The good old boys were drinking whiskey 'n rye

[Salvador Valentino Herveaux]

Denne tråd er tilegnet Spencer Lynch  og @kathrine
Foregår i august, 2056 kl. 17:42
Solskinsvejr

---

Taxaen kørte op ad en indkørsel til et hus i en lille forstad til London. Huset taxaen kørte op til var stort. Lavet af lyse mursten med store vinduespartier. Bygget op ad en kælder, stueetage og første sal. Et stort hjem i forhold til, Salvador boede der alene. Salvador havde været på ferie i den lille gudsforladte by i Mexico. Byen, hvor han var vokset op og ivrigt forsøgte at glemme alt om, når først han var i sit hjem i London. Han havde været utrolig fattig, da han voksede op og selvom han hastigt nærmede sig 40, så havde byen næsten ikke ændret sig fra da han som atten årig flyttede derfra i jagten på en drøm om at blive en anden. Det havde lykkedes ham. Han var flyttet til England, havde taget en uddannelse og arbejdede som selvstændig. I starten havde han haft en forretningspartner, men det var efterhånden en del år siden, hun var blevet taget fra ham. Han havde holdt fast i hendes mand, som var blevet hendes bedsteven. Alligevel havde han ikke giftet sig eller fået børn. Han så en kvinde og hun var fantastisk, men hvor det bar han, vidste han ikke. Han tog det stille og roligt. Salvador havde skrevet til hende han var på vej hjem og håbede, hun ville komme og besøge ham nu. Han havde brug for det - brug for at skubbe fortiden væk og ikke føle sig, så træt som han var lige nu. Han havde valgt ikke at bruge magi til at komme hjem netop fordi det ville tære langt mere på de kræfter, han ikke havde mange af. Det gjorde ham altid træt, når han skulle se hvordan hans mor kæmpede og nærmest nægtede at tage imod penge fra både ham og Roman. Han havde overbevidst hende til sidst og han sendte penge til hende hver måned. Det lod dog til hun gemte dem, hvilket var positivt men han ønskede virkelig, hun ville bruge dem på at enten flytte der fra eller bare gøre sit liv bedre på en anden måde. Den lille landsby var stedet, hvor drømme døde. "40 pund," lød det fra taxachaufføren. Salvador fandt fraværende sin pung frem og gav ham 50. "Behold resten," påpegede han. Chaufføren havde et stort taknemligt smil på sine læber, og Salvador gengældte det. Omend var det smil, Salvador gav ham en smule anstrengt. Han steg ud af taxaen og gik mod hoveddøren, som taxaen drejede ud ad hans indkørsel. Han lagde ikke mærke til, at der var noget anerledes ved hans hjem. Han var for træt og hvem ville også bryde ind i hans hjem? Han åbnede døren og trådte ind i gangen hvor han stillede sin bagage og overtøj samt sko, inden han gik intetanende mod sin stue.

[Spencer Lynch]

Spence havde virkelig nydt livet den sidste uges tid. Som så mange gange før var han stukket af fra børnehjemmet hvor han ellers boede i den tid han ikke var på Hogwarts. Det var efterhånden sket så tit at forstanderen ikke længere lod til at være synderligt bekymret når den unge varulv forduftede, de vidste jo godt begge to at han ville vende tilbage igen. Det gjorde han altid. Connor var egentlig okay. Han var nok den mest tålelige voksne Spence kendte. Han var fair og stod altid til rådighed hvis man havde brug for det. Dette var dog ikke et tilbud Spencer gjorde brug af. Han klarede bedst sine problemer alene. Eller det var i hvert fald hans overbevisning.
Under sin selvvalgte udvandring fra børnehjemmet, var Spence faldet over det smukke lyse hus der lod til at være ladt til sig selv over en længere periode. I et par dage havde den unge fyr holdt sig i nærheden af det, frem til han var sikker på at der ikke var nogen hjemme. Herefter havde han brudt ind gennem et kældervindue som han havde smadret med en sten.
Nu en uge senere lå han og flød på sofaen imens tv'et kørte med en eller anden realityserie som han egentlig ikke helt fulgte med i. Hans tanker var andre steder. Han havde overvejet at besøge Luna Clary Daniels. Han vidste at hun boede i omegnen, måske var det underbevistheden der derfor havde drevet ham til at vælge netop dette nabolag.
Dog havde han ikke gjort noget ved det, ikke endnu i hvert fald, inderst inde omhandlede det nok mest at han lidt frygtede hvad hun ville sige til hvis han pludselig stod hjemme hos hende.
Tankemyldret blev brat afbrudt som han hørte den forfærdelige lyd af en nøgle der blev stukket i låsen. Han fløj op af sofaen som var der gået ild i den og kiggede på det syndige rod af diverse coladåser og chipsposer han havde formået at sprede udover det mest af stuebordet og sofaen. ”Shit!” Udbrød han for sig selv.
Lynhurtigt spurtede han ud i gangen for at nå kælderen inden hoveddøren gik op, men så gik det op for ham at han, udover sin ”rejserygsæk” manglede sit kæreste eje. Hans skitsebog. Men det var ikke bare en hvilken som helst af hans skitsebøger; det var den Luna havde tegnet i, og den lå stadigvæk inde i sofaen da han havde siddet og studeret den tidligere.
Med hånden på dørjåndtaget ned til kælderen lukkede han øjnene som han tog sin beslutning. Han kunne ikke efterlade den. Derfor spænede han tilbage ind i stuen og som hoveddøren gik op. Han greb bogen og knugede den ind til sig som afhang hans liv af det og fra sin plads ved sofaen kunne han ikke gøre andet end bare at vente på at blive opdaget som manden kom frem mod stuen.
Tv'et kørte stadigvæk og dér stod han midt på stuegulvet med sin skitsebog i armene og et skyldigt udtryk i ansigtet.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador var uvidende om den husgæst han havde haft over en uge. Han glædede sig blot til at sove i sin egen seng og vende tilbage til hans egen hverdag. Havde han vist hans liv netop på denne dag ville forandre sig, havde han formentlig stadig handlet på samme måde. Det var en forandring han ønskede, hvor mærkeligt det så end var. Selvfølgelig var der aldrig rigtig nogen, der var forberedt på de største ændringer i deres liv. Hans erfaring med det menneskelige sind havde kun overbevidst ham om den påstand. Nogle overraskelser var fantastiske, mens andre i stedet traumatiske. Salvador nåede ind ad døren og stillede sine kuffert som han begyndte at tage overtøjet af. Han lyttede. TV’et kørte. Havde han ikke slukket det inden han tog afsted? Det lignede ham ikke, men omvendt så var det altid når man skulle være væk i længere tid man glemte et eller andet, vigtigt eller ej. Han gik mod stuen, og et eller andet syntes at være anderledes, han kunne bare ikke sætte en finger på hvad det var. Som der pludselig stod en vildfaren skikkelse foran ham, så han overrasket ud. Hans øjne var dog hurtig til at analysere hvad og hvem der stod foran ham. En ung mand, ikke over 20. Han lignede en, der stak af fra noget. Stuen lignede noget der var lort og han havde tydeligvis brudt ind i hans hus for at komme væk fra nogen eller noget. Han åndede tungt ud så følelsen af at være overrasket kunne blive lagt en smule på hylden. ”Hvem er du?” spurgte han – hans stemme var rolig og ikke dømmende. Han vidste selvfølgelig ikke om den unge mand foran ham var farlig, men han var sikker på han var overlegen i den situation, da han kunne magi. Selv hvis den unge mand kunne, så var han tydeligvis ikke magisk myndig. Han så ikke ud til at være specielt stærk fysisk, men omvendt skindet kunne bedrage så den antagelse ville han alligevel ikke gøre sig. Han havde gennem sit arbejde lært at samtale egentlig kunne fikse det meste og derfor var hans tilgang også rolig. Overraskelsen var dog stadig tydelig malet i de mørkebrune øjne.

[Spencer Lynch]

Det eneste Spence kunne gøre nu var bare at vente på realisationen ville gå op for manden der nu trådte ind i stuen. Spence sank en enkelt gang. Der var så mange muligheder for hvordan dette her ville gå. Den mest logiske var at der blev ringet efter politiet og at Spencer ville være tilbage på børnehjemmet inden aften, her ville han sikkert få en ret eftertraktelig belæring om at man ikke brød ind i andres huse -en belæring som han efter al sandsynlighed ikke ville høre halvdelen af, herefter stuerest -som han ikke ville overholde, og så var den ged ligesom barberet.
Selvfølelig var der også den mulighed af manden var magiker, Spence håbede bare ikke at det ville føre til en duel, for det første lå Spences tryllestav i rygsækken og for det andet måtte han sket ikke bruge magi udenfor Hogwarts hvilket ministeriet ville kunne spore. Endte det i almindelig slåskamp havde Spence dog den fordel af at være hurtig til fods, have skarpe reflekser og en utrolig styrke grundet varulven.
Dog lod ingen af disse scenarier til at spille sig ud lige til at starte med i hver fald. "Øh.." Spence kiggede fra manden, til reddet og tilbage igen, "housekeeping?" Forslog han med et skuldertræk. En åbenlys løgn, manden vidste jo nok også bedst selv hvem han havde ansat i sit hjem, men Spencer havde bare ikke rigtigt nogen muligheder for at slippe ud af dette her.
De blå øjne hvilede i den andens brune imens han forsøgte at veje situationen om han skulle sætte fight eller flight -mode igang.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador vidste han skulle gribe det her nøjsomt an. Han vidste, han ikke ville indblande mugglernes politi med mindre han virkelig ikke havde andre muligheder. Han havde også været en ung knægt en gang - i en fattig by i Mexico, så han havde også været ude i noget rod. Alle fejlede og det var op til den enkeltene hvordan de ville møde de fejl. Han ville dog hellere møde det med forståelse end at skælde ham ud for at have brudt ind. Han lod sit blik analysere den unge dreng foran ham. Han lod et underholdt fnys forlade sine læber ved hans åbenlyse løgn. "Ser man det..." påpegede han blot og lod eftertænksomt sine fingre ae sin egen hage. Igen faldt hans blik på alt det rod, der var i hans stue. "Tydeligvis er du ikke særlig god til dit job," påpegede han blot, inden han blev mere alvorlig i sit blik. Hans øjne var fikseret på de blå øjne foran ham. Hvad løb han fra? Var han hjemløs? Hvor kom han fra? Salvador havde snakket med mange teenagere i årenes løb, og han havde lyttet til mange forskellige historier og problemer. Han vidste han skulle være påpasselig med måden han spurgte og hvad han spurgte efter. "Jeg har ikke tænkt mig at ringe til politiet..." påpegede han med en rolig stemmeføring. Han var dog stadig forsat beredt på, at han kunne stå overfor en tikkende bombe og han skulle være klar til at forsvare sig. 

[Spencer Lynch]

Det var en smule underligt for Spencer at manden ikke virkede sur. Faktisk havde han lidt regnet med at han allerede på nuværende tidspunkt ville være blevet smidt ud for fuld ballade, men manden virkede næsten afslappet i situationen, "jeg er ny," svarede han i en monoton tone, skønt han ikke havde behøvet at køre den videre, de vidste jo begge godt at det var løgn, men den rolige måde manden greb situationen an på, smittede en smule af på den unge dreng, skønt han stadigvæk stod på stilke klar til at styrte ud af døren som var der ild i huset. Man kunne trods alt aldrig vide hvor man havde de voksne henne.
Spencer bemærkede godt ændringen i mandens blik, alvoren der sneg sig ind over som når de familier han havde været hos, besluttede sig for at sende ham retur som var han en defekt vare det havde købt nede i supermarkedet. Men igen overraskede manden ved at sige at han ikke havde tænkt sig at kontakte politiet. I et strejf af nysgerrighed lod Spence hovedet glide let på skrå. "Hvorfor ikke? Er du mafiaboss eller sådan noget ligende?" Han tone var kølig, men ikke direkte fjendtlig. Det ville jo næsten give mening, ingen på kant med loven var vel interesseret i at have politiet rendende. Dog havd Spencer ikke fundet nogen som helst tegn på at der skulle være ugler i mosen da han havde gennemgået huset for at sikre sig at der ikke var nogen hjemme, og han havde trods alt startet i kælderen han var brudt ind gennem, det sted de fleste folk holdt deres hemmeligheder låst inde.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador så sjældent en grund til egentlig at hidse sig op, især når den anden som stod overfor ham var en teenager. Han vidste af erfaring at møde folk med vrede sjældent udløste andet end mere vrede. Han levede af at aflæse, og lige nu ledte han også ihærdigt efter en hver form for adfærd, ekspression eller andet, som kunne afsløre hvad humør den unge mand var i. ”Er det en undskyldning?” spurgte han direkte, som det lod til de begge kørte videre på løgnen, Salvador var blevet stukket – også til trods for ingen af dem troede på den.

Salvador kunne ikke lade være med at smile bredt ved den andens spørgsmål. ”Nej, jeg er noget meget værre,” påpegede han med en rolig stemme, stadig med et smil på sine læber. Han havde bemærket den kølige stemme, han var blevet mødt med. Han virkede dog ikke direkte fjendtlig. ”Jeg er hjernevrider,” fortsatte han, så den anden ikke skulle dø af spændning – selvom Salvador nu var sikker på det ikke var spænding der var at spotte i den unges mands blik eller for den sags skyld attitude. Han så rundt i stuen igen med primært fokus på sofaen og stuebordet. Han fungerede ikke i ro. Lige linjer og så få ting omkring ham som muligt, så var han tilfreds. ”Hvad hedder du?” spurgte han også roligt – ikke sikker på om han kunne forvente et ærligt svar. ”Nu vil jeg gå ud og lave noget kaffe, og du er velkommen til at få en kop med. Du er også mere end velkommen til at blive så længe du nu skulle have lyst, men…. I mit hjem, der rydder man altså op,” påpegede han og nikkede let med hovedet ind mod stuen. Han vidste ikke om det han stillede krav var det, som ville få den unge mand til at løbe skrigende bort eller om han ville være ligeglad. Det eneste Salvador kunne tænke på var, at der nok var en grund til han ikke var i sit rigtige hjem og han ikke ønskede at smide ham på porten.

[Spencer Lynch]

Spencer sendte ham endnu et mistroisk blik da husets ejermand spurgte ind til om det var en undskyldning. Han kunne ikke helt vurderer om den fremmede købte løgnen. Det kunne han umuligt, den var så åbenlys. Han spillede nok bare med, men hvorfor havde Spencer ingen anelse om.
Han kiggede atter over skulderen på det syndige rod han havde formået at skabe og så tilbage på manden igen. "Jeg ville have ryddet op inden jeg tog afsted." Endte han så med at sige, som et svagt håb om at det måske ville mildne den staf der med sikkerhed ventede ham. Måske lod han ham slippe med at kontakte Connor og få ham til at hente ham. Det ville ikke blive kønt, men om ikke andet var det da bedre end at komme anstigende til børnehjemmet med politieskorte.
På trods af smilet der egentlig ikke virkede særlig uvenligt eller sinister på nogen måde, mærkede Spence alligevel en lille indre uro. Hvad kunne være værre end mafiaen? Dødsgarden? Varulveklanen? Det kunne han naturligvis ikke spørge ind til eftersom han ikke vidste om den anden var magiker eller muggler. "Og hvad er det så?" Spurgte han ligeud som var det hans ret at vide det, skønt han selv var brudt ind i mandens hjem. "Hjernevrider?" En lille tænksom rynke blev formet mellem brynene i hans undren, der gik et par sekunder før brikkerne langsomt faldt på plads. "Altså en psykolog?" Han havde selv snakket med en del psykologer efter han var blevet afleveret på børnehjemmet, både på grund af den sørgelige tilstand han var blevet afleveret i og de psykiske problemer han helt sikkert lå og sloges med under overfladen. Bl.a. hans frygt for at binde sig og til at elske andre. Luna var den der var kommet tættest på ham, men han gik også med en kontant frygt for at miste hende.
Spencer vidste at han så let som ingenting kunne opfinde et falsk navn, men af en eller anden årsag følte han at han nok ville nå længst med at være ærlig lige i denne her situation. "Spencer." Svarede han derfor sandfærdigt, han undlod dog at sige sit efternavn.
Hele denne situation var så mærkelig at Spence ikke var helt sikker på om han skulle flygte eller blive. "Kaffe?" Spurgte han usikkert. "Vent, så du mener rent faktisk at du ikke har tænkt dig at melde mig? Eller smide mig ud?" Denne mystiske venlighed forvirrede den unge varulv på et helt nyt niveau.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador bemærkede skam godt det mistroiske blik i den unge mands øjne. Han forstod ham sådan set godt, det havde han også selv været, hvis det var ham. Han lod dog ikke selv sin mistro side ude på tøjet, og da slet ikke da den unge mand prøvede at bilde ham ind, at han havde tænkt sig at rydde op, inden han tog afsted. Af en eller anden årsag, så havde han en anelse svært ved at tro på ham. ”Virkelig?” spurgte han med en rolig stemme. Salvador havde ikke tænkt sig at straffe ham, men det kunne den unge mand selvfølgelig ikke vide. Han lod ham tilmed også vente et par sekunder længere i spænding, som han spurgte hvad der var værre end det han havde forestillet sig. Han nikkede til hans spørgsmål og så på ham som han så tænksom ud. Han lod ham få nogle sekunder til lige at tænke over den. Han nikkede en enkelt gang. ”Ja,” svarede han uden egnetlig at rette ham. Han havde virke som psykolog, men var psykiater. Han var lægeligt uddannet og han havde licens til at udskrive medicin. Salvador havde lyttet til mange ting gennem årernes løb og han havde hørt mange historier. Nogle gjorde indtryk, andre ikke specielt.

Han rakte Spencer sin hånd for at hilse ordentligt. ”Jamen så velkommen til, Spencer” sagde han venligt, inden han bevægede sig ud i køkkenet for at sætte kaffe over. Han satte sig op på køkkenbordet som han ventede på vandet ville koge – han kunne ikke bruge magi, for han vidste jo ikke om han var muggler eller ej. Han gjorde let gestus med hænderne til Spencer blot kunne tage plads. ”Nej hvorfor skulle jeg det? Hvis du løber fra nogen eller noget, så vil jeg ikke sende dig tilbage til problemet” påpegede han og fandt to kopper frem fra et skab, inden han satte dem på bordet og begyndte at hælde bønner på.

[Spencer Lynch]

Igen gled Spenders blik henover reddet. Okay nok ikke. Han hadede at rydde op og var elendig til at holde orden nogen som helst steder. Denne her situation var komplet sureatlistsik for den unge varulv. Han fattede slet ikke hvorfor manden var så cool omkring hele situationen. Burde han ikke være rasende? Eller bange? Eller begge dele?
Han så ned på mandens hånd og tog den en smule tøvende. "Og hvad hedder du så?" Forlangte han at vide, som var det hans menneskeret nu hvor Spence havde givet ham sit navn.
Spence gik lidt tøvende efter Salvador ud i køkkenet. I hånden havde hans sin skitsebog som han havde tænkt sig at have tæt på sig så han hurtigt kunne stikke af hvis situationen krævede det af ham.
Blikket faldt mod pladsen han blev anvist, men valgte at blive stående. Just in case.
"Hmm." Kommenterede han blot og trak så alligevel den ene stol lidt ud så han kunne sætte sig, han virkede nu fredelig nok og grunde varulvegenet var Spence temmelig stærk så han havde måske lidt tiltro til at han nok måske ville kunne overmande den anden, men man kunne jo let lade sig bare så det var om at være på vagt.
"Bor du her alene?" Spurgte han så. Det var et ret stort hus. Spencer havde været rundt og kigge i de forskellige værelser. Ikke for at tage noget, men for at sikre sig at der ikke var nogen hjemme. Han havde ikke rigtigt fået indtryk af at der skulle bo mere end én person, en mand. Hvilket efter omstændighederne her gav ret god mening.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvadors læber brød op i et overbærende smil, som Spencer forlangte et navn. Det var fint – noget var noget, om han om nogen burde vide det tog lang tid at etablere tillid. Det startede dog altid med at udveksle navne. ”Salvador,” hilste han, mens han trykkede den unge mands hånd. Han kiggede på skitsebogen, som han troligt bar med sig. ”Er du glad for at tegne eller skrive, Spencer?” spurgte han direkte og gjorde gestus mod skitsebogen med hovedet, som nikkede mod den. Salvador lyttede efter vandet, mens han analyserede Spencer diskret. Han nikkede. ”Ja, jeg bor her alene,” svarede han ærligt – han vidste også tillid blev etableret ved at dele information om sig selv. Nu havde han allerede fortalt ham navn, arbejde og tilmed hvor mange han delte husstand med. ”Går du i skole, Spencer? Det er jo ferie nu for de fleste i din alder,” hans stemme var rolig og uden en indikator af han ville kontakte skolen, hvis han fik informationen. Han vidste ikke hvor og hvorfra han løb – ikke andet end, han ikke ville sende ham tilbage. Det ville ende i det samme, og Salvador havde i det mindste en bedre indgangsvinkel end så mange andre ville have.

[Spencer Lynch]

Det var så tydeligt at Spencer var ufattelig mistænksom ved hele situationen. Han forventede hvert sekund at Salvador skulle "vende rundt" og tilkalde politiet. Spencer frygtede ikke politiet. Det ville ikke være første gang han blev kørt hjem i en patruljevogn. De blå øjne fasthold Salvadors blik som han selv præsenterede sig.
Han fulgte mandens blik ned til skitsebogen og knugede den ubevidst lidt hårdere. "Tegne." Svarede han blot og lod så blikket glide rundt i køkkenet. Der var ingen tvivl om at manden boede nydeligt især taget i betragtning af at der ikke var nogen kvinde til at hjælpe med at holde husstanden. Medmindre der selvfølgelig var en rengøringsdame...altså en ægte rengøringsdame.
"Jah..der er desværre skolepligt." Mumlede han og lod atter hans blik søge tilbage til Salvadors. Dog var der et lyspunkt ved skolen. Luna. Det var nu ikke fordi Spencer ikke ville lære. Han var faktisk ret lærevillig, det var bare alle de andre personer på skolen der irriterede ham.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador var ikke ubekendt overfor lovens lange arm. Den tid han havde boet i den lille by i Mexico, havde han og hans lillebror tit lavet ballade og drengestrenger. De havde ikke kunne bruge magi for at få problemerne til at gå væk – ikke at de havde villet hvis de kunne. Det handlede alt sammen om den andrenalinrus, de havde fået ud af det. Det var efterhånden ved at være mange år siden, og i dag var han voksen og langt væk fra den gudsforladte by, han var vokset op i. Han havde planlagt sin flugt siden han var blevet bevidst om, hvad der var på den anden side af de vægge og murer, der opgjorde byen. Han var løbet for byen, og den eneste grund han ind i mellem så sig tilbage var for at besøge hans mor. Det gjorde dog noget ved ham hvergang – og det gjorde det også nu. Det vidste han selvfølgelig overfor den unge mand, som han snakkede med. Han bemærkede Spencer knugede skitsebogen hårdere mod sig. ”Hvad tegner du oftest?” spurgte han roligt og hørte vandet blive færdig, hvilket fik ham til at lave to kopper med den brunfarvede væske. ”Mælk, sukker, vodka?” spurgte han og sendte ham et smil. Salvador vidste hans hjem var stort, men med magi tog det ingen tid at gøre stedet rent. Han savnede selvfølgelig at have en kvinde i sit liv, men han var måske heller ikke så fantastisk at være i et forhold med. Han lyttede, mere end han snakkede. Han analyserede og han var måske på mange måder – indbegrebet af sit arbejde. Han smilede kortvarigt, som han egentlig synes Spencer var sjov. ”Den kan være lidt svær at komme udenom… Der må dog også være noget godt ved det?” spurgte han roligt.

[Spencer Lynch]

Spencer fastholdt sit blik imod manden. Dette her var det mærkeligeste udfald af et indbrud, Spencer nogensinde havde været udsat for. Han kunne ikke tillade sig at gøre så meget, det var trods alt ham som havde sat sig selv i denne situaiton. Selvfølgelig kunne han sikke af, for at være ærlig vidste han ikke hvorfor han ikke gjorde netop dette. Der var bare et eller andet ved Salvador der gjorde den unge teenager nysgerrig. Som var manden et mysterium som Spencer forsøgte at knække koden på.
"Blandet," svarede han en smule kort for hoved. Hans skitsebøger var udensammenligning hans mest værdigfulde eje. Ikke at han ejede så mange ting, men de -især den i hans favn nu -fortalte alle en historie om den person han var. Det kunne ses hvordan han udlevede sit dystre sind og traumatiserende barndom gennem tegningerne, og hvordan de var lysnet op en smule mere op efter han havde mødt Luna Clary Daniels.
En rynke formede sig over Spencers næseryg, "vodka?" Han drak aldrig og havde derfor aldrig været fuld, det han nok sammen med at han ikke kunne klare tanken om at miste kontrollen. Han måtte aldrig miste kontrollen igen. Ikke udover den ene gang om måneden hvor han ikke havde noget valg.
Igen gled det vagtsomme blik over manden før han med et let skuldertræk svarede, "skolen er som sådan fin nok, det er folkene på skolen der er irriterende." Erklærede han så. Alle på nær én, Luna.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador kunne heller ikke prale af, han tit havde været udsat for indbrud. Havde det været en voksen mand, havde han nok heller ikke tøvet med at kaste en lammer og så bagefter kontakte politiet, hvis det vel at mærke var en muggler. Nu var det dog en teenagedreng, og han fornemmede et eller andet dulmede under den hårde overflade. Han ville ikke prøve på at svare på hvad, han kendte ikke den unge mand og han ville heller ikke skræmme ham væk med at have længere og dybe samtaler om, hvordan hans forældre eller andre tæt på havde ødelagt ham. Han nikkede kort til det var blandet. ”Finder du ro i at tegne?” spurgte han – stadig påpasselig med sine spørgsmål, men så alligevel. Så prøvede han bare at have gang i en eller anden form for samtalen, så stilheden ikke skulle sprede sig for meget mellem dem. Da han havde snakket med Jaspers søn, Lawrence, da han var langt mindre end nu, havde de snakket gennem de tegninger, han havde lavet. Han vidste, at nogen mennesker fandt en ro ved det – selv var han dog ikke den store kunstner. Han kunne måske til nød og næppe tegne et træ, en sol og et eller andet form for menneskelignende, hvis han virkelig prøvede. Han troede dog på, at tegne var at se verden og den som tegnede sagde meget om den måde han heller hun så verden på. Han nikkede til Spencers opfølgning på hans spørgsmål om vodka. Intetanende om, han sad sammen med en varulv. ”Jah, jeg ved ikke hvad du plejer at drikke til din kaffe,” påpegede han med et smil, inden han stillede en kop foran ham og fandt mælken og sukkeren frem i tilfælde af han brugte det. Han drak den selv sort. Han nikkede – et sted genkendende til Spencers ord. ”Heldigvis slipper du for dem en dag. Det er en ringe trøst, men ikke desto mindre sandt,” påpegede han.