Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 1, 2019 21:11:38 GMT
Heldigvis tog hun det ikke så tungt at han bandede og han mærkede nu hendes varme, bløde hånd i sin. Ved Merlin han havde aldrig mærket så blød en hånd før.
”Alfie” gentog han og tyggede blødt på hendes navn. Hans blik strejfede kort hendes læber, som hun før havde bidt i. Selvfølgelig hed hun Alfreda... hun kunne ikke være nogen anden end Alfreda.
”Tjo, jeg tror godt jeg kunne have brug for at komme et sted hen med færre mennesker” hurtigt fik han rejst sig fra sin stol og han ventede nu kun ivrigt på den smukke brunette.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 1, 2019 21:31:39 GMT
Som Alfies hjerte bankede der ud af og hun mærkede hvordan følelsen af sommerfugle overtog hendes mave, frygtede hun langsomt om Morpheus havde mærket hvor svedig hendes hånd havde været i forbindelse med at de havde givet hinanden hånden. Hvorfor nu også det? - Nej.. Der var ingen tvivl, hun havde hørt om symptomerne før, men hvordan kunne Alfie overhovedet føle sådan når de kendte ikke hinanden, som i overhovedet ikke.
Måden han havde sagt hendes navn på havde fået hendes hår i nakken til at rejse sig og ubevidst havde hun igen bidt sig i underlæben. Det føltes så forkert, den følelse der løb ned igennem maven, men alligevel så… så rart. Hun sank en lydløs klump og blev revet tilbage til realiteten da han svarede på hendes spørgsmål. ,,Ja, ikke?" Havde hun sagt med et smil og derefter havde hun rejst sig op.
Side om side havde de passeret veninderne, hvor Alfie samtidigt havde skævet til dem og med øjne forsøgt at fortælle dem, at de skulle blive siddende. Døren var blevet åbnet i tilfældighed som de var nået der hen og så var Alfie ellers gået ud først og havde placeret sig en smule væk fra døren og væk fra mulige forstyrrelser. ,,Undskyld.. Mine veninder de… de forstyrrer temmelig meget lige nu", undskyldte hun og smilede samtidigt en smule beklagende.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 7, 2019 17:07:51 GMT
Morpheus havde ikke bemærket at hendes håndflader var svedige, muligvis fordi han selv var i stor panik over at hun var kommet til at mærke at hans var svedige af nervøsitet. Det var forfærdeligt ucharmerende og ikke noget han kunne bruge til noget, nu hvor han så gerne ville imponere hende... dumme krop og hjerne.
De gik udenfor sammen, side om side, og de kom endelig væk fra hendes veninder, selvom de havde været søde nok. ”Åh, de var sikkert bare nysgerrige... mine venner hjemme i Colorado ville sikkert have været vildt åndssvage, hvis de så mig snakke med så smuk en pige som dig..” han ville have givet den hele armen med charmen, men at sige det han lige havde sagt havde fået ham til at undgå øjenkontakt. Han følte sig skræmt... hvad hvis det var upassende at sige sådan noget?
De stod udenfor pubben og han overvejede nu hvilken vej de skulle gå, ”Jeg kender ikke helt den her landsby... kan du føre an?” havde han så spurgt med et varmt smil, i et håb om at gøre hende til den dedikerede guide.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 7, 2019 23:17:44 GMT
Smilet trak op og hurtigt dukkede tandpastasmilet op ved Morphs ord, og let havde Alfie kunne forestille sig det; en flok unge amerikanske fyre og hvordan de gjorde alt for at gøre deres ven flov i håbet på at imponere en pige. Ligeledes dukkede den rødlige farve på æblekinderne frem, da han samtidigt havde givet hende en kompliment, hvilket bestemt ikke var Alfies stærkeste side - sagde man tak, i lige måde, ja hvad sagde man? I sit eget søgende spørgsmål havde hun sluppet et lille genert fnis ud og så ellers rystet svagt på hovedet af Morph, hende selv, og derefter slået de blide øjne over på ham, et blik der tydeligt havde vist at hun fundet hans ord underholdende og samtidigt heller ikke havde haft noget imod komplimenten.
Betaget havde hun nikket svagt og derefter ført armene om på ryggen og fanget hænderne. ,,Er.. Er der noget bestemt du vil se?" Spurgte Alfie og begyndte så ellers at gå den ene retning, bare ligesom for at gå og ikke bare stå og stirre alt for meget, hvilket hun allerede følte hun gjorde.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 26, 2019 16:16:11 GMT
Hendes generte fnis var bestemt noget Morpheus bemærkede og hvis han ikke allerede havde smilet, så ville det bestemt havde fået ham til det. Pigen var så ufatteligt skøn og han vidste at han blev nødt til at tage sig sammen og gøre alt for at vinde hendes hjerte. Morph lyttede til hendes spørgsmål og han overvejede hvad han havde lyst til at se. ”Hvad med det hus der over? Det ser meget uhyggeligt ud… Er det er spøgelseshus?” han pegede mod et hus, der lå i udkanten af Hogsmeade og som så en anelse dystert ud. Han vidste det ikke, men huset var Det Hylende Hus. Han sørgede for at gå ved siden af hende, og hånden der ikke havde travlt med at pege på det hjemsøgte hus, ramte let hendes hånd ved et uheld, og det tog ham mindre end et sekund at beslutte sig for at prøve at tage hendes hånd i sin.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 26, 2019 22:05:52 GMT
Ved Morpheus spørgsmål havde Alfie vendt hovedet i den retning hans finger havde peget. En smule glippende med øjnene havde hun kikket på Det meget uhyggelige Hylende Hus; et spøgelseshus var vel den pæne måde at beskrive det på, havde hun tænkt for sig selv, samtidigt som hun havde sunket en lille lydløs klump og overvejet hvad hun skulle fortælle ham. Som hun gjorde klar til at besvare hans spørgsmål, var hun dog blevet afbrudt som hun havde skilt læberne fra hinanden da hun havde mærket hans hånd omfavne hendes. Uden at være herre over sig selv havde Alfie's hånd instinktivt lukket sig om hans, hvilket helt automatisk havde fået hende til at kikke ned på deres hænder. Mundvigen havde trukket op og det pæne tandsæt var blevet afsløret og langsomt havde hun mærke varmen brede sig i kroppen. ,,Ømh.." Tøvende havde hun slået de brune øjne tilbage og op på ham og genert havde hun brugt den frie hånd til at indfange en tot hår som derefter var røget om bag øret. ,,- Det er…Det er Det Hylende Hus. Det siges at være den mest hjemsøgte bygning i landet her. Der går nogle rygter om at mange varulve søger tilflugt der, når det er fuldmåne, for at sikre sig at de ikke skader andre i deres forvandling," forklarede hun så. Som de bevægede sig, kom de tættere på den tilgroet bygning. Forhåbentligt fik han ikke den skøre idé at de skulle forsøge at gå derind.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 27, 2019 16:06:51 GMT
Nervøsiteten var ved at stige ham til hovedet, op indtil det sekund hvor han mærkede hendes hånd lukke sig om hans, og han vidste at hun på en eller anden måde måtte føle omtrent ligesom han selv gjorde. Det gav ham muligheden for igen at fokusere på hvad der var vigtigt, nemlig at imponere Alfreda og sørge for at hun vidste hvor vild han var med hende, før dagen var omme.
”Varulve, siger du? Skal vi gå ind og se om vi kan fange os en?” lo han. Han bemærkede at hun kæmpede med en vildfaren hårlok, og derfor tog Morpheus sin frie hånd og hjalp hende med at tæmme det. Hans blå øjne iagttog hende og hendes reaktion på at hans hånd nu nærmest kærtegnede hendes kind, for at få hårlokken på plads bag øret. Et skævt smil krøb op over hans læber, før han igen kiggede over på huset. Morpheus havde selvfølgelig ingen intentioner om at gå derind, men han ville gerne tættere på, så de kunne tjekke stedet ud, uden at være i fare for genfærd eller… varulve.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 27, 2019 22:55:41 GMT
I et split sekund havde Alfie stået der, med hendes ansigt ualmindeligt tæt på Morpheus', hvor en uventet tanke og deraf lyst pludselig havde strejfet hende - skulle hun, skulle hun ikke? De brune Bambi øjne havde stirret ind i hans isblå af slagsen og hun havde næsten følt at tiden omkring dem var gået i stå. Hvad gjorde denne fremmede dog ved hende? Læberne havde hun fugtet og hurtigt derefter var et lille grin gledet over ved hans kommentar, hvor hun bagefter i frygt havde slået blikket væk og ned i jorden for måske at havde stået og stirret alt for meget, hvilket havde hængt nogenlunde sammen med at det var sekunder inden hun havde mærket hans hånd nærmest kærtegne hendes kind. ,,Jeg lover ikke at heldet er med os, men vi kan jo forsøge..", havde hun svaret og atter slået blikket op på ham med et naturligt smil på læberne, hvorefter hun havde sat gang i fodtøjet og bevæget sig imod det såkaldte spøgelseshus. ,,Forvent nu ikke at jeg kommer og redder dig, hvis den store stygge ulv skulle dukke op." Drillende gav hun et mindre skulderpuf til den noget højere mand ved siden af sig.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on May 31, 2019 16:45:27 GMT
Morpheus havde smilet over Alfreda og hendes søde natur og bedårende reaktioner, op indtil det øjeblik, hvor hun havde virket lige så målrettet efter at tage hen til spøgelseshuset, som Morpheus havde givet udtryk for at han var. Nej ved Merlin nej, om han skulle ind i et hjemsøgt hus - og et af de mest omtalte, endda.
Fødderne var fast plantet i jorden og han holdt fortsat et greb i hendes hånd og kiggede på hende med lidt større øjne. Han fik hende stoppet. ”Hey, woooaaah…. Måske skulle vi lige genoverveje situationen? Du ved godt at vi snakkede om varulve, ikke?” Han havde jo ikke troet at hun rent faktisk ville gå der ind i det forbandede hus.
”Måske skulle vi lige genoverveje, før vi gør noget så drastisk?” han lo og prøvede at gemme usikkerheden i sin egen latter.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 1, 2019 21:33:12 GMT
Alfreda havde været på farten, og med Morpheus lige i hælende havde hun følt sig ustoppelig. Lige indtil Morpheus hamselv var stoppet, hvilket havde fået brunetten til at kikke sig over skulderen, hvor hun med et nysgerrigt blik havde betragtet på ham. Hun havde lyttet til hans tøvende ord og overvejende havde hun fugtet læberne. Genoveje? Tjo måske - hun havde måske selv været lidt for ivrig inden hun havde tænkt det helt igennem.
,,Så.…Hvad foreslår du at vi gør?" Havde hun spurgt dæmpet, efter hun havde vendt kroppen mod ham og havde taget de sidste to skridt hen til den noget ældre troldmand, så de til sidst stod med næsten ingen mellemrum mellem deres kroppe.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 2, 2019 16:33:09 GMT
Da Morpheus nu havde kvindens opmærksomhed, og hun nu stod så tæt på at han umuligt kunne lade dette øjeblik glide forbi dem, uden at kysse hende, så måtte han tænke hurtigt. Han stod et øjeblik og kiggede overvejende på Alfreda, før han rømmede sig – han havde en idé.
Han begyndte at trække sin læderjakke af ”Jeg foreslår at vi nærmer os forsigtigt…” han fik trukket sin jakke af, ”…Ved hjælp af en usynlighedskappe.” Han smilede skævt til hende og hævede nu jakken over deres hoveder, så de begge stod i læ under den.
Han stod et øjeblik og betragtede hende fra under jakken ”Se? Her er vi i sikkerhed. Her er der ingen der ser os.” Hviskede han og så skiftevis fra hendes bambi øjne til hendes fugtede læber. Langsomt lænede han sig ind mod hende, så deres læber nu kun var få centimeter fra hinanden. De stod så tæt at Morpheus kunne mærke varmen fra hendes ansigt.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 6, 2019 12:56:06 GMT
Nysgerrigt havde brunetten betragtet amerikaneren foran sig. Nysgerrigt havde hun fulgt ham med de store Bambibrune øjne som han havde trukket læderjakken af og nysgerrigt havde hun ladet ham dække dem til. Hans kommentar havde gjort det umuligt for Alfreda at skjule hvilket som helst smil, hvilket efterhånden var blevet temmelig normalt - selv den tammeste joke reagerede hun på. Med øjnene placeret i hans, havde hun nikket til Morpheus sidste ord. Ingen kunne se dem. De var ''alene''. - Alene, uforstyrret og ufatteligt tæt på hinanden. Det sidste slog først Alfreda rigtigt da hun mærkede den varme ånde fra Morpheus mod hendes egne bløde læber. Skulle hun? Burde hun? Var det det rigtige at gøre?.. Skid hul i det! Med hvad der knap nok føltes som to centimeters rum tilbage, gled øjnene i og Alfreda fjernede den sidste luft mellem dem som hun lod sine læber møde Morpheus'.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 6, 2019 13:54:33 GMT
Det føltes som om tiden var gået i stå. Nej, måske nærmere som om tiden ikke eksisterede? Der var kun Alfreda og Morpheus i dette øjeblik, og den søde følelse af hendes bløde læber mod hans, da de endelig mødtes. Det var sjovt nok ikke kommet bag på ham, at de endte med at kysse, men alligevel havde han følt sig spændt og nervøs… Men noget havde fortalt ham at det bare var meningen. Selvfølgelig skulle de to kysse.
Han stoppede med at holde jakken, men lod i stedet forsigtigt sine hænder glide ned på hendes skuldre. Jakken gled naturligvis af dem, men Morpheus var ligeglad, også selvom de nu stod i et blindende lys og ikke længere var gjort usynlige. Han måtte bare have hendes kys.
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 9, 2019 0:20:11 GMT
Varmen voksede fra maven og videre ud i hele kroppen, til finger- og tåspidserne som Morpheus gengældte kysset. Det havde været meningen, det var Alfreda sikker på; meningen at de denne skæbnesvangrende dag skulle møde hinanden og at dette kys skulle ske. Og med den tanke mærkede hun hvordan mundvigen trak op til et smil under kysset, og om end ikke Morpheus også mærkede det. Ligeglad med om at hele verdenen så dem, forsatte hun kysset. Det hele faldt så naturligt, deres læber der mødtes, hans hænder på hendes skuldre og hendes hænder der langsomt sneg sig op på hans brystkasse. Men ved merlin hvor var det dumt.. Så dumt. Kysset brød hun, hvorefter hun bøjede en smule med hovedet og endte med at kikke ham i brystkassen, et træk der gjorde at Morpheus ikke kunne se det pinligt store smil der havde overtaget de fugtige læber. ,,Jeg kender kun dit navn…" Trods ordene, så var der intet negativt at spore i stemmen, tværtimod var det det stik modsatte. ,,- og alligevel føles det så rigtigt?"
|
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Jun 9, 2019 11:35:12 GMT
Morpheus havde fortsat sine hænder placeret på Alfredas skuldre, da hun brød kysset. Det vækkede hans opmærksomhed og han kiggede nysgerrigt ned på hende, i et forsøg på at fange hendes blik. Finde ud af hvad der havde fået hende til at stoppe. Havde han været for meget? Havde han haft dårlig ånde?
Det lykkedes ham ikke at læse hendes ansigt, men hun brød heldigvis stilheden. Morpheus smilede ”åh, du ved da også at jeg er Amerikaner... og nu ved du også jeg er god til at kysse,” svarede han hende tilbage med et lydløst grin. Morpheus prøvede dog at tage sig sammen og prøve at være en smule romantisk, ”Men du har ret... det føltes rigtigt. Jeg tror det er rigtigt.” Han nikkede ved tanken. Der var noget ved de to, der bare passede perfekt sammen.
|
|
|