Hvem er bange for den store stykke ulv?

[Ezekiel Amardeus]

Luna Clary Daniels
De Tre Koste
Lørdag omkring middag
Maj - 2056

---

Zeke tømte sin ingefærøl og kiggede lidt søgende ud på den tavle lille gågade udenfor vinduet. Folk strøj forbi i fuld sving med deres daglige gøremål. Elever nød deres weekend og de sidste dage i Hogsmeade inden skolen sluttede. 
Her på De Tre Koste var der også temmelig fyldt op. Mange nød en god frokost herinde eller bare en kold ingefærøl som kroen jo var ret godt kendt for. Zeke sukkede let og pillede en smule fraværende ved det komme glas. Fjernede duggen derfra med den ene pegefinger.
Han var en smule træt i hovedet eftersom han havde haft mange ting at tænke over på det sidste, men tingene var så småt begynd at falde på plads for ham. Det ville blive hårdt, men han måtte gøre hvad der skulle gøres. 
Han så sig lidt over skulderen på en gruppe ældre hekse der havde en temmelig stor debat omkring en artikel i Alt for Heksene. Han rystede let på hovedet og begravede kort ansigtet mellem hænderne inden han atter lod dem falde ned og hvile på bordet. Han overvejede lidt om han skulle gå hjemad eller om han skulle tage en øl mere. 

[Luna Clary Daniels]

Weekend betød Hogsmeade for mange elever. I dag var Luna dog taget afsted selv. Hun havde en mission at udføre, dog vidste hun intet om hvordan hun skulle bære sig ad.
sagen var at hun havde læst alle skolens bøger om varulve, men stadig ikke var sikker på hvordan hun helt kunne hjælpe Spence med at holde hans mere pelsede side i skak. Derfor havde hun besluttet at se om hun kunne finde en varulv i landsbyen, som hun kunne spørge om hjælp. Hvordan hun ville bære sig ad med det, det vidste hun ikke, og det var nok forholdsvis umuligt og ret dumdristigt at lede efter en varulv, særligt uden for fuldmåne. Hun havde ledt hele formiddagen, og var blevet enig med sig selv om et kort hvil før hun fortsatte. Derfor gik hun ind på de Tre koste og bestilte en ingefærøl. Som hun vendte sig om for at finde et sted at sidde, fangede hendes øjne et kendt ansigt, hun ikke før havde bidt mærke i. Det var jo næsten som et lykketræf. Det var Ezekiel, manden der angiveligt var blevet bidt af en varulv og dermed var blevet smidt af quidditchholdet. 
Uden frygt for at tale med en varulv, gik Luna tættere på, og da hun stod helt hende ved hans bord, rømmede hun sig lidt og så på ham. “Undskyld, jeg vil ikke være uhøflig, men tager jeg fejl hvis jeg gætter på du er Ezekiel... hmm... hvad var det nu? Amardeus!” Hun gav ham tid til lige at fordøje spørgsmålet, før hun stillede et nyt.”må jeg stille dig nogle spørgsmål omkring øhm... ulve... du ved.” Hun håbede virkelig han forstod hende og endnumere at han ikkeblev sur.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke havde dit tilfælidigt fået øje på pigen som bevægede sig hen mod hans bord. Han betragtede hende vagtsomt med de grønne øjne og var først ikke helt sikker på om hun havde retning mod ham eller bordet ved siden af.
For ikke at stirre uhøfligt, drejede han atter blikket væk fra hende og rettede det imod vinduet på ny. Han var ikke vandt til at folk henvendte sig til ham, han havde det bedst med at passe sig selv. Dette var dog ikke en mulighed som han hørte hende stoppe ved bordet. Han ventede lidt, som afventede han at han skulle gøre et eller andet før han så tilbage på hende.
Han skulle lige til at spørge om der var noget han kunne gøre for hende, men hun kom ham i forkøbet.
Komplet overrasket over hun tilsyneladende vidste hvem han var, formede han brynene i dyb undren. "Jo..det er mig." Sadge han en smule mistroisk. "Om ulve?" Han kastede blikket lidt rundt. Zeke var ikke flov over at være varulv, han kunne heller ikke finde på at lægge skjul på det. Han var den han var og han var godt tilfreds med det.
"Om varulve mener du?" Spurgte han ind. "Undskyld hvem var det du sagde at du var?" Hovedet blev tiltet let på skrå og han lukkede hænderne omkring det tomme glas foran ham.

[Luna Clary Daniels]

Et lille smil viste sig på Lunas læber, da han bekræftigede hende i hvem han var. Så langt så godt. Det overraskede hende dog lidt at han var så åben om hvad han var, det havde hun ikke forventet. Det gjorde dog det hele meget lettere. Han spurgte ind til hvem hun var hvilket fik hende til at smile lidt undskyldende. “Undskyld jeg fik hvis ikke præsenteret mig. Luna Daniels, jeg er elev oppe på Hogwarts. Det var der jeg læste en artikel om dig i min søgen om varulve.” Forklarede hun roligt. Hun undgik dog lidt delen med at hun havde læst ting også som hun egentlig ikke måtte komme i nærheden af. Hun trommede lidt i bordet med sin tommelfinger, hvordan gjorde hun lige dette her bedst? Og mest sikkert. “Hør, jeg øhm... ja jeg ville gerne tale om varulve.. hvis det overhovedet er en mulighed? Ser du jeg har en ven, som ikke rigtig kan styre det og jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal hjælpe ham” hun var meget direkte i sit spørgsmål. Om det var dumdristigt vidste hun ikke, men hvorfor pakke det ind? Så risikerede hun bare at få forkerte svar. 

[Ezekiel Amardeus]

Zeke betragtede hende vagtsomt. Han var ikke rigtigt blevet uset på denne måde før så det foruroligede ham måske en lille smule. "En artikel om mig?" Han kunne godt huske at han havde været i skolebladet nogen gange som ung. Han havde været quidditchspiller, men var blevet taget af holdet efter biddet, da han var blevet for voldsom. "Hvorfor søger du noget om varulve?" Spurgte han ind.
Han håbede virkelig ikke at hun var en eller anden journalistinteresseret elev som skulle bruge en god historie til skolebladet, for det orkede han ærlig talt ikke. Hans blik faldt ned på hendes trommende tommelfingre og så tilbage på hendes ansigt igen. Hovedet blev tippet let på skrå som hun forklarede sin situation yderligere. Han sukkede kort og holdt en lidt længere tænkepause før han svarede hende. "Hvad vil du gerne vide?" En del af ham havde mest lyst til at rejse sig og gå gør han blev blandet ud i et eller andet, men en anden -og stærkere del, havde nok altid haft lidt en svaghed overfor unge der sad i samme situation som han selv havde gjort. Han kendte kun alt for godt til den afmagt og frygt der lå bag en "sygdom" som lycantropi.
"Hvor gammel er din ven?" Spurgte han så ind, bare for at samtalen ikke skulle være total ensrettet.

[Luna Clary Daniels]

Et øjeblik var Luna usikker på om det var en god ide, det hun havde gang i, men hun så bare ikke så pokkers mange andre muligheder. Desuden måtte det vel være nogenlunde sikkert eftersom de sad inde på De Tre Koste. Der var selvfølgelig en risiko for, at manden overfor var mere en Gråryg-type, men det måtte hun jo så finde ud af. Hun ville gerne gøre dette her for Spencer. Hun nikkede bekræftende som han spurgte ind til artiklen. ”Ja. En gammel artikel fra skolebladet om, at du var taget af quidditchholdet, fordi nogen bed dig” Luna havde styr på sine facts og hun havde læst artiklen grundigt, så der ingen tvivl var. Men sådan gjorde hun jo med alt.
Han virkede til at være lidt åben, og begyndte at spørge ind til hvorfor hun ville vide noget og hvad hun ville vide. Luna trak først vejret dybt og begyndte så. ”jeg har den her ven, han er dog født som varulv, og han.. virker så bange for det. Han holder sig altid for sig selv og glemmer næsten at leve livet, bare fordi han frygter fuldmånen. Han siger også der let kan ske ting som vækker… monstret. Det er hvad han kalder ulvedelen i sig” Forklarede hun og så over på den ældre mand. Mon han havde det på samme måde og kunne genkende det? ”Så ja, jeg vil gerne vide hvordan jeg hjælper ham? Hvad kan jeg gøre? Hvordan overbeviser jeg ham om at han ikke er et monster? Og - hvordan viser jeg ham at han godt kan nyde livet selvom han har den… udfordring?” Det var næsten tydeligt at høre, at Luna ikke ville bruge ordet “problem” om det og samtidig kunne det også høres i hendes oprigtighed, at hun var klar til at gøre alt for Spencer. ”Vi går begge på 5. Årgang, så han må vel være 15 eller 16, måske 17?” Alder var egentlig ikke så vigtig for Luna. Det var ikke det der skulle afgøre om hun ville have nogen som ven eller ej.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke så på hende med et lille afmålt smil. Det skulle ikke undre ham at det var sådan det stod skrevet i skoleaviserne. Det lød så let og lige til. Sandheden var at det havde været den mest traumatiserende del af hans liv. "Jeg blev angrebet hjemme på min teresse i sommerferien da jeg var 13. Men ja det resulterede i at jeg blev taget af quidditchholdet fordi jeg ikke kunne kontrollerer det." Forklarede han. Han havde ikke fået den hjælp han havde haft brug for dengang, det var måske derfor han havde en svaghed for unge der gennnemlevede det samme. Han var ikke sikker på at hun var interesseret i de grusomme detaljer, såsom hans mor blev slået ihjel i forsøget på at beskytte ham.
Zeke kunne godt fornemme at dette her måske ville komme til at tage lidt tid, så han gjorde en gestus mod den tomme plads overfor sig, som et tilbud om at hun kunne sætte sig. Han lyttede intenst til de ting hun fortalte og kunne desværre kun nikke genkendende til det. "Han er bange for det med god grund," svarede Zeke og gjorde tegn til en af servitricerne om at hun skulle komme ned og tage imod deres bestilling. "Det der er med ulve-delen er at den ligesom hele tiden ligger under overfladen. Ens instinkter er meget stærkere," Forklarede han hende og vente sig så mod kvinden der var kommet hen til bordet, "jeg tager en græskarjuice," han så mod Luna, "vil du have noget?" Spurgte han ind.
Da servitricer igen havde forladt dem med bestillingen forsatte han, "det vil sige fx. det fight og flight instinkt der ligger i os alle, vil næsten altid ende med fight. Varulven er en ret "overlegen" race, og trangen til at være alfaen smitter ofte af på mennesket. Giver det mening?" Han holdt en lille pause før han forsatte. "Man kan godt holde det i skak, det er svært, især hvis man bliver sat i en situation, som fx. en slåskamp." Han krydsede armene og hvilede albuerne mod bordpladen.
Igen lod han hende tale før han forsatte, "altså der er to muligheder, af hvad jeg kender til, man kan enten lære at lukke helt ned for den del af sig selv. Komplet ignorerer den. Det er svært, men det kan vidst lade sig gøre. Ellers kan man lære at leve med det. Lære hvor ens tricker punkter ligger, og hvem der er ens anker." Forklarede han roligt.

[Luna Clary Daniels]

Det virkede ret beroligende, at han sendte hende et smil. På den måde følte hun det blev en smule bekræftet, at han ikke havde planer om at bide hende lige om lidt. Det kunne jo i princippet ske, hvis han var som nogle af de andre varulve, hun havde læst om. Den værste hun havde læst om måtte alligevel være ham Gråryg, der havde styret under troldmandskrigene - hvert fald den sidste af dem. 
Luna så på Ezekiel, da han begyndte at fortælle. Det lød bestemt ikke rart. "Det... Er jeg ked af at høre, hvis altså det er sådan man siger. Jeg er ikke vant til at snakke med varulve, ikke ud over Spence. Men jeg kan ikke forestille mig, at man som 13 årig, drømmer om et liv som varulv." Luna kiggede sig omkring i stuen og sænkede så stemmen lidt. "Er det ok jeg bruger det ord? Du ved.. V-ordet? Jeg vil nødigt være uhøflig." Luna smilede venligt til ham. Hun udviste den passende mængde respekt for en der var ældre, og behandlede ham ellers som en mand og ikke som en varulv, som andre måske kunne finde på. Hun  gik selv meget op i høflighed og ville derfor ikke være uhøflig i sit ordvalg.
"Han har forsøgt at snakke med mig lidt om det, men det er rigtig svært når jeg kun ved, hvad jeg læser i bøger, og det de færreste der har skrevet en selvbiografi på det emne. Så har vi dem hvert fald ikke på Hogwarts." Hun havde virkelig læst ALT, det kunne man sikkert også fornemme, når hun var nået frem til en gammel artikel fra skolebladet, som nok ikke var det første man gik i gang med, når man ville læse om varulve. Hun satte sig på stolen som hun blev tilbudt og bestilte en græskarjuice, som han. Han havde selv spurgt, så det måtte betyde han gerne ville bruge tiden med hende. Det han ellers fortalte lød meget som hvad Spencer også havde forsøgt at fortælle, bare med lidt mere erfaring bag. uden at ville det, kom Luna til at trække på smilebåndet. "Wauw, og jeg er stædig nok i forvejen. Nej undskyld. Det er ikke relevant, men altså, jeg ved hvor svært jeg har ved at vend ryggen til noget der genere mig, og det er vel så endnu værre for.. jer?"  Hun kiggede lidt ned i bordet og fortsatte. "Ja, han kommer af og til op at slås... hmm han fortalte mig, at der var nogle ting der trickede ham... Udfordringer og Hvis han blev bange.. og.. og Mig?" Det sidste var nok lidt personligt, men for Luna var det måske også for at forstå lidt bedre, hvad han kunne mene med det.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke betragtede pigen overfor ham. Han var ikke sikker på hvilke tanker der løb gennem hendes hoved, men han kunne godt fornemme at hun måske ikke var hundrede procent tryg ved situationen.
Endnu et lille smil brød hans læber, noget af det hun havde sagt morede ham lidt, "ikke vandt til at snakke med varulve," gentog han og bed sig kort i læben. "Altså nu er varulve jo helt normale menneske, de fleste af os er i hvert fald, du kan nemt have snakket med varulve uden at vide det." Der var blot en information. Der var intet bebrejdende i hans tone, men det var lidt sjovt at hun snakkede som om at de var en race for sig selv. Det var nok ikke ment på den måde fra hendes side af, men det gjorde det ikke mindre underholdende. Selvfølgelig skulle man have respekt for varulve hvis ikke de var i kontrol, derudover var der jo også dem som fortrak det dyriske sind over det menneskelige, og dem skulle man holde sig fra hvis man var smart. "Det er okay, det er mange år siden nu." Sagde han roligt. Men nej, det havde bestemt ikke været nemt på nogen måde.
Endnu et smil. "Du må gerne kalde mig varulv, jeg skammer mig ikke over det." Forsikrede han hende. Der var ingen tvivl om at nogen så ned på "folk som ham", men for ham svarede det til at have en anden hudfarve eller en form for handicap. Det var ikke noget han kunne gøre for og det gjorde ham ikke til en dårligere person end alle andre. Han havde bare nogle andre udfordringer.
Han tog en lille tår af sit glas, "du har virkelig forsøgt at sætte dig ind i sagerne." Kommenterede han en kende imponeret. Det var sjældent han mødte nogen der virkelig gerne ville forstå. Den sidste han havde mødt der var så interesseret var hans ekskæreste Louisianna Winters . "Det gør virkelig ingen ting." Forsikrede han hende igen. "Og ja. Det kan det være. Det kan føles lidt som at ignorerer en del af sig selv som meget stædigt forsøger at træde igenne. Ligesom hvis man er på slankekur og det eneste i hele verden man bare har lyst til er et stykke chokolade. Man ved at man ikke skal bøje sig, men ens tænder løber næsten i vand når man ser det. Nogen gange føler man sig stærk nok til at ignorere det og komme videre, fokuserer på noget andet, andre gange falder man i og spiser det." Han var ikke sikker på om det var den bedste forklaring, men det kunne bare godt føles lidt på den måde, den indre battle med sin egen fornuft og at give efter for ens behov.
"Udfordringer og frygt giver mening. Igen hvis du prikker til en bjørn bliver den sur, det samme hvis du trænger den op i en krog." Forklarede han og slog så blikket lidt ned som skulle han ligesom forsøge at finde den rette formulering til den sidste del. "Med hensyn til dig.." han tøvede lidt og så atter op. "Du siger at I er gode venner? Og han har samme alder som dig?" Endnu en kort stilhed. "Jeg kunne forstille mig at det ikke er de negative instinkter der bliver tricket når du er i nærheden." Nu anede han jo ikke hvor tætte de var og det skulle han jo heller ikke blande sig i, men når hun nu selv sagde det på den måde.

[Luna Clary Daniels]

Det gik op for Luna, at hun måske faktisk ikke havde det bedste syn på varulve og ikke helt selv anerkendte, at de kunne være Almindelige mennesker ligesom hende selv. Hun rynkede panden lidt og så på ham. "Sådan har jeg aldrig tænkt på det.. Undskyld, det føles faktisk ikke helt fair. Jeg har kun oplevet Spence, som jeg ved er varulv, og han har en anden opfattelse af det end dig. Han har lært at alle varulve er onde, så måske er jeg kommet til at være lidt fordomsfuld. Det må du undskylde." Hun smilede til manden og trak det mørke hår om bag øret. Det gav hende næsten dårlig samvittighed, at hun havde haft det sådan. Hun nikkede da også indforstående, da hun blev bekræftet i, at hun gerne måtte kalde ham varulv. "Tak, jeg ville ikke gøre det, hvis det er noget der genere dig." For Luna var respekt en vigtig ting, og alle der var ældre end hende selv fik tildelt respekt, indtil de gjorde noget for ikke at fortjene den. Hun var samtidig en nysgerrig person og havde lært sig at hun fik flest svar ved at være høflig. Så det var den vej hun også brugte nu.

Igen nikkede hun, da han kommenterede på, at hun havde sat sig ind i tingene omkring viden om varulve. "Ja, det har jeg. Jeg vil gerne vide så meget som muligt, for bedre at forstå og for at kunne hjælpe. Frygt er ofte noget der tærer på uvidenhed, så hvis jeg ved en masse, er der mere der giver mening. Desuden så tænker jeg ikke man kan stemple folk som onde, bare fordi de er varulve." Forklarede hun meget diplomatisk og sikkert. På den måde var hun nok lidt anderledes for sine jævnaldrene. Men det var sådan hun havde det bedst og det var sådan hun gjorde hver gang hun havde en "sag". Ifølge Luna havde man ikke ret til at ytre sin mening om noget, før man havde sat sig ind i sagerne. Med varulve, have motivationen dog nok i højere grad været at finde ud af, hvordan hun bedst kunne hjælper Spencer. "Jeg vil egentlig gerne bare hjælpe og for at kunne det bedst muligt, så må jeg jo kende til hmm.... sandheden? problemet? Jeg ved ikke lige hvad man kalder det. Men altså, jeg er jo nødt til at have en vis mængde baggrundsviden."
Det gav mening som Ezekiel begyndte at forklare om den hungren der lå i dem og lidt sammenlignede det med chokolade under en slankekur. Det lød modbydeligt. Var det virkelig sådan Spencer havde det? Det lød meget lidt hvad Spencer havde fortalt jo. hele denne oplysning fik hende til at slå blikket ned, det var jo forfærdeligt at skulle leve med. "Så du går også hele tiden og kan mærke det og kæmper for at det ikke skal overtage? Det er jo modbydeligt. Det må være enormt anstrengende at skulle holde i skak hele tiden."
Som Ezekiel begyndte at nævne Luna, og hele deres forhold imellem, rødmede Luna en hel del. De havde jo kysset til festen. Hun havde nydt det, og det havde Spencer helt sikkert også. Var det det? var han virkelig..? "Han... ehm... Han smiler altid når jeg er sammen med ham. Ellers så sidder han ofte i en mørk krog med huen trukket ned." Forklarede hun lidt og mærkede kun varmen i kinderne stige yderligere.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke sendte hende et lidt overbærende smil. ”Det er okay.” Forsikrede han hende. ”Altså, langt de fleste varulve vælger at komplet ignorerer det. Jeg vælger at leve med det og udnytte de gode sider ved det og så er der som sagt dem som lader ulven styre mere end hvad godt er. Som fx varulveflokkene i Paris.” Han blik blev en smule mere alvorligt. De mente at varulve var den overlegne race og var faktisk lige så slemme som dødsgardisterne, blot med andre principper.
”Bare rolig det genere mig ikke.” Slog han fast og tog en ny tår af sit glas. Taget i betragtning af den hårde periode han havde været igennem for nyligt var denne samtale faktisk ret opkvikkende.
Et par ældre hekse passerede deres bord og sendte dem et varmt smil. Zeke smilede blot høfligt tilbage før han atter slog hænderne om sit glas dog uden at drikke af det.
Han sendte hende et lidt bedrevidende smil, ”han må betyde meget for dig, din ven.” At gennemgå alt det for at hjælpe en var bemærkelsesværdigt. Det virkede sådan lidt uskyldig ung kærligheds -agtigt, men det ville han naturligvis ikke stå og sige. ”Men du har helt ret, ikke alle varulve er onde, men der er bestemt nogen iblandt der er. Men sådan er det jo med mennesket generelt. Nogen er gode og nogen er ikke. Jeg vil nu mere mene at det har noget med selve personen der besidder genet, ikke selve varulvedelen.”
Igen nikkede Zeke til hendes ord. ”Okay, så jeg har som sagt valgt at leve med det, jeg ser det som en gave 29 dage om måneden og en forbandelse 1 gang om måneden. Jeg har respekt for den del af mig selv, og har lært hvad jeg skal gøre og ikke gøre for at fremprovokerer det eller holde det nede.” Panden gled i alvorlige folder imens han forklarede, ”jeg ser på det på denne måde; jeg kan ikke komme af med det, så jeg kan lige så godt udnytte det som det kan give mig.” Endnu et lille smil.
”Jeg kæmper ikke hele tiden. I visse situationer, ja, der skal jeg kæmpe for at holde det tilbage, men lige nu der accepterer jeg det bare, jeg kæmper ikke imod det.” Han så sig lidt om i krostuen for at give hende et eksempel. ”Kan du se dem derovre.” Han gjorde et diskret nik mod et fjernt bord i hjørnet hvor en mand og en kvinde sad og hviskede ophidset til hinanden. ”De har et skænderi fordi han ikke vil forlade sin kone for hende.” Fortalte han as a matter of factly. ”Jeg kan sagtens høre deres samtale herfra.” Han rettede ryggen en smule, ”derudover kan jeg lugte at noget er brændt på ude i køkkenet.” Tilføjede han for at give endnu et eksempel så de ufattelig skærpede sanser varulvegenet gav. ”Som sagt kan man sagtens lære at leve med det, man skal bare finde balancen.” Med et lille smil gav han hende et sidste eksempel og håbede ikke at det ville skræmme hende, som han skiftede øjenfarve fra lys grøn til de dyriske ravgule. Dog på trods af at være den øjenfarve som ulvens, bare de stadigvæk den menneskelige varme. ”Det er svært i starten, men hvis man vil det kan man sagtens lære det.” Øjnene skiftede atter tilbage til de grønne.
Endnu et smil gled over hans læber som hun forklarede. ”I så fald har jeg en ide om at du måske vil kunne være til langt større hjælp for ham end du selv er klar over.” Svarede han venligt. ”Derudover er der jo også altid mulighed for stormhatteeliksir. Desværre er den svær at brygge og ingredienserne er ikke nemme at få fat i.” Det var derfor han ikke selv tog den, for det ville da ellers gøre alt lettere.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede som han fortalt det var nemt at blive enig med ham, når det han sagde stort set var det samme, som hun næsten havde forsøgt at sige til Spencer. At blive bekræftet i at hun dermed ikke havde taget helt fejl var rart, det betød hun da havde fået noget med af det hun læste. "Du virker til at have fundet en god løsning på det. Det vil jeg ønske Spencer lærer en dag. " Lød det meget oprigtigt fra hende som hun tænkte på hvor utryg Spencer virkede ved det hele. Hvis hun kunne hjælpe med at fjerne det fra ham ville hun være meget glad. Hun rynkede dog brynene lidt. "Flokkene i Paris... Bliver de der, eller henter de.. nye medlemmer andre steder?" Spencer skulle hvert fald ikke i nærheden af dem. Der var nogen med at hans far var varulv, men det betød selvfølgelig ikke at han var af den onde slags, dog hvert fald havde Spencer intet med ham at gøre. Men måske det bare var fordi hans mor var varulvejæger. Det virkede altså lidt som noget rod.
Luna mærkede varmen stige op i kinderne, da han kommenterede på at Spencer måtte betyde meget for hende. "Det gør han også. Han... Nej det lige meget." Selvfølgelig ville en voksen mand ikke sidde der og høre om hendes fjollede teenagerproblemer, så derfor holdt hun hurtigt inde igen.
Luna kom til at fnyse, som manden gav hende ret i at det var personen bag pelsen, der vurderede hvorvidt man var god eller ond. "Nææh der findes mange ikke-varulve, der har gjort værre ting gennem tiden. Alle er forskellige og det ville aldrig være fair at skære folk over en kam. Man høre bare kun om det negative ved varulve synes jeg. Men... Du virker ikke farlig og jeg ved også, at Professor Lupin i sin tid var varulv." Man hørte næsten kun om overgreb begået af varulve eller byer hærget af varulve.. man hørte aldrig om det gode varulve. Det var faktisk lidt forkert.
Da Ezekiel så demonstrerede hvordan han kunne dele af sine varulveevne måbede hun og så i retningen af hvad han snakkede om før parret så køkkenet. "Hei! Det er private sager.. Men... Det er lidt sejt. praktisk også" Hun var trods alt 15 år kun hun kunne da godt se muligheder i at kunne høre andres samtaler. Hun blev dog noget usikker, da hans øjne skiftede farve, det kunne hun ikke lide. "Kan alle det der?" Spurgte hun. Hun måtte huske at bede Spencer om aldrig at gøre det med øjnene. 
Luna var stille lidt og så så op på ham nu han igen havde de grønne øjne. "Men hvad skulle jeg kunne gøre? Jeg har forsøgt at... okay ja jeg sang for ham første gang han var varulv. Jeg havde læst noget med at mange væsner faldt til ro ved lyden af musik. Det virkede dog ikke. Så.. Hvad kan jeg gøre?"

[Ezekiel Amardeus]

Han tippede hovedet en smule på skrå, "det tog mig nu også ret mange år." Indrømmede han. Han havde hadet den side af sig selv da han var yngre, men havde med tiden lært at indfinde sig med den og lært at udnytte fordelene.
Spørgsmålet om flokkene i Paris, fik den ældre varulv til at trække en smule på skuldrene og kaste blikket kort rundt som skulle han sikre sig at de ikke blev overhørt. "Altså som udgangspunkt holder de til i Paris, men der går rygter om at de har bredt sig til nogen dele af Storbritannien." Han sukkede. "De gør det desværre ikke lettere for os andre, desuden er der mange af dem der er ligeglade med at skade uskyldige mennekser." Han skar en grimasse der tydeligt viste hvor inderligt han frastødte den tankegang.
Zeke smilede kort til hende som hun stoppede sin egen sætning. Ung kærlighed, eller hvad man nu kaldte det. Zeke havde egentlig aldrig været specielt glad for børn, men unge med interesse indenfor varulve, havde det på en eller anden måde med at fange hans interesse. "Han hvad?" Opfordrede han, eftersom hun havde vækket hans nysgerrighed. Måske var det også bare lidt betryggende at vide, at en ung varulv måske havde en chance for at "få pigen". Hvilket han jo ikke selv havde haft mulighed for dengang.
"Præcis." Konkluderede han. "Jeg ser nu heller ikke mig selv som værende farlig," han smilede lidt forsigtig. "Men altså jeg har en lillesøster som har været helt fantastisk til at teste mit temperament." Dette blev sagt med et lag af sarkasme. Kunne man bo sammen med Syrena Amardeus, kunne man styre sit temperament i stort set alle situationer.
Et lidt morende smil gjorde sig mærkbart på læberne da hun kommenterede på at samtalen var privat. Han trak på skuldrene. "Så skulle de ikke sidde og snakke om det i offentligheden." Dette var sagt med en drilsk undertone. Han vidste godt at det ikke var høfligt at sidde og lytte. "Men ja, et kan være ret praktisk." Tonen blev atter en smule mere alvorlig. "Alle kan det, men ikke alle kan styre det. Øjnene skifter oftes farve under ukontrollerede følelser. Vrede, frygt..og.." han stoppede sig selv. Lyst. Men det sagde man ikke til en 15 årig pige. Derfor rømmede han sig blot og forsatte. "Ja, det plejer at være de mest normale trickere."
Igen blev blikket meget alvorligt. "Du skal vide at du ikke kan tæmme en varulv. Den vil altid, altid angribe dig hvis den får chancen. Du må aldrig gå tæt på den uanset hvad. Den er aggressiv og territoria.l" Det var vigtigt at hun indså det. "Er man på stormhatteeliksir er det selvfølgelig en anden sag. Dog skal man altid huske at i ulveform er instinkterne så stærke at det stadigvæk kan være svært at modstå." Forklarede han. "Jeg har været på eliksiren én gang før, og selv med mit menneskelige sind intakt, var lysten til at dræbe så stor af det er en kamp ikke at give efter." Endnu et let suk, "du skal bare virkelig passe på og huske på at hvis du er uopmærksom viser ulven ingen barmhjertighed."

[Luna Clary Daniels]

Luna lyttede opmærksomt, selv den mindste ting, der kunne hjælpe Spencer til at kontrollere det inde i ham, var nok til at hun villehøre mere om det, men måske var det bedre hvis Spencer selv hørte noget af det også. "Kunne du være interesseret i at hjælpe min ven? Jeg skal nok betale dig, hvis du vil have penge for det. Ikke at jeg har så mange, men han har brug for hjælpen. Han har brug for at se, at varulve ikke nødvendigvis er onde." Det var lidt et stort spørgsmål at stille,det vidste hun godt, men hun håbede virkelig, at han som minimum ville overveje det. Hun ville gøre næsten alt for Spencer, så at spørge en varulv om hjælp var kun en lille del af det hele. 
Hun blev dog lidt bekymret, som snakken faldt på flokken fra Paris, og hun skævede derfor til ham. Mon han var en del af den flok fra Paris? Nej, nej så havde hun set det nu. Ham her virkede som en venlig sjæl, det var hun ikke i tvivl om... Ikke meget hvert fald. Han var trods alt varulv og det havde hun respekt for, men hun tvivlede på, at han var ond.
Da han spurgte ind til hvad hun havde været ved at sige om Spencer, mærkede hun varmen stige op i kinderne på hende og hun kiggede væk et øjeblik, for lige at samle sig. "Han betyder rigtig meget for mig. Han... Det som om han bare har en ro jeg elsker ved ham og hele hans væsen er bare rolig, ja det lyder dumt for en varulv, men sådan er det altså. Det plus han.. har været der for mig, når nogen har været efter mig." Fortalte hun så ærligt. Nok vidste manden ikke, at hun var mugglerfødt, men det virkede bare også lidt fjollet at sige ud i det blå. Hun kunne jo altid fortælle det hvis det gav mening.
Han nævnte sit forhold til sin lillesøster, hvilket Luna næsten kunne se for sig. Hun kendte godt lidt til det med at være en irriterende lillesøster, men det var nok mere når hun rettede på Toby eller på anden led var bedrevidende overfor ham. Wauw hun burde virkelig snart sende ham et brev. "Skal lillesøstre ikke altid være lidt trælse?" Lød det så fra hende med et lille smil, der helt sikkert afslørede at hun selv var lillesøster.
Han sluttede hele sin tale af på en noget mere dyster måde. Men dog en hjælpsom måde. Hun måtte finde en opskrift på Stormhateliksir og give den til Spencer, det kunne sikkert gøre ham glad. "Jeg skal nok være forsigtig. Jeg har allerede været for tæt på en gang..."

[Ezekiel Amardeus]

Spørgesmålet fik Zeke til at sukke let som han så afmålende på pigen foran sig. Egentlig havde han ret meget om ørerne som tingene var lige nu, men på den anden side, ville det måske hjælpe ham til at tænke lidt på noget andet. Han havde altid haft lidt en svaghed for at hjælpe unge varulve. Hvorfor vidste han ikke, for generelt var han ikke specielt vild med børn.
”Jeg vil ikke love at jeg kan hjælpe ham. Det kræver at han selv vil det.” Sagde Zeke så, ”man bliver nødt til at kæmpe for det for at få det til at lykkes.” Han sukkede igen, ”men jo, jeg kan godt give det et forsøg.” Han tømte derefter sin drikkelse. ”Behold du hellere dine penge selv, jeg skal ikke have noget for det.” Sagde han så. Zeke levede selv ret sparsomt, det eneste der bevidede bare lidt om hvor mange penge han egentlig havde var hans hus, og selv dét var et han havde arvet fra forældrene.
Hovedet blev kastet en anelse på skrå, ”hvorfor skulle det være dumt?” Spurgte han så. ”Varulve behøver ikke at være de her vilde blodtørstige sjæle, kun under fuldmånen selvfølgelig, men som sagt igen er de fleste ret rolige. Men det lyder ellers som om at han er en god fyr.” Sagde Zeke så med et lille venligt smil.
Zeke udstødte et opgivende suk, ”min søster er mange ting, og træls er en stærk underdrivelse,” han smilede let, ”men hun er nu god nok på bunden.” Syrena var virkelig en mundfuld og hun kunne trække hans tålmodighed så langt ud at han havde lyst til at gå amok på hende. Men hun vidste altid lige hvor hun havde ham, der var ikke dét han ikke ville gøre for hende.
Blikket gled kort op og ned af pigen overfor sig, ”jeg gætter på du undgik biddet.” Sagde han så. Det var jo deri smitten lå, og han ville kunne fornemme på hende hvis hun var vatulv. Eller det plejede han at kunne med andre varulve.