Nine Lives.

[Piper June Maganiello]

Tid: Omkring 21.

Sted: På en stue på Sankt mungos. 

Vejr: Regnvejr udenfor. 

Tiltegnet: Benyamin Hale Kimberly Sunshine

_______________________________________________________________________________________________________

Med efteråret var mørket begyndt at falde tidligere end det havde gjort hidtil. Piper havde ikke bemærket denne ændring i vejret, eftersom hun havde været lagt ind i en dyb søvn siden hendes møde med Theodore. 
Hun lå koblet til slanger der hjalp hende med at trække vejret, og andre der forgiftede hendes krop med forskellige medikamenter hun helt sikkert ville have opponeret imod hvis hun havde været ved bevidst. 
En sygeplejerske trissede altid rundt på stuen, i ny og næ snakkede hun, og Piper kunne fornemme hendes varme, bekymrede stemme, men hun kunne ikke høre hvad hun sagde. 
Ved siden af sengen sad en mand, der havde siddet der nærmest uafbrudt. Sygeplejersken vendte sig mod ham. "Hendes hjerte klare sig bedre nu. Vi prøver at vække hende. Jeg må advarer dig om at der er en risiko for at hun vågner op og er forvirret, måske ligefrem udadreagerende. Det er meget forskelligt hvordan man reagerer på den slags," forklarede hun ham, mens hun svang sin stav for at standse medicinen i at løbe. Der ville nok ikke gå meget mere end et par minutter før virkningen var aftaget nok til at hun ville vågne. 

I første omgang bemærkede Piper blot at den stemme hun havde bemærket blev skarperer. Hendes krop, som hun ellers ikke havde mærket meget til, føltes pludselig varm, nærmest brændende. Hun sank - eller prøvede, for noget i hendes hals forhindrede hende lidt i det, hvilket fik hende til at gå lidt i panik. For første gang i ugevis, slog hun øjnene op og stirrede direkte op den unge kvinde der passede hende og beroligende lagde en hånd over hendes. Piper forsøgte instiktivt at sætte sig op, men det skar i hendes bryst, eller faktisk hele hendes krop. 
"Bliv liggende, Miss Maganiello, du var ude for en ulykke. Du er på Sankt Mungos, alt er gået fint men du har sovet i et stykke tid, så det er vigtigt du slapper af," forklarede sygeplejersken beroligende, men det havde ikke den store effekt. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig pludseligt ret hyppigt i hendes desperate forsøg på at føle at hun selv kunne få vejret. 
"Et øjeblik, så fjerner jeg den generede slange," hun lagde en hånd på hendes kraveben og pillede ved noget. Ret hurtigt følte hun den store klump halsen forsvinde, hvilket fik hende til at hoste ukontrolleret. Det gjorde ondt. Hun sagde intet men skar en grimasse. Hun havde ikke bemærket at de ikke var alene. 

[Benyamin Hale]

Benyamin som nærmest havde boet i stolen ved siden af Pipers seng siden hendes indlæggelse, strakte sig lidt ved sygeplejerskens ord og tog sig kort til lænden. Han kunne godt mærke at han ikke var tyve år længere. "Udadreagerende," gentog han blot med et mindre fnys og kiggede imod den sovende skikkelse ved hans side, "det ville kun være et genkendeligt tegn." Piper havde lidt af et temperament havde han erfaret bare indenfor den korte tid hun havde været tilbage i hans liv. At se hende ligge så stille var unaturligt og ubehageligt. Det var følelsen af hun var der, uden egentligt at være der. Han brød sig ikke om det, men generelt brød han sig bare ikke på nogen måder om hospitaler.
Banyamin havde forholdt sig lidt i baggrunden som sygeplejersken nænsomt havde vækket Piper. Han havde lyst til at træde til, men uanset hvor langt hans magiske kunnen rakte, så var han ikke healer. Han så til som de brune øjene blev slået op og han mærkede en kæmpe lettelse skylle ind over sig, som om han måske havde forventet at hun aldrig ville vågne igen.
Han rejste sig og trådte om på modsatte side af hendes seng, nærmest instinktivt greb han ud efter hendes hånd. Over den tid hun havde ligget i kunstigt koma, havde han ikke givet sig tid til at pleje sig selv udover de regelmæssige bade, så i forhold til hvor sund og velplejet han som regel så ud fik skægstubbene, det rodede satte hår og den halvåbne skjorte med opsmøget ærmer, ham til at se lidt sølle ud.
"Hej Piper," sagde han forsigtigt, "du forstår da at give en gammel mand stress." Mumlede han med et lille lettet smil på læberne.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly gik ind af hoveddøren på en underlig stiv måde, der på en måde angav hendes indre kamp. Hun forstod stadig ikke helt hvordan hun havde ladet sig overtale til det her. Faktisk forstod hun slet ikke hvorfor hun lod Theodore dikterer hende rundt. Det slog hende konstant at hun burde melde ham, ikke lade ham sidde og spise hende ud af hus og hjem. Hun passerede et par sygeplejersker og sendte dem et lidt anstrengt smil. Hun følte sig faktisk kriminel, hvilket hun også var. Hun havde virkelig sat sig selv i saksen denne gang, for hvis hun anmeldte Theodore nu, så ville han nok fortælle at hun frivilligt havde ladet ham bo der, og så ville hun være medskyldig pludselig.
Hun standsede et øjeblik og dannede sig et overblik over de forskellige etager, hvorefter hun steg på en elevator og stod i et fjernt hjørne, presset sammen med flere andre.
På den anden side, sagde det vel noget om manden, at han var så interesseret i at se hvad der var sket med sin datter? Hun strøg en blond lok om bag øret, og fulgte med på den lille tavle, hvis nummer skiftede hver gang de passerede en ny etage. Til sidst stod hun af. Gangene var mørke og rolige. Sygeplejersker og healere stod og talte lavmælte rundt i hjørnerne. Hun stoppede ved receptionen foran en surtudseende dame. "Jeg leder efter Piper Maganiello, jeg er hendes.. veninde," opdigtede hun. Rygterne havde hun selvfølgleig hørt, men hun kendte slet ikke Piper, og hun var heller ikke sikker på at hun havde lyst til det. Damen så på en skærm, hvis navne hele tiden rykkede, flyttede og omskrev sig. "Derhenne," sagde damen og pegede på en stue nærmest overfor. Kimberly nikkede. Hun gik med bankende hjerte hen til stuen. Der var et stort vindue ind, så man kunne se ind udefra. Hun kunne se Piper ligge i sengen, tilsluttet slanger og maskiner mens en sygeplejerske gik og fiflede omkring hende. Hun var ikke sikker på hvad hun havde forventet at se, men det var nok ikke at den unge kvinde var tilsluttet en respirator og en helvedes masse andet. Modet sank lidt i hende. Hun gik ikke ind, men stod bare udenfor og betragtede scenariet. Det var lidt som at få en kold klud i ansigtet. Theodore var farlig. Hvis han kunne finde på at gøre dette mod sin datter, hvad ville han så ikke gøre med hende, når hun ikke længere gavnede ham? Hun havde ikke lyst til at få frataget sin bestalling, og endnu mindre lyst til at ende i Azkaban, men på den anden side var hun nødt til at være tro mod sig selv. Hun knyttede hænderne og tog en rask beslutning. Uden at se mere af hvad der foregik for øjnene af hende, drejede hun om på hælen og gik tilbage til hvor hun var kommet fra. Næste stop var ministeriet. Hun var nødt til at gøre det rigtige.

//Out

[Piper June Maganiello]

Piper gispede efter vejret. Hun var begyndt at komme lidt til sig selv igen, men hendes krop var lidt på overarbejde. Hun havde ikke opdaget at Benyamin også var på stuen før han tog hendes hånd. De mørke øjne rettede sig mod ham. Somme tider havde hun forestillet sig hvordan et lignende scenarie ville tage sig ud. På en eller anden måde, havde hun aldrig forestillet sig at der ville være nogen hvis hun vågnede. Måske et par kolleger med en form for samvittighed, men ingen familie i hvert fald. Der gik et øjeblik før hun kom nok til sig selv, til at reagerer. Det der behøver du virkelig ikke." Hun trak hånden til sig og forsøgte at kæmpe sig lidt op på albuerne i stedet for til sygeplejerskens store irritation åbenbart."Du ligner en der har set et spøgelse. Eller en som er et," hun så på ham med et åbenlyst lidt misfornøjet blik. Havde han ikke hørt om barbergrej eller hvad?
Hendes hals var øm. "Kunne jeg bede om lidt vand?" spurgte hun sygeplejersken, selvom det mest var en undskyldning for at jage hende ud af rummet. Hun nikkede og gik præcis som hun havde forudset. Så snart hun var ude af døren vendte hun sig mod Benyamin. Måden hendes hår ikke rigtigt fulgte med fordi det var tungt og fedtet, indikerede at hun nok også selv kunne bruge et bad. "Har du tænkt dig at fortælle mig hvad pokker der er sket?" spurgte hun med vanlig aggression i stemmen. Hun sænkede sengen hovedgærde, nu hvor sygeplejersken ikke var der til at stoppe hende. Det gjorde ondt nu.. meget faktisk, men hun havde ikke tænkt sig at indrømme det, i stedet skar hun bare en grimasse hver gang der kom et jag i brystet. Hun huskede kun brudstykker af hvad der var sket.. og hvornår var det overhovedet sket?

[Benyamin Hale]

Benyamin så ned på sin niece med et næsten opgivende blik. Hvor var det dog typisk for hende lige at være vågnet op af en koma og så kritiserer hans udseende. "Du ligner nu heller ikke selv en skønhedsdronning." Bemærkede han tørt. Det var dog kun delvist rigtigt, for på trods af det fedtede hår og den manglende makeup, så var Piper stadigvæk en ganske attraktiv ung kvinde. Selv når hun lå her i en uformelig hospitals tshirt og en del mere grålig i huden end hvad han formodede var sundt.
Sygeplejersken sendte ham en vred skulen, som fortalte hun ham med blikket at det bestemt ikke var en måde at tale til patienten på. Det var måske rigtigt nok, men han havde nok altid haft en lidt barnlig side der lod sig lokke i fordærv når nu selv Piper lagde op til spydige bemærkninger.
Kvinden forsvandt ud af rummet og lod Benyamin og Piper alene tilbage. Han sukkede, "du døde i et kort øjeblik." Indrømmede han så og så ned på sine hænder der kort forinden havde holdt om hendes, han burde have forudset at hun ikke var typen der værdsatte den form for nærhed. "Healere og autorer dukkede op kort efter kampen..." han tænkte sig lidt om, "vent hvor meget husker du egentlig?" Han blev pludselig i tvivl om hvorvidt hun var klar over hvor slemt til skade hun faktisk var kommet, og at hun nok ikke ligefrem ville vende tilbage til arbejdsmarkedet indengfor de næste mange uger. Åh den nyhed skulle hun nok tage godt imod.

[Piper June Maganiello]

Piper gengældte hans opgivende blik med et stift irriteret blik. I det mindste havde hun en undskyldning for at ligne døden. "Jeg vil vædde med at jeg stadig ser bedre ud end dig," mumlede hun velvidende om at det var barnligt sagt. Hun kunne bare ikke få over sig at tabe den diskussion, eller nogen anden diskussion til ham faktisk.
Hun forsøgte at møve sig lidt længere op at sidde, men skar en grimasse. For pokker hvor gjorde det ondt. Hendes blik fulgte sygeplejersken ud af døren, hun sagde ikke noget før hun var helt sikker på at hun var væk. Først der kippede hun sig lidt om på den ene hofte, så hun kunne se på ham.
Hendes blik blev kortvarrigt lidt fjern, mens hun i sit hoved forsøgte at lægge brikkerne sammen han gav hende, men uden større held. "Jeg husker ikke meget. Taget faldt ned.." Hendes fingre gled åndsfraværende hen over hospitalsskjorten på det sted hvor træet havde spiddet hende. "Jeg kan huske du dukkede op, men derefter er alt sort... indtil nu," tilføjede hun. Selvom hun for en gangs skyld var rolig, sukkede hun irriteret. Hun hadede at miste kontrol, og det irriterede hende at hun ikke kunne huske noget. "Nå." startede hun og trak på skuldrene. "Han var da tæt på at få hvad han ville have," konstaterede hun som om det intet betød. Sandheden var en anden. Hun var stadig bange, men det havde overrasket hende positivt at hun ikke var vågnet op alene. Hun havde altid forestillet sig at ingen ville tage sig af det. Hendes ansigt lyste pludselig op da hun alligevel kom i tanke om noget. "Han var skadet. Theodore." hun tog sig til hovedet og forsøgte at huske, men der kom ikke meget andet end korte blik. "Hvor er mit tøj? Jeg er nødt til at tage ind i ministeriet," hun slog dynen væk fra benene, og forsøgte at slå sengehesten ned, hvilket foregik med lidt klagende støn. For helvede hvor var hun øm!

[Benyamin Hale]

Han sendte hende et skeptisk blik, han havde lyst til at kommenterer på at det da kun var fordi hun havde bryster, men det var måske liiiige under bæltestedet taget i betragtning af at hun var hans niece. Derfor valgte han at tie, skønt det ikke ligefrem lå til hans natur.
Blikket mildnedes dog en hel del som snakken blev vendt mod den traumatiserende aften. ”Ja øhm..” han så lidt ned mod gulvet som samlede han lige mod til hvad han skulle sige. ”Healerne troede ikke du ville klare den..” Han bed sig en smule i underlæben og rettede atter blikket imod hende.
”Men det ik han ikke, og det er hvad der tæller.” Indskød han hurtigt, som frygtede han at ”manden med leen” ville ombestemme sig og komme tilbage for at indkasserer hendes sjæl.
En kortvarrig tavshed gled atter gennem rummet, Benyamin var lidt tabt i sine egne tanker, der var noget ved selve kampen der havde undret ham. Noget som han ikke helt forstod. Theodore havde ikke kæmpet tilbage. Han havde beskyttet sig, men ikke gjort noget udfald for at skade Benyamin. Han havde nemt kunne kaste en dræberbesværgelse efter dem begge, men havde ikke gjort det. Mærkeligt, når han ellers ikke havde holdt sig selv tilbage for at bruge mørk magi mod uheldige ofre frem til nu.
Tankerne blev dog skubbet til siden som hun pludselig slog tæppet til side og var parat til at forlade sengen. ”Hov hov, ro på Nancy Drew, du skal ingen steder. Ministeriet er allerede i gang med at undersøge sagen og jeg har informeret om at han var såret.” Han placerede en fast hånd på hendes skulder for at holde hende fast. ”For nu er det eneste du skal koncentrerer dig om, at blive frisk igen.” Han sendte hende et blik hun nok kunne genkende fra sig selv, når hun havde taget en beslutning der ikke stod til debat.

[Piper June Maganiello]

Hun rettede sig op og lænede sig lidt ind over sine ben for at ømme sine ankler. Hendes blik var fattet, men hun kunne ikke se på ham og tale om det samtidigt. Det ville kræve store mængder sandhedsserum at få hende til at indrømme hvor bange hun havde været. "Det tog åbenlyst fejl." Konstaterede hun tørt og lænede sig lidt tilbage igen, med et tungt suk. Ukrudt forgik åbenbart ikke så let. "Nej. Jeg kan trøste mig lidt med hvor sur det må have gjort ham," hun ville have smilet sit normale selvfede smil, men det nåede ikke hendes læber. Hun vendte hovedet og så på ham. Han så ikke særlig skadet ud. Faktisk lignede det at Theodore ikke have ramt ham én eneste gang. I stilhed var hun imponeret. For et kort øjeblik, var hun fristet til at takke ham, men ordet sad fast i hendes strube, så hun sank det bare hvorefter hun ret pludseligt gjorde an til at komme ud af sengen. Hans faste greb om hendes skuldre, tvang hende lidt tilbage, primært fordi hun var øm. "Slip mig," vrissede hun og forsøgte at vride skulderen ud af hans greb. "Du ved ligeså vel som jeg, at de hundehoveder ikke kommer videre på egen hånd, og siden du ikke har tænkt dig at være til yderligere hjælp, så er vi nogen som må i sving," hun sendte ham et strengt blik, og var ufortrøden over at pointerer for ham endnu engang, at han havde vendt sit ansvar ryggen. I hendes øjne vel og mærke.
"Jeg har det fint." Vedblev hun og hev lidt i sengehesten der var slået for, men som ikke bukkede under for hendes hårde behandling. Fordi hun havde været lagt ned så længe, drænede en så simpel ting hende for energi. "Og du burde virkelig se at komme hjem i bad i selvskab med et barberblad," pointerede hun og vendte bevidst samtalen i håb om at han ikke ville bemærke hvor træt hun pludselig blev. Det gav hende en undskyldning for at stoppe sin rusken.

[Benyamin Hale]

Han betragtede sin niéce i nogle lange sekunder, ”jah, ukrudt forgår åbenbart ikke så let.” Kommenterede han som havde han læst hendes tanker. Hovedet blev lirket en kende til den ene side, ”han udbrød i hvert fald ikke i skurk-agtig latter da han forsvandt.” Besvarede han med et skuldertræk. Han kunne stadigvæk ikke helt slippe tanken om at Theodore af en eller anden årsag havde holdt tilbage. Eller sådan havde det i hvert fald forkommet. Men det gav bare ingen mening.
Det var med en smule tilfredsstillelse i blikket at han så hende blive tvunget tilbage på puden under hans demonstration. Det var dog en kortvarrig glæde for ikke så snart hun var tilbage på puden var hun allerede ved at forsøge at rive sig fri med den sædvanlige ”mig-mod-verden-attitude”.
”Piper stop!” Udbrudet havde været højt og tonen hård. Hans blik var gennembordene. Han havde fået nok af hendes små julelege og fornærmende kommentarer om at han ikke hjalp. ”Nu bliver du liggende til healerne er færdige med at behandle sig, ellers kan du lige så godt springe ud af vinduet og tage afsked på den måde.” Tonen var stadigvæk hård, ”du er svag og Theodore knækker dig som en kvist hvis du går op mod ham nu, så du bliver liggende til du er kommet til hægterne igen. Og nej, det står ikke til diskussion.” Om så han skulle kaste en besværgelse over værelset som gjorde hun ikke kunne forlade stuen, eller binde hende til sengen så ville han gøre det, hun var næsten blevet slået ihjel, det var på tide at hun tog situationen seriøst og ikke bare regenede med at hun kunne klare det hele.
”Jeg har fandme ikke sat livet på spil for at du går ud og får dig selv slået ihjel fordi du opfører dig som et utålmodigt barn!” Vrissede han. De brune øjne var fæstnet på hende, ”jeg tager hjem når jeg mener det er ansvarligt at efterlade dig uden opsyn.” Kommenterede han tørt som var han hendes babysitter.

[Piper June Maganiello]

Efterhånden havde Piper vænnet sig til hans sarkatiske bemærkninger og mere ligefremme fornærmelser, så hun nøjedes med at himle med øjnene. Hun trøstede sig lidt med at han tilsyneladende ikke var helt ligeglad med at denne her ukrudtplantes liv eller mangel på samme. For et par måneder siden var hun ikke sikker på at han overhovedet havde været klar over at hun eksisterede.
Hans gennemtrængende stemme, kom nok bag på hende til at hun for et øjeblik stoppede op og så på ham med et lidt undrende blik. "Gider du dæmpe dig? Vi er på et hospital, du ved syge folk der ikke har behov for at blive vækket af dit brøl," skændte hun som om hun var den mest hellige af de to. Hun sendte ham et sigende blik og slog puden væk, så hun kunne komme ordentligt op at sidde igen, hvulket var alt andet end behageligt. Hun tog sig til siden og prustede lidt ud mellem sine sammenbidte tænder. "Frist mig ikke," mumlede hun efterfuldt af et anstrengt suk. Hendes blik gik fra anstrengt til direkte dræbende da hun hævede det mod ham. Hun havde stadig en hånd på brystet. "Du har ret, det står ikke til diskussion, for du har intet at kunne indvende." hun lagde omhyggeligt tryk på ordene, så de umuligt kunne misforstås. Hun nikkede og grinede uoverbevisende. "Ja sikke en helt du er. Og du var tilsyneladende rigtig meget i livsfarer med alle de skrammer du har pådraget dig. Drop dit hellige pis og skrid fra min stue inden jeg beder dem om at hente vagterne!" denne gang var det hende der havde hævet stemmen. Det meste af tiden lod hun sig ikke rigtigt gå på af sin kære onkel, men for helvede hvor var der ingen som ham, der kunne bringe hendes pis i kog. Lidt pludseligt, som var det mere en refleksiv handling, greb hun ud efter ham for at trække ham tæt på så deres ansigter var lige ud for hinanden. "Jeg har ikke brug for dig Benyamin. Lad os ikke lade som om at det har ændret sig," hendes stemme var lav nærmest hvislende. Bare fordi han havde fået dårlig samvittighed var intet ansderledes.

[Benyamin Hale]

Han var ved at være godt træt i hovedet af at høre på alt hendes mundlort. Han himlede dramatisk med de brune øjne som hun havde gjort kort forinden. På nogen punkter kunne det nok spottes på lang afstand at de var i familie. ”Så stop med at træd rundt på mine nerver!” Hvislede han sammenbidt. Ikke at han ville indrømme det, men hun havde ret. Han skulle ikke til at skabe en scene her. Selvom han ikke var sikker på at det kunne undgås.
”Lige nu giver du mig næsten lyst til selv at skubbe dig!” Vrissede han. Han mente det selvfølgelig ikke, hvilket også kom til udtryk i det halvhjertede tonefald. Han bekymrede sig om hende, men hun gjorde det satme ikke let for ham og tålmodighed løb ikke ligefrem i familien.
Hans brune øjne lynede, ”du er simpelthen den mest utaknemmelige, stædige, arrogante lille hejre!” Snerrede han og måtte tage et par dybe indåndinger for ikke at miste besiddelsen. ”Havde det ikke været for mig havde du været død Piper, og ved du hvorfor?” Han så på hende med et rasende blik der måske næsten kunne matche Theodores når han var på randen til at gøre noget dumt, ”fordi du er svag, dum og alene! Du vil aldrig blive stærk nok til at klare Theodore fordi du er for dum til at søge hjælp, du tror du har styr på det hele og det vil ende med at få dig slået ihjel! Jeg satte livet på spil for din skyld og grunden til jeg slap helskindet fra det er fordi jeg er langt stærkere end dig, hvis nu du prøvede at trække dit hoved ud af din røv kunne det være at du kunne lære noget.” Selvom Benyamin var kendt for at være ret ærlig, var hans sjældent direkte modbydelig i de ting han sagde, men hun kunne simpelthen bare ramme alle de rette knapper. ”Så kald du bare på vagterne, men hvis du smider mig ud nu kommer jeg ikke tilbage, så må du selv klare sin selvmordsmission og jeg kommer ikke og redder din røv næste gang du får smæk af farmand.”
Han blev en kende overrasket over at hun pludselig greb fat i ham og trak ham tæt på sig, deres øjne mødtes og Benyamin forstillede sig næsten lynbolte springe imellem deres blikke. ”Hvis du er så sikker, så smid mig ud.” Sagde han iskoldt og gengældte hendes hårde stirren, ”men glem ikke at det var dig selv som bad mig om at blande mig.” Han gjorde intet for at flytte sig som deres forsøg på at intimiderer hinanden fortsatte.

[Piper June Maganiello]

De kunne sikkert foresætte til det ukendelige med at prøve at intimiderer hinanden, problemet var at de begge var fast besluttet på at vinde den kamp. Piper sitrede. Hendes hud var kold efter at have været i shock, men han havde fået hendes blod til at koge, så hun følte sig brændvarm. Hun knugede hans i forvejen krøllede skjorte i sin næve for at holde ham tæt på. Hendes mørke blik stirrede direkte ind i hans. Man kunne fornemme gnister, og lyden at tunge, intense åndedræt mellem dem. Hendes bryst hævede og sænkede sig i takt med hendes ophidsede vejrtrækning. De fleste sår var helet, men hendes stolthed ville få brug for lang tid endnu. Tallene på skærmene begyndte at stige, først var det den ene alarm, derefter den anden. Der gik ikke mange sekynder før en sygeplejerske kom løbende med et uroligt udtryk.
Piper gav ham et hådt puf væk fra sig. ”Alt er fint her, bare smut,” vrissede hun af sygeplejersken, der så skeptisk mellem dem begge og trådte et par forsigtige skridt ud bag døren. Piper havde en fornemmelse af at hun ikke var langt væk. ”Du aner ikke hvad du snakker om dit selvhøjtidlige røvhul,” vrissede hun mellem sammenbidte tænder. Hun hev slankerne ud af de forskellige steder, og tog sig ikke af at nogle af dem begyndte at bløde. Slangerne faldt på gulvet. Hun tvang sengehesten ned og fik tvunget sig op på sengekanten, selvom hun måtte bide smerten i sig. Trods hendes fødder føltes følelsesløse, var hun fast besluttet på at rejse sig. ”Ved du hvor mange der tør gå op mod Theodore? Ingen ud over mig tilsyneladende, så ja jeg er alene, fordi alle andre, ligesom dig har hovedet oppe i røven, og kun tænker på dem selv.” hun gispede idet vægten landede på hendes fødder. Blod fra slangerne løb ned over hendes blege arme. Hun støttede sig til sengen og vendte sig langsomt rundt for at se på ham med et hadefuldt blik. ”Hvor vigtig tror du, du er? Jeg har klaret mig uden dig de sidste 20 år, så skrid med dig,” man kunne fornemme hvordan den store vene i halsen stod og pumpede under huden. Han havde ret. Pipers evige svaghed, var hendes frygt for at blive forladt. Med tiden havde hun opdaget at det var nemmere ikke at involverer sig, på den måde undgik hun skuffelsen, og det var lidt det der var på spil nu. Hun forbandede sig egen stolthed. Han havde ingen idé om hvor lidt hun i virkeligheden brød sig om den hun var, men hun vidste ikke hvordan hun skulle skabe plads til forandring. En del af hende havde givet op. ”Og du gav mig din klare holdning til det allerede der, så skrid. Stik halen mellem benene ligesom alle andre, dit ordinærer fjols.” mumlede hun og vendte hovedet væk, alene fordi hendes øjen var blevet fyldt med vand og det nægtede hun at han skulle se. Hun vidste ikke om det var smerterne, eller den frygtelige selverkendelse af at verden ville være et bedre sted med færrer Jarvis’er’. Uanset ville hun ikke vise den slags følelser overfor nogen.

[Benyamin Hale]

I et kort øjeblik troede Benyamin næsten at hun ville slå ham. Lige nu så hun i hvert fald så rasende ud at selv en Norsk Takhale nok ville krybe for hende, men som hende, var Benyamin simpelthen for stædig til at give efter. Det lå nok til familien.
Spændingen imellem dem steg som hun holdt ham tæt ned til sig, han kunne høre alarmerne sætte igang og var ikke i tvivl om at han havde ramt en nerve. Det havde måske ikke været det rette at sige til hende, men novra hvor havde det føltes godt at komme af med. Det var også delvist sandt, problemet var jo bare at han faktisk bekymrede sig for den lille pestilens.
Som døren fløj op og en sygeplejerske hastede ind på stuen, mærkede han Pipers tag i hans krave blive sluppet og han trådte hurtigt et par skridt tilbage og udenfor hendes rækkevidde. Imens hun sendte sygeplejersken udenfor døren rettede han på den let krøllede skjorte.
Diskussion forsatte, dog en lille smule mere afdæmpet sådan at sygeplejersken ikke skulle bryde ind igen. "Jeg ved udemærket hvad jeg snakker om, og måske er det netop dét der er problemet?" Svarede han lige så sammenbidt tilbage.
Denne gang gjorde han ikke noget for at stoppe hende i at hive slangerne ud. I stedet tiltede han hovedet på skrå, "ja det siger du, og alligevel var det mig som endte i nærkamp med ham, fordi du allerede lå begravet under murbrokkerne da jeg kom frem. Hvilken hjælp du udrettede derfra." Bemærkede han fast besluttet på at pille hende ned fra den høje hest hun var kravlet op på.
Men så skete der noget uventet. Der var noget ændret i hendes fremtoning, det var så småt, næsten usynligt. "Tror du jeg havde kastet mig ud i nærkamp med Theodore, hvis ikke jeg havde besluttet mig for at hjælpe dig? Jeg blev sgu ikke hængende her på hospitalet for måltiderne!" Svarede han og slog let ud med hånden. Hans blik blev fanget af blodet der løb ned over hendes arm, og i et splitsekund inden hun drejede hovedet væk fra ham, synes han at spotte...det kunne ikke passe...var hendes øjne blanke?
Dette ramte ham, hun var så fortabt og han gjorde intet andet en at smide brænde på det bål. Det gav ham en dårlig smag i munden, men Jarviser var jo kendt for deres store temperament. Som en ubehagelig stilhed gled gennem rummet, besluttede Benyamin at gøre noget, som meget muligt ville blive hans sidste handling inden hun myrdede ham, han trådte helt på til hende og slog armene omkring hende for så at trække hende ind i et kram. Hun ville nok flippe ud og skrige af ham som en arrig banshee, men hun lignede virkelig en der kunne bruge det.

[Piper June Maganiello]

Sygeplejerskens tilstedeværelse, havde skabt et øjebliks fred, men det var med kort frist. Piper sydede. Hun var så vant til at være vred, at det efterhånden var det hun nærede sig af. Vrede var det eneste der kunne få hende til at føle sig magtfuld og i kontrol, men Benyamin havde jo ret, det var falsk tryghed.
Hun knyttede hænderne til hendes fingre blev helt hvide. "Du ved ikke en skid." Vedblev hun. "Du dukker op efter alle de år, og tror du bare kan flyve ind som en fandens helt. Du er ikke nogen helt, Benyamin. Selv Jonathan havde større nosser end dig," vrissede hun. Lige nu forsøgte hun egentlig bare at holde fast i vreden, men hun var selvtidig udmattet. Alligevel var der et gran af sandhed i det. Jonathan havde kæmpet i alle de år, det havde kostet ham dyrt, men han havde prøvet alt imens Benyamin i hendes øjne havde skjult sig. "Du kunne måske lige have bemærket at du havde besluttet dig for at stoppe med at være sådan en kujon, så havde min plan muligvis været anderledes." hun så stadig væk fra ham. Hørte man godt efter, kunne man høre hæsheden i hendes stemme, anstrengelsen der indikerede at hendes følelser sad ude på tøjet, og de var ved at vokse hende over hovedet. Lyden af hans skridt, fik hende til at hæve hovedet. Hun så på ham. Idet han kom tættere på hende, blev det mistænkeligt. "Hvad laver du?" spurgte hun anklagende. Der var noget målrettet over hans blik der gjorde hende urolig. Hun registrede knap hvad der foregik, før han havde lagt armene omkring hende. Hun stivnede fuldstændig, så meget at hun ikke trak vejret i et meget langt øjeblik. Hendes hjerte slog koldbøtter, hun følte sig svimmel. Det var meget lang tid siden hun havde følt nogens berøring af nogen form. Alt i hende skreg til hende om at trække sig væk, men hendes krop følte en underlig ro. Hun sagde intet, men trak bare vejret overfladisk da hun endelig startede igen. Langsomt gav hendes krop en smule efter. Hnedes kind hvilede mod hans skulder, og uden at have nogen kontrol løb varme tårer ned over hendes kinder. Hun rystede. Blodet fra hendes arme smittede af på den krøllede skjorte, men bare lige for et sekund, tog hun sig ikke af hverken det, smerterne eller noget andet.

[Benyamin Hale]

Stemningen efter sygeplejerskens besøg var om muligt endnu mere akavet end før. Benyamin anså gerne sig selv som et dannet menneske der sjældent lod temperamentet løbe af med sig. Han var blevet bedre til at styre det med årerne, men det lå bestemt under overfladen og bankede på, og når han så mødte en som Piper, der var så meget ala ham selv, arrogant, ligefrem og enormt stædig, var det bare som om at alle hans temperamentsøvelser forduftede som dug fra solen.
Han sendte hende et alvorligt og hårdt blik, "du har ret, jeg er ingen helt, men det ønsker jeg fandme heller ikke at være. Den eneste grund til at jeg er her, er dig, Havde det ikke været for dig havde jeg hellere end gerne blandet mig udenom alt dette her." Indrømmede han ligeud. Men han kunne ikke bare lade hende klare dette her alene, hun ville ende med at få sig selv slået ihjel.
Den ældre magiker forsøgte ikke at lade sig påvirke ved navnet af hans afdøde bror, men ganske kortvarigt afslørede de brune øjne et stik af dårlig samvittighed. "Lad nu være med at smigre dig selv Piper, du havde ingen plan, det var derfor du endte hvor du gjorde. Du gik ind i det uden at tænke dig om." Kommenterede han en anelse tørt, men ikke længere vredt.
De næste ting skete i et underligt slowmotion-agtigt flow. Han vidste at dette her meget muligt var med livet som indsats, dag han ignorerede hendes spørgsmål om hvad han lavede. Heldigvis lod det til at give pote som han trak hende ind til sig, og hun til hans store overraskelse, accepterede det efter hun lige var kommet sig over chokket det havde fremmet. Han mærkede de varme tårer trænge igennem hans skjorte og han strøg hende et par gange over håret, før han lod sin kind hvile imod hendes hoved så skøgstubbene nok kradsde lidt mod hendes pande. Som hende var han komplet ligeglad med blodet, som selvfølgelig skulle stoppes -lige om lidt.
"Vi skal nok få Theodore ned med nakken, men lad os gøre det sammen denne gang, okay?" Han brød sig ikke om at hun skulle blandes ind i det, men på den anden side var hun auror, OG hun havde bevist at hun gang på gang ville blive blandet ind i det, uanset hvad.