This Is Halloween

[Samuel Roden]

Syrena Amardeus

Hogwarts – Storsalen

Oktober 2056

Halloweenfesten

Omkring kl 19.30

Påklædning

---

Sam elskede Halloween, eller generelt elskede han alle højtider, især tilbragt på Hogwarts. Én ting var magi i det hele taget, men under højtiderne blev alt jo mere eller mindre boosted op. Alle udsmykningerne og de bitte små magiske ting såsom svævende græskar i loftet. Alt dette som almindelige magikere så som værende ”helt normalt” og derfor måske lidt tog for givet, selv disse små ting fascinerede ham stadigvæk, og ville nok altid gøre det.
Nogle elever havde fået lov til at oprette en ”skræktunnel” nede i kælderen, og det var der Sam havde stået vagt frem til nu. Han skulle sørge for at eleverne -især de yngre, ikke blev skræmt halvt til døde derinde.
Han havde egentlig stået og glædet sig til at slutte sig til festlighederne i storsalen og som skræktunnelen blev lukke grundet fællesspisningen 19.30, var det præcis der hans satte kursen imod. Han var selv iført et ret overbevisende Sherlock Holmes kostume komplet med hat, forstørrelsesglas og en tom pibe magen til den detektiven rendte rundt med.
Sam gik gennem dørerne til sale og blev som altid imponeret over festlighederne. Hvor han dog elskede Hogwarts og hvor han dog glædede sig til at Hunter blev gammel nok til at skulle begynde her. Han havde ikke vist tegn på magi endnu, men hans mor var jo magiker, så han håbede inderligt at det ville komme.
Den høje mand fik møvet sig gennem grupperne af eleverne op til lærerbordet hvor han smilede rundt til kollegaerne, søgende lod han blikket glide rundt efter Syrena, de to var virkelig blevet tætte venner efter hun var begyndt her som professor.

[Syrena Amardeus]

Som den ægte Slytherin Syrena var, så havde Syrena altid elsket Halloween. Det kunne næppe undre nogen af hun var ind til en højtid der hyldede mystikken. På trods af skolens prægtige oppyntning og de kreative udklædninger, så havde un for første gang i år svært ved at komme i den retning stemning. Noget af det skyldtes nok at hun igennem det sidste stykke tid var blevet tiltagende paranoid. Hun havde svært ved at glemme hvad der var sket i Azkaban sidste år, det holdt hende vågen om natten og når hun vågnede og så en skygge, var hun dødbange for at det var Isiah eller endnu værre - Sage der stod og gemte sig.
Halloweenfesten havde nærmet sig med hastige skridt, og det var den slags man ikke kunne slippe uden om, så trods det manglende humør, havde Syrena fundet sit kostume. Egentlig havde hendes første tanke været en djævledragt, men hun havde synes at det var lidt for oplagt, og hun orkede ikke kommentarerne om at hun ikke engang behøvede kostumet, for at slippe afsted med den. Desuden havde den røde farvet mindet hende for meget om Gryffindor, så hun var gået med noget der var mere.. hende og havde valgt et Medusakostume bestående af et grønt korset med guld aftegninger, en grøn nederdel, gladioator sandalder, og naturligvis kronen på værket - en guld slange diadem, hun havde naturligvis spiced den lidt op, ved at gøre de guldbelagter slanger levende, så de snoede sig hvislende omkring i takt med at hun gik.
Spisesalen var allerede ved at være godt fyldt da hun kom ind. Nogle eleverne sendte hende lidt lange blikke. Én kom for tæt på, så den ene slange hapsede ud efter ham, men uden held. Til gengæld bemærkede hun hurtigt Sam oppe ved lærerbordet, hvilket løftede hendes humør. Hun havde det bare bedst omkring ham. Denne gang satte hun farten lidt op. Hendes stol stod afventende ved siden af ham. De måtte have ændret lidt på pladserne i anledningen. "Hej Sam." hilste hun og bøvlede lidt med at samle kjolens stof så det ikke var i ejen når hun satte sig. Kors hvor hun hadede kjoler!

Kostume: Kostume

[Samuel Roden]

Det var lidt med ærgelse at Sam måtter erkende at Syrena ikke var der. Han sukkede let og bed sig i læben som han skulle til at tage plads. Han nåede dog ikke så langt før han hørte hendes stemme bag sig og han snurrede rundt og stod næsten ansigt til ansigt..-er med Syrena og hendes levenede hovedbeklædning.
Blikket blev hurtigt fanget at de hvislende slanger der så alt andet end venlige ud. Han rystede på hovedet med et lille grin, ”jamen hej,” hilste han tilbage hvorefter han tvang sit blik fra slangerne til hendes ansigt. ”Jeg stod faktisk lige og undrede mig over hvor du blev af.” Sagde han muntert og sandfærdigt. Hovedet blev tippet let på skrå. ”Jeg ville gerne give dig et kram, men jeg er faktisk lidt bange for om din krone bider mig hvis jeg prøver.” Jokede han og trak nærmest per automatik stolen ud for hende så hun kunne sætte sig. ”Hvor ser du godt ud, jeg føler mig næsten lidt underdressed nu,” han blinkede til hende og rettede lidt på hatten han havde påført sig.
Hendes kostume klædte hende fortryllende godt og han forstod ærlig talt godt hvis nogle af hankøns-eleverne kiggede efter hende med lidt længselsfulde blikke. Men Syrena havde også altid været helt utrolig smuk, og hun klædte sig altid i tøj der -set med hans øjne -passede hende perfekt, men han måtte erkende at hun denne gang havde overgået sig selv, for pokker hvor så hun godt ud.

[Syrena Amardeus]

Sams forbløffede blik fik hende til at smile skadefro. ”Jeg tænke nok at du gik og savnede mig.” sagde hun selvsikkert hvorefter hun blinkede drillende til ham. Sam var hurtigt blevet hendes bedste ven på Hogwarts – igen. Hun havde virkelig glemt hvor nemt det var at være sammen med ham, især nu. Hun satte en hånd på hoften og grinte. Det var svært for, ikke at sige umuligt for hende at skjule hvor meget hun nød at se hvordan folk reagerede på slangerne. Hun trådte hen på siden af ham, egentlig for at passerer, men stoppede på halvejen. Hun lagde en blid hånd på hans overarm og så på ham. ”Jeg giver ingen garantier,” et af slagerne komplimenterede hendes lidt flirtende dels djævelske blik ved at snappe ud efter ham, dog uden at ramme. Hun slap ham og gik om for at sætte sig på stolen han trak ud for hende. Der var ingen mand ud over Sam, der nogensinde havde opført sig galant overfor hende, og det varmede hende en smule hver gang. Hun så op på ham med et mere blidt og taknemmeligt smil. ”Det her? Det er ingenting,” fnøs hun undvigende. Trods hendes udadtil store ego og selvsikkerhed, havde hun stadig svært ved at modtage komplimenter. ”Desuden ser du nu heller ikke værst ud. Sherlock Holmes, har alle dage været samlejeet,” sagde hun uden omsvøb og modtog til gengæld et lidt misbillgende blik fra en af deres kollegaer. I stedet for at tage det personligt, vendte hun sig mod Sam igen og skar en ’ups’ grimasse. Hun gad slet ikke tage sig af den slags smålighed. Desuden var det rigtigt.. eller måske var Sherlock Holmes ikke super lækker i sig selv, men på Sam gjorde han bare noget ret godt.

[Samuel Roden]

Han hævede et bryn af hende og kunne ikke lade være med at grine let. "Naturligvis, det er jo nærmest mit liv nu, gå rundt og savne dig." Han sendte hende et letsindigt smil. Det var faktisk lidt utroligt så hurtigt han havde fundet den gamle kemi til Syrena frem. Deres breakup havde måske ikke været det aller kønneste, de havde ikke hadet hinanden, men de havde heller ikke rigtigt været venner. Han vidste at han havde dummet sig, men det var som om at alt det var lagt bag dem nu. Eller som om at det aldrig havde været sket. Det var en lettelse og det var virkelig gået op for Sam hvor meget han faktisk havde savnet Syrena. Eller altså venskabet med hende. Han var jo glad for Nikki.
Som hun kom helt over til ham og placerede en hånd på hans overarm, lod han atter blikket falde til hendes. "Nej det gør du vel ikke," han nåede kun lige at fuldføre sætningen før en af slangerne hapsede ud after ham. Han undveg med nød og næppe og skævede lidt bekymret til kronen og undrede sig i sit stille sind om han måske kunne formilde dem med lidt kylling under middagen så de ikke endte med at sidde i øret på ham som et alt for stort øresmykke.
Igen blev brynene skudt i vejret som hans skubbede stolen ind under hende og derefter satte sig på sin egen plads. "Ingenting? Jamen så er jeg glad for at du ikke tog det flotte outfit på, for så ville jeg ikke kunne tillade mig at gå rundt ved siden af dig iført det her." Halvvejs jokede han og halvvejs komplimenterede han hende.
"Vent," han tiltede hovedet let på skrå og vendte sig lidt mod hende på stolen, "synes du Sherlock Holmes er samlejeet?" Det morede ham egentlig lidt. Han havde godt bemærket kollegaens misbilligende blik, men der var jo ikke nogen elever indenfor hørevidde og det var jo bare for sjov, så han valgte han dæmpe tonen lidt, men ellers ignorerer det fornærmede kollegablik.

[Syrena Amardeus]

Syrena havde aldrig rigtig troet på hvad folk sagde om gammel kærlighed. Der havde været øjeblikke hvor hun havde hadet Sam, men det holdt aldrig længe, og efter alle årene der var gået, så var det nærmest lykkeligt glemt. Hun kluklo af hans sarkastiske bemærkning. "Ja, tænkt hvor lidt indhold du har haft i dit liv, mens jeg ikke var der." svarede hun og lagde en flatterende hånd på brystet med et lidt selvtilfreds smil på læben. Hendes liv havde nok i virkeligheden nok været mere tomt end hans.
I takt med at Sam skubbede stolen ind under hende, satte hun sig ned, og prøvede at bide grinet i sig over hans ansigtsudtryk da slangen havde hapset ud efter ham. På den modsatte side sad en anden professor, som heller ikke virkede alt for komfortabel med at sidde så tæt på hende. "Du er simpelthen alt for kær." bemærkede hun uden helt at tænke over hvad hun egentlig sagde. Sam havde bare altid haft en evne til at vide hvad der var det rigtige at sige og gøre. Han havde været den mest anerkendende og støttende mand, og selv nu, selvom de ikke var sammen, så kunne han få hende til at føle sig som noget særligt. Følelsen at føle sig smuk, gjorde hende nærmest helt varm, men hun skjulte det selvfølgelig godt. Ligeglad med professorens misbilligende blik, vendte hun blikket mod Sam og trak nærmest uskyldigt på skuldrene. "Øh ja. Han er intelligent, nørdet, original og lever af mysterier. Det er dødsamlejeet," opremsede hun og talte på fingrene mens hun remsede det op.
I mellemtiden havde rektor budt velkommen til festen, og en kollega tyssede irriteret på hende, hvilket hun naturligvis ignorerede. Maden dukkede op i stimevis på bordene, hvilket fik hendes tænder til at løbe i vand. "Okay og nu hvor jeg har afsløret en guilty pleasure, er det vist din tur. Hvem synes du er samlejeet? Brød?" spurgte hun rakte kurven frem mod ham.

[Samuel Roden]

Han nikkede så energisk på hovedet så hatten nær var væltet af, ”Ja for pokker! Hvor er det godt at du er tilbage, så jeg kan begynde at få en mening med livet igen.” Det var lidt mærkeligt at sige højt for han var faktisk helt utrolig glad for at have hende tilbage i sit liv. De sidste uger havde hun virkelig formået at bringe et friskt pust til hele tilværesen.
Brynene formede sig i en let rynken ved hvad han gik udra måtte være en kompliment, men når det kom fra Syrena, kunne kær vel også være noget hun sagde i drilleri. ”Jeg er kær simpelthen?” Han forsøgte at kvæle det lille grin der prøvede at snige sig op til overfladen.
Som hun remsede op var Sams blik rettet imod de optællende fingre, og han måtte erkende at hun havde en temmelig god pointe. ”Det kan der være noget om.” Indrømmede han en smule tænksomt, ”og nørder er lige dig.” bemærkede han så med et drilsk smil. Han var selv lidt af en nørd, ellers blev man vel ikke professor i magiens historie, men han havde faktisk altid forestillet sig at hun ville ende sammen med en “bad-boy” -type.
Normatvis ville Sam nok have sagt at de kunne snakke videre efter rektors tale, men han tog alligevel sig selv i at blive mere irriteret over de professorerer der tyssede på den, end over Syrena der ubekymret snakkede videre.
”Nej jeg synes ikke brød er så samlejeet, der er jeg mere til pasta. Det har nogle flottere former.” Kommenterede han med et næsten strait face, men greb alligevel ud efter brødkurven for at få et stykke.

[Syrena Amardeus]

Syrena nikkede istemmende. "Velbekomme." afsluttede hun selvtilfreds, velvidende om at det ikke var helt sandt. Mens hun havde tullet rundt og udrettet absolut intet andet end at hjælpe nogle dødfarlige mennesker ud af Azkaban på bekostning af sin far, så havde Sam nået at være forlovet og havde fået en barn. I hendes hoved var det som om der var sket et hop i tiden, hun havde svært ved at forstå hvordan Sam var blevet til den mand der sad ved siden af hende nu.
"Ja?" hun besvarede han spørgende blik med et mindst ligeså spørgende blik. Hun behøvede vel ikke at forklarer ham hvad 'kær betød? Efter at have stirret på ham et par lange sekunder, med et øjenbryn hævet, slog hun blikket væk igen for at gå i maden.
Hun skovlede ukritisk op på sin tallerken, og kunne næsten allerede mærke mavepinen banke på, hvilket var ret usmart i hendes tætsiddende kjole, men det var et problem til et andet tidspunkt om en time eller to. "Præcis. Jeg elsker nørder og deres lille... nørdede hoveder. Hvis jeg kunne ville jeg svømme i nørder." Svarede hun overdrevent og kunne ikke selv holde masken længere.
Smågrinende holdt hun brødkurven frem. Der gik et øjeblik fra hans svar, til hun sagde eller gjorde noget, alene fordi der var så mange små øjeblikke hvor hun tog sig selv i at blive forundret over hvem han var blevet. Han havde udviklet sans for både skarkasme og reel humor, hvilket han virkelig havde manglet som yngre. Endelig gav hun ham et blidt puf, hvorefter hun uden at vente på yderligere svar, tog et stykke brød og lagde på hans tallerken for derefter at sende kurven videre til den sure professor. "Virkelig? Er pasta ikke lidt for bleg og skinny for din smag?" spurgte hun for at kører videre på joken. "Jeg husker dig ikke som en der var til blondiner," tilføjede hun og blinkede. Det atgument var dog lidt tyndt bygget, for hun anede reelt ikke hvem Sam havde datet efter hende, ud over at han var sammen med Nikki nu, og hun vidste at hun var mørkhåret. Ugf, Nikki.. hun fik stadig en lidt kvalmende fornemmelse ved tanken, hvilket var totalt uberettet.

[Samuel Roden]

Sam måtte kæmpe lidt for ikke at bryde ud i latter ved hendes nonchalante svar. Det var så typisk Syrena at fyre den slags af, men der var også et eller andet utrolig befriende over at vide at hun var som hun altid havde været. Bekymringsfri og ligefrem -med tildens til lidt egocentriker, men på et tåleligt morsomt niveau. Hvor måtte det føles godt at være så sikker på sig selv.
Komplet uvidende om hvad der egentlig foregik i hovedet på den mørkhåret heks, så han hende som den person der altid vidste hvad hun ville og ikke var bange for hvad andre mente omkring det.
De grønne øjne blev presset let sammen i en næsten skulende mimik. "Det lyder mere som noget man siger om børn og hundehvalpe," påpegede han og stangede et par kartofler over på sin tallerken. Hendes nørde-kommentar blev dog mødt med komplet stilhed fra hans side i nogle lange sekunder. Han stirrede vantro på hende og bemærkede professoren på den anden side af hende gjorde det samme. Så brød han med et smil mod Syrena og lo, imens den anden professor vendte opmærksomheden mod sin modsatte bordpartner.
"Du vil svømme i nørder? Det lyder ret...intenst." Bemærkede han og trak et stykke kød over på tallerkenen efterfulgt af en stor motion grøntsager som blev organiseret således at de ikke blandede sig for meget med sovsen han efterfølgende hældte over.
Han så til som bruddet blev placeret -af hende- midt i sovsen i stedet for på den tørre plads han havde klargjort på tallerkenen. Han sukkede let, som han forsøgte at redde det nu sovsedryppednde stykke flutes.
Den høje mand overvejede lidt imens han bed af brødet og spildte en smule sovs ned af hagen -præcis hvad han havde forsøgt at undgå- "Du har nok ret, jeg har mere en ting for brunetter." Erkendte han så en smule usikker på om de stadigvæk refererede til maden. Han havde aldrig tænkt over det, men nu havde han jo også kun været kærester med Syrena, Serena -den sammenligning rodede stadigvæk rundt i hovedet på ham, og så Nikki og de var alle tre brunetter. Så var der selvfølgelig Harper som havde været blond, men hende ville han for alt i verden ikke bringe på banen her. Det var nok hvad han anså som værende hans største fejltagelse nogensinde.

[Syrena Amardeus]

Syrena gned sig begejstret i hænderne ved synet af sin fyldte tallerken. Hvis der var noget der altid hævede hendes humør, så var det mad. Det var faktisk et vidunder at hun ikke var blevet tykkere end hun var. Måske i Sams - og andres øjne, så hun ubekymret og selvsikker ud når hun sad der, men det var bare en facade. I virkeligheden havde Sam nok altid hvilet mere i sig selv, end hun nogensinde havde og det havde gjort hende død misundelig. "Måske. Men nu er det altså noget jeg siger om dig," Sagde hun og fyldte munden med en alt for stor gaffel fuld af kartoffel. Hun havde allerede gjort næste 'portion' klar, men den blev hapset af en af slangerne med sådan en kraft at hun tabte sin gaffel ig chock. Et øjeblik efter da det havde lagt sig, brød hun ud i latter. "Det her kostume - alt andet end gennemtænkt." konkluderede hun, og lagde bestikket helt fra sig.
Det var svært ikke at lægge mærke til de skeptiske blikke hun fik fra begge sider. Dog koncentrerede hun sig mest om Sams. "Se ikke sådan på mig.Du har sikkert også svømmet i.. pasta." Hun sendte ham et snerpet elevatorblik, der naturligvis var falsk, Syrena var ikke ligefrem snerpet med noget som helst, tværtimod manglede hun somme tider almindelig pli og et gran af situationsfornemmelse. Hun så op fra sin tallerken, lige i tids nok til at se sovsen dryppe ned af hans hage. "Sam du har lidt..." hun tørrede sin egen hage som tegn til at der var lidt på hans. En ung pige fra Slytherin bordet, havde tilsyneladende også bemærket det, for Syrena bemærkede ud af øjenkrogen, hvorefter hun sad og puffede til sine medstuderende og pegede op på Sam. Selvom det var en lille ting, var der en underligt velkendt beskyttertrang, der sneg sig ind på hende. Hun vendte sig hurtigt om igen og lagde forsigtigt et par fingre mod det nederste af hans kind, så hun med tomlen kunne fange den vildfarende sovsedråbe. Hun fjernede atter hånden og slikkede dråben af sin tommelfinger, uden yderligere bemærkning.

[Samuel Roden]

Sam hævede brynene af hende og sukkede en smule dramatisk. ”Huh. Det ved jeg ikke helt hvordan jeg har det med.” Dette blev dog sagt med et smil på læben som tydeliggjorde at han ikke havde noget videre imod det. Ikke så længe det kom fra hende i hvert fald.
Sam selv havde heller ikke bemærket det sultne blik, den tvivlsomme hovedbeklædning sendte hendes fyldte gaffel. Han tog derfor også sig selv i at kaste sig lidt til siden med et lavmeldt gisp, skønt han ikke var indenfor rækkevidde af slangen -og i det hele taget nok var en smule for stor til at agerer som et måltid. Et skævende blik drev fra den sultne slangehat til Syrena, ”Måske kronen er lidt overkill.” Indrømmede han i en munter tone som han atter rettede sig lidt op, i håb om at genfinde den maskulinitet han havde smidt fra sig i den unødige undvigelse.
Øjnene blev knebet let sammen og hovedet hvilede let på skrå, ”Vi snakker vel stadigvæk om maden?” Han havde en ide om at samtalen var drejet lidt i en anden retning som han måske ikke følte sig helt sikker på at vende her ved lærestabens bord, eller i det hele taget.
”Hmm?” Sam opfangede slet ikke eleven der tilsynelandende underholdt sig selv og veninden med hans “uheld”. Han spærrede til gengæld øjnene en del op som Syrenas hånd pludselig hvilede imod hans kind. Dette fik ham til at gå fuldkommen i stå, som blev han forstenet -hvilket jo var ret passende i forhold til hendes kostume. Egentlig handlede det nok mere om at følelsen var så velkendt. I et kort sekund troede han faktisk at hun havde tænkt sig at kysse ham. Hvor den indskydlese kom fra anede han ikke.
Som hun letsindigt fjernede sovsen og derefter slikkede sin finger ren, bemærkede han at han havde holdt vejret, og først nu hvor “trancen” blev brudt pustede han ud og lod ligeså sin hånd med den fyldte gaffel -som han havde holdt halvvejs i luften under hendes berøring, falde tilbage ned på tallerkenen, imens han forsat bare stirrede på hende.

[Syrena Amardeus]

Syrena affærdigede ham ubekymret med hånden. Selvom hun havde fået stor respekt for Sam, så var han stadig Sam og hun havde ikke tænkt sig at behandle ham anderledes. Desuden var han jo kær. Endnu mere da han nærmest sprang ud af sædet for at undvige den sultne slange. Hun lod gaflen falde for ikke at tage maden i sit efterfølgende grineflip. "Uden tvivl. Men du må give mig point for autencitet." Pointerede hun og trak på skuldrene.
Modsat ham, gav hun ikke en flyvende f*** for hvad de øvrige professorer tænke om deres samtale, der desuden var talt i koder. Hun kendte dog Sam nok til at vide at han blev ukomfortabel. Om det var hende eller bare emnet, vidste hun ikke. "Sam du er simpelthen det sødeste men mest naive menneske jeg kender," hun kluklo og stak gaflen omvendt i munden for at fange de sidste kartoffelrester.
Hun havde naturligvis lagt bestikket fra sig i irritation over elevens adfærd. Selvom hun nok nogle gange kom til at flirte med Sam, så var der ikke rigtigt noget i det ud over at det var sådan det altid havde været med ham. Og denne her gang havde det faktisk været i et forsøg på at hjælpe, men det var så typisk hende at gøre sådan nogle dumme ting. Desværre gik det for sent op for hende. Tanken strejfede hende egentlig først da hun så hvordan han kiggede på hende, med en blanding af overraskelse og måske.. skuffelse? Hendes blik fulgte hans gaffels rejse tilbage til tallerkenen som en undskyldning for ikke at se på ham. Undskyldninger havde aldrig rigtigt været hendes ting, og ærlig talt vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hun følte sig bare.. flov, så hun undlod at sige noget. "Såeh.. jeg har fået gangvagten i nat. Der skal nok blive en del ballade på en aften som i aften." hun grinede dog lidt akavet mest over sit ynkelige forsøg på redde situationen.

[Samuel Roden]

Som hende kunne Sam ikke tilbageholde den milde latter. Han nikkede energisk på hovedet. "Uden tvivl, 5 point til Slytherin." Han blinkede lettere kækt til hende. Selvfølgelig fik kollegiet ikke nogen point på den bekostning, da det nok ville skabe lidt unødige debatter om fair-play.
Han gav et lettere fornærmet fnys fra sig, "jeg er da ikke naiv." De vidste begge godt at det var en løgn. Sam havde altid troet på det bedste i folk og han havde en tendens til at lade folk skubbe sig rundt i arenaen. Han var heldigvis blevet bedre på det punkt, men det lå stadigvæk i ham. Ligeså vel som hans uskyldighed når det kom til at snakke om samleje i åbne rum. Nu kunne han i det mindste sagtens snakke om det, bare ikke lige indenfor medhør af kollegaerne.
Han rømmede sig, og blev næsten lige så forlegen som hende, da det gik op for ham at han havde gloet på hende i lidt for lang tid. Gaflen blev taget op på ny og stukket i munden. Han tyggede kort på kødet og vendte sig så mod hende med måske lidt for meget interesse omkring det emne hun havde bragt på banen -som hende, i et forsøg på at slippe væk fra den lidt akavede position de havde sat sig i. Han sank maden. "Gangvagt, det er da spændende, det er din første ik?" Denne gang blev en kartoffel stykket igennem for at gøre klar til næste indtagelse.

[Syrena Amardeus]

Selvom stemningen for et øjeblik havde været god, så var det nu bare blevet lidt småakavet. Hun smilede af hans, desværre ubrugelige, pointafgivning til Slytherin. Desuden havde hun altid været den der sørgede for at de mistede point - ikke fik.
"Faktisk er det min tredje. Men de sidste par gange var det mest dramatiske et par piger der søgte efter en professor fordi de havde glemt deres kodeord til kollegieværelset." Man kunne næsten høre ærgelsen i hendes stemme, hvis der var noget Syrena altid havde haft flair for var det dramatik, og hun nød desværre også for meget at skabe det omkring sig. Hendes sult havde pludselig fortaget sig lidt, i stedet sad hun og stak lidt til en stakkel kartoffel der ikke havde gjort hende noget. Da hun så op, bemærkede hun pigen fra før sammen med en gruppe venner nede ved bordet der sad og kiggede lidt på hende, til Sam og tilbage igen med skeptiske blikke, som om de vidste noget de ikke selv gjorde. Sy rettede sig op og sendte dem et sammenknebet blik. Hun havde lyst til at face-palme sig selv. Nogle gange glemte hun at Sam var et langt mere anstændigt menneske end hende, og at hans ry kunne blive plettet af at hænge for meget ud med hende. "Hvornår har du gangvagt igen?" spurgte hun. Egentlig var hun ligeglad, men det føltes som lidt mere sikker grund at snakke om nu. "Ved du egentlig hvad der sker når vi har spist?" spurgte hun. Hun var stadig ikke helt kendt med de nye traditioner der var kommet til, og hun havde faktisk sjældent deltaget til Halloween også som elev, det havde jo været et perfekt tidspunkt at lave ballade på i stedet for. De efterhånden ret tomme tallerkener var blevet erstattet af nye beregnede til de alt for mange desserter der kort efter dukkede op på bordene. Heldigvis lod det til at tage elevernes opmærksomhed mere end de to.
Syrena spekulerede. Hun skævede mod Sam. Han lod til at være OK, det var jo ikke fordi hun havde brændt ham eller noget. "Jeg er stopmæt." hun lænede sig tilbage med en hånd på maven og kiggede helt modløst på de fristende lækkerier, velvidende om at der virkelig ikke kunne klemmes en bid mere ned.

[Samuel Roden]

Sam var ikke uvidende omkring Syrenas mere rebelske side når det kom til skolens reglement. På trods af han kun havde kunne høre om det, og ikke selv opleve det, ikke før nu i hvert fald. Selvfølgelig kunne hun ikke lave de store udskejelser nu hvor hun var professor, men han kendte hende godt nok til at vide at alting nok heller ikke altid kom til at få helt efter bogen. Men det var jo også en af de ting der var så spændende ved hende.
Tanken blev omgående afbrudt som hun begyndte at snakke igen, "Hold da op allerede? Tiden går godt nok hurtigt." Sommetider føltes det som om de altid havde været ansat på skolen sammen, andre gange føltes det som om hun kun var startet få dage i forvejen. Han lo kort, "det kan da også være meget traumatiserende." Jokede han og tyggede let på sin underlæbe. Han så godt hun flyttede blikket ud mod eleverne, men kunne ikke umilbart afgøre hvem der havde pådraget sig hendes opmærksomhed. "Først på mandag." Fortalte han og førte tallerkenens sidste bid i munden, som hurtigt blev tygget igennem og slugt, "men altså jeg har ingen planer senere hvis du kunne tænkte dig underholdning." Dette blev sagt med et skuldertræk og måske en let forhåbning i stemmen.
Som hende måtte han også give fortabt på dessert-delen. En varm tanke blev sendt imod Scott som sikkert ville have slået dem begge oven i hovedet hvis han havde set lækkerierne gå til spilde. "Ikke andet end vi bare skal holde lidt øje med at tingene forløber som de skal, men altså der er ikke nogen fast kotume. Vi må for eksempel gerne forlade salen så længe alle professorerne ikke er væk på samme tid." Sagde han informerende.