Tre minutter for sent

[Ethel Emsworth]

September - efter tråden Mudderblod…Bogstavelig talt...
Tråden er tilegnet Noah Lynch

---

Ethel havde været hurtig, hurtig til at forlade teltet og forsvinde væk fra de proppede gader. I stedet var hun havnet i den nærmeste gyde, og nu stod hun der, tilsmurt i mudder og blod og anede ikke hvad hun skulle stille op. Det var koldt og klamt, og vådt, og ligemeget hvor meget blondinen forsøgte på at fjerne den leverrøde klumpede masse, så virkede det umuligt. Et snøft lød, som hun mærkede følelsen af opgivelse glide indover og tog endnu et kik ned af sig selv. En sand mudderblod… Tankerne fløj rundt, på hvem der kunne finde sådan noget, noget så afskyeligt, og som hun tænkte at det kun kunne være nogen fra Slytherin, hørte hun den velkendte stemme nogle meter bag sig. Noah. Hendes hjerte stoppede, ja det føltes endda som om at det knækkede midt over. Armene røg om hende selv, som forsøgte hun at skjule det alle i teltet allerede havde set. ,,Noah…", kvalte hun dæmpet ud, som hun skævede sig halvt over skulderen og så på ham. De havde ikke set hinanden siden den nat i badet, eller, det havde de, bare ikke snakket, hvilket hun følte delvis var hendes egen skyld. Jovist havde hun haft lyst, men noget havde bare forhindret hende. ,,Please… Ikke.. Kik på mig", lød det sårbart fra den unge heks, som hun forsøgte at gemme ansigtet fra medørnen.

[Noah Lynch]

Selvom Noah godt vidste havd der ventede ham da han langt om længe indhentede hende inde i den lille gyde, så kom det alligevel som et mindre chok. Det var nok mere synet af hendes sårbarhed og nederlag end blodet i sig selv. Han bed sig hårdt i læben for ikke at gispe. "Hey," sagde han tøvende og gik forsigtigt et par skridt tættere på hende skønt hun lige havde bedt ham kigge væk.
De to havde ikke snakket sammen siden deres intime stund i badekaret, men hun havde uden tvivl kredset en del rundt i hans tanker, og endelig havde han sat sig for at snakke med hende, og så skete det der.
Han kom helt op til hende og så på hende med bekymrede brune øjne. "Er-er du okay?" Dumt spørgsmål, med et ret indlysende svar, men han følte alligevel at han blev nødt til at spørge. Som kunne han ikke helt forme andre spørgsmål før det ligesom var væk.
Langsomt førte han en hånd op til hendes, før blonde, nu blodige, hår og trak et stykke, hvad der lignede lever, ud af det. Han smed det på jorden. "Hvem i alverden ville dog gøre dette her," undrede han sig højt, og kiggede ned af gyden som ville den skyldige træde frem med en grufuld ond latter som man så på film.
I en rolig bevægelse trak han den tynde jakke af som han havde på, det var ikke meget, men det måtte være bedre end ingenting. Galant smed han den over hendes skuldre ligeglad med hvordan den ville ende med at se ud. Luke havde sommetider lavet sjov med at han var en rigtigt "good-guy" ind i hjertet selv hvis han prøvede ikke at være det.
Under jakken havde han kun båret en mørt tshirt med v udskæring og bare arme, han kunne mærke hårene rejse sig i takt med en kølig brise skubbede sig op af den bare hud.

[Ethel Emsworth]

Det var med hovedet sænket og øjnene fastlåst til asfalten at Ethel fornemmede hvordan Noah trodsede hendes ønske om at han skulle blive væk. Af alle personer der kunne havde fundet hende, så var det selvfølgelig medørnen Noah Lynch. Hvad skulle hun gøre? Råbe af ham og bede ham om at gå? Nej… for det ønskede hun oprindeligt ikke at han gjorde, faktisk så ønskede hun det stik modsatte. Længe havde hun ønsket at tage kontakt, se og tale med ham igen, men hvor dumt det end lød, så havde de begge formået at undgå hinanden det meste af tiden - endda selv i fællesstuen. Og når de ikke havde undgået hinanden, havde de aldrig været alene.
Hun snøftede og rystede svagt på hovedet, alt imens grebet om hende selv blev strammet en anelse. Ethel ville være hjemsøgt af oplevelsen de næste par dage, uger, hvis ikke måneder. Klistret, klumpet og kold, for ikke at tale om jern-lugten. Føj. ,,Jeg… ved det ikke..", lød det lavt, selvom Noahs undrende ord nok nærmere var retorisk fremfor et oprindeligt spørgsmål til den unge heks. Hånden gled derefter over øjnene for at fjerne de tårer der allerede var godt på vej. Det betød ikke at hun ikke allerede havde tænkt på den skyldige - eller de skyldige. Det kunne kun være en fra Slytherin. Måske Izzy? Beatrix? En ting var sikkert og det var at Ethel ville gøre alt i sin magt for at finde personen der havde udsat hende for det her, og når hun gjorde så ville hun hævne sig. Hun blev dog forstyrret midt i tankestrømmen idet hun mærkede jakken om hendes skuldre, hvilket fik den midlertidigt mørkhårede unge heks til at løfte hovedet i overraskelse. Med store og våde øjne betragtede hun ham. Noah… tænkte hun for sig selv, og hadede sig selv ekstra meget for at se ud som hun gjorde - ikke at det var af egen fri vilje. Hun sank og skævede lynhurtigt væk igen. ,,Tak…" - ,,Men jeg kan ikke…" Hun færdiggjorde ikke sætningen; skaden var alligevel allerede sket, jakken var fyldt med mudderblod - bogstaveligt talt, og nu stod han dér og frøs, hvilket slog knuder i både brystet og maven på Ethel. ,,Hvis mine forældre ser mig sådan her, tillader de aldrig at jeg tager tilbage til Hogwarts..", bekendtgjorde hun lavmælt. Og selvom Hogwarts heller ikke var på listen over steder hun ønskede at tage hen lige nu, så ønskede hun bestemt ikke at muligheden blev helt fjernet for altid.

[Noah Lynch]

Noah havde aldrig forstået hadet mod mugglere og mugglerfødte, måske fordi han selv var halvblod med en mor som var muggler og en far som var eller rettere havde været mugglerfødt. Det gjorde så ondt på ham at se hvad dette had til ”forkert blod,” kunne udløse, især når det gik udover en pige som Ethel. Noah havde kun oplevet hende sød og hjælpsom -altså også før episoden på badeværelset, så at nogen sikkert sad og morede sig over udfaldet af deres ”lille prank” i dette sekund, gav ham en virkelig grim smag i munden.
”Der er intet at takke for, du har tydeligvis mere brug for den end jeg har lige nu.” Erklærede han sandfærdigt og sendte hende et lettere vedmodigt smil.
Han lod blikket glide en gang eller to over hende ved hendes bekymring af forældrene. Han bed sig let i underlæben som han gik i tænkeboks for en løsning. ”Vi kan måske snige dig tilbage til Hogwarts så du kan få noget rent tøj på og lige tage et bad?” Forslog han. ”Jeg ved der løber en tunnel herfra og til Hogwarts...den løber fra Det Hylende Hus.” Forklarede han. Som den pligtopfyldende ørn han var, havde han gjort et stort nummer ud af at finde ud af den slags ting om slottet. Ikke at han skulle bruge det til noget – eller det havde han i hvert fald ikke troet han skulle, men han kunne bare godt lide at vide så meget som muligt. ”Jeg ville gerne sige at jeg kunne løbe tilbage efter noget tøj til dig, men jeg kan ikke komme ind på pigernes sovesal..” han så ned af sig selv, ”og jeg tror ikke rigtigt at jeg kan være i dit tøj hvis vi byttede,” han skar en lille grimasse. Han forsøgte at finde på en anden løsning som måske ikke ville kræve at de gik gennem hele Hogsmeade for at nå til det hylende hus, men han følte sig lidt tom for ideer.
De brune øjne hvilede på hende igen og førte så sin hånd op for at tørre lidt af blodet væk fra hendes ansigt.

[Ethel Emsworth]

Ved Noahs ord pressede Ethel delvist læberne sammen, i det ellers meget lille men tydeligt taknemmelige smil. Alligevel mærkede hun den lille klump i maven, eller rettere sagt skyldfølelsen blive ved med at stikke til hende, for tænk hvis han gik hen og blev syg? Let løftede hun armene op, så de lå på kryds over brystet og fik der fanget jakkens sider, så hun kunne lukke den en anelse mere om sig selv. Blodet havde været koldt og ergo var hun blevet kold, så varmen fra Noahs jakke var hvad hun havde brug for.
De blå øjne faldt atter til jorden som medørnen tog endnu et kik, men de var lige så hurtige til at finde op og tilbage på Noah igen, da han kom med sit forslag omkring Det Hylende Hus. Valgte de den mulighed, ville det blive skammens gåtur, gennem hele Hogsmeade, OG Hogwarts. Men... hvad havde de af andre muligheder? Forsat opgivende, blev Ethels tænkeri atter brudt som Noah snakkede, og selvom hun mest af alt følte for at sætte sig ned og græde, kunne hun alligevel ikke undgå at komme med et kvalt lille grin over hans måde af kaste lidt lys over hele situationen. ,,Det ville ellers være et kønt syn", sagde hun med det lille smil og rystede så en anelse på hovedet af ham - og hende selv.
Ethel tog sig selv derefter i at tilte hovedet en anelse mod Noahs hånd, som hun mærkede den mod sit ansigt. Der var så mange blandede følelser i det, at hun bagefter så en anelse væk, næsten helt flovt. Hun havde tænkt lidt for meget på ham, ja faktisk, så troede hun jo at beskeden hun havde modtaget var fra ham, hvilket hun nu kunne se var ualmindeligt naivt at tænke. ,,Emh…" Tøvende hun og forsøgte kort at trække jakken mere over skulderne. Der var måske en mulighed, eller, to, men lige nu ønskede hun virkelig bare ikke at tage hen til Hogwarts. ,,.. Bor.. Bor du langt væk herfra?"

[Noah Lynch]

Armene faldt let over kors for at holde en smule på varmen. Det var ikke voldsomt koldt, men med bare arme kunne det godt mærkes. En slem forkølelse virkede dog som en minimal pris at betale for at hjælpe hende.
Han smilede svagt som hun dækkede sig til og fandt ly under hans jakke. Der var noget underligt tilfredsstillende i at se hende i hans jakke, uden han helt kunne bedømme hvorfor.
Han nikkede glad for at hun også lod til at smile lidt i denne lettere håbløse situation. ”Ja ik? Jeg tror bestemt også at det ville klæde mig.” Bemærkede han. Han havde så ufattelig meget lyst til bare at gå hen og slå armene om hende, hun lignede en der godt kunne bruge det, men samtidig havde han det også lidt underligt med at gøre det efter de ikke havde snakket sammen om det der var sket sidst de havde snakket sammen.
Han blev drevet lidt ud af sine tanker som hun atter snakkede. Han bed sig lidt ærgerlig i underlæben og nikkede så, ”ja desværre. Jeg bor i England.” Informerede han medfølende. Der gik et øjeblik, men så skød en ny ide ind. ”Men måske..” han trak hånden til sig som han tænksomt klappede sig på bukselommerne. Der lød en let klirren af mønter og han stak hænderne i lommen og trak nogle galleoner frem.
Egentlig havde de været ment til at skulle bruges her til festivallen, samt han skulle købe en ny skolekappe da den gamle var ved at være ret slidt, men lige nu virkede ingen af de ting særlig vigtige. ”De Tre Koste er lige rundt om hjørnet, jeg tror der er nok til at leje et værelse, så kan du tage et bad der, jeg kan skynde mig tilbage på Hogwarts og hente noget af mit tøj, så kan du låne det?” Forslog han med fornyet optimisme i stemmen. ”Jeg vil kunne være frem og tilbage på tyve minutter.” Når ikke han behøvede at gå via den ”hemmelige” tunnel ville det gå langt stærkere. ”Vi vil have værelset helt til i morgen så vi kan bare vente med at gå tilbage til i aften, så behøver du ikke at snakke med en helt masse.” Han mente da selv at det var en ganske glimrende løsning.

[Ethel Emsworth]

Hvordan Noah end gjorde det, så lykkedes det for ham, at få det lille smil på den midlertidige mørkhårede unge heks til at blive et stykke tid.
Den mulige plan blev skudt til jorden som medørnen gav sit svar. England, ligesom hende, ergo, meget langt væk. Så var Hogwarts måske den eneste løsning? En smule opgivende, slog hun blikket ned i jorden, lige indtil Noah brød stilheden. Forsat med det lidt sørgmodige blik i øjnene, slog hun atter de blå øjne op på ham, lige indtil han begyndte at klappe på sig selv, hvilket hendes blik til at vandre ned over ham. Derefter lyttede Ethel og gjorde langsomt store øjne som Noah delte den nye mulighed. ,,Noah...", hørte hun sig selv hviske, tydeligt overrasket, og med et tydeligt snert af at hun manglede ord til hans idé - ikke at den var dårlig, tværtimod, så var den genial og den bedste løsning overhovedet - også selvom det ville betyde at der ville gå lang tid før hun nogensinde ville vise sig på De Tre Koste bagefter. Øjnene flakkede,fra galleonerne og op til hans ansigt. Ethel var så taknemmelig, så taknemmelig at hun næsten følte at hun ikke kunne tage imod tilbuddet - også selvom hun gerne ville. Hun kunne jo ikke bare bruge hans penge, for tænk nu hvis - ja tænk nu hvis han havde sparet op til noget han længe gerne havde ønsket sig?
,,Er du sikker?" Spurgte hun, med en lidt dårlig smag i munden. ,,Jeg lover at jeg betaler dig tilbage", lød det, tydeligt insisterende - det stod ikke til diskussion. Mest af alt havde hun derefter lyst til at springe taknemmeligt ind i hans favn, og gemme hovedet væk, væk fra hele verdenen, men grundet hendes situation, gjorde hun det ikke, hvilket sikkert også faldt bedst i Noahs smag, selvom hans jakke allerede var blevet offer for blodet. ,,Måske er vi heldige, måske er der ikke så mange derinde lige nu, grundet Høstfesten…" Tænkte hun højt og så samtidigt en smule håbefuldt hen på ham. Derefter pustede hun ud, som tog Ethel tilløb til sine næste ord, hvilket hun vel i bund og grund gjorde. ,,Skal vi… prøve?"

[Noah Lynch]

Han kunne næsten ikke bære at se hende så ydmyget og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at gøre det mindre ubehageligt for hende. Det bedrøvede blik hun sendte ham gjorde kun det ikke bedre. Han bed sig let i underlæben.
Noah mødte hurtigt hendes blik som han hørte hende sige hans navn. Han frygtede lidt at hun ville nægte at tage imod tilbuddet. At hun ikke ville lade ham betale for hende, skønt han allerede havde sat sig for at det var det der kom til at ske.
Et lille smil trak op i den ene mundvig som han nikkede overbevisende. ”Jeg er helt sikker.” Bekræftede han. Til det næste slog han blot lidt ud med hånden. ”Det skal du ikke tænke på.” Hun havde ikke selv været skyld i den situaiton hun var endt i, og han håbede da lidt at hun ville have gjort det samme for ham havde rollerne været byttet om. Han havde dog en ide om at de ville blive to om at bestemme den del.
Han nikkede opmuntrende på hoevdet, skønt han havde en ide om at der nok ville være temmelig mange der var inde for at smage på nogle af alle de skønne lækkerier De Tre Koste havde at byde på til denne festlighed. ”Det er sikkert ikke så slemt.” Svarede han blot og smilede overbevisende. ”Las os gøre det.” Han rakte en hånd frem mod hende som ville den give mod og støtte nok til at gennemføre den færd de skulle til at begive sig ud på.

[Ethel Emsworth]

Det stod ikke til diskussion. Men det handlede i bund og grund heller ikke om pengene, nej det handlede ikke om Ethel måtte betale tilbage eller ej, det handlede om så meget mere. Hun anede bogstaveligt heller ikke hvordan hun nogensinde ville kunne gengælde tjenesten; et tak virkede ikke nok, og et knus - et knus hun så inderligt ønskede at give ham lige nu, men som måtte vente til senere, var heller ikke nok.
En lille lydløs klump blev sunket. Flovheden, nervøsiteten, frygten, det hele gled over den unge heks som Noahs ord lød. Selvom han virkede så opmuntrende og overbevisende, så kendte Ethel jo godt sandheden. Det andet havde været ren ønsketænkning, at De Tre Koste var semi tom grundet festivalen. Svagt trak hun på smilebåndet som han rakte den allerede en anelse blodige hånd der forinden havde været i kontakt med hendes kind. I et par sølle sekunder tøvede hun, med tanken om at nu blev den bare mere blodig, men Noah ville nok næppe række den ud imod hende for så at trække den tilbage i frygt for at få mere blod på sig - igen, kunne hun jo bare skæve sig over skulderen og kikke på jakken som et eksempel.
,,Du fører an", sagde hun, hvorefter hun ikke et sekund for sent fulgte efter Noah, rundt om hjørne og mod De Tre Koste. Under den korte tur fra gyden og ind i kroen gjorde Ethel alt for at holde sig bag Noah og skærme sig, som var hun hans skygge, så muligheden for at se hendes ansigt forhåbentligt blev sværere, hvis ikke direkte umuligt. Det havde sikkert set sødt ud, hvis hun ikke havde været dækket af blodet og mudderet, som var hun en genert pige der gemte sig, men virkeligheden var anderledes. Noah var heldigvis hurtig, først henne ved baren og efterspørge et værelse, for så at give de 20 galleoner, der kun lige akkurat havde været nok til et værelse med bad. Med ingen dumme spørgsmål, men en masse øjne, bevægede de to ørne sig derefter videre, og op af trappen for at finde hen til det værelse de havde fået. ,,Skynd dig tilbage. - Og.. Pas på dig selv", det var med et lille smil det blev sagt, ikke at turen tilbage til Hogswarts var spor lang eller farlig, men efter Ethels oplevelse i høstfestens telt var det vel ikke så mærkeligt - og så var det jo Noah, hvilket også betød en del, måske mere end Ethel faktisk selv lige anede.
Ethel fandt derefter hurtigt ud til badeværelset, hvor der der blev tændt og skruet op for det varme vand, hvor hun efter relativt kort tid, stadigvæk med tøjet på, kom under der rendende vand. Det føltes som en evighed før det mørke og beskidte vand forsvandt helt væk, hvorefter hun lidt kompliceret fik kæmpet sig fri fra det våde tøj og atter stod under vandet i et par minutter, eller 10, for at få fornemmelse af at blive helt ren, for så endelig at slukke vandet og træde ud af badet. Håret blev vredet, kroppen tørret, og med intet tørt tøj, lod hun håndklædet forblive om kroppen som hun forlod badeværelset og lidt forsigtigt trådte ind i soveværelset for at se om Noah allerede var kommet tilbage eller ej.

[Noah Lynch]

For Noah var det nok ikke helt så stor en gestus som det var for Ethel. Han ville gerne hjælpe hende og dette her var det bedste han kunne gøre for hende. Plat som det lød, var hendes taknemmlige blik nok.
Situatoinen var i det hele taget noget møg og Noah ville ønske at han havde haft mod til at tage kontakt til hende før dette her så de havde kunne snakke lidt om deres natlige aktivitet i badekaret, før de blev kastet ud i dette her show som måtte føles ret ydmygende for hende.
Han ville dog ikke lade hende knække nakken på det. De var i det sammen nu.
Det varede ikke mange minutter før de stod i den lille krostue. Noah lod hende villigt bruge ham som afskærmning som han fik betalt for et værelse og fik nøglen. Han var ikke sikker på om han overhoevdet var gammel nok til at leje et værelse, men eftersom der var temmelig travlt lod det ikke til at kvinden bag baren bemærkede ham rigtigt. Hun stillede i hvert fald ikke spørgsmål.
Som Noah banede sig vej mod trappen der ledte op til værelserne, kunne han ikke lade være med at tænke på at de mange nysgerrige blikke der fulgte dem nok regende med at de besøgte værelset af helt andre årsager. Det fik ham til at rødme svagt, men han slog det hen. Det var ligegyldigt hvad de troede.
Han smilede beroligende og nikkede som han efterlod hende i døren til værelset. ”Bare rolig, det kommer ikke til at tage lang tid.” Forsikrede han hende. Skønt blodet fik hende til at ligne noget der lige var trådt ud af en skrækfilm, kunne han stadigvæk se hendes skønhed igennem. De blå øjne var de samme som han havde fortabt sig i den aften. Han tog sig selv i bare at stå og betragte hende lidt for længe og han rømmede sig lidt flovt, ”jeg øh...vi ses om lidt...” Sagde han akavet og pegede tilbage mod trappen med et smil. Han var også tæt på at snuble over sine egne ben som han bakkede væk fra døren. Han sendte hende endnu et forlegent blik og forduftede så ned af trapperne og ud af krostuen.
Noah var som lovet ret hurtigt tilbage. I hvert fald langt hurtigere end han ville været under normale omstændigheder, skulle sandheden frem havde han også løbet en god del af vejen -han havde jo lovet at skynde sig. Over den ene skulder bar han en rygsæk med noget af hans tøj i. Deriblandt en ekstra jakke og sin skolekappe -han havde kun jo jakker og den ene lå ok blodig og våd oppe på værelset. Han havde to par bukser, både et par i lyse og et i mørke samt 5 forskellige t-shirts fordi han ikke var sikker på hvilken en af dem hun ville fortrække. Det var måske lidt ovekill, men det havde virket logisk i øjeblikket. Han havde selv taget et par af sine bokseshorts med, af den simple rund at hun nok havde været gennemblødt hele vejen igenne. Det eneste han ikke kunne klare var en bh, men det var nok et eller andet sted også det mindte problem.
Han bankede let på, men da ingen åbende låste han sig selv ind. Han kunne høre bruseren løbe og han unyttede imens tiden til at trække tøjet op af tasken og ligge det klart på sengen, hvortil han pænt satte sig med rank ryg og fronten mod badeværelset. Hænderne var foldet nydeligt i skødet og han ligede nok mest af alt en lille artig skoledreng.
Døren blev åbnet og som hun trådte ud blev han klar over sin fejl. Hvad havde han forventet? At hun på magisk vis ville træde ud fuldt påklædt? Kinderne brændte og han måtte tvinge sit blik væk fra hende, men det var allerede for sent, han var ret sikker på hun måtte have set ham lade blikket løbe over håndklædet der ikke efterlod meget til fantasien. Han mærkede hjertet slå hurtigere, ”undskyld...jeg ville ikke...” begyndte han pinlig berørt og vendte sig væk fra hende. Hans forædersike hukommelse havde allerede sendt billeder fra badekaret over hans nethinde. Han tog en dyb indånding, dét her var ikke tiden at tænke på den slags! Nu måtte han tage sig sammen! Det indre syn var ligesom bare begyndt at poppe op i tide og utide og sommetider på de mest upraktiske tidpunkter, hvilket gav ham en del ”problemer” i det daglige.

[Ethel Emsworth]

Med håndklædet vriklet rundt om kroppen, som kun lige akkurat var langt nok til at dække det mest nødvendige, både i længden og bredden, forblev hånden oppe omkring brysthøjden for at sikre sig at håndklædet ikke faldt til jorden. Ethel havde intet hørt, hverken døren til værelset der var blevet åbnet op eller hvordan Noah havde tullet rundt i værelset og lagt tøjet klar, men til hendes store overraskelse - og glæde - sad medørnen allerede på fodenden af sengen da hun åbnede døren fra badeværelset. Hun trak en anelse på smilebåndet over hans lynhurtige og tydeligt pinlige reaktion, hvortil hun selv mærkede den lille varme i maven vokse og det samme med kinderne, hvilket også medførte til en lille rød glød på kinderne. ,,Det er okay Noah", informerede hun med det lille smil på læberne og skævede derefter ganske kort ned i gulvet da en ugenkendelige følelse af generthed ganske kort gled over hende. Hvorfor? Det gav jo ikke mening, Noah havde jo set alt - og rørt, en tanke der ganske kort fik hende til at bide sig mindeværdigt i underlæben. I tide og utide var minderne dukket op og ligeledes fornemmelsen af de følelser hun havde haft under hans kærtegn i form af både hænder og læber, og følelsen af ham inde i hende.
Forsat med det lille smil på læberne, bevægede hun sig derefter hen til sengen og tøjet der så fint var blevet lagt ud. En smule forsigtigt lod hun to fingre glide først henover dynen for derefter de muligheder han havde taget med. Smilet voksede og tænderne kom en anelse til syne og kort skævede hun over på ham og kunne ikke undgå at tænke hvor sødt det var af ham, at han rent faktisk havde medbragt mere tøj med end det nødvendige, og dermed gav hende en mulighed for at vælge. ,,Har du ventet længe?…", spurgte hun, samtidigt som hun udvalgte en hvid t-shirt med noget der lignede en ligning og så boksershortsene. ,,Lukker du øjnene?" Spurgte hun efterfølgende, hvorefter hun vendte ryggen til ham, bare lige for at være sikker. Det ville se alt andet end samlejeet ud, måske lidt nattøjsagtigt hvis blondinen skulle komme med et bud, men ærligtalt, så var det ikke lige hvad der fyldte hendes tanker lige nu - lige nu var Ethel bare taknemmelig over at Noah havde været den der var løbet efter hende og at han havde trodset hendes ord og ønske om ikke at komme hen til hende. Ikke mange sekunder efter lod hun håndklædet falde til jorden, hvilket den lille bump-lyd afslørede. Den hvide t-shirt blev trukket nedover hovedet som det første og derefter trådte hun i boksershortsene, hvilke overraskende nok, var ganske behageligt at have på.
,,Hvordan ser jeg ud?" Spurgte hun i et lille grin - som et tegn på at han igen kunne kikke, efter hun fik vendt sig om og atter stod til ansigt med Noah, med armene slået en anelse ud for at vise ''resultatet''.

[Noah Lynch]

Noahs kinder brændte og hans hjerte hamrede. Det var en komplet forkert situation at overhovedet overveje synet af hendes nøgne krop under håndklædet, men jo mere han forsøgte at skubbe tanken fra sig, jo mere genstridigt blev den hængende. Som når man sagde at man ikke måtte tænke på en rød postkasse og det var det eneste der derefter fyldte i ens hoved.
Han hørte godt hendes ord, men dristede sig stadigvæk ikke til at kigge på hende. Han turde ikke, da han frygtede at tankerne ville få løst spil og dermed komme til udtryk i nogle problemer som han ville have meget svært ved at skjule for hende.
Lyden af hendes bare fødder over tæppet efterfulgt af at hun rodede lidt rundt med tøjet gav ham lige kort noget andet at fokuserer på så tankerne omsider kom en anelse på afstand igen.
”Nej, det har jeg ikke.” Forsikrede han hende og smilede svagt selvom hun ikke ville kunne se det så længe han sad med ryggen til hende. Han forsøgte at holde sit fokus ved at prøve at forstille sig hvad hun endte ud i at vælge. Hun ville nok ikke helt kunne passe det, men det var da stadigvæk langt bedre end det mudret blodige tøj hun havde haft på før. ”Ja, selvfølgelig.” Han skyndte sig at lukke øjnene hårdt i, som frygtede han at de ville forråde ham og han dermed ville misbruge hendes tillid. Det var nok lidt dumt, men hans hjerne var bare lidt mærkelig omkring hende. Som om han ikke helt var i stand til at tænke klart.
Han hørte det våde håndklæde lande på gulvet og det gav et sug i kroppen efterfulgt af en mild varme magen til den han havde følt den aften i badekaret. Hun var nøgen. Igen satte kampen ind for at modstå de tanker der utrætteligt poppede op i hovedet på ham. Hvor var der pludseligt varmt i rummet.
En mindre klump blev sunket da hun lod til at være klar til fremskue. Stadigvæk med lukkede øjne vendte han front mod hende og meget forsigtigt åbnede han først det ene øje ganske langsomt og blev herefter ramt af både ærgrelse og lettelse over at se hende påklædt. Begge øjne blev åbnet blikket vanrede kort op og ned af hende, han smilede, ”det klæder dig næsten bedre end det klæder mig.” Jokede han mildt. Der var unægtelig noget samlejeet i at se hende i hans tøj og smilet på hendes læber gjorde det kun så meget bedre. Det var virkelig dejligt at se hende smile igen faktisk.

[Ethel Emsworth]

Et mindre Pyha lød i Ethels indre da Noah svarede at han ikke havde ventet længe. Hvorfor det havde fyldt så meget gav ikke mening, hun havde trods alt haft en god og logisk grund til hvorfor badet hun havde taget havde varet i så lang tid. Derudover havde hun også brugt tid efterfølgende på at gøre badeværelset nogenlunde rent, så det ikke sejlede i mudder- og blodrester. - Og ligeledes havde den unge heks gjort et sølle forsøg på at hænge tøjet op, der også delvist var blevet vasket, men det havde ikke ligefrem været let. Generelt så fremtidsudsigterne til at det skulle nå at tørre heller ikke særligt gode ud. Hvad pokker skulle hun - de - gøre? Og så var der selvfølgelig også Noahs jakke…
I et par sekunder stod Ethel selv og skævede ned af sig selv efter tøjet var kommet på. Det var ualmindeligt behageligt, særdeles fordi hun vidste at den oprindelige ejermand til det var Noah - en tanke der sendte en bølge af varme rundt i hendes krop. Og den følelse blev kun dobbelt op som hun klokkeklart så hvordan hans brune øjne vandrede op og ned af hende. Hun skar en lille grimasse og en lille let latter slap ud mellem de bløde læber som han jokede. ,,Jaså?" Sagde hun, næsten legende, hvorefter hun besluttede sig for at sætte sig ned ved siden af medørnen på sengen med ikke vanvittigt megen mellemrum mellem dem. Ethel betragtede ham, med det lille smil, og så endelig, endelig! gjorde hun det hun havde haft lyst, fra da han havde fundet hende i gyden, tilbudt sin hjælp, hans jakke, og da han havde forladt hende i døren for begive sig mod Hogwarts for at hente noget tøj… ,,..Tak… for det hele." Tonen var lav, næsten hviskende, men der var heller ikke behov for andet, nu hvor hun sad i hans favn og selv med armene om ham i det lille hjertevarme kram. Øjnene gled i og i nogle sekunder nød blondinen den varme og tryghed som Noah formåede at sprede i hende, lige indtil hun mærkede det der føltes som et ekstra hjerteslag og tankerne derfra begyndte at vandre. Han gjorde hende usikker, hamrende nervøs faktisk, og så formåede han samtidigt også at plante andre tanker og lyster i hende. Måske var det i virkeligheden derfor at de slet ikke havde snakket sammen efter deres lille hede akt i badekarret? Havde hun undgået ham? Nogle sekunder efter trak hun sig langsomt tilbage, men alligevel uden helt at fjerne al rummet mellem dem. I stedet lod Ethel forsigtigt hovedet følge hans, så næsetippen let strejfede hans kind lige indtil den hvilede millimeter fra hans. Øjnene var halvt lukket i grundet blondines tøvende blik der skævede ned på medørnens t-shirt, lige indtil de gled op og de ganske kort delte øjenkontakt. Det føltes som om at tiden gik i slowmotion, da Ethel lod øjnene tydeligt flakke ned mod hans læber, for så atter op i de varme brune øjne. Sidst havde hun tænkt det, men Noah var kommet hende i forkøbet, kysset - men sidst havde det også været anderledes, de havde siddet i et badekar, næsten nøgne og opstemte.. Skulle hun? Helt ubevidst bed hun sig i underlæben, indtil hun godtgjorde overfor sig selv at det ikke var et kys i taknemmelighed, ikke et kys fordi hun følte at hun skyldte ham et, men et kys fordi hun oprindeligt havde lyst til at kysse ham. Øjnene gled i, hovedet blev tippet en kende og forsigtigt placerede hun et lille kort kys på Noahs læber.

[Noah Lynch]

Der skulle indrømmet en smule indre overtalelse til ikke at nærstuderer hende for meget. Hun så bare så forbandet godt ud. Tænk at han rent faktisk havde haft samleje med hende. At den skønhed havde været hans første gang. Han mærkede varmen skyde let op i kinderne på ny. Han følte sig bare ret heldig faktisk. Der måtte være mange fyre der gik og sukkede efter at være sammen med hende. Nu anede han ikke hvor mange hun havde været sammen med, tydeligvis havde hun været en hel del mere erfaren end ham, men altså der skulle jo heller ikke rigtigt noget til.
Igen måtte han forsøge at distraherer sine tanker fra den del. De burde nok snakke sammen om det på et tidspunkt, burde de ikke? Han var ikke helt sikker.
Han mærkede maven slå en behagelig koldbøtte som hun valgte at slå en let latter op og derefter sætte sig ved siden af ham i sengen. Ret tæt endda. Hans hjerte begyndte omgående at slå imod hans bryst. Hvorfor var det helt præcist at hans krop reagerede sådan hver gang hun listede sig ind i hans tanker og nu med hende her, i levende live, gjorde det ikke noget lettere. Han sank og smilede til hende, ”helt afgjort,” svarede han i en stemme der nær havde svigtet ham. Forbandede hormoner!
Noah nåede dog ikke at forbande dem særlig længe før han mærkede blondinens arme omkring sig og hans egen nærmest per automatik slog sig omkring hende som hun krammede ham. ”Ingen årsag.” Svarede han stille og holdt hende tæt. Det føltes så godt. Varmen fra hendes krop, duften af shampoo fra hendes blonde hår. Den ene hånd havde fundet hvile i hendes nakke i krammet og han havde næsten ikke lyst til at give slip igen.
Han måtte synke igen og igen som hendes næsetip gled over hans kind og hendes ansigt pludselig var meget tæt ud for hans. Deres næsespidser var næsten mod hinanden og hans blik flakkede kort til hendes læber. Hvor han dog så brændende ønskede at smage hendes læber igen. Han forsøgte desperat at fortælle sig selv at dette her ikke var de rette omstændigheder, men det var bare som om alt i hans krop modarbejdede ham lige nu.
Deres blikke mødtes og han ville have fortabt sig i de blå øjen hvis ikke hun havde brudt kontakten ved at sænke sit blik til hans læber. Et sus løb igennem ham. Tænkte hun måske på det samme? Havde hun også lyst til at kysse ham?
Spørgsmålet blev kort efter besvaret som hun slog hovedet let til side og nærmest i slowmotion mødtes hans læber. Kysset blev taknemmeligt gengældt. Hele hans krop begyndte at vågne, men han kunne ikke koncentrerer sig om andet lige nu end hvor godt hun smagte og hvor godt det føltes at mærke hendes varme bløde læber mod hans igen.
Det måtte være en af ulemperne ved at være en ung teenagedreng der først lige var begyndt at udforske sin seksualitet, han havde absolut ingen kontrol over sin egen krop på nuværende tidspunkt og tankerne racede rundt i hovedet på ham. Det var ikke kun lysten til at vat have samleje med hende igen, men bare den ufattelige trang til at holde hende tæt ind til sig og aldrig give slip, hvilket også var en ny og velkommen følelse.

[Ethel Emsworth]

En følelse der mindede om lettelse gled over Ethel som Noah imødekom hendes efterspørgsel på et kys, hvorefter en ufattelig varm og behagelig følelse overtog hendes bryst samt mave. De første sekunder var prøvende hvor kysset herefter blev dybdegjort og langt mere passioneret. Noahs læber og smag var som hun præcist huskede det, hvis ikke bedre endnu da hun nærmest igennem den tid de ikke havde haft kontakt havde gået og prøvet at forestille sig til det med den tanke om ikke at glemme det. Hvorfor havde hun ikke bare taget kontakt før? Nåjo… Som den tanke dukkede op for det der måtte være 100. gang, fik hun en diskussion med hendes indre gudinde: de burde tale om det der var sket, men først! efter endnu et kys. Og endnu et. Lige indtil den unge heks endelig fik en smule selvkontrol og let brød kysset, dog uden at trække ansigtet alt for langt væk fra Noahs.
,,..Noah", lød det hviskende og en anelse forpustet. Helt ubevidst havde hun under kysset vendt sig en anelse mere i kroppen mod ham og ligeledes havde den ene hånd sneget sig op på hans brystkasse. Hvad gjorde han ved hende? Normalt plejede blondinen aldrig at have så svært ved at finde sine ord, ej sige dem. Forsat med panden mod hans, slog hun de blå øjne op for at låse sig en anelse fast i hans dejlige brune af slagsen. Ethel sank lydløst. ,, - vi burde nok tale om… om det der skete,… den nat", fik hun endelig sagt, forsat lavt, og forsat tæt på ham. Det hjalp dog ikke spor da trangen til at forsætte deres lille akt blev ved med at trygge, ej den indre gudinde der forsat blev ved med at hviske den unge heks i øret om at hun liiige kunne tage et kys mere inden de skulle forsætte. Overhovedet ikke faktisk, hvilket til sidst kom til udtryk som hun atter lænede sig frem mod Noah og der fangede hans læber i et nyt kys. Det føltes som en blanding af det hele, savn og lyst der overtog, savnet om ham tæt på hende, og deraf lysten til at have ham tæt på hende på alle mulige måder. Og uden at bryde det nye kys, fik Ethel flyttet sig og placeret sig på den velkendte plads på hans skød for samtidigt at lade armene hvile på skulderne af ham.