Moon Madness

[Luna Clary Daniels]

Endelig virkede det til at gå op for Spencer, at han skulle lade denne gå og bare følge ordre. Luna så efter ham og mærkede allerede savnet til ham stige igen. Hun havde næsten fået bearbejdet sin frygt omkring Spencer, men hun kunne godt mærke at lidt af muren blev bygget op igen. Hvad hvis nu han gjorde noget dumt fordi han ikke fik sin vilje? Kunne det også være noget af det han ville reagere på? Særligt når det drejede sig om hende. Var det måske ikke det Ezekiel havde hentydet til? 
Efter nogle sekunder, vendte hun igen blikket imod professoren og lyttede til hvad han havde at sige. "Det går så længe jeg har min kappe." Hun var faktisk ikke sikker på om hun måtte følge en lærer hen på sit kontor kun iført nattøj, men det måtte vel ske af og til. man hørte da og elever der var oppe om natten. Hun hankede en gang op i sin taske og fulgte så ellers med uden at sige meget. Som de kom ud af fangekælderen kiggede hun alligevel rundt efter Spencer, men han var ikke til at se. Derefter fulgt hun bare med. Som De efter noget tid kom til kontoret, fulgte hun med ind og satte sig i den anviste stol. Det blev først her hun svarede på hans konklusion omkring hende og Spence, selvom det ikke var lidt at svare på. "Vi er... hm..." Men hvad var de egentlig. Hun var stadig ikke sikker efter at han havde været efter de tre drenge... Hun mærkede en smerte i brystet og så ned. "Undskyld professor, jeg har ikke et godt svar på hvad vi er, Spencer og jeg. Havde du spurgt mig for nogle uger siden, ville jeg vide det, men nu? Hmm... Altså det var ved et tilfælde jeg opdagede Spencers udfordring. Ingen skal gennemgå den slags alene! Så ja, jeg gik selv derned. Jeg er ligeglad med om jeg har brudt en regel eller to, nogle ting er vigtigere end det!" Det var tydeligt hun ikke var bange for at stå ved sit formål og kendte man Luna bare lidt, så vidste man det ikke var første gang hun havde holdt en sådan salgstale for noget hun kæmpede for. 

[Albus Dumbledore ll]

Et lille smil formede sig på hans læber som hun ikke helt kunne sætte ord på hvad de var. Det skulle han nu heller ikke blande sig i, men det var alligevel ret sødt.
Albus betragtede hende fra sin plads på modsatte side af bordet som hun straks gik igang med at forklare sig. Han hvilede albuerne mod bordpladen og folede sine hænder foran sig hvor de samtidig virkede som støtte for hans hoved. "Jeg går ikke ud fra at jeg behøver at forklare dig om hvor forfærdelig galt det kan gå." Alle på 5. årgang burde kende til varulve og hvad de var i stand til, det blev man jo trods alt indlært i blandt andet forsvar mod mørkets kræfter, hvis ikke han tog helt fejl.
"Jeg forstår din bekymring ms Daniels." Begyndte han, de blå øjne var alvorlige som de hvilede på hende. "Men du må også forstå at det ikke kun er dig selv, men også alle på skolen du sætter i fare ved at være dernede." Han lød ikke sur, men alligevel bestemt. "Varulven bliver muligvis mere ophidset af du er i nærheden, det er også derfor at vi som professorer ikke befinder os for tæt ved cellen under forvandlingen." Forklarede han hende. "Plus hvis den får bidt dig har vi pludselig to ulve at holde øje med, og det tror jeg ærlig talt ikke at bestyrelsen vil synes særlig godt om." Han holdt en kort pause, "og et bid er endda ikke den værste skæbne du kunne gå i møde hvis først den får kløerne i dig." Tilføjede han så og rettede sig en smule op som han lod den ene hånd glide ned over sit skæg.

[Luna Clary Daniels]

Luna lyttede til professoren, men havde svært ved at give ham ret i hvad han sagde. ikke i det hele hvert fald. Hun var uenig og skønt han var lærer, så var hun ikke bange for at fortælle det. Forandringer kom ikke uden at man kæmpede for dem! "Jeg ved godt det kan gå galt professor. Jeg.. har allerede oplevet det lidt. Jeg var heldig. Men... Ja undskyld jeg siger det, nu har jeg siddet hos Spencer de sidste 3 måneder og tiden frem til forvandlingen virker langt mere behagelig for ham. Ligesom han bagefter virker mere... Jeg ved det ikke, men hvordan ville du have det med at blive smidt ned i en fangekælder, med et monster i dig og så blive hentet af nogen, som bare er dine lærere? Ja undskyld." Luna så undskyldene på professoren over hvordan hun netop havde talt til ham, men hun kunne ikke rigtig styre det. Hun troede stadig fuldt og helt på at det gjorde en forskel at hun sad hos Spencer, om ikke andet, så for spencers skyld. "Desuden er jeg meget forsigtig, når jeg er dernede. Jeg sidder i sikker afstand for cellen, og der plejer ikke gå så længe, før Moo.... før Varulven bliver træt af mig og bare lægger sig. Det jo ikke fordi jeg sidder klods op ad buret." Hun ville ikke blive væk dernede fra. Hun havde givet Spencer et løfte og det havde hun i sinde at overholde. "Det eneste alternativ jeg kan se er at I tilbyder ham en stormhateliksir hver måned." Lød det så som om det var en handel de var ved at finde enighed i.

[Albus Dumbledore ll]

Han blå øjen var stadigvæk alvorlige skønt han fastholdt det venlige glimt. "I så fald burde du også tænke dig ekstra godt om Ms. Daniels." Han fugtede læberne med tungespidsen. "Jeg forstår godt hvad du mener. Jeg kan godt følge dig i at du vil beskytte din ven." Sagde han og trommede fingrespidserne let imod hinanden. "Men det er vigtigt for mig at du forstår den risiko du sætter alle i." Han sukkede lettere dramatisk. "Så altså når jeg kommer ned for at lukke Spencer ud, omkring kl. 8, så vil jeg ikke se du sidder dernede." Det blik han sendte hende var så sigende som noget blik nærmest kunne være, glimtet var ikke til at tage fejl af. Han kunne ikke direkte opfordre en elev til at sidde nede hos Spencer, men igen var han helt med på hvor betryggende det måtte være for Spencer ikke at gennemgå det alene.
Han opfangede godt at hun rettede sig selv, men var ikke helt sikker på hvad hun var ved at sige.
Da hun nævnte stormhateeliksieren blev blikket atter alvorligt. Det var en uhyre svær og farlig eliksir at brygge, det kunne have døden til følge hvis det blve gjort forkert. Derudover så var ingredienserne ikke nemme at få fat i. "Stormhatte eliksir er en svær bryg," kommenterede han. "Hvis nogen skulle brygge den, skulle de være ufattelig dygtige til eliksirs og have let tilgang til ingredienserne." Forklarede han hende.

[Luna Clary Daniels]

Luna der var i et af sine moments, var "klar på kamp" og ville absolut ikke gå med en handel hun ikke kunne stå inde for. Om så hun skulle kaste sig selv for kuglerne, så gjorde hun det! "Tro mig professor, jeg gør ikke noget halvt. Hvis noget er farligt, så tager jeg højde for det. Men jeg svigter ikke Spencer! eller bryder mit løfte til ham." Hun var sikker i sin sag, og stod ikke til at bøje, det emmede ud af hende. Hans forståelse hjalp lidt og hvad han så mere sagde tog hun meget bogstaveligt. "Godt så. Så lover jeg dig ikke at være hos Spencer omkring kl. 8." Det lød næsten som en handel der blev afsluttet. Hun gav endda et lille nik for at bekræfte det. Luna overvejede om hun lige nu skulle fortælle om hendes ide med at blive en Animagus, men det var måske ikke lige tidspunktet på det. 
Til gengæld så vurderede hun at eliksirdelen var god lige at snakke igennem. hun havde læst en de op på det, det ville selvfølgelig afsløre, at hun havde været i den forbudte afdeling af biblioteket, men igen hvis målet var vigtigere end midlet, så var der ikke meget andet at gøre. "Jeg ved det er en farlig eliksir, jeg er igang med at læse op på det og læse det i dybden, så der ikke sker nogen problemer. Selvfølgelig bliver det svært med ingredienserne, men at blande eliksiren skulle jeg nok kunne klare."

[Albus Dumbledore ll]

Professoren kunne godt mærke at dette her ikke ville være et argument han kunne vinde medmindre han truede med afstraffelse. Dog var han ikke interesseret i den taktik. Han kunne godt forstå at hun ville være der for sin ven, men han ville selvfølgelig sikre sig at hun var forsigtig sådan at han ikke pludselig havde en elevs død på samvittigheden. Dog lod det til at hun havde ret godt styr på hvad hun lavede.
"Godt." Konkluderede han med en lettere tænksom mine.
Igen så han på hende med det lettere gennemborende blik som Dumbledoreslægten var kendt for. Han kunne stadigvæk ikke direkte opfordre hende til at blande eliksiren, men han kunne også godt fornemme at det ville ske med eller uden hans hjælp. Så heller med. "Ja de er virkelig svære at få fat i." Medgav han. "Det ville være en skam hvis jeg glemte at låse ind til drivhuset en af de følgende dage." Han sukkede en smule dramatisk. "Hvis nogen skulle forsøge sig med at brygge en stormhatteeliksir, ville jeg dog fortrække at de stillede den på mit kontor en af dagene så jeg kunne få den checket...bare inden den bliver givet til en person, det kan nemlig meget hurtigt ende tragisk." Hans blik var meget alvorligt ved disse ord.
"Nå, men jeg har ikke mere. Du må hellere komme op og få tøj på, så du kan få noget morgenmad Ms. Daniels." Et smil gled over hans læber som han nikkede som et farvel, og dermed gjorde tegn til at hun kunne gå.

// out

[Luna Clary Daniels]

Luna fulgte med som det så ud til at professoren accepterede hendes krav, hvilket fik hende til at smile. Generelt set virkede han ikke så hård som de andre professorer og hun fornemmede egentlig, at han gerne ville hjælpe dem. Endvidere havde han slet ikke snakket om straf og virkede heller ikke til at ville gøre det. Faktisk lød det meget til at han var på hendes side, selv da hun snakkede om Stormhat eliksiren, hvilket krævede lidt for hende ikke at reagere overraskende på. Ville han virkelig hjælpe dem? Det lød sådan. "Så hvis en sådan eliksir dukker op på dit bord, sørger du så også for at den kommer tilbage til sin ejermand, når du har tjekket at alt er okay med den?" Det var en underlig måde at snakke på, alt blev sagt mellem linjerne, men hun forstod godt hvorfor. Professor Dumbledore ville være i problemer, hvis det blev opdaget at han hjalp dem. "Tak for hjælpen Professor." Hun sendte ham et smil før hun vendte sig om og gik ud af døren.

Som hun åbnede døren til Kontoret og ud til gangen, fik hun øje på en mørkhåret fyr, som hun ærligt forventede lå i sin seng lige nu. Derfor hævede hun et undrende bryn. "Spence? Hvad laver du her?" Han var altid mega træt efter fuldmåne, og han havde vel sikkert ikke fået noget at spise heller. DEt kunne ende rigtig galt, på flere måder, hvis ikke han tænkte sig om.

[Spencer Lynch]

Spencer stod lænet op af den kolde mur overfor døren ind til Professor Dumbledores kontor. Han lignede mest af alt en der forsøgte at gå i et med muren, en tendens han ofte havde. Huen var trukket godt ned over det kulsorte hår og hans hænder var placeret fast i lommerne. Han afventede at hun ville komme ud så de forhåbenligt kunne snakke sammen. Skønt han var ved at falde om at træthed, hvilket de mørke render under øjnene bevidnede, så havde han ikke været i stand til at sove før han lige havde snakket med hende.
Den forgående aften havde bare været så forvirrende. Det ene øjeblik havde det virket som om hun aldrig ville kunne tilgivet ham det der var sket, men så om morgenen havde tingene alligevel været lidt anderledes. Og så var der krammet. Og så var professoren kommet og alting var blevet noget rod igen, han håbede bare ikke at hun fik ballade på hans vegne. Han måtte vide det. Plus der var tegningen i hans skitsebog..
Så mange forvirrende ting på én gang, han havde bare brug for en eller anden form for vished.
Døren gik op og Spence rettede de trætte blå øjne imod pigen der kom ud. Hans blik var alvorligt som han rettede sig op og gik frem imod hende, "jeg ville checke at du er okay." Sagde han lige ud. "Er du okay? Nu er du ikke havnet i problemer på grund af alt det i kælderen vel?" Han hævede et bryn af hende og bekymringen skinnede svagt igennem.

[Luna Clary Daniels]

Luna så på ham mens hun trak kappen tættere omkring sig, ikke fordi hun frøs, men hun havde trods alt stadig kun nattøj på, og skolen var ved at vågne nu. Hun ville helst ikke fanges midt på gangen i nattøj. "Det hedder en Krypt Spence." Hun havde dog svært ved at holde den alvorlige tone og kom også til at smile lidt for hurtig. Hendes mission på kontoret var lykkedes og hun havde fået trukket den bedst mulige handel i land. Hun elskede denne del af at kæmpe for rettigheder og ligestillinger. Når alt gik op i en højere helhed og der blev fundet en brugbar løsning. "Professor Dumbledore forklarede mig bare at han fremover ikke vil se mig i krypten omkring kl 8, hvor han kommer og låser dig ud. Så jeg måtte jo pænt love, at jeg ikke ville være der kl lidt i 8." Hun trak på skuldrene og smilede så frem for sig. Mon egentlig Spence forstod hvad dette dækkede over? Det var en lidt sjov test, som hun kiggede på ham efter respons, gik det op for ham hvor træt han egentlig så ud til at være. "Desuden Spence, så du gå i seng. Du er total smadret, du ved godt selv hvor træt du bliver efter natten. Og lige nu står du og bryder en professors ord, er du klar over det? Hvad havde du overhovedet tænkt dig? Du har selv lige sagt at du ville blive smidt ud, hvis du bryder flere regler og så vælger du at vente direkte uden for Dumbledores kontor. Sig mig, VIL du gerne stoppe på skolen?" Tonen var måske lidt hård, men hun ville ikke miste Spence nu de endelig var ved at finde sammen igen. Hun savnede ham jo og ville gerne være hos ham, men ikke hvis det brød med reglerne, selvom hun nu forstod Dumbledore ikke var helt så stor regelrytter. "Du simpelthen for meget. Du har vel heller ikke spist endnu, kan jeg gætte mig til så?"

[Spencer Lynch]

Spencer sendte hende et blik der tydeligt understrede hvor ligegyldigt han mente det var om man kaldte det en kælder eller end krypt. Alligevel kunne en lille del af ham ikke helt lade være med at finde hendes rettelse lidt sjov. ”Okay så krypt” Rettede han sig selv med en flabet undertone.
De blå øjne blev knebet let sammen som troede han ikke helt på det hun fortalte ham, ”vent...” han rystede en smule forvirret på hovedet, ”så han gav dig lov til at være dernede sammen med mig?” Det havde han svært ved at tro, han ville bare være sikker på at Luna ikke rodede sig selv ud i problemer.
Ændringen i hendes tonefald kom komplet bag på den unge fyr. Han så på hende med et overrasket blik som hun stod der og skældte ham ud over hans regelbrud. Overraskelsen stod tydeligt skrevet i ansigtet på ham som han åbnede munden for at responderer, men hurtigt lukkede den igen da hun ikke lod til at ville lade ham få et ord indført.
Først da hun var færdig med at ”skælde ham ud” vovede han at tale, ”nej...nej selvfølgelig ikke...jeg ville bare sikre mig at du var okay.” Afslørede han stadigvæk en smule befippet over at han skulle stå skoleret overfor hende, skønt en lille del af ham egentlig fandt hendes mere bossy side lidt charmerende.
”Øhm...nej..ikke endnu...” Indrømmede han og slog blikket en smule ned som forventede han endnu en skideballe. Han kunne godt fornemme at der var en smule bekymring i de ting hun sagde. Hun gav ham ikke bare skæl ud fordi hun gerne ville råbe af ham, eller ud med sine aggressioner, den form for skideballe kunne Spence kende lige med det samme eftersom han havde fået utallige af begge dele, dette her var anderledes, som om det var ud af bekymring hvilket gjorde, at det næsten føltes en smule rart på en eller anden måde.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede til ham og trak så kappen lidt omkring sig igen, det blev efterhånden mere og mere akavet at stå der midt på gangen i nattøj. Heldigvis var der ikke mange elever at se endnu, de fleste var nok nede ved morgenmaden. "Præcis, en krypt." Grinede hun så lidt. Det føltes umådeligt rart og befriende at kunne grine sammen med Spencer, eller hvert fald til ham. Hun fornemmede godt hans skepsis over det hun fortalte, men valgte bare at trække på skuldrene. "Det er ikke ligefrem første gang, jeg skal diskutere omkring rettigheder. Dumbledore var nem faktisk. Jeg ham et simpelt alternativ, enten så ville jeg sidde i krypten hos dig, eller også, så måtte han sørge for at du fik en stormhat eliksir hver måned. Så... Vi blev enige om at det var fint. Han gav mig ikke lov til at være der nej, men han gav mig heller ikke ordre på ikke at være der, kun at han ikke ville se mig omkring kl 8. Hvad der sker resten af natten, nævnte han ikke noget om." Forklarede hun som var det det mest logiske og hverdagsagtige man kunne tale om. "Jo, jeg skulle selvfølgelig lade være med at skabe problemer af den ene eller anden art, da... da varulve ikke er ufarlige." Tilføjede hun så. Som altid sænkede hun stemmen, som hun nævnte ord 'varulv'. Men stadig blev det hele sagt som havde det været vejret de havde diskuteret. "Nååh ja, så nævnte han, at han jo nemt kunne "komme til" at glemme at låse ind til drivhusene, og at hvis nogen så ville få den ide at brygge en stormhateliksir, så ville han foretrække at den endte på hans bord, så han kunne tjekke den efter, inden den skulle gives til nogen" Hun smilede lidt og bed ned i sin underlæbe kort, før hun så fortsatte. "Jeg måtte jo så der tilføje, at jeg i så fald ville håbe at en sådan eliksir, ville finde tilbage til rette ejermand, når den var tjekket." Hun trak igen på skuldrene, som om det ikke var noget særligt hun netop havde stået og fortalt. For hende var det selvfølgelig et kæmpe peg om, hvad hun skulle bruge den næste tid på, men udover det, så ville hun gerne holde det diskret så længe de stod der midt på gangen. 
Derefter vendte hun igen opmærksomheden på hans mange brud af regler. "Selvfølgelig er jeg okay. Havde jeg fået en eftersidning, havde jeg også været okay. Det at være der i nat, slår enhver eftersidning og jeg tager dem gerne for at du ikke skal sidde alene." Forklarede hun så og nikkede kort med hovedet, før hun så begyndte at gå. Hun gad ikke blive stående udenfor professorens kontor, og hun forventede egentlig Spencer gik med så snart hun satte i bevægelse. Retningen var selvfølgelig imod hendes opholdsstue, så hun kunne få noget ordentligt tøj på. Som hun gik rystede hun på hovedet af ham. "Så hverken mad eller søvn! Gider du passe lidt på dig selv. Det jo et under du stadig står så. Du burde gå direkte ned i din seng!" Tonen var stram igen, stram men kærlig. Hun var jo bare bekymret for ham og tanken omkring hvor nemt det ville være for ham at falde igennem, hvis han både var træt og sulten, ville ikke slippe sit tag i hendes tanker. Om den del var bekymring eller frygt, vidste hun ikke. Men det fyldte en hel del.

[Spencer Lynch]

Havde Spencer ikke været ved at gå i knæ af træthed ville han nok måske have dristet sig til at sende hende et mere oprigtigt smil, men for nu blev det blot til en lille trækning i den ene mundvig.
Han tog sig selv i bare at stå og lytte alt imens han forsøgte at finde et passende ansigtsudtryk til alt det hun fortalte. Der var flere steder hvor han havde lyst til at bryde ind, men hendes talestrøm ikke helt tillod det.
"Så..du gav en professor et ultimatum efter selv at have brudt reglerne?" Spurgte han med hævede bryn alt imens han opsummerede på fingrene, "derefter får du ham til at godkende at du laver...stormhatteeliksir?" Han trak huen af for at klø sig let i det sorte hår, "og sagde det hvis du havde fået en eftersidning? Altså har du slet ikke fået ballade?" Det var godt nok utroligt. Her havde han stået og frygtet det værste og så havde hun bare siddet og plottet gennem kryptiske beskeder med professoren om hvordan hun kunne forsætte med at bryde reglerne? Huen blev atter trukket på, skønt håret sad og strittede lidt i alle retninger under den.
Helt automatisk fulgte han efter hende som hun satte kurs mod sin opoldsstue. Han havde modsat hende ikke nogen ide om at det var der de var på vej hen, han fulgte bare efter så de kunne forsætte samtalen. Han var så evig taknemmelig over hendes loyalitet, også selvom han måske ikke helt følte at han fortjente den efter det han havde gjort. "Du er ikke rigtig klog." Endte han så med at slynge ud. Dog var det sagt i en varm tone der var meget ulig hans normale kølige tonefald.
Selvom hun forsat snappede af ham for ikke at have spist og stadigvæk være oppe tog han det ikke helt så nært. Han lod hovedet tippe på skrå. "Rolig rolig," sagde han stilfærdigt og holdt lidt forsvarende hænderne op foran sig. "Jeg skal nok gå ned og sove, men altså jeg er ikke særlig træt lige nu." Det var en direkte -og ret tydelig, løgn. Sagen var den at de endelig førte en samtale igen og Spence havde virkelig ikke lyst til at stoppe for han havde sådan savnet at snakke med hende, også selvom hun lige nu var ved at give ham en opsang.

[Luna Clary Daniels]

Luna så på ham med antydningen af et selvtilfreds smil. Det havde bestemt været en sejr hun havde trykke i land på professor Dumbledores kontor, og hun mente bestemt der var grund for at være tilfreds. “Jeg giver ikke op så let, når det drejer sig om noget jeg tror på. Jeg troede egentlig også at vi havde konkluderet, at jeg er stædig. Altså jeg fortalte vare professor Dumbledore at du på ingen måde blev behandlet godt, og at det på ingen måde kunne være en god løsning at lade dig gennemgå det selv. At det var bedre at du havde en ven hos dig” Det var det igen, ordet ven havde ikke rigtig været brugt mellem dem længe, men nu slog hun så fast at det var, hvad de var. Hvert fald som minimum. “Altså i det mindste behøver jeg ikke bryde rigtig ind i drivhuset nu, til når jeg skal brygge din eliksir. Nu har jeg jo lidt fået lov til det. Det gør det noget nemmere.” Hun smilede veltilfreds. Hun havde læst alt hun kunne finde omkring den eliksir og brygningen af den, og nu havde hun altså også ingredienser og en lærer der ville tjekke den igennem. “Måske” grinede hun, som han kommenterede på, at hun ikke var rigtig klog. “Det gælder om st spille sine kort rigtig jo og tørre satse. Når bare man står fast, så opnår du mere” forsøgte hun at beskrive for ham. Hendes hånd gled hen over hans, så de kort tid efter kunne flette fingrene sammen. Det havde hun bestemt savnet og lige nu var det bestemt noget hun satte pris på. “Spence du er død træt jo. Hvorfor... “ Hun skulle til at stille et spørgsmål, men opgav så og søgte hen mod en bænk på gangen. “Sæt dig her Spence, jeg er tilbage om lidt” Derpå drejede hun om på hældene, tøvede så lidt, og gik hen og gav ham et kys på kinden. “Jeg er tilbage om lidt”

[Spencer Lynch]

Der var noget fascinerende over måden hun stod og snakkede på omkring hendes bedrift. Det var lidt af det drive Spencer måske godt lidt selv kunne bruge sommetider. Hun gik efter de ting hun troede på, hvorimod han havde det med at "gemme sig lidt af vejen" for at undgå unødige problemer.
Dog brød han sig stadigvæk ikke om at hun skulle ende i problemer for hans skyld, men han var for træt til at debaterer det nu. Det kunne jo godt være at professor Dumbledore havde været forstående, men hvem sagde at den næste professor der opdagede hende ville være det?
"Du må ikke tvivle på at jeg virkelig værdsætter hvad du gør for mig, men du må altså passe på du ikke bliver opdaget.." Han tøvede lidt, "jeg vil heller ikke have du bliver smidt ud..du er den eneste her på skolen der er værd at blive for." Han så på hende med sit indtrængende blik før han slog det kortvarigt ned.
I det samme mærkede han hendes hånd i hans og kort efter hvordan hendes fingre snoede sig imellem hans egne. Det gav ham en skøn varm følelse i kroppen og han mærkede hvordan hans indre nærmest slog en lille koldbøtte, uden at det var ubehageligt.
Han lukkede sine fingre om hendes og var bare lettet over at tingene lod til at være løsnet lidt op imellem dem igen. Nu turde hun i det mindste at røre ved ham.
Skønt hun ikke stillede sit spørgsmål færdigt, havde han en lille ide om hvordan det lød. Han svarede hende ikke, men sendte hende i stedet et sigende blik. Fordi han vidste at hun ville have gjort det samme for ham. Eller det gjorde hun jo sådan set allerede ved hver eneste fuldmåne.
Da hun bad ham sætte sig gjorde han det uden at stille spørgmålstegn. Han stolede på at hun ville komme tilbage så han nikkede blot og lænede sig frem for at hvile albuerne imod knæene sådan at hans hoved kunne gemme sig i hænderne. Allerede nu måtte han kæmpe lidt for at holde sig vågen og han mærkede også hvordan hovedpinen var ved at snige sig ing på ham, grundet manglende søvn, mad og væske, men stillingen her hjalp en lille smule. Dog var der en anden ting der hurtigt fik ham til at fokuserer på noget andet, og det var da han mærkede hendes bløde læber mod sin kind.
Han rettede sig op og så på hende. Det gav ham en næsten uimodståelig lyst til at mærke dem mod sine egne læber igen, som den ene aften under festen. Han sank en gang og lod tankerne glide lidt hen, skønt de blå øjne havde fastlåst sig på hendes læber i nogle lange sekunder. "Okay," svarede han i en let hæs stemme.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede hjertevarmt til Spencer, hun var ikke et øjeblik i tvivl om at han værdsatte, hvad hun gjorde for ham. Det var da også dejligt at få at vide, skønt det ikke var derfor hun gjorde det. Hun gjorde det jo netop, fordi hun troede på det, og mente det har det rigtige at gøre. Selvfølgelig blev det noget lettere ved, at Spencer betød så meget for hende, som han gjorde. Hun kom dog til at himle lidt med øjnene over hans bekymring, skønt det faktisk ramte hende. ”Spencer jeg bliver ikke smidt ud. Det lover jeg. Måske en eftersidning i ny og næ, men ikke mere end det” Det var hun ret sikker på ikke ville ske hvert fald. Hun var for god til at snakke tingene fra sig.
Det var overraskende at høre Spencer sige, at hun var den eneste det var værd at blive for, og det fik hende da også til at smile lidt forlegent.
Det var næsten svært at skille sig fra Spence, men efter et kys og bekræftelsen på, at han ville blive siddende skyndte hun sig alligevel op til opholdsstuen, hvor hun løb op på sin sovesal og hurtigt fik trukket nattøjet af og noget rigtigt tøj på. Der blev lagt et hurtig men dog pæn makeup, før hun så smuttede ud til Spencer igen. ”Hej. Jeg forsøgte at skynde mig. Jeg håber ikke du ventede for længe” Hun havde lyst til at kysse ham, og derfor havde hendes øjne fundet hvile på hans læber.