So I'm... ehhh

[Ines Cornette]

I forsøget på at komme fri, hverken så eller hørte Ines hvad der rigtigt skete. ,,Slip mig", bed hun irriteret ud, som fingrene samtidigt forsøgte at klemme sig ind under hånden der holde hende. Først som lyden af en flok tåbelige teenagerdrenges opråb lød, kom Ines fri og så over mod flokken og blev klar over hvad der var sket som den ene proklamerede sig med at han var blevet slået af en dum, stum og døv taber.
,,Hvor løb han hen?" Spurgte hun, som hun fik skubbet sig hen til fyren der havde startet det hele. ''Kan du ikke være ligeglad? Han er jo bare en døv halvblods taber", grinede han og så sig over skulderen for at få opbakning af sine venner. ,,Måske er han døv, men han er stadigvæk så meget mere end I er", knurrede hun halvt og skubbede til ham for så bagefter at gå videre i håbet om at finde Joseph.

,,Joseph?" Kaldte Ines et par gange, lige indtil hun stoppede sig selv og tog sig dumt til hovedet. ,,Han kan jo ikke høre mig…'', mumlede hun for sig selv og gik et par skridt videre, lige indtil hun stoppede op og så lidt fortabt rundt ,,Joseph!" Hørte hun sig selv sige, igen, som hun fik øje på en genkendelig skikkelse nær træet nede ved søen, for derefter at bevæge sig der ned, fra en vinkel så han uden tvivl ville se hende.

[Joseph Willington]

Joseph satte sig med ryggen op af de store træ og havde allerede tørret tårene væk som han sad og kiggede udover søen.
Det var bare så skide typisk, han var også bare for dum til noget som helst. Egentligt havde Joseph en okay selvtillid, han havde det fint med sig selv og han syntes da også han var ganske klog, men han blev nogengange så frustreret over at han ikke kunne fokuserer ordenligt og tale.
Joseph sad et stykke tid, inden han så fik øje på Ines, lige nu var han ikke sikker på om han ville tale med hende.

Han rystede på hovedet som hun gik hen i mod ham.
"Nej! Lad mig være, jeg gider ikke" sagde han på tegnsprog selvom han godt vidste hun ikke forstod ham, men han følte at han var nødt til at gøre noget for at pointerer overfor hende at hun ikke skulle prøve sig.
"Bare gå ind" sagde han.
Selvom hun nok ikke forstod præcist hvad han sagde, kunne hun nok fornemme at det ikke var særligt pænt og at han var ked af det og frustreret, han vidste jo godt at det ikke var fedt at være anderledes.

[Ines Cornette]

Med sine store Bambibrune øjne hvilende på Joseph, stivnede hun op som et forskræmt kid da han fik øje på hende. Læberne blev presset sammen som han kastede alverdens håndtegn efter hende og i nogle korte sekunder kæmpede hun med ikke at råbe frustreret til ham at hun ikke fattede hvad han sagde. I hvert fald ikke før han i sit andet forsøg viftede med hånden og brunetten derfra lagde to og to sammen og der, nærmest helt instinktivt rystede på hovedet. ,,Nej", lød det derefter som hun satte den ene foran den anden og gik et skridt tættere på ham. ,,Er du okay? Slog han dig? Hvordan har din hånd det?" Spurgte hun og tog endnu et skridt tættere hen på ham. ,,Tal med mig Joseph…" Forsøgte Ines og slog på intet tidspunkt de brune øjne væk fra ham.

[Joseph Willington]

Joseph syntes bare de var åndsvage alle sammen, det var nok det bedste han bare kunne sige til sig selv når han skulle tænke sig til hvorfor det var at de var sådan nogen idioter. Hvis han skulle være ærlig, vidste han jo faktisk ikke altid om de var nogen idioter; han kunne jo ikke høre hvad de sagde.
Men som oftest kunne han bare fornemme på deres attitude og grin at det ikke ligefrem var noget positivt de havde gang i.
Han rystede på hovedet som hun alligevel nærmede sig.

Han kunne kun sådan nogenlunde forstå hendes mund der bevægede sig: "I mobber mig alle sammen!" gjorde han tegn til frustreret, selvom han jo stadig godt vidste at hun ikke rigtigt forstod det, men blokken lå stadig inde på skolen, så den metode var lidt udelukket.
Joseph gjorde tegn til "jeg slog ham", ikke på tegnsprog - men mere på baby finger sprog, hvor han pegede på sig selv, gjorde tegn med en knytnæve og pegede frem for sig, et eller andet måtte han jo forsøge sig med.
Han var stadig ikke helt sikker på hendes intentioner.

[Ines Cornette]

Det med en vandret mund at Ines betragtede Joseph og i små skridt bevægede sig tættere hen på grævlingen. Brunetten forstod ikke hans arrige håndkast, hvilket frustrerede hende mere end hun måske selv regnede med i første omgang. Først som Joseph begyndte at lave tegnsprog i form af baby-håndsprog forstod hun delvist hvad han ''prøvede'' at forklare. ,,Og det havde han fortjent" svarede hun nænsomt og nikkede samtidigt bekræftende, for at sikre sig at Joseph forstod at hun var på hans side og ikke hendes eget kollegium. Ines havde intet til overs for fellowslangen - skønt hun aldrig havde haft det før, så så hun nu kun rødt på ham.

,,Joseph'' både sagde hun og lavede det håndtegn Joseph havde lært hende. Til sidst havnede hun ovre ved ham, og satte sig ned på hug for bedre at kunne se ham i øjnene. ,,Jeg var ikke en del af det… Jeg anede ikke at de var i nærheden", indrømmede hun langsomt og håbede at han kunne mundaflæse hende. ,, - og jeg prøvede at komme over og hjælpe dig", afsluttede hun og sukkede derefter lidt opgivende. Derefter gled hånden op i et forsøg på at sætte en af de korte totter om bag øret, hvilket halvt og halvt lykkedes i nogle enkle sekunder før den igen hang langs kinden. ,,Hvordan har din hånd det?" Spurgte hun og pegede samtidigt på hans hånd, i et lille håb om at se den.

[Joseph Willington]

Joseph lod hende komme nærmere.
Det var jo egentligt ikke fordi at Joseph ikke kunne lide hende, det var bar fordi han var bange for at hun ville gøre nar af ham, han vidste nærmest aldrig helt hvem man kunne stole på og hvem man skulle være på vagt omkring.
Generelt så havde han jo erfaret at Slytherin var nogen gode folk at være på vagt omkring. Desuden så syntes han jo faktisk at at hun var vireklgit sød og han havde jo kigget på hende i noget tid, men det var jo ikke det samme som at han stolede på hende.

Han sukkede let som hun talte og han forstod det sådan rimeligt nogenlunde eftersom hun talte langsomt: "Fint" gjorde han tegn med sit tegnsprog, åh det ville bare være meget nemmere hvis hun også kunne tegnsprog.
Han rakte hånden frem i mod hende, den var rød men der var ikke sket noget med den.
Joseph kunne slet ikke fatte han havde slået nogen, sådan plejede han aldrig at gøre.

[Ines Cornette]

Det blev til et semi smil fra Ines' side af som Joseph sendte endnu et håndtegn, hvorefter han kort tid efter løftede hånden så hun kunne se den an. Let fangende og omfavnede hun hånden for bedre at se den an, og lettere forsigtigt lod hun nogle fingre glide ovre knoerne som så hun med fingrene istedet for øjnene. ,,Det ser fint ud", konstaterede hun dæmpet, og mest for sig selv, hvorefter hun slog de Bambibrune op på ham igen og sendte et lidt større smil.

,,Du - ", sagde hun og pegede på ham, " - danser -" hun svang let med overkroppen med et lille grin og afsluttede så sætningen ved at lave det lille tegn med tommel- og pegefingeren som et tegn på godt. ,, - godt." Det måtte se latterligt dumt ud, eller måske nærmere underholdende, men som Joseph havde gjort med baby-tegnsprog, så forsøgte Ines sig nu også. Og måske kunne det også lette hans humør lidt. ,,Og du-" igen pegede Ines på Joseph. ,, - slog ham, -" sagde hun og pressede først i knytnæve mod sin egen kind og skævede sig derefter kort over skulderen. ,, - han græder sikkert nu", sagde hun med et lille grin og lod samtidigt pegefingeren glide fra øjet og ned af kinden.

[Joseph Willington]

Joseph syntes altid det var lidt pinligt at snakke med piger, nok mest fordi at han jo ikke rigtigt kunne kommunikerer med dem. Men Ines var virkeligt sød og Joseph ville rigtigt gerne give det et forsøg.
Han var bare genert og altid bange for at folk ville ende med at gøre grin med ham: "Tak" sagde han i håndtegn og håbede måske at hun forstod, han forstod ihvertfald godt hvad hun mente.
Han nikkede og smilede så, han kunne nogenlune aflæse hvad hun sagde, men det krævede jo at han kiggede på hende og det havde han det lidt svært ved, fordi at han jo faktisk var en smule genert.

"Jaj..." sagde han højt og kiggede ned i jorden: "Talar ik gåt" sagde han i en langsom stemme og kiggede op i mod hende: "Men.... Ik horer" sagde han og gjorde stadig tegn med hænderne, som han med hænderne gjorde tegn til at ha var døv.
Det var også derfor hans tale var dårlig.
For han kunne jo ikke høre hvordan han selv udtalte ordene.

[Ines Cornette]

Let trak Ines på smilebåndet som Joseph vred sig en smule i det der måtte være generthed. De brune øjne betragtede ham nøje, samtidigt som hun konstaterede at han måtte havde forstået hendes ringe kombi af kropsprog og tale, da humøret hos grævlingen virkede til at blive en anelse bedre som han både sendte nye og langt fra så arrige håndkast efter hende, nikkede OG et smil i hendes retning.

Og som der gik nogle sekunders stilhed, hvor Joseph kikkede ned i jorden, fulgte Ines trop, lige indtil hun hørte noget der mindede om et velkendt ord. Lettere overrasket fik det brunetten til at slå øjnene op og nysgerrigt røg hovedet en anelse på skrå som Joseph forsatte. Og et næsten ikke eksisterende måben dukkede op som læberne skiltes i en smule i forbløffelse. Selvom det var svært at forstå, så forstod Ines. Det var sødt, at han prøvede, men også virkelig mærkeligt at høre. Hun rankede ryggen og sendte ham et forstående smil, og nikkede et par gange, hvorefter hun forsigtigt greb ud efter hans hånd. ,,Vi finder ud af det." Det var nok alligevel nemmere for hende at lære tegnsprog end at Jospeh forsøgte sig med ord. ,,Er du… ellers okay?" Lød det fra den unge heks, hvorefter hun kikkede ned på deres hænder, eller mere korrekt, hans røde knoer.

[Joseph Willington]

Forelskelse var ikke særligt fedt, det føltes faktisk ret frustrerende og især når man som Joseph ikke rigtigt kunne finde ud af det.
Det var i hvert fald hans egen holdning, han kunne ikke finde ud af at elske nogen eller at flirte, men nu havd han jo heller ikke som mange ord at bruge og det gjorde trods alt tingene en smule mere komplicerede.
Han kiggede i mod hende som hun da i det mindste ikke virkede til at løbe væk som han talte, hvilket man vel kunne sige var en positiv ting.

Han smilede i mod hende og nikkede så forsigtigt: ”lidt bedre” gjorde han tegn til med fingrene som han forhåbenligt kunne få hende til at forstå.
”Fradaj?” sagde han og lavede “fredag” som tegn med hænderne som et spørgsmål til om hun kom til undervisning i tegnsprog.
Det var noget Gary havde sat på benene, ikke så meget for Joseph skyld men nok lidt generelt for at folk kunne lære det hvis de ville. Der var brug for flere i den magiske verden der kunne den slags, så folk som Joseph ikke var helt tabt bag en vogn.

[Ines Cornette]

Ines nikkede svagt som Joseph svarede, dog uden at lade de brune øjne forlade hånden helt i starten. Selvom hun ikke anede hvad det betød, det han lige havde sagt til hende, så antog hun det bedste, at det var fint og at grævlingen ikke var i smerter – selvom det selvfølgelig kunne være det stik modsatte. Først som han forsøgte sig med ord igen, slog hun blikket op på ham, og der mærkede hun smilet vokse. ,,Fredag er en aftale”, svarede hun og bekræftede samtidigt med et lille nik for at være sikker på Joseph faktisk fik det med. Det var en aftale, en… ’’date’’.

,,Vil du … med ind igen? Eller vil du hellere blive her ude lidt endnu?” Under spørgsmålet pegede Ines først sig henover skulderen og derefter lavede hun en lille cirkelbevægelse med håndledet hvor de sad, som en demonstration om at gå tilbage eller blive ved søen.

[Joseph Willington]

Joseph syntes det hele var lidt akavet lige nu, men han var faktisk positivt overrasket over at hun overhovedet ville tale med ham, eller hvad man nu kunne falde det de havde gang i.
Han smilede i mod hende og nikkede, fredag…. Det var fedt hvis hun lærte lidt tegnsprog, ikke fordi han vidste da godt at rom ikke blev bygget på en dag, men der var noget over at hun overhovedet var interesseret - det betød utroligt meget for ham.
Han var en fyr der ikke rigtigt var vant til at nogen var interesseret i noget med ham, andet end Luna - som var hans bedste veninde.
De to hang ofte ud.

Han nikkede igen: ”Tror jeg går i seng… Sove… Du ved… Sove” sagde han og viste både en pude på kinden og at gabe i et forsøg på at lave baby tegnsprog til hende.
Det havde virkelgit været en oplevelses rig dag og han var helt utroligt glad for at hun havde haft lyst til at bruge tid sammen med ham.
Seovm det jo bare gået både lidt skævt og lidt akavet til tider, men faktisk syntes joseph det var endt ganske hyggeligt.

[Ines Cornette]

Ines sad først med store bambibrune øjne og glippede som hun forsøgte at tyde hænderne, hvor hun derefter lynhurtigt mærkede hvordan smilet voksede som Joseph atter lavede baby-tegnsprog til hende. Det virkede helt umuligt at stoppe smilet i at blive større, hvilket til sidst fik brunetten til at slå blikket ned som hun pressede læberne hårdt sammen, som forsøgte hun at skjule det allerede eksisterende, da hun ikke ønskede at Joseph måske troede at hun sad og grinede lydløst af ham. Det var nok nærmere den strejfende tanke om at det måtte se så underholdende ud, set udefra, hvordan de (prøvede at) kommunikerede med hinanden.
Hovedet blev heldigvis løftet hurtigt op igen efter nogle sekunders tid og forsat med smilet på læberne, men med mere kontrol, nikkede hun til grævlingen. ,,Sove.. I orden", svarede hun, med små nik, kort og præcist, da alt det andet var unødvendigt.

Hun var den første til at komme op på benene, hvorefter Ines høfligt rakte hånden ud mod Joseph. Aftenen havde taget en totalt uventet drejning, ikke at slangen havde haft nogle bestemte planer, men hun havde dog ikke regnet med at sidde og snakke med en døv dreng - hvor mærkeligt det end lød. Men det havde også været læringfuldt, og med hånden på hjertet så glædede Ines sig også en smule til at kikke forbi til tegnsprogstimerne.

[Joseph Willington]

Han smilede i mod hende og nikkede så som hun måske forstod ham.
Det var virkeligt svært at være en teenage dreng der syntes at piger var spændende, og en dreng som måske gerne ville have en kæreste på et tidspunkt, men som så også lige var døv, så man ikke engang kunne føre en ordentlig samtale.
Heldigvis virkede det jo til at hun var okay med at han var døv, og at deres samtale måske derfor blev en lille smule mere hakket. Han hjalp hende op som de sad ned, egentligt også ganske glad for hvordan aftenen sluttede.
Nu skulle han nok kunne sove.

Han smilede til hende og lænede sig frem for at give hende et kram.
Han kunne jo lige så godt forsøge at være en smule på forkant og han syntes jo hun var sød. Han gik så uden hende, op i mod slottet. Det her havde været en af de hyggeligste aftenener i hans liv.

//out