Whats all this nonsens

[Jacob Todd]

Heldigvis havde Stella været fornuftig, så var alt jo godt. Det var som om at verden havde stået stille da han havde spurgt hende om spørgsmålet. Men lige så snart hun havde givet et svar begyndte jorden st dreje rundt igen. Jacob åndede lettet ud, så var den skid slået. Så behøvede han da ikke tænke mere på det. ”Gudskelov, så er alt ved det gamle... eller næsten” han kunne ikke helt komme sig over at hun havde haft samleje. Det lille uskyldige væsen der ikke virkede ret gammel (set med hans øjne) var ved at blive voksen. Snart skulle hun begynde uddannelse, og hsn håbede da hun ville gå skrive vejen. Hun havde altid været god til at skrive, så det var noget hun skulle fortsætte med, lige meget hvad deres forældre sagde.

Endnu engang snakkede Stella om Ben, hvad var der med hende, her troede han at Ben var et helt udelukket samtale emne, men alligevel formåede Stella at nævne ham hele tiden. Var hun flov over hvad der var sket? Dog kunne Jacob ikke lade vær med at smile da hun nævnte det grønne hår igen. ”Er han klog, så skal han nok finde dig interessant. Men ja du fik nævnt det grønne hår. Du er helt væk i ham at du glemmer hvad du siger, det er sødt.” han smilte fortsat og tog et stykke slik lidt efter. ”Så denne såkaldte Timmy har grønt hår og kan lide eventyr. Hvad ellers?” spurgte han og kiggede fortsat på hende. Han rykkede lidt på slikket og sank det.

[Stella Todd]

Hvorfor skulle han absolut blive ved med at rode i det? Stella ville helst gerne bare lade det ligge og glemme at hun nogensinde havde haft samleje med Ben. Det var så enormt flovt og jo mere de snakkede om det, jo mere kom hun til at tænke på det der var sket den dag, og hvad hun havde sagt og.. gjort. Hun skjule hovedet i hænderne, kunne han ikke bare holde mund med det nu? "Jacob.. kan vi ikke godt bare schh." Hun sank igen ned i sædet nærmest helt syg ved tanken om hvad hun havde gjort. Hvorfor havde hun ikke bare sagt stop?

Det hjalp lidt at snakke om Timmy i stedet. Han var bedre at tale om og fra sin halv sammensunkne stilling, rakte hun dog også over imod slikposen og tog to stykker chokolade. Et var ikke nok her. "Men Jacob han er altså også noget særligt. Han er enormt blid og gør mig virkelig glad. Han kyssede mig på hånden den første dag vi mødtes. Sådan rigtig en ridderkys. Og hvad ellers... Han spiller vidst Quidditch..." Utrolig nok sank Stellas humør lidt ved den oplysning, som om det var en dårlig ting.

[Jacob Todd]

Det overraskede ham at hun lagde hovedet i hænderne. Så nu havde han trådt hende over rørene, han kunne mærke det. Alligevel blev hun ikke vred, næh hun lød mere skuffet hvilket han faktisk godt kunne forstå. Han kiggede lidt påsat ølglas og bed sig i læben. ”Som du ønsker...” sagde han efter noget tid. Han var ikke sikker på at han ville vade mere i det, men hvis der var noget der dukkede op. Ja så skulle han da nok åbne munden, der var ingen grund til at holde mund, slet ikke overfor Stella.

Han nikkede lidt til det hun sagde, men stoppede med at nikke da hun sagde det med quidditch. Var hun stadig bange for højder? Var hun ikke kommet over det pjat endnu? En lille fejltrin med en kost da hun var mindre kunne da ikke sidde i hende hele tiden. ”Så han opførte sig som en ridder, prinsen på den hvide hest måske?” han holdet inde et stykke tid og tog fat i glasset og tog en tår af det. ”Meeeen er du ikke kommet over det med kosten endnu? Du skulle nødig være bange for en romantisk date hvis i skal op og flyve.” han blinkede en enkelt gang til hende. Hun skulle virkelig se at komme over den højdeskræk, hvad gjorde hun så til flyve timerne? Stod bare og kiggede på? Nej den duede ikke hun måtte op på en kost og det var i en fart.

[Stella Todd]

Stella satte pris på, at de nu var færdige med at snakke om Ben og graviditet der ikke blev til noget. Det var et uønsket emne for hende og hun ville helst lægge det bag sig nu. Det var bestemt hvad hun ønskede. Hun så ingen grund til at snakke mere om det hvert fald og ville da også langt hellere snakke om søde Timmy. Tanken fik hende til at smile og hun mærkede varmen stige op i kinderne.
Dog forestillede hun sig hvordan hun gik fra blussende rødlig til en bleg hvidlig farve som han snakkede om højder.

Hun havde aldrig fortalt Jacob om episoden for nu to år siden på quidditchbanen med Beatrix. Han skulle heller ikke vide noget om det! Det var nok hun havde fortalt Timmy om det. ”ja han gjorde. Det gør han altid. Han er så sød. Og nej Jacob jeg er ikke kommet over det. Jeg er pisse bange for højder. Jeg røre aldrig en kost igen og har helst begge fødder på jorden” lød det så stædigt fra hende.

[Jacob Todd]

Timmy, Timmy, Timmy og Timmy... hun var virkelig ved at være forelsket. Det var sødt han ønskede jo det bedste for Stella lige meget hvad det var. Det at være forelsket var en vidunderlig følelse og han elskede det selv, men det var ikke lykkes ham at finde den helt rigtige endnu. ”Hvor er det bare dejligt for dig Stella, det er lige som jeg ønsker set skal være.” han kiggede på hende og satte glasset for munden. Han tog det sidste af sin øl og satte glasset fra sig, han tørrede sig om munden for st være sikker på der ikke sad noget skum-skæg, han ville nødig have det samme skulle ske igen. ”Altså den lille episode fra du var lille pige kan da ikke have skræmt dig så meget. Du kan vel knap nok huske den.” han smilte til hende. Hun skulle virkelig ud på en kost igen om han så skulle tvinge hende ud på en. Godt nok ville han ikke gøre det, han respekterede sin søster for meget, men måske Timmy kunne få hende ud på en kost?

[Stella Todd]

Stella blev rød i kinderne og smilede som en lille julegris. Det var sjældent at se hende smile så meget men i dag kunne hun næsten ikke lade være. Hun snuppede et stykke chokolade mere, posen var snart tom, men det var nok også meget godt.
Smilet svandt dog lidt da Jacob spurgte ind til hende højdeskræk, det var svært at snakke om, når hun ikke kunne fortælle sandheden. ”Jacob jeg har ikke tænkt mig at flyve igen. Så ville jeg hellere slikke jorden i tusmørkegyden.” det var endda lige før hun mente det. Hun ville simpelthen ikke! ”desuden så skræmte det mig virkelig… og jeg brækkede 4 ribben. Jeg kan godt huske det. “

[Jacob Todd]

Det var noget underligt noget, hun skulle op på en kost igen koste hvad det ville! Han skulle nok sørge for at hun kom op på en kost igen. Eller også må denne Timmy gøre det. Kosten kunne hun altså ikke komme uden om for evigt. "Stella..." kom det anklagende fra ham "Det nytter ikke noget at gemme sig på den måde. Du pjækker måske også fra flyvning? For det kan du ikke tillade dig. Hvad vil de gamle ikke sige?" han løftede det ene øjenbryn og kiggede på hende. Det kunne ikke være meningen at hun ikke skulle være med til flyvning. Flyvning var en del af skolen, og det samme i det magiske univers. Bare tænk på en transitnøgle hvis hun skulle på en længere tur, hvad havde hun så tænkt sig? Gå hele vejen? Tage en bus måske? Nej hun måtte komme over denne højdeskræk. "Du kan altså ikke klamre dig til den oplevelse hele livet..." han nikkede lidt for sig selv og kiggede stadig anklagende på hende. Det var normalt aldrig noget han gjorde, men dette vandvid måtte stoppe.

[Stella Todd]

Da Jacob nævnte Stellas navn i en alvorlig tone, vidste hun godt hvad klokken havde slået, og straks sad hun duknakket og ventede på hvad han mon ville sige til hende. Hun var dog ret sikker på at Jacob ikke havde stillet spørgsmålet om at pjække fordi han reelt troede det var sådan landet lå, men hun kunne ikke få sig selv til at lyve omkring det. Ikke overfor Jacob. Hun kiggede meget skyldbetynget på ham, tydeligt fordi hun godt vidste hun var i problemer. "Jeg har ikke deltaget i en eneste flyvetime på skolen. Det har kostet point hver gang." Hun kunne bare ikke. Hun blev dårlig af det. Det hele snurrede når hun skulle op på en kost og hun rystede og fik det skidt.  Så kiggede hun ned i bordet så hun ikke kunne se ham i øjnene og han ikke i hendes. Hun sank en stor klump før hun sagde noget. "Måske... Måske.. er det også en an...anden episode... som... Jeg aldrig har fo..fortalt om." Blikket blev holdt i bordet Hun turde ikke se på ham hvis nu han blev sur.

[Jacob Todd]

Hun havde pjækket.... Hun havde virkelig pjækket! Her troede han at hun aldrig i sit liv kunne finde på at pjække. "HVAD?!" kom det en anelse højt fra ham og kiggede anklagende på hende. Nogle få blikke vendte sig hen imod dem. Lige nu var Timmy faktisk helt lige meget, dette omhandlede at hun pjækkede. Var det mon Timmy der fik hende i unoder også? Nej det kunne det ikke være han spillede Quidditch så han elskede jo at flyve. Han var da i hvert fald ikke bange for det. "Du kan virkelig ikke mene at du pjækker for timerne..." han vendte blikket ned imod hende og prøvede at finde hendes blik selvom hun prøvede i hærdigt på ikke at finde hans. Det var svært at synke at hun pjækkede for timerne, det havde han altså aldrig set komme. "Og hvad skulle det så være? At du pjækker for Eliksir, eller Magiske Dyrs Pasning og Pleje fordi dyrene er farlige?" han var stadig anklagende i stemmen. Det var ikke hans meningen at være sådan her, men det var bare en overraskelse at Stella pjækkede. Han havde da selv pjækket i skole tiden, men aldrig så meget som Stella havde gjort på 6 år.

[Stella Todd]

Det gav et chok i Stella, da Jacob begyndte at råbe og hun mærkede hvordan hun fik det helt dårligt indvendigt. Hvordan var det nu pludselig værre at hun pjækkede fra skole end at hun havde haft samleje og måske var blevet gravid? Han forstod overhovedet ingenting og som han begyndt at kommentere på det, blev det kun værre. Det værste var dog da hun endelig forsøgte at fortælle ham om episoden med Beatrix og han så bare gjorde grin. Sådan føltes det hvert fald. Det gjorde så ondt at hendes sikre havn (hendes bror) kunne være sådan overfor hende. Ham der altid havde hendes ryg stak nu i hende med sylespidse knive.
Og så ud af det blå tog fanden ved hende. Uden at se på Jacob eller sige et ord mere til ham fløj hun op af sæddet og løb imod udgangen, grændende. Hun ville ikke være der mere. Ville ikke være i nærheden af ham, hvis det virkelig var hvad han troede om hende. Så kunne han bare gå kunne han!

[Jacob Todd]

Noget overraskende kiggede han på hende. Han ventede stadig på et svar, et svar der aldrig kom. I stedet rejste hun sig op og gik sin vej. Nej det kunne ikke være rigtigt! "Stella..." kom det fra ham og kiggede efter hende, men hun lyttede ikke. Det var som om at hun slet ikke ville være her. Det var ikke sådan det hele skulle gå. Det var for Stella's skyld han var kommet. Han havde ikke rejst hele vejen til Scotland for at blive smidt sådan på porten.
Han rejste sig op og med hastige skridt gik han efter hende. "Stella du kan ikke bare gå på den måde..." sagde han lige bag hende. Han tog hånden op for at nå hendes skulder. Men Stella var det hurtigere. "Det var ikke min mening.. Jeg..." han bed sig i læben og fulgte blot med hende. Hun måtte ikke gå på denne måde, de havde lige haft det så hyggeligt. Desuden ville hun fortælle et eller andet. Stella.... Undksyld... Jeg var bare overrasket..." hans skridt sænkede farten som han fulgte med hende. Måske hun ville støde på en hun kendte. Hun kunne skælde ham ud, råbe af ham eller noget helt tredje, men hun måtte ikke gå ked af det.

[Stella Todd]

Stella stoppede ikke, selvom hun kunne høre sin bror råbe bag sig. Hun var ligeglad. Han var skide dum og forstod ingenting. Tårerne piskede hende ned over kinderne. Hun havde forsøgt at fortælle noget af det aller mest sårbare hun kendte til og så havde han bare gjort grin med det. Det gjorde ondt på hende. Men da hun så hørte ham sige undskyld stoppede hun alligevel op. Langsomt vendte hun sig og så på ham med tårevædet røde øjne, der fortalte hvor meget hun havde grædt. "Hvis du endelig vil vide det, så elsker jeg magiske dyrs pasning og pleje, fordi det minder mig om hvad du laver og det synes jeg er sejt. Så nej, jeg er ikke bange for monstre og andre væsner... Jeg er bange for højder." Slog hun fast endnu engang. Hun så flovt ned i jorden, nu blev det sagt og så var hun faktisk ligeglad med hvad han gjorde. Det kunne umuligt blive værre end det allerede var. "Og jo.. Jeg kan godt stadig være bange for højder, for for to år siden blev jeg holdt ud oppe fra et at quiddichtårnene på skolen. Jeg ved ikke om du husker dem, men jeg kan fortælle dig at der er 15 meter ned og det ikke er SPOR fedt at hænge der uden at kunne gøre noget... BANGE for at styre ned, bange for igen at komme til skade og frygten for generelt aldrig at sætte benene på jorden igen." Det var næsten godt hun var så sur som hun var, for alt vreden blev brugt på at fortælle hvor ubehageligt det havde været. Hun græd stadig og så ikke på ham. Nu vidste han det.. Nu kendte han sin mørkeste hemmelighed. "Der var så langt ned, og jeg var så bange...." Lød det næsten bare som en hvisken nu, før hun sank sammen.

[Jacob Todd]

Det skar ham ind i hjertet at se hende græde. Bare at høre på det gjorde ondt på ham. Han var slet ikke klar til at hun skulle græde. Det var jo ikke med vilje... Det havde bare været så svært for ham at forstå hun pjækkede. Det lignede ikke hende og alligevel pjækkede hun. Hun stoppede op og det samme gjorde han. Da hun vendte sig om med tårevædet øjne skar det ham endnu dybere i hjertet. Det kunne ikke være rigtigt at han havde gjort hende så ked af det. Det havde ikke været hans mening. Han bed sig i læben og kiggede lidt på hende og kiggede så ned i jorden. Han havde lyst til at kramme hende men det var vidst ikke det rigtige tidspunkt. "Jeg..." han kunne ikke få et eneste ord mere ud af munden, han var da glad for hun kunne lide faget, men at han havde anklaget hende for noget der ikke passede kunne ikke være rigtigt. Han burde skamme sig, hvilket han også gjorde dybt.
Hendes udbrud gjorde ham lidt bange, det sårede ham at hun havde det sådan. Det gjorde ondt på ham at høre hende fortælle hvad hun fortalte. Samtidig gjorde det ham også vred. Tænk at nogen havde gjort det mod hans lillesøster! Det kunne ikke være rigtigt, Stella kunne ikke finde på at gøre en flue fortræd, og her stod hun og blottede sine følelser. Noget hun nok normalt aldrig ville have gjort ellers. "Hvem har gjort det? Jeg skal give ham skal jeg! Sig mig hvem det er, så skal jeg nok sørger for det aldrig kommer til at ske igen!" han blev mere og mere vred, men han var mindst lige så vred på sig selv som over hele den situation som hun var blevet sat i. Som hun sank sammen bukkede han sig ned og lagde en arm omkring hende. Han støttede hovedet mod hendes og han bed sig i læben. "Stella... Jeg er ked af det." han var oprigtig i sin sætning. Han var overbevist om at det var det rigtige han gjorde, men Stella var vred, og det havde hun lov til at være. Hun var lidt lige som en Hipogriff lige nu. Køn men farlig..

[Stella Todd]

Den ukontrollerede græd blev stille som Jacob igen var omkring hende. Skønt hun lige var stukket af fra sin bror var det ham hun havde brug for allermest lige nu. Han var hendes tryghed og støtte og hun havde brug for ham nu. “Det er ligegyldigt hvem det er. Det bliver ikke bedre af at du banker hende.” Stella trak vejret dybt og sukkede så imod sin bror. “Jeg har styr på det. “ hvis Jacob vidste hvad hun mente med at have styr på det, så havde han nok været uenig nu. Derfor valgte hun at tilføje. “Timmy hjælper mig”

[Jacob Todd]

Hende... Var det nu en hende og ikke en ham?! Var der virkelig nogen der var så styk på den skole at man ikke gjorde noget ved sådan en episode? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! "Fortæl mig hvem det er. Så skal jeg nok sørger for at hun for med mig at bestille!" han knyttede sin ene hånd. Ingen skulle gøre Stella fortræd, ikke engang ham selv. Det plagede ham jo at han havde været sådan over for hende, som han havde været lige før. De havde aldrig rigtig skændes, mest af alt fordi han var så overbeskyttende. Det var nok en af de ting han aldrig ville komme uden om. Ikke engang den dag hun blev gift. Han var måske lidt være end deres far, men hvem vidste? Stella var hans søster og intet måtte gøre hende ondt. "Styr på det.. Jeg skal give hende skal jeg, og ham der Timmy med!" han nikkede lidt bestemt. Aldrig i livet om han ville have der skulle ske Stella noget, og slet ikke forhindre hende at komme op på en kost igen!