Hvem er bange for den store stykke ulv?

[Luna Clary Daniels]

Det gav god mening, at det krævede en vis indsats fra Spencer selv at nå til samme sted som Ezekiel var, men hvis han kunne hjælpes dertil, var det nok for Luna. Desuden ville hun være der til at støtte ham hele vejen! Hvis hun kunne få lov at være der under "lektionerne" så ville det være super godt, så ville hun måske også få noget ud af det og kunne hjælpe. "Det er ikke svært for mig at forestille, det bliver helt sikkert ingen nem kamp. Men.. hvis det er muligt for dig, så vil jeg meget gerne være der og støtte ham. Jeg ved hvad det betyder for ham og jeg tænker det ville være godt for ham at der er en der kan tro på ham, når han måske selv tvivler. Ja undskyld, jeg regner selvfølgelig også med du tror på ham, men altså.. ja." Det gav måske ikke helt mening det Luna sagde, men hun ville bare så gerne være der for Spencer og hjælpe ham, så meget hun kunne. Det var ikke rimeligt at han skulle lide sådan som han gjorde nu. Hun ville gøre alt hun kunne, men nu havde hun læst alt og det havde ikke rigtig hjulpet noget. Næste skridt var dog helt sikkert denne eliksir som skulle kunne hjælpe. 
At han ikke ville have noget for det gjorde hende blot glad og fik hende til at smile stort. "mange tak Ezekiel, det er meget pænt af dig." lød det dybt taknemmeligt. Hans videre snak om sin søster fik hende til at tænke på Toby. Hun havde da også været irriterende over for ham til tider. Hun glædede sig til at se ham igen dog. Han var en god bror inderst inde.
Luna trak lidt på det, som Ezekiel så konkluderede at hun havde undgået biddet fra Spencer.. "Tja, jeg undgik biddet, ikke kløerne."Hun rev ud i sin bluse, så det 4 røde striber, der sammen dannede et ar om den nat hun havde opdaget SPEncers hemmelighed, kom til syne. "Det gør ikke ondt længere, men det vil aldrig hele helt"

[Ezekiel Amardeus]

Zeke lyttede til den unge pige. Personligt havde han ingenting imod at hun tog med, heller ikke før hun forsøget at forklare hvorfor det ville være en god ide. "Jeg tror at det vil være sundt for ham at du er der." Sagde han afgørende. At Spencer kunne have et anker var en vigtig del. En som han kunne finde ro i. "Det vil helt sikkert være en hjælp at der er en han stoler på." Forklarede Zeke roligt. "Og det lyder som om at I har et ret tæt bånd."
"Du kan takke mig hvis det lykkedes." Sagde han i en venlig tone. Han havde trænet 2 varulve op i sti liv. Den ene var Kaya Elisabeth Hansen og den anden var en gammel ven ved navn Mattheus. Det var selvfølgelig før han gik all crazy og meldte sig ind i dødsgarden, så Zeke så ikke ligefrem det som værende en win. Men ham snakkede han heller ikke med mere og han skulle da også lige prøve at henvende sig til ham i dag.
Tankerne flød ud i intetheden som hun flyttede på sin bluse og afslørede de lange klomærker fra ulven. Zeke betragtede dem lidt og så så tilbage mod hendes øjne. "Det er billigt sluppet, men det går jeg ud fra jeg ikke er den eneste der har fortalt dig." Sagde han lidt mere alvorligt.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede, da hun fik lov til at tage med. Så skulle hun selvfølgelig bare lige overtale Spencer om, at det var en god ide også. Den del kunne godt blive noget svære. Han var ret firkantet og fordomsfuld, når det kom til varulve. Men hun havde helt sikkert i side at prøve. "Tusind tak Ezekiel. Det betyder meget for mig at du vil hjælpe." Lød det høfligt fra hende med et smil. Der var ingen tvivl om hendes taknemmlighed og troværdigheden og oprigtigheden af den. Det var tydeligvis meget vigtigt for Luna, at Spencer fik al den hjælp han kunne tilbydes. "Jeg vil gerne have lov til også bare at takke dig for at gøre forsøget."Det var vigtigt for Luna at han vidste hun satte pris på hvad han gjorde også hvis det endte med at han ikke kunne hjælpe Spencer, men det skulle han nok kunne.

Hun dækkede armen til igen og så over på ham. "Meget billigt, og meget dumt. Jeg tror næsten det er værre for Spencer, at han har givet mig det at, men jeg forsøge at forklare ham, at det ikke var min skyld." Det virkede dog ikke til at Spencer rigtig var enig på det punkt, men Luna var for stædig til at give sig! Så kiggede hun ned i sit glas, tømte det og smilede så til Ezekiel. "Jeg må hellere komme tilbage til skolen. Tak for snakken og fordi du gad svare på mine spørgsmål. Det har været en stor hjælp." Hun nikkede taknemmeligt til ham og rejste sig så for at gå.

[Ezekiel Amardeus]

Som svar smilede han blot venligt til hende. Igen var det jo ikke sikkert at han kunne gøre den store forskel for knægten, men han ville i det midste prøve.
Den ældre varulv tømte sit glas og skævede lidt til uret. Det var også ved at være tid for ham at komme videre i dagens program, men han kunne godt fornemme på hende at hun også var ved at runde af. Han trommede let på bordpladen med fingrespidserne en enkelt gang. "Det var så lidt." Endte han så.
"Jeg håber i hvert faldt at du har lært af det." Hans stemme var alvorlig. En varulv var ikke ikke en vild hund. Sindet var så agressivt at det ikke kunne mildnes uden en eliksir som stormhatte eliksiren.
Endnu et roligt nik. Han tømte selv resten af sit glas og rejste sig næsten synkront med hende. Roligt rakte han hånden frem mod hende som ordenligt afsked. "Igen, det var så lidt. Du kan altid sende mig en ugle," han rev et lille hjørne af en af de ubrugte servietter og noterede sin adresse ned. Det lille stykke papir blev rakt frem mod den unge heks. "Pas godt på dig selv Luna." Sagde han roligt. Med et sidste svagt smil rettet imod hende, forlod han krostuen for at vende hjemover.

// out