Can't Keep My Hands To Myself...

[Deleted]

Elliott Andromedius
London Zoo.
Marts 2056, omkring klokken 16.

---

Dacoda var på hævntogt. Det var tidspunkt som disse, at hun var mest farlig at være i nærheden af. Men Kaya havde været intim med Cillian og Dacoda var ikke ligefrem den mest tilgivende person i verden. Hun stod lige nu og kiggede på legepladsen i London Zoo. Der var ikke vildt mange mennesker, men der var mugglerer nok til, at hun havde lyst til, at spring hele stedet til uigenkendelighed. Det var dog ikke hendes mål. Hendes mål var at finde Elliott og Kayas søn. Bruge ham til, at ramme Kaya. Selvfølgelig var det faktum, at ramme Elliott også at foretrække, men hun havde svært ved at sætte sig ind i andre følelser, deriblandt også sine egne.
Hun fik dog øje på den lille dreng som løb og legede. Nu skulle hun bare spotte faren også. Hun gik roligt mod den lille dreng. Hendes nevø. Et klamt mudderblods objekt. Præcis ligesom hendes egen søn, som ingen dog vidste hun havde. Hendes stav var i hendes ærme, klar til at blive trukket. Ligeglad med om der var mugglerer omkring dem. Hun gik ind på legepladsen, meget målrettet mod den lille dreng. Hun stoppede dog op få meter fra ham, som hun fik øje på Elliott. Hun havde mødt ham før og hun ville ærligt talt blive en smule skuffet, hvis han ikke kunne huske hende. Hun havde trods alt kastet en dolor på ham. "Godeftermiddag, Elliott." lød det koldt fra hende, med det genkendelige kolde, legesyge smil på hendes læber. Hun havde bedt Kaya om, at møde hende her om cirka en halv time, så de havde lige lidt tid til at catche op så at sige. Selvfølgelig ville hun have at Kaya skulle overvåge dette her. "Jeg går ikke ud fra, en præsentation af mig, er nødvendig? Bare rolig, Kaya er på vej," fortalte hun i den isende stemme, før hun lod sin stav glide lidt ud af ærmet og pegede den mod Timothy. "Så! Hvad siger du til en lille snak inden?" spurgte hun og vendte de blå, kolde øjne mod ham. Han var vel næppe dum nok, til at gøre modstand når de var blandt mugglerer og hendes stav var rettet mod Timothy.

[Deleted]

Elliott var afsted sammen med timothy, det var hans fridag og han var glad for han bare havde mulighed for bare at være sig selv sammen med sin søn og slappe af. Han havde en del opgaver på uddannelsen lige nu og det var rimeligt hårdt at følge med når man også havde en tre årig mand forsøgte at være far overfor. Derfor var denne dag bare afsat til en dag i zoo. Timothy legede på en legeplads tæt ved og Elliott stod bare og betragtede ham, der var intet bedre i hans liv end hans søn, han elskede han virkeligt og han ville gøre alt for at give ham en god opvækst. Som han hørte en stemme tæt ved ham kunne han mærke hvordan det nærmest løb koldt ned af ryggen på ham og han kiggede roligt efter lyden, som han fik øje på Dacoda, ikke det selskab han havde ønsket sig i idag. "Hvad vil du?" sagde han koldt og skuede let til Timothy i håb om han stadig bare legede, det gjorde han, Elliott havde ikke lydt til at han skulle indblandes i noget som helst. Lige nu vidst han bare ikke hvad han skulle sige til hende. Der var intet i hele verden hun kunne sige, som ville interessere ham.

♛

[Deleted]

Dacodas læber gled op i et faretruende smil. "Lige til sagen. Fair nok, nu skal du høre hvad jeg vil," begyndte hun og rettede sin stav mod Timothy og vendte blikket mod Elliott. Hun rømmede sig let, som hun gjorde sit stemmebånd klart til, at give en længere forklare på, hvorfor hun opsøgte netop ham.
"Jeg vil ramme Kaya, men jeg har ordre fra oven om, at jeg ikke måde skade hende, du ved nok folk er ret sippet i disse tider, med smitten og alt det pjat.." begyndte hun og vendte blikket tilbage mod den lille dreng, mens hun holdt en kunstnerisk pause, før hun vendte blikket tilbage mod Elliott og rettede sin stav mod ham, så den snittede hans side let. "Så jeg må jo gå efter det næstbedste," et legesygt smil spillede på hendes læber. "Timothy og dig, selvfølgelig. Hun har vel allerede fortalt dig, alt hvad hun kunne?" spurgte hun før hun gjorde et nik med hovedet, som tegn til, at han skulle sætte sig på en af bænkene. Det ville være så nemt, bare at slå ham ihjel med det samme, men hvor ville det sjove være i det? Kaya skulle se ham lide. "Selv efter så mange år, er du stadig hendes største svaghed. Det er utrolig, ikke sandt?" spurgte hun og grinte let.

[Deleted]

Elliott sukkede, han var ikke stærk i mod Dacoda, han vidst jo godt at hun var en dygtig magiker og egentligt havde han heller ikke lyst til at være det. Dog kunne han mærke vreden boble som hun pegede i mod Timothy. "Du rør ham ikke" sagde Elliott sammenbidt, hvis det var en ting i hans liv han ville beskytte med alt han havde, så var det uden tvivl Timothy, hans søn betød alt for ham og han elskede ham højere end noget andet her i verden. "Og hvad vil du Dacoda, udover at ramme mig?" spurgte han irriteret, hvordan kunne det være at ham, som aldrig havde gjort noget ulovligt, og aldrig været i dødsgarden - alligevel endte i selskab med en som Dacoda? Han fnøs og rullede med øjnene. Han var fuldkommen ligeglad med hvad han var i kaya's øjne, for ham handlede dette her ikke om Kaya, det handlede om ham. Hun havde brændt den bro, også var det jo fint hun mente han stadig betød noget, men han kunne ikke sige det var gengældt. Han kiggede blot i mod hende, ville hun have noget fra ham eller hvad?

♛

[Deleted]

Dacoda rullede let med øjnene. Mudderblods var slet ikke værdige nok til, at være i denne verden, hvis man spurgte hende. Men Timothy var halvblod, så det kunne lige gå an, selvom hun selvfølgelig helst så, at hendes nevø var fuldblod, men det kunne hun næppe gøre så meget ved. "Gør jeg ikke? Hvad får dig til, at tro du har noget og skulle have sagt i det her, mudderblod?" spurgte hun upåvirket af hans sammenbidte toneleje. Måske hun bare skulle slå Elliott ihjel, kidnappe Timothy, opdrage ham til at hade muggler og mugglerfødte? Det lød egentlig som en ganske fin plan, selvfølgelig lige foruden den del, hvor det ville indebæger at hun skulle tage sig af et barn.
Hun grinte ondskabsfuldt, "Ramme dig? Ej helt seriøst, kom ned fra din piedestal, gider du? Jeg er pisse ligeglad med dig. Men det er Kaya ikke," svarede hun med et koldt blik i sine blå øjne. Han skulle ikke tro, at han betød bare en lille smule for hende, for det gjorde han på ingen måder. Hun ville faktisk vove og påstå, at selv den irriterende bananflue hun havde slået ihjel dagen før, betød mere for hende end Elliott gjorde.

[Deleted]

Elliott kunne mærke han blev utålmodig, selvom han frygtede Dacoda og havde stor respekt for hende, så havde han ikke tænkt sig at krølle sig sammen og han stod derfor blot og kiggede imod hende. "Kom nu til sagen, gider du?" spurgte han alvorligt. Han havde stadig ingen idé om hvad det helt præcist var hun havde tænkt sig andet end bare at stå og pege på ham med en tryllestav og snakke om Kaya, ingen af delene var noget Elliott lige følte for. Han kiggede stadig bare på hende, afventende: "Jeg tænker ikke du rammer Kaya uden hun er er... Men altså hvad ved jeg, jeg er jo alligevel bare en dum muggler" sagde han og blinkede til hende. Han lod sig ikke provokerer og han ville ikke lade sig skræmme. Ikke udadtil ihvertfald, der var jo en grund til at han var ved at uddanne sig til auror. Fordi at han havde fået mere selvtillid og var blevet bedre til at være i sig selv, også selvom det ikke altid var let.

♛

[Deleted]

Dacoda vidste godt, at det var dumt af hende, at opsøge Elliott i mugglernes verden, eftersom hun var efterlyst der, for at have været brudt ud af deres fængsel for en del år tilbage. Hun regnede egentlig lidt med, at de havde glemt hende. Hun rettede sin stav mod Timothy, da Elliott virkede upåvirket over, at have den rettet mod ham. Folk var sgu altid så følsomme, når det kom til deres afkom, så det håbede hun lidt på, at Elliott også ville være. "Hvorfor? Har du travlt? Nyder du ikke mit selskab? Vi havde det ellers rigtigt sjovt, sidst," svarede hun mens sindssygen nærmest skreg ud af hendes kolde, blå/grå øjne.
Hun anede intet om, hvilken uddannelse Elliott var i gang med, hvis hun havde vidst det, så havde hun nok også tænkt sig en ekstra gang om. Aurorerne havde ingen ting på hende, som de kunne bevise lige pt, men hvis hun først begyndte, at bruge mørk magi foran en aurorstuderende nu, så skulle der nok ikke mange blondiner til, at regne ud hvem der ville få medhold. "Åh bare rolig, hun kommer. Jeg er bare tidligt på den, jeg tænkte vi kunne starte festen uden hende," svarede hun køligt og drejede sin stav lidt i hånden, stadig rettet mod den lille dreng, som løb rundt og legede, før hun rettede blikket tilbage på Elliott, "Men jo, det har du selvfølgelig ret i, det er præcis, hvad du er," sagde hun afmålt.

[Deleted]

Hvis der var en ting der var sikkert, så var det at Elliott ikke ville lade sig provokerer af hende. En ting var at hun kunne gøre ham ondt og en helt anden ting var at hun var farlig, men han gad ikke lade sig provokerer at hendes ord. Han smilede derfor bare: "Jeg har aldrig travlt.. Jeg gider bare ikke høre på dit ynk" sagde han og trak på skuldrene: "at du ikke kan holde Kaya i snor, det kan ikke være mit problem" sagde han blot. Han gad simpelthen ikke være bundet af frygt længere, det havde han brugt mange år på, men Elliott var blevet ældre. Han smilede: "Cool, så sætter jeg mig her og venter" sagde han og satte sig ned på en bænk en meter væk. Det var da ikke fordi han ikke var bekymret for Timothy, men de var blandt mugglere, hvis hun udøvede magi så var han ret sikker på der nok skulle komme en auror eller to til syne og desuden så havde Elliott hele tiden styr på hvor hans stav var. Det kunne da godt være han ikke var lige så stærk som hende, men en ting eller to kunne han vel finde ud af.

♛

[Deleted]

Dacoda nikkede lidt, "Mit ynk? Tror du det er for sjov det her eller hvad?" spurgte hun i en isende stemme, før hun non-verbalt svang sin tryllestav mod det lille djævleyngel, som Elliott og Kaya kaldte deres barn. Hun var dog ikke dum, hun vidste godt, at hvis hun brugte åbenlys magi foran mugglerne som også var i den zoologiske have, så ville aurorerne komme stormende. Hendes tryllestav var derfor ikke synlig, men gemt i hendes ærme, og den non-verbale besvægelse, var ikke værre end den lille dreng 'bare' væltede ned fra klatrestativet. "Måske ikke, men det er dit afkom," svarede hun og blinkede til ham. Lyden af et barn der græd på grund af hende, var simpelthen en af hendes ynglingslyde.
Hun lo let, "Jamen sæt du dig endelig til rette, så har du vel ikke noget imod, at jeg tager en snak med min nevø imens, vel?" spurgte hun og blinkede provokerende til ham, før hun slog let ud med armene og drejede rundt på hælene og gik mod Timothy. "Hej med dig, Timothy, ved du hvem jeg er?" spurgte hun den lille dreng, som hun nåede hen til ham og sendte ham et påtaget venligt smil.

//OOG jeg tænker du bare tagger Kaya når hun skal ind i emnet ik? Og at du selvfølgelig styrer Timothy? //

[Deleted]

Det var svært for Elliott at indrømme, men en del af ham savnede nok Kaya engang imellem. De havde jo trods alt haft virkeligt meget sammen og havde haft det utroligt godt sammen i lang tid. Hun var en fantastisk pige, det havde hun ihvertfald været en gang, men alle hendes dårlige valg havde bare gjort det svært at takle hende. Derfor vidste Elliott også at det bedste var at tage et valg for ham og Timothy om at hun måtte blive på afstand så længe at hun syntes det vilde liv det det bedste i verden, og så længe at det at rode sig ud i problemer var lige så normalt som at handle. Lige nu var det dog mere Dacoda problemet han bekymrede sig over, selvom han holde sit cool. "Dacoda... Du rør ham ikke" sagde han advarende og dog lidt nervøs som hun gik ud til Timothy. Hun skulle ikke prøve noget noget som helst! Elliott tog fat omrking sin stav i sin inderlomme som han gik efter hende de par skridt der var hen til drengen, han stolede ikke på noget som helst Dacoda sagde eller gjorde. Som hun kom hen til Timothy pegede han på hende, men rystede på hovedet. Han snakkede stadig ikke så meget: "timothy, kom herover" sagde han roligt til drengen, han skulle fandeme ikke i kløerne på Dacoda. Kaya Elisabeth Hansen

♛

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde det af helvedes til for tiden. Hun hadede noget så inderligt sit liv, og hun havde rent faktisk også forsøgt på, at komme herfra, men hun var blevet stoppet af en fremmede. Hun var begyndt at skade sin krop mere end hvad godt var. Ikke at hun cuttede eller slog sig med vilje. Nej, det var mere indgiftning i form af alkohol og stoffer. Værre end nogensinde før. Hun magtede ikke engang at gøre modstand mere, når Dacoda bad hende om, at møde hende et så sært sted som Londons Zoo. De skulle vel ind og slå nogle løver ihjel og hænge deres indvolder op foran en børnehave. Det ville ikke engang undre hende, hvis det var sådanne nogle syge tanker der foregik i Dacodas hoved.
Hun gik med den ene hånd i lommen på læderjakken og med en smøg i den anden hånd. Tøjet havde ikke ændret sig, det var samme stil med de stramme jeans, de høje stilletter, et corset og den sorte læderjakke udover. Hun tog et hvæs af sin smøg, som hun nåede frem, men fik noget af røgen galt i halsen, da hun så Dacoda og Elliott. Det måtte være en joke. Hun stod lidt, uden helt at vide hvad hun skulle gøre, for hun vidste godt at hvis hun lavede bare et forkert move, var det ikke sikkert alle ville slippe levende derfra. Det var først da hun så den lille dreng, som hun kun kunne antage var Timothy. Hun mærkede et stik i hjertet, så stort at det halve kunne være nok. Hun trak sin stav, fuldstændig ligeglad med alle de mugglerer der var tilstede. "Du rør dem ikke, Dacoda, du kender konsekvensen ved at bryde en ed," sagde hun hårdt og pegede sin stav direkte mod Dacoda, selvom hendes hånd rystede en smule.

[Deleted]

Elliott kiggede i mod Timothy som begyndte at gå over i mod Elliott med minde Dacoda ville stoppe ham. Timothy var kun tre år gammel, men både gik og løb jo meget fint, desuden var han ikke helt dum - selvom han uden tvivl havde udviklet sig til at være en meget følsom dreng. Elliott var lidtlgad med ham selv, men for helved, Dacoda måtte da vel have hjerte nok til ikke at røre et lille barn. Desuden så var de jo selv i familie, men Elliott vidste jo godt at man nok ikke skulle stole på Dacoda med ret mange ting. Selv kørte hans liv også ganske fint, han havde meget at lave på sit studie og han var glad for at hans forældre stadig tog sig af Tim når han havde brug for det. Elliott fik næsten et chok som han hørte Kaya's stemme, og han greb fat omkring Timothy for at trække ham det sidste stykke hen til sig som Dacoda var uopmærksom. Han sagde ikke noget, lige nu afventede han. bare. Alligevel kiggede han rundt som Kaya trak sin stav, der var ikke ligefrem nogen i zoo der reagerede specielt meget, de troede sikkert bare at det var et eller andet mærkeligt rollespil, hvilket nok også var meget fint.

♛

[Deleted]

Dacoda havde slået børn ihjel før og hun ville ikke tøve med, at gøre det igen. Hun var uhyggelig kold på det punkt. Hun greb i en hurtig bevægelse ud efter Timothys arm og trak den lille dreng indtil sig, "Ahara! Ikke så hurtigt min lille ven," lød hendes isende stemme, mens hun tog fat om den lille drengs kæbe, for at tvinge ham til at se på Elliott. "Now, little one, kan du se på din mudderblodsfar og sige, han skal gøre hvad søde Moster Dacoda siger?" lød det fra hende, som hendes stemme blev så børnevenlig, som man nu engang kunne forvente af en som hende, mens hendes greb omkring den lille drengs kæbe, blev strammet.
Hendes greb om Timothys arm var stadig stramt, "Arh, se hvem der endelig besluttede sig for at joine os," sagde hun og grinte, selvom det ikke var et af de grin man ønskede at høre. "Oh ja, jeg ved udmærket godt, hvad der sker. Sagen er bare den; at jeg er ligeglad. Det var ikke mig, du var så ynkelig og aflægge en ubrydelig ed til, for at 'beskytte' din muddlerblodskæreste eller halvblodsprinsen her. Helt ærligt Kaya, bliv nu voksen og indse, at han.. Well, bare ikke er vild med dig. Sorry sis," sagde hun og slog et klik med tungen, før hun gav Timothy et hårdt slog over nakken, "Så står du fandme stille, horeunge," råbte hun vredt, hvilket fik nogle af de øvrige gæster i zoo'en til at kigge lidt, men Dacoda var ligeglad, de kunne glo alt det de ville.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya vidste godt, at Dacoda var ligeglad med om det var børn, ældre eller dyr, så længe der ikke var magi indblandet og så længe han eller hun ikke var fuldblod, var det ikke godt nok for hendes søster. Hun mærkede lysten til, bare at kaste den første og bedste besvægelse hun kunne komme på mod Dacoda, men måtte modstå, da der var alt for mange mugglerer omkring dem. Problemet var bare, at hun også godt vidste, at hvis hun ikke snart gjorde noget, så ville Dacoda gøre det, og hendes største skræk lige nu, var om hun ville transferer sig væk med Timothy, eller slå ham ihjel. "Du er ikke fair, Dacoda, han er kun et barn," sagde hun hårdt, for at dække over den frygt, som voksede inden i hende. Hun skævede kort mod Elliott, "Få folk væk herfra, Elliott," bad hun og tog et par skridt tættere på Dacoda, da hun ikke turde sende en besvægelse afsted mod søsteren, i frygt for at ramme Timothy i stedet for. "Jeg ville gøre det hele igen, så længe Elliott og Timothy er i sikkerhed, fra psykopater som dig. Lad drengen gå, han er uskyldig i det her," sagde hun og tog et par skridt tættere på igen. Hun mærkede hvordan alle moderlige instinkter blev aktiveret, da Dacoda slog Timothy hårdt over nakken. "Oh hell no! Expelliarmus!" råbte hun og sigtede mod Dacodas tryllestav og håbede den ville ramme.

[Deleted]

Som Dacoda tog fat omkring Timothy begyndte han at græde og skrige hysterisk, og Elliott kunne et øjeblik mærke hvordan hans hjerte begyndte at gå i stykker. Tim betød alt for ham og Elliott havde svært at han ville beskytte ham i mod ham. Hvorfor fanden var det også Kaya altid tog de her problemer med sig? Han havde virkeligt ikke trukket den heldigste fortid dengang han valgte at få Timothy sammen med Kaya. Elliott var skide ligeglad med andre mennesker her, den måtte han tage med ministeriet bagefter og han kiggede i mod Kaya som hun kastede en expalliamus i mod Dacoda, Elliott selv var ikke nogen mega stærk magiker, men han var da bedre end mange af dem på sit studie. "Lammer..." råbte han i mod Dacoda, lige efter Kaya's besværgelse i et forsøg på at få den til at ramme bedre. Han havde ikke bidt specielt meget mærke til samtalen, men den strejfede ham da. Dog havde han fuld fokus på Timothy lige nu der stod og græd og Elliott ville faktisk bare gerne hen og have fat i ham, og han gik også derfor frem i mod Dacoda. Hvadend besværgelserne havde virket eller ej, så måtte hun slå ham ihjel istedet for, for Timothy skulle hun fandeme ikke røre. Han kunne mærke hans hjerte hamrede, hun var fuldkommen sindsyg, men det havde Elliott altid vidst. Han vidste dog ikke hvorfor hun pludseligt besluttede sig for at opsøge ham nu.

♛