Tell me something I don't know

[Angela Dupuis Blake]

Det var et grænseoverskridende emne hun bevægede sig ud i, men hun var nødt til at finde ud af noget mere. Det hele virkede så tåget for hende og på en måde kunstigt.
"Sagen er lidt at mine barndomsminder er underlidt fjerne for mig. Altså det som om at jeg har følelser i kroppen jeg ikke kan placere følelser på og omvendt. Jeg har minder om at have spillet klaver hele min barndom, men mine fingre er ikke rigtig smidige nok til det. Giver det mening?" Hun håbede virkelig at han ikke bare ville feje hende af som værrendemærkelig eller noget andet. Men faktisk tage hende alkvorlig.

[Christopher Antoney Halliewell]

Han lyttede til hende og løftede et øjenbryn. "Hmm..." kom det fra ham og brummede lidt med stemmen mens han tænkte sig om. "Er det noget du kan huske, eller er det noget du har set?" spurgte han og kiggede på hende. Egentlig var det et meget interessant emne at komme ind på i længden. "Egentlig kan det være mange ting. Har du mod på at lade mig se dine hænder?" spurgte han og kiggede på hende. De kunne lige så godt se hvordan hendes bjerge var, og se om de måske kunne give noget svar på det hun gik og ikke kunne huske. Det var et forsøg hver. Desuden kunne man fortælle næsten alt hvad der var i en hånd. Mest af alt var det om hvordan det var i nutiden, men som regel kunne man gå lidt dybere ned og få svar på fortiden.

[Angela Dupuis Blake]

Det krævede lidt tillid sådan at lægge sine hænder til frit skue for andre på den måde, men egentlig var det også en smule spændende, hvis man da troede på den slags. Angela var et sted hvor hun hvert fald var åben for at give det en chance. Hun løftede dermed hænderne op, så han havde mulighed for at se dem. De var små og fine, der var ikke det mindste tegn på hårdt arbejde, men dog tegn på at hun plejede dem godt. Det var bløde som barnehud. 
Hun så til mens han begyndte at undersøge hendes hænder. "Kan du se noget?" Spurgte hun så alligevel nysgerrigt.

[Christopher Antoney Halliewell]

Han tog forsigtigt fat i hendes højre hånd og vendte den lidt i hånden på ham. Rettede fingrene ud, bøjede dem lidt. Kiggede på linjerne og mærkede på hendes led. Han trykkede nogle enkelte gange på hende buler under hver finger for at mærke hvor hårde de var. "Hmm...." kom det fra ham op til flere gange og tog fat i hendes venstre hånd som han gjorde det samme med.
"Der er intet sådan specielt at se i dem. Der er intet form for ondskab du har været udsat for. Ikke sådan som dine hænder ser ud. Dine bjerge er også bløde, men du har en flair for spådom." han slap hendes hånd og kiggede på hende. "Jeg vil forslå at du bruger stenene til hjælp og kommer tilbage hvis du har brug for mere hjælp." han var altid klar på at hjælpe. Især hvis det havde noget med spådom at gøre.

[Angela Dupuis Blake]

Angela fulgte med i spænding som han inspiserede hendes hænder, først den ene så den anden. Om han kunne se noget vidste hun ikke. For nu var han ret stille og hun det samme, hun ville helst ikke forstyre ham, tænk hvis det ødelagde noget. Derfor stod hun bare med tilbageholdt åndedrag og ventede. 
Så endelig sagde han noget. "Det er velgode tegn?" forhørte hun sig for at være sikker på, at hun ikke havde misforstået noget.

[Christopher Antoney Halliewell]

Chris kunne ikke andet end at nikke. "Ikke noget ud over det normale. En søster eller en bror, dine forældre, lidt magiske træk. Ikke noget ud over det sædvanlige." han nikkede lidt for sig selv og vendte blikket ned på Kneazlen som stadig sad i skødet på ham. Han lod en hånd bevæge sig over dens ansigt og kiggede der efter op på Angela igen. "Så alt i alt ser det meget fornuftigt ud." hænder løg aldrig, meget kunne man lyve med, men ens hænder var lige så godt som ens øjne, hænder kunne bare fortælle meget mere end hvad man selv vidste.

[Angela Dupuis Blake]

Angela rynkede brynene ved det han sagde. Hun undrede sig tydeligvis over det. “Men… jeg er enebarn. Det må være en fejl det du siger.” Hvad ellers kunne det være? Måske havde han bare ikke kigget godt nok efter. Måske var han ikke så god som han selv troede.

[Christopher Antoney Halliewell]

Christopher rystede på hovedet af hendes ord. "Du tager fejl. Du har en bror eller en søster et eller andet sted. Se her.." han tog sin egen hånd og drejede den så siden af hånden blev vist frem. På siden af hånden sad der 2 streger på tværs. "Disse streger viser at man har søskende. Du har en magen til, blot kun en streg og ikke flere som jeg har." Han pegede på stregerne så hun kunne se hvad det var for nogen han snakkede om.

[Angela Dupuis Blake]

Angela rynkede brynene sammen og rystede på hovedet. "Nej.. Non.. Jeg er enebarn. Min pére sagde altid jeg var deres eneste.. de kunne ikke få andre børn.. De havde forsøgt længe fortalte de og endelig fik de mig." Tanken om manden fra iscafeen trængte sig på, men Angela forstod ikke hvorfor. Generelt forstod hun ingenting af hvad der foregik og hun endte lidt med at panikken. hun fik det varmt og måtte tage fat i bordkanten mens hun rystede på hovedet. Der var ligheder mellem deres hænder, det ville hun gerne give ham, men hun havde ingen søskende. "Nej De tager fejl."

[Christopher Antoney Halliewell]

Enebarn? Nej det passede ikke. Hendes hænder sagde udtrykkeligt at hun havde en bror eller en søster. Var hun adopteret? "Jeg beklager at måtte spørge men er du adopteret? Det kan måske give svaret på hvorfor du er enebarn." han kiggede lidt på hende. Det var måske ikke det rigtige spørgsmål at stille, men det kunne give nogle svar muligheder på hvad der var sket.
Han rystede lidt på hovedet. "Jeg tager ikke fejl beklager. Det er sandt. Hænder lyver ikke. De ændre sig hele tiden men som det er lige nu så tager jeg ikke fejl." han var trods alt professor på universitetet så han vidste hvad han snakkede om. Spørgsmålet var jo så om hun kunne forstå det. Det var jo hende der var gået til ham, og ikke omvendt.

[Angela Dupuis Blake]

Angela var stille længe og tog sig til hovedet. Hun bed slet ikke mærke i den tåre, der nu løb ned over hendes kind. Hvad var det her? Hun var enebarn og havde alle dage været det. Hendes forældre elskede hende og havde altid fortalt hvor svært det havde været at få hende. Selvfølgelig var der ingen billeder fra før hun fyldte 10, men de havde jo fortalt at hun ikke var til at få til at sidde stille. 
Angela rystede på hovedet. Det kunne ikke være sandt! "Må..måske har du kigget forkert. Prøv at kig igen." Hun rakte ham igen sin hånd, så han kunne tjekke det igen. Dog var der en del af hende, der godt vidste han ikke havde taget fejl. Det var bare slet ikke til at forstå. Det bekræftede kun manden på iscafeen. "Men hvis jeg er... ad..adopteret, hvor... øhm.. hvorfor så...?" Hun vidste egentlig ikke hvad hun ville spørge om, alt føltes bare til at løbe ud imellem fingrene på hende.

[Christopher Antoney Halliewell]

Noget modvilligt kiggede han på hånden. Han tog fat i den og vendte den om på siden. Endnu en gang kiggede han på det ene mærke der sad der. Han lagde en finger nedenunder mærket. "Lige der viser det at du har en bror eller søster." kom det roligt fra ham og tog hænderne til sig igen. Med en rolig hånd lod han sin højre hånd bevæge sig hen over Kneazlen og dens ryg. Sådan fortsatte han et stykke tid inden han stoppede og løftede det ene øjenbryn af hendes kommentar. "Jeg kan desværre ikke hjælpe dig på det punkt, det er kun noget dine forældre kan svare på, ikke jeg." han nikkede lidt til hende. Han ville hellere ikke snage for meget i hendes liv. Spådom kunne gøre meget, men der var ingen grund til at komme med gæt, det hele omhandlede fakta. De fakta han kunne fremvise var sande, og længere var den faktisk ikke. Han ville ikke tvinge hende til at tro på det da det var op til hvert enkelt person.

[Angela Dupuis Blake]

Som hun bemærkede at hun sad og græd, tørrede hun hurtigt øjnene og blev lidt sur på sig selv. “Argh.. Donc se réunir!” Lød det fra hende i en irriteret tone, før hun opgivende lagde hovedet i hænderne. Det var ikke en særlig pæn opførelse, men hun følte lidt alt faldt ned om hovedet på hende. Hun var forvirret og havde ondt i hovedet. “Ja, jeg må vel skrive dem et brev så eller noget. Tak for hjælpen... og undskyld.”

[Christopher Antoney Halliewell]

Hvad Angela sagde forstod han slet ikke. Han anede ikke engang hvad hun sagde, men han kunne heller ikke fransk. Han havde aldrig lært det og der havde faktisk aldrig været nogen grund til at lære det. I stedet for at kommentere på det lod han blot hånden bevæge sig hen over Kneazlens ryg og hoved.
"Du skal ikke tænke på det. Jeg er altid på mit kontor hvis du vil have lidt svar på noget." han tog fat rundt om Kneazlen og satte den ned på gulvet. Han rejste sig op og rakte hånden frem. "Du skal ikke undskylde for at finde sandheden. På Gensyn Miss Dupuis" sagde han i håb om at hun ville tage hånden.

[Angela Dupuis Blake]

Angela sendte manden et smil. Det var bestemt ikke et der nåede øjnene, man det var vel forståeligt, sådan som hun havde fået revet op i alting. Hun tog dog høfligt hans hånd og vendte blikket en sidste gang imod katten. "JEg kontakter Dem hvis der er noget." Lød det så, før hun vendte sig og gik imod døren.

- Afsluttet