WHAAAAAAAT!!!

[Yulansquin Faa]

Det var præcist som hun havde forudset han ville sige. Et muggler fly, det kom ikke bag på hende. Hun havde jo gjort præcis det samme da hun tog turen til Norge. Ikke at Matthew så hvorfor hun gjorde det. Han var ikke muggler fan på nogen måde, og det havde de allerede diskuteret. Hun var bare ikke sikker på om hvor meget de ville komme til at diskutere i fremtiden. For hun ønskede det virkelig ikke. Men der var jo ikke noget at gøre ved det, det var jo bare sådan det måtte være. Dog var hun sikker på at de nok skulle finde en vej ud af det alligevel. Men nu skulle hun jo heller ikke sidde her og tænke på Matthew hele tiden. Det var Andrew hun skulle være sammen med og ikke nogen anden. "Du er præcis lige som mig med muggler ting" kom det fra hende. Godt nok havde hun ikke helt så meget styr på det med muggler ting, men hun gjorde da et forsøg. Hun vidste at han var halvblods, men de havde vidst aldrig snakket om hans rigtige forældre. Det var en helt anden ting af deres ellers så lange historie de havde sammen. "Fint, vi kunne jo tage en kamp Yuri og mig mod dig og @jiro " selvom Jiro og Yuri ikke kendte så godt til Andrew, så vidste Andrew da hvem de var. Men de havde været unge da hun stoppede på Hogwarts, så chancen for at de ville kunne huske ham var måske lidt lille. Hun vidste at Yuri var god til Quidditch, hun var trods alt hold kaptajn, og Yules havde da vist hende nogle fif i ny og næ hun kunne bruge under kampene. Jiro var da også god, men ville de have en chance mod to piger?

Hun måtte ryste lidt på hovedet af ham. Gode gamle Andrew, intet var forandret på de mange år han havde været væk. Ikke ud over at han var blevet mere voksen at se på. Hans personlighed var stadig den samme. Han ville hjælpe enhver i nød der havde brug for det, og det kom ikke som nogen overraskelse. Bare på Hogwarts hvor hun havde været en del af alt mobningen havde han svoret at beskytte hende. Hvilket bare havde fået Andrew til at komme i slåskamp med Vincent. Det var virkelig en skam den gang, men den dag i dag kunne hun da godt se hvorfor han havde gjort det, om end hun var blevet skide sur over det. "Du forandre dig aldrig Andrew, og det er det jeg kan lide ved dig." kom det fra hende og lænede sig ind imod ham. Hun var helt tæt på hans læber men hun rørte dem ikke. Lysten var der bare sådan et lille et. Bare sådan et man gav sin familie. Dog trak hun sig væk fra ham igen da an spurgte om det var bandet. For hvis det var så kunne Yuri ikke se hende sidde sådan her, det ville bare skabe ballade. Hun stirrede op på scenen og smilte lidt. "Det er dem. Der kommer de" kom det fra hende og pegede lidt på hver af dem. "Det skulle være Luna Clary Daniels , Timorthy Lavoie og @themadhatterwasher21" Hun var ikke helt sikker på hvem der var hvem at Timmy og Ever, men Timmy var vidst nok ham med det grønne hår, af hvad hun kunne forstå på det hele. Luna vidste hun da hvem var da hun var den eneste pige i bandet ud over Yuri. "Kan du genkende Yuri nu hvor hun er blevet ældre?" spurgte hun og tog fat i hans hånd og klemte den lidt. Bare han ikke gik sin vej nu.

[Andrew Thomas]

"Well, yeah.. Selvom jeg nu bedre kan lige min kost eller motorcykel frem for fly," han var ikke sikker på om Yules kunne huske den enkelte samtale de havde haft om det så lang, lang, lang tid siden. At hans forældre var omkommet i et tragisk flystyrt og at han overhovedet ikke stolede på de maskiner. Men han rejste stadig i dem, selvom han konstant havde det fysisk dårligt når han gjorde. De var kun den lille smule bedre end en transitnøgle, for i det mindste var det ovre når rejsen var færdig med flyet. Transitnøgler kunne efterlade ham mega skidt i op til flere timer efter. Det var faktisk næsten at vælge mellem pest eller cholera. "Deal! Jeg kan ikke vente!" han vidste at han stadig ville tabe, med mindre det skulle vise sig, at Jiro havde et skjult talent for Quidditch.

Hendes næste ord ramte ham lige i hjertet og han kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun lænede sig frem. Uden at have nogen kontrol over sin krop bevægede han sig også et par få centimeter frem så deres læber var ekstremt tæt på hinanden. Det var nærmest instinkt for ham og hans hjerne var bare et helt andet sted, indtil hun trak sig ved hans gestus og han fik styr på sig selv og kiggede væk lidt. Hans hjerte pumpede sygt hurtigt og han kunne ikke undgå at bemærke sommerfuglene i maven. Han kendte godt den følelse. Han havde også fået den fortalt flere gange og det skræmte ham fra sans og samling. Hvis han ikke havde gjort opmærksom på scenen, så ville han helt sikkert have mistet kontrollen og lukket den lille distance der havde været mellem dem og det ville have ødelagt ALT! Han ville være nødt til at sige nej bagefter og derved såre hende selvom det var det han ønskede allermindst i verden. Sommerfuglene blev kort erstattet af en følelse at blive stukket i maven med en kniv og mens Yules kiggede på scenen, stirrede han blot ned mod sine ben, intenst, til hun talte og fik ham væk fra de forfærdelige tanker. Han rømmede sig let for at få den dumme smertende fornemmelse væk fra sin mave og blev opmærksom på hvad Yules talte om med hendes håndgestus mod de forskellige bandmedlemmer. Han kunne sagtens gengkende Yuri. Men et kort øjeblik kunne han slet ikke få sin stemme til at samarbejde. Indtil hun tog hans hånd og gav den et klem der både gav ham endnu mere dårlig samvittighed over de forbudte følelser og samtidig fik gang i hans snakketøj. "Ja.. Hun er lige der, jeg kan sagtens genkende hende, lige som jeg genkendte dig, selvom du havde solbriller på og stod halvt med ryggen til og.." rablede han løs, til han ud af øjenkrogen fik øje på hendes æble der lå på jorden. Hun virkede ikke umiddelbart til at ville have et nyt. Han ville spørge hende senere. I stedet begyndte hans tanker at falde lige så stille tilbage mod det forbudte og det smertefulde og hans blik blev en anelse fjernt, mens han stadig kiggede op mod scenen. Dog havde han ikke fjernet sin hånd fra hendes. Han blev der.

[Yulansquin Faa]

Åh ja flyet.. Hun havde faktisk helt slået flyet ud af hovedet. Det var ikke lige det første hun havde tænkt på hvis hun selv skulle indrømme det. "Åh ja fly.. Det havde jeg faktisk glemt.." kom det fra hende og måtte kigge lidt ned i bordet. Hvordan kunne hun have glemt noget så vigtigt som den ting?! Det havde nok været fordi de kun havde skrevet i brevene om hvad der skete lige her og nu i deres liv. Det var jo ikke fordi hun ikke ville huske det. Det havde bare ikke givet hende stof til efter tanke. Det var underligt, hun plejede ellers at have en ret god hukommelse. Måske var det bare det at han lige pludselig var dukket op ud af det blå. Spændingen ved at han var her. Ja det måtte være det der havde gjort udslaget! "Så må du jo bruge transitnøglen. Det eneste sikre valg." kom det fra hende og smilte lidt til ham. Han ville ikke kunne fordrage at tage så langt, men det måtte jo bare være ærgeligt. Ville han se hende så måtte han jo også komme på besøg, lige så vel som hun måtte besøge ham når det skulle være. "Aftale" kom det fra hende. Andrew ville tabe stort, nu vidste hun bare ikke hvor god Jiro var til Quidditch. Hun vidste at han spillede, men hun havde aldrig set ham praktisere det faktisk. Måske hun ville gøre det denne gang, og måske give ham nogle fif?

Andrews ansigt kom tættere på hende men hun fjernede sig ikke. Det ønske om rent faktisk at give ham et andet form for kys brændte i hende. Men hun kunne ikke, det var forbudt. Det var ikke det hun skulle, hun havde Matthew og det måtte hun huske på lige meget hvad der så skete i fremtiden. Matthew var hendes kommende ægtemand og det skulle ikke ødelægges. Hun kunne ikke sætte familien i vanære ved at hun tog et andet valg. Desuden ville det også være synd for familien Price som det ville have været for så mange andre. Nej hun måtte opgive den tanke og slå den ud af hovedet. Andrew var bare en god ven, og det var sådan det skulle blive ved med at være. Et sådan kys kunne ødelægge alt, og det var ikke det hun var ude på. Nu skulle hun bare nyde at han var her, lige indtil han fik den skøre ide at han ville rejse igen. Man kunne egentlig aldrig helt regne med ham, han havde så tit så mange bolde i luften. "I det mindste kan du genkende hende og mig." kom det fra hende og begyndte at flette sine fingre ind i hans. Der var ikke noget i det, ikke sådan rigtigt i hvert fald. De var jo bare gode venner. Hun lyttede lidt da de begyndte at spille og hun måtte nikke lidt med hovedet. Nu skulle hun bare høre Yuri synge og give den gas, også selvom hun var genert. Gad vide om hun nogen sinde ville komme over den ting.

[Andrew Thomas]

Andrew lod Yules om at fylde tavsheden med sin stemme, mens han selv var halvt væk i egne tanker. Lige nu kunne han ikke engang finde sans og samling på dem. Først var det deres barndom sammen på Hogwarts, senere faldet på Quidditch-banen hvor han var vågnet op i en hospitalsseng med Yules' hånd i sin, så slåskampen med Vincent, hvor han bagefter havde haft en brækket næse, mens Vincent var gået derfra med et flækket øjenbryn. Så kom flyet ind i billedet, helt urelateret og til sidst hans nærdødsoplevelse med dragen der havde sat sine tænder i hans skulder. Han kunne ikke undgå kort at røre ved samme skulder med sin frie hånd, mens tankerne fløj videre og han huskede på noget, der ville være livsfarligt at fortælle Yules. Det ville virkelig ødelægge alting. Han kunne aldrig fortælle hvor hans tanker havde været dengang, da han lå og var ved at forbløde og miste sin arm. Yules, Yules, Yules. Det var det eneste der havde været i hans tanker dengang. At han ville have en chance til, at han ville komme hjem lige efter, at han ville kysse hende og endelig tage hende med ud på den date. Det kom ikke til at ske, og han kunne ikke fortælle hende om de tanker. Aldrig, nogensinde! Det ville gøre alt for ondt på dem begge.

Til sidst skar musikken dog igennem, da Yuri lavede et virkelig fedt sang "move". Det lød så godt at det bragte ham ud af sin indre skal og han rystede det hele af sig, som var han lige kommet tilbage til overfladen igen. Det tog dog stadig lidt tid for ham at komme sig over de førhenværende tanker. "Damn," mumlede han dog alligevel, imponeret, som han kiggede på Yuri. "Hun synger godt," erklærede han, stadig en anelse ved siden af sig selv. Om lidt ville den gamle charmetrold dog nok komme frem og han ville sidde og rykke med til musikken i en siddende dans, men lige nu kunne han kun koncentrere sig om, at få sig selv ud af sin choktilstand og at holde styr på at de flettede fingre ikke blev til mere.

[Yulansquin Faa]

Stilheden havde lagt sig over dem, og der var intet hun kunne sige der fik det til at blive bedre. Hun ville gerne sige noget men hun anede ikke hvad det skulle være. Hun håbede egentlig at Andrew ville sige et eller andet, men der kom aldrig en lyd fra ham. Hvad sad han og tænkte på der forhindrede ham i at snakke? Var det noget alvorligt? Havde hun gjort noget galt? Inderst inde vidste hun det godt. Ja hun havde gjort noget galt og det var da hun havde lænet sig ind til ham og nær kysset ham. Hun skulle aldrig have gjort det. Hun skulle have taget kinden i stedet for. Det havde været det nemmeste at gøre, og det bedste for alle parter.

Endelig sagde han noget og det var egentlig bare små ting han sagde. Det var egentlig noget der kunne være lige meget. Hvad var det der fyldt hans hoved? Hun ville gerne vide det, men hun var bange for at spørger. Først reagerede hun ikke på Yuri's sang stemme eller Luna's når de sang sammen, i stedet sad hun og tænkte over hvad det var Andrew tænkte på. Det havde helt klart noget at gøre med det der næsten var sket, det var hun helt sikker på. Det kunne ikke være andet. I stedet sad hun og lyttede til musikken og fortrak ikke en mine. Hendes blik var fast på bandet og det de sang. Det lød godt og det var utroligt god musik. Stille begyndte hun at tappe på bordet med sin pegefinger med den frie hånd. Skulle hun give slip på hans hånd med den anden? Eller skulle hun blive ved med at holde ham i den. Der var jo ikke noget galt i det de gjorde var der? Det var jo bare "søskende" kærlighed. Hun måtte synke en lille klump der havde samlet sig i halsen på hende. Forsigtigt drejede hun hovedet hen på Andrew men fjernede det hurtigt igen. Der var ingen grund til at kigge for meget på ham. Nu skulle de bare nyde musikken og at de sad sammen på denne bænk mens skole elever samlede sig rundt på de andre bænke.

[Andrew Thomas]

Der gik længere tid med tavsheden. Til sidst havde Andrew rystet chokket af sig og så kunne han hellere ikke tage det mere, især ikke da Yules begyndte at tromme på bordet med fingrene i takt til musikken. Det startede med at han nikkede let med hovedet. Så gav han hendes hånd et lille klem og smilet begyndte at krybe frem igen. Musik var noget af det der altid kunne gøre Andrew glad og selvom tankerne stadig lå i baghovedet, var han godt opmærksom på at Yules virkede til at være en anelse nervøs over alting og han ville ikke risikere at hun brød sammen på hans bekostning mens band'et spillede deroppe. I stedet begyndte han at halv-danse til musikken. "Hende der Luna synger også godt. Og de spiller godt," konstaterede han, lidt mere sikker i stemmen. Meget mere nærværende. Der var andre der var begyndt at danse ude på pladsen og det gibbede helt i Andrew efter at gøre det samme. Gerne med Yules, lige som da de var teenagere og dansede vildt og fjollet. Ingen tæt dans lige nu, det gik nok ikke helt med det der lige var sket, men en sjov dans til det lidt tempo-fyldte musiknummer var der fandeme ikke noget galt i.

Han rykkede lidt mere på sig før han gav hendes hånd endnu et forsikrende klem, gav slip og rejste sig op så han stod over for hende med et sjovt, næsten drillende smil på læberne. "Må jeg beære den unge kvinde med en dans?" spurgte han på en højtidelig måde efter at have bukket let og nonchalant for hende. Han rakte sin hånd frem mod hende og en lille kluklatter brød frem. Det var sådan han altid havde budt hende op før de gik amok. Eller, når han gjorde og hun grinede af hvor stor en jubel-idiot han var. Men én ting kunne hun ikke fornægte ham i: Andrew var en vildt god danser!

[Yulansquin Faa]

Hvor hun dog ikke kunne fordrage stilheden med Andrew. De havde altid et eller andet at snakke om, og nu var der bare død stille. Det kunne ikke være rigtigt, et eller andet måtte han da sige til hende, eller også skulle hun sige noget. Hun bed sig i læben åbnede munden men der kom ingen ting ud af munden på hende. Hun vidste ikke hvorfor, men det skulle nok gå alt sammen i sidste ende det var hun da i det mindste sikker på. Men da Andrew endelig åbnede munden og rent faktisk sagde noget måtte hun nikke genkende til ham. "Ja de lyder godt, og de skal spille til brylluppet, det kan kun blive en fornøjelse." kom det fra hende og tappede videre på bordet. Det lød slet ikke så dårligt igen, det have Yuri og de andre i bandet sku klaret godt. En ting var sikker, Yuri blev nød til at gøre noget ved den stemme når hun gik ud, om så deres far ville have det eller ej.

Men så med et så tog fanden ved ham og han bød hende sku op til dans som han plejede at gøre. Hun fik et smil på læben og rystede på hovedet. "Jeg danser kun med dig hvis du giver mig en lapdance!" det var en af de ting hun altid sagde når han bød hende op til dans. Men hun kunne ikke sige nej til ham det vidste hun, og hun havde aldrig fået den lapdance endnu. Gad vide om hun nogen sinde ville få den lapdance? Dog tog hun hans hånd og rejste sig op. Hun havde ikke danset i årevis, der havde været mere fart på karrieren frem for noget andet. Men en gang skulle vel være den første efter han var kommet tilbage igen. Straks begyndte hun at svinge hofterne efter hun havde taget tasken over skulderen så den ikke fløj afsted når hun dansede.

[Andrew Thomas]

Spille til brylluppet?! Det kunne fandme ikke blive bedre! Han ville ende med at danse, blive fuld og så danse ENDNU mere. Det skulle nok blive sjovt. Han smilede stort over den nyhed, indtil Yules IGEN nævnte lapdancen som han skyldte hende. Den damning lapdance! Han tog sig kort til hovedet, stadig grinende og rystede på det. "Okay, men det bliver altså ikke her. Yuri kommer til at tro at jeg forsøger at æde dig eller sådan noget," konstaterede han, før han igen begyndte at grine. Æde. Virkelig? Det kunne ikke gå mere galt med hvordan hans ord kunne misforstås! I stedet for at dvæle ved det, trak han Yules længere hen mod pladsen der var blevet dedikeret til at danse på før han fyrede sine sick dance moves af, som sædvanligt. Indtil videre var der dog ikke nogen der begyndte at kigge på og måbe over det, hvilket ellers skete ret ofte på Hogwarts. Måske fordi de alle var dødseriøse rivaliserende elever, der nægtede at danse fordi det kunne jo få dem til at se dumme ud! Men Andrew så aldrig dum ud når han dansede. Aldrig. Var der én ting han havde formået at være et absolut naturtalent til, så var det dans.

Andrew havde ærligt talt ikke styr på hvor mange musiknumre de dansede til, men der var grin og smil hele vejen igennem, til ingen af dem kunne holde til mere og de var endt tilbage med bord-bænke sættet, pustende af udmattelse. Uden at tænke nærmere over det - for Andrew var meget excentrisk til tider - kravlede han helt op på bordet og lagde sig der for at få luft tilbage i lungerne igen. "Det der... Professionelle Quidditch.. Det.. Det har gjort dig pænt damning tough, Yules! Normalt var det hende der måtte stoppe først, men denne gang havde begge to nået til deres udmattelsespunkt på samme tid. Det var en bedrift for hende, en sejr så at sige. For Andrew betød det bare at han nu havde opnået at danse sig selv til uendelig forpustethed. "Sååh.. Drinks?"

[Yulansquin Faa]

Typsik han ville ikke give en lapdance her og nu, men havde hun forventet andet? Nej det havde hun faktisk ikke. Det var langt fra det der passede ind sådan et sted som her. For slet ikke at tale om alle eleverne der rent faktisk var der. Det ville have været virkelig upassende at gøre det her, så hun havde ikke engang forventet at han ville gøre det. Dog regnede hun lidt med at han ville gøre det på et andet tidspunkt. Når han nu aldrig havde givet hende en. Så længe det IKKE var til brylluppet. Det skulle jo ikke gøres pinligt, og så ville han bare komme i et dårligt selvskab. For slet ikke at nævne hvad der så ville ske med ham når hendes far fik fat i ham. Hun turde ikke engang tænke på hvad hendes far kunne finde på at gøre ved ham his det skete. "Det havde hun ikke troet hvis hun kan huske dig, men jeg tvivler stærkt" kom det fra hende med et smil på læben.

Det have været en lang dans, i hvert fald til 5 numre! Hvis ikke det var 8! Hun var helt færdig da de endelig stoppede med at danse. Der var ikke det dance move hun ikke havde lavet. Hun havde lavet lidt med at plukke æbler, disco moves og så mange andre danse og bare haft det sjovt ved at vrikke hofterne. Hun havde endda et par gange måtte tage fat i ham da hun synes det gik lidt vildt for sig. Men han var ikke stoppet på et eneste tidspunkt. Han havde fortsat i det hårde tempo til hver en sang, og det gjorde hende da kun glad at hun for en gangs skyld kunne følge med i takten.
Vel placeret på bænken måtte hun trække vejret hurtigt, hun var så forpustet at hun dårligt nok kunne snakke. Hun var helt færdig hvad angik luft. Det var som om alt luften var blevet slået ud af maven på hende. Det var først da hun havde siddet ned i et stykke tid at hun endelig kunne sige noget. "Det... Der er ikke noget at sige til jeg træner også hårdt." kom det forpustet fra hende og kiggede på ham som han lagde sig på bordet. "Men det var sjovt ikke. Præcis som i gamle dage." kom det fra hende og smilte lidt til ham. "Noget at drikke ville gøre underværker" kom det fra hende og håbede egentlig lidt på at han ville hente noget.

[Andrew Thomas]

Andrew nikkede fra sin liggende position, stadig forpustet og det endte med at se en smule akavet ud fordi han lå ned på ryggen og egentlig kom til at banke sit hoved tilbage mod bordet en anelse hårdt. Dog ikke nok til at det gjorde ondt på ham for Andrews hoved havde fået slag nok til at han kunne klare det meste. Han havde med andre ord et hoved fuld af beton, sandsynligvis godt beskrivende hans mange dumdristige handlinger i livet. "Jep.. damning sjovt, som det altid har været, og endda uden et publikum af snottede, misundelige elever," kommenterede han med et lille forpustet grin. Så snart Yules nævnte at hun godt kunne bruge en drink vidste Andrew udmærket hvad der skulle til at ske: Det var hans job, som the gentleman, at hente drinks til dem. Og det gjorde han også. Satte sig op - stadig forpustet - og hoppede ned fra bordet ret så elegant - som altid - snakkende samtidig med - som altid.

"Mr. Double First Names.. To.. The Rescue!" han kunne ikke undgå at lave en hero-pose da han endelig stod på benene hvorefter han gjorde honnør og marcherede fjollet afsted.
Godt og vel fem minutter efter var han tilbage med to elegante drinks. Selv gjorde han sig ikke meget i ingefærøl. Det smagte fint, men han havde brug for noget med et større kick, uden at det smagte vildt voldsomt af alkohol. Hans elskede alkohol der også så pænt ud. I Hogsmeade verdenen havde det sikkert sit eget navn, men i Andrews verden som opfostret muggler - teknisk set - så hed det en gin hass. Et relativt solidt kick, hældt op i et et rundt glas med isterninger i. Ekstremt forfriskende efter at have danset i 8 sange i træk. Han gled nærmest ind at sidde ved siden af Yules og stillede begge glas foran sig på bordet, hvorefter han førte det ene over til Yules med et kækt smil i hele hovedet. "Skål for en vildt forbedre stamina!" udbrød han glad. Forhåbentlig kunne han holde drikkeriet nede. Han vidste udmærket at når han endelig begyndte med alkohol, så var der næsten ingen anden vej ud af det end at gå vildt fuld hjem og det var også hvad han bedst kunne lide, men det her skulle huskes. Hans genforenelse med Yules.

[Yulansquin Faa]

Godt nok fyldte Andrew hele bordet, men hun gjorde ikke noget ved det, hun kunne da have sagt at han skulle hoppe ned fra bordet så der var plads til andre, men hun gjorde det ikke. Der var ingen grund til at give hamen ordre han helt sikkert ikke ville ændre på alligevel. Nej det var bedre bare at lade Andrew være Andrew. Sådan så hun i hvert fald på det. "For en gangs skyld uden kommentare heller." kom det fra hende og grinte lidt for sig selv. Hun kunne ikke glemme alle de gange til Hogwarts festerne hvor der blev hvisket i krogene om dem. Hvordan de kunne skeje sig sådan ud på et danse gulv. Det klædte hverken en Ørn eller en Grævling. Den gang havde hun taget det meget personligt, og det havde næsten altid endt med tåre i sengen på værelset. Andrew havde altid kunne muntre hende op, og det var kun en god ting, det havde altid været rart at have ham i nærheden, om end han var fra et andet kollegie end hende.

Heldigvis behøvede hun ikke at rejse sig for selv at hente noget at drikke, den ellers så elegante Andrew gjorde det for hende, og det var hun glad for. Hun havde allerede ømme fødder efter at have danset så meget, at danse i højhælede skol var en god ting, hvis man da havde valgt at tage de rigtige sko på, hvilket hun bestemt ikke havde gjort. Nu havde hun altså heller ikke forberedt sig på at skulle danse, faktisk havde hun ikke været forberedt på at Andrew overhovedet var dukket op. Det var nu meget dejligt at kunne skeje sig lidt ud med ham alligevel når han nu endelig var her. Andrew gik og hun måtte åbne tasken for lige at kigge sig i spejlet fra puder dåsen. Hun svedte, men det var ikke nær så voldsomt som det kunne være til en Quidditch kamp. Endelig kom Andrew med noget at drikke og hun stirrede på glasset. Det var sjældent hun drak alkohol, mest af alt på grund af hendes arbejde. Hun skulle altid være frisk til en kamp, og det nyttede ikke noget at hun så drak hjernen ud. Der var jo kamp teknikker der også skulle trænes, om end hun bare var en søger. Så var der stadig ting der skulle øves og trænes. Glasset blev skubbet over til hende og hun tog hånden rundt om det. "Skål du gamle" hun kunne ikke lade vær med at grine en smule inden hun tog en tår af den. Der skulle ikke meget til før hun blev fuld, men det var jo klart når hun var så tynd som hun var, og at hun sjældent drak. Hun satte glasset for munden og tog en tår af den,inden hun satte glasset ned på bordet igen.

[Andrew Thomas]

Inden i gjorde det sådan set ikke Andrew noget, at Yules kaldte ham gammel, for han var jo ældre end hun var og han vidste at hun kun sagde det for sjov, så det var okay. Men uden på? Han kiggede på hende joke-fornærmet, før han tog en større slurk end hun havde gjort. "Gammel? Gammel... Virkelig, Yules?" det var svært at holde masken. Han stillede sit glas ved siden af hendes og pegede ned på det. "I det mindste er jeg ikke en svagdrikker, hah!" endnu en løgn. Der skulle ikke meget til før han blev fuld heller, men han kunne til gengæld stadig drikke mere og mere før han gik omkuld som nogen gjorde. Han vågnede ofte op bagstiv, fordi han havde festet igennem en hel nat, men det var næsten altid på egne vilkår at han gik i seng, ikke fordi han blev passed-out-drunk. Enten det, eller også var det nogen der trak ham i seng i stedet for, fordi han ville være blevet oppe til dagen efter og så drikke videre. Hvilket bare ikke var sundt, men det var jo ikke noget, fulde-Andrew tænkte over..

Han kunne ikke holde masken længere. Han grinede med hende og tog sig til hovedet, rystende på det. "Okay, okay, jeg er måske lidt gammel. I hvert fald ældre end dig," jokede han videre, som han rettede sig lidt, sådan at han ikke sad med benene under bordet, men med front mod Yules og i skrædderstilling. Næsten som en ung dreng ville gøre det. Andrew sad næsten aldrig normalt. For at give lidt igen, prikkede han Yules i siden med et lumsk, drilsk smil på læberne.

[Yulansquin Faa]

Ja Andrew var gammel! Han kunne ikke komme uden om det. Godt nok var hun selv i sine slut 20 men hun var ikke 30 endnu som han var. Hun håbede dog lidt på at han ikke tog det så tungt, selvom hun godt vidste at han ikke tog det så tungt, var det nu meget rart lige at have det bekræftet. Dog grinte han og hun kunne tage det lidt roligt igen. Hun stirrede lidt ned på sin drink som hun kun havde sippet lidt af hvor han havde taget en ordentligt mundfuld. At han kunne drikke så hurtigt forstod hun ikke. "I det mindste kan jeg nyde det." kom det fra hende og begyndte at små grine igen. Der var ingen grund til at ligge skjul på at hun morrede sig. Det var vigtigt for hende at vide at Andrew hyggede sig, hvilket han tydeligtvis gjorde så var alt ved det gamle igen. Hun måtte sippe lidt til sin drink igen. Hun havde endelig fået vejret igen efter deres hektiske dans.

"Ja ældre og gammel, se på alle de små grå hår du begynder at få." hun rørte ham lidt i hans side på hovedet. Han havde på ingen måde grå hår liggende, eller i det skjulte. Han så ud præcis som han plejede. Dog kunne hun ikke lade vær med at små grine lidt til ham. At hun drillede ham var kun fordi hun slappede af. Heldigvis var hun ikke genert som hun var så mange andre gange, men hun kendte jo også Andrew så hun kunne slappe af i hans selvskab. Hun prøvede ikke engang at gemme sig det mindste. "Du tager ikke på en ny rejse i den nærmeste fremtid vel?" spurgte hun, forhåbentligt havde han rejst det han skulle i sit liv.

[Andrew Thomas]

Det var godt at Yules var med på joken om at hun var en svagdrikker og gav igen af præcis samme skuffe. Det fik bare Andrew til at grine endnu mere, indtil hun begyndte at røre ved hans hår og snakkede om at det var ved at blive gråt. Der tabte han kæben. GRÅ HÅR?! Ikke hans baby! Det måtte bare slet ikke være gråt. Uden at sige et ord, rakte han langsomt frem, åbnede hendes dametaske og fandt pudderdåsen frem. "Gråt hår... damn nej," han åbnede pudderdåsen for at tjekke sig i spejlet, meget grundigt, mens hun spurgte ham om han havde i sinde at rejse igen. Han var også efterhånden færdig med at tjekke nu, så han kiggede kort op. "Nope, jeg er her for at blive," erklærede han, alvorligt, før han rakte hende pudderdåsen tilbage. Kun for at krydse armene og kigge på hende joke-fornærmet igen. Han havde været lige ved at falde for den med det grå hår.

"Jeg har i hvert[//i] fald ikke grå hår, Yules!" han forsøgte virkelig at imitere sin egen fars "jeg er ikke sur, jeg er skuffet" stemme, men han kunne bare slet ikke holde facaden og brød til sidst ud i en latter, lænende sit ansigt mod sine hænder. "For helvede, du tog røven på mig! Din.. Din..." til sidst mistede han bare pusten i sit grineanfald.

[Yulansquin Faa]

Hun kunne ikke lade vær med at ryste på hovedet af ham. Han faldt for den med det grå hår hun kun ikke lade være med at fnise. Alt var virkelig ved det gamle igen. Det var som om han aldrig havde været væk, det var det bedste af det hele. Alt var som det skulle være i hendes liv. Hun skulle giftes, hun havde nu en af sine 2 bedste venner hjemme, og om ikke andet så ville Andrew ikke skride ud af hendes liv lige foreløbig, hun kunne lige holde til det! Hun havde det som om hun fløj på en lyserød sky lig nu. Intet kunne være mere perfekt. Jo måske hvis matthew dukkede op så hun kunne præsentere Andrew ordentligt for Matthew inden brylluppet skulle stå. Men Matthew var for langt væk til den slags, og han havde sikker også alt for travlt til at kunne dukke op til sådan nogle ting her. Det ville være noget af det hun ville savne når hun først flyttede til Norge. Det var ikke bare sådan lige at komme her til og være med til arragenmenter der ville blive lavet. Det var i sandhed en af de ting hun ville savne, sammen med sin familie. "Det glæder mig virkelig at du bliver. Det varmer mit hjerte." kom det fra hende og smilte til ham.

Pudderdåsen blev lagt tilbage i tasken igen og hun kunne ikke lade vær med at grine over ham. Nu havde han vidst også tjekket det hele igennem en gang for alle. "Du har måske tre..." kunne hun ikke lade vær med at give ham. Han skulle bøde for alle de gange han ikke var dukket op når hun havde mest brug for det. "Din mest elskelig person i hele dit voksen liv? Din elskede veninde der ikke kunne holde til at se dig græde?" måtte hun give ham, han kunne ikke bare stoppe sådan midt i en sætning og hun ikke ville gennemføre den. "Bare rolig jeg ved det, og du elsker mig alligevel." kom det fra hende og tog fat i hans hånd igen og begyndte at grine.