Can't Keep My Hands To Myself...

[Deleted]

Dacoda tog hårdt fat i Timothy, da han begyndte at græde og skrige, og satte sine fingre hårdt mod den lille drengs kinder, for at få ham til at stoppe med at larme. Hvorfor ville nogen overhovedet, have børn? De larmede jo bare. Det var dét de kunne. Godt hun ikke selv havde haft Frej hjemme i den alder, så havde hun da slået ham ihjel. Hun fnøs let, "Hvornår har jeg nogensinde været fair, søde Kaya?" spurgte hun og tog Timothy op i sine arme.
Hun undviede Kayas besvægelse og var hurtig til, at dreje sig, så Elliots lammer, ramte barnet i hendes arme i stedet for hende, hvor til et grin forlod hendes læber, "Forbier, men godt forsøg. Sådan kan man selvfølgelig også få sin unge til, at holde kæft," lo hun hånligt. Ed'en var ikke brudt, for det havde ikke været hende, som havde ramt Timothty, men Elliott selv.
Hun pegede sin tryllestav mod Elliott, "Et skridt nærmere og det bliver værst, for dig selv mudderblod," snærrede hun, "Bom-Bar-Di-O" råbte hun mod ham, for at få mere kraft på, mens hun stod med den lammet dreng i sine arme, så chance for at ramme rigtigt, var desværre ikke så stor. “Hyg jer,” grinte hun ondskabsfuldt gennem støvet, fra eksplosionen, før hun forsvandt i en mindre røgsky, med Timothy.

//OUT

[Kaya Elisabeth Hansen]

Det skar i Kayas hjerte, at høre Timothy græde og skrige på den måde, selvom hun intet forhold havde til den lille dreng, så var hun stadig hans mor. Hun så mod Elliott, da han ikke lyttede til hende, og fik folk væk, ikke fordi hun som sådan forventede, at han ville havde nogen som helst form for tillid til hende, men når Dacoda var til stede, kunne man kun forvente det værste. Der var så mange mugglere og uskyldige samlet i Londons Zoo lige nu, at hun slet ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv, men hun ville ærligt talt hellere tage en tur i Azkaban igen, end hun ville lade uskyldige blive ramt eller komme til skade. Hun kastede en besvægelse omkring dem, i form af en kuppel, som gjorde mugglerne ikke kunne se dem, selvom den ikke ville beskytte dem mod besvægelserne som lige nu fløj igennem luften, men se og høre dem, kunne de ikke. Hun gipsede let, hendes egen besvægelse først ramte forbi, og Elliotts derefter ramte Timothy.
Hun mærkede panikken, spredte sig mere og mere i hende som steppebrande. Hun slog hænderne op for sine ører, da det høje brag lød, hvortil en hylende lyd i form af tinitus begyndte at ringe for hendes sarte ører. “Elliott?!” kaldte hun i gennem støvet fra eksplosionen og hostede, mens hun prøvede, at se igennem støvet. “Dacoda! Det gør du ikke!” hun nåede kun lige hen til røgskyen, som Dacoda efterlod, men Timothy var ingen stedet at spotte. “Nej! NEJ!” hun faldt sammen på sine knæ, mens de ravgule øjne ukontrolleret erstattede de ellers brune øjne, og de normale tænder, blev spidse som syle, mens et dyrisk brøl lød fra hende, nærmest som om varulven i hende overtog hendes krop, for et øjeblik.

[Deleted]

.

♛

[Deleted]

Elliott kunne mærke hvordan hans hjerte slog fast i mod hans brystkasse som han havde blikket rettet i mod Dacoda.
Han havde da altid godt vidst at Kaya's familie var sindsyg, og det var en af grundende til hvorfor han havde forsøgt at få Kaya ud af sit liv. De havde haft det sjovt samme dengang de var yngre, men Kaya havde valgt den forkerte vej i livet og den ville Elliott ikke være en del af - og da slet ikke nu hvor han havde en søn der også kunne blive involveret.
Timothy fortjente ikke at ende i samme hul.
Som hun tog Timothy op i sine arme, strammede han grebet omkring sin stav, og som hans besværgelse i mod Dacoda ramte Timothy, tabte han sin stav så den faldt til jorden, af bare forstrækkelse over at han havde ramt sin egen søn, og Elliott kunne pludseligt mærke han havde svært ved at få vejret.

Han kiggede på hende med et skarpt blik, og skulle lige netop til at gå frem i mod hende som han mærkede hendes bevægelse ramme ham på skulderen og han faldt bagud og til jorden, han kunne mærke han slog baghovedet i mod asfalten, hvilket fik blodet til at løbe, dog ikke nok til at slå ham ud.
Men der kom jo også magiske kræfter til en når man oplevede ens søn i fare, men da han var ved at være på benene - var de allerede væk.
Han kiggede i mod Kaya: "Kaya...! Hvor er hun taget hen?" spurgte han i en hidsig og dog lidt sløret stemme eftersom han var rimeligt svimmel ovenpå sit eget slag: "Hvor er de!" spurgte han og gik frem og ruskede i hende.
Han trådte dog hurtigt et skridt tilbage som han så hendes ansigt, han var ikke bange for hende - mest fordi han lige nu bare var i panik, men dog var han opmærksom.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya mærkede panikken sprede sig i hende, som steppebrande i en udtørret skov. "Expelliarmus!" råbte hun og pegede sin stav mod Dacoda, men hendes besværgelse ramte ikke, da Dacoda var for hurtigt og Kaya samtidig var bange for, at ramme Timothy. Normalvis, var hun virkelig god i paniksituationer, hvor hun skulle tænke hurtigt, men det var som om klappen var gået ned for hende. De var et sted, som var fyldt med uskyldige muggler og deres børn, selvom hun havde kastet en kuppel omkring dem, så de ikke kunne ses, så kunne de stadig blive ramt.
Som hun faldt ned på sine knæ, forsvandt kuppelen også. Hun klemte sine øjne hårdt sammen, mens klørerne blev boret hårdt ind i hendes håndflader, som hun prøvede at genvinde kontrollen over sine øjne, tænder og klør. Hun rystede på hovedet, "Det ved jeg ikke.." svarede hun stille, mens hun hev efter vejret. Hun anede ikke, hvor Dacoda var taget hen, for hun kendte sin søster godt nok til, at vide, at hun ikke ville tage tilbage til Dødsgardens hovedkvarter, for det ville være for oplagt. Hun mærkede han ruskede i hende, men fulgte blot med bevægelserne. Hun åbnede de stadig ravgule øjne og så op på ham, og opdagede først nu blodet fra hans baghoved. "Du.. du er kommet til skade," sagde hun nærmest lettet, mens øjnene langsomt blev brune igen, tænderne blev normale og klørerne begyndte, at ligne almindelige menneskenegle. Hun grinte lettet og satte sig ned på bagdelen. "Ed'en er brudt," lød det mere og mere lettet fra hende. Hun var fri. Men det betød også, at Timothy var mere i fare, hvilket fik grinet til at forsvinde med det samme igen. "Åh nej, ed'en brudt," hun førte sine nu beskidte hænder i gennem det lange blonde hår. "Shit. damn. Det var hendes plan hele tiden," hun tog sig til hovedet, mens tankerne dårligt nåede at være der, før de blev skiftet ud med nogle nye, hvilket fik hendes øjne til at flakke, som hvis hun læste i en bog. "Jeg ved godt, du ikke stoler på mig og det har du al ret til, men du er nødt til, at stole på mig i det her. Okay?" bad hun og rejste sig op, selvom hun blev ret svimmel.

[Deleted]

Som kublen forsvandt forsøgte Elliott virkeligt at holde sin panik til et minimum, eftersom han ikke ønskede at der var en masse mugglere der troede der var en løve løs eller noget i den stil, åbenbart kunne en rolig dag i zoo, så hurtigt blive forvandlet til et mareridt.
Elliott tog sig til baghovedet og hans hånd blev helt rød af blod: "Det er fint nok...Jeg må hen til ministeriet" sagde han, han var jo nødt til at sætte den andre auror på sagen: "Hvorfor er det også du har sådan en lorte familie! Forhelved Kaya jeg gør alt for at holde mig væk!" sagde han.
Det var måske ikke helt fair at det gik udover hende, men hvad skulle han sige, han følte nok lidt det var hendes skyld for han prøvede virkeligt ikke at komme i ballade.

"jeg stoler ikke på nogen før han er hjemme igen... Jeg damning dræber hende" sagde Elliott og kunne mærke hvor vred han var, han havde lyst til at slå hende ihjel, en ting var sikkert og det var at Timothy skulle have det godt.
Men åbenbart var det også for meget at forlange. Han hørte godt at hun snakkede om en ed, men lige nu måtte han indrømme at der ikke var ret mange ting han lige kunne fokuserer på: "Hvad gør vi.. Kaya, hvad gør vi!" sagde han.
Okay han vidste godt at han skiftede ord og taktik hvert 3. sekund, men han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre, lige nu havde han bare brug for at komme efter Dacoda, tænk hvis hun kunne finde på at skade ham!

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya mærkede en lettelse over, at ed'en var blevet brudt. Hun gik lidt mod ham og så på hans hånd, "Ed'en er brudt.." sagde hun lavmeldt. Hun havde lyst til, at danse på stedet, men beherskede sig, mest fordi hun godt vidste, at de skulle have fat i Timothy, før Dacoda fandt på et eller andet lort. "Jeg har ikke selv valgt min familie, og du blev en del af den, da vi fravalgte en abort," svarede hun, hun havde ikke den store kontakt til ret meget af sin familie. Den eneste hun snakkede med, var Dacoda og det var ikke ligefrem fordi hun havde lyst. "Og jeg prøver virkelig, at beskytte dig fra dem, Elliott," svarede hun bildt, det var jo hele årsagen til, at hun havde indgået den ed med Gabriel.
"Tro mig, jeg hjælper dig gerne, med at slå hende ihjel, men please Elliott, stol på mig, selvom jeg godt ved, at jeg ikke har fortjent din tillid," bad hun og prøvede virkelig, at forholde sig roligt.
Hun førte hænderne igennem det lange blonde hår, da han spurgte hvad de skulle gøre. "Vi.. Tager hjem til mig og.. lægger en plan.." svarede hun. Hun elskede sin søn, selvom man måske ikke skulle tro det. "Jeg.. Skal nok forklare alt, men ikke her, så hjem til mig," tilføjede hun og trak sin stav, uden at tænke over, at de var et mugglersted.

[Deleted]

"Eden er brudt? Kaya hvad snakker du om?" spurgte han.
Hvis Elliott virkeligt satte sig ned og tænkte sig om så kunne han sikkert godt huske hvor godt de to havde haft det engang, og han irritation omkring hende bundede jo også ud i at han var skuffet og ked af det.
Han var skuffet over at hun havde valgt at tage stoffer og være sammen med tilfældige fyrer, frem for at arbejde på at kunne se Timothy, eller måske fikse det forhold hun havde haft med Elliott. Men han vidste godt det ikke nyttede noget at ligge i fortiden.
"Jeg tror vi ville have godt af at sidde og snakke sammen en dag Kaya, men jeg tænker ikke lige nu er tidspunktet" sagde han.

De havde aldrig fået snakket tingene ud, og Elliott var sikker på det ville være meget sundt. Han havde mange ting han gerne ville sige til hende, så længe hun naturligvis ikke var påvirket af alverdens ting.
"Jamen det er fint..." sagde Elliott og kunne mærke at hans stemme knækkede, som tårer pludseligt væltede frem til hans øjne, som om han indså hvad der egentligt lige foregik. Han tørrede dem. "Undskyld... jeg har det fint nok" sagde han og forsøgte virkeligt at styrer sig selv.
Det nyttede jo ikke noget at græde nu, han måtte holde hovedet højt og få Timotjhy tilbage, så kunne han jo altid sætte sig ned og græde bagefter.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya følte sig lettet og damned på samme tid. Lettet fordi ed'en var brudt, men damned, fordi et, Dacoda havde deres søn og to, ed'en der havde holdt Elliott og Timothy sikre i al den tid, nu ikke længere var gældende og skønt, det måtte betyde at Gabriel lå død et eller andet sted nu, så betød det også, at Dacoda kunne gøre hvad hun ville nu, hvilket nærmest var farligere, end da hun bare havde været sig selv i dødsgarden og gjort, hvad de sagde for at beskytte Elliott og Tim. "Jeg lover, jeg nok skal forklare, men ikke her," svarede hun og så på ham.
Hun vidste jo godt, at hun havde været langt ude og sådan set stadig var det. Det var alt sammen startet dengang med Ramon og han havde introduceret hende for stoffer, efter det havde det været godt i en periode, men så var Landon kommet ind i billedet, hvilket havde ført til resten af Dødsgarden. Nu var hun efterhånden nået til det punkt, man vidst roligt kunne kalde rock bottom.
Hun trak vejret tungt, "Jeg tror, nu er det bedste tidspunkt, Elliott," svarede hun stille, hun vidste der var meget hun skyldte ham, at forklare, uanset om han ville ende med at vise forståelse eller ej. De havde mange ting, der skulle snakkes igennem og hun ville selvfølgelig også gerne lytte til, hvad han havde at sige og hvis de skulle redde deres søn, så blev de vel nødt til, at stå sammen.
Hun bed sig i læben, da hun bemærkede hans stemme knække og tårene ned af hans kinder. Alt inden i hende knuste fuldstændigt. Hun havde set ham græde før, men det havde mere været af vrede og det smadrede hende inden i, at vide, hun var skyld i den smerte han gennemgik lige nu. "Det okay," sagde hun blidt og lagde sine arme omkring ham, "Du behøver ikke være stærk for mig," forsatte hun i den blide tone, et toneleje man ellers stort set aldrig hørte hos hende, slet ikke i de sidste par år. "Hold fast," hun trak sin stav og transferede dem hjem i hendes stue, hvor hun slap ham igen.

[Deleted]

Elliott var i chok, men han følte at han var nødt til at holde nogenlunde styr på sig selv. Hvordan fanden Dacoda kunne finde på at dukke op i han liv på den måde og ødelægge det havde han ingen idé om, men som et gammelt instinkt tænkte han hurtigt at det måtte have noget med Kaya at gøre.
Han prøvede virkeligt at komme væk fra den del af sit liv, han gad ikke have Kaya’s navn hængende over sit hoved, her var jo bare beviset på hvad det gjorde ved hans søn at han havde en mor der åbenbart havde rodet sig ud i noget lort.
Lige nu var alle tankerne naturligvis mest i afmagt, for sandheden var jo at Elliott nok altid ville have lidt et svagt punkt for Kaya.
De havde haft en utrolig sjov ungdom sammen, det var bare som om hun var gået en anden vej i livet end den han havde tiltænkt og det havde jo desværre gjort deres relation en smule ustabil – for ikke at sige helt ufatteligt ustabil.
Elliott nikkede og tog en dyb vejrtrækningen ved hendes ord i et forsøg på at samle sig selv og ikke bryde grædende sammen, for selvom Elliott helt sikkert var blevet stærkere ved årene – så var han stadig en meget følsom person.
Som hun lagde armene omkring ham sagde han ikke noget, men sagde kort en hånd omkring hendes ryg for at holde fast i hende så hun kunne få dem væk, og som de landede i hendes stue slap han hende: ”Det var ikke lige sådan her jeg havde regnet med at vi så hinanden igen… Jeg fatter slet ikke hvad der foregår… Og jeg vil bare gerne have Timothy tilbage nu” sagde han blot.
Han var nærmest ligeglad med hvorfor eller hvordan, lige nu ville han bare gerne vide hvordan han fik sin søn tilbage.
Han fortjente ikke at opvokse i et omtumlet liv, det var han alt for god af sig selv. Elliott satte sig tungt ned i sofaen, han anede ikke hvad han skulle sige og han kiggede bare op i mod Kaya som han tørrede tårnene på sin kind væk.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde så længe prøvet, at holde Timothy og Elliott i sikkerhed og det havde faktisk også fungeret for hende i næsten to år, hvor de ingen kontakt havde haft og hun havde haft sin ed med Gabriel, som havde holdt både Tim og Elliott sikre og væk fra målskiven. Ja, så havde Kaya så haft det elendigt i mellem tiden, men hun kunne klare det, så længe hun vidste de var i sikkerhed, men som alt andet godt i hendes liv, så var det nu også kommet til en ende. Hun vidste Dacoda kunne finde på de værst tænkelige ting, så som sende dem en af Timothys fingre med ugleposten, eller en tand, et øre eller andet, så hun vidste de skulle handle hurtigt.
Hun slap ham som de landede i stuen og gik ud i køkkenet, for at hente et glas vand til ham. Hun kunne mærke hvor meget, det krævede af hende, ikke bare eksplodere af vrede. Hun stillede glasset foran ham på sofabordet og rakte ham et papir til, han kunne tørre sine øjne og kinder. "Jeg havde ikke regnet med, vi nogensinde skulle se hinanden igen.." svarede hun ærligt og trak lidt på den ene skulder, mens hun gik frem og tilbage over stuegulvet, da hun ikke kunne finde ro i sin krop og hun var nødt til, at holde sig i gang, for ikke at lade sit temperament stikke af med hende.
Hun tog en dyb indånden. "For knapt to år siden, aflagde jeg en ed med Gabriel Mason, Dødsgardens leder. Han fik min ubetinget loyalitet, til gengæld for at ingen i dødsgarden rørte hverken dig eller Timothy. Dacoda brød den ed, da hun kastede den bombardio efter dig," forklarede hun og så på ham med sine nøddebrune øjne, som for en gangs skyld, ikke var så kolde som de havde været de sidste to år. Hun bed sig i læben, "Jeg har to bud på, hvor de kan være, men du kan ikke tage med og ingen auror. Jeg ved godt, jeg har damnet op så mange gange Elliott, men Timothy er også min søn, please stol på mig. Bare den her ene gang. Lad mig bringe ham sikkert hjem til dig og så lover jeg, at jeg forsvinder ud af jeres liv, for good," bad hun med en nærmest tiggende stemme. 

[Deleted]

Der var intet menenske i verden som Elliott havde så meget historie med som han havde haft med Kaya. Han kunne huske alle de gange hun havde lokket ham til at snige sig ud om natten på Hogwarts, alle deres samtaler og hvor stormende forelsket Elliott havde været i hende.
Det var kun fordi han var itvivl om de nogensinde igen kunne have hinanden i deres forskellige liv, Kaya var anderledes nu - hun var blevet voksen og hun havde uden tvivl valgt det vilde liv, hvor at Elliott jo nok stadig var lidt en “kedelig” type i forhold til hende.
Selvom han da selv syntes hans liv var fedt og spændende, så havde han ingen erfaringer med stoffer og han havde heller ikke samleje med en helt masse forskellige mennesker rundt omkring.
”Ja det er længe siden” sagde han blot og tog en dyb indåndring i et forsøg på lige at samle sig selv en smule.

”Dødsgarden? Er du blevet en del af dødsgarden? Kaya hvorfor ville du dog gøre det?” hans stemme var mærkeligt nok ikke hverken super dømmende eller ret højrystet, mest af alt var den helt oprigtigt overrasket.
Af mange dumme ting hun havde gjort, måtte han godt nok indrømme at han ikke havde det det som en af dem.
”Jeg burde nok underrette ministeriet så de kan hjælpe med at få ham tilbage” sagde han og kiggede ned i jorden, han ville bare gerne have Timothy tilbage, han kunne slet ikke bære at tænke på hvordan han måtte have det.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya anede ikke, hvordan hun skulle håndtere, at Elliott gik fra at mere eller mindre råbe af hende til nu, at lyde mere overrasket, end dømmende. "Det har jeg jo lige fortalt Elliott. Jeg gjorde det, for at beskytte dig og Timothy," svarede hun og rakte ham et glas vand, da hun antog han kunne have brug for det, efter den bombardio Dacoda havde ramt ham med. "Er du okay? Har du nogen sår eller noget, jeg skal kigge på?" spurgte hun, nærmest skræmmende roligt, deres situation taget i betrækning. Måske fordi, selvom hun vidste Dacoda var ganske simpel psykopat, så vidste hun også godt, at Dacoda var klog nok til, at vide, at så længe Timothy var i live og uskadt, så havde den ældre halvsøster det lange strå.
Hun spærrede øjnene op, "Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger? Ingen auror. Hvis du først begynder, at blande ministeriet ind i det her, så ser du aldrig Timothy igen. Vil du ikke nok bare lytte til mig, og stole på mig, når jeg siger, jeg nok skal få hjem til dig i sikkerhed, men det vil tage tid. Jeg ved godt, det ikke er dét du vil høre lige nu, men det er den mest sikre vej frem. Stol på mig, Elliott, please," sagde hun med en tydelig alvor og lagde blidt en hånd på hans knæ, mens hendes brune øjne søgte hans øjenkontakt.

[Deleted]

Elliott hørte godt hvad hun sagde, han kunne bare slet ikke forstå det.
At blive medlem af dødsgarden var da det absolut dummeste i hele verden: "Så skulle du sgu da have været kommet til mig istedet for at melde dig ind i sådan en psykopat klan" sagde han i en rolig stemme.
HVorfor havde hun ikke snakket med ham om det istedet for bare at handle? Nogengange var han tvivl om Kaya overhovedet selv ønskede at have et roligt liv, for det endte på en eller anden måde altid med at blive lidt vildt.

Elliott rystede på hovedet, han havde lidt overfladiske skrammer, men intet alvorligt.
"Kaya du må forstå at jeg har lidt svært ved at stole på dig efter alt hvad der er sket" sagde han i en rolig stemme, hun havde valgt en total mærkelig vej i livet hvor at Elliott var gået den helt lige vej igennem det hele.
Han kiggede på hende som hun søgte øjenkontakt og lagde en hånd i mod hans knæ: "Kaya du forstår slet ikke hvor såret jeg har været igennem alle de her år, og det er altså ikke super nemt bare at se dig i øjnene igen og lade som om at det hele bare er super fint" sagde han, de havde splittet op, hun havde datet Lukas, hun havde valgt en masse veje i livet der gjorde hun ikke måtte se sin søn, at hun blev medlem af dødsgarden hun havde taget stoffer og en masse ting ELliott slet ikke kunne sætte sig ind i

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya rystede lidt på hovedet, "De gav mig ikke ligefrem en betænkningsperiode, Elliott," svarede hun, uden at uddybe yderligere, hvad der var sket. Alene tanken fik den klaustrofobiske fornemmelse frem i hende, af Cillian der havde holdt hende oppe imod væggen og Dacoda der havde slået løs på hende, som havde hun været en boksepude i mens. "Og hvad skulle du have gjort? Jeg prøvede at beskytte jer og nu er Timothy alligevel.." hun tav og bed sig i læben, da hun ikke kunne gennemfører sætningen, uden hendes stemme knækkede. Hvordan kunne hun have så mange følelser omkring et barn, hun alligevel aldrig havde haft noget særligt forhold til? Ud over de ni måneder, hun havde båret rundt på ham i sin mave.
Hun vidste dårligt nok selv, hvad hun ville med sit liv efterhånden, så det ville ikke undre hende, at andre slet ikke kunne finde ud af det.
Hun nikkede lidt, da han rystede på hovedet, som tegn på, at hun havde set ham. Hun førte en hånd igennem det lange blonde hår, "Tro mig, det forstår jeg godt. Jeg ville heller ikke stole på mig, men han er også min søn og jeg kender Dacoda. Jeg ved godt, det er meget at be om, især efter alt, hvad jeg har budt dig gennem årene, men please Elliott, stol på mig," bad hun, selvom hun udmærket godt vidste, at det var nærmest umenneskeligt meget at bede om.
Hun bed sig i læben, som de nøddebrune øjne endelig fik lov til, at møde hans. "Jeg ved godt, jeg har damnet op et utal af gange.. Jeg ved godt, jeg har såret dig mest af alle dem jeg har såret på min vej gennem livet. Men jeg ber dig Elliott, fra bunden af mit hjerte. Stol på mig og lad mig bringe din søn hjem i sikker hos dig igen. Jeg lover, at det sekund, du har ham i sine arme igen, så forsvinder jeg ud af jeres liv. For good," sagde hun og så alvorligt på ham.