The good old boys were drinking whiskey 'n rye

[Spencer Lynch]

Spencer kunne ikke lade være med at studse over de lidt anderledes spørgsmål manden stillede ham. Det var ikke som alle andre der altid forsøgte at bore i ham for at nå til "kernen af hans problem" fordi de så gerne ville hjælpe. Tanken alene fik ham næsten til at himle med øjnene af den simple grund af Spencer synes det var latterligt, for når alt kom til alt var de ikke interesseret i at hjælpe ham. Så var han pludselig en for stor mundfuld. Okay, han ville godt med lidt selvindsigt indrømme, at han ikke var let, men det var da også kun fordi han var blevet svigtet så mange gange. Første plejefamilie han var endt i, havde han faktisk troet på at tingene kunne blive bedre, men hans temperament var løbet af med ham flere gange -især op til fuldmånen, og familien havde måtte leverer ham tilbage som var han en sko der ikke passede. Følelsen havde været så ødelæggende og gjort at han havde været mere påpasselig med at give for meget af sig selv 2. gang han blev adopteret. Det var selvfølgelig endt ud i det samme og efter det havde Spencer nok bare opgivet tanken om at blive adopteret. Han havde været bitter og negativ og ikke stolet på nogen, hvilket havde endt ud i hans "tilbagelevering" 3. og 4. gang.
"Jah..det giver luft for nogle ting." Svarede han sandfærdigt og så indrængende på manden. Igen gled stilheden gennem rummet. Spencer trommede let med fingrene mod bordpladen og så til som drikkelsen og tilbehøret blev stillet foran ham. Den unge fyr tøvede heller ikke med at fylde godt op med mælk og sukker for at fjerne noget af kaffesmagen der i sig selv var elendig -hvis man spurgte ham. Hvordan den kunne blive så lækker drikbare blot ved tilføjelse af mælk og sukker, anede han ikke, men det blev den.
Han fnøs let ved de "trøstende ord", "der er desværre længe til endnu." To år var jo sådan set ikke lang tid, men det var længe nok.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador kunne vel sagtens prøve at psykoanalysere den unge mand fra ende til anden, men det ville han ikke. Han vidste han havde problemer, ellers var han ikke løbet væk og brudt ind til at starte med. Han vidste også, at han ikke fik en dreng som Spencer til at betro sig inden for de første fem minutter efter, de havde mødt hinanden. Han var mere lukket. Han passede på sig selv og byggede vægge op omkring sig selv. De ville tage tid at nedbryde. Han troede dog ikke på, at noget menneske var ødelagt så meget de ikke kunne repareres med mindre de selvfølgelig ikke besad nogle følelser, nogen form for empati eller forståelse. Det virkede ikke sådan med Spencer. Han bemærkede Spencers indtrængende blik, som han svarede ham. Han nikkede forstående. ”Er der nogen mennesker, der giver dig samme luft og ro?” han prøvede at lære ham så godt at kende som muligt, uden at være for indtrængende og udspørgende. Salvador smilede kort og bredt, som han bemærkede Spencers korstog mod den sorte kaffe. For Salvador var det det samme som at ødelægge den. Han bemærkede Spencers fnøs – han havde vel regnet med det, for som han selv havde påpeget så var det en noget ringe trøst. ”Det tror jeg desværre også gerne på. Kan selv huske det fra da jeg havde din alder,” påpegede han med en rolig stemme.

[Spencer Lynch]

Spencer fattede på ingen måde den venlighed han blev mødt af fra mandens side. Det var underligt taget i betragtning af situationen. De fleste voksne ville have råbt og skreget af ham, og det kunne han på en eller anden måde også bedre håndterer.
De blå øjne blev skarpsindige og skuende, som forsøgte den unge fyr at gennemskue hvorfor manden stillede så personligt et spørgsmål. Spencer hadede at snakke om følelser og om at han burde åbne sig for folk. Han havde hørt det utallige gange og begyndte lynhurtigt at lukke af eller at gå i forsvar, når det blev bragt på banen. ”Nej.” Svarede han, måske en kende for hurtigt. Det var trods alt én. Luna Clary Daniels. Det var ikke fordi at Spencer ikke var glad for hende, for det var han, han havde også planer om at ville komme forbi og besøge hende her i løbet af ferien, men han brød sig bare ikke om at alle skulle kende til hende, hvis nu nogen ville bruge det imod ham.
Hovedet blev tiltet let på skrå og han tog en grådig tår af kaffen. ”Du ved ingenting om hvordan det er.” Mumlede han blot halvejs henvendt til koppen og halvejs til manden. Han måtte trods alt minde sig selv om hvor let manden kunne give ham problemer hvis ikke han opførte sig bare nogenlunde anstændigt. Hans liv var desværre ikke helt så simpelt som hans klassekammeraters og han havde svært ved at tro at nogen som helst kunne sætte sig ind i hvad han gennemgik.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador bemærkede hans øjne ændrede sig og vidste, han var ved at nå indtil noget, som den unge mand tydeligvis ikke var komfortabelt ved at snakke om. Han skulle træde forsigtigt. Som Spencer var hurtig til at svare nej, nikkede han blot. Det var okay, han ikke ville svare på de spørgsmål han stillede. Han vidste godt, det ikke var helt almindelig smalltalk og at hans reaktion til en ubuden gæst i hans hjem havde da heller ikke været – ja, helt normal. Han oplevede nu for anden gang, at Spencer ikke var helt komfortabel ved samtalen – den typiske: du kender mig ikke-reaktion. Uanset om Salvador så havde oplevet værre i sit liv, så var det en forventelig reaktion fra en teenager. ”Okay,” svarede han roligt og lænede sig tilbage i sin stol og tog en tår af sin kaffe. ”Men Spencer, du skal være velkommen til at crashe her ligeså længe du vil… bare… du ved hvis du ville rydde op efter dig, så ville det være dejligt,” påpegede han roligt – uden at indikere om han forventede han ville blive eller om han ville rydde op. Han havde stadig den holdning, at han måtte løbe fra et eller andet.

[Spencer Lynch]

Spencer have nok allerede lidt forberedt sig selv på at han skulle forsvare sig overfor Salvardor. Sådan var de voksne altid. Hvis ikke de fik det svar de ønskede, blev de ved med at prikke til ham og forsøge at trække det ud af ham, indtil han mistede den i forvejen sparsomme tålmodighed, og blev sur.
Allerede nu havde der bygget sig et forsvar op i den unge varulv. En del af ham der gjorde sig klar til at forsvare sig. Attituden var ikke til at tage fejl af, men så skete der noget uventet. Salvardor imod ham slippe. Dette kom virkelig bag på den unge fyr. Han blinkede et par gange som forventede han at manden ville ombestemme sig, men det skete ikke. Han tog i stedet en tår af sin kaffe og skiftede emne.
En smule slået ud af fatning over denne uventede handling, rømmede Spencer sig en smule, det var en underlig hul følelse at skulle hidse sig uden brug af råben og vilde armbevægelser. Han gloede på Salvardor i nogle lange sekunder. "Hvorfor er du så venlig imod mig?" Spurgte han så. Hans tone bar stadigvæk præg af den lidt "jeg kan klare mig selv" -agtige atitude som han havde over sig.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvadors blik analyserede den unge mand, og han bemærkede hans attitude ændrede sig og at der pludselig i stedet var overraskelse skrevet i hans blik. Han kunne kun gætte sig til, at Spencer ikke havde mødt mange forstående voksne i hans korte liv. Som Spencer rømmede sig og i stedet gloede i lang tid, forholdt Salvador sig i ro. Han afventede svar på om han havde lyst til at blive eller ej, og Spencers respons til Salvadors tilbud var næsten forventeligt. Salvador trak vejret tungt en enkelt gang. Han opgav alle de voksne der havde været i Spencers liv og ikke havde vist ham, den omsorg han tydeligvis havde brug for. ”Fordi jeg er af den holdning, at du har en god grund til at være i mit hjem, frem for så mange andre steder, Spencer. Derfor tilbyder jeg dig, at du kan være her, så længe du har lyst og jeg vil ikke ringe efter nogen, der kommer og henter dig. Så havde jeg gjort det for længst..” påpegede han stadig med en rolig stemme, og lod sit blik hvile afventende på den unge mand. Han vidste ikke, om han ville tage imod og blive, men det var op til ham om han ville.

[Spencer Lynch]

Spencer overvejede situaitonen lidt. Ærlig talt havde han ikke lyst til at tage tilbage til børnehjemmet allerede. Han havde planer om at han ville nå at kigge forbi Luna en af dagene. Tavsheden var nærmest larmende som den unge varulv overvejede mulighederne. Det lød nu ret godt at have sig et fristed.
Han lænede sig lidt tilbage på stolen, lod armene falde over kors og betragtede den manden med en skeptisk mine. ”Så jeg kan bliver her så længe jeg vil, og du sladre ikke?” Det var underordnet at gentage, for det var jo tydeligvis hvad Salvador lige havde sagt. Igen en kort tænkepause. ”Udemærket.” Han bed sig let i underlæben og rømmede sig så. ”Udemærket.” Han tog koppen op i sin hånd og tog en tår. ”Så kan det godt være at jeg bliver hængende i nogle dage.” Endte han så. Børnehjemmet ville utvivlsomt lede efter ham, men chancen for at de fandt ham her, var i det mindste mindre end på gaden. Han skulle jo nok vende tilbage til børnehjemmet igen på et tidspunk, det var jo ikke fordi han blev behandlet dårligt, han kunne bare godt bruge en pause sommetider.

[Salvador Valentino Herveaux]

Salvador kunne sagtens forstå, at Spencer ville være skeptisk. Det var kun naturligt, og især også hvis han var blevet efterladt mange gange i sit liv, hvilket Salvador forestillede sig han var. Det var i hvert fald tydeligt, at der ikke var nogen der havde vedholdt nogen form for tillid eller aftale mellem dem og ham. Hvornår den skade var sket, kunne han ikke sige. Det var i hvert fald enten sket gentagende gange eller fra en, som burde have udvist ham kærlighed fra spæd – måske begge dele. Nu var Spencer ikke et unikt tilfælde og alle var ødelagt af et eller andet, men nogen i sværere grad end andre. Det var dog næsten altid de samme ting, som nærede til dybe psyksiske traumer. Han havde arbejdet i sit fag i over 15 år, så han burde efterhånden vide det. ”Du kan blive her så længe du vil, og jeg sladder ikke. Det har du mit ord på,” bemærkede han med en rolig stemme, og tog en ny tår af sin kaffe. Han var en mand af sit ord – og havde han tænkt sig at sladder, så havde han gjort det, det sekund han havde fundet Spencer inde i hans hjem. Han nikkede til hans udmærket og sendte ham et varmt smil. ”Du skal være så velkommen. Jeg vil gøre en seng klar til dig så,” påpegede han roligt.

[Spencer Lynch]

Spencer var ikke helt klar over at manden overfor ham sad og analyserede ham. Det var nok også kun godt, havde han vidste det ville han sikkert være faret op med endnu en typisk teenagerkommentar om at Salvadore på ingen måder vidste hvad han havde gennemgået, for det var nok et eller andet sted den holdning den unge varulv havde. Ingen vidste hvordan det var at være ham.
Det var tydeligt at Spencer ikke tog mandens “ord” for noget særligt. Det stod skrevet i det misbiligende ansigtsudtryk, dog kommenterede han ikke på det. Han vidste at det var sådan noget voksne godt kunne lide at sige for at etablerer en form for falsk tryghed. Dog havde han ingen steder at tage hen lige nu, så han tog hvad han kunne få, om så den anden mente det eller ej. I værste tilfælde ville han jo bare få en politi escort tilbage til børnehjemmet….igen.
”Okay,” svarede han blot. Måske burde han være mere mistænksom overfor gæstfriheden han blev mødt af, men lige nu var tanken om en varm seng at sove i bare lidt bedre end en bænk i parken. Han måtte bare sove med ørerne åbne. ”Nåh, men jeg låner lige toilettet,” informerede han så og rejste sig. Det havde måske været høfligt at spørge om han måtte, men samtidig virkede det også bare lidt meningsløst eftersom han jo havde brugt det en del gange under sit ophold her. Roligt spankulerede han ud af køkkenet mod badeværelset, som havde han boet i huset i årevis.

// out