Moon Madness

[Spencer Lynch]

Luna Clary Daniels

"Fangekælderen"
Maj. 2056

Omkring kl. 21

---

Det var atter blevet den tid på måneden. Spencer var igen låst inde i cellen dybt nede i Hogwarts fangekælder. Som forrige gang sad han kun iført sine bokseshorts. Armeen var slået omkring benene og hagen hvilede imod knæene. Der var stadigvæk lidt tid endnu til solen var helt væk og månen ville få overtaget. 
Aldrig havde denne ventetid dog føltes så ulidelig. For kun en måned siden havde Luna siddet lige der på den anden side af tremmerne og sagt at hun ikke ville lade ham gennemgå dette her alene. Snakket om hvordan det skulle forløbe fremover. Den aften havde hun virkelig sat et tydelig spor indeni ham. Og nu ville hun ikke engang se på ham. Hun var smuttet som alle andre. Denne gang var der dog ingen bebrejdelse i det fra hans side. Han havde selv skræmt hende væk. 
Frustreret over sin egen udulighed blinkede han et par tårer væk. Han måtte bare erkende, som altid, at han kun kunne regne med sig selv -og det kunne han tilsyneladende ikke engang. Det der havde overtaget ham den dag hjemsøgte ham stadigvæk. Det havde været ham, han huskede det hele. Han havde haft lyst til at gøre de ting han gjorde, men samtidig havde det alligevel føltes uvirkeligt. Som om ulvens vildskab havde blandet sig med hans eget sind og "overtalt" ham til at det var en god ide. Det skræmte ham fra vid og sans, for betød det at dét mørke kunne komme tilbage? Hvad nu hvis hans mor havde haft ret. Hvad nu hvis alle varulve rent faktisk var til fare for deres omgivelser, selv når de var i deres menneskelig form. Han havde virkelig forsøgt at kæmpe imod det, altid, men da hans så dem gøre Luna fortræd havde det slået klik for ham. Det havde også været hende som havde bragt ham "tilbage igen". Ærlig talt anede han ikke hvordan han skulle håndterer alle de følelser. Han savnede hende så inderligt, og det var på trods af den ellers korte tid de havde snakket sammen. Tankerne gled tilbage til deres kys. Det havde føltes så varmt og velkomment, lidt som et lys i mørket. Lidt ubevidst lod han et par fingre glide over sine læber. Det kunne dog være ligemeget nu, han havde virkelig klokket i det denne gang.

[Luna Clary Daniels]

Påklædning 

Luna lå i sin seng i Ravenclawtårnet og kunne  ikke sove. Blikket var fast rettet mod den røde nattehimmel, snart ville den kuglerunde måne hænge på nattehimlen, Luna havde holdt øje med den de sidste par dage. Hun vidste godt, hvad det betød, og hun kunne ikke få tankerne fra Spencer. Hun vidste, at han sikkert igen sad alene i sit bur og ventede. Egentlig havde hun givet ham sit ord på, at hun ville hjælpe ham og være der. Hun var bare stadig bange, efter hvad der var sket, og havde af samme grund gjort alt for at undgå Spencer siden episoden hvor alt var eskaleret. 
Blikket dalede fra himlen og ned på en blok, der lå ved siden af hende, Spencers skitseblok. Han havde glemt alt om den efter hans slåskamp, og hun havde derfor taget den med, så den ikke skulle ligge i græsset. Det havde egentlig været meningen, at hun ville aflevere den til Spencer, men hun havde ikke turdet gå for tæt på ham eller snakke med ham, og efter hun havde kigget i tegningerne en aften, hvor hun havde været ked af det, havde hun måske ikke helt haft lyst til at aflevere den. 
Tegningerne deri var flotte, og mange af dem havde været som at kigge sig selv i et spejl, fordi det var hende selv, der kiggede op på hende fra papiret. Luna havde slet ikke bidt mærke i, at Spencer havde tegnet hende, men det måtte han jo have gjort. Skitseblokken var blevet hendes trøst for Spencer, og måden hvorpå hun lettere kunne holde ud ikke at tale med ham, men nu hvor det var fuldmåne, kunne hun ikke ignorere det længere. Hun opgav at lægge sig til at sove og listede i stedet ud af sengen. Først trak hun sin skolekappe på ud over sit nattøj, det kunne godt være køligt i kælderen, og så pakkede hun både skitseblok og en bog i sin taske, som blev svunget over skulderen.

På bare tæer listen hun ud af sovesalen, ud af opholdsstuen og nu stille gennem gangen. Selvom det var nat, var der stadig liv. Eller det vil sige, så godt som. Spøgelserne svævede fredfyldt rundt, hvilket gjorde, at Luna måtte være ekstra forsigtig med ikke at blive set. Endelig nåede hun nedgangen til krypten. Hun så sig hurtigt over skulderen, før hun listede ned ad trapperne. Det begyndte at blive koldt for fødderne, men hun var ligeglad. Forsigtigt åbnede hun døren ind til fangekælderen. Hun ville helst ikke høres og endnu mindre ønskede hun næsten af Spencer hørte hende, men hun ville være der, for det havde hun givet sit ord på.
Hun listede tættere på, det gjorde ondt at se ham sidde bag tremmerne, helt sammensunket. Det gjorde det selvfølgelig også lettere for hende. Da hun nåede tættere på sørgede hun for at sætte sig i sikker afstand og fandt så sin bog frem, som hun satte sig til at læse i, uden at sige et eneste ord til Spencer. Hun skævede til ham nogle gange, men forblev ellers helt stille. Hvad skulle hun sige? 

[Spencer Lynch]

Et eller andet sted hørte Spencer måske døren gå op, men han var så fordybet i sine tanker at han ikke rigtigt registrerede det. Det var underligt at han allerede havde vænnet sig til hendes tilstedeværelse. Første gang havde han været i panik over hun var der. Anden gang havde han også været nervøs, men havde alligevel fundet trøst i det. Nu følte han sig bare virkelig alene. I det samme opfangede han hende. Lyden af bare fødder mod stengulvet. Duften fra den shampoo hun brugte. Hans sanser var altid stærkest op til fuldmånen. især i timerne før.
Forundret om det var hans hjerne der spillede ham pus så han op og der sad hun, trofast på den anden side af celletremmerne hun hun havde gjort sidst. Spence mund gled op i overraskede og han rejste sig langsomt.
Med varsomme skridt gik han frem mod tremmerne, de blå øjen hvilede på den mørkhåret pige som hun havde sat sig til rette med sin bog, men uden at sige noget. "Du kom...?" Han vidste egentlig ikke hvorfor han fik sagt det som et spørgsmål, for ja, det gjorde hun jo tydeligvis. "Jeg...troede ikke at du ville dukke op." Indrømmede han en smule usikkert.
Han skiftede lidt vægten fra det ene ben til det andet. Af en eller anden grund havde han en ide om at han skulle passe meget på med hvad han sagde, han var ikke interesseret i at skræmme hende væk igen. Hun var trods alt den eneste grund til at han overhovedet havde gidet at blive på skolen da Rektor havde givet ham advarslen efter episoden.
"Luna jeg...jeg er virkelig ked af det der skete.." begyndte han, bange for om han måske ikke ville få chancen igen. Hans hænder lukkede sig om tremmerne som han stod næsten helt op af lige nu.

[Luna Clary Daniels]

Luna bladrede i sin bog, som hun havde læst siden færdig, og begyndte så at læse den nye side. Ud af øjenkrogen bed hun godt mærke i, at Spencer bevægede sig og kom tættere på, men hun så ikke op på ham. Hvad hvis øjnene stadig var ravgule? hvad hvis hans tænder igen var spidse. Men jo hun var kommet, for det var alligevel det rigtige at gøre, det vidste hun godt. Selvom hun ikke rigtig havde lyst. 
Det gjorde ondt inden i hende at være så tæt på Spencer og hun var flov over at være bange for ham, når nu hun skulle være den, der var på hans side. "Jeg gik vel i søvne herned." ordene var nok lidt hårde, men hun var stadig vred på ham... og bange.. Mest ked af det.. "Jeg har ikke tænkt mig at bryde mit løfte, bare fordi du opføre dig som en idiot..." Kom det så lidt spydigt fra hende. Det var ikke fordi hun direkte var sur og ikke på ham. Hun var sur på situationen, og vidste ikke hvordan hun skulle håndteredet. Hun vidste bare at det gjorde ondt ikke at have Spencer tæt på, men at hun var bange for at være tæt på ham. Det var ret forvirrende.
Stadig uden at kigge på ham, nikkede hun bare af hans undskyldning. "Ja, det er jeg også." 
Fingrene pillede lidt ved kappens kant indtil hun så fandt sin tryllestav og uden et ord svang den i luften. Det var praktisk at kunne udføre ting uden at udtale formularende til dem. Efter at hun havde svunget tryllestaven, gik hendes taske op og Skitseblokken fløj op ad den. Uden et ord lavede hun et svirp med staven, så blokken endte hos Spencer. "Jeg samlede den op i græsset. Der er ikke andre end mig, der har kigget i den." At hun havde kigget i den måtte han vel bare finde sig i. Hun gad ikke have dårlig samvittighed overfor ham. Det var helt sikkert.

[Spencer Lynch]

Hendes tilstedeværelse forvirrede ham virkelig. Han var så inderlig taknemmelig for at hun var her, men den kølige barrierer gjorde det svært for ham at læse hende. Det gjorde ham usikker og lettere fortvivlet fordi han ikke anede hvad han kunne gøre for at rette op på det. Han var ikke vandt til at undskylde for sine handligner, for som regel var han ligeglad med om folk følte sig trådte på af ham og hans til tider hårdere comebacks. Men med Luna var det anderledes. Han var så ked af at han havde slået splid i det de havde, hvad end det var de havde haft.
Hendes ord fik det næste til at løbe ham koldt ned af nakken og han følte sig pludselig alt for langt væk fra hende. Han sank. "Så du har tænkt dig at komme herned hver gang det er fuldmåne?" Spurgte han hende lidt forsigtigt, måske en smule bange for svaret. For tænk hvis hun sagde nej.
Han ville bare sådan ønske at hun ville se på ham, "jeg ved godt at det jeg gjorde var forkert..." indrømmede han, han havde lyst til at forsvare sig med at han ikke havde kunne styre det, men på den anden side lød det også bare som en tam undskyldning. "Jeg mistede kontrollen da jeg så dem gøre de ting imod dig." Sagde han så, skønt det jo havde været temmelig åbenlyst.
En ubehagelig stilhed spredte sig imellem dem. Spencer havde kortvarigt slået blikket ned, lidt fortabt i sine tanker, men rettede atter de blå øjne imod hende og derefter på skitsebogen som den kom svævende frem mod ham. Han stak armen ud mellem tremmerne og tog imod den. Uden at åbne den så han igen mod hende, "jeg troede at de andre havde taget den." Sagde han stille og betragtede forsiden lidt. Da hun afslørede at hun havde kigget i den mærkede han en mild rødmen skyde op i kinderne. Det betød hun havde set tegningerne, ikke kun de mørke dystre tegninger som var dem der mest herskede siderne, da det var den måde han ligesom kunne undslippe det mørke der hærgede hans sind. Det var som at åbne og kigge ind i hans sind og det gjorde ham en anelse utilpas af vide hun havde udforsket det uden ham. På den anden side havde han jo lovet hende at han ville vise hende nogen af dem. Der var få lyse tegninger i den, og de fleste af de tegninger var af hende. Han vejede den lidt i hænderne og nikkede så. "Vil du måske holde den til...bagefter?" Spurgte han så og rakte den frem mod hende. Hvis den var i cellen med ham ville den nok være distrueret inden solen stod op igen.

// OOG

Skitse 1, skitse 2, skitse 3, skitse 4, skitse 5

[Luna Clary Daniels]

Det var så ubeskrivelig svært at være tæt på Spencer lige nu, men uanset, så ville hun ikke smide det på gulvet, de måske havde bygget op sammen. Luna var optimist og spurgte man hende havde det betydning for varulven om man var fast “beboer” hos den eller bare en gæst der kom på besøg. Hun havde med andre ord brug for at være der hver gang, for at vinde dens tillid. Dermed var det også let at svare på Spencers spørgsmål. “Som jeg vidst nævnte før til dig engang. Ingen fortjener at gennemgå dette alene... under fuldmåne” Det med månen føltes vigtig at tilføje, for jo, hvis man ville være er fjols som Spencer og skifte uden for fuldmåne, så fortjente
man bestemt at være alene. Hvert fald når man var til fare for andre! “Flot og hvad har du så tænkt dig at gøre ved det? Ja det var forkert, men for helved Spence. Du ikke en skid bedre end dem, hvis det er måden du kæmper på.” Hun så stadig ikke på ham og var ligeglad med om han blev sur. Han var nødt til at forstå hvad han havde gjort. Han var blevet alt det hun hadede. 
Humøret sank dog en hel del, da han nævnte hvad de havde gjorde hende, og hun trak de bare ben op under sig. “Jeg vil ikke tale om det.” Læber var heldigvis helet nu og de mørkerøde mærker om hendes håndled var også væk. Men følelsen af at blive slikket i ansigtet, ydmygelsen. Den lå over hende som er tungt skydække. Hun så på blokken han rakte hende. Et øjeblik overvejede hun endnu et svirp med tryllestaven, men så rejste hun sig alligevel og med let dirrende hånd rakte hun ud efter tegningerne. Hun så ham stadig ikke i øjnene og så snart hun havde fat om bogen, trak hun hånden til sig igen, hurtigt og var på afstand igen. “Jeg lægger den over til dit tøj” kom det fra hende, som hun så gjorde før hun igen satte sig med sin bog og læste. 

[Spencer Lynch]

Spencer rettede igen de blå øjne imod hende som hun snakkede. Han forsøgte virkelig at fange hendes blik, men hun tillod det ikke og det var voldsomt frustrerende. Han bed sig kort i læben, hendes hentydning var ikke til at tage fejl af.
De hårde ord ramte ham som syle og han modstod trangen til at træde væk fra tremmerne. "Tror du ikke at jeg havde gjort noget ved det hvis jeg vidste hvordan?!" Sagde han lettere irriteret, "jeg advarede dig, jeg fortalte dig at det lå der, at det altid er en kamp for mig." Han gispede let som et jag af smerte skød igennem ham. Blikket det var ved at være tid. Selvfølgelig på det mest ubelejlige tidspunkt.
"Desuden er det ikke måden jeg kæmper på! Det er det jeg kæmper imor" rettede han hende, "jeg har aldrig mistet kontrollen på den måde og det gør mig pisse bange!" Det sidste fløj ud af ham inden han var i stand til at stoppe sig selv. Han slog blikket ned på ny.
Det var så frustrerende for ham at hun ikke ville se ham i øjnene og at hun ikke ville snakke om det der var sket hende. Han følte sig sikker omkring hende og det havde han ikke lyst til at opgive, men det var bare som om at hun ikke længere så ham som en tryghed. Hvis hun nogensinde havde gjort det.
Dette blev også kun bekræftet som hun med skælvende hånd trak bogen ud af hånde på ham. Han mærkede modet synke. "Du er bange for mig, er du ikke?" Spørgsmålet indikerede at han forlangte et ærligt svar fra hende som han så hende sætte sig og kaste sig over bogen igen. Som var den en barrierer imellem ham og hende. Han frygtede svaret, men inderst inde kendte han det nok allerede.

[Luna Clary Daniels]

Det var virkelig svært for Luna at finde ud af alt dette her. Hun var enormt frustreret og ked af det, men også virkelig bange for Spencer, hvilket kun fik hende til at blive vred på sig selv. Det var jo ikke noget han havde gjort med vilje. Og nu var alt bare noget rod. “Men så må du jo lære hvordan...vi.. må vel finde en løsning så” hvis bare hun havde sagt hvad de drenge havde bedt hende om, så var dette her aldrig sket. Den tanke havde strejfet hende mange gange de sidste mange dage. 
Hun kiggede dog strengt på Spencer, men så hurtigt væk før de fik øjenkontakt. “Du skal... hvis du... ARGH.. Spence du må lære ikke at... okay helt ærligt så... tak, fordi du hjalp mig. Det... det blev bare... Det var en dum situation.” Det overraskede hende at Spencer fortalte han havde været bange. Hun havde faktisk slet ikke overvejet hvordan han havde det med det hele. “Du kan lære at styre det Spence. Jeg har talt med en varulv i Hogsmeade, som har kontrol over sit. Så kan du også. “ hun sank en klump og skulle til at kigge på ham, men stoppede det inden det nåede så vidt. Hun hadede at være bange for ham, fordi hun samtidig savnede ham, men hun var ikke tryg i hans nærhed. Spørgsmålet skar hende i hjertet. “Jeg kan ikke gøre for det Spence. Det var så uhyggeligt. Jeg... jeg var så bange for om... hvad der skete. Det var skræmmende at se dig sådan. Og endnu mere uhyggeligt at... at høre glæden ved det du lavede.” Forklarede hun så, og rejste sig endelig for at gå tættere på ham. “Jeg savner sig, men jeg kan bare ikke...”

[Spencer Lynch]

Der var ingen tvivl om at Spencer delte hendes frustrationer til fulde. Han ville give alt for at slippe for denne forfærdelige forbandelse og bare få lov til at leve sit liv som en helt normal teenage dreng, men den mulighed havde han bare desværre ikke.
Hans blik som ellers havde været lidt nedslået, blev atter rettet op da han hørte hende sige det magiske ord "vi". Det var næsten sød musik i hans øre. "Så du vil stadigvæk hjælpe mig?" Spurgte han måske en smule usikkert.
Hendes lange sætning fik ham til at rynke brynene fuldkommen forvirret. "øhm...selv tak?" Det var nærmere et spørgsmål end noget andet af den simple grund at han ikke havde den fjerneste anelse om hvilket svar hun forventede.
Det generede ham at hun slog blikket væk hver gang han søgte det. Det var tegn på at hun ikke turde møde hans blik og det gjorde så vanvittig ondt, fordi han virkelig faldt til ro i hendes øjne, kliché -agitigt som det måske lød. Lige nu havde han bare mere brug for hende end ag nogensinde følte han havde haft brug for nogen før. Hvilket var underligt for ham som ellers aldrig havde haft brug for andre end sig selv.
"En varulv i Hogsmeade?" Hans stemme blev bekymret, "Luna hvad snakker du om?" Ham krammede lidt ekstra hårdt om tremmerne. Hans mor havde lært ham at alle varulve var onde væsner der kun ønskede blod og ødelæggelse, så at hun havde mødtes med en skræmte ham. Hvad nu hvis denne varulv havde gjort hende noget?
Det næste hun sagde tog atter en del af moden for ham. Han stirrede på hende i nogle lange sekunder og nikkede så. Langsomt faldt hænderne ned langs siden. En del af ham havde næsten lyst til at spørge hende hvorfor hun så ikke bare gik og lod ham være i fred. Det ville han have sagt til alle andre, men han ønskede ikke at hun skulle gå. Han havde aldrig oplevet noget der ramte ham så hårdt som de ord. Langsomt trådte han et par skridt tilbage, væk fra tremmerne. Han gik tilbage mod det hjørne han havde siddet sammenkrøbet i før hun ankom og satte sig atter ned. "Jeg forstår," svarede han blot. Hans stemme var såret, men ærlig. For han kunne jo ikke bebrejde hende? Han havde været som et vildt dyr, selvfølgelig havde det skræmt hende, det burde det have gjort, men det ændrede ikke på hvor ødelæggende det føltes for ham at vide at han havde skræmt den eneste person væk som faktisk betød noget.

[Luna Clary Daniels]

Hvorfor skulle det også være så svært? Kunne de ikke bare snakke ordentlig sammen. Bruge tiden her sammen inden månen stod op. Men nej. Hun var for usikker lige nu. Luna var ellers aldrig usikker, så at være det nu var meget underligt for hende.
Hun tog en dyb indånding og prøvede så et lille smil til ham. ”Ja, vi… jeg sad ikke her hvis jeg havde opgivet det. Hvis ikke jeg troede på..det” Lige nu var det nok mere ham hun ikke helt troede på, men han virkede også påvirket af det. Det var underligt, for det var slet ikke sådan han plejede at være før en forvandling. Kunne det være hans følelser der alligevel betød så meget.
Luna så på ham. Utroligt nok håndterede hun det hele bedst ved mest at analysere ham.
Hun rynkede brynene lidt ved hans “selv tak”. Først var hun lidt usikker på hvad han mente med det, men da hun kun kunne komme frem til en mulig grund, var der ikke meget at rafle om. Det var dog et svært emne lige nu. ”Jeg… Jeg kunne aldrig finde på at kalde dig et monster, eller et udyr. Og.. og jeg ville aldrig for nogen pris…” Hun sank. Det hun skulle til at sige var ikke længere sandheden. Det gjorde ondt i hende, at hun var knækket den dag. ”Kun for en virkelig høj pris ville jeg fortælle nogen hvad du er. Eller andre af de hemmeligheder vi har. Jeg… jeg… var bare ikke stærk nok” øjnene blev blanke igen, som hun tænkte på hvad der var sket. Hun prøvede at ignorere det, mens hun fortalte om Ezekiel. ”Jeg var i Hogsmeade for nogle uger siden. Han sad på De tre koste og jeg genkendte ham fra en gammel skoleartikel om, at han var blevet smidt af sit quidditchhold fordi han var blevet bidt og havde reageret uheldigt. Lidt ligesom dig måske.” Stemmen var informerende og ikke spor anklagende. Hun så ned på sin bog igen, men læste ikke i den, istedet mærkede hun hvordan en tåre nu slap hendes øje og løb ned over kinden på hende. Hun kunne ikke lægge følelsen af ydmygelse fra sig efter hun havde snakket om det. ”...Spence...Jeg… ved… ved du hvor længe der er til månen er oppe” hun havde brug for ham. Bare et hurtigt klem fra hans hånd, et kram hvis det kunne lade sig gøre… eller et… hun var ikke sikker på hun kunne holde til kys lige nu.

[Spencer Lynch]

Spence havde nok aldrig helt følt sig så opgivende som han gjorde til aften. Det var som om at tanken om fuldmånen ikke var helt lige så skræmmende som tanken om at hun var bange for ham. Han bemærkede godt hendes smil, men havde bare så sindsygt svært ved at læse hende lige nu, men det at hun ville hjælpe gav ham alligevel et håb. En form for "lys i mørket" om man ville. Men når hun så erkendte at hun var bange for ham, fik det alligevel lyset til at blev lidt svagere.
Måske skulle han gøre lidt mere for at overbevise hende om at hun ikke havde grund til at frygte ham, men det var også bare svært når han også frygtede sig selv.
Han kunne nærmest høre smerten i hendes stemme som hun snakkede. De blå øjne var rettet opmærksomt imod hende skønt han nu sad op af væggen, væk fra tremmerne. Det gjorde ham så rasende at hendes loyalitet til ham, var det som havde været grunden til de ting hun havde været igennem. Han var selvfølgelig ikke vred på hende, men han følte sig bare slet ikke denne form for trofasthed værd. "Næste gang kan du bare sige det." Sagde han ligeud. "Jeg vil langt hellere have at folk ved det, frem for det der skete." Han sank og slog igen blikket lidt ned.
Han pillede en smule fraværende ved en neglerod imens hun fortalte om denne anden varulv, det gjorde ham sindsygt bekymret, men han kunne jo heller ikke tillade sig at sige hun ikke måtte. "Du skal bare passe på. Varulve er ikke til at stole på." Spence vidste kun hvad han var blevet opdraget med. Han oprigtigt ikke over at der faktisk fandtes varulve som måske var som han selv. "Hvorfor i det hele taget snakke med ham?"
Pludselig kunne han høre en ændring i hendes vejrtrækning, den var blevet lidt mere overfladisk måske. Det fik ham til at rette blikket mod hende på ny og han bemærkede, selv i det næsten mørke rum hvordan en tårer gled ned over hendes kind. Dette gik ham på benene igen. Han gik hen til tremmerne på ny og og fat omkring dem med begge hænder. Endnu et svagt jag gik gennem kroppen, men han tilbageholdt gispet denne gang. At se hende græde gjorde ham rastløs, han ville så gerne trøste hende, bare ligge armene omkring hende, og det var endda på trods af at han ikke rigtigt havde trøstet nogen før.
Han sukkede let. "Jeg ved det ikke," sagde han i en lidt mere hæs stemme, mest fordi han selv blev påvirket af at se hende på den måde, "5...10 minutter...måske mindre." Når først forvandlingen gik i gang, plejede det at gå forholdsvis hurtigt skønt det føltes som evigheder når man var i det.

[Luna Clary Daniels]

Luna så ned i jorden og rystede så lidt på hovedet. "Nej.. Du er ikke et monster. Det er du ikke. Det.. det ved jeg du ikke er." Luna prøvede virkelig at overtale sig selv om at det passede og dermed også at hun ikke havde noget at være bange for. Det var bare så pokkers svært. For sit indre øje genså hun hvordan Spencer havde været efter drengene da det havde slået klik for ham. hænderne blev lagt på hver side af hovedet og hun forsøgte at ryste tankerne ud, men de ville ikke forsvinde. Hvorfor ikke? Hun vidste jo at Spence var sød og kærlig og... Han var IKKE noget monster!Så så hun frem for sig. "Hvis jeg havde gjort som de bad om, var.. var du ikke... Undskyld." Skyldfølelsen rørte på sig igen og dermed sank modet på ny. 
Hun sad og fingerede lidt ved en hårlok, noget hun ellers sjældent gjorde, men hele hendes usikkerhed, fik hende alligevel til det. Hele den situation der havde slået et krater mellem dem fyldte så meget og det gjorde ondt i hende hvordan hun længdes efter Spencer, men ikke rigtig turde nærme sig ham. 
Det varmede lidt da hun mærkede hans bekymring ved at hun havde snakket med en varulv. Han var altså stadig glad for hende også. "Ham her var fin nok, og ifølge ham, så er der mange varulve man snakker med, uden at vide de er varulve. Han var meget flink og god til at snakke om det hele med. Måske du skal prøve det en dag. Vi.. vi kunne opsøge ham sammen. Han øhm... Nej ikke noget." En varme steg lidt op i kinderne selvom det ikke helt var med hendes gode vilje. Hun vidste ikke hvor de stod hende lige nu i forhold til hinanden og det fik hende til at sukke på ny. 
Hun tørrede øjnene lidt og så op, som han igen kom hen til hende. 5-10 min var ikke meget, men hun havde brug for ham! Uden at tænke mere over det rejste hun sig, kappen faldt af hende, så hun nu stod kun i sit nattøj og snart var hun henne ved Spencer og havde lagt armen om ham, så godt hun kunne og søgte hans favn. Hun slap dog hurtigt igen usikker på hvad der nu ville ske. 5 min var virkelig ikke meget at arbejde med! Hun trådte nogle skridt bagude, så hun ikke stod lige op ad han hvis han pludselig begyndte at skifte. 

[Spencer Lynch]

Han sukkede en smule. Det var svært for ham ikke at se sig selv på den måde, men det var dog en trøst at Luna holdt fast i at han ikke var. "Og det holder du stædigt fast i efter det du så?" Spurgte han stille. "Hvad nu hvis min mor havde ret? At det ikke er noget man kan flygte fra. At man bare er...ond." Det lød måske en smule dramatisk, men for pokker det var jo det han inderst inde frygtede. At han ikke kunne løbe fra mørket, at han villle ende med at skade folk som han næsten havde gjort der.
Det gik op for ham at hun bebrejdede sig selv hvilket hun, set med hans øjne slet ikke havde den fjerneste grund til. "Det var da ikke din skyld," sagde han mere sikker i tonelejet. "De var nogle idioter, og de havde måske gjort det mod dig alligevel. Du havnede på deres rada da du hjalp mig den dag på biblioteket." Sagde han mere stille. "Men næste gang, så bare giv dem ret. Jeg er ligeglad med hvad der sker med mig, og endnu mere hvad der sker med dem. Det er mere dig jeg er bekymret for." Indrømmede han og mærkede en mild rødmen snige sig op i kinderne.
Hans krop var begyndt at blive varm som havde han en voldsom feber. Endnu et tegn til at forvandlingen snart ville gå i gang. Han så til som hun pillede lidt ved en lok af sit hår. "At snakke med en anden varulv? Det lyder ikke helt sikkert." Indrømmede han. Igen skræmte tanken om at han selv var varulv ham. At mødes med en anden varulv lød lidt som selvmord i hans øre, med den viden han havde om varulve. Spence spidsede øre som hun afbrød sig selv, "han hvad?" Spurgte han usikkert.
I det samme skete der noget som for Spence nok var lidt uventet. Hun rejste sig, kappen faldt til jorden og afslørede hendes meget lette påklædning fuldkommen. Han sank en smule og han kunne mærke sit eget hjerte slå lidt hårdere i brystet. En ting som han fejlagtigt også skød på den kommende forvandling. Han mærkede hendes arm snor sig gennem tremmerne omkring han overophedet krop. Det gav en behagelig summende fornemmelse, lidt ala de omtalte sommerfugle i maven. Han nåede kun lige at slå armene omkring hende da hun atter trak sig tilbage og først var han ikke sikker på om det var fordi hun ikke havde brudt sig om hans berøring. Han så lidt spørgende på hende, men i det samme sendte et kraftigt jag af smerte ham i gulvet med et sammenbidt smerteudbrud. Han endte med at sidde på knæene og tage sig til maven i nogle lange sekunder som var han i krampe da det gik over gispede han kort efter vejret. Det ville ikke vare længe nu.

[Luna Clary Daniels]

Hun kunne ikke selv forklare det. Hun var bange for ham ja, eller måske bare ikke tryg ved ham, men et monster. Nej det var han bestemt ikke. "Jeg har altid været en meget stædig og standhaftig person." Forklarede hun så og blev en smule rød i kinderne over det, noget hun egentlig ikke plejede at gøre. Igen denne mor. Hende der skulle have givet alle de ar, der var spredt ud over hans krop. Luna rystede på hovedet. "Din mor tog fejl. Eller delvis hvert fald. Nej, jeg tror ikke det er noget du kan flygte fra, men hvad jeg ved om varulve nu, så kan du lære at styre det. OG nej Spencer. Ingen mennesker fødes onde. Det er vores handlinger, der definere hvem vi er. Okay det er måske nok lidt anderledes med Varulve, men Spencer. Du. Er. Ikke. Ond." Ligegyldigt næsten hvor mange gange hun skulle banke det ind i hovedet på ham, så blev hun ved til den dag han forhåbentlig ville begynde at tro på hende. Hun var sikker, det manglede han så bare også at blive.
Luna skar ansigt over de tre drenge der havde været efter dem,  men så forsvandt grimassen ret hurtigt igen. De var kommet ret slemt til skade efter, at Spencer havde haft fat i dem. En havde brækket næsen, en anden slået ryggen ret alvorligt. Luna tav. Det var gået ud over dem mere end hvad rimeligt var. "Jeg... det.. hmm." Men hvad skulle hun sige? Det var Spencer der var gået over gevind. Ikke at det gjorde drengenes handlinger okay på nogen måde. Luna havde haft frygtelig ondt i sit håndled dagene efter, men havde ikke sagt det til nogen. Der havde bare ikke virket til rigtig at være plads til det. Så hun havde gået med det selv. Der var jo heller ikke ligefrem noget der var brækket. Læben var helet hurtigt heldigvis for det. Hun slog dog blikket op i forundring over hans ord. "Bekymret for mig?" Men hun nåede så hurtigt at slå blikket ned, da hun mærkede Spencers øjne tæt på hendes. Hun var bare ikke klar til det endnu.
"Jo, en anden varulv. Han var faktisk ret sød. Stille og rolig og tog sig tid til at snakke. Okay han grinede også lidt af mig, men det kan jeg nu egentlig godt forstå." Forklarede hun lidt hurtigt. hun tav så inden hun fortsatte. "Han ehm... Han kommenterede på, at grunden til, at du nok reagerede så voldsomt på mig... var.. fordi du.. måske.. havde følelser for mig." En rødme skød op i kinderne på Luna og hun forsøgte virkelig at skjule det lille smil der var vokset frem. Hun vidste godt de havde kysset og sådan, men der var ikke ellers blevet sat ord på det. "Passer det?" Hun var simpelthen for nysgerrig til ikke at spørge ham. Tænk hvis han var sådan rigtig vild med hende.
Spencer var varm da hun krammede ham, unaturligt varm næsten, så det var nok meget godt, at hun havde sluppet ham hurtigt igen. Hun ville gerne have holdt krammet lidt længere, men sådan skulle det ikke være. Kort efter faldt Spencer også samen og Luna trådte for en sikkerheds skyld lidt bagud. "Jeg er her hele natten Spence, det lover jeg... på afstand godt nok. Men ja.. vi ses i morgen. Husk.. Der er altid et lys i mørket." Det var hårdt at se ham forvandle sig, uhyggeligt tilmed, men hun kunne ikke gøre mere.

[Spencer Lynch]

Hendes ord gav ham næsten lyst til at smile, hvis ikke hele situationen havde været så alvorlig og deprimernede. Det chokerede ham faktisk en lille smule at hun så elegant informerede om at hans mor var forkert på den, som var det a matter of fact. Selvfølgelig ville han gerne tro det selv, men efter det der var sket. Hvad nu hvis ikke han kunne overvinde det uhyggelige mordlysnte væsen han delte sind med.
Han havde næsten lyst til igen at hentyde til episoden. Han havde næsten kvalt en elev, hvordan kunne hun sige at han ikke var ond? Det var bare så forvirrende for samtidig så ville han bare så gerne tro på hende når hun sagde det og hun sagde det med så stor overbevisning at det næsten lykkedes for hende.
Selv var han godt klar over at drengene måske havde fået mere end hvad de fortjene, men skulle han sige det med hånden på hjertet, var de virkelig det mindste af hans bekymringer. "Ja." Sagde han stille, "som sagt var de kun efter dig på grund af mig...jeg vil ikke have at du kommer til skade på grund af mig." Sagde han så og så kort ned af den mørke gang så godt han kunne fra sin position bag tremmerne. Dette var udelukkede for at kigge i en anden retning end hende. Det var svært for ham at snakke om den slags fordi han ikke var helt sikker på hvordan han skulle forstå sine egne følelser.
Dog fangede blikket hende hurtigt igen, vagtsomt som altid når hun sagde noget der ikke helt faldt i hans smag. "Det...har jeg bare lidt svært ved at forstille mig." Indrømmede han og tyggede let på underlæben.
Da hun forsatte med at snakke kunne han ane hendes kinder blusse op, selv i mørket. Hovedet blev tiltet på skrå. Det var nu ikke fordi han nødvendigvis ville skjule sine følelser, han var bare ikke god til at forstå dem og sætte ord på dem. "Jeg kan godt lide følelsen du giver mig når du er i nærheden." Indrømmede han så og betragtede hende, "jeg er ikke en speciel glad person, men du får mig til at føle mig tryg og du giver mig lyst til at smile." Det var nok den bedste måde at beskrive det på, så håbede han bare at det matchede med det hun gerne ville høre.
Desværre blev deres moment ødelagt som forvandlingen satte i gang. Han høre godt hendes ord, men var ude af stand til at svare hende. Hans sind begyndte at lukke ned og inden længe var der ikke mere tilbage af ham som den store ulv kiggede tilbage mod pigen med et vildt blik. En dyb knurren forlod dens strube.