Festlige festligeheder

[Luna Clary Daniels]

Der var stille længe hos Spencer, men det gjorde ikke rigtig så meget. Luna havde flere gange før bidt mærke i hans eftertænksomhed, så hun ville ikke presse ham, hvis ikke hun tog meget fejl, så var det fordi han var ved at vurdere eller bearbejde noget, der var blevet sagt. Stilheden kom nemlig altid hvis de snakkede om noget personligt eller noget han havde oplevet. Som om han tænkte det igennem før han valgte sine ord. Det var meget interessant. Luna pressede ham dog heller ikke. Der kom nok nogle ord, når Spencer vidste hvad han ville sige.
Hun smilede dog da der så kom et kompliment om hendes hår. Pænt hår… tja det var da rart at få at vide. ”Tak Spence. Er.. der andre ting du synes om?” Det var måske nok lidt snyd at spørge ind, men det lød ikke til han var vant til at sige sådan om andre, så det var måske også lidt en hjælp for ham. Uanset satte Luna pris på, at han da hvert fald synes om hendes hår.
Okay det gav lidt mening, at det ikke var mode og sladder man gik op i, når ugen var godt booket ud, men alligevel var det rart. Han gik jo heller ikke op i blodstatus, hvilket bestemt var et plus for Luna. ”Du slår mig nu stadig ikke som typen der kunne sidde og diskutere i timer hvilken pige på skolen der er den lækreste, eller hvem du gerne ville kysse. Det rart alle andre er så overfladiske. Det er du ikke”
Tanker begyndte straks at rumstere, da Spencer fortalte om sin tid mellem to fuldmåner. Det lød ikke specielt opmuntrende. Det måtte da kunne udnyttes bedre. Hun vidste selvfølgelig intet om det, hun havde aldrig prøvet, men hun ville gerne hjælpe hvis hun kunne. Noget hun særligt bed mærke i var aggressionen han nævnte. Det måtte være den hun havde set lidt af dengang på biblioteket, med de der drenge. ”Har du nogensinde overvejet at lukke lidt af for trykket? Du må sige hvis jeg skal blande mig udenom, jeg tænker bare.. Du går og holder det inde hele tiden og bruger al din energi på det. Hvad nu hvis du kom af med det. En traditionel boksebold fx. Så kunne du banke den uden nogen ville komme til skade. Det ville måske lette trykket lidt for dig. Jeg bliver selv ret sur af og til og mister besindelsen, ikke i samme omfang selvfølgelig, men altså for mig hjælper det og gå ned i skoven og skrige det hele ud.” okay det var overhovedet ikke det samme, men det kunne da være at det kunne tage lidt hvis han fandt noget fysisk at bruge alt energien på. Det lød hvert fald ikke sundt at holde det i skak, som han beskrev det. Hun rynkede brynene lidt og så på ham. ”Sig mig tillader du egentlig dig selv at lave andet end holde fokus på ikke at gå amok? Hvad kan du godt lide at lave? Hvornår lavede du sidst noget du havde lyst til?” Luna havde fået en bange anelse om, at Spencer helt glemte at leve sit liv, hvilket gjorde hende meget ked af det. Det måtte være frygteligt bare at leve på nedtællingen for sin næste forvandling. Spencer åbnede virkelig op og Luna kunne se hvor hårdt det var for ham. Uden at sige noget lagde hun armene om ham i et kram og stod en tid bare og krammede ham mens hun strøg ham på ryggen, som hendes mor så ofte havde gjort når hun var ked af det. Efter noget tid slap hun ham og så ham i øjnene. ”selvfølgelig kan du stoppe og ellers så er det jo bare noget vi skal træne. Det er svært, men hmm… den gang på biblioteket, kan du huske det. Jeg var rasende over hvordan de snakkede til dig. Jeg kunne have sprunget dem i luften på stedet. Jeg… jeg overgik endda mine egne principper for hvad jeg ville gøre mod andre. Okay nej det er ikke skadeligt at kalde andre noget grimt, det ved jeg, men jeg gør det bare ikke. Det gjorde jeg så den dag. Og hvad så? Så fik jeg ham til at danse, så vi kunne komme væk imens. Okay okay nu kom jeg lidt væk fra emnet, undskyld… jeg siger bare, alle kan gå amok, det gælder om at lære at trække sig inden man når ud, hvor man fortryder noget. Så kan du altid finde et
træ eller en boksebold at rase af på.” hun gav hans hånd et klem og strøg så hans ene håndryg med sin tommelfinger. ”Popularitet og kys er noget pjat. Skulle man blive et bedre menneske af at gå i de rigtige bukser? Eller er man mere værd bare fordi skolens lækreste fyr kysser dig… det så kun hvis du er en pige, men du forstår vel hvad jeg mener” Hun så igen vurderende på ham. Han var så modsat hende. Det var synd. ”hvorfor det værste? Hele tiden det værste? Hele tiden monstret? Hvorfor ikke ”Jeg vil gerne indrømme du ikke har set det bedste endnu”. Du må ikke gøre dig selv til slave under det væsen der bor i dag. Tag lederskabet i stedet”
Utroligt nok nåede de aldrig rigtig udenfor og hendes tid var nok snart ved at være gået, selvom hun godt kunne bruge mere tid! Nu hun alligevel holdt ham i hånden trak hun dog lidt afsted med ham, så kunne hun også lige tænkte over kysset på vejen. Hun åbnede en dør ud til aftenluften, det var ikke helt varmt, men hun kunne godt holde til det lidt. Så lagde hun hovedet lidt på skrå og så på ham. ”ombestemme mig?” hun havde da kysset ham… selvfølgelig kun på kinden kunne det være det? ”Altså jeg.. ville bare ikke. Jeg vidste ikke om du ville have det og så virkede kinden ligesom mere sikkert. Jeg og en veninde sad for nogle uger siden og snakkede og så fortalte hun, at hun havde kysset ham hun var vild med, og så…” Måske for første gang nogensinde rødmede Luna foran Spencer. ”Vi snakkede måske lidt om dig og så var det jeg ville se om jeg følte det samme som hun havde beskrevet”

[Spencer Lynch]

Som Luna rigtigt nok formodede så var Spence en fyr der tænkte rigtig meget over tingene. I hvert fald hvis de omhandlede mere dybsindige emner. Han vidste at hans kompliment havde været ret tamt. Så da hun spurgte ind til om der var andet han kunne lide ved hende, gjorde han lidt mere ud af at finde de rette ord. "Dine øjne." sagde han næsten omgående "du har meget dybe øjne...som om...at der gemmer sig en masse bag, ting der på en eller anden måde drager mig ret meget til dig. Det har jeg ikke prøvet før, men det er beroligende." Sagde han så. Var det for meget? Man sagde at øjnene var sjæles spejl eller noget i den stil, det følte han i hvert fald her. Han havde stået og bare kigget på hende som han havde sagt det, som søgte han en form for reaktion der indikerede om det var okay han sagde den slags.
Igen en kort tænkepause, herefter trak han let på skuldrene, "Nej du har nok ret, det er ikke lige mig," indrømmede han så.
Forslaget om at "lukke af for trykket" fik ham til at kigge en smule uforstående på hende, frem til hun gav sig til at uddybe. "En boksebold?" Han skar en let grimasse. Ideen i sig selv var måske ikke dårlig. Han havde aldrig selv tænkt over det. En del af ham var nok bange for at give for meget slip, tænk hvis ikke han kunne komme tilbage igen, hvis bæstet overtog. "Men.." Han tøvede, måske var det dumt, han var jo godt klar over at han ikke kunne forvandles udenfor fuldmånen, men han havde dog oplevet at hans øjne havde skiftet farve. Endda en enkelt gang havde hans negle ændre sig til noget der mindede om klør. Derudover kunne han ikke kontrollerer sin styrke. "ikke noget." Han så lidt væk, imens de dybe tanker skyllede ind over ham.
Det nye spørgsmål tilkaldte hurtigt hans opmærksomhed, igen var der forvirring at spore i blikket. "Nej...ikke rigtigt," indrømmede han og tænkte sig om, "Jeg tegner," var hans svar til hvad na godt kunne lide at lave. Der var ikke rigtigt andet for han havde ærlig talt ikke prøvet så mange ting. "well...jeg er her?" Det var det sidste han havde gjort fordi han havde lyst. "Øhm...udover det...det...kan jeg ikke huske." Endnu et skuldertræk. For ham var det ikke sørgeligt nærmere bare hverdag. På den måde kunne man vel sige at hendes bange anelser var rigtige. I det sekund han mærkede armene om sig stivnede han let. Den form for nærkontakt var han slet ikke vandt til. Det var en mærkelig følelse, men efter lidt endte han alligevel med at slappe mere af i det. Det var rart og føltes velkommen på en eller anden måde.
Det sluttede næsten også lidt for hurtigt. Han rømmede sig lidt. "Vi?" Spurgte han og hævede et bryn. Ville hun virkelig hjælpe ham? Måske burde det ikke komme bag på ham taget i betragtning af alle de andre ting hun var villig til at gøre for ham. Han lyttede intenst og tog atter sig selv i at blive virkelig betaget af hende som hun snakkede, selv da hun bevægede sig ud på det lille sidespor. Han ville have svaret, men i det samme følte han hendes blide strøm over sin håndryg og han lod i stedet sit blik glide derned. Igen skød en varme igennem ham.
Der var bare noget virkelig rart i når hun rørte ved ham, selv disse små uskyldige berøringer fik ham til at slappe mere af. Han anede ikke hvordan hun formåede det, men det var befriende fordi det næsten fik ham til at tænke på noget andet end de mørke tanker der ellers så ofte hjemsøgte hans sind.
"Nej...den sags er latterligt." Erklærede han sig enig og mødte atter hendes blik. Han havde dog lukket sine fingre lidt tættere omkring hendes hånd.
Det var så mærkeligt som hendes ord virkelig ramte ham, igen gled blikket ned som var han lidt flov over situationen. "Måske er der ikke noget bedre?" Sagde han kun lige over en hvisken. Han skammede sig så inderligt over den han var, ikke som person, men det væsen han delte krop med.
Han fulgte efter hende ud af rummet og derefter udenfor. Det var dejligt at få lidt frisk luft i lungerne og bare komme væk fra alle folk og alt larmen. "Ja." Svarede han ligeud som havde han forventet at hun ville have gået efter munden. Måske tog han fejl. Han lyttede til hendes ord. Der var flere ting i den sætning der fik hans hjerte til at slå hurtigere, En hun kunne lide? Var det fordi hun kunne lide ham, eller var det bare veninden hun snakkede om, og havde hun snakket om ham med veninden? Hvad havde de snakket om omkring ham? Det ville han spørge ind til bagefter, men først og fremmest var der et andet spørgsmål der husserede hans sind som han stillede sig foran hende og tog den anden hånd i hans frie sådan at de nu holdt hinanden i begge hænder, "så...gjorde du så det?" Spurgte han lidt forsigtigt.

[Luna Clary Daniels]

Luna kunne ikke lade være med at smile, da Spencer fortalte at han kunne lide hendes øjne. De strålede da også helt som smilet nåede dem. Der var bare noget i Spencers måde at sige det på, der gjorde Luna meget glad. ”Tak Spencer. Det er jeg glad for at du synes. Du ser nu også ret godt ud.” hun sendte ham et tandsmil og første så fingrene gennem sit hår for lige at ruske op i det og trække det om på ryggen.
Men nej der var også andet end bare komplimenter, og lige nu var det altså at hjælpe Spencer bedst muligt. ”ja en boksebold. Så kunne du slå på den når du bliver vred. Det er meget normalt i mugglerverdenen. Der er der mange der afreagere ved det.” forsøgte hun at forklare. Hun vidste faktisk ikke helt hvor meget han kendte til mugglerverdenen ”men hvad? Hvis du gerne vil have jeg blander mig uden om, så skal du bare sige det” Om det var det der var galt vidste hun ikke, men hun ville ikke presse sig på hvis ikke han ville have det.
Det gjorde hende ked af det, at han ikke lød til rigtig at lave noget der gjorde ham glad. Hun kom dog samtidig til at grine lidt for sig selv. ”Okay egentlig er det vel meget godt du har lyst til at være her, ellers ville det blive utrolig akavet for mig nu jeg har inviteret dig” alternativet, som der desværre ikke rigtig lød til at være noget af, ville næsten måske have gjort hende ked af det. En tanke slog hende, måske skulle hun hjælpe på en anden måde i stedet. ”Godt hvis du kan lide i dag… så vil jeg invitere dig på De tre koste næste weekend. Hvad siger du om det?” Måske kunne hun kvæle lidt af hans negativitet i en date, for det var vel lidt hvad det så ville blive? Igen overtog en lyserød farve hendes kinder, noget hun overhovedet ikke var vant til, men det fik hende kun til at smile. ”hvad tegner du? Når du tegner.” Spurgte hun nysgerrigt ind. Hun ville da gerne vide om det var noget han var god til.
Det føltes mærkeligt at kramme ham. Egentlig rigtig dejligt, men lidt som at kramme en pæl. Han løsnede dog lidt op, hvilket gjorde det noget bedre. Da hun slap og han spurgte ind til det hun havde sagt nikkede hun. ”vi. Selvfølgelig kun hvis det er sådan du vil have det. Men jeg vil gerne være der for dig.” Det havde hun vidst efterhånden sagt tusind gange, men hun mente det for hver gang.
Det virkede næsten som om der var håb et øjeblik, men så så han ud til at tabe det igen. Det måtte virkelig være svært at være Spencer. ”Selvfølgelig er der noget bedre. Spencer du er mindst lige så godt som alle andre. Du skal bare give dig selv lov. Prøv at fokusere på det positive lidt og ikke på det negative.” En tanke slog hende og hun trådte helt hen til ham og gav ham og lod deres læber mødes i et kys. Det blev holdt lidt før hun slap ham og rettede så på sit hår. Hun kunne overhovedet ikke lade være med at smile og mindede nok om en glad lille julegris. Jo, nu havde hun mærket det Georgie havde beskrevet. Hun havde allerede lyst til at kysse ham igen! Hun nikkede til hans spørgsmål og smilede. ”hvis ikke bedre” men det var også lidt en svær følelse at beskrive, kunne hun godt mærke.

[Spencer Lynch]

Da det lod til at det han havde sagt havde den ønskede effekt fortrak mundvigen atter i et lidt forsigtigt smil. Spencer havde aldrig tildelt andre komplimenter før, men han ville gerne fortælle Luna hvad han synes om hende og hvilken effekt hun havde på ham. Der var vel som sådan heller ikke noget hemmeligt i det, for ærlig talt hvad havde han at miste? Han havde fået så mange afvisninger gennem sit korte liv at tanken ikke rigtigt skræmte ham.
Han lyttede til hendes ord. På den ene side gav det god mening, men på den anden side skræmte tanken om at lade det komme ud ham også ret meget, for hvad hvis han ikke kunne lukke det nede igen? Hvad nu hvis det overtog mere og mere af hans sind som en eller anden sygdom? "Jeg skal overveje det," svarede han med et let skuldertræk.
Spencer tog en lidt dyb indånding og så på hende med et næsten hjælpeløst blik, "det ligger der altid, lige under overfladen, jeg kan mærke det og jeg kan mærke hvordan det bliver stærke op til fuldmånen." Forsøgte han at forklare, "jeg er bange for at hvis først jeg giver efter...og lader det komme ud...at jeg så ikke kan få det tilbage igen...jeg ved godt at det måske lyder dumt." Han trak huen af for at køre en hånd gennem det sorte hår som. Han lod huen blive i den ene hånd som hans tænksomme blik hvilede på en ligegyldig plet på gulvet.
Heldigvis lettede stemningen lidt ved hendes grin, han skar en mild grimasse og søgte atter hendes blik, "okay så en lille tilståelse," sagde han roligt, "jeg kom ikke på grund af festen, jeg kom fordi jeg vidste du var her." Indrømmede han med et let suk. Det var ikke en større kærlighedserklæring, men folk havde det med at gå ham på nerverne og han prøvede så vidt muligt at undgå dem, men han ville gerne være her hvis det betød han kunne bruge lidt mere tid sammen med hende. Tilbuddet lod til at glæde ham, han nikkede "okay." Svarede han simpelt. Tanken om at det nok var en date slog ham ikke helt. For ham behøvede der ikke være ord på den slags; en date, et crush...en kæreste. For ham skete det nok bare helt naturligt og i bund og grund var betegnelsen vel ligemeget så længe man var glad. Han fangede godt den milde rødmen i hendes kinder. Det var ret sødt og fik hans hjerte til at springe et slag over.
"Øhm.." Han tænkte lidt og så sig omkring som var han lidt usikker på at snakke om det. "Mest ting...personer...situationer. Sådan noget.." Svarede han og trak atter huen på. Tegning var noget af det han faktisk var virkelig dygtigt til og rigtigt kunne fordybe sig i. Han havde også tegnet hende et par gange efter episoden i kælderen.
Han havde så svært ved at lukke folk ind, men der var bare en ærlighed i Lunas stemme som han havde svært ved at modstå. Han nikkede blot. "Tak fordi du prøver. Jeg ved godt at jeg ikke gør det let." Indrømmede han.
Med et let fnys til hendes ord om at han var god nok så han lidt skævt til siden og skar en grimasse, men alt dette blev erstattet til overraskelse da hun trådte tættere på ham han nåede lige at sende hende et spørgende blik i brøkdelen af et sekund før deres læber mødtes. Følelserne det satte i ham var næsten ubeskrivelige. Han lænede sig ned mod hende i kysset som han prøvende kyssede hende tilbage. Dog var det ikke længe han nåede at få lov før hun havde trukket sig og efterladt ham med en sær følelse og hungren efter mere. "Og det er en god ting?" Spurgte han lavmeldt, hans blik afspejlede den længsel han havde til at kysse hende igen, som det flakkede ned til hendes læber og så tilbage til hendes øjne.

[Luna Clary Daniels]

Det var så mærkelig med Spencer, det virkede ikke til at han slv kunne se meget positiv i ham, mens Luna næsten ikke kunne se andet, selvfølgelig problemet med fuldmåne. Hun var enormt betaget af ham, selv nu hvor han var kommet med et forholdsvis banalt kompliment omkring hende, så vidste hun at det måske nok var det mest oprigtige kompliment hun nogensinde havde fået, og dét betød en helt masse for hende. Som de stod i den kolde forårsluft, lagde hun armene om sig selv, det var køligt at stå med bare arme udenfor på denne tid.
At han ville overveje at prøve andre metoder fik Luna til at smile, hun kunne ikke lide at han ikke levede livet. Det generede ham virkelig, for han kunne få så meget mere. “Vi kan nok finde ud af det en af dagen, så kan du jo prøve det af” Foreslog hun igen som en vi-ting, men han sagde vel hvis ikke han ville have hende med. Da han lukkede lidt op omkring hvordan det føltes var hun stille og lyttede. Egentlig anede hun jo intet om hvordan det var, men det lød ikke rart. Hun tog derfor hans hånd, for at give ham lidt støtte. “Jeg hjælper dig, det lover jeg dig. Kan du mærke det nu? Er der noget tidspunkt hvor du mærker det mindre end andre?” Det var måske et godt pejlemærke at kende. I tilfælde af han ikke selv kunne komme tilbage fra det, eller bare havde brug for hjælp til det. Daten til De tre koste, var måske en Start. Hun smilede hvert fald glad til ham. “Du kunne jo tage dine tegninger med i weekenden så, jeg vil gerne se dem. Hvis jeg må.” Hun var ikke selv nogen god tegner og var gået i stå ved stadiet for pindemennesker. Men hun havde også så meget andet, så det gjorde hende ikke så meget.
“Jeg ved godt du ikke gør det med vilje, men jeg tror på dig. Du skal nok få styr på det. Jeg læste engang noget om at det var muligt at lære at styre det.” Der havde ikke rigtig stået noget om hvordan, men det kunne styres og Spencer var jo ikke ligefrem dum. 
Kysset de havde delt, hjemsøgte stadig hendes blik, og med det blik han sendte kunne hun ikke lade være med at kysse ham endnu engang. Denne gang prøvede hun at gøre det mere intimt, så hun lod sin tunge danse med hans og holdt vejret, til hun var nødt til at trække frisk luft ind. “Det er en rigtig godt ting, medmindre du selvfølgelig ikke vil have det, men det er ikke ligefrem hvad du udstråler.” Hun grinede lidt, men grinet gled hurtigt over i et suk. “Jeg tror dog desværre jeg er nødt til at gå ind nu. Jeg skal have fundet Yuri og Ever, så vi kan komme på scenen igen. Jeg er glad for du er her. Bliv til jeg er færdig, så kan vi måske finde ud af noget?” Foreslog hun med et smil og håbede virkelig at de kunne finde ud af et eller andet, når hun var helt færdig med at synge.

[Spencer Lynch]

Han betragtede hende som hun slog armene om sig selv. Selv havde han kun den tynde jakke på, men i det midste havde han lange ærmer indeunder. Som havde de været med i en film trak han jakken af -nærmest pr. automatisk og lagde den over hendes skuldre så hun ikke frøs. Eller om ikke andet frøs lidt mindre.
Det var først bagefter at hans egen handling ligesom gik op for ham. Han rømmede sig og så lidt væk, ”du lignede en der frøs.” Konstaterede han og kradsede sig let i nakken med den ene hånd.
Spence havde nok aldrig helt tænkt så meget over de ting han gik glip af. Han orkede ikke at tænke på det. Han vidste at det var spild af tid. Han kunne ikke se sig selv som hun gjorde, skønt det måske ville være sundt for ham. Han observerede hende med det blik han han nu formåede at sende hende gentagende gange. Som om han forsøgte at regne ud hvad hun tænkte. Han endte med et opgivende suk, ”Okay.” Endte han så. Det var nu mere for hendes skyld end sin egen. Han vad stadigvæk ikke sikker på at han turde når det kom til stykket, men det måtte han tage til den tid.
Hendes spørgsmål fik ham til at se hende direkte ind i øjnene, ”ja..” sagde han tøvende. ”Det bliver altid stærkest når der sker noget der ligsom tricker instinkterne. Hvis nogen forsøgte at udfordre mig, hvis jeg er bange, hvis...” han stoppede sig selv og fastholdt blikket med et glimt af lettere hjælpeløshed....hvis han følte sig tiltrukket af nogen..det var en meget ny ticker, men han kunne mærke det, især lige nu. En form for grådighed der førte hans tankegang i retninger han ikke var sikker på var et godt sted.
Han blinkede et par gange som det gik op for ham at hun snakkede igen, han havde tabt sig selv en smule i sine tanker. ”Vil du se mine tegninger?” Det var der aldrig nogen der havde spurgt om eller vist interesse for før og det gjorde ham næsten en smule forlegen, mest fordi det var lige så privat for ham som det var for en pige at vise sin dagbog. Der var tegninger af alle mulige elver i forskellige situationer. Men der var flest af hende som han havde tegnet indenfor de sidste par uger. Det var nok hans måde at få det ud af sit system. ”Altså...det...må du da gerne..” Det var grænseoverskridende, men han ville gerne vise hende den tillid.
Hans blik hvilede på hende i nogle lange sekunder igen. Det var sødt af hende at ville hjælpe ham også selvom han ikke selv troede på det kunne lade sig gøre, men måske var det også derfor at han nød at have hende omkring sig. Hun var ret god til at holde hans mod oppe.
Det første kys havde været dejligt skønt det var blidt, men det var intet imod de følelser det andet kys satte i ham. Han mødte hende glædeligt i det, og accepterede deres tungers dans. Igen kunne han mærke vildskaben under overfladen. Den del af ham der havde lyst til at kræve mere, holde hende fast og aldrig give slip. Han lod kysset ende skønt han ikke havde lyst til det. Han smilede svagt hendes ord og lod lidt uskyldigt en arm glide omkring livet på hende som svar, han havde brug for at mærke hvordan det føltes at holde hende tæt ind til sig, ”jeg ville ønske at du ikke behøvede at gå ind igen,” sagde han stilfærdigt, men ærligt. ”Men jeg skal nok blive, jeg satser ikke på at få et bedre tilbud.” Det sjældne skæve smil fandt fuldt vej til hans læber og han lod en hånd søge gennem hendes hår imens han så på hende med sine intense blå øjne. Han placerede et forsigtigt kys på hendes læber, som hun varede brøldelen af et sekund, så slap han hende helt så de kunne gå ind.

[Luna Clary Daniels]

Det overraskede Luna, da Spencer tog sin jakke af og lagde den om skuldrene på hende. Roligt trak hun den rigtig på og kiggede ned af sig selv med et lille grin. Jakken var for stor til hende, men det gjorde ikke noget. Den duftede godt, den duftede af Spencer, hvilket hun ret godt kunne lige. “Tak Spencer. Det var sødt af dig.” Hun puttede sig lidt ind i jakken. Det var lidt hyggeligt sådan at stå i hans tøj, men betød det egentlig, at de var kærester? Hun vidste det ikke helt. Ikke at titlen var vigtig for hende, hun nød hvad de havde, hvad end det var, og ville gerne have mere.
igen var Spencer meget ærlig, eller sådan virkede det og Luna lyttede opmærksomt efter. Hun rynkede dog panden, da det virkede til at han stoppede sig selv. “Når du hvad?” Spurgte hun ind, også for at vise, at han godt kunne fortælle det til hende uden at hun ville blive sur. Noget havde fået ham til at gå helt i stå, hun var ikke sikker på hvad, men så endelig virkede det til at der kom liv i ham igen, da han begyndte at snakke om sine tegninger. “Jeg vil meget gerne se dem, hvis jeg må.” Det kunne da være spændende at se, hvad han tegnede. Særligt hvis det var noget med skolen fx. Hun var faktisk lidt spændt på det.

det var et godt kys de delte og Luna lagde da også armene om nakken på ham og trådte helt ind til ham, så der kun var få mm mellem deres kroppe. Hun smilede op til ham. “Jeg er nødt til det. Jeg skal jo synge. Det er kun fire sange. Så kan vi fortsætte hvor vi slap, evt finde et andet sted.” Hun blinkede til ham med det ene øje og en frækt lille smil. Først måtte hun dog synge.

[Spencer Lynch]

Hans blik hvilede på hende som hun trak jakken rigtigt på. Der var et eller andet tilfredsstillende over at se hende i hans jakke. Han kunne ikke bedømme hvad det var, men lidt som om at det gav ham en følelse af at sætte sit mærke på hende, hvis man kunne kalde det det.
"Det var så lidt." Svarede han roligt. Han kunne godt mærke at det var køligt, heldigvis ikke direkte koldt, men det generede ham ikke så meget.
Spencer lod atter blikket flyde lidt ud som om han skammede sig en smule over de tanker der løb gennem hovedet på ham. Skønt han ikke havde følt tiltrækning på denne måde før, ikke sådan helt i hvert fald. Det var primært omkring hende. Hun var den eneste han havde direkte lyst til at holde ind til sig, hvilket var en meget uvant følelse for ham, da han normalt ikke brød sig om at have folk tæt på sig, han følte sig hurtigt kvalt eller omklamret. Dette lå nok i at han aldrig rigtigt havde haft den fysiske kontakt til sin mor. Sørgeligt som det måske kunne lyde, huskede han ikke at hun nogensinde havde krammet ham, hvilket havde resulteret i at når andre forsøgte at kramme ham trådte han ofte tilbage eller skubbede dem væk. Men ikke med Luna. Hvordan kunne han længes efter noget han altid havde hadet?
Efter grundigt at have overvejet situationen, og stadigvæk uden at møde hendes blik, mumlede han lavt, "når. jeg er i nærheden af dig." Han var ikke sikker på hvilken reaktion han ville få fra hende så han holdt blikket mod en liggyldig græstot på jorden. Han forventede nok lidt at hun ville skælde ham ud.
Han nikkede blot til hende med den del med tegningerne. "Jeg skal nok tage nogen af dem med så." Lovede han hende. Han havde næsten altid sin skitsebog på sig. Den var ikke så stor, men det gjorde den også lettere at medbringe.

At mærke hendes arme om sin nakke og bare de varme og velkomne følelser der skyllede igennem ham under det, fik ham næsten til at tabe luften. Igen ikke en følelse han var bekendt med, men han elskede det virkelig. Han kunne mærke varmen fra hendes krop mod sin egen og han havde bare lyst til at fastholde hende ind til sig. Følelsen af tryghed og anerkendelse var næsten overvældende.
Hendes sidste ord blandet med det frække smil, tændte virkelig op under et eller andet i ham og han sænkede sig ned for at kysse hende på ny, Denne gang måske lidt mere krævende. Han slap hende dog igen da han atter kunne mærke hvordan noget i ham forsøgte at overtage situationen. Han så ned på hende, hans vejrtrækning havde ændret sig lidt. Han var hele tiden bange for at give slip i frygt for hvad der ville ske. Han var så bange for at skræmme hende hvis han var for frembrusende. Han sank og nikkede så. Måske var det ret godt lige at trække vejret og få kontrol over sig selv igen. "Så lad os gå ind," kommenterede han og gjorde antydning til at gå ind igen. Han havde ikke lyst til at være blandt mange mennesker lige nu, men han vildste godt at det ikke helt stod til debat.

[Luna Clary Daniels]

Hvis det stod til Luna beholdt hun Spencers jakke på resten af aftenen, men det ville nok se mærkeligt ud, hvis hun havde den på på scenen. Indtil da ville hun dog Gere ha eden på. Den gav hende en følelse af tryghed, hvilket nok egentlig var lidt sært. Men for hende var .spencer en virkelig spændende fyr, med et lille problem, ikke en varulv, farlig at være i nærheden af. Det virkede som sådan en lille del af ham, måske fordi hun så alt det andet også. 
“Det kunne være fedt. Så næste weekend? Det en date.” Smilede hun opmuntrende dtil ham. Det med at det var en date, var egentlig bare noget hun sagde, men hun kunne alligevel. Godtmærke at dette her vægtede lidt højere, end normalt. Det fik hende dog blot til at smilede. Smilet gled over i en uforstående undren, ved hans ord om at hun skulle få væsnet til at røre på sig. “Når du er i nærheden af mig?  WOW, jeg lyder som dårligt selskab.” Grinede lidt lidt og kløede sig i håret.” Jeg troede kun det var noget der var noget galt, det rørte på sig. Så igen, hvis jeg er for påtrængende må du sige det.” Det var den eneste logiske grund hun kunne se, hvert fald ud fra hvad hun vidste om varulve på nuværende tidspunkt. Hun vidste ikke at der også kunne være andre sider af det. 
Så kiggede hun mod døren med et lille suk. De skulle afsted. Hun skulle finde Yuri og Ever snart og peppe dem op så de var klar.
Hun og Spencer fulgtes ind og der gav Luna ham et hurtigt kys. “Vent på mig til jeg er færdig med at synge.” Med de ord, gik hun op for at gøre sig klar til at optræde igen.

- afsluttet.