So I'm... ehhh

[Joseph Willington]

Ines Cornette

Kl. 21.00
Storsalen

Det var sommer og skolen var nærmest lige startet: nu hed det 6. årgang og Joseph kunne nærmest ikke forstå det. Men han skulle da nok overleve endnu et skoleår, for selvom der var mange der syntes han var mærkelig og ikke ville snakke med ham, så havde han også nogen gode veninder der heldigvis gerne ville kendes ved ham.
Denne aften var der sommerfest på skolen, de var færdige med at spise og de fleste sad nu ved bordene og snakkede, nogen dansede og Joseph sad bare lidt for sig selv og var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre.

Han havde med vilje sat sig ikke ret langt fra Ines, han havde aldrig rigtigt snakket med hende - men han havde altid syntes at hun så utroligt sød ud, men nu var han jo ikke lige typen der bare vandrede op til piger, især fordi de ofte syntes det var mærkeligt at tale med en der var døv.
Han kunne en smule mundaflæsning, men det krævede jo naturligvis at folk kiggede på ham.
Han smilede hen til hende, og skålede i mod hende da hun kiggede over i mod ham, det var den første lille bitte kontakt han tog, bare fordi at han ikke rigtigt turde mere, hun ville sikkert også hellere sidde sammen med de seje drenge.

[Ines Cornette]

''Du har vidst fået en hemmelig beundrer, Ines''. Det var punchlinjen der fik den unge heks til at rette hovedet op og slå de mørke øjne over på hendes såkaldte ''hemmelige beundrer''. Automatisk trak hun op i mundvigen til et lille bitte smil som hun og Joseph i få sekunder fik øjenkontakt, hvorefter hun skiftevis kikkede frem og tilbage på vennerne der kørte det hele lidt mere op. ''Ej, han kan jo ikke høre os alligevel! Han er jo døv!'' forsvarede den ene sig, da den anden tyssede på ham - ''Nej, men han kan vidst et eller andet mojo med at læse ens læber. Den særling.'' ,,Stop," grinede hun af medslangerne og slog derefter blikket over på krøblingen. ,,Jeg er sikker på at han ikke er så… -" hun fugtede læberne som hun ledte efter det rette ord. ,, - besynderlig som I går og tænker.'' ''Jaså? Jeg udfordrer dig til at gå hen og… flirte med ham."
Uden at svare yderligere, rejste Ines sig op fra bænken og uden tøven bevægede hun sig derefter hen til Josephs bord. ,,Hej", sagde og vinkede hun med den ene hånd. ,,Må jeg sætte mig?" Spurgte hun og pegede samtidigt på den frie plads overfor ham.

[Joseph Willington]

Joseph var godt klar over at han var lidt underlig og akavet. Det var ihvertfald sådan de fleste så ham, faktisk havde han kun to gode venner på skolen.
Derudover havde Joseph jo sin plejefar Gary som han tog ned til når tingene blev for komplicerede. Faktisk havde Joseph jo også en tvilling, Amanda, men han havde ikke set hende siden at han var otte år gammel og var kommet i plejefamilie fordi hans mor ikke kunne håndterer at han var døv. Hans far havde slået ham da han var lille for ikke at høre efter, og de opdagede først sent at der var en grund.
Det havde naturligvis også givet Joseph nogen traumer på sjælen, men heldigvis havde Gary været en fantastisk plejefar for ham, og heldigvis for Joseph boede Gary jo på skolen når der kom problemer.

Joseph fornemmede godt at der blev grinet og pjattet, og uden at være nogen ekspert havde han en idé om at de talte om ham. Han kunne kun fange lidt af deres ord, for selvom han var god til at mundaflæse så var det svært når folk ikke sad direkte i mod ham.
"Hej" gjorde han tegn til med hænderne som hun kom over til ham, og han rykkede sig med det samme så der var plads til at hun sad ned: "Jeg kan godt mundaflæse" gjorde han tegn til med hænderne, og var ikke sikker på om hun forstod ham, nu var det jo de færreste der kunne tegnsprog: "To sekunder" gjorde han tegn, og tog hånden ned i sin bukselomme for at finde et lille stykke papir: Jeg kan mundaflæse... Stod der på papiret, det var meget praktisk til når de andre drillede ham eller troede han ikke anede hvad de snakkede om.

[Ines Cornette]

Det var med et mildt smil på læberne at Ines stod dér og forsøgte at forstå de håndtegn der blev sendt i hendes retning; hun måtte ligne et stort spørgsmålstegn, og det var også lige før at hun havde afsløret det, hvis det ikke havde været for Joseph der havde sendt sidste håndtegn og derefter havde vendt sig om for at rode i bukselommen. Imellem tiden hørte hun vennerne, fnise, højt og tydeligt, og havde det ikke været for hendes selvkontrol havde hun skævet sig over skulderen og nedstirret dem på det groveste -, eller det faktum at det kun tog et par sekunder før Joseph lagde et lille stykke papir på bordet og skrev hvad han havde signaleret til hende.
,,Virkelig?" Lød det overrasket, men forsat med smilet på læberne. Hun slog sig ned ved siden af ham. ,,Du er.. Joseph, ikke sandt? - Jeg hedder Ines." Præsenterede hun sig og rakte ham derefter den lille kvinde hånd.

[Joseph Willington]

Joseph var virkeligt nervøs når han snakkede med andre folk, især nogen han godt kunne lide.
Trods alt havde han længe syntes at Ines så virkeligt sød ud, og han havde endda lavet sit eget håndtegn for hendes navn, sådan fungerede tegnsprog. Man kunne jo naturligvis stave folks navne, men som oftest så brugte man et håndtegn til folks navn.
Han tog fra bukserne en lille gul blok frem og en mini fjerpen og skrev på papiret: "Enes?" stod der, som han forsøgte at stave hendes navn for at forstå hvad præcist det var hun hed ud fra hvordan hendes mund bevægede sig.
"Joseph" gjorde han tegn til ved at knytte hånden og bevæge den rundt ved sin kind, det var det Gary altid kaldte ham.

"Det er et virkeligt pænt navn" gjorde han tegn til, selvom han godt kunne fornemme at hun ikke forstod noget af det han gjorde.
Han kiggede til siden som han fornemmede at hendes blik flakkede lidt, kun for at se dem der sad og grinede, hvilket fik ham til at slå blikket lidt ned. Han trak blokken til sig igen og puttede den i lommen.
Han vidste jo godt selv at han var dum.

[Ines Cornette]

Flakkende kikkede Ines op på Joseph og ned på den gule blok og fjerpennen som Hufflepuffen begyndte at skrive, lige indtil han stoppede med at skrive, hvilket fik den korthårede unge heks til at tilte hovedet en anelse for at få et bedre syn. Enes? Tandpastasmilet dukkede op som hun rakte hånden mod ham for at få fjerpennen. ,,Ines - det er fransk", forklarede hun, velvidende om at han måske slet ikke hørte det, samtidigt som hun skrev navnet korrekt under hans forsøg.
Fjerpennen fik han igen, og som Joseph igen lavede et tegn, antog Ines at det måtte være hans navn. ,,Joseph", gentog hun med mildt smil og forsøgte at efterligne.

,,Nej Joseph..'' lød det dæmpet fra Ines, alt imens hun løftede hånden og i en forsigtig bevægelse forsøgte at stoppe fyren foran hende, og var hun hurtig nok, ville hun placere hendes hånd på hans håndled og derfra forhåbentligt stoppe hans forsøg på at trække blokken til sig. ,,Tag dig ikke af dem. De er dumme", prøvede hun og lagde hovedet en smule på skrå som hun sendte han et sødt smil.

[Joseph Willington]

Han nikkede som hun gentog hans navn, han ville virkeligt gerne sige noget til hende.
Han syntes hun var helt utrolig pæn og han kunne hjerte at hans hjerte hamrede en smule hurtigere når hun kiggede på ham. Men nu havde han jo ikke rigtigt nogen erfaring med piger og han turde ikke rigtigt ligge an til noget eller nogen.
Han vidste jo godt at han var lidt en taber og meget kikset, hvem gad også være sammen med en der overhovedet ikke kunne høre noget? Derudover var han akavet, lidt stille generelt og en Hufflepuff - han syntes ikke selv han havde de bedste odds.

Han frøs som han mærkede hendes hånd på sit håndled og et øjeblik holde han nærmest vejret, som han roligt satte sig ned igen.
Han nikkede igen: "Du ser pæn ud i aften" sagde han på tegnsprog i mod hende, selvom han godt vidste at hun nok ikke forstod ham alligevel, og han kiggede så over i mod hendes venner. Han tog fat i blokken igen.
"Hvorfor kom du herover?" skrev han på papiret.

[Ines Cornette]

Da Joseph gjorde tegn til at blive, mærkede Ines hvordan smilet trak lidt op. De næste håndtegn gav hende et lille skævt smil på læberne, og som hun tænkte hvad det mon betød, slap hun et lille grin, hvorefter hun rystede på hovedet af sig selv i forsøget på overhovedet at tænke sig til det. ,,Jeg forstår ikke hvad du siger..", sagde hun, selvom Joseph 100% allerede var klar over det.
Som han greb ud efter blokken og begyndte at skrive, antog Ines at han ville skrive ned hvad han lige havde sagt eller spurgt om på tegnsprog. ,,Tja.. Jeg så dig kikke, og så skålede du til mig, så jeg tænkte at du… så lidt sød ud.." Forklarede hun med et mildt smil. Det var ikke helt sandt, men heller ikke helt falsk; vennerne havde pointeret det, at Joseph kikkede, ligesom de havde havde udfordret hende til at gå over og flirte med ''den sære dreng'' - det behøvede Joseph ikke at vide. Men sød så han ud, det løj hun ikke om. ,,- og nu når du kom og sagde hej, så måtte jeg jo gøre det", tilføjede hun og sendte ham så et mindre drillende smil.

[Joseph Willington]

HAn blev en blanding af bleg og rød i hovedet da hun sagde at han så sød ud, og et øjeblik blev han tvivl om han havde mundaflæst hende rigtigt, trods alt så var det jo ikke noget han kunne så rent som hvis han kunne høre.
Men han kunne oftest nogenlunde få en sammenhæng, men han var nok lidt bange for at antage ting: "Man kan få et kursus i tegnsprog her på skolen... Du kan tage med mig derhen, det er Onsdag og Fredag" skrev han ned på blokken.
Det var primært Gary der underviste, men Joseph var altid med for at assisterer, han syntes jo også det var fedt når folk lærte tegnsprog, især fordi der jo var mange der havde brug for det, ikke kun på Hogwarts.

Han nikkede blot og gjorde tegn med hænderne for hendes navn og viste at hun skulle gøre det samme: "Ines" viste han med hænderne og pegede på hende og gentog det så igen, inden han skiftede: "Joseph" ændrede han så til og pegede på sig selv.
Så havde hun da lært et eller andet.

[Ines Cornette]

Det var med et lille grin at hagen havnede hvilende i håndfladen som Josephs kinder begyndte at få en mere rødlig nuance i hele ansigtet. Han kunne mundaflæse, men hvor nøjagtigt det anede den unge heks ikke. Men alligevel var hun lige i dette tilfælde temmelig sikker på at han havde mundaflæst korrekt.

Nysgerrigt røg hovedet på skrå som Joseph skrev den nye sætning. ,,Kan man?" - ,,Tror du at jeg kan lære det?" Spurgte hun med et skævt smil. Oprindeligt franskmand, vidste Ines hvordan det var at lære et helt nyt sprog, og selvom hun mestrede den engelske tale dagen i dag, så oplevede hun stadigvæk i perioder at hun stod og manglede et ord i ny og næ. Tegnsprog kunne umuligt være nemt… O som den tanke blev hængende, gjorde Joseph tegn til at hun skulle efterligne ham.
Ines studerede ham, og da det blev hendes tur, gjorde hun et forsøg, først på at gentage hendes eget og derefter Josephs, hvilket i sidste ende resulterede i et mindre stolt tandpastasmil. ,,Hvis jeg må komme med, vil jeg gerne..", sagde hun og tappede så med pegefingeren på den gule seddel med informationen om tegnsprogskurset. ,,Mén! så skal du også komme op og danse med mig nu", sagde hun og så sig over skulderen og hen på den dansende flok og så tilbage på Joseph.

[Joseph Willington]

Han nikkede.
Han ville gerne sige noget højt til hende, men han turde ikke: "Jeg kan også godt tale lidt" skrev han ned på blokken, han vidste godt at det måske var mærkjelgit at han skrev det, men han turde slet ikke gøre det her i blandt andre.
"Tale terapi" skrev han igen på blokken bare lige for at det forhåbenligt gav mening for hende, så hun ikke pludseligt troede at det var fordi han løj omkring at han jo faktisk ikke kunne høre noget.

"Danse? jeg kan jo ikke høre musikken"[/b] skrev han på blokken og grinede let som han rystede på hovedet.
Det var da ikke fordi at han ikke ville, men han følte det altid så mærkeligt. Det var dog semi løgn, altså han kunne ikke høre musikken, men han kunne oftest godt mærke bassen. Det var altid meget tydelig at mærke selvom man ikke kunne høre noget.
Derfor hørte han også nogengange musik, mest hård techno, ikke fordi at genren var god - det vidste han jo ikke. Men det havde oftest en lyd han kunne mærke i kroppen, nemlig den hårde bas.
Det gjorde jo alligevel at han kunne fornemme rytmen. Han endte alligevel med at række ud efter hendes hånd, for at gå med i mod dansegulvet.

[Ines Cornette]

Overrasket kikkede Ines op på Joseph. Kunne han tale? Hun nåede dog ikke stille spørgsmålet før han hurtigt fik tilføjet grunden til det. Havde han læst hendes tanker? ,,Ah, ja okay", sagde hun kombineret med et lille forstående nik. Hvor godt det lød, eller hvor meget det gav mening når han talte, det anede hun ikke, men måske fandt hun ud af det senere.

Let røg hovedet på skrå over hvad han skrev. Det fik brune øjne til at flakke fra blokken og op på Joseph og tilbage på blokken, lige indtil hun rakte ud og fangede blokken og ligeledes blyanten. ''Alle kan danse" skrev hun og skubbede derefter blokken hen til ham igen med et friskt glimt i øjnene, kombineret med et snert af noget der mindede om en der afventende på om han sagde ja eller nej. Og smilet voksede sekunder efter som Joseph rakte hånden imod hende. Uden tøven lagde Ines sin hånd i hans og rejste sig derefter for så hurtigt at trække ham med hen imod dansegulvet. 'Følg mig' mimede Ines som hun placerede sig foran Joseph og derefter begyndte at bevæge sig fjollet rundt til musikken.

// De forbudte trin!!! 1 2 3

[Joseph Willington]

Joseph smilede til hende.
Generelt så havde Gary været sød at give ham alle gode muligheder for at klare sig godt i livet, som jo blandt andet var at kunne tale lidt, at være god til tegnsprog og kunne mundaflæse sådan nogenlunde.
Gary var en helt fantastisk mand, og selvom han ikke var Joseph's far, så følte Joseph ham uden tvivl som en far, og han var ret sikker på at han aldrig nogensinde havde lyst til eller ville se sine biologiske forældre igen.
Han så Aiden engang imellem, men Duncan havde han næsten ikke kontakt til.

Et øjeblik stoppede Joseph op og kiggede rundt på alle de andre der dansede, lidt usikker på om de kiggede på ham - han dansede jo aldrig rigtigt eller noget i den stil.
Der gik dog ikke længe før han også begyndte at bevæge sig, som han så hende danse. Han smilede, han kunne ikke lade være.
Hendes smil var helt fantstisk, og han kunne slet ikke forstå at hun var en Slytherin, han virkede så glad og åben og lige nu ville han nok bare ønske de var på en bar langt væk hvor han ikke kendte nogen.

[Ines Cornette]

Opmuntrende fangede Ines Josephs hænder og gjorde sit for at få ham til at følge med. Oprindeligt anede hun ikke hvad hun selv lavede, ikke udover at hun flyttede fødderne så hun ikke spændte ben for sig selv - eller Joseph, og ellers bevægede sig med det formål ikke at ramme ind andre.
Med smilet på læberne, lignede hun en der var i himlen, lige indtil Ines mærkede et puf i ryggen og faldt ind armene på Joseph. Og som de brune øjne slog gled op I Josephs, uden at trække sig helt tilbage, føltes det som om at de delte et kort øjeblik. Lige indtil Ines mærkede en hånd om hendes arm og blev hevet væk. ''Hvad laver du med den taber?" Lød det fra en af Slytherins drengene på hendes årgang. ,,Hvad?" Forvirrende flakkede de brune øjne fra Joseph og til den Slytherin dreng der pludselig fik opbakning fra en anden. ''Ha, prøv lige at se ham, han tror han har en chance", lød det fra en af de andre. ,,Hallo! Hør lige efter!" Jokede den første og begyndte så at grine af ham, hvilket automatisk fik den anden til at grine med, og tredje mere.

[Joseph Willington]

Som hun holde ham i hånden kunne han mærke hvordan der gik et kæmpe rush igennem ham, bare et at hun rørte ved ham fik ham til at blive helt elektrisk, men nu havde han jo også i langt tid syntes at hun var virkeligt sød.
Lige nu var han bare ked af at han selv var en smule akavet og ikke rigtigt kunne være en del af musikken, han ville nok bare gerne være god nok til hende.
Han var lige ved at få et chok som hun væltede ind i ham, og han til sin skræk så en af de Slytherin drenge som han slet ikke kunne fordrage og i et øjeblik stivnede han fuldstændigt.

Joseph fornemmede kun semi hvad de talte om, og han kunne mærke den velkendte følelse af raseri og afmagt. han var så gal over at de ikke bare kunne lade ham være og han følte sig til grin, i et øjeblik var han også tvivl om hun var med på spøgen.
Han trådte et skridt frem og slog ud efter den ene dreng så han ramte ham med en knytnæve på siden af hovedet, inden at Joseph med tårer i øjnene vendte rundt og stormede ud af storsalen, han havde slet ikke lyst til at snakke med nogen.
Han løb ned til søen og ned til et af de kæmpe store træer som han med vilje bankede ind i, bare lige for at få sig selv ud af sit hoved. Det var dumt at han overhovedet havde overvejet at han havde en chance.