Defeat

[Zain Rigel]

@alouette
Det Franske Slot - Hestestalden
Omkring kl. 5.30 om morgenen

---

Zain bevægede sig let i halmen i den tomme hesteboks han var endt i. Han var aldrig før blevet besejret før, ikke på denne måde. Han var blevet sat på plads af sin far fra tid til anden, men i alle andre henseender havde han altid været den stærke og overlegne. En sand alfa -om man ville. 
Dette var i hvert fald frem til går da en fremmed havde opsøgt ham. Hvordan han havde sporets sig frem til flokken af varulve vidste Zain ikke, men på den anden side, havde Zain aldrig været typen der gik stille med dørene. Han var kæphøj og arrogant og nu havde det så bidt ham i røven, nærmest bogstavelig talt. 
Zain var nu stadigvæk af den overbevisning at hvis ikke han havde været syg, ville den andens kranium have gjort sig ganske glimrende, sammen med de andre skelethoveder i katakombernes snørklede gangsystemer nu, imens Zain ville have ligget i sin seng, med et sagligt smil på læben. 
Han sukkede og bevægede sig lidt i et mislykkedes forsøg på at sætte sig op. Smerten skar gennem ham, og han faldt tilbage ned i halmen inden, han overhovedet have hævet sig op på albuen. 
Efter han var blevet smittet havde hans magi opført sig fattelig uregerligt, hvilket nok også var grunden til at han var havnet her da han transfererede sig væk for at redde sit eget skind. Han havde været for udmattet til at flytte sig skønt hesten i bogen ved siden af bestemt ikke lod til at være fan, af sin nye sidekammerart. Dyr kunne fornemme varulvegenet. 
Ude af stand til at gøre noget ved det lod han sig falde om på ryggen og kiggede op i staldloftet der var en del renere end det måske burde være. Hvor pokker var han endt? Hans krop var blodig og forslået så det ville da nok være lidt af et syn der mødte den første der mødte op i stalden til morgen. 

[Deleted]

Nattøjet - Tøjet


Vinden var blid på denne tid om morgenen og duggen var så småt ved at forsvinde fra det grønne græs, der lå glinsende hen over plænen, i den langsomt men sikre solopgang, der så småt var ved at male himlen i de skønneste pastel farver. En fredfyldt følelse lå tungt over slottet, som et slør der havde lagt sig og på virkede alle og enhver, undtagen Alouette, der var ude og gå sin morgentur som altid. De nøddebrune krøller bølgede ned over hendes smalle skuldre, som havets bølger. Hun var iført et lyseblåt nattøjs sæt, i egyptisk silke, samme silke som den kimono hun bar om sig, for ekstra varme og dække, i hvid. Hun lod de krystal blå øjne se nysgerrigt rundt, tage alle indtryk og lyde ind. Hun lukkede sine øjne langsomt i og lyttede blot til lydene rundt om sig, mærkede kulden bide en lille smule i hendes gyldenbrune ben, hvor man kunne ane nogle knælange strømper i hvid, der skulle beskytte hende ekstra for varmen. Dog en lyd forstyrrede hendes sjæle ro, i det hun syntes at høre Regal begynde at hvine nede fra stalden af. Hun åbnede sine øjne brat og så ned af mod stalden, før hun strammede båndet om sig fra kimonoen, en smule ekstra, inden hun skyndte sit i et rask tempo, ned til stalden.



" Regal rolig.. ". Hun trådte hurtigt ind i stalden og lukkede staldøren efter sig, før hun trådte forsigtigt hen til den brune hingst. " Syyyssshhh.. sååå såå, rolig nu ". Hun gav et blid smil fra sig og berørte mulen på hingsten, inden hun så forsigtigt rundt. " Hvad har fået dig til at blive så oprevet? ". Hun så undrende rundt for at finde frem til hvad der kunne ha påvirket Regal. Hun spærrede sine øjne en del op, da det var hun hørte en lyd komme fra staldens bås ved siden af Regal. Hun samlede en feje kost op fra siden af båsen, før hun trådte langsomt men sikkert hen mod lyden, inden hun forsigtigt åbnede døren til stalden og hævede kosten, før hun gav en " Arrrhh! " lyd fra sig, dog stoppede hun brat i sin bevægelse, da hendes øjne mødte et grotesk syn, samt hendes næse blev ramt af en forfærdelig metallisk duft. Blod.. blod over det hele på halmen, samt manden der lå foran hende, så både fremmet ud og forslået. Hun tabte hurtigt kosten, i det hun farede hen til manden og faldt på knæ ved hans side, i det hun sagde med en blid stemme og den blide franske accent. " Hvad er der sket?, er du okay ". Stemmen var blid og sofistikeret, med den franske klang af accent og en harmonisk feminin tone over sig, lys og blid. Hun ville ikke bombarderer ham med spørgsmål. Hun så hurtigt rundt, før hun rejste sig op og sagde " Du kan ikke blive læggende her.. Kom, lad mig hjælpe dig til et sted, så vi kan få dig vasket og desinficeret dine sår ". Hun anede ikke hvor slemt det var, eller om hun skulle vække nogle på slottet, men indtil videre, så var det bedste valg, nok at få ham fjernet fra den kølige stald og hen til et varmt værelse og få tjekket hans sår, samt hendes tryllestav var ikke her, så hun ville ikke kunne fikse ham med en besværgelse på stedet. Vis han lod hende, ville hun forsigtigt tage hans arm om sin nakke og sin om hans liv, før hun ville støtte ham op og trække ham blidt og forsigtigt ud af stalden og hen til sit værelse, hvor hun kunne se bedre til ham og give ham varme, samt et blødt sted at lægge.

[Zain Rigel]

Zain havde aldrig været venlig på nogen punkter. For ham var følelsesmæssige relationer kun set som svagheder og venlighed var en tåbelighed fra en der rent faktisk bekymrede sig om folk. Men lige i denne ensomme situation hvor han lå såret og svag i en hesteboks, Merlin måtte vide hvor i landet befandt sig, kunne han måske godt have fortrudt at han ikke havde lyttet lidt bedre efter da hans far forgæves havde forsøgte at forklare ham at respekt aldrig var godt når det kom fra frygt. Naturligvis havde han talt for døve øre. Zain have været komplet ligeglad, det eneste han tænkte på var magt og hvordan alle skulle kaste sig for hans fødder. Bevares ikke en sund indstilling, men den havde altid fungeret for ham. Frem til nu om ikke andet. Der havde ingen hjælp været at hente fra medlemmerne i hans flok da han var blevet besejret. Han kunne sågar sværge på at han havde set nogen smile lidt hånligt som han var endt i støvet.
Og nu lå han så her. Hesten kom med et par klagene hvin som han forsøgte at bevæge sig. Ørerne var lagt ned langs nakken på den, øjnene var vilde og næseborene udspilede. Han skulle til at snerre af den da lyden af fodtrin der nærmede sig nåede hans øre. Han stivnede og så sig kort rundt som havde han forventet at han kunne finde et sted at skjule sig. Det var lidt spild af energi, for det første var han stadigvæk for svag til at flytte sig rigtigt og for det andet så var der ingen steder han kunne nå at flygte hen og at dække sig selv med halm ville nok ikke have en synderlig god effekt.
Derfor blev han blot liggende helt stille og afventede. Måske personen ikke bemærkede ham. Naivt tænkt måske, men dog en mulighed.
En blid stemme lød. En kvinde. Han gik som regel altid ud fra at alle mennekser var mugglere, så han kiggede lidt desperat efter tryllestaven der måtte ligge et sted i boksen. Han havde tabt den da han landede, men kunne ikke umildbart få øje på den.
Så skete det. Det overraskede udbrud piercede Zains øre og han skar en grimasse. Havde han ikke været så udmattet ville han have bedt hende dæmpe sig, som om det var hende der var på den forkerte side i dette her.
Men før han egenligt nåede at gøre mere så han hende falde på knæ ved sin side. Han havde intet imod mugglere, til gengæld så han "pelsløse" altså ikke-varulve på samme måde som en fuldblodsfantisker så på mugglere og mugglerfødte. Derfor vrængede han også lidt på næsen som hun rørte ved ham. Havde man været varulv længe, kunne man ofte fornemme andre varulve, og hende her var ikke varulv.
Dog kunne man sige at han alligevel havde temmelig voldsomt brug for hendes hjælp, så han måtte bide sin stolthed i sig for første gang i sit liv. "Jeg blev overfaldet," mumlede han. Det var delvist rigtigt skønt det nærmere havde været en slåskamp, men han skulle helst ikke skræmme sin livsline væk eller lade hende kalde forstærkninger til sig.
Med hendes hjælp og et par smertefulde grynt lykkedes det ham at komme på benen. Hans arm var omkring hendes snakke og han mærkede hendes hånd i sin side. Hendes sarte nattøj blev smurt ind i skidt, halm og blod, men hun lod ikke til at tage sig af det, "ka-kan du fortænke mig hvor jeg er?" Bad han så som han humpende hægtede sig på hende som de forlod stalden. Morgenlyset ramte hans ansigt og han kneb øjnene let sammen i den skabe sol. Den milde brise føltes kold mod hans hud der var fugtig af koldsved.

[Deleted]

Da han vrængede på næsen over hendes berøring, tog hun kort sin hånd til sig, mens hun så på ham med de krystal blå dådyr øjne, med et undskyldende og nærmest trist glimt i dem, før hun forsigtigt rakte frem mod ham igen. Der var ikke tid til at være venlig og vente på hans tilladelse, den måtte hun blot tage med ham en anden gang, fordi lige nu, gjaldt det med at få hans sår renset og ham i en stabil tilstand, eftersom han næsten så helt døende ud, så gennemtæsket så han ud, fra hendes synspunkt, eftersom hun ikke var van til at se vold tæt på. Da han sagde at han blev overfaldet, hævede hun sit bryn en smule i undren, før hun spurgte tøvende " Overfaldt.. her? ". Hun ville gerne vide om det var sket på deres grund eller om han måske havde søgt dette sted i en form for flygtende tilstand og i såfald, om folk stadig var efter ham eller i nærheden.. eller om det kunne ha været nogle fra slottet, der arbejdede under dem.

Hun tog blidt om ham og støttede ham så godt hun nu kunne, før hun forsigtigt rejste sig langsomt op, så han kunne følge med. Hun kunne mærke hvordan hans krop nærmest var som ren dødvægt og vis hun ikke trænede ofte, så ville hun heller ikke ha haft kræfter til netop dette. Hun mærkede halmen der stak mod hendes arme fra hans tøj og hvordan han klistrede til hendes kåbe og hende. Hun pustede en forvildet hårlok væk fra sin pande, før hun begyndte at træde frem af, så langsomt og rank hun nu kunne, for at han kunne støtte det meste af hans vægt op af hende.

Hun sagde ikke meget, eftersom hun gerne ville ha han sparede på sine kræfter, spørgsmål kunne altid komme bagefter engang, når han var kommet til kræfter. De krystal blå øjne, så nærmest grå ud, da de trådte ud i solens kraftige morgenstråler, der tittede frem fra over det store hvide slot, blot en af mange de ejede. Vand kunne så småt høres og vinden fra træerne gav en svag melodi fra sig, mens de trådte over den fugtige græsplane, fra nattens frost. Slottet tårnede sig majestætisk hen over dem og det var let at se, at dette ikke var et almindeligt slot, men et gennemtænkt mesterværk, lavet i Fransk stil. Hun så undrende mod ham, da han spurgte hvor han var, inden hun svarede " Frankrig? ". Hun så tøvende på ham og bed sig en smule i underlæben, eftersom hun vidste han sikkert mente.. HVOR i Frankrig og ikke hvilket land. " Du er ved Château de Chambord... " Det var kendt som blot en af de største slotte i Frankrig, udtænkt af selveste Leonardo Da Vinci og havde tilhørt kongen Francis I of France. Hun åbnede døren, da de endelig kom op til slottet, dog var det ikke hoved indgangen. Hun førte manden op af nogle trapper, forsigtigt og langsomt, før de kom hen af mod nogle store døre. Da dørene blev åbnet, blev man mødt af et lyst rum, med beige udsmykning og guldbelagt udsmykning på væggene og sengen selv. Der stod to sofaer henne ved det åbne vindue, der bar burgundy røde gardiner med guld udsmykning foroven, samt man kunne se det pureste hvide silke på sengen, der lignede det nærmest flød hen over sengen i stedet for at lægge fast. Gulvet var af ren marmor, fint og med et malet mønster i midten. Over sengen hang en glinsende lysekrone med diamant udsmykning og lys i sig.

Alouette førte manden hen til sin seng og fjernede nogle af lagnerne, så han kunne lægge ned, før hun blidt slap ham, da hun havde fået ham ned af lægge, inden hun kom ind efter et kort stykke tid, med blod op af sine arme og på sit bryst samt ved nakken. Hun så næsten helt vild ud, men stadig med dette elegante udtryk over sig, den måde hun gik på samt gik med rank ryg. Hun virkede meget menneske og slet ikke arrogant, som var hun nærmest godheden selv. Hun tog skålen med vand hen til sengen og stillede den på det hvide natbord med guld udsmykning på sig. Hun havde også fundet noget bandage frem, samt en første hjælps kasse, med vådservietter der var desinficerende. Hun så nervøst på ham, i det hun fandt nogle piller frem og satte på bordet. Hun havde skyldet sine hænder dog, inden hun kom ind. " Her, tag dem.. de vil tag det meste af smerten. Det er morfin ". Hun gik hurtigt ud, for at hente et glas og fylde det op med vand, inden hun kom ind med det og stillede det ved siden af ham på nat bordet. Hun havde fået vide at de var forbudte at rør, men hun var dog heller ikke dum. De var der, til vis der skulle ske en skade på hesteryg eller som der var sket med hendes far for nylig, at han havde brækket sit skinneben, efter en hård tur ned fra en ny hest. " Har jeg din tilladelse til at rør dig.. ". Hun så afventende på manden, eftersom han jo tidligere havde vrænget en smule på sin næse, af hendes blotte berøring. Hun anede ikke om han ikke kunne lide berøring, eller om det blot var hendes generelt, dog var de jo også fremmede. Hun tog en elastik der lå på bordet ved deres side, før hun satte sit hår op og gik hurtigt hen og lukkede dørene. Hun måtte gør rent, efter hun havde fået hans tilstand til at blive stabil. Hun kunne bruge magi.. men så igen, hun var ikke helt så forfærdelig stærk inden for healings magi, samt hun anede ikke om han var muggler?.. og ikke magisk, så hun ville ikke tag chancen.

" Er du klar? ". Vis han sagde ja, så ville hun blidt sætte sig ved siden af ham og begynde at klippe hans tøj op, så han ikke skulle vride sig for meget, for at få det af. Hun ville derefter tag kluden og vride den over vandet, inden hun blidt ville begynde at skrubbe ham ren, arm efter arm, brystkassen, nakken, ansigtet. Hun brugte forskellige klude, sådan så han ikke blev vasket i ansigtet med en klud brugt til hans arm for eksempel. Hun valgte dog ikke at tag hans bukser af eller gør noget ved hans ben, hun ville blot tag det øverste først og derefter kunne hun spørge ind til, hvordan han havde det ved hans ben og om der var noget der.

[Zain Rigel]

Zain var ikke helt sikker på hvad han skulle svare til hendes spørgsmål. Han kunne ikke gå ud fra at hun var magiker så han kunne jo ikke ligefrem indrømme at han var transfereret hertil, men grundet hans magi utilregnelighed havde han ingen ide om hvor han var endt.
I stedet valgte han at gå med den, i hans øjne, mere logiske forklaring. "Et stykke herfra, jeg kan ikke helt huske hvordan jeg endte her." Okay den holdt måske ikke helt vand, men med et slag i hovedet -hvilket han ganske tydeligt havde fået nogle stykker af, kunne han godt forsvare at han ikke huskede så godt hvad der var sket.

Det var virkelig underligt for ham at skulle hjælpes på denne måde, som et lille forsvarsløst barn. Han blev næsten vred på sig selv over at han ikke var i stand til at gå uden støtte fra den fremmede kvinde, men for hvert skridt han tog kunne han mærke hvordan hans ben gav en smule efter under ham. Det var svært at holde sin egen kropsvægt. Hvad fanden var der blevet af ham? Ham der altid var stærk og kampklar, var intet andet end en ynkelig pose dødvægt lige nu.
Grebet omkring hendes blev strammet for bedre at kunne holde sig oprejst som de bevægede sig fremad med rolige, dog faste skridt.
Solens stråler der ramte mod hans ansigt og hus havde en allerede en vis magt. Den lunede virkelig på trods af de tidlige morgentimer og den fact at de kun var midt i maj. Græsset fugtighed trængte gennnem hans sko og gjorde sokkerne indenunder våde, men han ignorerede det. Han lukkede kort øjnene og nød bare at lade solen varme hans kinder en smule. For blot nogle få timer siden havde han aldrig troet at han skulle føle det igen. Han havde været overbevist om at katakumperne ville blive hans våde grav. Det var tider som nu at han virkelig formåede at værdsætte livet, på trods af smerterne og ubehagen.
Øjnene gled atter op og han modstod en trang til at himle med øjnene da hun svarede at de var i Frankrig. Selvfølgelig, skønt hans historier havde huller ville han jo ikke bare lige kunne have slæbt sig over grænsen til et andet land. Han bed dog sin skepsis i sig, trods alt havde han ikke "råd til" at hun droppede at hjælpe ham, for så ville dette her nok blive det sidste han så.
Som hun kort efter nævnte slottet, gled hans mund op i et perfekt o. Han stirrede vantro på hende i nogle sekunder, og var i samme forbindelse stoppet kort op, "slottet?" Udbrød han med overraskende meget energi i stemmen. Hvordan i hede hulen havde det dog lykkedes for ham at transfererer sig hertil af alle steder? Han havde aldrig været her før. Den virus damnede virkelig med hans magi.

Først nu begyndte han for alvor at tage omgivelserne i øjesyn, og ganske rigtigt, dér lige fremme lå det perfekte bygningsværk der fik et hvert disney prinsesse slot til at blegne i sin overdådighed. Han lukkede atter munden og genoptog så sin humpen, Hvordan i alverden havde hun tænkt sig at få ham derind?
Hans indre spørgsmål blev hurtigt besvaret som de bevægede sig op af en trappe og ind af en bagdør. Zain fulgte hende og selv han måtte tage et øjeblik til at opfatte det syn som mødte ham. Det var så uvirkeligt. Skulle man vælge et sted at dø ville dette her ikke stå nederst på listen.
"Hold da kæft," udbrød han og glemte næsten helt sine smerter for et kort sekund. Dog blev han mindet om dem som han blev placeret på sengen. Han gispede svagt. Han bekymrede sig ikke rigtigt om at "svine det fine sted til" skønt han lidt følte sig som en mudret hund der hoppede op i ejerens møbler. Han lagde sig lidt bedre til rette under et par klagende støn og kiggede så atter imod hende. "Du er ikke bare en random tjenestepige, er du?" Fornemmelsen var nok primært baseret på at en tjenestepige, ikke ligefrem ville hive en fremmed med ind og placerer ham i en af disse rum der i sig selv nok var mere værd end samtlige lejlighedskomplekser i indre Paris. Der var noget næsten engle-agtig uskyldighed over måden hun fremstod på.

Hun behøvede ikke at overbevise ham om at tage imod pillerne. Hans smerteniveau var nået højder der gjorde det næsten ulideligt bare at trække vejret. Derfor tog han omgående imod dem imens hun klargjorde sit eget personlige lille doktorområde ved siden af sengen.
Hans gråblå øjne hvilede på hende og derefter på de forskellige renseremedier hun havde fundet frem. Han sank. Åh dette her ville da blive fantastisk. Pillerne blev slugt og skyllet ned med glassets fulde indhold.
Til spørgsmålet om at røre ham, nikkede han blot. Hele turen herop havde han klynget sig til hende som var hun hans livsanker - hvilket hun jo nok egentlig også var, så det ville virke åndsvagt af afslå hendes hjælp nu. Han nikkede og lænede hovedet tilbage på de bløde silkelagner og lukkede øjnene.
Som hun fremdrog saksen og klippede hans bluse op havde han ingen indvendinger. Tøjet skulle alligevel smides ud. Han mærkede hendes fine hænder løber over hans armen og overkrop med forskellige klude. Det var en underlig intens følelse, især når den sviende smerte kom over ham hvergang hun nåede et af de blødende sår. De blå mærker var store næsten sorte, det var hvad der skete når to mænd med varulvens styrte kæmpede mod hinanden.
En kort klagende lyd undslap ham som tingene gled over hans ribben. Der var sandsynligvis noget brækket. Han kiggede på hende og gispede let. "Man skulle tro du havde prøvet det før? Lapper du tit forslåede mænd sammen i din fritid?" Spurgte han ind for at distraherer sig selv for smerterne. Et svagt smil legede på hans læber, men det var tydeligvis en facade eftersom smerterne var ret gennemtrængende. Små svedperler i hårgrænsen afslørede ham. Heldigvis for ham var morfinens så småt ved at virke.

[Deleted]

Jernet i hans blod, fik manden foran hende, til at ha en svag metallisk duft til sig, dog overskyggede den ikke hans egen duft, der virkede næsten hypnotisk på hende, som var der nogle fermoner, der gik ind og påvirkede hende. Hun kunne mærke sin krop spænde en smule ekstra, fra duften af mand, der havde blandet sig med hendes, eftersom han lå i den seng, som hun så elegant havde rullet ud af for blot en time siden. Det føltes surrealistisk, at havde ham til at lægge foran sig, mens hun klippede hans tøj op og lod sine elegante fingre, glide hen over den mandige overkrop, dog med en klud mellem dem, men det kunne da ikke undgåes, at engang imellem rørte hendes silkebløde hænder, hans brystkasse i et strejf, et øjebliks kontakt, dog ikke med vilje. Hun så svagt på ham, med et uskyldigt og nærmest flovt blik. Normalt var hun en meget fattet person, som ikke lod sig påvirke af folk, men hans øjne, hvordan de fulgte hendes mindste bevægelse, hans maskuline stemme, samt hans øjne.. gråblå. Hun lod sig fange med sine krystal blå dådyr øjne, for blot nogle få sekunder, før hun kom til sig selv og rejste sig op og rømmede sin hals kort " Øhm.. Så, jeg har gjort det jeg kunne for dig.. men jeg vil dog råde dig til ikke at rejse dig op. Du er velkommen til at være her, indtil du kommer dig og vis du ønsker at se en rigtig læge, så kan det også arrangeres ".

Hun havde med vilje valgt at ignorer hans spørgsmål, omkring om hun var en random tjenestepige, dog kunne hun ikke dy sig, da det var at han spurgte med en flabet tone, ville hun selv mene.. om dette var noget hun gjorde tit i hendes fritid. " Nej, normalt er det mig der får dem til at ende sådan ". Hun lød virkelig alvorlig et kort øjeblik og vis der var en ting som Alouette var god til, så var det at lyve og have pokerface, dog kunne hun ikke holde et grin tilbage, før hun gav et lille smil fra, der indikerede at det blot var en joke. Hun strøg derefter en forvildet nøddebrun hårlok bag sit øre og fjernede de stykker tøj der nu lå under ham, forsigtigt dog. Hun regnede ikke med at han ledte efter et alvorligt svar, eftersom han ikke virkede som typen der nød alt for meget af at snakke eller dele om sig selv, men måske tog hun fejl?, han havde spurgt ind til hende en del, men så igen.. de var jo også på et slot.

Hun stod og så lidt frusteret ud, mens hun lagde armene over kors og studerede hans krop, dog med røde kinder, eftersom hun normalt aldrig havde været alene med en fyr.. så let påklædt. Hun havde ladt hans undertøj blive tilbage og lagdt lagnet hen over ham svagt, for at dække både for hans skyld og hendes egen. " Hvad er dit navn? ". Hun kunne ikke lade vær med at ha en lille tanke oppe i hovedet, der nærmest skreg af hende * Vis bare jeg kunne heale ham med magi.. men så igen, vis han er muggler.. jeg husker ingen former for forglemmelses besværgelser, eller eliksir.. *. Hun sukkede svagt for sig selv.. så måtte det blive muggler metoden, vis det kom dertil.
Hun så bekymret på hans brystkasse og satte sig forsigtigt på kanten ved siden af ham, inden hun rakte sin hånd hen over ham og svagt berørte hans brystkasse, en lille smule og studerede hans ansigt derefter, for at se hvordan han reagerede " Kan du trække vejret helt ind og fylde dine lunger?, eller gør det for ondt?.. fordi vis du har brækket et ribben eller flere.. så kan det godt gå hen og blive farligt ". Hun så afventende på ham.

[Zain Rigel]

Fingrene over hans overkrop ville måske have virket pirrende, ligefrem lokkende, især når kluden smuttede og berørtingen fra dem var direkte mod hans varme hud. Dog var smerterne en kæmpe dæmper for den nydelse han ellers kunne have lagt i det, for ærlig talt var det da rart at blive puslet om af en smuk kvinde. Selvfølgelig var der også lige den vigtige faktor at hun ikke var varulv, hvilket gjorde det til et ret stort no-go for Zain.
Han havde aldrig interesseret sig for en kvinde der ikke bar genet. For ham var de svage og ligegyldige. På den anden side havde han jo sådan set heller aldrig givet dem muligheden for at vise ham andet.
Som blev de forbundet af en magisk besværgelse lod han blot blikket hvile imod hende, det flakkede fra tid til anden end mod hendes hænder når hun strejfede ham. Han havde stadigvæk ikke helt forstået at hun bare sådan uden videre havde trukket ham med ind og besluttet sig for at han var værd at hjælpe. Hvis hun havde vidst bare halvdelen af de ting han havde gjort, ville situationen nok også have set ganske anderledes ud. Han kunne ikke forstille sig at hun i så fald ville have hjulpet ham. Dog som tingene så ud nu, fortrød han ikke sine handlinger hvor sindsoprivende de så end måtte virke for andre.
Magien blev brudt som hun snakkede, det gik op for ham at han havde ligget og stirret på hende, måske lidt for længe. Han rømmede sig og rystede så på hovedet. Jo flere der kom ind over, jo større var chancen for at han blev smidt ud, han skulle bare ruge noget tid til at komme sig så han kunne genindtage hvad der retmæssigt var hans, pladsen som leder af varulvene. "Nej det er fint, jeg er sikker på at din ekspertise rækker." Svarede han blot. Hans britiske accent trådte nu for alvor igennem som han kunne sige noget uden at stønne i smerte.

Stilheden der bredte sig imellem dem før joken blev afsløret var så enorma at man nærmest ville kunne høre en knappenål falde til gulvet i rummet ved siden af. Zain nåede lige at tænke at hun ikke ligefrem lignede en kriger, men tanken var alligevel tillokkende for ham på en måde. Grinet fik femøren til at falde på plads for ham og et imponeret smil formede sig på hans læber, "din lille vixen," drillede han og sukkede, "du fik mig næsten til at tro på det et kort sekund." Han rettede sig forsigtigt lidt op sådan at hun kunne komme til at fjerne de ødelagte tøj under ham. Det var dog ikke helt uden en grimasse skønt morfinen havde taget toppen af smerten nu. Musklerne var omsider begyndte at slappe lidt af, men det gjorde dem ikke mindre tydelige som han lå foran hende i bar overkrop.
Så snart det var væk sank han atter sammen på madrassen og lod så blikket glide let rundt. Det måtte siges at være lidt noget andet end det hul han selv havde boet i siden han blev syg. En sådan livstil ville han sgu godt kunne vende sig til.

Det var først nu hans blik atter mødte hendes. Et nyt legende smil fandt vej til hans læber. Zain havde aldrig været blufærdig, han var vandt til at vågne op komplet nøgen efter hver fuldmåne, han gik ikke ud fra at han havde noget andre mænd ikke besad og han gik bestemt ikke ud fra at han var det første rigtige syn hun havde fået på en mandekrop. Eller rettere, det meste af en mandekrop.
"Bliver du forlegen?" Spurgte han så ind, tydeligvis underholdt over hendes rødmen og havde næsten lydt til at skubbe lagnet lidt til side udelukkende for at se hendes reaktion, han lod dog være. Ikke at Zain nogensinde havde lade sig stoppe af "gode manerer", men han måtte nok alligevel være lidt forsigtig hvis ikke han ville ende på porten. Han havde bare altid så fandens svært ved ikke at udnytte folks svagheder hvis først han spottede dem.
"Zain," svarede han hende og hævede et bryn, "og dig? Jeg skal jo helst vide hvem jeg skal tilsende takkekortet." Åh jo morfinen havde tydeligvis virket på smerterne eftersom hans overskud var blevet større. Han følte sig stadigvæk sløj, men lige nu var det til at holde ud.
Det smørrede smil forlod dog let hans læber idet hun satte sig på sengekanten og lod hånden glide over hans brystkasse. Der kunne hans stadigvæk godt mærke smerten skyde igennem. Han gispede og fangede hendes hånd med sin for at få hende til at stoppe. "Det er fint nok," løj han uden den store overbevisning. "Jeg er snart på toppen igen." Eller det håbede han da, skønt han måske ikke var helt overbevist om sin egen konklusion.
Han slap hendes hånd og lod den så glide op for at føle om han stadigvæk havde sin tynde kæde om halsen. Han åbnede lettet op som han lukkede hånden omkring stenen der sad i. Den var på størrelse med 5 krone. Månestenen. Det der gjorde det muligt for ham at bevare det menneskelige sind når han forvandlede sig til en varulv. Mistede han den her, kunne tingene godt hurtigt blive dramatisk alt efter hvor længe han skulle blive.

[Deleted]

Hun opfangede hurtigt den britiske accent og så lidt overrasket på ham. Hun var dog van til at høre britisk dialekt, men der var alligevel noget over det, som forventede hun ikke at den ville være så dominerende i hans stemme. Da stilheden havde spredt sig og hun havde indrømmet at det blot var en joke, kunne hun dog ikke lade vær med at grine en lille smule af hans vixen kælenavn til hende, eller nærmere tale mod hende.
Hun kunne lide smilet han havde på sine læber og kunne også mærke, at det smittede en smule af på hende, da hendes mundvig trak op i et ligene smil. " Nu ved jeg hvorfor du blev overfaldt. Du er utrolig naiv ". Hun hentydet til det med, at han næsten troede på det et kort sekund, før hun rakte kort tunge til ham og grinte blidt. Der var ingen nedgørende tone at fine i hendes tale, fordi hun talte ikke ned til ham. Hun prøvede blot at lette stemningen mellem dem en smule og prøve at få ham til at tænke på andet end smerterne.

Da han spurgte om hun blev forlegen, trak hun kort på skulderne og spurgte " Skulle jeg blive det? ". Hun ville dog ikke fortælle ham, hvor uerfaren hun var med mænd og hvor få der faktisk havde været tæt på hende. Da det var han sagde sit navn, så hun lidt overrasket på ham igen. Hun havde ikke regnet at det ville blive så let, at få hans navn ud af ham, men så igen.. han kunne jo også lyve. " Du kan tilsende dit takkekort til Vixen ". Hun grinte kort, men mente det dog alvorligt. Hun havde ikke i tankerne at afsløre at hun var kronprinsesse eller hvilken status hun havde, skønt han tydeligt kunne se, at der var noget specielt over hende. Hun hadet at fortælle folk hvem hun var.. fordi så behandlede de hende altid anderledes og mange blev meget forsigtige i deres tone, eller delte ikke så meget af deres personlighed efter det.. og hun ønskede ikke at det skete her, mellem hende og Zain, eftersom han fascinerede hende en del, samt det var også lidt sjovere at få ham til at gætte eller gå i uvished, skønt det ikke var sådan hun var blevet opdraget.

Da det var han gav et gisp fra sig og fangede hendes hånd, så hun lettere chokeret på ham, inden hun mærkede sit hjerte banke hurtigere, så hurtigt at man måske ville kunne mærke det ved hendes håndled. De bløde kinder fik en svag rosa farve og hun afvigede sit blik flovt til den ene side, før hun rømmede sin hals. " Undskyld, jeg.. skal nok være mere forsigtigt ". Da det var at han sagde, at det var fint nok og at han snart ville være på toppen igen, så hun tøvende på ham. " Hør, jeg virkelig ked af at bede dig om dette og du altid velkommen til at sige nej, men.. vis du ikke ønsker professionel hjælp, så lad mig ide mindste sy dine sår, de der er.. store og så vil jeg bede dig om at blive her, i hvertfald i en uge.. indtil jeg er sikker på, at du ikke ender med at få indre blødninger af dine ribben eller at dine organer er i sikkerhed.. fordi vis dine ribben er brækket et uheldigt sted, kan det hurtigt gå hen og koste dig livet, men 4-5 dage skulle være nok til at se om der sker noget.. de første 2 dage er kritiske og derefter så tænker jeg at vi prøver nogle øvelser og ser an.. men du må ikke overbelaste dig selv, så please.. tag imod min hjælp, vis du mangler noget.. bliv her Zain ". Hun så alvorligt på ham denne gang, med et bekymret blik. " Jeg ved at du ikke kender mig og der virker sikkert mærkeligt at jeg vil hjælpe dig, men hvad end der sket.. så betyder det intet for mig. Du endte på min grund og.. og det mindste jeg kan gøre, er at hjælpe ". Hun så tøvende på ham og afventede hans dom. Ville han blive?, eller ville han havde hjælp til at tage hjem, hvorend hans hjem så var.

" Dog er du nød til at dele værelse med mig.. eftersom der ikke rigtig er nogen der må vide at du er her, det vil blot skabe mere kaos end gavn ". Hun gav et forsigtigt smil fra sig og rejste sig, i det hun gik ud med skåle på badeværelset og rengjorde den, før hun kom ind med en lille flaske vand og klud. " Jeg må vist hellere smutte ned og få ordnet stalden og blodsporene du har efterladt dig.. men vis du har brug for noget, samt lad vær med at rejs dig op.. jeg kan ikke udtrykke hvor farligt det er.. ". Hun så på ham med et omsorgsfuld blik og gik derefter hen til døren, men stoppede dog op, da hun så ned på sine blodige sko. Hun gik hen og tog en frakke hen over sit blodige tøj, samt fandt nogle nye sko frem og tørte blodet væk fra sine hænder, det hun nu kunne, før hun så mod Zain. " Der er en mobil i skuffen til din venstre side.. du kan bruge den til at ringe til hvem end du skulle få brug for, samt mit nr står forneden under CF og der ikke kode på mobilen ".

Vis han lod hende gå, ville hun gå ned og gør rent. Smide halmen ud der var blevet plettet, vaske stalden så godt hun kunne, før hun ville tørre blodets spor væk i græsset, så godt hun kunne og derefter gangen og trapperne op til sit værelse, inden hun ville komme ind igen. Hun vidste ikke helt om hun gjorde alt dette for den fremmede eller for hende. Hun var meget nysgerrig af natur og der var bare.. noget over ham her, samt hun havde været en smule ensom og nu havde hun pludselig en at plage med sin tilstedeværelse, som ikke kunne flygte fra hende, så det var altid et plus.

[Zain Rigel]

Zain besluttede sig for at for hans eget helbreds skyld at se bort fra sine fordomme. Behandle hende som en "ligeværdig," han kunne jo altid ændre mening. Heldigvis lod hun til at være rimelig tålelig af en pelsløs at være. Hendes kvikke comebacks pirrede i hvert fald hans nysgerrighed for hende om man så kunne sige. Zain var en svær mand fordi han aldrig havde haft nogen tæt på sig. Han ville vende sin familie ryggen, hvis det kom ham selv til gode - truth to be told havd han allerede gjort det, han havde efterladt sin far ved en varulvejæger for at overtage hans flok og hans månesten. Zain var opdraget til at ville eje verden, men hans far var blevet blød med årene, var begyndt at snakke om at den ande måde at vinde folks respekt var ved at være et godt forbillede og ikke vira frygt. Latterligt. Men som tingene var lige nu havde Zain ikke det store valg. Han måtte forsøge sig med det der venlighed.
Hendes lattermilde ord tak ham ud tankestrømmen og han tippede hovedet let på skrå. "Skulle komme fra dig der lukker en fremmed forslået mand ind i dit hjem," udfordrede han morende. Et legesygt glimt dukkede igen op i de gråblå øjne. Det var ikke et forsøg på at skræmme hende, men der lå nu en sandhed i det.

"Næ ikke for min skyld, jeg har nok ikke noget du ikke har set før," fastslog han i en rolig næsten ligegyldig tone. Hun kunne kigge alt det hun lystede, igen var nøgenhed ikke noget der skræmte ham.
Måske var det naivt af ham at tro at hun ville fortælle ham sit navn. Det var nok også kun godt for selvom Zain slet ikke fulgte med i hvad der skete i det Franske kongehus, så villle hendes navn nok sige ham noget når det nu var her de befandt sig. Han kunne dog ikke sætte ansigt på nogen fra den franske kongefamilie, men så længe havde han jo heller ikke befundet sig i Frankrig. "Vixen så," svarede han og søgte hendes blik på ny. Dette her lille mindgame de havde gang i faldt i god jord hos ham. Det var rart at blive lidt udfordret for en gangs skyld. Som regel turde folk ikke sige ham imod. Dette her var underlig befriende. Som om at han kunne være lidt en anden end den folk...eller rettere varulvene, kendte ham for at være.

Det havde ikke været for at forskrække hende som han tog fat i hende, men han kunne både høre på hendes lille udbrud, og mærke på hendes puls at hun ikke havde forventet en reaktion fra ham. Han fastholdt hendes blik ved hendes undskyldning. Han sukkede let, "det er fint, det...kunne du ikke vide." Det der med at være forstående var også nyt for ham. Han havde tæsket folk for mindre.
Han lod hende forsætte imens han lyttede itl hendes ustoppelige ordstrøm om bekymringer om lidelser med døden til følge. Da hun afsluttede så han blot på hende med et helt roligt blik. Han forsøgte at hæve sig lidt op på albuerne så han bedre kunne kigge på hende, skønt det ikke gjorde noget godt for hans smerte i brystkassen. "Ærlig talt, så havde du slet ikke behøvet at komme med den lange forklaring." han slog blikket rundt i det prægtige rum og klappede lidt på sengen, "forstå mig ret, du beder mig blive her? På et værelse der får Hilton Hotellerne til at ligne et 2 stjernet motel, og så lover du mig tilmed at du vil være min personlige sygeplejerske som jeg skal dele værelse med?" Hans øjne glimtede og smilet på læben var velholdt. Sandheden var at han ikke havde noget sted tage hen. Han var smidt ud af sit hjem - som i forvejen ikke var noget at prale af, så dette her var nok den vildeste opgradering han nogensinde havde kunne håbe på. "Hvorfor skulle jeg afslå?" En uge i luksus til lige ta finde sig selv og måske planlægge sit næste skridt. Han blev gerne 3 måneder hvis hun bad ham om det. I hvert fald som tingene så ud lige nu.

Han lagde sig bedre til rette i sengen og sukkede en smule. "Får jeg serveret mad på sengen?" Dette blev sagt med en drilsk undertone. Morfinen havde virkelig gjort ham kæphøj. Ikke fordi det var den virkning den havde, men fordi smerterne havde fortaget sig. "Men bare rolig jeg skal nok være en sød dreng imens du er væk." Forsikrede han og holdt et par fingre frem mod hende som for at sige "på spejderære."
En anden virkning af morfinen var ved at slå ind og han følte sig egentlig en smule træt. Måske han bare lige skulle lukke øjnene imens hun gik ned og slettede deres spor. Han slog et lille klik med tungen og nikkede til hendes ord med mobilen. Ikke at han havde nogen at ringe til, men derfor kunne man da godt værdsætte hendes gestus. Han betragtede hendes måde at bære sig på som hun iførte sig sin jakke. Skønt hun var pelsløs måtte han da stå ved at det ikke var den dårligste sygeplejerske han kunne ønske sig.

[Deleted]

Hun havde sørget for at slette hver og et spor af ham og blodet, i hvert fald til det punkt som hun mente var acceptabelt og som ikke ville blive opdaget, ved mindre man virkelig nær studerede græsset eller de små steder forinden ved trappen, hvor det kunne anes svagt. * Hvad har du gang i.. du kender ham ikke og hvad vis han er farlig?, hvad vis han er en morder.. men så igen, jeg kan magi, men vis han også er magiker?.. dog kunne jeg ikke mærke eller finde nogle tryllestave.. men hvordan var han ellers kommet forbi vagt patruljen?, overvågningen *. Hun kunne mærke sit hoved fylde hende med tusinder af ubesvarede spørgsmål, spørgsmål hun troede ikke ville blive besvaret, indtil hun tjekkede efter en ekstra gang.

Hun sørgede for alt var på sin plads i stalden og bemærkede noget der stak ud, en pind ligene ting?. Hun rakte sin hånd nervøst frem og betragtede genstanden nøje. " EN TRYLLESTAV!? ". Hun så på den med store øjne og pludselig gav det hele lidt mere mening. Vagterne havde ikke set ham, FORDI HAN IKKE HAVDE GÅET IND. Han måtte ha enten transfererede sig, eller måske med kost?. Hun tjekkede stalden yderligere og også området rundt omkring, dog kunne hun intet finde ud over hans tryllestav. Hun tog den i lommen og lukkede af efter sig, før hun gik med raske skridt tilbage til værelset, dog tog hun en omvej forbi køkkenet og fandt en bakke og puttede en smurt varm skåret baguette på en tallerken, samt derefter på bakken, efterfulgt af mørk kaffe og croissant med chokolade fyld og så nogle kiks samt lidt ost pakket ind ved siden af og en skål med frugt og bær, samt en anden skål med smørelse, vis han skulle ha lyst til det og så en lille skål med hjemmelavet yogurt med en svag frugt vanilje smag. Der var også mælk i en lille katon og french toast lavet.

Kokken kom ind af døren og stoppede kort op, da han fik øje på Alouette, før han sagde " Deres højhed, hvad laver de her?. Vis de sulten, så kan de blot ringe med klokken ". Hun nikkede kort og svarede hurtigt " Jeg.. øhm, ville blot for en gangs skyld selv prøve at hente min mad og øhm?.. kan du ikke sige til resten af dit staff, at jeg ikke vil forstyrres idag? ". Hun gav et smil fra sig og svarede " Jeg henter selv eller sender bud, vis der skulle blive brug for det ". Han nikkede kort og svarede " L-Lad mig ide mindste hjælpe dig op med det ". Hun tog imod tilbudet og gjorde et kort naj, før hun åbnede døren og tog imod bakken og trådte indenfor og lukkede hurtigt døren efter sig med foden. " Så langt så godt. Ide mindste spurgte han ikke ind til min beklædning ". Hun gav et svagt grin fra sig og stillede bakken på den anden side af Zain, før hun forsigtigt tog en fjernbetjening op og gav ham. " Her, du kan indstille sengen til at løfte sig i hovedenden, men ikke for meget.. husk dine ribben ". Hun blinkede kort til ham og gik hen mod badeværelset, før hun tog frakken af og hængde den, inden hun så mod lommen.. men hun valgte for nu, at lade vær med at sige noget. Hun tog en klud og tørte det meste af blodet af, før hun tog noget nyt og rent sæt på, samme stil og farve, inden hun smuttede ind til Zain og satte sig på hans side, med bordet foran sig på skrå, så han kunne få det over sig, vis han ville, så det var nemmere at tag af. " Du tager bare for dig ".

Da hun sad der og studerede Zain en lille smule, tøvede hun kort, før hun sagde helt almindeligt som var det en normal ting, hvilket det vel egentlig også var " Nu når du har fået din servering, så kan du vel også fortælle mig lidt om dig selv, eftersom du er magiker ". Hun sagde ordene lidt hurtigt, så hun håbede at fange ham lidt off guard, inden hun smilede og svarede " Jeg fandt din tryllestav.. men bare rolig, jeg er  også magiker ". Hun tog en jordbær og placerede mellem de fyldige røde læber af sine egne, før hun bed ned i den med de perle hvide tænder, inden hun tyggede det blidt og slugte det. Den anden ende der ikke var spist farvede hendes finger spidser en smule lyserøde, fra saften der gled en smule ned, mens de blå dådyr øjne betragtede Zain afventende og med et nysgerrigt glimt. " Dog vis du ikke har lyst til at dele noget om dig selv, er det også iorden ". 

[Zain Rigel]

Zain måtte have været drevet lidt hen i en let drømmeløs søvn. Han vågnede i hvert fald med et mindre spjæt som døren indtil værelset gik op. For et kort øjeblik var han næsten lidt forvirret over hvor han var, men det kom hurtig tilbage til ham som den petite kvinde begyndte at snakke. Han missede kort med øjnene og gned dem derefter med håndfladerne. Hvor længe havde han mon sovet? Han var ikke sikker, men han måtte have haft brug for det.
Han sukkede let og strakte sig i sengen hvorpå han blev mindet om hvorfor han helst skulle holde sig i ro. Et lille gisp undslap hans læber og han tog sig til siden hvor smerten var skudt ud fra. Den smertestillende pille virkede dog endnu lod det til, i hvert fald så længe han ikke bevægede sig alt for voldsomt.
Han blik fulgte hende en kende søvndrukkent som hun balancerede let med bakken og lukkede døren med foden. "Heldigt, det ville måske have været lidt svært at bortforklare," kommenterede han og skjulte et gan bag håndryggen.
Blikket faldt nærmest omgående på lækkerierne ide bakken blev placeret ved siden af ham. Først nu gik det op for ham hvor sulten han egentlig var blevet. Maven rumlede lavt og hans tænder begyndte at løbe en smule i vand. Igen måtte han erkende at han var kommet til ret fine forhold her og han ikke havde det fjerneste at klage over. Måske lige med undtagelse af smerterne selvfølgelig.

Zain tog imod fjernbetjeningen og studerede den lidt for at bedømme hvilken en af de mange knapper. Hvem i alverden havde brug for så mange knapper til en seng? "Den er da godt nok lidt teknisk." Kommenterede han og pressede prøvende pegefingeren mod en af knapperne. Sengen gav en lav summende lyd fra sig som hans fodende begyndte at hæve sig. Zain slap knaoppen og kiggede mod fodenden som om han lige skulle overbevises om at den var god nok. "Ja ja mor," Var hans lettere flabede svar, skønt det blev sagt med en drilsk undertone. Han forsøgte sig med en af de andre knapper og efter at have kørt hele sengen op og ned enkelt gang fik han trykket på den rigtige sådan at han begyndte at komme op i siddende position. Han kiggede på hende med et næsten triumfernede blik.
Igen blev hans blik fanget som hun bevægede sig over gulvet og forsvandt ud på badeværelset. Som om han ventede på tiladelse, rørte han ikke maden før hun vendte tilbage. Dog havde han en anden agenda, et lusket smil bredte sig på hans læber, "det er bare fordi mine arme gør så ondt....hvor stor er chancen for at få dig til at fodre mig?" Han elskede sine små mindgames, At få folk til at gøre ting for ham skønt det ikke var nødvendigt, udelukkende for at se om han kunne. Han prøvede altid grænser af og hun var ingen undtagelse.

Som hun nævnte at han var magiker kiggede han blot på hende en kende undrende. Hvad havde afsløret ham? Måden hun sagde det på fik ham dog hurtigt til at anslå at hun selv var magiker eller som minimum kendte til magien, ellers ville hun vel ikke være så casual omkring det.
Efter at have tygget lidt tænksomt på sin underlæbe trak han en smule på skuldrene, okay så hun var magiker, det gjorde mange ting en del lettere. "Den lå i stalden gjorde den ikke?" Han anede ikke hvor den ellers skulle være dukket op henne. "Nå, men jeg er glad for at det var dig som fandt den så, en muggler ville måske bare have smidt den ud. Eller brugt den til at rense hestens fødder med." Han slog lidt ud med hånden, men havde egentlig ikke noget synderligt behov for at hun skulle afleverer den lige nu. Zain var langt fra blandt de bedste magikere, hans styrke lå i det at han var varulv, men det var dog en ting han havde tænkt sig at holde for sig selv lidt endnu, især med det syn der var kommet på varulve i Frankrig. Teknisk set var det jo blevet lovligt at tage varulve der ikke var låst inde under fuldmånen, som var de et trofæ, et bytte der skulle nedlægges, det var frastødende.
Hans blik hvilede på hendes røde læber som hun begyndte at spise af jordbæret, der var noget virkelig fascinerende over hende uden han helt kunne sætte en finder på hvad det var. "Hvad vil du gerne vide?" Spurgte han blot før han til sidste flyttede blikket fra læberne til hendes lyse blå øjne.

[Deleted]

Hun grinte kort og svarede " Ikke rigtigt, jeg går tit og ofte morgenture, så jeg kunne altid blot ha sagt, at jeg havde det lidt koldt her til morges ". Mens han prøvede at få styr på hvad der var op og ned på fjernbetjening, kunne hun ikke lade vær med at komme med små klukkende grin, ikke hånligt. Hun syntes han virkede nåede så sød, som han prøvede at finde ud af det hele og hun havde nær spurgt ham om han havde brug for hjælp, vis det ikke havde været fordi, at hun havde stoppet sig selv i det. Han virkede som typen der gerne ville prøve ting af selv og ikke ville ha at folk nærmest babysittede ham, dog alle kunne havde brug for en hjælpende hånd engang imellem, men denne gang, så hun dog blot på og lod ham være i kontrol over situationen. Han skulle nok sige, vis han fik brug for hendes hjælp, eftersom han ikke virkede som en mand, der var bange for at bruge sine ord eller komme med kommandoer, han bar nemlig en meget dominerende aura, vis man spurgte hende.

Da han sagde ja ja mor, spærrede hun sine øjne en smule op og begyndte så at små grine, i det hun sagde " Så du, pas nu på ". Hun rakte tunge af ham og sad blot og betragtede ham som han prøvede knapperne af, indtil han fandt ud af det. Da det var han bad om sin tryllestav, kunne hun ikke lade vær med at smile en smule drilsk, før hun spurgte " Havde du ikke ondt i dine arme? ". Et lille smil var at se over hendes læber, dog hendes øjne viste alt. Hun morede sig gevaldigt med Zain. Forsigtigt satte hun sig tættere på ham, i det hun så mod sine lagner. " Vi bliver nød til at få dig i bad engang senere, vis det overhovedet er muligt ". Hun rakte forsigtigt ind over bakken og skar toasten i bide venlige stykker. Hun så kort mod ham, før hun lænede sig en smule tættere på ham og rødmen fremstod endnu engang i hendes kinder, inden hun forsigtigt holde stykket hen foran hans mund. Hun kunne mærke sin puls så småt begynde igen og duften af ham, skønt den var blandet med hans blod, så var der bare.. en ufattelig mandig duft over ham, noget der trak i hende. Hun så kort væk fra ham og tog et stykke af en jordbær og spiste, før hun tog noget nyt til at fodre ham med, vis han ville lade hende.

" Så dette var din plan all along, var det ikke?. Ende her og få gratis mad samt blive fodret, til dine dages ende ". Hun grinte kort og sagde " Angående hvad jeg gerne vil vide.. så tænkte jeg, at vi måske kunne tag en omgang.. jeg har aldrig?, vis du kender til den leg, bare uden druk ". Hun fjernede kort maden fra ham og sagde " For hver gang du fortæller noget du aldrig har gjort, så mader jeg dig, men vis jeg har gjort det, så mader du mig ". Hun smilede lidt lumsk og så afventende på ham. " Deal?.. Vi skiftes til at stille spørgsmål, dog må vi godt stille 2 af gangen, ellers bliver maden kold ". Hun så afventende på ham og mod sine krystal blå øjne, nærmest se fast ind i hans gråblå øjne, der nærmest trak i hende. Med en flabet tone, udfordrede hun ham med sit næste spørgsmål " Vis du altså tør ". 

[Zain Rigel]

Hans bryn blev trykket let nedad og han gjorde et lille kast med den ene hånd, "ja hvad er der egentlig med det? Hvem i alverden står frivilligt så tidligt op for at gå en morgentur" Han rystede let på hovedet som var det hun havde gjort dybt uforståeligt. "Selvfølgelig kan jeg ikke tillade mig at klage over det...det reddede min røv, men alligevel. Klokken er jo ikke engang 8 endnu så jeg tør slet ikk tænke på hvad klokken var da du fandt mig."
Han var lidt spændt på om han ville kunne udholde sengerest i længden. Han havde altid været meget aktiv, så at ligge stille mere end de timer han sov om natten var ikke ligefrem det der stod øverst på hans to do liste. Han begyndte hurtigt at kede sig.
Dog med hendes selskab, blev tingene en smule mere tiltalende. Han sendte hende et lettere skulende blik som han hørte hendes tydelige morskab over hans endeløse fumlen med den genstridige fjernbetjening."Ja mor du dig bare over en skadet mands elendighed," Sagde han dramatisk, de stormgrå øjne havde dog skær af at han også selv morede sig over det. Han lagde fjernbetjenening fra sig ved sin side som han fandt den ønskede sidde position.

"Pas på hvad? At du trækker mig i ørerne? Eller forviser mig til skammekrogen...nej vent, det kan du ikke, så skal jeg jo forlade sengen, og det er ikke godt for mine skader....var det en uge d sagde jeg skulle være sengeliggende?" Smilet var provokernede, men det muntre glimt i hans øjne, gav den lidt for kække attitude et charmerende skær over dig. Han satte sig lidt bedre til rette var at synke lidt længerede ned i madrassen, som et lille barn der gjorde sig til for at undgå at undgå at få ballade for sine narrestreger.
"Forfærdelig ondt, jeg vil nok ikke engang være i stand til at løfte min tryllestav hvorend jeg gerne ville," spillede han videre på joken og så til med stor tilfredshed malet i ansigtet som hun skar de små bidder ud til ham. Han fastholdt intenst øjenkontakten som hun langsomt kom tættere på og derefter holdt tasten frem så han kunne spise den. Hvilket han gjorde med velbehag. Han tog også imod den næste bid efter hun havde taget tid til lige at spise sit jordbær. "Du rødmer igen." Konkluderede han med et lille smil, "gør jeg dig nervøs?" Spurgte han næsten legesygt.

Denne gang kunne han ikke undgå at lade en mild latter rulle over sine læber. "Pokkers du gennemskuede mig, og jeg som ellers troede jeg var SÅ udspekuleret." Var hans svar hvortil han afventende åbnede munden for at så sin næste bid bragt til sine læber. Den kom dog aldrig, i stedet forslog hun denne leg. Han havde hørt om den, det lød simpelt nok og Zain elskede bare generelt lege, så på den måde kunne han måske også få nogle svar omkring hende. "Udemærket." Slog hans fast, "men jeg tror nu ikke at det er mig som har noget at frygte her." han blinkede kækt til hende. "Damerne først," dette var en indikator til at hun skulle påbegynde legen med et spørgsmål.

[Deleted]

Hun så lettere eftertænksomt på Zain, mens hun tænkte på de forskellige ting hun kunne spørge ham om, men så igen, det skulle også være noget hun gerne ville vide omkring ham, men noget i hende, havde også lidt lyst til at chokerer ham en smule, måske starte blidt ud, få ham til at tro, at han vidste alt omkring hende. " Jeg har aldrig... været i et slagsmål ". Hun smilede lumsk til ham og bed sig kort i den fyldige underlæbe, der gav sig under de perle hvide tænder, før de krystal blå øjne så afventende og spændt på ham. Vis han havde, så skulle han tag noget af maden og fodre hende, hvilket hun ville åbne sin mund langsomt for og næsten sensuelt. Vis ikke, ville hun række frem mod ham og læne sig en smule lidt for tæt, før hun ville fodre ham med noget mad. " Jeg har aldrig.. ". Hun holde en kort dramatisk pause, før hun så kort mod ham med et drilsk glimt i sine øjne, inden hun svarede, så selvsikkert hun kunne, uden at rødme, forhåbentligt.

" Nogensinde haft noget med en.. seksuelt ". Han prøvede tydeligt hendes grænser af og ligeså prøvede at få hende til at miste fatningen nær ham, men hun nægtede simpelthen at tabe denne lille leg de havde gang i. Hun var stædig og stolt og vis der var en der skulle tabe, så ville det blive Zain. Det var i hvertfald det hun tænkte inderst inde. Hun så afventende på ham denne gang, med nærmest en spænding i hele kroppen, som spændte hver eneste muskel i hendes krop og næsten rokkede hun af bare spænding efter hans reaktion, som bed hun fra sig og sagde, at skønt hun var uskyldig på visse områder, så var hun ikke bange af sig og da slet ikke for ham, som ville han ikke kunne påvirke hende, skønt det ikke var helt sandt. 

[Zain Rigel]

Zain havde ladet sig lokke med legen. Primært fordi han elskede lege, ikke måske i den forstand de fleste andre gjorde, men psykologiske spil og det at se hvor langt han kunne skubbe grænserne. Hvor meget folk ville få med til. Normalt ville han nu ikke vise så stor interesse ved en pelsløs som hende, men hun formåede på en eller anden måde at fange og fatsholde hans interesse. Ikke noget der hændte særlig ofte.
De stormgå øjne hvilede på hende som hun stillede sit spørgsmål. Gled derefter ned og betragtede intenst hvordan de hvide tænder satte mærker i de bløde læber. Et næsten frydende smil fandt vej på hans egne læber og blikket gled atter op for at møde hendes. "Meget snedigt, Vixen" han lagde tydeligt tryk på hans selvvalgte kælenavn til hende før han rakte frem og fangede et jordbær fra bakken og rakte det frem mod hende, lod det hvile let mod de røde læber før han betragtede med et næsten sultent blik hvordan hun tog det ind i munden, sensuelt, næsten lokkende.
Han så på hende med et overrasket udtryk ved hendes næsten spørgsmål. Så det måtte betyde at hun var jomfru. Virkelig? Øjnene blev knebet let sammen og han betragtede hende søgende. Han glemte i den forbindelse næsten alt om hvad det var ment han skulle gøre, "har du virkelig aldrig været sammen med en mand før? Eller en kvinde? Jeg dømmer ikke." Han sendte hende et listigt blik ved det sidstnævnte. Herefter dykkede han atter frem og greb denne gang en bid af den toast hun havde skrået ud for ham før. Han førte den roligt op til hendes læber. Iagtog atter som den gled ind i munden på hendes.
Så måtte det betyde at det var hans tur til at stille spørgsmål. "Jeg har aldrig.." været sammen med en pelsløs. Det sidste blve ikke sagt højt. Han ville gerne vente med at afsløre den del af sig selv. "Været forelsket." Endte han sandfærdigt og observerede hende nysgerrigt. Ville han skulle fodre hende igen, eller lå der en ulykkelig kærlighedshistorie gemt et sted bag de hemmelighedsfulde øjne? Hvis der gjorde ville han uden tvivl kræve at høre om det.