Tell me something I don't know

[Christopher Antoney Halliewell]

Et nik kom fra ham, hun havde ganske ret i det hun sagde. ”noget er passende i dit liv, men der er mange konflikter i din drøm som siger det modsatte” kom det roligt fra ham og kiggede på hende. Han tog en tår af sin te og kiggede på hendes krop hun stadig havde i hånden. Havde hun overhoved drukket af den? Han satte sin krop ned og folede sine hænder hen over bordet. ”Er der mere du vil have uddybet?” der var en masse han kunne sige om hendes drøm for at hun kunne forstå den, men spørgsmålet var jo om hun ville tage imod det han sagde.

[Angela Dupuis Blake]

Hun ville så gerne forstå bare noget af det, men det var virkelig svært. I frustration drak hun noget af sin te. Det virkede da lidt beroligende heldigvis. Så så hun på manden igen. “Men hvad skal det alt sammen betyde.? Jeg føler desuden det har en form forbindelse til en mand jeg mødte for nogle dage siden. Giver det mening?” Det havde været et kort møde, men han havde kendt hendes navn. Det var meget mærkeligt for hende hvad alt det kunne have af betydning. 

[Christopher Antoney Halliewell]

Han kiggede lidt på hende da hun drak af sin te. Det var godt, te kunne hjælpe på alt. Han kunne jo også læse hendes tekop bagefter når hun var færdig, hvis hun da ønskede dette.
”Hmm...” kom det roligt fra ham og tænkte sig lidt om. Han kløede sig lidt på hagen imens han tænkte. En mand, en mand. Hvordan passede en mand ind i billedet? ”Det kan meget vel passe på barnegråd” kom det roligt fra ham og kiggede på hende. Hvordan skulle han forklare det så hun forstod det. Han ville nødig have hun ikke forstod det han sagde.

[Angela Dupuis Blake]

Barnegråd? Hvordan kunne barnegråd havde forbindelse til en mand hun havde mødt, men ikke kendte? Hun forstod det ikke, hvilket nok også lyste igennem i hendes ansigt. ”så… jeg tror jeg får brug for Deres hjælp igen. Hvordan passer barnegråd på en mand jeg aldrig har mødt før, men som virker til at kende mig?” egentlig skræmte det hende til. Hun kendte altså ikke den mand. Det var hun ret sikker på! Men han havde lignet en der vidste præcis hvem hun var. Som hun tænkte over det opstod en knugende fornemmelse i maven på hende og uden selv helt at bemærke det, samlede der sig en tårer i den ene øjenkrog.

[Christopher Antoney Halliewell]

Christopher smilte til hende, der var jo ingen grund til hun skulle blive ked af det. "Ser de, som nævnt tidligere er barnegråd en negativ ting i dette tilfælde. Du skal hente hjælp hos andre da der er noget der skal bearbejdes." han stoppede op og kiggede på hende. Hun var oprørt over et eller andet og han kunne ikke gøre noget for at hjælpe hende ud over at forklare hvordan symbolerne sagde. Han rejste sig op og bevægede sig over i et skab. Han tog fat i et stykke papir hun kunne tørre øjne i. Han bevægede sig over til hende og rakte hende det stykke papir han havde i hænderne. "Her." sagde han og satte sig over på sin stol efter hun havde taget det. "Du er tydeligt oprørt over et eller andet, præcis som symbolet siger." han vidste ikke hvordan han ellers skulle uddybe det. "Denne mand har du brug for at snakke med for at forstå hele symbolet." han kiggede på hende og så på hendes tekop. Måske han skulle finde noget der var stærkere end te? Det kunne godt tyde på at hun kunne bruge noget af det.

[Angela Dupuis Blake]

Det var bestemt negative følelser Angela sad med. Hun følte sig ked af det og alene uden at forstå hvorfor. Derfor satte hun stor pris på at manden kom med et stykke papir til hende. Hun duppede øjnene lidt og så på ham. "Merci og pardon" Normalt var hun ikke typen der satte sig til at tude uden grund, men hun kunne slet ikke styre det lige nu. Hvorfor var hun overhovedet taget her hen? "JEg er bare så forvirret. De her drømme og.. og... Jeg mødte en mand som virkede til at kende mig, men jeg aner ikke hvem han er og jo mere jeg tænker på ham, jo mere føler jeg den barnegråd." Forklarede hun. det var jo dumt at tro det havde en forbindelse.

[Christopher Antoney Halliewell]

Merci, pardon... godt nok var han ikke så god til fransk men hvorfor undskyldte hun? Der var ingen grund til at undskylde, ikke i dette lokale. I dette lokale kom sandheder på bordet og nogle gange gjorde sandheden ondt. ”Du behøver ikke at undskylde. Det er en naturlig reaktion” han kiggede på hende og sendte endnu et smil. Normalt smilte han aldrig, men i denne situation var han nød til det. Han ville ikke virke som en kold skid slet ikke på dette tidspunkt.
”Det er helt naturligt at have det sådan. Denne mand har sat nogle spor i dig som du har brug for at vide hvad er. Måske du skal have noget der giver dig styrke.” han rejste sig op og bevægede sig over til nogle skuffer. Han trak en skuffe ud og begyndte at rode lidt i den. Oppe fra et skab lød en kradsen og der efter et højt bump. En kat miavede og bevægede sig over til Chris for at smyge sig omkring benet på ham. Det var ikke en almindelig kat, det var en kneazle. ”Ikke nu Snowey” mumlede han lidt for sig selv og roede videre i skuffen.

[Angela Dupuis Blake]

Det lå dybt i hende at undskylde for den slags ting. Hele hendes franske natur var rank og høflig og kærlig. Derfor var det slet ikke til diskussion om hun skulle undskylde eller ej. Hun smilede dog alligevel taknemmeligt til ham. Noget stærkere lød desuden meget godt ligene og hun fulgte ham med øjnene. Derfor fik hun også hans kat at se, hvilket fik hende til at smile. “Det er ikke en almindelig kat De har er det?”

[Christopher Antoney Halliewell]

Christopher roede videre i skuffen og fandt endelig de sten han skulle bruge. Han tog dem op og vejede dem lidt i hånden. Der var ingen ting at miste. Dog gled hans blik over på månestenen der også lå i skuffen, han havde den aldrig på sig. Der var ingen grund til det.
Han bevægede sig over til hende med Snowey lige i hælene. Han satte sig på sin plads og straks hoppede Snowey op på skødet af ham. ”Det er en kneazle. Hun har fuldt mig så længe jeg kan huske.” sagde han henvendt til hende spørgsmål. 
Han lagde stenene foran hende og tog hånden til sig. ”Dette er en rosenkvarts og en bjergkrystals. De skalskabe harmoni, tillid. Rosenkvartsen skal få dig til at være rolig accept og tilgivelse.” det var selvfølgelig hendes eget valg hvis hun ville gå med dem, men det var et forsøg hver.

[Angela Dupuis Blake]

Angela smilede og kiggede imod dyret. Det var tydeligt at se, at de havde et tæt bånd. Hun havde aldrig rigtig selv været tæt med noget dyr på den måde. Egentlig var det også okay, men somme tider kunne det alligevel godt blive lidt enormt. Hun fulgte med i hvad han lavede og da han lidt efter lagde de to sten på bordet kiggede hun på dem. "og de skulle så få mig til at slappe af?" Hun var godt nok lidt skeptisk omkring det hele, men hun var villig til at prøve det.

[Christopher Antoney Halliewell]

Lige så stille lod han hånden køre ned over Snowey ryg. Hun begyndte straks at skyde ryg hver gang han kom længere ned lige så stille begyndte hun også at spinde. Han smilte til Angela og nikkede. ”Disse sten får dig til at slappe af. Ser du krystaller og sten sender energier ud fra dem. De bruges i mange tilfælde, her ville det være godt for dig at bruge dem. De skulle gerne give dig en hvis form for styrke.” han kiggede på hende og sendte et smil. ”Det er et forsøg hver for sin egen skyld. Drømmetydning kan være lidt tvetydige og kan have mange betydninger, sten og krystaller der imod giver en hjælpende hånd” han kiggede ned på den sten og krystal han havde lagt og så op på hende igen.

[Angela Dupuis Blake]

Angela kiggede ned på stenen, men besluttede sig så for at der hvert fald ikke var noget at tabe ved det. SÅ hun kunne lige så godt give det et forsøg. Derfor rakte hun nu ud efter stenene. "Tak. Jeg håber virkelig det vil hjælpe. Jeg er ked af at være så besværlig, men det føles bare ikke så lige til sådan at finde ud af det hele og accepterer det. Men jeg vil huske det du har sagt, og håbe på det kan hjælpe mig til at finde ro i det hele." Hun smilede og så på det kattelignende dyr og forsigtigt førte hun hånden op, for at nusse den lidt. 

[Christopher Antoney Halliewell]

Et smil forplantede sig på hans læber, han nikkede lidt til hendes ord og kiggede ned på Snowey som en hånd blev ført over den. Normalt ville hun trække sig men ikke denne gang. I stedet lod Snowey sit ansigt gnide sig op af Angeles hånd. Han vendte blikket op på Angela og sagde. ”Du skal ikke beklage. Spådom er kun en hjælp på vejen. Hvis der er andre problemer du vil have tyet, enten i hånden, drømmene, en kop te eller kaffe så skal jeg nok stå til tjeneste. Du ved hvor mit kontor er nu.” han beholde sit smil på læben og kiggede fortsat på hende. Han håbede ikke han havde gjort hende mere forvirret, men hjulpet hende til at forstå.

[Angela Dupuis Blake]

Angela blev en smule forskrækket da det kattelignende væsen pludselig gned hovedet imod hendes hånd, det virkede dog heldigvis som at godt tegn, men hun så da alligevel usikkert imod Christopher. Bare for nu at tjekke om alt var okay. Hun havde aldrig været så vild med dyr og slet ikke katte. Det var så udspekulerede. De var bestemt søde, men hun var altid lidt forsigtige, hvis de kom for tæt på. "Det vil jeg huske mange tak. Jeg har lige et spørgsmål mere." Hun tøvede lidt før hun så på ham igen. "Kan du på nogen måde undersøge minder?" Det var nok et lidt underligt spørgsmål, men det var altså noget som ikke stemte. Det var hun sikker på.

[Christopher Antoney Halliewell]

Christopher smilte som Kneazlen gned hovedet op af hendes hånd. "Hun kan lide dig." kom det roligt fra ham og vendte blikket ned imod Snowey. Han lod en hånd gnide hende ved haleroden så den skød ryg.
Da hun spurgte om hun kunne stille et spørgsmål mere lyttede han intenst. Angela var en spændende sag han kunne godt lide det. Det var ikke hver dag man kunne få så mange spørgsmål, ud over i timerne. "Undersøge ja, tyde dem måske. Det kommer nok helt an på formålet bag dem. Har du da noget du vil have tydet?" spurgte han og kiggede på hende. Minder var noget komplekst noget, men det var minder man altid ville have. Der kunne være så mange betydninger i minder, og helt sikkert noget man havde glemt igennem årene. Så hvorfor skulle det ikke være en sag for ham?