WHAAAAAAAT!!!

[Yulansquin Faa]

Tiltænkt: Andrew Thomas

Tid/Sted: Høstfesten Lørdag kl 18

Vejr: Solen er på vej ned, stadig lunt i vejret

Outfit

Høstfesten var endnu en ting som Andrew ikke fik set i år. Som så mange andre gange havde hun inviteret ham til diverse ting, familie middage, fødselsdage, by ture. Ja der var så mange ting hun havde inviteret ham med til men som han aldrig kunne være med til. Så hvad skulle ændre sig denne her gang? Hun var ikke engang sikker på om han stadig levede. Efter hendes sidste brev havde hun ikke fået svar. Han kunne da i det mindste have skrevet som han plejede "Desværre ikke jeg er stadig på rejse" men nej det havde han ikke gjort denne gang. Han havde ikke på et eneste tidspunkt fået skrevet tilbage, hvilket bare erklærede at han nok var død. Her havde hun faktisk troet at han en dag ville invitere hende ud på en rigtig date, og måske blev gift med ham. Der var bare et problem ved det hele. Han var ikke Fuldblods, om end at hendes far Jukumo Faa godt kunne lide ham havde han ikke det rigtige blod. Nu var hun så ved at blive gift bort med matthew og det var der intet der kunne sætte en stopper for.

Som så mange andre gange satte Yules pris på familien, og dette var ikke en undtagelse. Yuri Faa skulle spille med sit band, og hun glædet sig sådan til at høre dem spille for første gang. De skulle jo spille til hendes kommende bryllup så det var en god mulighed for at høre hvad de kunne finde på at spille. Hun stod i nærheden af scenen der var blevet sat op, og hun ventede blot på at de skulle på scenen. Hendes solbriller dækkede for at blåt øje hun havde fået i en Quidditch kamp, men hun måtte jo tage det hårde med det søde. Det var hendes arbejde og hvad gjorde et par blå mærker i ny og næ? Hun kunne bare have set sig for da den smasher kom imod hende da hun var ved at få fat i lynet. Heldigvis havde en Basker set den komme, og i stedet for at ramme kun Smasheren havde køllen altså ramt hende ved øjet. Det var en farlig sport, men der var intet at gøre ved det. Hendes hår var løst som altid, og tøjet sad perfekt på hende, der var ikke en eneste krølle på tøjet, alt i alt kunne hun gå for at ligne en model. I hånden havde hun et karmaliseret æble, ikke at hun havde lyst til at spise det, men noget skulle hun altså have at spise. Hun satte tænderne i æblet og den søde smag af karamel fyldte hendes mund.

[Andrew Thomas]

Normalt var Andrew typen der gerne skrev lidt i forvejen hvis han gik til en aftale. Men han havde for det første haft drøntravlt med arbejde og for det andet, så havde han ikke set Yules i super mange år og han tænkte at en lille overraskelse kunne være hyggelig? Han havde bestemt ikke tænkt over at det kunne være at hun blev bekymret, sur eller lignende over at han ikke havde svaret på hendes brev denne gang. Alle de andre breve havde han til gengæld givet svar på, for hun havde været én af hans eneste venner - og faktisk hans bedste ven - på Hogwarts. Han så hende næsten som familie, selvom han havde været væk i så mange, mange år. Kunne han mon genkende hende? Og kunne hun genkende ham? Ville det blive sjovt eller akavet? Andrew levede et liv på kanten, så han var normalt ikke nervøs for at sætte sig i snak med folk, men det her gjorde ham distraheret, som han var gået ind til høstfesten iklædt jeans, en kortærmet blå skjorte og havde en habitjakke slynget over skulderen. Håret sad krøllet, langt og lidt vildt på toppen af hans hoved. Præcis som han kunne lide det.

Der var mennesker over alt, de klædte iklædt pæne troldmands- eller hekserober. Andrew foretrak mugglertøj. Det føltes mere nemt at gå rundt i. Det var svært at finde hende, Yules. Som sagt vidste han ikke helt hvordan hun så ud nu og der var stadig en del mennesker, men han vidste at hun nok ville være omkring scenen. Hun havde trods alt fortalt om Yuri og band'et der skulle spille i aften, så mon ikke hun var deromkring? Så skulle scenen bare findes først!
Han fandt heldigvis området ret hurtigt og som hans blik søgte rundt, landede det på en kvinde, asiatisk og med langt, mørkebrunt hår. Skønt hun bar solbriller og ikke havde en Hogwarts-uniform på, genkendte han hende med det samme. Sjovt som det kunne lade sig gøre, selv med de ændringer hun var gået igennem med at gå fra teenager til voksen. Han skulle lige til at gå hen til hende fra den menneskemængde han stod i, da han tøvede. Nervøsitet ramte ham som en stenmur og han var en anelse overrasket over det. Det var ikke normalt for ham overhovedet. Efter at have rystet følelsen af sig gik han hen mod hende, som hun stod og tog en bid af et karameliseret æble. Han stillede sig ved siden af hende, mens hun kiggede den anden vej på sin sædvanlige goofy måde med et skævt smil. "Jeg kom så hurtigt jeg kunne, har jeg misset musikken?" spurgte han, næsten nonchalant. Hænderne havde han hurtigt plantet i lommerne, for af en eller anden grund havde forventningerne og nervøsiteten fået dem til at ryste en lille, bitte smule.

[Yulansquin Faa]

Det var ret underligt sådan at kende en så godt, men så lige pludselig ikke at høre fra en. Der måtte virkelig være sket noget alvorligt. Lå han på et eller andet hospital med benet bidt af? Eller var det noget langt værre? Var det nu en af de der drager han absolut skulle arbejde med der havde gjort et eller andet ved ham? Det var ikke til at vide og inderst inde var hun ret bekymret. Men så igen, hun havde ikke set ham i mange år. Så hvad skulle have ændret sig? Han var blevet voksen bevars, men det var vidst også det. Han var sikkert lige så vild som han plejede at være. Fordømt være breve og man ikke havde en af de der muggler tingester så man i det mindste kunne se ham bare en gang i mellem. Godt nok var hun ret glad for muggler ting i sit hjem, men hun havde ikke en af de der smarte Iphones eller Ipad, computer og hvad det ellers alt sammen hed. Faktisk brugte hun magi meget lidt også selvom hun var ret ferm med sin stav. Hun kunne godt lide at have tingene i hånden og nyde at have lidt arbejde.
Hun tyggede lidt i æblet og skulle lige til at sætte sig ned da en stemme ved siden af hende ramte hendes øregang. Den lød så bekendt, men samtidig så voksen og anderledes."Nej de skal ikke spille før om en time" bekendt gjorde hun efter at hun havde sunket æblet. Hun skænkede det ikke engang en tanke om at kigge på hvem der stod ved siden af hende. Ikke før det slog hende. Det var simpelthen løgn. Det kunne da ikke være, der måtte være noget galt. Det var ren indbildning! Alligevel fik hun vendt blikket hen imod personen og ganske rigtigt det VAR Andrew! Helt automatisk slap hun æblet i hånden så det røg ned på jorden. Tasken der hang på hendes skulder faldt ned i hendes armhule og hun stod med åben mund. "Det er simpelthen løgn!" kom det fra hende og begyndte at slå på hans skulder med flad hånd. Der faldt fem slag inden hun stoppede. "Kunne du ikke have skrevet din idiot!" kom det fra hende og endte med til sidst at give ham et langt og dybt kram. Inden hun slap ham gav hun ham et kys på kinden, præcis som hun altid gjorde når de havde set hinanden. Hendes hænder faldt ned på hver af hans skulder og hun klemte dem en enkelt gang, bare for at være helt sikker på at han rent faktisk stod her, og det ikke bare var en eller anden uvirkelig drøm.

[Andrew Thomas]

Yules stemme havde ændret sig. Ikke meget, men en lille smule, han kunne nemt høre det på hende og måden hun reagerede som var han bare en eller anden fremmed var nok til at han kort hævede et øjenbryn, før hun kiggede på ham og hendes æble faldt ned på jorden med et sølle dump. Stakkels æble. Og stakkels hans arm da hun gav ham fem flade klask over den i hurtige rap. Det var først nu at det gik op for ham, hvad han havde gjort og han skulle også lige til at undskylde, samle hendes æble op og undskylde igen et par gange, bare for at være sikker på at han havde undskyldet nok da han kort efter blevet hevet ind i et langt og dybt kram. Et kram han gengældte efter at have været overrasket et halvt sekund med lige så meget dybde som hun havde gjort det. Kysset på kinden var forventeligt, men samtidig også forvirrende, for det fik ham til at blive en lille smule nervøs på ny. Igen rystede han følelsen af sig omgående, for det var ikke rigtigt. Hun var hans bedste ven, familie for ham.

"Jeg ehm.. Jah.. Altså, jeg er også glad for at se dig?" prøvede han kort, før det gik op for ham hvor fjollet det lød. "Øh, altså, jeg mener... Jeg skrev ikke fordi jeg synes det kunne være sjovt at.. Overraske.. Dig," hans forklaring var selvsikker, men den følelse dalede bare hurtigt til jorden, lidt lige som det stakkels lille æble og han klaskede en hånd for sit ansigt, lettere fjoget. "Okay.. Okay, du har ret, jeg er en idiot.. Men jeg er da i det mindste en idiot der endelig er kommet for at se sin allerbedste, bedste ven," denne gang strålede selvsikkerheden på ny, funklende ud af hans brune øjne og det hvide skæve tandsmil som han rakte ud og gav hendes albue et varmt klem, før han tillod sig at føre remmen på hendes håndtaske tilbage op på hendes skulder.

[Yulansquin Faa]

Sådan en idiot, tænk at han kunne gøre det imod hende! Aldrig i sit liv havde hun gjort sådan noget imod ham, så at han havde gjort det imod hende fortjente en eller anden form for hævn! "Så du er glad for at se mig, HA her kan man gå og tro at du er død eller at du har fået bidt benet af. En eller anden drage kunne have spist dig! Hvad ved jeg..." hun var måske lidt gal på ham, men hun kunne ikke gøre for det. Det værst tænkelige kunne være sket, og så var han bare helt okey! Eller han så da ud til at være okey, han havde da ikke træben... Eller havde han? Hun stirrede lidt ned på hans ben, nej alt så vidst meget normalt ud. "Ja se hvor jeg griner HA HA HA HA. Virkelig morsomt Andrew" hun var fornærmet og det sagde alt. Aldrig havde hun været fornærmet eller sur på ham. De havde altid kunne snakke godt sammen, se hinanden i det gode og det onde. Ja de havde endda været der for hinanden i tidernes løb. Så at han lavede det stunt? Han burde rent ud sagt skamme sig! "I det mindste er du her, især i denne tid hvor der er sket så meget. For en gangs skyld er du her når jeg kalder efter dig." hun måtte kigge lidt ned i jorden. Hun anede jo ikke engang hvor hun skulle starte eller slutte. Hun havde ikke fortalt ham om brylluppet. Måske hun skulle have gjort det så han kom hjem? Men det var ikke bare sådan noget man lige slyngede ud i en ugle. Måske det ville være smart at sætte sig ned så hun kunne fortælle det? Nej det var ikke det rigtige tidspunkt, nu skulle de snakke og hygge sig bare en smule ikke? Tasken blev sat på plads og hun fjernede hænderne fra hans skuldre. Når alt kom til alt var det faktisk skønt at se ham igen efter så mange år.

[Andrew Thomas]

Årh, hun var sur! Og Andrew forstod hende stadig, nu hvor han vidste hvor han var gået galt i byen og han havde ærligt talt dårlig samvittighed, men før han gjorde noget ved det vidste han også godt at hun havde behov for at komme ud med det, at det var bedre, hvis han ikke afbrød hende. Han lod hende tale ud, til hun var færdig med at skælde ud og i stedet bare sagde at hun var glad for at han i det mindste var her nu, med alt det, der var sket. Sket? Hvad var der sket? var... Var hun okay?! Bekymringen steg op i ham, men før han havde i sinde at spørge mere ind til det, var der en undskyldning, der skulle gives først og da der var gået lidt tid med stilhed mellem dem, kiggede han først alvorligt på hende, før han trak hende ind i endnu et kram, dette lidt mere roligt og lidt mindre "Åh gud, du er levende!" agtigt. Han lod det synke ind at her var han og her var hun og de var begge to okay. Eller det håbede Andrew i det mindste. Ja, selvfølgelig havde han selv fået ar i sit arbejde, men havde ikke mistet ben eller arme. Det havde godt nok været tæt på med venstre arm for nogle års tid tilbage, men det ville han ikke bekymre eller belemre Yules med.

"Begge ben og arme er stadig intakte, jeg er ikke død, jeg er lige her, okay?" forklarede han i en mere rolig tone, der faktisk var lidt ulig ham fra hans vilde dage som teenager. Han havde lært en del de sidste par år. "Undskyld at jeg ikke svarede på dit brev.. Og at jeg først er kommet nu.. Jeg skulle være kommet hjem for lang tid siden, taget med til de invitationer du sendte.. Det har ikke været pænt af mig at blive væk. Men nu er jeg her, og jeg bliver her," han tegnede cirkler på hendes skulder, som de gange han havde krammet hende tilbage på Hogwarts når hun enten var sur, frustreret eller ked af det. Det kom bare til ham at gøre det, helt naturligt.

[Yulansquin Faa]

Bare det at mærke Andrews arme omkring hende fik hende til at smile. Han kunne virkelig få hende til at glemme alt hvad der var sket. Det var som om alt var ved det gamle igen. Hun lagde armene omkring ham i hans kram og havde bare lyst til at klemme til, men hun gjorde det ikke. Duften af ham fyldte hendes næsebor, duften der altid kunne berolige hende hvis der var noget galt. Hun havde savnet den duft, duften af ham og hans nærvær. Det var ikke som hendes Amorintia det var en helt anden duft. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det, men det var en sød duft.

"Det er da altid noget." kom det fra hende da hun gav slip på krammet igen. Alt var okey intet var forandret ud over at han var blevet mere voksen. Hun tog hånden op til sine solbriller og placerede dem i panden så hendes hår blev fastklemt mellem solbrillerne og øret. Der var nu frit udsyn til hendes blå øje, men det var da dækket lidt af makeup, eller i hvert fald så godt hun kunne have gjort det. Dog kunne omridset af det blålilla stadig ses. "Du siger i sandheden noget der er sandt. Hvor mange gange har jeg ikke inviteret dig til noget. 15? 20? Og alligvel er du aldrig dukket op fordi du havde den dumme jordomrejse..." i det mindste var hun glad for at han blev her for denne gang. Han havde jo ikke sagt at han ville blive her for altid. Den velkendte cirkel bevægelse på hendes skulder fik hende til at slappe af præcis som det altid gjorde. Han vidste lige præcis hvad han skulle gøre for at få hende til at slappe af. Hvor var det dog irriterende! Her prøvede hun at være alvorlig og sur og så gjorde han den slags. Idiot! "Så hvordan var din jordomrejse?" spurgte hun for at komme lidt ind på noget andet end at hun stod og var sur.

[Andrew Thomas]

Det var rart at mærke at de ellers spændte skuldre af Yules' begyndte at slappe af. Det virkede til at hun faldt til ro igen og på hendes ikke helt så vrede stemme, lød det også til det. Han smilede igen efter at have været alvorlig den korte rum tid det havde været nødvendigt for at undskylde helt inde fra hjertet. Han gav slip efter hun også gav slip igen og smilede nu mere på den kærlige måde som han altid gjorde med dem han holdt af. Han rømmede sig akavet da hun spurgte hvor mange gange han havde givet hende afslag, for han vidste det præcise tal. Det havde været lige nederen hver gang han havde måttet gøre det og han havde altid haft dårlig samvittighed. ".. 27 gange.." mumlede han flovt, næsten mest for sig selv, kiggende undskyldende på Yules før hans blik ligesom slog sig lidt ned. "Så de næste 28 gange du inviterer, kommer jeg, om jeg så har brækket begge ben eller har fået smidt en obliviatus på mig. Promise," han forsøgte igen med et et lille smil, til hun spurgte ind til selve jordomrejsen. Da begyndte glæden næsten at stråle ud af ham som han begyndte at forklare.

"Jeg startede i Rumænien. Det er der, hvor der er flest drager og jeg var ude på et reservat hvor nogen af de største af dem var. Og så tog jeg til Frankrig, for at lære sproget.. Fordi jeg har altid villet lære fransk. Men det mest spændende var faktisk de tre dage jeg nåede at være i Japan, men desværre var du ikke på ferie der, så jeg kunne ikke rigtig besøge.. Men det var spændende, selvom jeg ikke fik fundet min rigtige familie der," plaprede han løs, julelysene i hans øjne lyste kraftigt op, før han nåede at sætte en stopper for sig selv. Yules havde sagt at der var sket ting og han ville virkelig gerne vide mere! "Men hvad med dig? Du sagde at der var sket en masse for dig?"

[Yulansquin Faa]

27! Havde hun inviteret ham 27 gange og så havde han sagt nej hver gang?! Det var dog utroligt med den mand! Hvad bildte han sig egentlig ind. Hvis han spurgt om hun ville komme var hun sprunget ud af døren, smidt ting ned i den nærmeste kuffert og taget afsted, men ak sådan var det ikke. Han havde aldrig spurgt om hun ville komme forbi, næ han havde nok haft alt for travlt med det han nu gik og lavede. "Du har bare at love det unge mand" kom det fra hende. Hun trak lidt på smilebåndet, han var ikke ung mere men det var så en anden side af sagen. "Hvis jeg skal gå en dag mere og være bekymret for dit velbefindende så driver du mig til vandvid." så var det sagt, hun ville ikke miste ham til en eller anden drage fordi han ikke passede på sig selv. Ærligt talt burde han finde et andet arbejde hvis det stod til hende. Dog var det hans valg, og hun kunne ikke gøre noget ved det.

Han fortalte om turen og hun smilte lidt til ham. Det lød virkelig rart at han havde haft en god tur, selvom hun havde savnet ham helt ufatteligt meget. "Det lyder da som en god tur du har haft. Jeg er ked af du ikke fandt din familie.." hun vidste hvor meget det betød for ham at finde sin familie, men han havde jo også en dejlig familie her. Han var blevet passet godt på, og desuden så havde han altid været velkommen hos hendes familie. Det var tider den gang. Men alt ting havde forandret sig nu. "Ja der har været lidt andre ting at tage sig til end at tage på ferie." hun havde været på ferie. Hun havde været i Norge for at lærer Matthew at kende, men det kunne hun ikke sige til ham. Det var noget som ingen vidste, ikke engang hendes søskende. Men da han lige frem spurgte ind til hvad der var sket med hende måtte hun bide sig i læben og kigge væk. Så var det altså nu hun skulle fortælle ham sandheden. "Vi må vidst hellere sætte os ned.." kom det fra hende og bevægede sig hen til det nærmeste bord bænkesæt. Hun satte sig på den ene side og vidste slet ikke hvor hun skulle starte. "Jeg... Jeg øhm..." hvordan skulle hun få det sagt på en pæn måde? Var der overhovedet nogen pæn måde at sige det på? "Der er sket det at ehm... Jeg skal..." hun kunne ikke forme ordene om end hun gerne ville. De sad på tungen, men de kunne bare ikke komme ud over læberne. "Giftes.. Mig... Matthew.. Argh! Jeg bliver ægtet bort!" så nu var det sagt. Der var ingen vej uden om. Hun havde formet ordene og tvunget dem ud af munden på hende selv. Hun var bange for hans reaktion der ville komme. Men han havde været så lang tid væk og der var sket så meget det sidste halve års tid. Hun havde bare ikke ville skrive det til ham. Der havde nok altid været et håb om at han ville rede hende fra det.

[Andrew Thomas]

Unge mand? Et lille fnis slap ud af Andrew ved Yules' ordbrug. Det kunne ikke undgås, for de vidste begge to at han var tre år ældre end hun var, også selvom hun altid havde været den mere fornuftige i deres venskab. Ja, selv i deres rivaleri på Quidditch-banen. Hun var blevet en søger og skulle mest fokusere på at fange lynet mens han var målmanden, der konstant fik boldene kastet i hovedet. Det sagt havde han været en dygtig målmand, men han levede bare livet en anelse for farligt en gang i mellem, især under alle Quidditch-kampene. Han huskede hurtigt tilbage på da hun var holdkaptajn og hendes hold havde vundet fordi Hufflepuffs ene basker havde sendt en tromler direkte i hovedet på ham og havde sendt ham til tælling i sandet. Ganske vist var han ærgerlig over at hans hold derved havde tabt, men til gengæld var han glad for at hun besøgte ham i sygesengen bagefter. "Nu har jeg jo stadig det samme job. Men hey, jeg bor i England nu og har tilfældigvis en skorsten i mit hjem, så du slipper ikke så let for mig mere," jokede han let. Det var nemmere at rejse med susepulver, når det ikke var fra Australien til Skotland i det mindste. Især når man foretrak mugglertransport, selvom han inderst inde altid havde frygtet flyene.

At de skulle over at sidde ned for at Yules kunne fortælle hvad der var sket fik dog det jokende humør trukket ud af Andrew næsten lige så hurtigt som når man slap luften ud af en ballon. Han fulgte tavs med, da han ikke helt vidste hvad han skulle sige til at det muligvis var én af den slags nyheder. Han lod hende dog sige det i sit eget tempo, for han kunne godt se at hun havde svært ved det, som de havde sat sig på bord-bænke-sættet og han skulle lige til at række ud efter hendes hånd for at give hende moralsk support til at åbne op. Men så fløj det ud af munden på hende, hurtigt og næsten som om hun faldt over ordene og han vidste ikke om hun kom med det slags udbrud fordi hun glædede sig eller om det var i rædsel. Han vidste ikke rigtig om han skulle være frustreret eller glad på hendes vejne. Han vidste ikke engang hvilken følelse han burde have på sine egne vejne, for han kunne godt mærke et stik af tristhed over det. Selvom han stadig ikke forstod hvorfor. Han sad tavs et lille stykke tid, før hans krop gjorde en handling før hans stemme. Rejste sig for at gå hen og sætte sig ved siden af hende i stedet for over for hende, tagende hendes ene hånd i sin. "Er du glad for det? Er Matthew en god person?" spurgte han, oprigtigt. Det var hendes holdning til dette, der var vigtigst. Hans egen var irrelevant i det her tilfælde. Det var faktisk ofte sådan for ham.

[Yulansquin Faa]

Der var intet at sige til hun havde savnet ham. Bare det at være sammen med ham gjorde underværker. Det kunne slet ikke beskrives hvor meget hun havde savnet ham. Det var så underligt at han havde været væk i så lang tid, og at han havde brugt sin tid på en rejse hun nok selv havde ønsket hun var på. Dog havde hun sin egen personlige rejse nu. Den var ikke meget bedre, der var så meget hun ikke selv kontrollerede efter hendes far havde sagt hun skulle giftes. Heldigvis havde hun lært Matthew bedre at kende, og det var jo kun en god ting. At de var gået uden om familierne var så en anden side af sagen, men de måtte jo lærer hinanden at kende for at give sig i kast med et ægteskab. Der ville ikke være noget ægteskab hvis de ikke lærte hinanden at kende. "Jeg er glad for at du er tilbage. Med fejl og det hele" hun var sikker på at han stadig var lige så god som han plejede at være. Nok ikke lige på en kost, efter som hun var professonel quidditch spiller. Han havde nok ikke siddet så meget på en kost de sidste mange år. Han var lige som hende, mugglerfan til det inderste. Selv rejsen til Norge havde hun taget på muggler manere ved at tage flyet frem for en transitnøgle. Noget hende og Matthew havde diskuteret da hun var der.

Selvom hun var glad for at få det sagt smertede det hende at skulle sige det på denne måde. Alle de mennesker der kunne høre hende, ikke at de tog sig af dem, men der var så mange der kunne høre hvor ulykkelig hun kunne lyde i stemmen. Hun var da glad for at skulle giftes, hvis hun bare havde fået lov til at bestemme noget selv. Brylluppet var planlagt ned til den mindste detalje, og det eneste hun havde fået lov til at bestemme var kjolen. Også selvom hendes mor ikke brød sig om kjolen. Men noget ville hun have lov til at bestemme i dette bryllup. Alt var bestemt for hende, så at sætte en grænse for kjolen var noget hun havde behov for. Godt nok havde det været en større diskusion om det skulle være ærmer eller ikke skulle være ærmer på kjolen, i sidste ende havde det været uden ærmer for hun NÆGTEDE at gå med ærmer i en brudekjole! For en gangs skyld ville hun gerne skille sig lidt ud. Være lidt udfordrende og vise hvor smuk hun egentlig kunne være, til trods for hendes ellers så tynde udseende.
Han rykkede sig og kom over ved siden af hende og tog hendes hånd. Det varmede hende meget, men det var alligevel måske en smule forbudt var det ikke? "Det er... Hvordan skal jeg sige det..." hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det. "Han er da sød... Du kender hans bror @vincent er min kommende svoger..." hun vidste ikke hvordan han ville tage at høre den nyhed. Vincent havde været den værste mobber hun havde haft. Men alt havde forandret sig i følge Matthew. "Det er bare underligt at skulle giftes med en man ikke rigtig kender." hendes blik vandrede lidt til siderne for at finde ud af om nogle hørte efter. Hun skammede sig jo lidt over at skulle giftes bort. Det var jo ikke sådan hun havde forventet at hendes liv skulle gå.

[Andrew Thomas]

Det var noget af en nyhed at få. Vincents storebror. Vincent. damning Vincent. Det tog al Andrews viljestyrke ikke at lade vreden bruse op. Der kunne ikke mærkes nogen forskel uden på ham, men Yules kendte ham stadig bedre end nogen anden og kunne sikkert se det på hvordan hans øjne kort blev ufokuserede. Han hadede den dreng tilbage på Hogwarts og han havde stadig vrede tilbage i sit hjerte, selv i dag. Han ville sagtens kunne afholde sig fra at slå manden, det ville ikke være et problem. Så længe han ikke mobbede Yules nogensinde igen i hvert fald. Efter en lang indre kamp med sin vrede side, formåede Andrew langsomt at komme til overfladen igen. "Well.. Hvis du er glad, så er jeg også glad på dine vejne," hans stemme virkede mere lav end før, mest fordi hans indre krig med sig selv havde suget en del energi ud af ham og havde efterladt ham en anelse ufokuseret og ukoncentreret.

"Hvis jeg er inviteret til brylluppet så skal jeg nok holde mig i skindet. Selvom jeg stadig ikke kan snuppe ham Vincent," indrømmede han dog alligevel, næsten helt skuffet over sig selv, ja vred på sig selv over at han kunne være så egoistisk når hans bedste ven skulle giftes og sikkert var forvirret over hvad hun skulle føle omkring det. Ja, for hun virkede i hvert fald til, at hun ikke var enig i at blive ægtet bort på så gammeldags manér og det kunne han ærligt talt ikke fortænke hende i. Og så endda før han nåede at invitere hende på date... Den tanke slog han ekstremt hurtigt ud af hovedet. Hvordan kunne han dog tænke sådan en tanke?! Hun skulle giftes! Han kiggede lidt ned på deres hænder, hvor hans tommelfinger af automatik havde tegnet cirkler på hendes håndryg. Ham og de cirkler. Langsomt trak han sin hånd til sig, som havde det været en forbudt ting at gøre det. Hvad ville hendes far ikke sige hvis han så dem sådan? Også selvom det var platontisk og ikke andet. Det var i hvert fald hvad Andrew forsøgte at overbevise sig selv om.

[Yulansquin Faa]

Ja Vincent, hun vidste hvad han tænkte. Den mide af en nar, det var i hvert fald sådan hun selv tænkte. Men det var langt fra sådan sandheden var den dag i dag. Vincent havde ændret sig i følge Matthew, selvom hun havde sine tvivl ville hun gerne se det gode i Vincent. Hun håbede inderligt på at han havde ændret sig, men hun så jo også det gode i alle folk lige meget hvor onde de havde været over for hende. Men da hun havde set ham til et te selvskab havde hun godt lagt mærke til hvor sorg betynget han var. Han havde været stille og slet ikke skænket hende eller resten af hendes familie en tanke. Han havde været i sine egne tanker og sit eget liv i det korte øjeblik hun havde set ham. Det var første gang hun fandt ud af at de skulle være i familie med hinanden, og allerede der var hun ved at brække sig. Dog havde hun ikke vist følelser den dag, det havde hun gemt til hun kom hjem hvor hun havde kastet lidt med nogle glas. Det havde været et værre rod, hende som ellers normalt var så rolig. Men tanken om at skulle være i familie med Vincent skræmte hende, og det fik hende til at blive vred. Hun havde aldrig i sit liv troet at hun skulle være i familie med en af hendes mobbere. "Jeg er da blevet glad. Det var lidt svært i starten, men jeg er har da vendt mig til tanken." nu havde hun også skulle vende sig til tanken i et halvt års tid, og hun havde da både skrevet med Matthew og set ham, så alt var vel okey i længden.

"Nu hvor du er tilbage er der ikke noget jeg hellere vil have." tanken om at Andrew rent faktisk var med til hendes bryllup var en glæde. Hun ville elske at have ham med. "Måske du kan blive min brudesvend mens Yuri Faa er min maid of honor?" det lød dumt, men hun ville gerne have ham tæt på hende. Hvilket egentlig mindede hende om at hun skulle invitere Mark Eriksen også. Mark havde mere eller mindre taget Andrew's plads mens han havde været væk. Dog ville den specielle plads i hendes hjerte altid tilhøre Andrew. Mark havde været der for hende i tykt og tyndt på det sidste. Men nu hvor Andrew var tilbage kunne han måske fylde det tomrum hun nu en gang i mellem følte. Andrew fjernede sin hånd, og det var noget af det sidste hun ønskede skulle ske. Hun ville gerne mærke ham, det havde været så mange år siden hun sidst havde mærket ham. Hun havde løst til at tage hans hånd og holde den, men hun kunne ikke få sig selv til det. Det var så forbudt, hun havde et ansvar at tænke på i forhold til hendes familie. Det ville være en vanære at sætte noget i gang med Andrew. Det ville være at sætte Price familien i et dårligt lys og hende selv. Men Andrew var bare den bror hun havde mistet for så mange år siden. Den bror hun aldrig rigtig talte om fordi det var en dyb sorg i familien. "Vincent har ændret sig Andrew. Han er ikke som han var før. Ikke hvad jeg har set af ham" kom det roligt fra hende og stirrede ned i bordet. Hun ville ønske hun kunne fortælle noget mere, men det kunne hun ikke. Hun havde jo ikke engang snakket med Vincent.

[Andrew Thomas]

Det gjorde Andrew lidt mere glad igen da Yules sagde at hun havde vænnet sig til det nu, og at hun var glad for det. Han ville ikke se hende ked af det. Det ville bogstaveligt knuse hans store, dumme hjerte og han ville ikke kunne leve med det overhovedet. Han smilede et lille smil over det. Men intet kunne forberede ham på at hun ville have ham som brudesvend. Det var som et klask af iskold vand lige i ansigtet - på den gode måde. Det havde han aldrig i sit liv forventet at hun ville bede ham om. Han havde regnet med at være en gæst og det ville så være det. Så kunne han sidde og græde af lykke på hendes vejne nede på bænkene. Men brudesvend! Det gjorde historien SÅ meget anderledes og han kunne et øjeblik ikke få et eneste ord og sad mere eller mindre stille i et halvt minut, komplet overrasket. "Mener... Mener du det?" spurgte han langsomt. Øjnene blev blanke som hans ansigt lyste af glæde og stolthed over at få sådan en plads i hendes bryllup. Han kunne slet ikke styre det. Han havde altid haft følelserne uden på tøjet, men det var ikke ofte at han bare begyndte at græde foran andre. Det gjorde han så nu, et par få glædestårer der trillede ned af hans kinder, da han automatisk søgte kontakt med hende igen ved at lægge sin hånd på hendes underarm.

"Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige!" han kunne ikke lade være med at grine forlegent over hvor fjollet han følte sig over at reagere så stort på det. Han var vant til at være nonchalant over for det meste, men det her kunne han ikke holde sine følelser tilbage på. "Tak.. Tusind tak," mumlede han til sidst som han slog armene om hende i et tredje kram i løbet af deres stadig ikke så lange samtale. Denne gang gav han ikke bare lige slip sådan uden videre, heller ikke da hun nævnte at Vincent havde ændret sig.
"Hør.. Hvad end Vincent har ændret sig eller ej, så har du lige sagt at jeg kan være din brudesvend. Alt andet er fuldstændig lige gyldigt," han kunne overhovedet ikke komme sig over det!

[Yulansquin Faa]

Okey reaktionen fra ham havde hun ikke lige været forberedt på. Hun havde da regnet med at han sagde ja men ikke engang det kunne han finde ud af. I stedet for at sige noget nikkede hun og kiggede lidt på ham. Hun mente hvad hun sagde, det havde hun altid gjort. Det der kom ud af hendes mund var sandfærdigt og hun mente kun det hun sagde. Hvis hun sagde højt at han skulle finde et andet arbejde så mente hun også det. Dog var der ikke nogen chance for at hun ville sige det højt. Andrew havde valgt sin vej her i livet, og hun ville ikke stoppe ham i det. Men da han lige frem begyndte at græde fik hun dårlig samvittighed. Det var jo ikke meningen at han skulle græde! Han skulle være glad på hendes vegne ikke sådan begynde at græde.

Hun bed sig i læben da han stadig ikke svarede på spørgsmålet. Hun skulle aldrig have spurgt ham, det havde været en dum tanke. Hun skulle aldrig have givet det dumme spørgsmål. Alligevel var det fløjet ud af hendes mund, men det var jo kun fordi hun ville have det. Han var jo mere eller mindre familie, det ville han altid være. Om han så tog en ny jordomrejse! Da han endnu engang lagde armene omkring hende smilte hun lidt for sig selv. "Du kunne jo starte med at sige om du vil eller ej. For jeg kan da sagtens bare nøjes med min søster" kom det fra hende i en lidt drillende tone. Hun var ikke sikker på om han forstod hvad det var hun sagde med de tåre der trillede ned af kinden på ham. Dog havde han næsten sagt ja til at han ville være hendes brudesvend hvilket kun gjorde hende glad. Hun ville rigtig gerne have at det skulle ske. Det ville give hende ro i sjælen hvis han sagde ja. Men havde han kommet tidligere hjem hvis hun havde sagt at hun skulle giftes? Det var et spørgsmål der faktisk ødelagde hende en smule. Måske skulle hun have sagt noget. "Det er okey hvis ikke du vil være det. Jeg ved du ikke er så glad for Vincent, så længe du bare vil komme til brylluppet i det mindste." kom det fra hende og lagde endelig armene omkring ham. Hun ville ikke give slip på ham igen hvis hun kunne blive fri for det. Om hun så skulle pakke ham ind i en tæppe bare for at han blev ved hendes side igen så ville hun gøre det!