Sommerfugle i maven

[Ines Cornette]

Oktober
Hogwarts udendørsareal
Tråden er tilegnet Joseph Willington

---

Det lidt for store halstørklæde blev svunget endnu en runde om halsen som den mørkhårede slange bevægede sig ned langs den fugtige græsplæne. Selvom Ines var en af de helt store frossenpinde, så afholdte det kolde og våde efterårsvejr hende ikke for at bevæge sig udenfor. Hun elskede at være udenfor, sol, regn, blæst eller sne. Men, som så mange andre, så savnede hun bestemt også allerede sommeren, og ifølge hende havde der ikke været nok solskinsdage.

Som nogle medslanger passerede hende, hilste hun og de høfligt på hinanden, hvorefter hun forsatte videre henover græsset, lige indtil hun havnede nede ved det store træ og søen. Et par blade blev fejet væk på bænken, hvorefter hun satte sig ned og lod de brune bambiøjne vandre rundt i efterårslandskabet. Efteråret var smukt; alle de farver kunne gøre en helt glad, og få en til at drømme sig væk. Men de rødlige farver mindede hende også om noget andet, eller rettere sagt; en anden. Som Joseph strejfede hendes tanker, skævede hun hen på træet, træet hvor hun til den sommerfesten der var blevet afholdt, havde siddet og trøstet ham. De havde ses et par gange efterfølgende, og hun var da også dukket op til tegnsprogstimerne - og ufatteligt nok lært en smule. Men… så var der heller ikke sket mere. Joseph var sød, men… var han mere? Hun bed sig svagt i den rødlige underlæbe og skævede atter ud på søen. Det var også ligemeget… Ines havde jo fået den forfærdelig nyhed om at hendes forældre var i gang med at arrangere et ægteskab med en fremmede mand. 

[Joseph Willington]

Skolen var startet op igen og alt var jo som det plejede.
Joseph mødte op i timerne og brugte primært tid på at snakke med Luna Clary Daniels, hun var en af de eneste som kunne tegnsprog på skolen var eleverne og derfor brugte han ofte meget tid på at snakke med hende.
Nu var det jo bare desværre sådan at Luna havde fået en kæreste som hun brugte en del tid sammen med, og det var ikke altid lige nemt for ham, fordi at han jo gerne ville bruge tid sammen med hende - men han forstod jo også godt at hun gerne ville bruge tid sammen med sin kæreste.

Han sukkede ganske roligt som han gik op i mod det træ han så ofte sad under når han bare gerne ville sidde lidt for sig selv. Han havde sin tegnblok under armen og et penalhus i den ene hånd, han kunne godt lide bare at sidde og tegne når han skulle være for sig selv.
Men som han nærmede sig, fik han øje på hende: Eenis" udbrød han talende og smilede, hans tale var stadig ikke god, men han var da en lille smule mindre genert omkring hende nu end han før havde været.

[Ines Cornette]

Tankemylderen blev brudt som Ines hørte en udefrakommende sige, eller forsøge at sige, hendes navn. Per automatik drejede hun i overkroppen og mærkede lynhurtigt hvordan smilet overtog de røde læber som hun så hvem det var. ,,Joseph", sagde hun i første omgang, hvorefter hun lidt glemsomt fik løfterne hænderne op og ''sagde'' hans navn på tegnsprog. Bevares, hun var ingen mester - endnu, men hun var allerede godt med, i hvert fald i de mest basale ting.

,,God dag?" Spurgte i, både talende, men også med håndtegn. Samtidigt rykkede hun sig en smule til siden, som Joseph kom nærmere, så han kunne slå sig ned ved siden af hende. ,,Tegner du?" Kom det pludseligt, uden hænderne, som hun lod blikket glide op og ned af ham og der fik øje på blokken og penalhuset. ,,Ømh - tegner du?" Gentog hun, denne gang på tegnsprog.

[Joseph Willington]

Han smilede som hun sagde hans navn på tegnsprog, han syntes det var virkeligt hyggeligt at være til tegnsprogs timerne med hende.
Han elskede alle fag på Hogwarts, men han følte sig da altid lidt stolt når han kunne hjælpe Gary med at undervise i tegnsprog, trods alt var det jo hans primære måde at kommunikerer på: "Du er god!" sagde han på tegnsprog og smilede i mod hende.
Han vidste jo godt at hun ikke havde været igang i så mange uger, men egentligt var tegnsprog okay simpelt når man først kom igang med det, selvom det naturligvis tog noget tid at lære det fuldt ud.

"Stille og rolig... jeg er træt... Mange lektier... Hvad med dig?" viste han med sine hænder og smilede som hun talte om hans tegninger, han kunne jo heldigvis godt mundaflæse, men han var glad for at hun forsøgte at bruge tegnsprog også.
"Ja lidt... Jeg er ikke så god" sagde han ydmygt og satte sig ned under træet ved siden af hende. Faktisk var han ganske god, men som altid var Joseph ret ydmyg. Han rakte blokken i mod hende så hun kunne se hvis hun ville.
Han tegnede primært natur og langskaber. Træer, græs, vand og alt muligt andet i realisme.

[Ines Cornette]

Et lille piget grin lød fra Ines som Joseph komplimenterede hendes tegnsprogs evner. Smilet voksede ligeledes og en varme steg til hendes kind, hvilket fik den mørkhårede unge heks til kort at slå blikket ned, i frygt for at det blev alt for tydeligt, alt imens hun fint løftede hånden og slog ud med den, som sagde hun: åh la' vær.
Blikket blev hurtigt slået op igen som han havnede ved siden af hende. Smilet kom der styr på, alt imens hun en anelse fiktivt bladrede sin tegnsprogs igennem, ligesom hun sommetider også gjorde når hun ledte efter et ord på engelsk. ,,Samme. Stille og roligt", svarede hun tilbage med håndtegn, med et mindre smil på læberne end før, hvorefter hun helt automatisk lod hænderne glide ned i den varme jakkes lommer. Mest af alt ønskede hun ikke at der kom fokus på hende, for ærligtalt så magtede hun hverken at tænke eller tale om hendes fremtidige kommende husbond, som hun endnu ikke havde fået navnet på. Det varede dog kort, da Joseph noget ydmyg rakte hende blokken og selvfølgelig kunne hun ikke lade være med ikke tage imod den - hun var trods alt nysgerrig. ,,Joseph, du er da mega god!", sagde hun, som hun bladrede nogle enkle sider igennem, helt koncentreret og glemte dermed også hænderne. ,,Åh, undskyld", grinede hun og rystede så svagt på hovedet, som blokken blev lukket i og rakt tilbage til ham. ,,Du er mega god", gentog hun, denne gang med hænderne.

[Joseph Willington]

Joseph vidste da udemærket godt at det var latterligt at han havde et godt øje til Ines. Han var overhovedet ikke i hendes liga og selvom hun havde sagt ja til at tage tegnsprogs lektioner og sådan noget, så lagde han slet ikke mere i det.
Altså Luna havde jo også lært tegnsprog og de to var jo bare venner. Han havde aldrig set Luna Clary Daniels som mere end en ven, selvom hun tilgengæld var hans bedste veninde. Men han kunne ikke helt lade være med at drømme om hvordan det ville være hvis ham og INes var kærester.
Han kiggede på hende og kunne godt aflæse at hun sagde han var god, hvilket fik ham til at rødme en smule akavet.

"Tror bare jeg syntes det er rart at tegne... Det kræver ikke hørelse at kunne tegne" gjorde han tegn til at smilede som han pegede ned i mod papiret som det sidste tegn. Mange andre gik jo op i musik, skuespil, digte og sådan noget.
Men han kunne jo ikke rigtigt læse det højt, synge, eller høre musikken: "Har du en fritidsinteresse?" spurgte han som han endeligt igen turde kigge på hende. Han blev bare meget hurtigt genert omkring piger.
Især omkring hende.

[Ines Cornette]

Ines sad og fulgte med og viste tydeligt at hun var interesseret i hvad Joseph fortalte hende. Hun trak også en anelse mere op i mundvigen, da det han sagde faktisk gav god mening, og ganske kort, skævede hun atter ned i tegneblokken for at betragte hvordan han havde lagt de mange forskellige små streger og derved skabt et flot billede. Det virkede for Ines helt umuligt lige i første omgang at finde andre fritidsinteresser for en person der var hørehæmmet eller helt døv, da man til de fleste ting jo krævede at kunne enten høre eller tale.

Let rankede hun ryggen som fokusset røg over på hende. I et kort øjeblik tænkte hun, eller, det lignede det i hvert fald at hun gjorde, som øjnene gled lidt op og hun derfra fik et noget overvejende udtryk i ansigtet. ,,Jeg elsker at danse", fortalte hun ham så endelig. ,,Jeg har gået til ballet som lille, men jeg stoppede da jeg ikke ville ødelægge mine fødder", gik hun ganske kort i dybden og skævede derefter ned mod fødderne, for så at kikke op på Joseph igen. Ines elskede oprindeligt alle former for dans, men hun havde da helt klart og det var, hvor klichéagtigt det end lød, tango. ,,Jeg kan altid danse, med og uden musik", forsøgte hun med hænderne, hvorefter hun sendte ham et varmt smil.

[Joseph Willington]

Han kunne mærke at hans mave snurrede sig rundt om sig selv som han sad ved siden af hende.
Han var altid så bange for at situtuationer skulle blive mærkelige eller akavede fordi at han jo ikke kunne høre noget, og han ville helst ikke at folk blev utilpasse på grund af det. Han synes jo selv at det var meget fedt at være anderledes.
Men når folk ikke kunne kommunikerer til ham, så blev det naturligvis underligt. Det var også derfor han mest brugte tid sammen med Luna, men efter hun havde fået en kæreste så følte han sig lidt mere ensom nogengange.

"Sajt!" sagde han højt i en besværet tale og smilede til hende.
Han ville gerne øve sig på at tale lidt, ligesom hun øvede sig på tegnsprog, han ville bare gerne være tryg og alene når han gjorde det, fordi at de andre drenge fra skolen - og da også pigerne, godt kunne finde på at gøre grin med ham.
"Jeg kan kun danse lidt... Man kan mærke rytmen" påpegede han, han vidste jo godt at de havde danset før: "Men jeg ved ikke hvad det er for noget musiK" sagde han og smilede, det var nogengange mærkeligt ikke at have nogen musik præferencer når andre havde det, han ville bare helst have noget med bas.

[Ines Cornette]

Det varmede lidt ekstra meget som Joseph, besværet eller ej, kommenterede på hendes interesse indenfor dans. Ligeledes trak hun på smilebåndet og skævede ganske kort ned i jorden, som hun samtidigt fortalte sig selv at hun skulle få styr på det voksende smil da hun ikke ønskede at ligne en tåbe foran ham, tanker der langsomt tog mere og mere over og fyldte hendes tanker som de tilbragte tid sammen.

,,Jeg kan lære dig nogle trin" - ,,hvis du altså har lyst,'' - ,,en dag." Et lille grin gled over læberne som Ines endelig blev færdig med at snakke. Hun havde bare ville være venlig og tilbyde ham muligheden, men deraf tænkt at Joseph måske slet ikke var interesseret, og derfra tænkt videre at hvis han faktisk var interesseret, men måske bare ikke havde lyst dagen i dag, og derfor havde hun konstant tilføjet noget og igen, følt sig som en tåbe omkring ham. Hvorfor var det så svært?

[Joseph Willington]

Han smilede og nikkede så.
En del af ham ville virkeligt gerne lære at danse, han var bare meget genert - han brød sig ikke rigtigt om at gøre ting foran de andre elever fordi at han var bange for at de endte med at drille ham.
"Vil gerne danse" gjorde han tegn med hænderne, han syntes det var helt fantastisk at danse - men han gjorde det altid kun for sig selv: "Men måske en anden dag, de andre griner bare af mig" sagde han og smilede forsigtigt, som han kunne mærke at han rødmede let.

Han havde været vild med Ines i lang tid, og bare det faktum at hun gad snakke med ham og lære tegnsprog, gjorde ham virkeligt glad - også selvom han godt vidste at det nok aldrig ville være mere end det, men det var også fint.
"jeg er virkeligt glad for at du vil være min ven" sagde han og smilede til hende, som han igen kunne mærke en lille rødmen. Joseph var lidt genert af sig omkring andre mennesker, og nok lidt ekstra meget omkring hende.

[Ines Cornette]

Ines gjorde et mindre forsøg på at mindske det voksende smil over Joseph svar, men det virkede nærmest umuligt, da selv de bambibrune øjne også udstrålede et form for smil. Han ville gerne lære at danse. Om det var for hendes skyld, gengæld for at hun lærte tegnesprog eller noget helt tredje, valgte hun ikke at tænke yderligere over - eller forsøgte i hvert fald ikke, og det var der også en bestemt grund til. At han ikke havde lyst i dag var også helt fair, også selvom Ines og Joseph lige pt var de eneste i nærheden. ,,Det er okay. Du siger bare til når du vil", svarede hun.

Hænderne gled ganske kort ned mellem lårene som hun forsøgte at varme dem lidt. Muligvis sad hun med tyk jakke og halstørklæde, men det hjalp jo ikke på de kolde fingre, ej det faktum at de konstant skulle være synlige og ude i den kolde luft da det var måden hun og Joseph kommunikerede på. ,,Selvfølgelig vil jeg være din ven..", sagde hun blidt, med ord og sendte ham et samtidigt et hjertevarmt smil. At folk fravalgte Joseph grundet hans døvhed, var ufatteligt ærgerligt, da han havde vist sig som en enormt sød person. ,,Jeg er også glad for at du vil være min ven", fortalte hun ham derefter med hænderne.

[Joseph Willington]

Han smilede til hende.
Faktisk var Joseph ikke sikker på han nogensinde havde følt sig så tilpas omkring en pige som han følte sig omkring hendes, Ines var en virkeligt sød pige og hun virkede til på en eller anden måde at kunne forstå ham, selvom de jo nærmest ikke talte samme sprog
"En dag... Jeg vil gerne" gentog han nærmest sig selv, bare fordi at han ikke rigtigt havde lyst til at skræmme hende væk. Han kunne jo godt lide hende - måske endda lidt for godt, og det skræmte ham også en del.

"Tak, det er mega pænt af dig... Jeg er bare usikker nogengange" lavede han tegn til.
Han var begyndt at tale til hende som om han antog at hun bare kendte alt hvad han gjorde af tegn, men han syntes da også det virkede til at hun havde været ganske dedikeret i undervisningen så forhåbenligt var det slet ikke så forkert af ham.
Ellers måtte hun jo sige hvis han tabte hende helt bag en vogn.

[Ines Cornette]

Ines kunne ikke helt undgå at sende et lille næsten lydløst grin afsted mod Joseph som han fandt det nødvendigt at forsikre at han gerne ville lære det. ,,Jeg tror dig", sagde hun, med ord, og lagde derefter kort sin hånd over hans. Det blev dog kort, da hun derefter trak den tilbage og mærkede en lille varme snige sig op i kinderne over den uventede kropkontakt. Det var så uskyldigt som det kunne blive, men Ines havde nærmest ikke tænkt før hun havde handlet, hvilket udelukkende var grundet til de røde kinder.

I stedet voksede smilet en anelse, alt imens et mindre uforstående udtryk tog over som han indrømmede at han var usikker. Hvorfor forstod Ines ikke, men det havde vel også noget at gøre med at de begge to faktisk kom fra to vidt forskellige sociale grupper på skolen, hvor hun var accepteret og blev anset som en af de mere populære piger - dog uden at være helt på toppen, hvor Joseph befandt sig godt og grundigt nede på bunden grundet hans handicap. ,,Du skal ikke være usikker. Ikke omkring mig i hvert fald", forsikrede hun ham.

[Joseph Willington]

Det var mærkeligt at Joseph følte sig så glad og tilpas omkring Ines, men han kunne bare ikke holde op med at smile når han var omkring hende og han mærkede da bestemt også at hans hjerte slog en smule hurtigere end normalt.
hun var virkeligt skøn, og selvom Joseph jo godt vidste han ikke havde en chance, så kunne han alligevel ikke lade være med antyde at være tæt på hende, selvom han godt vidste det sikkert bare sårede ham i sidste ende.
Han kunne mærke hans puls steg med det samme som hun kortvarigt lagde sin hånd over hans.

"Jeg gider bare ikke folk gør nar af mig" gjorde han tegn til med sine hænder. Han vidste jo ikke præcist hvor meget hun forstod af hvad han viste hende med tegn, men han syntes da egentligt hun klarede sig meget godt.
Han forstod da noget af de hun mimede, men det krævede også hans fulde fokus.
Det var ikke altid nemt at skulle tilpasse sig en verden hvor det ikke var meningen af man skulle være døv, og da slet ikke som magiker.

[Ines Cornette]

Det lille smil forblev forsat på læberne som Joseph forklarede sig. Hertil nikkede Ines forstående, ingen ønskede trods alt er blevet grinet eller gjort nar af, hverken som populær eller upopulær. Hun tog hånden til sig igen, efter endnu et lille klem blev tildelt hans hånd, og så forsøgte den unge heks sig ellers med nogle nye håndkast. ,,Jeg forstår.. Men du skal ikke tænke på dem, men tænke på hvad der gør dig glad." Atter sendte hun ham et lille varmt smil i Josephs retning og håbede at han ville tage det til sig, også selvom det var lettere sagt end gjort oftest.