Få Din Kur Her! (PLOT - Reaktionstråd)

[Penelope Lavoie]

***OOG - LÆS GRUNDIGT***
Denne reaktionstråd skal man blot svare i fra sin(e) smittet karakter(er), og derefter skrive i profilændringer, at man ikke længere er smittet.

HUSK At TAGGE Penelope Lavoie SÅ PROFILÆNDRINGEN KAN BLIVE LIKET, SÅ DER IKKE OPSTÅR FEJL, DA DEN ENESTE MÅDE AT BLIVE RASK PÅ, ER VED AT SVARE I DENNE TRÅD.
DU KAN OGSÅ SKRIVE TIL SANKT MUNGOS' UDRYKNINGSKORPS, OG BEDE OM ET EMNE - OBS DE HAR RET TIL AT SIGE NEJ.

Tråden kommer til, at forløbe sådan, at den altid vil være åben.

• Det vil sige, at den dato man svare IRL, det er også den dato ens karakter bliver rask.
• Det vil også sige, at du stadig kan blive smittet, hvis du har en tråd med en som stadig er smittet, dog uden farve.
• Dog kan man IKKE blive smittet, hvis man allerede har fået kuren.
• Det vil også sige, at du sagtens kan vente flere måneder med at svare, men din karakter kan ikke blive rask før der er svaret.
• Det vil også sige, at hvis du har flere karakterer som er smittet, skal hver karakter ind og svare.
• Der er ingen krav på længden af svaret, så længe det er beskrevet, at din krakter har modtaget kuren og indtaget den.

Husk, at I selv styrer, hvor meget/lidt smittet har påvirket jeres karakterers magi - fx er de gået ned i magisk niveau? Mistet deres status? Symptomer der ikke forsvinder? Er det varrigt eller midlertidigt? Måske virker kurren ikke på netop din karakter (husk dog din karakter så dør af smitten)? Hvor hurtigt virker kurren? Noget helt andet? Skriv det evt til profilændringer, hvis der er noget I vil have ændret, som fx magisk niveau eller status.
Husk I altid er velkomne til, at kontakte en admin, hvis I har spørgsmål.
OBS - Ingen ved Penelope Lavoie er vampyr!
***OOG - afsluttet***

---

Kurren var endelig blevet fundet! Penelope kunne allerede nu mærke, hvor meget det havde lettet på det overbelastet magiske hospital, da alle patienterne allerede havde fået kurren, eller var i gang med det. Hun havde nogle af sine bedste eliksirbryggerer og mestre til, at brygge løs, så der ville være nok eliksir til alle. Hun kendte desværre også til det alt for høje dødetal, den magiske sygdom havde bragt med sig. Alle de magiker som havde mistet deres børn, forældre, søskende, venner og veninder. Det havde været så forfærdeligt og hjerteskærende, men nu var der lys for enden at den ellers så mørke og lange tunnel, selvom den her smitte uden tvivl ville gå over i historie bøgerne. Det var lige før, Penelope ville våge og påstå, at det havde været værre end pesten.
Hun havde selvfølgelig sørget for, at hendes ansatte ikke blev smittet, ved at give dem værnemidler og ind- og udgang en anden vej end patienter og pårørende. Hun havde forvandlet hele stueetagen til modtagelse af kurren. Der var plads til femogtyve healer og sygeplejersker, som sad klar bag hver deres disk, til at udleverer kurren i form af eliksir. Udrykningskorpset , blev sendt ud til dem der var for syge til, at komme og hente eliksiren selv. Hun stod selv lige nu, oppe på første salen, hvor hun havde overblik over hele stue etagen. Hun var nødt til at sikre sig, at alt forløb roligt og uden nogen kom til skade, der var derfor også sat magiske vægge op mellem køerne, så ingen kunne springe over eller på anden måde skabe kaos. 
Hun satte sin tryllestav for halsen, "Må jeg bede om jeres opmærksomhed?" lød hendes stemme gennem højtalerne, som var sat op uden på bygningen, hvor hun kunne se de mange magiker stod samlet. "Om lidt vil døren blive åbent, men jeg vil bede jer om, at forholde jer i ro. Jeg ved godt, at vi har ventet længe på denne dag, men pas nu på hinanden. Vi har eliksir nok til jer alle sammen," lød hendes rolige og blide stemme forsat, hvorefter døren blev åbnet og hun kunne se hvordan køerne begyndte at forme sig. 

[Christopher Antoney Halliewell]

Selvom Chris var blevet smittet for ikke så længe siden, havde han formået at kunne mærke forandringerne ret hurtigt. Han brugte aldrig rigtig så meget magi, men magien havde været svækket i ham. Ikke ret meget, men der havde været noget underligt når han brugte magi. Besværgelser havde ikke rigtig fået fat i det som det skulle. Ret hurtigt var han taget til Skt. Mungos for at blive undersøgt om han var smittet. Det var han og der var ikke noget at gøre ved det.
Nu var kuren endelig kommet, og han var taget afsted til Skt. Mungos for at få kuren. Han anede ikke hvor han var blevet smittet fra, men det kunne jo være hvem som helst der havde smittet ham. Han lod derfor sig vente på at han skulle få kuren. Som så mange andre der var dukket op stod han og ventede. Han havde ikke travlt som sådan, han havde masser af tid. Det var jo ikke fordi der var noget han skulle nå. Okey der var opgaver der skulle rettes, men det var vidst også det hele.
Dørene blev åbnet og Chris var en af de sidste der bevægede sig indenfor. Han vendte sig rundt for at kigge sig omkring, han havde aldrig rigtig været her før. Han vidste at det fandtes, men der havde aldrig været sket noget alvorligt til at han havde været her. Normalt tog han bare på et muggler hospital hvis der var sket noget. Han levede trods alt så simpelt som muligt, lige som han havde gjort i så mange år han havde været væk fra magien. Med eliksiren i hånden kiggede han på den. Den så ikke lige frem lækker ud, men det skulle vel nok gå alt sammen alligevel. Han satte eliksiren for munden og drak det der var givet ham. Præcis som man skulle. Den smagte mindst lige så afskyeligt som den så ud. Efter godt og vel en halv time for at se om han skulle få nogle former for forbedringer ventede han i venteværelset. Da der ikke var tegn ti hverken den ene eller den anden ting fik han lov til at tage hjem. Det var kun ventetiden der skulle klares. Forhåbentlig var det ikke noget mere alvorigt end det her der ville ske i den nærmeste fremtid.

[Noah Lynch]

Omsider var kuren kommet frem. Noah havde godt nok været bekymret for sit liv i sidste ende, skønt han heldigvis ikke nåede så langt hen i forløbet. Han havde værte småsyg som begyndelsen på en influenza og hans magi havde opført sig underligt, men udover det havde han faktisk haft det okay. Han havde været meget heldig i forhold til så mange andre. Han havde også godt kunne mærke at det var blevet værre og værre jo flere dage der passerede, men det gik bare temmelig langsomt for ham tydeligvis.
En healer kom hen og rakte ham den lille flaske med eliksiren. Han skyndte sig at drikke den. Healeren smilede varmt til ham og informerede ham om at der godt kunne gå et par timer før han mærkede den fulde virkning. Noah nikkede blot og hostede let. Det gjorde ham ingenting, det vigtigste var at han omsider snart ville være rask!

[Deleted]

Så snart Isadora hørte at der var kommet en kur, havde hun smidt alt hun havde i hænderne for at tage til Skt. Mungos. Som om alt dette her med Penelope og Lucas ikke havde været nok, så var hun jo nødt til at være der for alle de andre. Hun havde elever på skolen der skulle have hjælp og hun skulle forsøge at få styr på sit liv igen. Helst uden sygdom. I en ganske betydelig fart fik hun stilt sig i kø. Det var tydeligt at mærke utålmodigheden i rummet og hun kunne se hvor syge folk omkring hende var. Selv var ISadora nogenlunde okay, hun havde ikke haft så voldsomme symptomer, men hun havde jo naturligvis heller ikke været smittet særligt længe. Som det endeligt blevet hendes tur trådte hun frem for at modtage sin kur. Hun måtte hjem, hun måtte fikse dette her.

♛

[Deleted]

Alecander var naturligvis blevet ført til et privat værelse da han endeligt ankom på Skt. Mungos. Han havde brug for dette her for at overleve, og hvis han skulle være ærlig så var han snart så indstillet på at dø at han følte det kunne være ligegyldigt, men hans assistent havde naturligvis hentet ham så snart at smitten var blevet frigivet. Han sukkede let for sig selv som han sad i stolen på det private værelse og kunne høre hvordan folk var urolige udenfor. Han var helt bleg og kunne knapt stå, men modtog alligevel eliskiren som han drak, og som han jo selv var skyld i endeligt var kommet. Han var bare ikke sikker på om den måtte være prisen værd, men ligegyldigt hvad så kunne menneskeliv ikke gøres op i andre tab, så i det lange løb var Alecander sikker på at det havde været det rette valg.

♛

[Deleted]

At møde op på Skt. Mungos var virkelgit under hans niveau, og at stå i kø med alle disse mennesker, virkede nærmeste direkte latterligt. Alligevel så var Judas mødt op og stod nu i kø som et eller andet svin der ventede på slagteriet. Han sagde ingenting, men stod der med en masse fra hans egen mafia gruppe, så han var sikker på at han var i sikkerhed. judas var virkelgit paranoia og han brød sig ikke op at bevæge sig alene efter alt dette var sket. Lige nu var han da også ret så ligeglad med om de havde fundet manden bag, han skulle bare blive rask igen. han følte sig rundtosset, svækket, han kastede op og han kunne nogengange ikke stå på sine ben. Som det endeligt blev hans tur trådte han frem og drak den lille eliksir, det virkede helt latterligt at den lille ting kunne gøre så stor en forskel. Men ikke destro mindre, måtte han tro på det. Judas var da også lige så hurtigt af SKt. Mungos som han var kommet ind, da eliksiren først var blevet ham givet.

♛

[Deleted]

Abel stod i køen sammen med sin far og flere andre fra mafiaen. Abel havde egentligt mest tankerne ved Raquel, han ville gerne vide om hun var okay og om hun også havde fået nys om at man nu kunne blive okay igen. Men selvom hun boede langt ude på landet så kunne hendes familie da ikke være helt tabt bag en vogn. De måtte da have set i nyhederne, hørte, fået brevene eller andet. Dette her var jo trods alt kæmpe stort indenfor den magiske verden. Abel trådte frem efter sin far og tog sin del af eliksiren. Hans far ville bare gerne afsted og Abel fulgte efter ham, selv havde Abel ikke haft de værste symptomer, men heldigvis så havde han heller ikke været smittet særligt længe. Dog havde han været vidne til hvordan flere af deres kollegaer i mafiaen var faldet døde om.

♛

[Deleted]

Elizabeth stod i kø sammen med Judas, Abel og mange af de andre fra mafiaen. Hun var slet ikke sikker på om Judas overhovedet ville sætte pris på at hun fortsatte med at leve, og hvis Elizabeth skulle være ærlig, så havde hun næsten ønsket sig at kuren ville ende med at slå hende ihjel. Hun trådte frem som hun modtog hendes kur. Lige nu var hun bare glad for at Jordan ikke havde været med i dette helved, den lille pige fortjente virkeligt ikke at være med i alt dette her, og selvom hun ikke var så lille mere, så ville Elizabeth gøre alt for at beskytte hende. Hun fulgte med Judas og Abel som de havde fået kuren, ikke at hun havde noget valg.

♛

[Deleted]

Erin havde været indlagt i et langt stykke tid nu isoleret fra andre, så hun ikke risikerede at smitte. Hun blev holdt i et, for de fleste, hemmeligt rum. Der var ikke noget værre end at være på "udstilling" som den berømte søger for det engelske landshold i Quidditch, der havde været ved at dø af denne smitte, men hun havde været i meget gode hænder og holdt under næsten konstant overvågning, hvor de havde brugt mange forskellige typer af medicin i form af eliksirer. Sygdommen var blev holdt i ave, men det på bekostning af at hun havde haft konstant migræne og slet ikke havde været i stand til at bruge sin magi.

Fordi hun var én af de berømte mennesker i køen, var hun også én af de første til at modtage kuren. Ganske vist hadede hun at blive sat i første række, men migræne-anfaldene var blevet så voldsomme, at hun ikke havde lyst til at sige nej, så hun havde drukket eliksiren uden at brokke sig og var blevet sendt tilbage til sit rum for at afvente effekten.
Hun måtte desværre vente nogle dage før effekten gik ind. Muligvis fordi hun havde været syg så forfærdeligt længe, men i det mindste var det da snart overstået. Så kunne hun komme tilbage til sit hjem og tilbage til træningen. Det ville være rart at komme tilbage til friheden igen.

[Deleted]

Cornelius sad sådan set i køen som alle de andre. Han havde ikke været indlagt i super lang tid og selvom han havde været ret syg, så var han under normale omstændigheder en rask og sund mand, så han var ikke helt nede at ligge af sygdom længere. Der var dage hvor han var liggende og dage hvor han følte sig rimelig godt tilpas. I dag var han fuld af forventning og derfor rimelig veltilpas, hvis man så bort fra de mange hosteanfald han fik når han sad der og hørte en masse andre hoste. Det var nærmest som hvis nogen gabte, det smittede bare helt vildt!
Heldigvis kom en healer med en eliksir til ham relativt hurtigt og selvom indholdet så tvivlsomt ud, fik han det hele indenbords og klemt ned før han risikerede at hoste det ud. Og det var så det?
Healeren gav ham et behageligt smil og fortalte ham at han blot skulle vente i et par timer for at de var sikre på at han ville blive rask. Et par tests senere var hudfarven allerede på vej tilbage og Cornelius havde det bedre end han havde haft det længe. Kort efter blev han sendt hjem til de store arbejdsbyrder der uden tvivl havde hobet sig op under hans fravær. Han måtte virkelig overveje om han ikke snart skulle fortælle fader, at han egentlig ikke ønskede dette arbejde. Men det måtte blive en anden dag.

[Ezekiel Amardeus]

Der var gået lang tid før Zeke havde fundet ud af at han var smittet. Han vidste ikke engang hvor han havde samlet smitten op hende, men heldigvis havde den været længe om at bryde igennem sådan rigtigt og derfor havde han ikke nået at bliver så syg af den.
Nu stod han så her i køen til at få modgiften med sin søn Caspian i armene, så han også kunne modtage modgiften.
Han ventede tålmodigt på at det blev hans tur og gik så op til sygeplejersken. Han satte sig med den lille dreng på skødet og modtog eliksiren. Igen var han ikke nedlagt af sygdommen som så mange andre heldigvis, hans havde indtil videre kun nået at vise sig i form af influenza ligende tegn.
Han fik eliksiren og rejste sig efter hans søn også havde fået den. Sygeplejersken der havde givet ham den informerede om at der godt kunne gå nogle dage før han ville få det bedre, men det var nu også okay, han var bare så lettet over at der endelig var styr på alting.

[Mazikeen Edwards]

Mazikeen stillede sig i kø, for at få kurren. Hun havde været en af de første ramte af smitten, så hun kunne efterhånden dårligt stå på sine ben mere. Plus hun havde brugt så meget tid og energi på sit arbejde, at det halve burde have været nok. Som det endelig blev hendes tur, tog hun imod kurren. Hun indtog kurren, som sygeplejersken gav hende. Hun skyndte sig hjem og lagde sig på sofaen til kurren ville begynde at virke.

[Deleted]

Caspian var med sin far på Skt. Mungos. Han forstod ikke helt havd der skete men gjorde som der blev sagt da hans far bad ham drikke eliksiren. Der var så meget larm og så mange mennesker omkring ham, han ville egentlig bare hellere hjem igen til de rolige omgivelser.

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde også været en af de første smittede. Han hang dårligt sammen mere og han vidste, at hvis han ikke snart fik en kur, ville det være for sent. Nu var situationen heldigvis under kontrol og en kur var kommet. Han stod nu i kø og ventede tålmodigt på, han kunne indtage den. Som han rykkede frem i køen og han endelig nåede til vejs ende, stod en sygeplejerske klar og rakte den til ham. Han tog imod den og indtog den, uden at smage på den, inden han tog hjem og ventede på den virkede.

[Deleted]

Olivia havde ikke ventet så længe i køen før hun fik lov til at komme til. Hun indtog kuren og smilede til sygeplejersken der havde rakt hende den. Hun glædede sig virkelig til atter at være rask for det havde godt nok holdt lidt hårdt de sidste par uger.