Like I'm Out Of My Mind When I'm Doing Just Fine

[Avery Rider]

@justin2
Militærskolen i England.
April 2056.

---

Avery hadede den her skole som pesten. Hun stak af, hver eneste gang hun fik muligheden for det. Hendes far havde opgivet, at opdrage på hende, for hun gjorde alt det modsatte af, hvad han bad om, uanset om han spurgte pænt eller ej. Hun var ikke Guds bedste barn, det vidste hun godt. Hun var alkoholiker, på trods af sin unge alder. Hun havde været på militærskolen i godt 1,5 år efterhånden, men hun var ikke blevet bedre. Jo hun havde haft perioder, hvor hun havde spillet med på det, for at få lov til, at komme hjem og væk derfra, men hun var hurtigt faldet tilbage i samme rille og endt tilbage her.
Før militærskolen havde hun været tvangsindlagt på en lukket afdeling, men der havde hun kunne snog personalet omkring sin lillefinger og hver gang hun havde fået udgang eller havde set sit snit, så var hun stukket af, drukket sig fuld og kommet tilbage enten ved hjælp af politiet eller auroerne, eller hendes far. Hun vidste godt hendes far var flov over hende, ikke at han nogensinde havde sagt det direkte til hende, men hvilken tidligere auror, nuværende professor for aurorstuderende mand, ville ikke blive flov over en datter som hende? Hun var ustyrlig og hun vidste det godt. 
Det var blevet besluttet, at hun skulle begynde til psykolog samtaler, fordi man mente hun gik med en masse inden i sig, som hun ikke kunne rumme og det derfor ville gavne hende, at have en professionel voksen, som hun kunne snakke med. Hun havde dog ingen tillid til det her ville hjælpe hende, så hun havde allerede nej-hatten på. Hun havde været stukket af aftenen før, men var blevet bragt tilbage af to aurorer, efter de havde fundet hende på De Tre Koste, pløre fuld. Hun havde egentlig ikke tømmermænd, men hun havde abstinenser og kunne mærke sine hænder ryste, som hun blev fulgt over gårdspladsen af to mænd. "Come on... I får et blæs hver, hvis I lader mig stikke af?" tilbød hun og grinte, selvom der ingen glæde var at spotte i hendes øjne. De to mænd ignorerede hende dog, hvilket fik hende til at himle med øjnene, før hun tog chancen og satte i spurt over gårdspladsen, men nåede desværre ikke ret langt, før hun blev væltet omkuld af den ene mand, "Slip mig!" skrig hun og sparkede med benene, men intet hjalp det, selvom hun var stærkere end hun så ud, så var de to mænd stærkere, så de fik hurtigt fat i hver sin arm på hende og fortsatte over gårdspladsen, før psykologens kontor. "I kan ikke tvinge mig, damning psykopater!" råbte hun efter dem, men blev hurtigt overmandet igen. De to mænd satte sig på hver side af hende og valgte, at blive til psykologen havde tid.

[Deleted]

Justin rejste en del i hans arbejde, han nød virkeligt at arbejde for folk og ønskede altid at hjælpe så godt han nu engang kunne. Han havde rigeligt drama i at høre på folks historier, så faktisk levede Justin selv at ganske roligt liv. Han havde en lille lejlighed inde i London, han gik på arbejde, han spilede Qudditch for sjov med nogen venner i sin fritid også nød han at løbe ture for lige at tømme sit hoved når han nu engang kunne. Han havde knapt kontakt til sine søskende længere, kun Jason. Han håbede virkeligt han ville blive anderledes end de tre søskende. Justin var netop blevet færdig med en kunde ved en af de steder han var tilknyttet og sad nu og skrev nogen papirer inden han var klar til den næste patient. Han kendte hende godt, havde mødt hende en enkelt gang før, så helt godt kendte han hende ikke. Han åbnede døren for at ville kalde hende ind, men blev en smule overrasket over det syn der mødte ham. Han rynkede let på panden som han så den unge pige og de to auror, og han kunne næsten gætte sig til at det ikke var helt frivilligt at hun var kommet med. "Avery... Rider..." annoncerede han ganske roligt som anede han ikke om det var overflødigt at sige. "Bare slip hende og lad hende komme ind" sagde han roligt, han havde godt nok kun talt med hende en gang før, men han vurderede hende ikke til at være typen der pludseligt ville vende rundt og slå ham ihjel.

♛

[Avery Rider]

Avery mente ikke selv, hun havde behov for hjælp. Hun mente selv, at hun havde styr på sit liv, at hun sagtens kunne klare sig selv, selv hvis hendes far ikke ville have hende boende, så skulle hun nok klare sig uden ham. At hendes far rent faktisk havde sendt hende på militær skole, for at hjælpe hende og hans hjerte gik mere og mere i stykker, for hver gang hun stak af og/eller drak sig så fuld, at hun dårligt kunne stå på sine egne ben, udelukkende ud af sin kærlighed til hende, kunne hun på ingen måder se. Det var ikke kærlighed i hendes øjne. Hendes mor var ikke inde i billedet. Det havde hun ikke været de sidste mange år og inderst inde, vidste Avery godt, at det var hendes skyld. Eller hun tog i hvert fald skylden på sig.
Hun ville væk herfra, om hun så skulle sove på gaden. Hun lagde trosigt de slanke arme over kors, mens hun slog blikket mod gulvet og lænede sig helt tilbage i stolen. Hun vidste jo godt, at hun ikke kunne overmande to aurorer, slet ikke når hun selv var fuser. Man skulle dog ikke tage fejl af hende, hun kunne løbe utroligt hurtigt og når hendes krop først begyndte rigtigt at crave alkoholen, så kom der de grimmeste sider frem i hende. Hun vendte blikket mod manden, da han sagde hendes navn. Hun kunne godt svagt huske, at hun havde mødt ham en gang før. "Hun er ikke hjemme.." svarede hun tørt, før hun mærkede et greb i hver arm, fra aurorernes hænder, som de tvang hende op og stå. Hun overvejede at skrige, men det ville næppe hjælpe hende lige nu. "I hørte manden, slip mig," sagde hun hoverende og rev sine arme til sig, som et tilfredst smil meldte sig på hendes læber. Døren var lige der. Så tæt på. Hun nåede dog ikke at reagere på sin lyst til, at løbe ud af døren, før den ene auror havde stillet sig foran døren. "Er du sikker på, du har styr på hende selv? Hun har lige prøvet, at stikke af, da vi fulgte hende herover," spurgte den anden auror, som stadig stod tæt på Avery, for at være klar til, at tage fat i hende igen. "Åh come on! Kan I ikke tage lidt sjov? Jeg testede bare jeres kondition," sagde hun og blinkede til auroren, før et grin forlod hendes læber og hun gik mod psykologens kontor, "Jeg skal nok opføre mig pænt, Mr. Butler," sagde hun og bed sig uskyldigt i læben.

[Deleted]

”I kan bare vente herude, så skal jeg nok kalde på jer hvis der er noget” sagde Justin i en afslappet stemme. Han var en moden mand, også selvom han jo ikke engang var så gammel. Han kunne godt lide bare at tage en ting af gangen og sætte pris på livet som det nu engang var. Han elskede sit arbejde og gjorde absolut alt han gjorde for at gøre det rigtigt: ”lad os gå ind” sagde han. Justin kendte jo ikke sine klienter hele vejen igennem, men han kunne da bestemt godt huske hende. Nu var dte jo ike fordi at hun var en almindelig, deprimeret, teenage pige eller noget i den stil. ”Så Avery, hvordan går det?” spurgte han som han gik hen i mod sin stol for at sætte sig ned. Han var ikke bange for hende, han regnede ikke med at hun var kommet for at slå ham ned eller noget i den stil. Desuden var Justin jo ikke idiot, han kunne jo sagtens se at hun havde problemet, også selvom hun måske ikke helt ville være ved det, hun syntes jo bare at hun var sej og havde styr på livet. Det var ikke altid helt let, men han elskede uden tvivl sit arbejde. Han havde da også sine egne problemer at slås med, men det gik bedre efter han selv var blevet uddannet, der var meget terapi når han blev uddannet, og han havde fået kæmpet med nogen af sine egne dæmoner.

♛

[Avery Rider]

Et nærmest hånligt smil meldte sig på Averys læber, da Justin bad aurorerne om at vente ude foran. Deres samtale var vel også kun mellem de to, men det der tavshedspligt, som de voksne så fint altid helliggjorde, gav hun ikke en potte pis for. Hun havde to gange oplevet, at hun rent faktisk havde lukket sig op og fortalt en psykolog, hvordan hun havde det, hvilket kun havde bragt hende til en indlæggelse i psykiatrien, et sted hun aldrig ville tilbage til, men på den anden side, så hellere det end den her militærskole. Det var tyve gange værre. "Yeah, lad os det," svarede hun blot i en sukkersød stemme. Hun kunne sagtens holde samling på sig selv, men det var begrænset hvor længe. Abstinenserne var så småt begyndt, at vise sig i form af hovedpine og en let rysten på hendes hænder, samt rastløsheden som var ved at æde hende op indefra.
Hun fulgte roligt med ham ind på hans kontor, men satte sig ikke. Hun gik i stedet for hen mod vinduet og kiggede lidt ud, mens hun hele tiden flyttede vægten fra det ene ben til det andet. "Fint. Godt. Super. Alt er super," svarede hun og drejede overkroppen for, at se på ham med et stadig stort smil på sine læber og blinkede til ham, før hun begyndte at gå lidt rundt på kontoret. "Hvad med dig Mr. Butler? Hvordan går det med dig?" vendte hun hans spørgsmål, og bøjede nakken så hendes blik var mod loftet, mens hun forsat gik rundt som om hun ledte efter noget.

[Deleted]

Justin var en ganske rolig mand, det var nok også derfor han var god til sit arbejde. Han var typen der som oftest havde et skævt smil på sine læber, og som nok egentligt også var ganske charmerende; det var der ihvertfald mange af hans kvindelige kunder der mente. Dog var det ikke noget Justin lagde noget i, han var ikke ude på hverken det ene eller det andet. Han ville bare gerne leve et helt almindeligt og roligt liv, sådan havde han det bedst. Selvom det til tider kunne være kompliceret med hans familie historie. "Sid ned" bad han som hun begyndte at bevæge sig rundt, og han lyttede så blot til hendes ord. "Det så ellers ikke ud til at være nogen specielt god velkomst" sagde han roligt. Det var piger som hende han så flest af i sit arbejde, unge, ude af stand til at styre sine følelser og aldrig helt i kontakt med sig selv. Alt var bare en overfalde hvor man mente han havde styr på det hele. Han ignorerede hendes spørgsmål til hvordan han havde det, det var jo ikke et trick han ikke kendte. "Er der sket noget siden sidst vi snakkede?" sagde han som han satte sig på den ene side af bordet og lænede sig let tilbage, han havde selv et liv der var ganske fortræffeligt, og det var nok derfor han blev ved med at overskue dette her arbejde.

♛

[Avery Rider]

Avery var ikke typen, som holdt sig tilbage på nogen punkter. Hun sagde sin mening, om folk bad om den eller ej. Hun havde ikke rigtigt noget filter på det punkt. Hun lagde ikke skjul på, at hun mente systemet var damned up. De blandede sig for meget og lyttede kun til hendes far, fordi hun ikke var myndig selv endnu.
Hun havde cutter ar op og ned af begge arme og ben, noget nogle måske ville kalde et råb om hjælp, men det var nu ikke sådan landet lå. Hun rystede lidt på hovedet og fortsatte sin vandring, frem og tilbage, "Nej tak," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, mens hun kredsede lidt i et af de nyere cuttersår. Hun havde lige prøvet , at stikke af igen over gårdspladsen, så hun havde stadig en smule adrenalin i kroppen.
Hun trak atter på skulderen, "Oh du mener Gø og Gokke derude?" spurgte hun og viftede lidt med den ene hånd, "Pff.. Some old, some old.. Jeg er snart på fornavn med aurorerne," svarede hun og blinkede til ham, med et morende smil legende på sine læber. I hendes øjne var det hele en stor joke.
"Sig mig, Mr. Butler, snakkede du lige uden om? Er der noget der nager dig?" spurgte hun og skød underlæben en smule frem, mens de store dådyrøjne så på ham. Hun gik over mod vinduet og kiggede ud, egentlig med en tanke om, om der ville være for langt at hoppe. "Har du noget imod, jeg åbner vinduet? Her er virkelig varmt," spurgte hun, velvidne om at det var abstinenserne der gjorde, at hun havde det som hun havde. Hun slog et let klik med tungen, "Næh ikke rigtigt.. Jeg har været stukket af, blevet slæbt tilbage, stukket af igen, slæbt tilbage igen.. Stukket af igen, igen ooog slæbt tilbage igen, igen, og nu er jeg her," svarede hun og slog let ud med hænderne og vendte blikket mod ham. "Hør, Mr. Butler, du er en sød mand, men jeg har ikke brug for hjælp, så hvad med du bare lader mig forsvinde? Kom nu, du får et kys for det?" tilbud hun og gik roligt mod ham, med et flirtende glimt i sine øjne.

[Deleted]

"Avery, vi har været igennem det før. VI er her ikke for at snakke om mig. Jeg har det fint" sagde han og smilede i mod hende, det mente han nu også ganske oprigtigt, han havde et godt liv og han var glad for den måde hans liv kørte på. Han havde tid til de ting han gerne ville, tjente gode penge, havde gode fritids aktiviteter og nogen gode klienter som han nød at hjælpe, Avery var uden tvivl en af dem, selvom der naturligvis var noget flabet teenager over hende. Men det gjorde ham nu ingenting, folk måtte jo være lige som de ville, det var jo hele pointen i at være i terapi. At man lærte sig selv at kende og forhåbenligt få det bedre. "Og hvor er det præcist at du gerne vil forsvinde hen?" spurgte han i en rolig stemme: "Hvad er dit mål?" tilføjede han. "Og mest af alt, hvad stikker du af fra?" spurgte han og smilede så roligt i mod hende. Justin var en charmerende og afslappet fyr, han var bare glad for at han kunne hjælpe unge som hende, ikke at hun var helt så ung. Hun burde jo stadig passe sin skole og forhåbenligt få sig et nogenlunde fornuftigt liv.

♛

[Avery Rider]

Avery rullede med øjnene, før et falsk smil meldte sig på hendes læber, "Gode mennesker, har det altid godt," svarede hun så blot, mens hun stadig overvejede om hun ville kunne hoppe ud af vinduet og stikke af den vej. Det ville ikke være første gang, hun havde gjort det. Hun vidste dog også godt, at hun bare ville blive straffet endnu hårdere, end hun allerede var blevet.
Hun var en flabet teenager, hun var rebelsk og gjorde aldrig hvad der blev sagt til hende. Hun satte sig på tværs, ved hver eneste mulighed der bød sig. Hun stak af, hver gang hun fik bare en lille chance for det, selvom det selvfølgelig ikke var hver gang det lykkedes for hende. Hun havde begået små kriminelle ting, såsom lommetyveri, hærværk og grafitti. Hun flirtede sig gerne frem til alkohol og hun tog det også gerne steppet videre, og gik ned på mænd langt over hendes alder, men også omkring hendes alder. Hun havde også gerne samleje med dem, hvis de bare betalte hende godt nok eller gav hende et sted at sove.
"Væk herfra," svarede hun ærligt, hun var - til trods for hvad mange troede - ikke dum, hun havde ikke tænkt sig, at fortælle ham, hvor hun tog hen, når hun stak af. "At komme så langt væk herfra som muligt," svarede hun endnu engang hudløst ærligt og gik roligt mod hans skrivebord, om på hans side af det. Hun knappede et par af de øverste knappe på sin uniform op, så hendes kavalergang blev blottet, mens hun lod et par legesyge fingre danse ganske let ned mellem sine bryster og knappede et par flere knapper op, til hendes maveskin begyndte at komme til syne. "Det her sted," svarede hun, igen helt ærligt, mens de sidste knapper blev knappet op og skubbede skjorteuniformen til side, hvilket efterlod hendes overkrop kun dækket af ærmerne og hendes bh. Hun satte sig på hans skrivebord foran ham, "Mr. Butler, Sir, jeg er bare en ung kvinde, som prøver at finde mit kald i livet, men det er svært med al det pres og alle de forventinger. Det må en mand som Dem, da kunne forstå?" spurgte hun og bed sig uskyldigt i underlæben.

[Deleted]

Han smilede let til hendes kommentar, men sagde ikke mere. Havde det nu været en eller anden ven i byen, så var han nok kommet med et smart come back, men nu var hun jo ikke ligefrem en af hans venner, hun var en klient der skulle få det bedre, og selvom han nogengange tvivlede på om hans arbejde gjorde den store forskel, så troede han fuldt og fast på det. Han kiggede i mod hende i et forsøg på at lytte: "USA? Frankrig? tror du livet er bedre hvis du kommer længere væk, tror du det hele ændre sig?" spurgte han i en rolig og dog oprigtig stemme. Det var nok der at Justin var anderledes end mange andre, han ønskede faktisk folk det gode og han havde hjertet med i alt han gjorde. Justin kunne godt mærke at han blev en smule utilpas da hun nærmest begyndte at strippe foran ham: "Avery vær sød at sætte dig ned" sagde han blot, han var proffessionel og selvom hun var flot, så gav han ikke efter for det. "Og hvad tror du så dit kald i livet kunne være? Du snakker meget om din Youtube kanal" sagde han og lænede sig tilbage i stolen. Justin havde ikke haft en kæreste i noget tid, men han havde haft rigeligt at se til med sine tre yngre søskende og sit eget liv. Så det var fint for ham at han bare passede sin karrierer.

♛

[Avery Rider]

Avery havde ikke nogen forventninger til sit liv. Hendes liv pt bestod af, sove og spise, eller stikke af så hun kunne få samleje og alkohol. Hun så ingen fremtid. Hun anede ikke, hvor hun ville være om bare to år, eller til sommer når militærskolen sluttede. Hun var en klog pige med en høj IQ, så hvis hun ville, ville hun kunne søge ind på Oxford Universitet, men der var ikke rigtigt nogen som troede på hende, da hendes tveæggeede tvilling, var den klogeste af dem, så folk forventede mere af hende. Avery var heldig, hvis der bare blev forventet, at hun stod op om morgen og hun så rent faktisk gjorde det. Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg vil ikke til udlandet, jeg vil væk herfra. Fra den her lorte skole," uddybede hun sit tidligere svar. Hun havde før forsøgt selvmord, hun havde et utal af cutter ar, også mange som havde været dybe nok til rent faktisk at slå hende ihjel, hvis det ikke havde været opdaget i tide. Hun cuttede stadig når hun havde det værst, nogen gange også bare når hun ikke kunne være i sin egen krop. Hun havde både ar som var flere år gamle, men hun havde også nye, friske ar, som ikke var mere end et par dage gamle. Hun bed sig i læben, "Okay," svarede hun og flyttede sig fra hans skrivebord til, at satte sig over skrævs på ham, med sine håndled hvilende på hans skuldre og de grønne øjne, som så direkte ind i hans. Hun trak let på den ene skulder, "Min far har altid sagt, at jeg skal gøre, hvad jeg er god til og hvad end der gør mig glad," svarede hun og lod sine hænder glide søgende ned over hans brystkasse, før hun lod sine fingre finde knapperne på hans skjorte og begyndte, at knappe dem op en efter en, før hun lænede sig lidt frem og placerede et par blide kys mod hans hals. Kunne hun komme uden om, den her samtale, så gjorde hun det, uanset, hvad det ville kræve af hende. Alt andet end rent faktisk bare snakke om tingene.

[Deleted]

Justin havde da også sine egne problemer at slås med, sådan var det jo med alle mennesker. For ham var hans problemer dog primært familien. Hans to yngre søskende Paris og Dawn, havde valgt at tage en helt anden vej i livet end hvad han måske bifalde. Han håbede bare at Jason ville vokse op og blive en fornuftig dreng. Men han var jo naturligvis endt med at være en SLytherin som sine søskende, så han frygtede måske lidt at han også ville falde i den retning, det var derfor at Justin brugte så meget tid på at besøge ham, så han kunne få et godt bånd med sit lillebror der forhåbenligt kunne redde ham i sidste ende. "Avery... Flyt dig" sagde han i en hård og autoritær stemme og skubbede til hende som hun skubbe til at sætte sig over ham, no way in hell. "Du kan ikke bruge de her teknikker overfor mig, jeg er ikke så dum som du måske tror" sagde han og kunne godt gætte at alkohol og samleje måtte være den måde hun normalt kommunikerede med folk på: "Det må du gøre med de fyre du møder i byen" sagde han og rystede på hovedet. Han holde hende stadig på afstand, han var ikke interesseret i noget som helst med hende, for det første så holde Justin sig væk fra den slags lige for tiden, og for det andet så var hun både mindreårig og en klient. "Vi kan snakke om hvordan du har det... Og ellers er du velkommen til at gå" påpegede han i en hård stemme, det var ikke fordi hun behøvede være let at have omkring, men der var trods alt grænser.

♛

[Avery Rider]

Avery sukkede irriteret, som Justin bad hende om at flytte sig og de grønne øjne blev der rullet åbenlyst med, før hun flyttede sig igen, da hun mærkede skubbet. Hun var vant til, at kunne få både drengene og mændene til, stort set alt, når hun tydede til at tilbyde samleje, men hun kunne nok have sagt sig selv, at det ikke ville være vejen frem med en professionel.
Hun sendte ham et flirtende smil, før hun gik om på den anden side af skrivebordet, "Hvem har sagt jeg syntes, du ser dum ud?" spurgte hun og blinkede til ham, som hun satte sine håndflader mod skrivebordet mellem dem og lænede sig ind over det, stadig med sin skoleuniform skjorte åben. Hun grinte let, "Oh tro mig, det gør jeg også," svarede hun og skubbede sin tunge mod sin kind et par gange, før hun blinkede til ham igen. samleje og alkohol var vejen frem for hende.
Hun rettede sig dog hurtigt op igen og begyndte, at knappe en skjorte igen, "Jezz, hvorfor sagde du ikke bare dét fra starten af? Mænd.. Ses," sagde hun og gjorde en honnør lignede bevægelse med sin ene hånd, som et farvel vink. Hvis hun ikke var tvunget til, at være der, så havde hun da virkelig ikke tænkt sig, at blive et eneste sekund længere.

[Deleted]

Han vidste godt at Avery helt sikkert var vant til at det virkede at hun var så frembrusende og selvom Justin da også var af hankøn, så virkede det ikke på ham. Nok mest fordi at han tog utrolig stor stolthed i hans proffesion.
Han var ikke interesseret i at en eller anden kvinde skulle komme og spille smart i hans nærvær. Han trak derfor blot vejret ind og kiggede i mod hende, han var sikker på der var meget mere til hende end som så, men han vidste også han ikke kunne fremskynde processen.
"Jeg konstaterer det bare” sagde han i en rolig og professionel stemme, hun kunne ikke få ham på sin side af vognen.

"Dit valg Avery, men en eller anden dag er du nødt til at tage nogen fornuftige beslutninger for dig selv" påpegede han blot, men lod hende gå hvis hun gik. Han var ikke ude på at tvinge nogen til at høre på ham.
Det fik han alligevel ingen ting ud af. Han kiggede blot i mod hende, han havde set kvinder der lige var nogen år længere i processen end hun var, som var endt med at blive slået ihjel eller komme helt ud hvor de ikke kunne bunde mere.
Det krævede bare lige hun rendte ind i den forkerte flok mennesker, og det var nu engang ikke det sværeste at gøre i de engelske gader.

[Avery Rider]

Avery var ikke typen som lukkede nogen ind, uden kamp. Hun troede ikke på, at nogen ville hende det bedste. Hvorfor skulle de? De kendte hende jo ikke. Hun var ikke en åben bog og ingen vidste rigtigt, hvad der foregik inden i den unge kvindes hoved. Hun kunne sagtens sætte sig ned og fyrer den ene løgn af efter den anden, for at få ham til at tro, hun havde det bedre og havde lært af sine fejl, men det gjorde hun ikke. Hun så ingen pointe i det, og hvis hun ikke så det, så gad hun ikke bruge sin tid på det.
Hun var typen man skulle prikke til, på den helt rette måde, for at nå indtil hende. En måde som hun endnu ikke havde oplevet en psykolog kunne. Den eneste, der kunne nå bare lidt ind til hende, var Lawrence, og hun tvivlede på at han ærligt talt overhovedet forsøgte, men omvendt så dømte han hende heller ikke. Han lod hende være den hun var. Tilgav hende, når hun damnede op, i stedet for at slå hende i hovedet med hendes fejl og blive ved med at påpege dem. "Mhh, og jeg ueniggjorde mig bare," svarede hun og blinkede til ham.
Hun var næsten henne ved døren, da hans ord lød. Hun havde nået at hæve hånden efter dørhåndtaget, men sank den langsomt igen. Hun vendte rundt på hælene og lod sine grønne, halv døde øjne hvile på ham. "Hvem døde og gjorde dig til konge af mit liv, huh? Hvad ved du om, hvad der er gode beslutninger for mig? Du kender mig ikke engang. Du har måske læst i min journal, om en ung pige med selvskadende adfærd, selvmordsforsøg gange mange, alkoholiker og uden en mor i sit liv, og nu tror du, at du med din ååh så fine profession, kan fixe mig? Du kan ikke fixe noget, der ikke er i stykker, så damn dig!" svarede hun hårdt, mens hendes øjne blev mere og mere hårde, som om en mentalt mur byggede sig op i dem, så han ikke kunne læse hendes sjæl, mens hun var gået mod ham og slog hånden hårdt ned i skrivebordet foran ham, uden at reagere på smerten det medførte.