Festlige festligeheder

[Spencer Lynch]

Luna Clary Daniels

Hogwarts - Fornødenhedsrummet
Quidditchfesten
Påklædning

---

Spence var ikke god til denne slags sammenkomster, måske havde det været derfor at han havde været så tøvende da Luna havde spurgt om ikke han ville komme. På den ene side havde han mest lyst til at afslå, men samtidig var der en lille del af ham som var lidt nysgerrig i og med han aldrig var blevet inviteret til noget før.
Han havde ikke givet hende et direkte "ja" mere et "jeg ser på det". Og nu var han her så. Her var pyntet festligt op og stemningen var høj. Han holdt sig selv let i skyggerne hvor han stod lænet op af væggen og bare betragtede de andre elever. Nogen dansede til musikken imens andre sad og snakkede sammen, eller forsøgte på at overdøve den høje musik så de kunne snakke.
På senen stod Luna sammen med sit band. Han måtte erkende at lyden af hendes stemme fik et svagt smil frem i hans ene mundvig. Det var fedt at se hende så passioneret omkring det og hun var virkelig talentfuld. 
Faktisk var der noget ved hendes stemme som beroligede ham og virkede en smule velkendt, men han kunne på ingen måde komme på hvor i alverden han skulle have hørt hende synge før.
Efter en mindre guitarsolo lod det til at bandet holdt en mindre pause. Spence sneg sig langsomt op mod scenen stadigvæk langs væggen for ikke at tiltrække sig selv for meget opmærksomhed, han var trods alt ikke på bedste fod med særlig mange af de andre festdeltagere.

[Luna Clary Daniels]

Outfit

Det var fedt at de havde fået lov til at spille til festen. De var stadig et meget nyt band, og man kunne da godt se alt flere iblandt publikum, så overrasket ud til en start. Nogle havde hvisket lidt til hinanden om hvem disse elever var, men mange så ud til at have accepteret musikken og dansede til.Luna havde netop sunget en Sang som hun nu forbandt Spencer med. Hun håbede virkelig han var her, men var faktisk ikke sikker. Derfor spejdede øjnene ud over rummet. Han var ikke lige til at få øje på, men så fik hun alligevel øje på en skikkelse i skyggerne, og straks vidste hun at Spencer var kommet. Det kunne ikke være andre end ham. Det fik hende til at smile.

lidt efter annoncerede de at de ville holde en lille pause og Luna skyndte sig derefter af scenen fordi hun ville finde Spencer. Som ren perform var hun iført en slank sort dragt som sad virkelig flot på hende, nogle høje sko og en let makeup. Armens ar havde hun forsøgt at dække med makeup, men det kunne stadig anes når ikke lige hun stod i det skarpe scenelys.

Som hun kom af scenen kiggede hun igen rundt efter Spencer, han var ikke længere, hvor hun først havde set ham. Der skulle dog ikke gå længe før hun næsten stødte ind i ham. “Spencer. Du kom. Hej kunne du lide det?” Hun smilede til ham og håbede ikke det hun havde sagt lød alt for rodet.

[Spencer Lynch]

Han forstod stadigvæk ikke helt hvorfor han fandt hendes stemme lidt beroligende når hun sang, men det var han måske ikke ene om. Hun lod virkelig til at være i sit ”S” som hun stod der og gav den gas på scenen og Spence kunne mærke at han på en eller anden måde lidt ville ønske at han kunne fremstå lige som bekymringsfri som hende.
Nu vidste han selvfølgelig ikke om det var rigtigt, alle havde jo hver sit at slås med, men hun virkede bare så glad og optimistisk.
De bumpede næsten sammen som de mødtes i hver din retning fra scenen. Han sænkede meget kort blikket til hendes beklædning, han var måske selv en smule underdressed, men det generede ham ikke. Der skulle godt nok meget til at lokke ham ned i et jakkesæt.
”Ja, jeg måtte da se om al den snak havde hold på sig.” Sagde han med et let skuldertræk. Han var ikke god til at udtrykke taknemmelighed, ikke fordi han ikke ville, men fordi det bare ikke faldt ham naturligt, det skete ikke så ofte for ham at han havde noget at være taknemmelig over hvor emo det så end måtte lyde. ”Du klarede det ret godt,” sagde han og så væk. Dette var godt nok en lettere akavet måde at fremsige et kompliment på, men trods alt var det et kompliment.
Han sukkede let og forsøgte sig med et svagt smil. Han var stadigvæk temmelig usikker på hvor meget han skulle ligge i deres nyfundne venskab her, det var blot endnu en ting han ikke var vandt til. Det gav ham næsten lidt dårlig samvittighed at han ikke kunne få sig selv til at lyde mere entusiatisk omkring det hele, men bare det at han havde mødt op var faktisk et virkelig stort skridt for ham. ”Så hvor længe er pausen?” Spurgte han ind. Hans tonefald havde ændret sig drastisk efter hun havde fundet ud af hans hemmelighed. Det var blevet mere venligt. Stadigvæk en smule på vagt, men alligevel.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede til Spencer og tænkte på hvad hun havde snakket med Georgie om, med bare at kysse ham og se hvad der skete, men hun ville gerne være sikker på, at det var det rette tidspunkt. Ikke fordi hun var bange for at skræmme Spencer, men han så måske ikke helt rolig ud ved bare at være her.  "Har den så det?" Spurgte hun og trak lidt på smilebåndet. Hun var virkelig glad for, at Spencer var dukket op. På en måde var det langt vigtigere end de andre. Men der var også bare sket noget den morgen på sygefløjen, ja måske allerede i kælderen. Han var så spændende uden at gøre noget ud af det. 
Da han roste hende, blev hun en anelse flov og løftede så hånden for at fæstne det sorte hår bag øret. "Tak. Jeg håber du kunne lide det." Det var ikke første gang hun sang for Spencer, men om han huskede det, det vidste hun ikke og efter hvad han havde sagt om sin mors fjollede forsøg på at tackle ham under fuldmåne, vidste hun ikke helt om hun ville fortælle, hvor dum og godtroende hun selv havde været. Det virkede hvert fald ikke til at have gjort nogen forskel. 

Luna kiggede imod scenen, da han spurgte til hvor lang pause hun havde. Ikke for langt sikkert, så ville hun aldrig kunne få Ever og Yuri med derop igen, men forhåbentlig tid nok til at kunne snakke med Spencer lidt. "hmm jeg kan måske trække den et kvarters tid. SKal vi finde noget at drikke? min hals kunne virkelig godt trænge til det." Hun grinede lidt og begyndte så at gå mod bordet med drikkevarer. Så kunne de trække sig lidt væk bagefter, så det ikke stod i centrum af alting. Det ville Spencer nok sætte pris på.

[Spencer Lynch]

Han mødte hendes blik og trak så lidt på skuldrene, "Altså udover mange dem som her her gerne vil give mig en røvfuld, så er det fint nok. Jeg havde jo en god grund til at komme." Han sendte hende et lidt kejtet smil. Han sagde det egentlig ikke for at flirte for hånden på hjertet havde han aldrig prøvet det før, han sagde bare hvad der lige lå ham på sinde. Der var ingen grund til andet.
Spencer nikkede bekræftende, "det kunne jeg, det var dog lidt underlig, jeg fik mega dejavu, som om at jeg havde hørt det før," han rystede lidt på hovedet. Selvfølgelig kunne der let være en logik grunde til det. De havde sikkert øvet, måske han havde hørt det der og bare ikke tænkt over det.
Spencer lod blikket glide lidt rundt i det fyldte rum der var pyntet festligt op og mødte så hendes blik igen, "så hvad laver man ellers til sådanne fester her?" Han holdt sig jo normalt så langt væk fra menneksemængder som han kunne, men Luna havde bare givet ham lyst til at dukke op.
"Efter dig," sagde han blot og gjorde en gestus med hånden. "Skal I spille hele aftenen?" Spurgte han ind, det kunne jo godt være de på et tidspunkt blev afløst sådan at de også selv fik lov til at deltage i festen. Ikke fordi han selv havde den store lyst ti at danse og te sig åndsvagt, men han ville da ikke have noget imod at snakke lidt mere med hende. Det var faktisk virkelig befriende at have en der kendte til hans hemmelighed og som ikke havde intentioner om at bruge det imod ham og heller ikke frygtede ham for det, selv efter hvad der var sket.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede lidt og så så rundt på de mange elever. Der var bestemt også de elever hun helst ikke ville for tæt på, men det havde dog hjulpet efter hun havde været med til at starte et band. Alligevel var der mange der stadig så ned på hende grundet hendes blod. ”Hvis det er en trøst for dig, så ved jeg der er folk her der gerne så mig fejle på scenen eller bare generelt komme galt afsted. Hun tøvede lidt, men tilføjede så alligevel lidt mere. ”Du ved som mudderblod, skal jeg ikke tro jeg er noget” Den havde hun hørt mange gange, men hun var ikke så let at slå af hesten. Hun kunne magi som alle andre og hun var faktisk rigtig dygtig, så hvorfor skulle hun ikke have lov at være her? Det værste var nok, at hun vidste hendes forældre var enige, skønt det var lidt med et andet syn.
Som Spence begyndte at snakke om følelsen af dejavu ved at høre hendes stemme, skrabede hun lidt i gulvet med snuden af den ene røde stillet. ”Altså.. Faktisk så. Du har hørt mig synge før. Jeg troede bare ikke du kunne huske det, så jeg ville ikke nævne det. Den nat i kælderen efter.. jeg var kommet til skade med min arm, der sang jeg. Jeg ved godt det var dumt, men jeg ved at de fleste dyr bliver rolige af musik, så jeg tænkte det måske kunne berolige dig også. Det gjorde det vidst ikke” selvfølgelig havde stanken af frisk blod også hængt i luften omkring dem, så det havde nok været svært at fokusere på sang der.
Hun kiggede lidt rundt og hørte godt hvad han spurgte til, men svarede ham ikke direkte. ”lad os få lidt at drikke, så kan vi tale indtil jeg skal synge. Vi har 4 sange til, så er vi færdige. Derefter kan vi måske danse eller noget. Har du lyst til det?” Det kunne være spændende at danse med Spencer, mon han overhovedet kunne finde ud af den slags? Det glædede hun sig til at finde ud af. Hvis han da ville. Hun ville ikke presse ham.

[Spencer Lynch]

Han betragtede hende kort med det sammen gennemtrængene blik som han til tider sendte hende. Det der gav udtryk for at han virkelig forsøgte at læse hende, dog uden det store held. Han sukkede let og så atter ud over forsamlingen af dansende elever. "Jeg har aldrig helt forstået passionen omkring blodstatus." Mumlede han og trak en smule på skuldrene for så at møde hendes blik på ny.
Hun så både godt ud og hun var kvik og sympatisk. Hvorfor nogen mente hun var mindre værdig end en fuldblodsmagiker fattede han simpelthen ikke. En stilhed passrede imellem dem og Spencer var ikke helt sikker på om han burde sige noget. Han havde som regel ikke så lange samtaler med folk, så det var ligesom en helt ny situation for ham at have en ven. Han knækkede sine fingre en efter en, en dårlig vane han havde tillagt sig, og smøgrede så sine ærmer en anelse op. Der var lidt lunt herinde grundet de mange mennesker.
Han tippede hovedet en kende på skrå, "Sang du for mig da jeg var varulv?" Spurgte han en kende overrasket. Hvordan havde hun i det hele taget af mod og overskud til det efter han havde revet hende?
Da hun inviterede ham op til dans når de var færdige skar hen en let grimasse. Med den ene hånd gnubbede han huen lidt frem og tilbage over det kulsorte hår. "Jeg øh..danser ikke rigtigt." Sagde han så, men fortrød derefter da han jo ikke ønskede at være afvisende overfor hende, "men måske du kan lære mig det?" Forslog han så og hævede et bryn.

[Luna Clary Daniels]

Det gode ved Spencer var at han var komplet ligeglad med hvilket blod, der løb i hendes åre. Det var rart ikke at skulle have det at tænke på også oven i alt andet. Det var hun ham meget taknemmelig for. “Jeg forstår det heller ikke rigtig, men så er det vel godt der er så mange fuldblods troldmænd her på skolen, der lige kan minde mig om hvor stor en skændsel jeg er for samfundet. Det er simpelthen latterligt. Men... tja det svært at få folk til at lytte” Luna havde flere gange forsøgt med forskellige opsange og kampagner om netop dette problem, men det nåede aldrig særlig langt. Det længste hun var nået med det var for et års tid siden, hvor det havde endt med at give hende eftersidning. Hun var dog ligeglad, hun kæmpede videre for det hun stod for. 
Der opstod en stilhed imellem dem og Luna blev nervøs for om det kunne være fordi Spencer synes hun var latterlig, fordi hun havde valgt at synge for en varulv. “Altså... du.. havde lige kradset min arm, og jeg turde ikke gå op fra kælderen, så jeg var virkelig bange, min arm gjorde ondt så...” det føltes lidt pinlig at indrømme. “Altså jeg sad og græd, da... da du lavede endnu et udfald mod tremmerne, hvilket ikke ligefrem hjalp på noget. Så var det at jeg kom i tanke om at have læst at mange væsner blev rolige ved musik. Jeg håbede måske lidt det samme galt med dig. Det gjorde det dog ikke, men altså... jeg valgte en sang som min mor altid sang da jeg var lille når jeg var syg. Det fik mig til at stoppe med at græde og finde lidt ro, så jeg... turde slappe af” hun undgik at se ham i øjnene. Sandheden var nok at hub var lidt flov over at hun bare havde grædt og forsøgt at lulle en varulv i søvn med en aftenvise. Det havde selvfølgelig ikke virket. Ikke på Spencer hvert fald. Luna var blevet lidt mere rolig, nok fordi hun havde haft et formål at fokusere på. Forsigtigt lod hun deres øjne mødes igen, hun måtte vide om han var sur. Det så heldigvis ikke sådan ud. Selvfølgelig sagde han nej til at danse, det havde hun også næsten regnet med. Men så alligevel overraskede han hende ved at spørge om hun ville lære ham det. “Helt sikkert. Det kan jeg godt” Hun smilede til ham og tog så hans hånd. Først skulle de have lidt luft. 

[Spencer Lynch]

Spencer fnøs let ved hendes ord og smed armene over kors som han rystede på hovedet, "de er bare nogen idioter." Konkluderede han ufortrødent. Han ville aldrig lære at forstå blodstatus var vigtigt, han forstod at varulve var en epidemi som der burde tages hånd om, ved siden af det og den virus der herskede i det magiske samfund, virkede noget så latterligt som hvilket blod der løb gennem ens åre bare som det dummeste at gå helhjertet op i.
Han lod stilheden imellem dem passerer som han på ny lod de iagttagende blå øjne hvile på hendes slanke skikkelse. Hun var virkelig en imponerende pige, og ham der ellers aldrig knyttede sig til folk. Han var ærligt også stadigvæk lidt betænksom ved at knytte sig til hende, mest fordi han havde oplevet så meget svigt gennem sit liv at han nok altid bare gik ud fra at folk ville forlade ham på et eller andet tidspunkt.
Alligevel kunne han ikke undgå at bive rørt ret dybt af hendes ord. Han slog blikket en smule ned. "Jeg er stadigvæk ked af at jeg skadede dig." Svarede han og afslørede den nagende samvittighed der stadigvæk havde et godt greb i ham. "Varulve er monstre...de kan ikke tæmmes...ikke medmindre..." han tøvede lidt og så væk som var han ikke sikker på han skulle forsætte. Hans hænder var knyttet så knoerne var vide fordi tanken alene afskyede ham. Han endte dog alligevel med at fuldføre sætningen, "ikke medmindre man påfører dem nok skade til at de får respekt for en. Men det er næsten umuligt og de vil stadigvæk gå til angreb så snart de får chancen." Han sukkede og rystede let på hovedet af den dystre drejning han formåede at skabe. "Sorry, det var ikke for at skabe en dårlig stemning." Sagde han så og forsøgte sig med et smil, dog nåede det ikke helt de blå øjne, som tydeligt afslørede de indre dæmoner han sloges med.
Han mærkede hendes hånd i sin og en ukendt varme spredte sig i kroppen med udspring fra hvor deres hænder mødtes. "Super, det skal nok blive underholdende." Der var tydelige spor af sarkasme i hans stemme, men til hans store glæde lod det dog ikke til at hun havde i sinde at føre ham ud på dansegulvet i første omgang.

[Luna Clary Daniels]

Luna grinede lidt og trak på skuldrene med et lille smil. “Der findes mange idioter” det gode ved Spencer var hans ligefremhed. Hun kunne lide den ærlige tone og endnu det at han virkede til at været meget nede på jorden. Det var fedt. Igen undskyldte han for den nat i kælderen, og hun skævede derfor til armen, hvor hun havde forsøgt at dække arvet med makeup. Det var ikke helt lykkedes. “Det er okay Spencer, jeg er hverken sur på dig eller bærer nej. Desuden gør det ikke nært så ondt længere” Det kunne godt stadig trække lidt i arret og hun var da også lidt spændt på hvad familien ville sige når de så det. Hun havde fortalt fortalt dem en meget løs version af at hun var kommet lidt til skade og havde fået et lille ar. Det holdt vist ikke helt. 
Hun så på Spencer med et tørstende smil. “Bare fordi den er et monster, så er du det ikke. Måske kan jeg ikke tæmme en varulv, men så det godt der er 30 dage imellem hver fuldmåne, hvor vi ikke skal bekymre os om det. Desuden er jeg nået ret langt med animagien” Nej Luna blev bestemt ikke slået ud så let og hun havde ikke i sinde at lade Spencer gå helt i sort. Han var god nok, han skulle bare lære at se det. Måske var det et meget godt tidspunkt lige at finde lidt tid alene, så Spencer kunne forstå at hun altså ikke havde noget imod ham. 
Egentlig var der noget rart i at holde Spencer i hånden, hvilket også var grunden for at hun ikke slap selv da de kom væk fra den store menneskemængde. Her smilede hun igen til ham. “Jeg kan godt lide det her. Hvad end det er”

[Spencer Lynch]

Han sukkede en smule da hun endnu engang forsikrede ham om at det var i orden. Den debat ville de nok kunne have til evig tid, men i aften havde han ikke lyst til at bruge unødig tid på det, så han slog derfor også dig selv lidt mentalt for at have bragt det op. "Godt," var hans svar. Han var ikke tilfreds, men igen valgte han at lade den ligge, det kunne de altid debaterer videre om en anden dag. Alligevel tog han sig selv i at lade blikket vandre ned til de ar hun havde forsøgt at dække med makeuppen. Endnu et stik af dårlig samvittighed, men han forsøgte ikke at vise det.
"Ja heldigvis," mumlede han og sukkede så let, "så har du blot 29 dage med mit almindelige grumpy mig og 1 dag med mit sindsyge monster jeg. Du er tydeligvis en af de heldige elever på skolen." Han sendte hende et anerkendende blik, skønt det var ment i sjov. Han fattede slet ikke at hun ikke var løbet skrigende væk for længst.
Da hun nævnte animagien gjorde han lidt store øjne, "er du? Er det ikke ret svært?" Han havde hørt at det virkelig ikke var let at praktiserer, så han måtte indrømme at han var beæret over at hun ville gøre det for ham.
Han lod sig trække med uden indvendinger frem til hu stoppede op hvor det var lidt mere alene, en smule usikker på hvad hun mente med "det her" lod han hovedet falde lidt på skrå. "Det her, som i festen eller?" Han havde en fornemmelse af det ikke var det hun snakkede om. Han håbede ikke det bare var det hun snakkede om. Han kunne nemlig virkelig også godt lide det der var imellem dem, som hun sagde; hvad end det var. Han så kort ned på deres hænder der stadivæk var låst sammen, og så tilbage på hende. Hun fik ham til at føle at han ikke var til besvær og at han ikke var dette her afskyelige monster, hvilket gav ham en behagelig følelse af tryghed som han ikke rigtigt havde oplevet før.

[Luna Clary Daniels]

Luna kunne godt mærke på ham, at han havde svært ved at lade det ligge, men hun ville ikke rode for meget i det. Hun fulgte hans blik ned på arene og sendte ham på et smil. “Spencer, det er okay. Lad det nu ligge. Du piner bare dig selv” Der var ingen grund til at han havde så dårlig samvittighed, hun havde jo klaret det. Hvad mere var der så i det? “Jeg ved ikke om jeg skal være ked af at jeg er uenig med dig eller om jeg bare må erklære at du tager fejl. Grumpy?? Virkelig Spencer? Jeg har set dig smile hver gang vi snakker. Desuden kan jeg lide dig præcis som du er” endte hun med at konkludere med et smil. Så så hun ned på de sammenflettede hænder, hvilket gav hende et sug i maven. Ja det her... “Nej ikke festen. Det her som i os to. Jeg elsker at snakke med dig og jeg kan lide din ro du har omkring dig.” Forsøgte hun så at forklare. Det var her hun kom til at tænkte på samtalen med Georgie. Skulle hun prøve? Georgie havde jo kysset Aidan uden først at snakke om det, hvad mon Spencer ville sige til det? Lidt usikkert lænede hun sig ind imod ham og gav ham et kys på kinden. “Du er god nok Spencer Lynch, lad aldrig nogen få dig til at tro andet”

[Spencer Lynch]

Hendes ord tvang ham ud af hans lettere dystre tanker. Det var svært at indse hvorfor han ikke var et monster når nu beviserne var så tydelige. Igen det blandet med at være blevet opdraget til at frygte den del af sig selv, det var ikke noget man bare lige rystede af sig.
Han tog en dyb indånding og nikkede dog. De var ingen grund til at lade hans indre dæmoner ødelægge denne aften når han nu endelig havde chancen for at hygge sig lidt. Selvom høj musik og mennesker overalt måske ikke var det han helst ville bruge sin tid på, så var det tåleligt når Luna var der.
Hvordan hun formåede at få ham til at smile så meget som han gjorde anede han ikke, men han kunne ikke benægte at hun havde en pointe, også selvom det kun var små afmålte smil mange gange, så var det trods alt stadigvæk smil. "Det må være dit rode selskab." Retunerede han og skød et bryn i vejret.
Spencer var ikke helt sikker på dette her, om hvor meget eller lidt han skulle ligge i det. Nu havde han godt nok aldrig helt bekymret sig så meget om piger og den slags. Han regnede måske ikke helt med at det ville ske for ham her på Hogwarts, men han var ikke bange for hvis det gjorde. Ligeså frygtede han heller ikke sin første gang. For ham behøvede det ikke at være "specielt" som så mange sakkede om, men igen havde han også svært ved følelser så for ham behøvede det ikke at have noget med det at gøre. Alligevel kunne han godt mærke at Luna og han havde en eller form for forbindelse, han så næsten hypnotiseret ned på deres hænder igen som han fulgte hendes blik. "Ro?" Han så op på hende og kunne ikke undgå at skære en grimasse, "tro mig, jeg her langt fra så cool og colllected som du får mig til at fremstå." Sagde han blidt. Han følte sig altid i konstant splid med sig selv, så den ro måtte han nok erkende var en illusion.
Han havde stået så dybt begravet i sine egne tanker da han pludselig opdagede hende komme nærmere, han hjerte stoppede kortvarigt hvorefter det så begyndte at slå med nærmest den dobbelte hastighed af hvad det plejede. Han mærkede hendes læber blidt trykke sig imod hans kind og det gik op for ham at han, uden at tænke over det, måske selv havde sænket sig en lille smule ned mod hende så hun bedre kunne nå. Han mødte hendes blik, "i lige måde Luna Daniels." svarede han, der var en masse mystiske følelser der rumsterede rundt i kroppen på ham lige nu og han havde lidt svært ved at holde styr på dem alle.

[Luna Clary Daniels]

"Jeg kan godt lide dit smil." Slog hun fast ganske ærligt og smilede  selv. Det vigtige megetægte hans spil og mest af alt virkede det værdigfuldt, måske fordi det ikke bare kom hele tiden. Det føltes virkelig "fortjent" når man fik et smil fra Spencer. Det var åbningen ind i den fæstning der altid lå omkring fyren. 
Måske var ro ikke det helt rigtige ord at bruge, men det virkede rigtig for hende. Derfor var det heller ikke noget problem at uddybe det, da der blev spurgt ind til hende. "Ja, ro. Alle andre har så travlt med hvilket tøj man skal gå i, hvem der er lækker på skolen, hvem der kysser på hvem og hvordan man helst skal være for at være populær. Det virker du komplet ligeglad med. Hos dig kan man bare være sig selv og vide det er godt nok." Hun smilede til ham og gav hans arm et lille venligt klem. Der var altså noget over ham. Der var ikke så meget pis med Spencer virkede det til. Det interessante var også hans spartanske brug af ord. Han sagde sjældent meget men alligevel var der så stor udtryg i hvad han sagde. Hun kunne sidde hos Spencer en hel dag uden at komme til at kede sig. Han var enormt spændende og hun følte sig draget af ham. "Jeg ved kun hvad jeg har set og det er gode ting."
Hun havde givet ham et kys på kinden, men er virkede ikke til at komme meget respons på det, havde det været forkert af hende at prøve? Skulle hun have ladet været. Men... Havde han ikke bukket sig lidt ned imod hende? "Undskyld Spence, Jeg var bare nødt til lige at... Okay jeg havde lyst til at kysse dig. Mærke hvordan det var." Det havde været ret godt, men ikke helt som Georgie havde beskrevet det, men det var måske grundet helheden af det. "Jeg skulle bare lige finde ud af noget."

[Spencer Lynch]

Han så på hende med sit dybsindige blik. Han var ikke vandt til at stå i denne slags situationer så det gjorde ham en smule usikker. På børnehjemmet gjorde de meget ud af at forsøge at ophøje hans selvtillid. De var flinke, men det var bare som om at de prøvede lidt for hårdt. De ville gerne at Spencer viste dem tillid, men det kunne han ikke. Ikke rigtigt, skønt det var dem der havde været sødest mod ham. Og så var der Luna. Af en eller anden årsag værdigede han mere hendes ord end de andres. Måske var det fordi ya hun virkelig havde bevist at hun gerne ville være der for ham ved at sidde ved hans side den nat.
Tankestømmen blev sat på standby, burde han måske svare noget? "Øhm...tak?" Forhåbentlig tog hun ikke personligt hvor elendig han var til at modtage komplimenter. Han rømmede sig en smule. "Du har pænt hår." Og her havde han så mest lyst til at slå sig selv. Det var det første der var poppet op i hans hovede, det så bare så blødt og blankt ud og han elskede duften fra hendes shampoo, men hvor måtte det bare blive nedskrevet i historien som det dårligste rosende comeback i Storbritanniens historie. Det havde bare lydt så meget bedre inde i hans hoved.
Som hun uddybbede slog han blikket en smule ned. Det var virkelig sødt af hende at sige, men der lå også andre ting til grunde for dette. "Ærligt..." Begyndte han, "jeg har virkelig ikke overskud til at bekymre mig om de ting." Han sukkede, "Der er 4 uger på en måned, Den ene af dem kan jeg næsten ikke holde mig vågen fordi jeg er helt ødelagt efter en forvandling. Ugen op til fuldmånen forsøger jeg at holde mig selv i skak så jeg ikke bliver tricket og fare i hovedet på en eller anden. De to andre uger er jeg enten semi træt eller semi agrresiv." Han mødte hendes blik igen, det var nu tydeligt at han faktisk var virkelig frustreret, det kunne ses i hans blik, "jeg har denne her...vildskab indeni..og jeg kan ikke styre det. Hvis folk siger eller gør noget...er det som om at det tager over jeg bliver så rasende og tænker ikke på konsekvenserne." Han knyttede sine hænder så knoerne blev hvide, "Jeg er stærkere end de fleste grundet monsteret, og det gør mig ærlig talt skide bange, for hvad nu hvis jeg eksploderer en dag og ikke er i stand til at stoppe mig selv..hvad hvis jeg virkelig kommer til at skade en?" Han blinkede et par gange med begge øjne. "jeg ville ønske at popularitet, tøj og hvem kysser hvem, var mine største bekymringer.." Indrømmede han stille. Han havde aldrig fortalt dette her til nogen før, måske var han bange for at sige det højt, lige nu forventede han nok bare at hun ville stikke af, for ingen havde da lyst til at hænge ud med en tidsinstillet bombe.
Hendes ord fik ham til at kigge på hende. "Jeg ville gerne sige at du ikke har set det værste...men det ville være løgn efter den aften." Indrømmede han. Hvor kunne han godt bruge noget luft lige nu.
Kysset på kinden havde både været overraskende, men samtidig også beroligende. Han anede dog ikke hvordan han skulle responderer på det hvilket var årsagen til at han endte med måske at virkelig lidt passiv omkring det. Dog overraskede hendes ord ham og hovedet tippede på skrå, "hvad fik dig til at ombestemme dig?" Spurgte han blot. Ikke fordi hun havde jo kysset ham, hun havde kysset hans kind, men når hun sagde det på den måde fik hun det til at lyde som om at måske gerne ville have kysset ham rigtigt. "Finde ud af hvad?" Han følte sig næsten lidt snydt lige pludselig. Hvor den følelse kom fra anede han ikke, men han ville faktisk lidt ønske at hun havde kysset ham rigtigt. Hvor den følelse kom fra anede han ikke, for bare ti minutter siden havde han slet ikke set det komme, nu ville han bare lidt ønske at hun ville gøre det igen.