Nine Lives.

[Piper June Maganiello]

Benyamin kendte hende ikke særlig godt, hvilket var til hendes klare fordel. Én af de ting han ikke vidste, var at hver gang han sendte hende et hårdt eller irritabelt blik, så var det en lille sejr for hende. Hver gang hun kunne provokerer ham en lille smule, skubbe ham tættere på den samme mørke afgrund hun for længst var faldet i, jo mere tilfredsstillende var det for hende. Det var nok ikke et vidunder at hun ikke længere havde nogle venner. "Og siden hvornår begyndte jeg at betyde noget?" Spurgte hun hånligt. Før hun var dukket op på hans dør efter Jonathans død, havde han aldrig så meget som sendt hende et fødselsdagskort.. men det havde hun heller ikke gjort synderligt nemt i forhold til at hun jævnligt var flyttet omkring for at gøre det sværere for Theodore at opsporer hende. "Okay jeg havde ingen plan, men for første gang i evigheder havde jeg fundet ham, jeg havde ikke tænkt mig at vente på at han ville forsvinde igen." Sagde hun spidst.
Hvis stemningen havde været mærkelig før, så var den blevet endnu mere mærkelig nu hvor han stod med armene omkring hende. Hun lagde ikke selv mærke til det, men hun stod og skælvede, mest fordi hun var blevet ret kold og hans varme var begyndt at trænge lidt ind under huden. Hun gik ham kun til brystet, så hun kunne se hvordan hans hjerte slog rytmisk gennem stoffet i hans skjorte. På en eller anden måde fandt hun ro i det, om ikke andet for et kort øjeblik. Da følelsen først blev for komfortabel, og en lille del af hende nød det og en anden ret stor, grådig del af hende ville have mere, blev hun bange. Som om hun havde brændt sig, trak hun sig væk og skyndte sig at tørrer sine øjne, i naiv tro om at han ikke havde bemærket at hun havde grædt. "Fint." sagde hun bare. Hun havde tilsyneladnede brug for opbakning, og det eneste der i virkeligheden betød noget, var at få Theodore buret inde, selv hvis det betød at hun skulle have hjælp udefra.

[Benyamin Hale]

Den ældre magiker sendte sin niece et fast blik, som var der noget han havde lyst til at sige, men ikke kunne få over sine læber. ”Du har altid betydet noget.” Sagde han ærligt. Dog ville han godt erkende at han måske for en periode havdem meldt sig lidt ud af det hele. Ladet andre tage sig af “problemerne”. Han havde selv haft sine ting at slås med og nej det var ikke en undskyldning, men det var det bedste han kunne fortælle sig selv for at skåne sig lidt overfor den dårlige samvittighed der nagede. ”Man går aldrig op imod en troldmand der er langt stærkere end en selv uden backup, det er da børnehavelogik.” Han slog let ud med hånden, men hans tonefald var stadigvæk ikke helt så hårdt som tidligere.
Benyamin havde aldrig regnet med at hun ville give sig hen til hans omfavnelse, så da hun rent faktisk gav efter, var den sidste vrede forsvundet fra hans sind. Hun var ikke bare stædig og arrogant, hun var ødelagt, og han kunne ikke lade være med at føle delvis skyld over ikke at have været der til at samle hende op inden hun nåede hertil.
Lige så hurtigt som øjeblikket var opstået, lige så hurtigt var det væk. Han slap hende uden omtanke som hun veg bort fra ham. Han ønskede ikke at hun skulle føle sig presset. Han nikkede som hun langt om længe gik med til at lade ham hjælpe sig. ”Okay, så første punkt på planen må være at du får din styrke tilbage -og at jeg kommer hjem og får et bad.” Kommenterede han og gjorde en gestus imod hospitalssengen. ”Så snart du er frisk igen kan vi snakke om hvordan vi skal gribe Theodore-situationen an. Og giv mig nu ikke noget crap med at du er klar, du bliver nødt til at være ved fuld styrke hvis vi skal nedlægge ham.” Hvis de skulle gøre dette her måtte hun være frisk og klar i hovedet. Derfor blev dette også sagt med en rolig, men bestemt tone.

[Piper June Maganiello]

På den ene side havde Piper lyst til at fortælle ham lige præcis hvor betydningsfuld hun følte sig, hvilket var slet intet, på den anden side var hun efterhånden drænet for energi og orkede ikke at stå her og skændes med ham, så hun valgte den lette løsning og så bare væk i stedet for at kommenterer. Nogle gange skulle man virkelig vælge sine kampe. Træt, satte hun sig på kanten af hospitalssengen. Den ledning hun havde revet ud, sat stadig fast i noget tape, selvom den ikke længere lå i hendes krop, så hun hev den helt af og smed den på gulvet. "Problemet er at Theo både er gammel og erfaren, og der er ret få der kan leve op til hans standard. Jeg kan ikke vendte de næste 20 år på at blive ligeså stærk vel." pointerede hun stadig irriteret, men dog ikke så vred som før, hvilket mere var fordi hun var træt end fordi hun havde lyst til at vise ham den mere følsomme side.
Hun satte håndfladerne i sengen og rejste skuldrene op til ørene. Hendes mørke øjne faldt på ham igen. Et øjeblik havde hun glemt lidt hvor snusket han så ud, men han så faktisk næsten mere elendig ud end hun selv gjorde. "Det... lyder faktisk som en plan." indrømmede hun og sukkede nærmest lidt overgivende. Hendes blik gled videre til de omkringliggende omgivelser. Slangerne, skærmende.. de hvide vægge og den kliniske lugt der mindede hende mere om død end noget andet. Hun rynkede på panden. "Fint. Men jeg restiturerer hjemmefra. Jeg kan ikke klare et øjeblik mere her." Den del af det stod ikke til forhandling. Hun kunne love ham ikke at gå efter Theodore imens, men hun ville hjem. "Jeg skal nok lade være med at gøre noget dumt, jeg vil bare hjem i min egen seng." skyndte hun sig at tilføje og så op på ham, dog ikke med det typiske hårde, uigennemtrængelig blik, nærmere, store bedende, overbevisende hundeøjne, hvilket naturligvis var taktisk.

[Benyamin Hale]

Benyamin holdt let øje med hende, men hun lod heldigvis ikke til at være interesseret i at debaterer. Ikke længere. Dette passede ham glimrende, så kunne det være at de kunne begynde at arbejde lidt mere konstruktivt. Han havde lyse til at kommenterer på at hun fjernede hjælpemidlerne, men gjorde det ikke. Det handlede om at vælge sine kampe, og nu var hun endelig til at tale med.
Den ældre magiker sendte hende et bedrevidende blik. "Ja hvis bare vi kendte en der nogenlinde matchede hans magiske styrke." Der var en del sarkasme i hans stemme. Benyamin havde altid været ret fuld af sig selv. Han vidste at han var dygtig, muligvis ikke lige så dygtig som sin ældre bror, men bestemt tæt nok på til at det kunne give ham alvorlige udfordringer. Tanken vendte atter tilbage til deres forhenværende duel. Det havde været underligt så let Theodore havde givet op, plus han ikke havde virket lige så stærk som han plejede at være. Måske var Benyamin bare blevet dygtigere, men det havde han alligevel også svært ved at overbevise sig selv om.
Tankestrømmen blev afbrudt da hun gav ham ret. Han nikkede et par gange som for at fastslå aftalen. Blikket blev dog en smule mere alarmeret da hun insisterede på at forsætte sin recovery hjemmefra. Han var ikke helt tilfreds med den beslutning, men det var trods alt bedre end hun stak af herfra. Noget i hendes blik overbevist ham dog om at hun talte sandt. Han sukkede overgivende. "Udemærket. Jeg finde en, så du kan blive udskrevet." Han gik mod døren og åbnede den, stoppede halvvejs ude og vendte sig kort imod hende igen. "Nu ikke noget med at stikke af i mellemtiden." Der var en drilsk undertone i stemmen og et lille smil på læben. Herefter forlod han rummet med raske skridt.

// out

[Piper June Maganiello]

Deres lille diskussion havde drænet Piper fuldstændig for energi, så nu havde hun ikke andet valg end at tage det roligt og give nogenlunde efter for ham, hvis han skulle lade hende slippe væk herfra. Trods hun ikke havde spenderet særlig meget tid på hospitalet, så havde det altid været fatalt når det var sket, så ærlig talt var hun meget lidt glad for omgivelserne. Hun himlede bare med øjnene over hans selvfede bemærkning, der egentlig var ret typisk for en Jarvis. Og det var berettiget eftersom han faktisk var den eneste der kunne måle sig med Theodore.
Hans tavshed gjorde hende alligevel lidt nervøs. Hun tog sig selv i at holde været - dels fordi hun afventede om han ville gå med til hendes kompromis, og dels fordi det gjorde ondt at trække vejret. Da han endelig gav efter for hendes ønske, åndede hun lettet op og nikkede. "Nej, nej, jeg løber ingen steder." Mumlede hun en smule irriteret. Hun ventede til han var helt ude af stuen, før hun begyndte at fjerne de resterende ledninger. Hendes tøj lå pænt foldet sammen hele på stolen. Med den rest af energi hun havde tilbage, kæmpede hun sig derhen og kom i sine bukser. Blusen opgav hun og besluttede sig for nu til bare at beholde hospitalskjolen. Udenfor hørte hun healeren opponerer stærkt imod at udskrive hende, men hun vidste at hvis Benyamin var på hendes side, så ville de færreste turde sige ham imod. Påklædt haltede hun tilbage til sengen og satte sig afventende på kanten. Imens brugte hun lagenet til at prøve at stoppe den blødning hun havde lavet ved at rive slangen ud. Lige nu glædede hun sig bare til at komme hjem i sin egen seng og tage verdens længste lur. Så måtte hun tage udfordringerne med Theodore derefter.

//Out