var noget i hende der sagde at der lå mere i det, mere i det han sagde, hvilket nok også var derfor at hun intet selv sagde men i stedet bare sendte ham de store afventende bambibrune øjne. Det lod også til at virke, selvom han i starten trak det lidt ud. Så snart hans ''Okay'' lød trak hun lynhurtigt op i smilebåndet og fulgte hans eksempel og lagde sig lidt mere til rette, ligeglad med at deres ben nærmest flettede sig ind i hinanden til sidst. Smilet blev hængende, på trods af det han bragte op, og ligeså blev nysgerrigheden i øjnene. Det var ikke helt løgn at Ines selv havde tænkt dén tanke uendeligt mange gange siden hun fik beskeden om trolovelsen. Og ligeså havde hun spurgt efter et tegn, hvilket som helst tegn, men intet fået. I stedet endte hun med at besvare hans spørgsmål med et spørgsmål.
Tror du på den eneste ene? - spørgsmålet gav nærmest genlyd i tankerne, mest af alt fordi Ines følte at den mulighed var blevet tyvstjålet fra hende. Alfies svar fik dog hurtigt Ines' opmærksomhed, nu hvor hendes blik for nogle korte sekunder havde søgt hen mod vinduet. Det varmede et eller andet sted, at høre en anden have det på samme måde. ,,Ja…Præcis", lød det lidt dæmpet men i en glad tone. Hun følte at hun på nuværende tidspunkt ikke kunne havde forklaret det bedre selv. Og med dén tanke blev Ines smidt tilbage til en af de tidligere tanker; Hvorfor kunne hun ikke bare finde en fyr som Alfie? Som stilheden bød ind mellem Alfie og hende, bed hun sig tøvende i underlæben. Havde hendes eneste ene været foran hende i alle de år? Som usikkerheden bredte sig helt i hele maven, blev heksen enig med sig. Lidt forsigtigt lod hun sig læne frem mod den unge løve. Kropsproget var tydeligt. ,,..Alfie jeg.." tøvede hun hviskende som de snart ikke kunne komme tættere på hinandens ansigter. En banken mod døren, hvorefter den blev åbnet, fik dog hurtigt Ines til at trække sig tilbage og der se sig over skulderen, måske en anelse forvirret over hvad der rent faktisk skete, eller havde været ved at ske - og de dertil var blevet opdaget i. ''Ines.. Alfred." - ''Din mor og jeg vil gerne snakke med dig, om det vi talte om tidligere." Det var med et hurtigt bankende hjerte at Ines de første par sekunder bare stirrede på sin far. ,,..Okay? Nu?" Lød det, allerede som hun så begyndte at sætte sig op og der fik placeret fødderne på gulvet. ''Nu, ja.'' Uden at sige mere, skævede hun kort på Alfie, hvorefter fokusset røg tilbage på faren og hun der kom på benene. ,,Jeg kommer lige om lidt.." Lød det, hvorefter hun kikkede sig over skulderen og sendte Alfie et lille beklagende smil. Var det måske det tegn hun havde ledt efter? Uden at tænke yderligere over det, fulgte hun hendes far ud af værelset og lukkede der døren bag sig.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han så godt hendes blik, men vidste ærlig talt ikke helt hvordan han skulle uddybe. Nu var det jo ikke lige fordi han troede på at han og Miley var meant to be, og at det var et eller andet tegn fra de højere magter at sætte dem sammen netop den eftermiddag. Han var stadigvæk af den overbevisning at Ines var den eneste ene for ham, men det kunne han jo ikke rigtigt sige til hende. I stedet valgte han blot at sende hende et uskyldigt smil, og forklare sig på en måde der ikke var løgn, men heller ikke var hele sandheden. Det var også en smule svært at koncentrerer sig og tænke klart når de lå så tæt at deres ben var krydset over hinanden. Sommetider følte han lidt at det var hende som besad williegener og ikke ham. Ikke at det havde nogen effekt på ham at han havde det udover den milde stemme og det nær “perfekte” udssende med ren hud og de elegante bløde bevægelser.
Heldigvis for ham, lod hun til at acceptere det.
Noget i hendes blik ændrede sig pludselig. Han kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men hendes brune bambi øjne havde et lidt underligt tænksomt skær som hun bed sig i underlæben. Han smilede skævt og skulle til at spørge hende hvad hun tænkte på, men som hun langsomt flyttede sig tættere på ham, blev hans ord fanget i stuben. Lyden af hendes stemme sendte behagelige kuldegysninger ned langs hans nakke. Var dette her virkelig ved at ske? Efter al den tid? Hun behøvede ikke at sige mere, han var fuldkommen klar til at modtage hendes kys, det brusede i hans øre og hans hjerte hamrede så hurtigt at han frygtede det ville springe ud af brystet på ham. Øjnene gled langsomt i og han fornemmede hendes blide åndedrag imod hans læber, han kunne fornemme varmen. Hele hans hovede føtes så let, som var alle bekymringer forsvundet, så tæt på….
I det samme faldt alt dog fra hinanden som døren gik op. Var der blevet banket på? Alfie var ikke sikker, hvis der var havde han i hvert fald ikke hørt det. Ligesom Ines trak Alfie sig, han havde slet ikke selv bemærket at han havde lænet sig imod hende, med et lettere fortumlet udtryk i ansigtet kiggede han imod den han nok ville komme til at hade lidt til evig tid for at have ødelagt det perfekte øjeblik.
Ines far trådte ind. Alfie havde lyst til at rejse sig og protesterer, hale hende ind i sine arme og understrege at hun tilhørte ham, men ingen ord kom ud, han lå bare tilbage i sengen med et forfjamsket ansigtsudtryk som Ines rejste sig fra sengen. Han hørte nærmest ikke deres samtale, ”O-okay..” lykkedes det ham at fremstamme i en let hæs stemme som Ines kort efter efterlod ham alene tilbage på værelset. Den rødhårede fyr snappede et par gange efter vejret og faldt tilbage på puden. Blikket drev op i loftet og en million tanker raserede gennem hans hoved; Hvad skete der lige?! Havde Ines virkelig været ved at kysse ham? Kunne det måske være at hun havde det på samme måde som ham? Et lille smil formede sig på hans læber og varmen fik en svag rødlig nuance til at forme sig over hans kinder.

// out