Pardon my french..

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Tråd til @spike

Skt. Mongus 

Kl. 18.37 - Maj 2056

Påklædning (Uden jakken)

Det havde været en rædselsfuld dag. – Eller rettere….En rædselsfuld måned i det hele taget. Léonie havde på det sidste måtte knokle røven ud af bukserne på arbejde og ikke nok med at arbejdsdagene var lange, var aftenerne hjemme ligeledes kedelige. Léonie havde idag taget over på en opgave for en auror og efter at have været oppe og toppes med en kleppert på den dobbelte størrelse af hendes egen, stod hun nu i foyeren på Skt. Mongus. Hun havde ikke formået at fange den anden magiker, som han havde været foran hende på vej ud af en bygning, før han havde bombaderet denne. Knapt var hun nået ud i live, men skræmmer var der nok af. Et flækket øjenbryn, en flækket læbe og hudafskrabninger både her og der. Værst tilredt var dog tydeligvis hendes skulder, som var forbrændt på bagsiden, imens det meste af skjorten nærmest var smeltet ind i den halvt opløst hud. Minen var stram, øjnene flakkede og alt i alt, var det en utålmodig kvinde, der stod og bandede på fransk af receptionisten. ”J’en ai rien á cirer! – Jeg kunne ikke være mere ligeglad, hvem der er foran, jeg mister armen og mit levebrød på det her! Det mindste De ville kunne gøre ville da være at give mig noget smertestillende!” Léonie var tydeligt vred…Tydeligt hidsig, som smerterne plagede hende, så hun kunne have tudet, hvis ikke det var fordi hun nær følte at hun var ved at besvime. Tålmodigheden, var i hvert fald lille i dag.

[Deleted]

Spike havde haft en alt for lang dag i dag. Han havde haft taget en dobbeltvagt og havde lige været nede ved en lille pige der havde forstuvet foden ved at tabe noget tungt legetøj ned over den. Heldigvis ikke det værste scenarie. Han hørte en del påstyr ude i ventesalen og stak hovedet ud for at se hvad der forgik. Egentlig var han på vej til pause, han havde ikke siddet ned i næsten 10 timer så han var bed at være godt brugt.
Hans mørke øjne faldt på den klagende kvinde og han gik frem mod hende og den uheldige receptionist. "Undskyld Ms, men jeg må bede Dem om at dæmpe Dem." Bad han i en autoritær tone, men fik så øje på den forbrændte skulder og de andre skræmmer. Med et hurtigt blik vurderede han de andre patienter i lokalet, ikke nogen der så ud til at være lige så ilde tilredt. "Kom med mig," Bad han så.
"Mr. Adams, skal De ikke til pause?" Kvidrede receptionisten, Spike sendte hende et skævt smil som han tog et par skridt baglæns og slog en smule ud med hænderne, "jeg kan slappe af når jeg bliver gammel," var hans svar. Han åbnede døren indtil plejestuen hvor hans skrivebord var placeret samt en enkelt briks. "Denne vej Ms." Bød han og gjorde derefter antydning til at hun skulle sætte sig på briksen. "De har ikke fået noget til smerterne?" Spurgte han, hans stemme var blid, men autoritær og hans mørke øjne havde et venligt beroligende skær.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Det var bestemt ikke fordi Léonie fandt det spændende at stå og småråbe af receptionisten. – Tværtimod, følte hun sig faktisk lidt for træt til det og det var således ikke med stor fornøjelse, at hun stod og formåede at hidse sig op. – I øjeblikket, var smerterne blot for ulidelige til at hun syntes at kunne holde dem ud og således var hendes tålmodighed også mindsket. Det mørke hår klæbede sig skulderen, hvor det sølede med blod og hver gang hun syntes at flytte på sig, syntes det at brænde i hele overkroppen. – Nær havde hun hidset sig yderligere op på receptionisten, som en ung mand valgte at blande sig og bad hende om at dæmpe sig. Et suk forlod de fyldige læber og lettere irritabelt skulede hun til ham, før hun så atter gav ham elevator blikket og derefter fulgte vaklende med, stadig iført sine høje sko. – Regnet med at hun skulle være ude og fange kriminelle, havde hun trods alt ikke regnet med i dag. De blå øjne gled over healeren, som guidede hende ind på hvad der måtte være en af plejestuerne og stille tog hun plads på den anviste plads på briksen. ”Miss Ainsworth.” Erklærede hun, ledende til, hvad hendes navn var, skulle det have hans interesse. Blikket faldt atter imod gulvet og læberne snappede sammen i et forsøg på at bide smerterne i sig. – Det sidste kvarter, havde hun trods alt følt sig umådeligt svimmel og mærket det sortne lidt for øjnene i perioder. ”Og nej…Jeg har ikke fået så meget som en sølle pille..” Mumlede hun. ”Ikke at jeg tror det ville hjælpe, Mr. Adams..” Mumlede hun, som for at vise at hun alligevel havde opsnappet hans navn. – Efternavn i hvert fald.

[Deleted]

Spike så på hende med et roligt blik. Han var ret tålmodig når det kom til patienterne, det var også en del af hans jobbeskrivelse kunne man sige. Han nikkede til hende da hun præsenterede sig, og rakte frem for at trykke den modsatte hånd af der hvor hun havde den skadede skulder.
"Jeg kigger lige på det og så får jeg en eliksirbrygger til at komme op med en smertestillende eliksir til Dem." Forklarede han så og gik frem mod briksen og placerede sig på modsatte side sådan han han kunne se på hendes ryg.
Han kunne godt se at såret væskede og noget af tøjet var delvist brændt ind i huden. Det ville komme til at gøre usigelig ondt, så det var ikke noget han kunne gøre noget ved før eliksiren nåede frem. Roligt trak han sin stav og slog et let slag hvortil en tåget dis sød ud og kort efter tog form af en bisonokse. "Jeg skal bruge smertestillende eliksir på stue 9," fortalte han den, patronussen strøg afsted med informationen og Spike tildelte atter sin opmærksomhed imod kvinden imens han gik hen til et skab på den ene væg og gav sig til at finde diverse bandager, sakse, renseskål og ligende frem.
"Så hvordan er De end med at få denne skade?" Spurgte han ind og kiggede på hende over skulderen.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Var der noget Léonie ikke havde meget af ved sygdom eller når hun havde skavanker, så var det tålmodighed. – Og dog vidste hun, at hun havde været heldig at komme til allerede nu, hvor Mr. Adams tydeligvis havde lagt sin frokostpause til side for hende. De grønne øjne søgte hans og stille nikkede hun blot til hans kommentar omkring eliksiren, før hun med den højre hånd still og roligt gav sig til at knappe skjorten op, selvom hun sad med ryggen til healeren. – Af blev den trods alt nok nød til at komme, for at han kunne arbejde med såret og hun var således heller ikke bleg for at sidde med den halve ryg bar, kun i bh, eftersom at hun ikke rigtig kunne gøre noget ved den anden arm selv. Øjnene fulgte patronussen, som den strøg ud af rummet og eftertænksomt fumlede hun lidt med at flytte på skjorten, så manden måske ikke ville føle sig alt for krænket af hendes pludselige ide om at smide lidt af tøjet. ”Auroropgave…Jeg jagtede en eftersøgt ud af en større bygning og blev offer for en brændende bjælke der ramlede ned over mig…Det skulle ikke undre mig, hvis noget af skulderen er brækket også..” Mumlede hun.

[Deleted]

Spike lod hende trække skjorten af uden at sige noget til det. Han var vandt til at folk tog tøjet af for ham -om man så kunne sige. Han lagde ingenting i det og blev ikke forlegen over det. Han så blot til. "Du behøver ikke at være nervøs, jeg skal nok være forsigtig." Lovede han hende, som han troede at det var det hun blev genert over.
De ting han fandt frem fra skabet placerede han på et lille rullende bord med metalborplade. Han frak det med sig over så han igen stod bag hende. "Jeg beklager hvis jeg har lidt kolde fingre." Sagde han inden han meget forsigtigt lod et par fingre hvile et stykke fra såret. Den anden hånd lagde han mod hendes bare land, som han blidt skubbede, "kan jeg lokke dig til at rette ryggen lidt." Anmodede han som han guidede hende til at rette ryggen med hånden på lænden af hende.
Herefter satte han en hånd ved hendes nakke og den anden kørte ned af hendes underarm til hendes hånd ved den skadede skulder. "Prøv at slappe af i skulderen, stræk armen lidt ud til siden, så løfter jeg den. Du siger stop der hvor det begynder at gøre ondt." Forklarede han som han gav sig til at løse hendes strakte arm opad mod loftet.
"Så du blev ramt af en brændende bjælke?" spurgte han videre ind, både for at føre samtalen videre fra før, men også for at holde hende lidt beskæftiget fra smerterne hun måtte følge fra det grimme sår. "Fik du fat i ham? Den eftersøgte altså?" Han smiledel et til hende skønt hun ikke kunne se det når hun sad med ryggen til.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

√Léonie havde ikke kunnet formå at få skjorten helt af. Den hang således og dinglede lidt halvt, som om hun kun havde fået en halv skjorte på og hun havde så ellers forsøgt at flytte skjorten lidt, så healeren kunne komme til. Hun virrede lidt med hovedet, som han erklærede at han nok skulle være forsigtig og prøvende løftede hun hovedet lidt. ”Jeg er ikke nervøs. - Jeg froestiller mig ikke at det er første gang de har set en letpåklædt kvinde.” Konstaterede hun en smule køligt, før hun åndede tungt ud ved følelsen af hans kolde fingre imod hendes hud. Tænderne blev bidt sammen og prøvende rankede hun ryggen så godt som muligt, om end en dyb brummen forlod hende, som det stak voldsomt i skulderen. Léonie vendte hovedet lidt og som han guidede hendes arm, løftede hun brynene lidt af ham, som også armen blev forsøgt strakt. ”Nej…” Hun bed lidt af ham, som han spurgte om hun fik fat i den eftersøgte, men hun sukkede så og forsøgte så ellers bare at fange hans blik. ”Av…” Mumlede hun så, som smertegrænsen syntes at blive nået rimelig højt oppe. – Pjevset var hun trods alt ikke. ”Undskyld…Det er ikke min mening at være uhøflig…særligt ikke, når de udskyder Deres pause for mig….” Mumlede hun stille.

[Deleted]

Et lille smil gled over hans læber. "Nej det kan man ikke ligefrem påstå." Svarede han mildt. Han lod sig ikke anmærke af hendes spydige tone eller måske lidt hårdnakket kommentar. Han vidste at folk i smerter ofte havde det med at snappe og bide af en, og hun var trods alt ikke den værste han havde oplevet.
Som hun måske en smule bittert indrømmede at hun ikke havde fanget den mistænkte sukkede han blot, "nå. Men så får I ham nok på et andet tidspunkt." Sagde han så og støttede hendes ham som den atter blev ført ned langs endes side.
Han stiller sig på siden af hende, "jeg bliver nødt til lige at hive og trække lidt i dig for at finde ud af om den er brækket," sagde han roligt. "Beklageligvis bliver jeg nødt til at gøre det før du får den smertestillende eliksir sådan at den ikke går ind og skygger over undersøgelsen." Han skævede let til hendes brændsår velvidende om at det nok ikke ville være den fedeste oplevelse at få det strukket helt ud når han rodede med hendes arm.
"Kan jeg få dig til at strække armen ud til siden?" Spurgte han venligt. Hendes undskyldning fik am blot til at rette de venlige brune øjne imod hendes. Nu hvor han stod ved siden af hende var det muligt for ham at se hendes ansigt. "Det skal du ikke tænke på, jeg er vandt til det." Jokede han med et skævt smil på læben. I det samme lød der et lille smæld og en husalf dukkede op med en bakke med forskellige eliksirer. Spise tog imod bakken og stillede den på det lille rullebord ved siden af renseremedierne og takkede alfen som atter forlod dem.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Léonie var vist mere end hvad man kunne kalde bitter. – Hun HADEDE, når hun ikke formåede at præstere til UG på jobbet og som hun netop var rykket fra posten som McKenzies personlige assistent til atter at være en del af aurorkorpset, længtes hun efter at komme ud og bevise sit værd igen. – Specialstyrken havde til hendes store frustration ikke haft nogle ledige stillinger, men for nu var det måske også okay, som hun således også kunne undgå Lincoln lidt bedre. – Lincoln, som hun ikke havde snakket med et godt stykke tid nu, efter at hun havde gjort et fjols ud af sig selv ved at spørge ham lidt for direkte, om han ville i seng med hende. - Dumt. Rigtig dumt. Knapt hørte hun efter hvad healeren sagde, men dog opfangede hun at han alligevel bad hende om at strække armen ud, hvilket hun efter bedste evne forsøgte. Hun skar en irritabel grimasse som det stak og hev i forbrændingen og dybt sukkede hun atter. ”Jeg hader altid de her procedurer..” Betroede hun ham. ”Det må være ulempen ved at være auror som kvinde…Alle de mange grimme ar og sår.” Erklærede hun, som hun alligevel forsøgte at rette ryggen lidt og hun pegede på et ar der kig ned over kravebenet. – Også lettere stort. ”Det er de færreste der finder den slags attraktivt.” Jokede hun, før blikket atter flakkede omkring i lokalet. ”Hvorfor valgte de at blive healer…Hvis man må spørge, af ren og skær nysgerrighed?” Hun var nysgerrig. Han slog hende trods alt ikke som den egentlige type. – Han virkede..Udadvendt…Og som en anden testosteron-bombe, der burde lave noget med lidt mere..fut i.

[Deleted]

Spike forsatte sin undersøgelse af den sårede kvinde imens hun lod til at være lidt optaget af sine egne tanker. Eller måske forsøgte hun blot at tilbageholde trangen til at pande ham en for de smerter han udsatte hende for, skønt det ikke var hans hensigt at gøre hende ondt.
"Tja, desværre er de en nødvendighed." Forklarede han med et medfølende smil som han atter lod hendes arm falde ned langs siden, ganske forsigtigt. Han stillede sig atter bag hende med den lille bakke med renseremedier som han gjorde klar til brug. Han tog den lille flakon med smertestillende og rakte den til hende, "her, det skulle gerne hjælpe på smerterne." Informerede han venligt.
Hendes kommentar fik ham til at smile let, "jeg tænker egentlig også at du skulle prøve at undgå de skader." Svarede han varmt. Selvfølgelig var aurorjobbet ikke uden fare, langt fra hvilket også gjorde at det ikke havde tiltalt ham. Han elskede når der skete noget, men nerverne til at kæmpe med livet som indsats var ikke helt hans stil, skønt han selvfølgelig ville gøre det hvis situationen krævede det af ham.
Han smilede igen, "hey, du skal da bare bære dem med stolthed, vis verden hvor badass du er," jokede han lidt med og tog rensekluden op, "dette her kommer nok til at svie lidt." Advarede han før han gav sig til at duppe såret.
Spørgsmålet fik ham til at tænke sig kort om, "tja, jeg ville gerne hjælpe folk," sagde han så med et let skuldertræk. "på denne måde kan jeg både arbejde med mennekser, bruge hovedet og hjælpe folk, det må man sige der er noget værdigt i." Sagde han lettere morende. "Men det er selvfølgelig ikke at smidde farlige forbrydere bag tremmer." Han dubbede hendes sår på ny for at fjerne blodet. "Hvad fik dig til at blive auror?" Nu havde hun jo selv åbnet for samtalen så det var vel okay at han spurgte ind til hende også.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Léonie fandt det bestemt ikke sjovt at sidde der og ikke være i kontrol. Det gjorde ondt, som Mr. Adams trak og rodede rundt med hendes arm og et par gange, måtte hun da også bide tænderne sammen, blot for at lade hovedet falde en smule og lade øjnene glide i. Hun tog en dyb indånding og for sig selv sad hun et øjeblik i egne tanker for at lade roen falde over hende, før hun atter rankede sig lid tog imod flakonen han rakte hende. Hun vendte og drejede denne lidt, før hun tøvende åbnede flasken og drak indholdet. Den tomme flakon blev placeret på bordet, som hun lige akkurat kunne nå og stille tilsmilede hun ham, som han erklærede, at hun måtte være lidt af en badass dame. ”Det vil jeg tage som en kompliment.” Erklærede hun, før hun snappede læberne sammen og gav et lavmælt klynk fra sig. Smerten nærmest skar igennem skulderen. Det stak og jagede hele vejen ned i hånden og ærligt indrømmet, så følte Léonie sig da noget pjevset, som hun sad der og mærkede øjnene blive klare i takt med at såret blev pillet rundt i. Hun nikkede anerkendende til hans forklaring og selv åndede hun tungt ud, før hun talte. ”Jeg…Jeg kan godt lide at udfordre mig selv…Jeg ville kede mig, hvis jeg skulle have et skrivebordsarbejde eller sidde stille konstant. – Jeg kan godt..Lide faren.” Forsøgte hun at forklare, selvom det måtte lyde halvtosset. ”Jeg elsker det adrenalin-kick det giver….”

[Deleted]

Det var altid svært når folk kom ind med så store smerter som hun tydeligvis måtte være i. Nogle blev fuldkommen uregerlige, men Léonie lod nu til at tage det ganske stille og roligt. Efter hun havde tømt flakonen ventede han lidt før han gav sig stil at rense såret lidt mere i dybden. Han lo lidt over hendes bemærkning. "Det kan du skam også sagtens gøre." Forsikrede han hende så.
Da såret tilsidst var renset tilfredsstillende tog han sin tryllestav frem. "Det kan jeg nu godt lidt følge dig i." Sagde han venligt og første spisen af staven forsigtigt frem og tilbage et par centimeter fra den forbrændte hud. "Jeg har nu aldrig selv været den helt store anderalin junky, men bevares jeg spillede da quidditch på Hogwarts, det kunne godt gå vildt for sig sommetider." Jokede han let. Nok ikke noget nær så vildt som det hun selv blev udsat for i dagligdagen. "Nu er det vildeste nok når jeg tager på klatreferie, men det er nu også ret fedt. Det er en lidt anden form for spænding." Forklarede han. Dog var der bestemt noget grænseoverskridende i at hænge og dingle flere hundrede meter over jorden.
Såret blev pænere og pænere at se på som healingen satte frem, men han var ikke helt sikker på om han ville kunne nå det hele af én gang, det var trods alt en ret slet skade.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Selvom bedøvelsen havde sin indvirkning, var det et rent helvede at få renset det store sår. Væsken og det Mr. Adams rensede med sved og Léonie måtte bide tænderne godt og grundigt sammen, for ikke at pibe. Et par tunge åndedrag gled til tider over hendes læber, men som han talte, forsøgte hun atter i stedet at fokusere på hans dybe men bløde og beroligende stemmeføring, som han tydeligvis ikke var bange for at dele lidt ud af sig selv. Hun nikkede en smule anerkendende og eftertænksomt, lod hun blikket vandre lidt imod loftet, som hun forsøgte at forestille sig, hvordan healeren mon kravlede rundt på samtlige bjergskrænter. Et lille gisp forlod hende dog og rev hende ud af tankestrømmen, som mærkede huden omkring det bagerste af skulderen stramme til. Hun rynkede lidt irritabelt på næsen og prøvende, forsøgte hun at skæve lidt om imod healeren og skulderen, der langsomt helede op, selvom det var svært helt at kunne se noget som helst. ”Du ville med garanti også se samlejeet ud, selv hvis du bar en af de der klatrehjelme..” Kommenterede hun så lidt mere drilagtigt.

[Deleted]

Han lod staven glide frem og tilbage få centimeter fra den følsomme hud. Han rykkede lidt på sig for at få det hele med. Lige nu drejede det sig bare om at få såret lukket så ikke der gik betændelse i. Derefter måtte hun komme tilbage så de kunne heale det færdigt, få det rigtigte hudlag på så det ikke sprang op igen.
Kommentaren fik ham til at se lidt op fra sit arbejde i et forsøg på at møde hendes blik. Havde hun lige flirtet med ham, eller havde hun ment det i sjov? "Du kan tro jeg bærer den til perfektion." Bemærkede han så i et let grin. Hvortil han forsatte sit arbejde.
"Undskyld," Sagde han roligt, som han opfangede en af de lyde hun lod undslippe grundet smerten. "Jeg ved godt at det er lidt ubehageligt, men det er snart overstået." Beroligede han hende afslappet, men medfølende. "Det her har du virkelig gjort grundigt." Et smil spredte sig på hans læber som han endelig blev færdig med at lukke såret. "Det værste er overstået nu, men jeg kan ikke heale mere på det i dag, så ender det med at gøre mere skade end gavn." Forklarede han hende. "Du bliver nok desværre nødt til at komme tilbage over nogle gange." Ansigtet blev lagt i empatiske folder. "Dine muskler har taget lidt skade, så du vil skulle genoptræne sin skulder stille og roligt. Derudover anbefaler jeg at du ikke bruger armen før såret er færdighealer, da det kan springe op igen." Dette blev sagt med en dyb alvor i stemmen. Han gik hen til skabet fra før og fandt en slynge frem som han kunne placerer hendes arm i.

[Léonie Alessandra Ainsworth]

Léonie lod sine grågrønne øjne møde Mr. Adams’ som han så fokuseret op imod hende. Hun rystede en smule på hovedet af hans undskyldning og hun så atter en smule frem for sig, som hun for sig selv spekulerede over, hvordan hun mon ville kunne passe sit arbejde med denne åndssvage skade. Forhåbentlig ville det hele forholdsvist hurtigt op. – Eller….Det håbede hun. Hun rynkede lettere irritabelt på næsen, som han forklarede at hun nok blev nødt til at komme tilbage adskillige gange, men hun nikkede så atter, som et lille suk forlod hendes læber og hun rettede lidt på bh-stroppen. – Nå…I det mindste ville hun så få en grund til at skulle se ham igen.– Han så trods alt godt ud…Og han virkede…flink. Léonie holdt godt øje med healeren, som han talte til hende, men som han atter formanede hende og forsøgte at få hende til at tage hans ’vise ord’ til sig, om at passe på, kunne hun alligevel ikke lade være med at himle med øjnene og sukke lidt irritabelt. Dette særligt, som hun så at han fandt noget frem fra sit skab, som hun formodede var en slynge. ”Ih…Skal jeg nu rende rundt og ligne en anden handicappet? Skide fedt…” Mumlede hun sarkastisk. ”Nu bliver jeg ovenikøbet til grin på kontoret..” Bemærkede hun irritabelt, som hun rystede på hovedet. – Som om det ikke var ydmygende nok, at hun havde ladet skurken slippe væk også.