Heat Of The Moment

[Miley Holland]

Miley bed sig lidt i den bløde underlæbe, som hans smilehuller blev ekstra fremtrædende. Hun havde selvfølgelig før bemærket dem, selv på afstand i Disney Landet. Hun vidste ikke hvad det var ved ham, men han kunne på en eller anden måde får hende til, at slappe af på en måde, som ingen andre før. Hun kendte ikke noget som helst til det magiske samfund, så at den følelse han gav hende, skyldtes hans willieblod, anede hun ikke. "Det tror jeg på," sagde hun morende, med sine blå øjne oplyste som julelys. Hun gemte kort sit ansigt i sine hænder, og grinte lidt, "Sorry, det var.. virkelig dumt sagt," hun sendte ham et undskyldende blik mellem sine fingre.
Hun lo mildt, "I know, right?" lød det morende fra hende, før hun kunne mærke en svag rødme snige sig ind på hendes kinder, selvom hun mentalt bandede den langt væk. Han blinkede til hende. Han blinkede til hende. Han var bare så sød og utrolig charmende. Hun ville ikke sige hun var forelsket i ham, for hun kendte ham jo ikke som person, men som Peter Pan, men hun havde et crush på ham og det kunne hun ikke benægte, selvom hun gerne ville, for selvfølgelig ville en som ham, aldrig nogensinde se i hendes retning. Hun var alt for.. Normal og gennemsnitlig. Der var ikke noget særligt ved hende. Hun var en helt almindelig teenager, med helt almindelige teenage problemer. Hun tog sig selv i, at lukke mentalt ned for et kort øjeblik og kun fokusere på hans smukke brune øjne, hans smilehuller, det røde hår, enhver lille detalje i hans hud. Hans duft, hun kunne dufte over bordet. Hun grinte lidt, "Det tror jeg ikke, jeg ville vende mig til, men det ville være så fedt. Og sjovt. Jeg ville være en god Wendy Darling," hun gjorde en typisk Wendy-håndbevægelse og efterlignede hendes stemme, da hun sagde navnet.
Hun smilede stort, "Det er da meget heldigt, kan man sige," sagde hun og tog selv en tår mere. Få sekunder inde i tåren ringede hendes mobil, "Oh undskyld.." hun fiskede den hurtigt op af sin lomme, "Det min far, jeg er nødt til lige at tage den, ellers bliver han bare bekymret," undskyldte hun og tog telefonen op til øret. Hun slog automatisk over til fransk, mens hun snakkede med sin far og lagde på igen, "Jeg er desværre nødt til, at komme videre, men det var super hyggeligt. Måske ses vi igen, om ikke andet i Disney-land," sagde hun med et smil og begyndte at finde sin pung frem, for at betale for sin kaffe.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie slog lidt afværgende ud med hånden. "Det er okay," forsikrede han roligt og smilede opmuntrende til hende. Skønt hele situationen stadigvæk var en smule akavet, og han på ingen måde havde regnet med, at hans første date skulle bruges sammen med Miley, så var der alligevel noget hyggeligt ved hende. Hendes store begejstring for hans job og den karakter han spillede, fik ham til at falde en smule mere til ro i situationen.
"Hvorfor ikke?" Spurgte han nysgerrigt som han tvang sig selv til at drikke en tår af den brunlige væske i koppen, hvorefter han smilede på ny, "ja det ville du da helt sikkert. Optagelsesprøven kan godt være ret hård, men altså jeg ville måske kunne hjælpe dig," Han vidste ikke hvorfor han pludselig blev så opsat på den ide. Måske fordi han vidste at Miley var virkelig glad for Disneyland -som han, og hun virkede bare som en der godt kunne bruge noget af den positive feedback man fik når man var en facecharacter.
Ringetonen fik Alfie til at kigge imod hendes lomme som hun fiskede mobilen op. Han kendte udemærket til mobiltelefoner. Ikke at han kunne finde ud af at betjene dem, men han kendte da til deres formål. Man kunne snakke med folk langt væk i dem, lidt ligesom magikere kunne gøre i pejsene. Så kunne den vidst også sende en mere moderniseret udgave af ugler til folk, men han vidste ikke helt hvordan dén del fungerede, der var jo ingen breve. "Ingen problemer." Forsikrede han hende ved hendes undskyldning.
En lille del af ham blev faktisk næsten lidt ærgerlig over at hun måtte gå allerede, hun var cool nok når det kom til stykket. "Okay, og ja vi ses jo nok." Forsikrede han hende. "Og altså du kan jo altid sige til hvis du ombestemmer dig med Wendy-rollen," sagde han varmt og fiskede ned i sine lommer efter sin egen pung, med intentioner om at betale for dem begge, som han havde lært at en gentleman gjorde. "Jeg skal nok betale." Sagde han lettet over at slippe for at drikke resten af det ækle stads i koppen. Men så ramte et mindre stæng af panik den rødhårede dreng. Hans pung! Hvor i alverden var hans pung? Han tænkte sig kort om og kom til sin store fortrydelse i tanke om at den lå sikkert og godt i Ines taske, så han ikke havde behøvet at have den i den åbne frakkelomme. Han sank, "faktisk såh..." han tøvede og mærkede hvordan kinderne blev varme i flovskab, "Ines...min veninde...hun har min pung...." Han skar en grimasse, "kan jeg måske.....låne af dig? Jeg lover du får dem tilbage igen!" Det sidste blev sagt meget hurtigt. "Du kan få dem allerede i morgen hvis du finder mig i parken." Han så undskyldende på hende.

[Miley Holland]

Miley var alt for usikker på sig selv, til at anse dette her som en date. Var det en date? Alene tanken gjorde hende helt nervøs, men en date var vel noget, man planlagde lidt bedre end at cykle ind i folk og blive inviteret med på kaffe, af hans veninde vel og mærket, som så efterlod dem. Alene. Hun mærkede hun blev lidt fjern i et kort øjeblik, da tankerne begyndte, at gøre hende mere og mere nervøs. Hun havde aldrig været på en date, eller kysset en fyr. Hun havde ikke engang holdt en fyr, som ikke var et familiemedlem i hånden. Hun havde massere af drenge venner og hun var egentlig også ret populær på sin skole, både fordi hun gik sammen med Patty, men også fordi hun altid var så glad og smilende, at det smittede af på andre. Fyrene havde dog langt mere travlt med Patty og hendes selvtillid.
Hun lo mildt, "Jeg kan da ikke spille skuespil og slet ikke sådan.. Live.. Hvor jeg kan sige noget forkert eller pinligt, men jeg indrømmer gerne, at jeg ville elske det," sagde hun med et stort smil, selvom hun egentlig godt selv kunne høre, at de to ting modsagde lidt hinanden. Hun bed sig lidt i læben, som hun rent faktisk overvejede det, "Som min personlige Wendy træner?" spurgte hun med et smil på sine læber.
Et lidt undskyldende blik meldte sig i hendes grønne øjne, som hun snakkede med sin far, selvom han sagde det var okay. Han var virkelig sød og hun kunne ikke komme sig mentalt over, at hun sad og rent faktisk førte en samtale med ham, som ikke omhandlede et eller andet fra Peter Pans eventyr, men hun snakkede med drengen bag, det grønne kostume.
Hun nikkede lidt, "Jeg er i hvert fald ikke færdig med, at komme i Disney-land. Jeg har lige fået fornyet mit årskort," svarede hun med et stort smil over sine læber. Hun nikkede lidt, var det et tegn til, at han ville have hendes nummer? Hun var ikke helt sikker, men måske hun bare skulle prøve at tage en chance. "Tak, det vil jeg gøre," sagde hun og fandt en kuglepen i sin taske, før hun skrev sit mobil nummer på en serviet, mens han stod og ledte efter sin pung, "Oh det behøver du virkelig ikke," lød det hurtigt fra hende, hun kunne jo sagtens betale for sig selv, men den søde gestus fik alligevel en svag rødme til, at blusse frem på hendes ellers blege kinder. Hun bed sig lidt i læben, som hun stod med servietten med sit mobil nummer på, mens hun høfligt afventede han ville betale. "Oh ja, selvfølgelig, intet problem. Jeg vil gerne gi'," skyndte hun sig at sige, og rakte ham servietten, uden at tænke over, at hun måske lige burde fortælle at hendes nummer stod på den. "Jeg kommer i parken i morgen," sagde hun og smilede stort, før hun rakte nogle kontakter til tjeneren og fik lidt retur, "Merci," lød det på flydende fransk til tjeneren, før hun gik mod udgangen, "Nå men øh.. Vi ses," sagde hun venligt og smilede til ham, ikke helt sikker på, om de var på håndgiving, kram eller bare et vink. "Og tak, det var virkelig hyggeligt, Alfie," tilføjede hun med et lidt mere genert smil.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie var nok lidt for optaget af sin egen ide om at klargøre Miley til rollen som Wendy, til at bemærke at kun spacede ud et kort øjeblik. ”Altså det føles ikke heeelt som skuespil..eller altså jo..men i stedet for at blive flov skal du tænke “WWWD” -What Would Wendy Do,” han blinkede til hende igen. ”Altså, når jeg tager kostumet på, så fortæller jeg mig selv at jeg er Peter Pan, for jo mere du tror på det, jo mere vil andre tro på det.” Forklarede han. Det lød måske lidt som starten på personlighedsspaltning, men det virkede for ham.
Alfie nikkede energisk på hovedet, ”ja præcis! For hvem ville være bedre til at træne en Wendy, end en Peter,” han pegede på sig selv og tilføjede det samme smil, som han brugte når han forstillede, en meget selvglad Peter Pan.
De næste ting skete så hurtigt og Alfie mærkede hvordan følelsen af skam skyllede ind over ham. Tænk at han ikke engang havde råd til at betale for hende. Eller sig selv for den sags skyld. Det var da et helt nyt lavmål. ”Nej nej, jeg skal nok gi...jeg skal bare lige have mine penge..” Skyndte han sig at sige, imens varmen steg i kinderne. ”Bare..find mig i morgen, så skal jeg nok betale dig.” Lovede han og tog imod servietten uden at tænke over det.
Langsomt gik han med ud fra resturanten, stadigvæk voldsomt slukøret over ikke at have været i stand til at gi. Han fattede sig dog som hun sagde farvel. Burde han give hende et kram? Eller bare hånden? Well han havde krammet hende før, gasnke vidst som Peter Pan, men han besluttede at det måtte være okay, så med lidt stive arme gav han hende et forsigtigt kram og smielde venligt til hende, ”Tak for hjælpen,” sukkede han let, med hentydning om betalingen, ”glem nu ikke at finde mig i morgen.” Han blinkede til hende og vinkede så efter hende som hun forsvandt ned mod en parkeret bil.

// out