Like I'm Out Of My Mind When I'm Doing Just Fine

[Deleted]

Han smilede let i mod hende. Generelt var Justin en ganske rolig person og han snakkede primært med de unge personer i samfundet, nok fordi at han jo selv var relativt ung, og han kendte jo selv til at have en dårlig fortid.
Forskellen på ham og hans søskende var helt sikkert at han havde brudt den sociale arv. Han havde fået en uddannelse og han havde et arbejde der rent faktisk betød noget for ham, og hvor han tjente penge på lovlig vis.
En del af ham ønskede at hjælpe Dawn, Paris og Zoey, men han var ikke sikker på om de tre overhovedet ville hjælpes: "Jeg er skam ikke ude på at bestemme over dit liv, jeg er her kun for at hjælpe og vejlede... Du er ikke den første der er gået ind af min dør" påpegede han.

Han smilede let: "Jeg lover ingenting... Men du kan da altid give det et forsøg.. Det ville vel ikke skade noget" sagde han, naturligvis kunne han ikke love at han kunne fixe hende, men han kunne da altid love at han ville lytte og gøre et forsøg.
Han reagerede ikke som hun hamrede hånden ned i skrivebordet: "Jeg har tre søskende der minder meget om dig... Du kan ikke skræmme mig" sagde han roligt og lænede sig længere tilbage i stolen.

[Avery Rider]

Avery mærkede, hvordan hans smil ikke gjorde andet end at provokere hende. Den vrede, som hun virkelig kæmpede med, hver eneste dag, byggede sig op i hende, hurtigere end hun kunne nå at tale sig selv ned. "Jeg kan kræftemde godt forstå folk, skride ud af dit kontor, når du sidder der med dit damning smil, som om alt er fint. Prøv at mærk situationen, din inkompetente nar!" svarede hun hårdt, mens hele hendes krop begyndte at dirrer inden i, som om hendes indre Hulk var på vej frem.
Hun mærkede sit hjerte begynde at, banke hurtigere og adrenalinen som begyndte, at frigive sig i hendes hjerne. "Og igen, sidder du der med dit klamme smil. Vil du også ha' en blomstrekreds til hovedet eller hvad? En vandpibe i hjørnet og så kan vi inviterer aurorene med ind og sidde og holde i hånd og synge kumbaya. damning taber," svarede hun vredt og spyttede efter ham, med øjne som nærmest var mere sorte end grønne, af vreden.
Vreden overtog nærmest hendes krop, det sekund, han valgte at sammenligne hende med hans søskende. Det var alt hun nogensinde, havde hørt sin far gøre - bare sammenligne hende med hendes tvilling og selv hendes lillebror. Avery, hvorfor kan du ikke være mere som din søster? Avery ta' dig nu sammen og vær mere som din søster. Altid. "Du skal fandme ikke sammenligne mig med nogen som helst," hun greb fat om bordets kant og væltede det rundt, hvilket resulterede i et kæmpe brag, som bordet ramte gulvet og alle tingene fløj rundt. Aurorerne kom hurtigt styrtende og fik grebet fat i hendes arme. "Slip mig!" skreg hun og kæmpede i mod, med en styrke kun vrede mennesker besad.

[Deleted]

Justin vidste udemærket godt at han ikke havde vælge den letteste vej i psykologien da han drømte om at arbejde med unge mennesker.
Det kom nu nok af at han havde set sine søskende som han ikke kunne hjælpe, både fordi at han jo ikke have været i en position til at hjælpe dem, men også fordi at de ikke rigtigt havde tænkt sig at lytte til ham.
Han sagde ikke mere, han kiggede bare på hende som hun raste ud, det ramte han ikke, men det betød ikke det var fordi han var ligeglad: "Fortæl mig hvorfor det gør dig vred" sagde han i en rolig stemme, og kiggede blot i mod hende.
Han var slet ikke tvivl om at hun var vant til at teste voksne menneskers grænser, og det var egentligt fint. Justin havde prøvet lidt at hvert.

Justin rejste sig op som bordet pludseligt væltede og nærmest hoppede tilbage som de to auror kom styrtende ind: "Avery,... Hvornår lære du at de her ting ikke får dig hen hvor du vil have" sagde han roligt, men uden at smile.
Hun var virkeligt langt ude, det var han da ikke tvivl om: "Sæt dig ned og hold din kæft... Eller tag med dem" sagde han i en hård stemme og pegede i mod en stol som han kiggede på de to auror der ellers kunne tage hende med.
Han ville da klart anbefale hende på lukket institution lige nu.

[Avery Rider]

"Fordi du er præcis ligesom alle andre voksne! I tror I er så kloge, med jeres fine uddannelser og alt jeres damning pis, om hvordan I tror og mener, verden hænger sammen! I aner ikke en skid om, hvad I snakker om!" råbte Avery hidsigt. Hun var så langt oppe i det røde felt, at hun var umulig at nå indtil. Hun dirrede af vrede. Hun kunne nærmest mærke sit blod koge i sine blodbaner. Hun havde det som om hele verden, var i mod hende og hun ikke kunne stole på nogen, selv ikke hende selv. Hendes mor var smuttet da hun havde været 8 år, hendes far sendte hende afsted til lukkede afdelinger og nu til militærskolen, fordi han - i hendes hoved - ikke ville hende eller ikke kunne magte hende. Hun vidste godt, at hun ikke altid var guds bedste barn eller lige nem at omgåes, men hendes venner og veninder kunne holde hende ud, hvorfor kunne hendes egen familie så ikke? Harper var på Hogwarts det meste af tiden og sikker utrolig flov over Avery, mens Grey bare var for dum og pigeglad til, at se noget som helst.
Hun vred sig, som auroerne havde fat i hendes arme, men aurorne var stærkere end hende, det betød dog ikke, at hun gav op. "damn dig!" råbte hun af Justin, mens et blik der nærmest kunne slå ihjel gennemborende så på ham, mens hun forsat sparkede med benene og hev i sine arme, for at komme fri fra aurorernes greb. "Hold selv din kæft, din uprofessionelle opblæste nar!" råbte hun videre og fik sparket en af aurorerne i maven, hvilket gjorde han måtte slippe hende. Hun rev sig løs fra den anden aurors greb om hendes arm, og satte i spurt ud af døren. Det eneste i hendes tanker var, at hun skulle ud og have fat i noget alkohol. Væk fra aurorerne og væk fra Justin. Den ene auror satte i løb efter hende, mens den anden der havde fået sparket i maven, sendte bud efter forstærkning. "Hvor skal vi gøre af hende, når vi fanger hende?" spurgte auroren og så på Justin. Spørgsmålet var nok mest om, hun skulle tilbage til Justin, tilbage til militærskolen, til sin far eller på en lukket afdeling igen.

[Deleted]

Justin var generelt ganske rolig af natur.
Han var slet ikke tvivl om at Avery havde utroligt mange udfordringer og problemer som hun havde svært ved at modstå og finde ud af. Han havde nok egentligt en smule ondt af hende, men han vidste også godt at man var nødt til at rejse sig op af mørket og taget sig sammen for at tingene blev bedre.
Trods alt så kom Justin jo heller ikke fra den bedste fortid og han kunne jo se hvordan hans søskende havde det fordi at de ikke havde valgt at rejse sig op da de havde chancen. Justin sagde ikke noget til hendes vredes angreb, men han holde sig på behørig afstand.
Trods alt ville han helst ikke ende med at blive slået ihjel af en af sine klienter.

"I kan fortælle hende at min dør er åben, men i må hellere køre hende tilbage til institutionen" påpegede han roligt som han så at hun pludseligt forsvandt: "Hun har brug for hjælp, men hun skal være villig til at tage den" sagde han i en rolig stemme.
Han ville gerne hjælpe hende sådan rigtigt, og han vidste godt at han muligvis var en af de eneste velfungerende mennesker er ville hjælpe hende, men han vidste jo godt at det krævede hun selv gjorde en insats.
Og den var han ikke sikker på om hun var villig til.

//Out