Can't Keep My Hands To Myself...

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya rynkede på panden, "Jeg forsvandt og forlod dig, fordi du brød vores forlovelse og smed mig ud af lejligheden. Hvad skulle jeg have gjort? Du gjorde det ret klart og tydeligt, at du ikke ville have mig i dit og Timothys liv. Ikke at jeg bebrejder dig, men.." svarede hun og trak lidt på den ene skulder. Hun huskede tydeligt den dag og hun ville nok aldrig glemme den.
Hun førte en hånd igennem sit hår, "Der er stor forskel på, hvad jeg har lyst til og hvad jeg har mulighed for.." svarede hun lavmeldt og sendte ham et lille smil. For slet ikke at snakke om, hvad hun havde overskud til, for lige nu var det overskud lig med nul. Hun havde mere overskud til, at ligge sig ned og dø.
Hun så undskyldende på ham, før hun lukkede døren efter dem og satte sig ved siden af ham i sofaen. "Det er det eneste de kan.. Dacoda har ikke haft en nem barndom, hun gør hvad hun har lært og hvad hun er opdraget til. Jeg tror bare jeg har været heldig og have min mor også.. Hvis man da kan kalde det held," hun skar en let grimmasse. Hun lagde en hånd forsigtigt mod hans skulder og strøg ham let, "Jeg skal nok få ham hjem til dig. Det lover jeg," sagde hun blidt og kyssede kort hans kind. "Kom, du kan sove i min seng i nat, så sover jeg på sofaen," sagde hun og rejste sig for, at vise ham vej til første salen, selvom han jo sådan set havde været i hendes barndoms hjem før.

[Deleted]

"Kaya, du tog stoffer... Du var mig utro med Jayden? Der var mange ting i rygsækken" sagde han blot, det var jo ikke fordi at han bare havde smidt hende ud for sjov fordi at han var træt af hende eller noget i den stil.
"Det gjorde så ondt på mig dengang Kaya, lige siden jeg var 13 og så dig første gang var jeg helt sikker på at jeg ville være sammen med dig i rigtigt mange år, men på en eller anden måde gik det hele galt" sagde han, han vidste da udemærket også godt at det havde gjort ondt på hende, og det gjorde det jo ikke nemmere at de begge havde mange følelser involveret i alt dette her.

Han sukkede: "Kaya, hvis jeg kunne gøre det hele om så ville vi sikkert stadig være sammen. Men der skete så mange ting og jeg tror bare vi fik såret hinanden så mange gange" påpegede han roligt.
Det var jo lige præcist sådan her han godt kunne lide Kaya, når hun var nede på jorden og de kunne snakke om tingene. De var jo gode til at snakke om tingene for det meget, men nogengange fik følelserne bare overtaget også kunne man ikke tænke klart mere.
Han smilede som hun kyssede hans kind, og han kunne mærke hvor velkendt det var: "Det er altså okay, vi kan sagtens dele seng... det har vi da gjort før" sagde han afslappet, det havde han nu ikke det store problem med.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya mærkede sit hjerte synke lidt. Hun havde været ham utro med Jayden, én gang, mens de stadig havde gået på Hogwarts, første gang de havde været kæreste. Ja, hun havde taget stoffer, gjorde det tilmed stadig nogen gange, for at kunne holde verden bare lidt ud, men aldrig mens hun havde været i et forhold med Elliott. Hun valgte dog, at holde de ting for sig selv. Hun vidste et sted godt, at det ikke ville ændre noget alligevel, "Du behøver ikke forsvare dine handlinger, Elliott. Jeg bebrejder dig ikke og jeg forstår godt, hvorfor du slog op. Men det betyder ikke, at jeg ikke savner dig," svarede hun roligt. Normalvis havde hun nok givet sig til at råbe og skrige, men sådan var hun ikke mere. Hun havde fundet fred med, at hun snart skulle fra jorden, så hun kunne ligeså godt give dem hun ville efterlade tilbage på jorden, en god afslutning. Det skyldte hun dem. Det skyldte hun især Elliott.
Hun slog blikket lidt ned mod gulvet, "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, udover undskyld, men det er bare.. Ikke nok, det ved jeg godt," sagde hun roligt og trak lidt på den ene skulder, før hun vendte blikket tilbage på ham og sendte ham et svagt smil, "Hvis der var noget jeg kunne sige eller gøre, for at gøre det hele godt igen, så sagde jeg det og gjorde det, men lige nu er det eneste jeg kan gøre, at få Timothy hjem til dig," tilføjede hun og satte sig lidt til rette i sofaen.
Hun rynkede lidt på panden, "Det var ikke din skyld, vores forhold gik i stykker, Elliott," sagde hun roligt, uden at vide om de kunne have gjort noget anderledes. Hun vidste bare, at hun trak ham ned, så det var for det bedste, at de ikke var sammen mere. Hun følte hun havde gjort nok skade.
Hun mærkede en lettelse over, at han ikke blev sur over, hun kyssede ham på kinden. Det var øjeblikke som disse, som virkelig gjorde, at hun kunne mærke, hvor meget hun savnede ham. "Er du sikker? Det er ikke noget problem, for mig at sove på sofaen," spurgte hun roligt og førte en hånd igennem det blonde hår.

[Deleted]

Han kiggede i mod hende og sukkede så. Alle de tanker fra fortiden som han nærmest ikke vidste hvad han skulle gøre ved, det gjorde ondt og alligevel føltes det befriende at kunne snakke med hende om det, bare fordi at hun jo trods alt var den eneste der også havde været der og fuldt ud kendte situationen.
"Jamen i lige måde... " sagde han blot, han kunne da ikke sige han forstod hende hundrede procent, han havde jo aldrig lige prøvet stoffer eller noget i den stil, men han havde virkeligt savnet hende da det hele var endt med at gå galt.
"Nej du behøver ikke sige undskyld, hvis du virkeligt vil gøre noget, så kan du gøre det bedre i fremtiden sådan at vi kan holde kontakten" sagde han i et smil, det var jo egentligt det han havde ønsket sig hele tiden.

"Ja det er fint, vi kan da fint sove sammen" sagde han roligt og trak på skuldrene. Han kendte hende jo ganske godt og de havde da sovet ved siden af hinanden tusinder af gange før: "Jeg kan sikkert ikke sove meget alligevel" sagde han.
Han kunne slet ikke holde til at Timothy var væk, hvordaan han havde det eller om Dacoda overhovedet passede ordenligt på ham. Han stolede jo trods alt ikke på Dacoda på nogen som helst måde.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya rynkede lidt på panden, "Hvordan kan du savne mig? Jeg damnede så meget op, på alle tænklige måder," spurgte hun uforstående. Det gav ingen mening i hendes hoved, men det var nok også fordi hun var så langt nede i kulkælderen, at den virkede umulig, at komme op af igen.
Hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle forholde sig til noget af det. Hun vidste bare at Elliott var en af de få, som hun virkelig ønskede, at rette alle trådene ud med, før hun skulle fra denne jord. "Min søster har lige kidnappet Timothy, og du ønsker stadig jeg skal være en del af jeres liv? Selv når jeg prøver, at holde mig væk, så sker de her ting. Jeg har udsat jer for så meget. Hvordan kan du blive ved med, at tilgive mig og stadig ønske mig i jeres liv? Misforstå mig ikke, jeg er glad og taknemlig for det, jeg.. Forstår det bare ikke," svarede hun og så spørgende på ham. Hun ville så gerne sige til ham, at hun ville gøre sit bedste, men hun var så bange for at love ham noget, hun måske ikke ville kunne holde.
Hun ville så gerne være en del af deres liv, det havde hun altid gerne ville, men hun følte på ingen måder, at hun fortjente det. Nu mindre end nogensinde før.
Hun nikkede lidt, "Så gør vi det," sagde hun roligt. Hun var egentlig ikke nervøs for, at sove sammen med Elliott, det havde de jo gjort et utal af gange før, men det var alligevel en underlig savnet følelse. Hun bed sig lidt i læben, "Altså, jeg har noget sove-eliksir, hvis det er," tilbød hun roligt og sendte ham et halvhjertet smil. 

[Deleted]

Elliott trak let på skuldrene, det vidste han jo nærmest heller ikke selv.
"jeg tror bare jeg savner den gode tid vi havde sammen" sagde han og smilede i mod hende, der var jo ingen tvivl om at deres forhold havde været noget helt specielt og Elliott ville da aldrig nogensinde kunne hade hende fuldkommen, selvom det da helt sikkert ville være noget nemmere.
"Ja... du siger jo selv at du har prøvet på at beskytte os. Så enten lyver du eller også så syntes jeg da du skal være en del af hans liv" sagde han i en venlig og rolig stemme, bare lige for at pointerer at han ikke mente hun løj, men for at forklare sine tanker omkring det.

"nej det er okay jeg skal nok falde i søvn på et tidspunkt... Måske senere" sagde han og rejste sig op for at gøre klar til at gå op og sove, han var rimeligt smadret i hovedet og på den ene side var han sikker på han kunne sove med det samme.
På den anden side var han lige ved at dø, han havde ikke lyst til at ligge vågen den halve af natten men han var naturligvis fuld af tanker omkring Timothy. Han ville gerne spørge til det, men han var egentligt ret sikker på han ikke ville have svar på om Dacoda kunne passe på et barn.
Han måtte bare holde fokus.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et svagt smil meldte sig på Kayas læber, "Me too.." svarede hun blidt, et toneleje man ellers kun sjældent hørte fra hende, især i de sidste par år. Hun savnede jo også ham. Virkelig meget. Nogen gange endda for meget, men det var især hver gang hun så ham.
Hun nikkede lidt og bed sig i læben. "Jeg lyver ikke," svarede hun og tørrede hurtigt en tåre væk, der løb ned af hendes ene kind. "Du kender ham bedst, så hvis du mener, det vil være bedst for ham at se mig, så.. Vil jeg gerne se ham," tilføjede hun, skønt hun godt vidste, at hun stadig ikke måtte for ministeriet, men det havde hun jo gjort klart for Elliott flere gange, så hun regnede med, at han godt vidste det stadig var sådan landet lå.
Hun rejste sig da han gjorde, "Ellers må du bare sige til," fastholdt hun sit tilbud. Hun gik roligt op ad trapperne til første salen i hytten og lukkede døren indtil soveværelset op. Hun fandt en ekstra dyne og et par puder frem til ham og lagde betræk på og gjorde resten af sengen klar til dem. "Er der noget jeg kan gøre for dig?" spurgte hun og så på ham, før hun roligt begyndte at tage tøjet af, for at få nattøj på. Hun havde fået en hel del flere ar rundt omkring på kroppen, men ellers lignede hun sig selv. Hun lagde sig under sin dyne iført en oversize t-shrit og et par trusser, præcis som hun plejede at sove i.

[Deleted]

Han nikkede.
"Jeg tror det er bedst for alle forældre at se deres børn, og han er så ung endnu at du sagtens kan nå at redde det" sagde han og kunne ikke helt holde et smil tilbage i mod hende: "Jeg har savnet bare at snakke med dig sådan her" sagde han ærligt.
Sådan en helt almindelig og rolig samtale, det havde han virkeligt savnet. Han var jo glad for Kaya og selvom de to ikke fungerede sammen som et par, så ønskede han da bestemt at de kunne være gode venner.
De havde jo trods alt så meget fortid sammen.

Han smilede let: "Næh, jeg tror det eneste du kan gøre nu at få Timothy hjem" sagde han.
"Hvordan går det egentligt med resten af din familie?" spurgte han, en ting var jo Dacoda men Kaya's familie var jo absurd indviklet og stor. Elliott tog tøjet af, men lod bokseshorts blive på og det samme med hans t-shirt.
Nu var de jo ikke et par mere så han måtte hellere være lidt passende, og han lagde sig så roligt under dynen ved siden af hende, han var træt og kvæstet, men bekymringerne susede samtidig rundt i hans hoved.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya nød synet af Elliotts smil og mærkede sine øjne blive fugtige, skønt der ikke faldt nogle tåre fra hendes øjne, så kunne hun mærke de gerne ville. "Har du fortalt ham.. Om mig?" spurgte hun med en tydelig rørt stemme. Hun havde så længe gået og lukket af for sine følelser, fordi hun ikke havde følt der havde været plads til dem, for de ville blive set som en svaghed. "Sådan her? Mig der står og halv tuder eller bare generelt uden vi råber af hinanden?" spurgte hun lidt drillende og og grinte let, mens hun førte en hånd op for, at fjerne de par tåre der alligevel var sluppet forbi hendes kamp mod dem.
Hun savnede jo også ham, det ville hun aldrig ligge skjul på. Han var en af de få, hvis ikke den eneste, som virkelig kunne få hende op, når hun var nede. Elliott og Timothy var de eneste grunde til, at hun ikke havde taget livet af sig selv endnu, fordi hun indtil for et par timer siden, da Dacoda havde kidnappet Tim, havde været deres sikkerhedsnet, for at Dødsgarden ikke gjorde dem noget. Hun ville hellere have livet resten af sit liv i fingrene på Dødsgarden, end hun ville sætte Elliott og Timothys liv i fare.
Hun nikkede lidt. Hun ville så gerne sige, at han ikke skulle bekymre sig, men Tim var i hænderne på Dacoda og Kaya ville ikke give Elliott falske forhåbninger. Hun havde set Dacoda slå børn ihjel før, men den information holdt hun for sig selv. "Om det så bliver det sidste jeg gør, så stopper jeg ikke, før han er trygt i dine arme igen," lovede hun og sendte ham et lille smil.
Hun lagde sig om på siden med fronten mod ham, da hans spørgsmål lød. Hun sukkede tungt, "Well, Dacoda er Dacoda, intet nyt under solen der, udover jeg tror hun har fået sig en lille bitch, til at udføre alt the dirty work.. Harper er kommet tilbage til Garden.. Jeg har stadig ingen kontakt til mine forældre.. Til gengæld har jeg fundet ud af, at jeg har en storebror på min mors side, fra før hun fandt sammen med min far. Ellers intet nyt," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, "Hvad med din familie?" spurgte hun retur og lagde sig lidt bedre til rette. Det var faktisk - omstændighederne taget i betrækning - virkelig hyggeligt og rart, at dele seng med ham igen.

[Deleted]

"Ja jeg har fortalt ham om dig... Det man nu kan fortælle en 2 årig" sagde han i et lille smil, det var jo ikke fordi de snakkede om hende på den måde, men Elliott nævnte hende da, fordi at han ikke ønskede at skjule for ham at han havde en mor.
"Han troede engang at min mor var hans mor... Fordi han begyndte at kalde hende for mor, men den periode er han kommet sig over" sagde han i et smil, det var da også svært at forstå Hvem der var hvem når man ikke var ret gammel, og selvom det var trist, havde Elliott egentligt også fundet det lidt sødt.
"Ja, sådan lidt mere lidt som i gamle dage... " sagde han i et smil, og rakte over for at tørre en tårer af hendes kind: "Du skal ikke være ked af det" sagde han blot og smilede så.

Han nikkede: "Jeg håber bare ikke der sker noget med ham indtil da" sagde han i en rolig stemme.
"Art, ja det lyder jo ikke som om der er kommet mere to på den" sagde han og lagde sig længere under dynen, men lagde sig på siden så han kunne kigge på hende imens at de snakkede: "Tjoh, intet vildt og nyt. De lever alle sammen og har det nok som det har haft de sidste 20 år. Almindelige, kedelige mennesker" sagde han i et grin, dog var Elliott bare glad for at han havde en almindelig familie.
Selvom han da til tider - eller rettere ofte, savnede og tænkte på sine biologiske forældre.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya mærkede en stikkende fornemmelse i hjertet, "Hvad har du fortalt ham?" spurgte hun stille, selvom hun egentlig ikke var helt sikker på, om hun havde lyst til at vide det, for hvad kunne man fortælle en 2 årig? At hans mor havde siddet i Azkaban og levet en lidt for vild ungdom med stoffer og fart over feltet, hvilket gjorde at hun ikke måtte se ham? Hvad var den børnevenlige udgave af det? Hun smilede lidt ved da han fortalte om perioden, hvor Timothy havde kaldt Elliotts mor for mor. Selvfølgelig gjorde tanken om, at en anden kvinde skulle komme ind i Timothys liv og overtage den plads, som biologisk set var Kayas, ondt. Men hun vidste også godt, at hun ikke kunne gøre noget, hvis den dag kom. "Det må også være svært, at forstå i den alder," sagde hun og sendte ham et lille smil retur.
Hun nikkede lidt, "Yeah.." svarede hun og vendte blikket mod ham, da han kom tættere ind i hendes synsfelt og hun kort efter mærkede han tørrede tåren væk fra hendes kind. Hun fnøs lidt, med et svagt smil over sine læber. "Man ligger som man har redt, det ved jeg godt, men.." hun tav og kneb læberne sammen for, at holde kontrollen over sine følelser. Hun savnede for pokker det lille menneske hun havde gået med i ni måneder i sin mave. Hun havde været alene under hele graviditeten og under selve fødselsen. Hun havde fået lov til, at ligge med ham i en time efter han var blevet født og derefter, var der kommet to auror og taget ham ud af hendes arme. Hun havde kendt ham én time. Hun følte sig så fjollet for at savne et menneske, hun kun havde tilbragt en time med.
Hun bed sig lidt i læben, "Jeg ville ønske, jeg kunne love dig, der ikke sker ham noget.. Men jeg kender Dacoda.." hun havde lært, at hun ikke skulle love ting hun ikke kunne holde. Men hjem, skulle hun nok få Timothy. På den ene eller den anden måde.
Hun trak lidt på skulderen, "Jeg tror bare, jeg prøver at komme gennem dagene en af gangen. Jeg har været stoffri i snart halvandet år, så på den front er der da sket lidt," sagde hun og sendte ham et roligt smil. Det var rart at dele seng med ham igen, også selvom de bare lå og snakkede, det var jo ganske uskyldigt. "Bare fordi det er almindelige liv, betyder det da ikke, det er kedelige liv," sagde hun og rettede lidt på hans dyne da han lagde sig længere under den, før hun trak sin hånd til sig igen og lagde den under sit hoved. Hendes nøddebrune øjne gled ubevidst til hans læber. Hun savnede ham, selvom hun blev ved med at fortælle sig selv, at det var dumt.

[Deleted]

Han kiggede på hende som hun spurgte hvad han havde fortalt.
"Ikke rigtigt noget, bare at han har en mor som elsker ham, og at hun sikkert sidder og tænker på ham. Han er jo ikke så gammel at han rigtigt kan spørge om noget eller vide noget, så det er mere fordi jeg gerne vil have at han ved at han har en mor, og jeg vil også gerne have at han vokser op og ikke hader hende" sagde han og bemærkede godt at han talte om hende i 3. person.
Det var bare vigtigt for ham at Timothy blev så normalt og havde så normal en opvækst som muligt.
Det var da så sikkert ødelagt nu hvor at han var blevet kidnappet af Dacoda, hvilket igen fik tårer frem i hans øjne. Han var bare sådan en god dreng, han fortjente ikke at være i hænderne på sådan nogen forfærdeligt mennesker.

Han smilede let som hun rettede på dynen, der var da uden tvivl noget totalt mor agtigt over hende. Han nikkede blot, det med Dacoda... Han ville slet ikke tænke på det - han måtte bare stole på at det snart var godt igen.
"Det er også flot" roste han hendes selvom han jo ikke ligefrem vidste noget om hvordan det var at være på stoffer. "Hvorfor er det fedt? Altså stofferne?" spurgte han i en nysgerrig stemme og lå bare og kiggede på hende.
"Næh, jeg tror også jeg er meget glad for mit liv. Jeg har nok bare altid tænkt at du syntes det virkede lidt kedeligt" sagde han, Kaya havde jo søgt en del veje i livet som Elliott altid havde holdt sig langt fra. Han smilede i mod hende, det virkede bare så rigtigt når han lå med hende sådan her - en del af ham havde helt sikkert ønsket at det aldrig var gået galt imellem dem.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Alt hvad Elliott fortalte gjorde ondt på Kaya, selvom hun selvfølgelig også var taknemlig for, at han ikke svinede hende til eller talte ondt om hende til Timothy. "Tak," lød det næsten hæst fra hende, hvilket fik hende til at rømme sig lidt. Der skulle nok ikke mange hjerneceller til, for at se og hører på hende, at hun var påvirket af situationen, selvom hun blev omtalt i tredje person.
Hun så på ham med et blidt blik, da hun bemærkede tårene i hans øjne, "Hey.. Dacoda slipper ikke godt for det her og hvis Timothy minder bare en lille smule om dig, så har du intet at bekymre dig for," prøvede hun af opmuntre ham lidt, selvom hun godt vidste, hun næppe kunne sige ret meget lige nu, som ville gøre det bedre, da hun ikke ville lyve for ham.
Hun tænkte ikke selv over, at det virkede mor-artigt at rette hans dyne for ham. Hun så blot smilet på hans læber, hvilket fik det til at gå op for hende, hvad hun havde gjort, "Sorry.." sagde hun roligt, da hun følte sig en smule dum for, at have gjort det.
Hun trak lidt på skulderen til hans ros, "Well, det havde været endnu flottere, hvis jeg slet ikke havde gjort det i første omgang," svarede hun og smilede lidt til ham. Hun fugtede sine læber kort med sin tunge spids. "Følelsen af at kunne alt.. Man ser verden på en helt anden måde. Ting man før så som et problem, er pludselig ligegyldig. Både fysisk og psykisk smerte eksistere ikke. Der er ikke noget man skal forholde sig til.. Det er svært at forklare.. Men nedturen og abstinenserne er det ikke værd," prøvede hun at forklare, selvom hun ikke syntes det var nemt at forklare, "Du overvejer måske, at prøve?" spurgte hun lidt drillende.
Hun rystede lidt på hovedet - så godt hun nu kunne når hun lå ned - og rettede sin pude under sit hoved en smule, "Hvorfor skulle jeg syntes det?" spurgte hun roligt og smilede lidt til ham. Hun kunne mærke, hvor velkendt det føltes at ligge ved siden af ham, men samtidig kunne hun også mærke, hvor meget hun savnede aftener og nætter som denne. Hvor de bare havde ligget og snakket til langt ud på natten. Hun kunne også mærke, hvor meget hun savnede at få lov til, at kysse ham og lægge tæt med ham. Han ville altid have en plads i hendes hjerte, og det ville hun aldrig kunne komme uden om. Hun overvejede kort om, det ville være bedre, hvis hun bare lagde sig ned på sofaen alligevel, så hendes åndssvage lyster og savn ikke pludselig skulle ødelægge noget, nu hvor de endelig kunne snakke stille og roligt sammen.

[Deleted]

Han smilede let i mod Kaya.
Han kunne jo godt forstå at hun blev påvirket, ligemeget hvad ens situation var, så kunne han jo ikke forestille sig at man nogensinde kunne stoppe med at elske sine børn: "Jeg håber egentligt bare at det hele kommer til at ende godt" sagde han og sukkede, han kunne ikke rigtigt holde ud at tænke for meget på det og han håbede bare at Kaya havde ret når hun sagde at hun ville få styr på situationen og få Timothy tibage igen.
Især nu hvor hun gerne ville være en del af hans liv.
Han grinede let og rystede så på hovedet som hun spurgte om han havde overvejet at prøve: "Åh nej slet slet ikke, jeg er en mega kylling hvad sådan noget angår" sagde han, det havde han slet ikke lyst til.

"Jeg bliver sikkert bare bims er det, tror det er fint for mig med alkohol hvis jeg har brug for en fest" smilede han, han havde jo altid været en ganske afslappet fyr.
Han sukkede let: "Det ved jeg ikke helt, måske fordi at jeg sådan er en meget normal og kedelig person. Job, uddannelse.. Du ved... Ikke rigtigt noget vildt i mit liv. Altså lige udover dig" sagde han i et grin, som mente han det positivt.
Det havde jo også været positivt engang, det var bare gået lidt galt.
"Måske vi burde sove" sagde han roligt og smilede i mod hende, han var virkegit glad for at de var kommet på god fod igen og han håbede virkeligt sådan at det kunne fortsætte sådan i fremtiden.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya vidste ikke om det var normalt eller sært, at hun elskede en dreng, hun kun havde tilbragt en time med for nogle år siden efterhånden, men det gjorde hun. Selvom hun måske ikke var mor i sin hverdag, så var hun det jo alligevel i sit hjerte. "Det skal nok ende godt," svarede hun og sendte ham et lille smil, selvom hun stadig godt vidste, at hun ikke kunne love noget. Det var trods alt Dacoda og hun havde set Dacoda slå børn ihjel.
Hun havde jo altid gerne ville være en del af Timothys liv, men omstændighederne og hendes fortid, havde gjort, at Ministeriet havde frataget hende retten til at have noget med den lille dreng at gøre. Hun var nok efterhånden bare nået til et punkt, hvor hun var ligeglad, om hun så fik livstid i Azkaban for det, for det ville ikke gøre nogen forskel for hendes livskvalitet.
Hun grinte lidt med ham, "Er du bange for, at blive afhængig?" spurgte hun roligt og sendte ham et nyt smil. Et sted ville hun godt kunne forstå, hvis det var derfor. Han havde vel set, hvad stofferne havde gjort ved hende.
Hun trak lidt på skulderen, "Well, stoffer får man ikke tømmermænd af dagen efter og et alkoholsmisbrug er faktisk mere skadeligt," svarede hun og blinkede til ham, skønt hendes ord var sande. Det var egentlig lidt sjovt, at tænke på, at alkohol som var farligere end både stoffer og helt almindelige smøger, alligevel var det alkoholen folk fra 16 års alderen kunne købe, mens smøger først kunne købes fra 18 års alderen og stoffer var direkte ulovlige.
Hun grinte let igen, "Sig mig, siden hvornår er du blevet sådan en stor røv? Du er rigtigt efter mig i dag," sagde hun drillende, men kunne ikke helt lade vær med, at nyde hans selskab. Hun vidste jo godt, at der ikke ville ske noget mellem dem, men det betød ikke, at hun ikke ville være venlig og ville elske, hvis de om ikke andet kunne få noget af deres gamle venskab op igen.
Hun mærkede en lyst til, at give ham et godnat kys, men holdt sig selv i skindet og gjorde det ikke. "Yeah.. Godnat, Elliott," svarede hun blidt og bed sig lidt i læben med et svagt smil gemt bag, mens hendes nøddebrune øjne hvilede på ham.