Heat Of The Moment

[Alfred "Alfie" Weasley]

Desværre var Alfie godt klar over at Ines prøvede at hjælpe, eller rettere, det blev han klar over da han var færdig med at panikke over hendes fake-date. Han mærkede et lille stik i hjertet som hun kort og direkte friend-zoned ham. Den lille grimasse hun kom op med gjorde det heller ikke bedre. Den dag på biblioteket havde bare virket så lovende. Ikke at han oopgav alt håb, men det var da et tilbagetrin måtte han til sin store ærgelse erkende. At få hende til at bemærke sig var ret svært, han havde haft store planer om at bringe det lidt på bane senere, prøve at spore sig lidt ind på noget af det de havde snakket om den sag og måske langt om længe krybe bare lidt til bekendelse, og nu skete dette her? Helt ærligt. Det var som om at nogen højere oppe bare elskede at håne ham. Han sukkede let, men fandt hurtigt smilet frem igen, han ville igen heller ikke have at Miley skulle føle sig uvelkommen, det var trods alt ikke hende der havde bedt om at være hans afledningsmanøvre.
Smilet forsvandt hurtigt under det strenge blik han blev tilsendt fra Ines. Han tog sig selv i at bakke et skridt baglæns. Det var yderst sjældent at han blev mødt af andet end venlige smil fra den ældre Slytherinelev, men hun mesterede et strengt blik mindst lige så godt kunne han hermed erfare.
Forhåbeltig havde Ines ikke tænkt sig at forlade ham lige med det samme. Han rømmede sig igen, ”Ahem, ja...lad os gå.” Svarede han i et forsøg på at vinde smilet tilbage på Ines læber.
Det var så svært at være både sammen med Miley og Ines på samme tid, som regelt når han så Miley var han næsvis, selvglad og sprudlende, omkring Ines var han mere stille, ydmyg og forsigtig fordi han altid var en smule genert omkring hende. Hvordan i alverden skulle han formå at være alle de ting på samme tid lige pludselig?
Om sider kom han helt op til de to og sendte Miley et beroligende smil, han kunne ikke lade være med at få lidt ondt af hende, af hvad han have set i Disneyland var hendes selvtillid ikke den bedste.
Alfie satte efter Ines som Miley fik samlet den farvestrålende cykel op, han ”ja siden jeg var helt lille...så 15 år,” fortalte han hende og kiggede i retning af Ines. De nærmede sig cafeen med alarmerende fart og Alfie kunne mærke en mild panik sprede sig i kroppen.

[Ines Cornette]

At Miley havde troet at der var noget mellem Ines og Alfie, kunne brunetten slet ikke se for sig; hvad havde i det hele taget været udløseren til blondinens tankegang i den retning? Det virkede direkte umuligt for Ines at forestille, men skulle sandheden frem, så fejerede hun det også hurtigt af banen, da hun på stående fod ikke havde ''tiden'' til at tænke over det, nej, i stedet handlede det om vennen og hans såkaldte ''crush'' - og den dateen, den date som Alfie langsomt begyndte at blive klar over som Ines plottede, med Miley og ham. Langsomt mildnede det strenge blik ligeledes også som Alfie fulgte trop og i Ines øjne, oppede sig og blev en tand mere imødekommende over for mugglerpigen.
Med Miley som midtpunkt, satte trioen afsted og med lysten til ikke at føre samtalen, men i stedet at lade de to turtelduer, betragtede Ines skiftevis den rødhårede og blondinen som smalltalken om hvor længe Ines og ham havde kendt hinanden. 15 år? Det vækkede alligevel minder, hvilket brunetten ikke helt kunne skjule som hun mærkede mundvigen trække en anelse og der, ganske kort delte øjenkontakt med vennen. Hun rømmede sig og en anelse modvilligt flyttede hun fokusset frem for at få styr på deres lokation. ,,Puha, er vi oppe på så mange år efterhånden?" Lød det i et lille grin, hvorefter hun sendte Miley et smil. ,,Og.. Havde I kun mødtes i Disney indtil nu?" Spurgte brunetten lettere nysgerrigt, også selvom hun allerede kendte svaret.

[Miley Holland]

Miley havde ingen idé om, hvordan det her skete for hende, men hun følte sig lige nu som verdens heldigste pige. Altså, hvis man selvfølgelig lige så bort fra hele cykel-i-hækken-episoden, som nok ikke liiiige havde været hendes mest perfekt førstehåndsindtryk, især ikke taget i betrækning at hun faktisk virkelig godt kunne lide Alfie, også selvom hun kun kendte ham som Peter Pan. Men alt det kunne være ligemeget nu, hvor hun vidste lidt mere om ham. Han hed Alfie, han havde en veninde som han havde kendt i 15 år, han havde naturligt rødt hår og et smil hun var sikker på, kunne slå benene væk på enhver pige. Okay, det gav stadig ikke meget til hendes FaceBook søgning, men det var bedre end 'sød Peter Pan Disneyland Paris'. Håbede hun.
"Waow, 15 år, det er længe," sagde hun med et smil på sine læber. Hun havde altid været en utrolig smilende pige, selvom hendes selvtillid var i bund og hendes stedsøster ikke gjorde det bedre i nogen hensenere, nok nærmere værre. Det var som om hun kunne høre sin stedsøsters stemme i sit hoved hele tiden, fortælle hende alle de ting hun gjorde forkert, alle de fejl og mangler hun havde, hvor forkert hendes krop var. Små slag i selvtilliden som hele tiden, var der. Hun nikkede lidt til Ines' spørgsmål, "Ja, sytten gange.. Cirka, altså.. Jeg tæller ikke, ikke noget, men deromkring, vil jeg tro," svarede hun og bed sig lidt i tungen, mens hendes tær nærmest ikke kunne krumme sig mere sammen. Det var præcis sytten gange. Plus de gange hun havde set ham, men ikke gået hen til ham, men bare lige ville have et glimt af ham.
Hun stillede sin cykel og låste den, nok ret meningsløst, for hvem ville stikke af med en cykel af hendes standart og farve? "Vil I sidde inde eller ude?" spurgte hun med et nyt smil og kørte en hånd igennem det blonde hår, som de var nået caféen, hvortil hun måtte hive endnu en torn ud af håret.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie gjorde virkelig alt hvad der stod i hans magt for ikke at fremstå en smule slukøret over Ines’ benægtelse. Selvfølgelig var det jo ikke nogen løgn, men sommetider var sandheden bare ilde hørt.
Han prøvede at lægge det fra sig og bevare fokus på hvordan i alverden han skulle komme ud af denne fine lille suppedas han havde fået sat sig selv i. Han følte at han havde købt en billet til Titanic velvidende om at skibet ville ramme et isbjerg.
Midt i den samtale han forsøgte at holde kørende med Miley, mødte hans Ines blik. Der var det lille smil igen. Dét der smil han havde så svært ved at modstå. Det var ikke fair. ”Jah, tiden går hurtigt.” Påpegede han og flyttede også blikket imod målet. Han skulle til at besvare venindens spørgsmål, men Miley kom ham i forkøbet. Alfie måtte tog sig selv i at stirre overrasket på hende med let åben mund i et kort øjeblik, noget han håbede at ingen af de to piger havde bemærket. 17 gange? Havde hun virkelig tal på det? Han var ikke helt sikker på om han skulle føle sig skræmt eller smigret. Han måtte indrømme at han ikke selv havde holdt track på deres møder. På den anden side var Miley ikke den eneste teenage-pige der havde jagtet ham rundt i parken. ”Ca. 17 gange?” Gentog han så med et hævet bryn og et skævt smil, ”det var et ret specifikt cirkatal.” Normalt ville man vel sige ca. 20 eller ca. 10 eller sådan noget i den stil. Han stoppede op og ventede imens Miley låste sin cykel. Det gav ham også lige et par sekunder til at tænke, ”Øhm..ude?” Forslog han så, vejret var dejligt og det virkede ikke helt så intimt som at sidde indenfor -af en eller anden årsag. Han kiggede lidt hjælpeløst imod Ines, ”sååh bliver du og får en sodavand eller noget?” Spurgte han en anelse forhåbningsfuldt, men frygtede nok allerede lidt svaret.

[Ines Cornette]

Let glippede brunetten med øjnene, i overraskelse, over det præcise antal gange Miley gav af svar over de gange hun og Alfie havde mødtes. Overraskelen stod tydeligt skrevet i den unge heks ansigt, og før hun nåede at stoppe sig selv, nåede hun, ligesom Alfie, at gentage det - og endda på akkurat samme tidspunkt. ,,17 gange?" Helt automatisk tippede hun hovedet en kende og fik dermed øjenkontakt med vennen for en kort stund. De måtte næsten tænke det samme, eller rettere sagt, det gjorde de, Alfie var bare den der sagde resten højt. Derudover kunne Ines heller ikke finde ud af om det var sødt eller en smule skræmmende. ,,Oh hold op, jeg syntes der er noget sødt over det", hørte hun sig selv sige derefter, som de alle stoppede og Miley låste cyklen.
Ved spørgsmålet om de skulle være ude eller inde, vendte Ines lydløst blikket lynhurtigt mod Alfie, som en klar indikator på at han skulle bestemme. ,,Fantastisk - vejret er også lækkert. Og ømh.." Lidt tøvende løftede hun armen op for at kikke på armbåndsuret på håndleddet. ,, - Nej, desværre, min date kommer snart, såå, ja. Ses vi der hjemme?" Det lød helt uskyldigt, hvilket smilet vennen fik tilsendt også var - og dog. Alfie fik slet ikke muligheden for at svare før veninden derefter trådte tættere på og lagde armene om ham i et kram. ,,Jeg vil høre alt når du kommer hjem", hviskede hun, hvorefter hun trådte et skridt tilbage og så hen på Miley med et glad tandsmil. ,,Det var hyggeligt at møde dig, jeg håber vi ses igen - dog under andre omstændigheder næste gang", en smule drillende skævede hun ned mod cyklen, hvorefter hun gav de to turtelduer et sidste smil for så at træde nogle skridt tilbage, dreje om på hælen og så bevæge sig ned til hjørnet på caféen og forsvinde til højre.

//Out

[Miley Holland]

Miley vidste virkelig ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde aldrig været på en date før, hvilket hun på ingen måder heller turde se dette her som. Hun var altid så bange for, at gøre sig selv til grin og for ikke at være god nok, hvilket nok alt sammen var Pattys skyld. Hun var så usikker på sig selv, hun så ting i spejlet som kun var der fordi Patty havde sagt det var. Hun sagde ting før hun tænkte, når hun blev nervøs, præcis som nu. Hun kunne bare have sagt cirka 10 gange eller nogle gange, men nej, hun skulle lige afslører, at hun havde tal på det, selvom hun først selv synes hun havde reddet den ret godt, meeeen det ødelagde både Pet.. Alfie og Ines ret hurtigt, da de gentog 17 gange i munden på hinanden, "Jah, altså I ved, ligesom når folk siger 'det har jeg sagt 117 gange', men i virkeligheden har man kun sagt det 2 eller 3 gange.. Jeg skær bare lige de 100 af," et stort smil meldte sig på hendes læber, i et sølle håb på, at hun havde reddet den. Hun mærkede en varme brede sig i sine kinder, da Ines påpegede det var sødt, mens blikket blev på cyklens lås. Hun rettede sig op igen og nikkede lidt til de kunne sidde ude, "Ude er fint med mig," smilede hun og bed sig lidt i læben, mens de to andre snakkede lidt frem og tilbage. Åh nej, gik Ines? Hvad så hvis det blev akavet? Nogen gange var tre altså et godt tal. "Oh øhm, i lige måde, og ja, jeg skal nok prøve at styre jernhesten lidt bedre næste gang," lo hun mildt og så lidt mod jorden, før hun vendte blikket efter brunetten til hun var ude af syne. Hun vendte derefter blikket mod den rødhåret dreng, "Skal vi.. Sætte os?" spurgte hun lidt usikkert og gjorde en gestus mod et ledigt bord uden for, med et lidt forsigtigt smil på sine læber.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie kune ikke lade være med at smile let som han og Ines havde gentaget tallet på samme tid, som stod de med selvsamme tanker. Det føltes bare som om at de var the perfect match. I hvert fald set med Alfies øjne. Deres blikke mødtes imens Miley forsøgte at forklare sig lidt ud af det. Han hadede at han ikke bare kunne fortælle Ines sandeden. Sige til hende hvordan han havde det med hende, men i stedet måtte stå her og spille med på legen han selv havde startet.
Den rødhårede dren udvekslede endnu et blik med Ines som Miley bortforklarede hvad hun havde sagt. Det gav nu ret god mening, men Alfie var ikke helt sikker på om det var rigtigt. ”Nåh, på den måde,” endte han dog med at sige og smile til hende, igen ønskede han ikke at gøre hende mega forlegen.
Han så tilbage på Ines da hun afslog tilbudet om at blive. ”Hvor belejligt,” mumlede han lavt nok til at det ikke var ment til de skulle høre det. Han havde bare virkelig ikke noget ønske om at skulle være alene med Miley. Hvad i alverden skulle de dog snakke om? Han nåede dog ikke at protesterer før han blev trukket ind i et kram af Ines og han mærkede hvordan han smeltede en lille smule indeni ved at have hende så tæt. Som svar på hendes påbud om at hun ville høre alt, udstødte han blot et opgivende beklagende støn, kun ment for hende at høre.
Greet omkring ham blev atter sluppet og han så efter hende med et lidt længselsfuldt blik som hun forsvandt ned af gaden,
Opmærksomheden blev atter tildelt Miley og han nikkede med et nyt smil fremtrædende på læben, ”jo, lad os det.” Han slog sig ned ved bordet hun havde udset sig og smilede til hende, han burde sige noget, men hvad? ”Sååh, du er ret glad for Disney?” Spurgte han lidt tøvende.

[Miley Holland]

Miley følte sig på så dybt vand og hun anede ikke, hvilken vej ville være tættere på land igen. Hun kunne heldigvis altid smile og grine - også af sig selv, det var noget hun havde lært for ikke, at ende med at gå psykisk ned af Pattys psykiske terror. Alligevel troede hun altid på det, når Patty fortalte hende alle de ting, der var i vejen med hende og hvorfor hun aldrig ville få sig en kæreste. Hun havde jo for det første en del på sidebenene, derudover var hendes tænder skæve og spidser spaltet, og det var jo bare småtingsafdelingen.
Hun mærkede dog en lettelse, da det lød til, at Alfie købte hendes panik-forklaring, hvilket nok også blev afsløret i det lettet smil og udånding. Hun bed sig let i læben og nikkede, "Jah.. Det var ikke fordi, jeg går og holder regnskab for, hvor tit jeg har set dig i du-ved-hvor, som du-ved-hvem," sagde hun og blinkede akavet til ham. Hun behøvede ikke ham til, at gøre sig forlegen, det klarede hun så udmærket helt selv, som hun stod der med sine rødmoset kinder og tegnede lidt i jorden med sin ene fod.
Hun lagde hænderne på ryggen og lod den ene hånd holde om det modsatte håndled, mens hun så lidt på, som de andre sagde farvel til hinanden. Dog blev hendes blik skudt mod jorden en gang i mellem, for ikke at udstille sig selv som et creep - mere end hun allerede følte hun havde gjort selvfølgelig.
Hun smilede lidt forsigtigt tilbage til ham, "Okay," lød det blidt fra hende, som hun tog plads på stolen overfor ham. Hun sad med præcis samme følelse som ham. Hun burde sige noget. Men hvad? Hun var også bare for at sige noget akavet eller dumt. Denne gang kom han hende dog i forkøbet. Hun nikkede lidt og sendte ham et nyt smil, "Yeah.. Disney har altid været en stor del af mit liv. Min far læste Peter Pan højt for mig, hver søndag dengang ham og min mor stadig var gift, og nu gør jeg det samme for mine søskende," fortalte hun, selvom hun godt selv kunne høre hvor plat det lød. Hun snakkede stadig fransk til ham, præcis ligesom hun hele tiden havde gjort. "Det kan du også, gætter jeg mig til? Eller er det bare et arbejde, for at have et arbejde?" spurgte hun lidt nysgerrig ind og smilede mildt til ham, før hun vendte sin opmærksomhed mod tjeneren, som kom hen til deres bord, for at tage imod deres bestilling, "Ehm, en cafe au lait, tak," bestilte hun og smilede til tjeneren, selvfølgelig med den forventning om, at hun betalte for sig selv og han gjorde det samme.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Hendes såkaldte "kodesprog" fik ham til at hæve de røde bryn en smule af hende, usikker på om hun lavede sjov eller mente det seriøst, den akavede blinken i slutningen af sætningen gjorde det bestemt ikke lettere for ham at gennemskue. Han besluttede sig dog for at sende hende et lidt forsigtigt smil ”nej okay, man kan jo aldrig vide..” svarede han lidt tøvende, men lod smilet vokse sådan at det skulle fremstå som en joke skønt han endnu ikke var helt overbevist om hvorvidt hun havde styr på det eller ej.
Alfie kunne godt have skudt sig selv lidt ved hans eget dumme spørgsmål, men heldigvis lod hun til at være overbærende, hun svarede i hvert fald sandfærdigt lod det til, ”hvor lyder det hyggeligt! Du har måske mange søskende?” Spurgte han. Dét var da i hvert fald noget han kunne relaterer til. Både det med søskende og at læse højt for dem, Alfie var jo på samme måde. ”Ja der var ikke plads på McDonalds,” sagde han i et suk og kunne så ikke lade være med at le lidt, ”ej sorry, ja jeg er meget glad for Disney, min mor har altid gået meget op i eventyr og den slags, især disneyhistorierne.” Han smilede mere oprigtigt denne gang.
Opmærksomheden blev brudt af tjeneren og Alfie følte sig pludselig lidt barnlig hvis han bestilte en sodavand når hun sad og drak kaffe. For ja selvom han i parken gik rund i stramme grønne gemasher og legede en 12 årig dreng der pillede næse og kunne flyve så skulle han da værne om sin stolthed! ”Øhm bare det samme.” Sagde han hurtigt uden at ane havde han lige havde bestilt. Hjemme ved ham drak de primært te, hverken hans mor eller far var kaffedrikkere. Som hendes snakkede han også stadigvæk fransk i den tro at hun ikke snakkede Engelsk. ”Så bor du her i Paris siden du så ofte er i Disneyland?” Spurget han videre ind i ren venlighed.

[Miley Holland]

En nervøs latter forlod Mileys læber, som hun slog let ud med den ene hånd, "Pff, nej da, selvfølgelig ikke. Så freaky er jeg heller ikke," prøvede hun at skyde det lidt hen, mens hun nærmest kunne hører Pattys stemme i sit baghoved, fortælle hende, hvor kikset hun var og hvordan hun aldrig ville finde en kæreste.
Hun nikkede lidt og førte en hånden igennem det lange blonde hår, "Det er et af mine ynglingsbarndomsminder," indrømmede hun en smule skamfuldt, hvorefter hun trak lidt på den ene skulder, "Jeg har to, en lillebror og en lillesøster, og så selvfølgelig min stedsøster, Patty, eller Patricia, men hun bliver kaldt Patty. Har du nogle søskende?" spurgte hun og måtte trækket vejret lidt ekstra ind, da hun næsten havde glemt at holde pause i sin sætning, så hendes åndedrag kunne følge med. Hun reddede den dog med at sende i et smil samtidig. Eller det syntes hun i hvert fald selv, at hun gjorde.
Først blev hun en smule overrasket at se på, da hans svar lød, "McDonald's..?" spurgte hun en smule tøvende. Hvem ved sine fulde fem, ville sammenligne et job som Peter Pan med McDonald's.. Det var så her det gik op for hende, at han lavede sjov. Han fik hende til at grine let, "Oh jeez.. Jeg troede lige du mente det," lo hun let og smilede til ham, "Er Peter Pan så din ynglings eller var det bare tilfældigt det lige var ham, de søgte til?" spurgte hun nysgerrig ind.
Hun var stor fan af kaffe, men hun gik også i High School og passede børn i sin fritid, så det var enten kaffe eller kokain, og så valgte hun alligevel kaffen. Hun smilede til ham, da han valgte det samme som hende. "Ja, eller altså, min far gør. Min mor og hendes nye mand bor i England, så jeg er primært i Paris når jeg har ferie eller på forlænget weekender. Bor du også i Paris?" vendte hun hans spørgsmål og smilede venligt.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han lo lidt usikkert sammen med hende hvilket blot gjorde situationen en anelse mere akavet end den i forvejen var. Hvad i alverden havde han dog fået rodet sig selv ud i denne gang?! Dette blev dog glemt som de begyndte at føre en mere normal samtale, han studsede godt over at hun virkede nærmest...lidt flov? Over at indrømme at det var en af hendes bedste minder. Han sendte hende et nyt opløftende smil, "det lyder som et dejligt minde at holde fast i."
Som hun vendte søskende spørgsmålet tilbage imod ham skar han en lidt akavet grimasse. Han var ikke flov over sin familie på nogen måde, men han vidste godt at han havde mange flere søskende end normen. "Faktisk så har jeg 8 søskende." Indrømmede han og bed sig let i underlæben, to storesøstre, to storebrødre, tre lillesøstre og en lillebror," remsede han op imens han talte på fingrene før han atter mødte hendes blik.
En kort akavet tavshed bredte sig imellem dem imens joken blev hængende imellem dem, Alfie skulle lige til at afsløre at han bare havde lavet sjov, men så opfangede hun den og begyndte at le. Heldigvis. Han grinede også selv lidt med og kløede sig lidt forlegen i nakken, "jah sorry...jeg kunne ikke lade vær." Indrømmede han. Han blev dog hurtig lidt mere fattet som hun spurgte ind til det eneste som han rent faktisk følte sig komplet sikker i, "altså, han har altid været min favorit, jeg var bare virkelig heldig at få jobbet. Jeg er teknisk set for ung...altså ifølge deres arbejdspolitik, men jeg øhm..." han tøvede lidt fordi det næste nok ville få ham til at lyde som en eller anden sørgelig lille dreng der ikke havde bedre ting at bruge sine fritid på, han besluttede sig dog for at være ærlig alligevel, "jeg brugte næsten al min fritid på at være i Disneyland, jeg fik lov til at hjælpe lidt til hvis de stod og manglede og så studerede jeg de forskelllige Peter Paner fordi jeg håbede på at kunne søge den stilling når eg blev gammel nok. Men så var der noget sygdom og de manglede en virkelig spontant, jeg gjorde åbenbart et godt indtryk for jeg fik lov til at blive." Sagde han og smilede stolt. "Men altså efterfølgende har jeg været igennem samme face-charakter-uddannelse som alle de andre." Skyndte han sig så at tilføje.
Alfies mund gled op i et perfekt 'o' da Miley sagde at hun boede i England. "Så du bor i England?" Spurgte han ind, "nej, jeg bor nemlig også i England." Dette blev sagt med morskab i stemmen skønt han stadigvæk holdt sig til Fransk uden helt at vide hvorfor. "Jeg er i Paris i alle mine ferier for at arbejde i Disneyland, mine bedsteforældre bor her." Forklarede han.

[Miley Holland]

Miley havde altid kunne snakke med alle. Hun var god til small talk, hvis hun selv skulle sige det altså, men det var så også en af de eneste positive ting, hun kunne sige om sig selv. Hun var så vant til, at Patty nedhakkede alt hun gjorde og sagde, at hun for længst var begyndt, at tro på stedsøsterens ord. "Jah, det er det," sagde hun med et lille forsigtigt smil og bed sig lidt i læben.
Hun var sikker på, at hun kunne hører sin egen kæbe ramme bordet, som han begyndte, at ramse sine søskende op, "Woow, det er mange. Har I alle sammen samme mor og far?" spurgte hun nysgerrig, men det var jo meget normalt, at omtale sine halvsøskende eller bonussøskende som søskende. Hun gjorde det dog ikke selv, Patty var hendes stedsøster, mens Judy og Max var hendes søskende, fordi de havde samme forældre.
Hun grinte lidt videre og viftede med den ene hånd, "Det okay, jeg er bare lidt langsom," svarede hun og mærkede en varme sprede sig på sine ellers blege kinder. Hun lyttede interesseret som han begyndte, at fortælle om sit arbejde og hvordan han havde fået verdens sejeste job - i hvert fald hvis man spurgte hende. "Waow, hvor er det vildt. Du er altså også virkelig dygtigt. Jeg ville elske, at have dit job, men jeg tror ikke jeg kan gå for, at være Peter Pan," sagde hun og så lidt ned af sig selv. Nej, hun havde nok ikke lige de rette.. former, så at sige, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Altså min kæbe ligner jo slet ikke hans, såååh," sagde hun morende og smilede lidt akavet til ham i et forsøg på at være sjov. "Hvor gammel er du?" spurgte hun, da hun lidt også så det som en mulighed, for at finde ud af hans alder, nu hvor han selv havde bragt op, at han var for ung til 'rollen'.
Hun nikkede ivrigt, men stoppede hurtigt sig selv igen. "Ja, jeg går på Oxford High School," svarede hun og forsatte selv på fransk ligesom ham. "Er det rigtigt? Hvor i England bor du?" spurgte hun med et stort smil, som fik de blå øjne til at smile med. "Hvor er verden bare lille," sagde hun morende med det store smil forsat på sine læber, før hun tog en tår af sin kaffe.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Den unge rødhårede fyr fornemmede godt den måben han efterladte hos hende ved indrømmelsen af hvor mange søskende han havde. Han vidste godt selv at det lå langt over normen, især når det var de samme forældre, men de havde det nu godt. "Ja, selvom 2 af dem er tvillinger, er det stadigvæk en del. Man keder sig i hvert fald ikke når man er hjemme," sagde han med et smil på læben og nikkede så til den del med om de havde samme forældre allesammen. "Ja det har vi."
Helt ubevidst blev rykken ranket en smule da hun roste ham i hans rolle. Det var fatastisk at vide at folk godt kunne lide det han lavede og selvom jobbet jo altid ville være en smule ustabilt, så ville han uden tvivl blive hængende så længe som de ville have ham.
Han lo, "nej måske ikke, jeg kan godt se din kæbe ikke liiiige passe ind i den profil de søger der." han fik pludselig et meget udspekuleret glimt i øjet som han lænede sig en anelse ind over bordet imod hende. "Men jeg har hørt rygter om at den ene af dem som spiller Wendy måske siger op, ikke at du har det fra mig." Hviskede han, blinkede og rettede sig så op igen. Lige nu havde han slet ikke tal på hvor mange gange han havde "brudt reglerne", det var normalt aldrig noget han ville gøre, men der var bare noget over Miley der sagde ham, at hun var til at stole på.
"Jeg er kun 15," indrømmede han med et let skuldertræk. "Og jeg bor i en lille by, et stykke udenfor London," forklarede han og tøvede så lidt før han slog over i engelsk hvor den britiske accent tydeligt slog igennem, "så jeg gætter på du snakker engelsk?" Sagde han med et smil og fulgte hendes eksempel med at tage en slurk af kaffen. Dette fik ham dog til at skære en syrlig grimasse ved smagen. Han var ikke sikker på hvad han havde forventet, men dette her fik i hvert fald ikke smagsløgene til at danse fandango.

[Miley Holland]

Miley havde selvfølgelig godt hørt om folk der havde så mange søskende, men hun havde aldrig mødt nogen som havde det. "Nej der må da altid nogen, at snakke med," sagde hun og smilede til ham, i et forsøg på at skjule sin overraskelse som stadig ikke helt havde lagt sig. Hun vidste ikke helt selv, hvordan hun ville have det med så mange søskende. Hun elskede sin lillebror og sin lillesøster og ville gøre alt for dem, men Patty kunne være en mundfuld, så to af hende, ville Miley nok ikke psykisk kunne holde til, eller fysisk for den sags skyld, når hun blev pakæsel for Patty og skulle bæger alle poserne hjem fra en shoppetur. "Waow.. Stakkels din mor.." hørte hun sig selv sige lavmeldt, "Eller altså, ikke at du og dine søskende er dårlige mennesker eller noget, jeg mente bare.. Sådan.. Du ved.. Av.." tilføjede hun hurtigt og så undskyldende på ham, da hun godt kunne høre det var forkert af hende.
Hun grinte lidt igen, "Præcis! Iiih jeg bebrejder min mor for den kæbe," jokede hun videre og lagde en 'damn it' bevægelse med sin ene arm, før hun grinte lidt igen da hun følte sig lidt fjollet og dum, og førte hånden igennem det lange blonde hår. Hun så overrasket på ham, som han lænede sig indover bordet mod hende, hans blik i de smukke brune øjne, fik hende til at bide sig lidt i læben. Hun kendte intet til det magiske samfund og havde derfor heller ingen idé om, at den pludselige lyst til at kysse ham, skyldes dels at han var sød og tættere på end han havde været og dels hans willieblod. Hun lænede sig automatisk indover bordet mod ham også, og hørte hans hvisken. Et kort drømmende blik meldte sig i hendes grønne øjne, frem til han rettede sig op igen og det gik op for hende, hvad han egentlig havde sagt. "Åh nej, nej, nej, nej, nej.. Nej.. Det ville slet ikke fungere, jeg.. Jeg er ikke god til opmærksomhed.. Eller skuespil for den sags skyld.." hun rettede sig også op, mens hovedet blev rystet og hun så ned mod jorden. "Men det ville være awesome," tilføjede hun og smilede lidt ved tanken, mens blikket langsomt vendte tilbage til ham.
Et stort smil meldte sig på hendes læber, som hun lagde en hånd for sit hjerte, "Også mig," lød det mundret fra hende, tænkt de var lige gamle, mødtes i Paris, men boede begge i England. Hvor lille var verdenen lige? "Ej, hvor pudsigt," smilede hun, hun boede selv i London, heldigvis ikke længere væk fra sin skole, end at hun kunne cykel dertil. På en bedre cykel hun havde hjemme i England, end den der var her. Hun grinte lidt og kunne tydeligt høre, hans accent brød igennem, mens hun nikkede lidt, "Flydende," svarede hun og slog selv over til britisk. Hun rynkede lidt på panden, "Er din kaffe ikke god?" spurgte hun blidt. Hendes smagte perfekt, men derfor kunne der jo godt have været gået noget galt, da de havde lavet hans.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie nikkede og smilede så de dybe smilehuller på hver kind blev tydeligere. "Ja, man keder sig i hvert fald aldrig." Til gengæld kunne det også godt være lidt svært at få noget privatliv og skønt de alle havde et godt forhold sammen, så kunne søskende jo gå hinanden på nerverne engang imellem.
En undrende rynken formede sig mellem de røde bryn da blondinen kommenterede på hans mor. Han skulle til at spørge hvad hun mente, før hun selv uddybede og dermed sparede ham for det. Han smilede og skar en grimasse, "Nåh...jah...hun bandede også en del over min far sidste gang." Indrømmede han en smule tænksomt. Lille Jacob var sidste skud på stammen, han havde ikke været planlagt, men var ikke elsket mindre af den grund.
En mild latter gled ligeledes over hans læber og han sukkede dramatisk, "ja, alt andet ville ellers have passet perfekt! Især hårfarven." Responderede han og blinkede en enkelt gang imod hende.
Lige så blank som Ines Cornette kunne være omkring Alfies crush på hende, lige så blank var Alfie omkring Mileys crush på ham, måske var det derfor han ikke helt tænkte over det drømmende udtryk der spredte sig i hendes øjne som de lænede sig frem imod hinanden over bordet. Hans blik blev dog en smule undrende som hun skød ideen til jorden uden omtanke. "Ork, det vender man sig til." Han slog let ud med hånden og i en overskuds-agtig bevægelse.
Den unge Weasley smilede som det blev fastslået at de var lige gamle og begge boede omkring London. Nu var London godt nok en stor by, men det var da tættere på hinanden end hvis den ene af dem havde boet i Frankrig.
"Øhm jo den smager...af kaffe." Kommenterede han og fakede et bredt smil for at dække over hvor hæsligt han i realiteten syntes den smagte. Hvad i alverden havde han også tænkt på at bestille kaffe?! Han tog en stor slurk nok mest for at få den skullet ned og få det overstået.